[1]
EN STEN PÅ PÆDAGOGENS VEJ
Af førstelærer Harald Bertelsen
JL/er findes et begreb på grønlandsk, som kaldes igtorneq. Det kan vanskeligt over-
sættes til dansk, men i ordbogen er verbalformen igtorpoq oversat: undser sig, gene-
rer sig, er undselig, tør ikke.
Man skal ikke have været mange dage i Grønland for at have stiftet bekendtskab
med fænomenet hos både børn og voksne, og man kan undres, røres eller irriteres
efter temperament; men er man opdraget i den danske kulturkreds, står man ufor-
stående over for det, indtil man har sat sig ind i den historiske baggrund.
Da der er tale om et folkekarakteristisk træk, har man lov at formode, at det har
dybe rødder i den grønlandske kultur, og at det har tjent et samfundsnyttigt formål.
Det lader også til at være tilfældet. Ganske vist kan man ikke efterforske, hvor langt
tilbage det går, for det har givet været udbredt allerede, da Hans Egede kom til
landet; men dermed kan vi vel også nok lade os nøje og i stedet se på, hvilket formål
denne livsindstilling har tjent.
Det er nemt at forstå, at et menneske, der er tilbageholdende og genert, skal have
meget stærke impulser for at træde offentligt frem og forsøge på reformationer
eller sætte sig op mod dem, det står i underordnet autoritetsforhold til. For et folks
sundhed vil en vis labilitet afvejet mod autoritetstro og loyalitet normalt være ønske-
ligt, således at forstå, at kulturelle fremskridt ofte har sit udspring i reaktion mod
det bestående. Dette har imidlertid ikke været tilfældet med det gamle grønlandske
samfund. I dette var samfundssind og disciplin en fundamental betingelse. Med den
altafgørende betydning, fangererhvervet havde, var man ikke blot uhyre afhængig
af naturen, men også af den enkelte fangers dygtighed, held og energi. Men det var
en forudsætning for samfundets beståen, at fangeren underkastede sig de ældgamle
partsregler og ikke pludselig begyndte at hævde et ejendomsforhold over for sin
fangst, som kunne have medført, at nogle havde overflod, mens andre døde af sult.
I det mere kompliceret opbyggede samfund repræsenterer skattepligten en væ-
sentlig del af individets samfundsmæssige forpligtelser, men på en upersonlig måde
35
[2]
som gør, at mange ikke føler skrupler ved at forsøge at unddrage sig disse. Den
samme indstilling over for pligten til at sørge for, at gamle, syge, forældreløse og an-
dre socialt handicappede fik deres del af fangsten, ville på de grønlandske bopladser
tidligere have været katastrofal, hvorfor det var ønskeligt, at meget stærke bindinger
over for det bestående samfund reproduceredes hos alle individer.
Og her træder igtorneq ind i billedet. Når alle følte det rigtigt at forholde sig til-
bageholdende og afstandtagende over for alt uvant lige fra barnsben, lå der heri en
garanti for, at de samfundsmæssige forpligtelser, der påhvilede den enkelte, blev
overholdt til punkt og prikke.
Sammenholder vi dette med qivitoq-troen, ser vi samtidig, hvorledes et subsidie-
system i egentlig forstand overflødiggøres. Den der havde trang til at træde ud af
fællesskabet og frigøre sig fra de hæmninger, igtorneq-tabuet pålagde ham, havde
alternativet enten at opkaste sig til fører på sit felt eller tage konsekvensen af et ne-
derlag og gå til fjelds. Ved at gå til fjelds og blive qivitoq opnåede man forøvrigt
også at få magt over sine bopladsfæller gennem de forestilliger om overnaturlige ev-
ner, som tillagdes fjeldgængeren. Han kunne jo bl. a. flyve gennem luften ved at bøje
det ene ben ind under sig og strække det andet frem, og bopladsfællerne vogtede sig
for at gå ud efter mørkets frembrud, så længe mindet om fjeldgængeren var frisk.
Set fra en samfundsmæssig synsvinkel var der noget sublimt i den magt, som fjeld-
gængeren blev forlenet med, idet den trods alt kunne virke som en tilskyndelse for den,
som allerede havde forskertset sin ret til at blive i samfundet, til at tage konsekven-
serne af sine handlinger uden at nogen udøvende magt skulle mobiliseres som i vore
dage, hvor politiet tilkaldes.
Det er interessant at følge, hvorledes det nuværende moderne retssystem brydes
med det gamle. Endnu i de seneste år er der forekommet tilfælde, hvor politiet er ble-
vet tilkaldt for at eftersøge personer, der er gået til fjelds som følge af handlinger,
der tidligere ville have krævet dette, og at troen på fjeldgængerens overnaturlige magt
stadig lever, kan man få knugende vidnesbyrd om, i særdeleshed når man opholder sig
på udstederne.
Men det er jo ikke blot qivitoq-fænomenets grundlag, der er borte med nyordnin-
gen. Det samme turde siges at være tilfældet for Igtorneq's vedkommende, og da der
ikke hører megen fantasi til at forestille sig, hvilke vanskeligheder det betyder for en
sproglærer at have en flok elever, der ikke tør åbne munden for generthed, er der
næppe nogen, som kan undres over, at jeg 5 sin tid satte stærkt ind på at fjerne igtor-
neq's virkninger, da jeg begyndte at undervise i dansk i den grønlandske børneskole.
Det må nok lige tilføjes, at det var i 1951, og at jeg var den første danske lærer
i byen, og følgelig havde problemerne tættere ind på livet end de kolleger, som
kom til senere.
36
[3]
Jeg hørte engang en læge sige hovedrystende til et spædbarn, der nøs: „Hvis du
vidste, hvilken indviklet proces det er at nyse, så kunne du sikkert ikke !" og havde jeg
haft en klar forestilling om, hvilke vanskeligheder der skulle overvindes, før mine
elever turde åbne sig for undervisningen, ja, så var der sikkert heller ikke blevet no-
get ud af det nys !
Netop på baggrund af børnenes egen afmålte og tilbageholdende adfærd i skole-
stuen, må jeg lange, gestikulerende, støjende væsen have virket chokerende fremmed-
artet på dem, når jeg stod og gøglede ved tavlen.
Selv om målet var mig klart fra begyndelsen : at løse op for børnene og frigøre dem
for de hæmninger, som spærrede for sprogundervisningen, så var metodikken ikke
gennemtænkt på forhånd, men udviklede sig efterhånden af situationen. Det vil føre
for vidt og næppe have interesse i videre kredese at redegøre detailleret for, hvordan
jeg greb sagen an, men jeg kan nævne, at sang, rytmik og mimiske lege og øvelser var
et sikkert brohovede for mine fremstød.
Heldet — og dygtige kolleger, som efterhånden kom til — var med mig, og de tider
kom, hvor vi kunne gå og glæde os over, så frejdige vore børn var blevet, og jeg så
allerede i ånden for mig, hvorledes disse børn en dag ville sende børn i skolen, som
startede på en helt anden grund, end de selv havde gjort. Jeg havde det godt med mig
selv og min samvittighed. Et stykke tid. Men en skønne dag hændte der det meget
usædvanlige, at jeg fik besøg af en fader, som ikke bare var vred, men oven i købet
viste det meget tydeligt. Hvad han var vred over, er denne beretning uvedkommende
og angik iøvrigt heller ikke min person, men han måtte jo øjensynlig have tænkt, at
jeg skulle heller ikke gå skud forbi, nu han havde fået lukket op for sluserne. Derfor
fik jeg i forbifarten en salve for den forsyndelse, som øjensynlig var mest iøjnefal-
dende. Faderen sagde nogenlunde sådan: „. . . og hvad er det for en opførsel, du lærer
vore børn? Når du og andre lærere går til skole, så kommer børnene løbende jer i
møde, tager jer i hænderne, og følges med jer til skole. Det ser ikke godt udi" Så
fulgte nogle formaninger om at lære børnene at opføre sig i skolen, som de skulle
hjemme, hvorefter jeg iøvrigt ikke hørte resten af hans tale. Jeg var slået ud og tog
tælling.
Ganske vist kom jeg på benene igen og fortsatte, men takterne var ikke mere de
samme. Jeg var kommet til at tvivle på mig selv og mine gode hensigter, for jeg var
overbevist om, at denne fader havde ikke bare udtrykt sin egen mening, der stod
sikkert mange bag ham, som blot var for høflige til nogen sinde at ville give udtryk
for en tilsvarende kritik. Ganske vist kunne mine anfægtelser ikke rokke ved over-
bevisningen om, at igtorneq af udviklingsmæssige grunde bør trænges tilbage; men
ved at fare for hårdt frem, satte jeg måske børnene i en konfliktsituation, som i det
lange løb kan være skadelig på andre områder.
37
[4]
Tvivlen sidder der stadig, og derfor tørjeg ikke råde kolleger, der skal tage det
samme arbejde op. Vi kan konstatere, at igtorneq ligger som en stor sten på pædago-
gens vej, og vi kan blive enige om, at det ville være dejligt, om den var væk. Men der
er mange måder at fjerne den på; skal man forsøge at sprænge den væk, eller skal
den lempes af vejen stille og langsomt, uden at de vejfarende egentlig lægger mærke
til det?
[5]