[1]
DAGLIGLIV SOM „HUMANIST"
Af mag. scient. George Nellemarm
Udvalget for samfundsforskning i Grønland-eller Humanistudvaget, som det sta-
dig hedder blandt mange, udsender og har udsendt rapporter om vidt forskellige
forhold i det moderne Grønland. Heri kan man læse resultatet af en del af det
arbejde, udvalgets folk udførte i Grønland i 1958—59, men ikke meget om selve ar-
bejdet og dagliglivet som omrejsende „humanist".
Mange i Grønland kender dette daglige arbejde, nemlig „ofrene", de folk, der
har givet os de oplysninger, rapporterne bygger på, det være sig fra deres tjenstlige
arkiver, deres arbejdsmæssige erfaringer, deres hjerte — eller deres galde. Vi skylder
dem alle tak, både for deres oplysninger, deres hjælp på mangfoldige områder — og
deres gæstfrihed mod os.
Når jeg skriver dette, er det dels for på denne måde at sige tak til dem, der ken-
der os, og dels for at fortælle alle dem, der ikke kender os, hvad det var at være
„humanist" i Grønland.
Da jeg engang under en etnografisk undersøgelse et helt andet sted i verden
spurgte, om man kendte en ældre kollega, der havde drevet studier i det pågældende
område i mange år, fik jeg det svar, at ham kendte man udmærket — han var så
forbandet nysgerrig. Det prædikat har vi sikkert også fået.
I Grønland var vi angalassut — rejsende — om nogen har været det. I den tid, jeg
arbejdede for „Humanistudvalget", besøgte jeg 24 beboede steder og af disse ét
3 gange og ét 2 gange — og mine kolleger kan opvise lignende tal - mellem Thule og
Nanortalik.
Vi lagde ud sommeren 1958 og kom hjem sidst på sommeren 1959 — efter 14
måneders omflakkende vagabondliv. 10 mand den første sommer, 8 det meste af
tiden og mindst 6 mand (af forskelligt køn) på farten gennem hele perioden. Nogle
steder var vi flere måneder, andre steder kun få dage, afhængigt af opgavernes om-
fang og stedernes størrelse.
Oprindelig var det planen, at vi skulle have haft, hvad vi kaldte „en krumbøjet
jurist", der som eneste opgave skulle have at gennemgå politiets og domstolenes ar-
455
[2]
kiver langs hele den vestgrønlandske kyst. Men sådan blev det ikke. Efter en lang
og trang læretid på politikontoret i Egedesminde kunne vi, en broget skare af jurister
og lærere, kontorfolk og psykologer, tolke og etnografer, tilstrækkeligt til, at vi i
fællesskab kunne erstatte „den krumbøjede" rundt omkring i retslokaler og på politi-
stationer, i overbetjentens spisestue og i kredsdommerens hjem. I København sled
jurister med de genparter af retsdokumenter, der blev neclsendt dertil.
Det var et stort arbejde - og vi blev „krumbøjede" af det, men vi nåede målet:
alle sager, der i tiden 15.7. 1954 til 31.12. 1957 er anmeldt til politiet, blev regi-
streret på de „kriminalskemaer" der danner grundlaget for rapporterne om rets-
væsenets funktion.
Retsvæsens-undersøgelsen tog lang tid hvert sted, men den var ikke det eneste.
Der var meget, meget andet på programmet. Vi talte med lærere og håndværksfor-
mænd, lærlinge, forældre og institutionsledere om uddannelsesproblemer: mulighe-
derne for at få en uddannelse, eksisterende og manglende lærlingekontrakter, mu-
lighederne for at give en uddannelse \ de forskellige fag i Grønland og kravet om
efteruddannelse i Danmark. Denne side af vort arbejde blev efter hjemkomsten
suppleret med mange samtaler med unge grønlændere på uddannelse hernede og
med deres læremestre af alle arter.
Hvor der var tilflyttere langvejs fra, der var flyttet som et led i „befolknings-
kommissionens" projekt, talte vi med dem om deres problemer — og med alle, som
kunne bidrage til at belyse tilflytternes situation, kæmnere, læger, kommunalbesty-
relsesmedlemmer, arbejdsgivere o. s. v.
Mange andre problemer arbejdede vi med - nogle med held, andre måtte vi op-
give. Parolen var: "de generelle undersøgelser går forud for de specielle." De gene-
relle undersøgelser var den omtalte retsvæsensundersøgelse, der omfattede såvel
kriminaliteten som hele retsvæsenets funktion og den rent formelle behandling af
sagerne. Men den største del af arbejdet var „husstandsundersøgelsen".
I hundredevis af husstande, som vore statistiske medarbejdere hjemme havde ud-
valgt til os efter folketællingsskemaerne, så alle slags mennesker blev repræsente-
ret, blev plaget med vort besøg - uden at de fik andet for ulejligheden end, hvad
vi havde i repræsentationskassen af tobaksvarer til de voksne og slik til børnene. De
skal have tak allesammen.
Et „husstandsinterview" var en omfattende affære. Folk blev spurgt om deres
meninger om dette og hint, deres viden om det ene og det andet af det nye i Grøn-
land og om deres rent konkrete leveforhold — lige fra de erhvervsmetoder de be-
nytter, til hvilke foreninger de er medlemmer af, fra deres boligforhold til deres
indstilling til at tage en lovovertræder i huset under afsoningen af en idømt foran-
staltning. Det ville blive en lang og trættende læsning, hvis jeg remsede alt op her.
456
[3]
Nogle steder kom folk til os for af tale om deres problemer.
Her .riger tre mænd [rå Tumingassoq os deres mening om befolkningskoncentration i et [angerdistrikt.
Svarene blev indført i særlige „husstandsskemaer", i hvilke alle spørgsmålene var
trykt, og hvor de mest almindelige svar, f. eks. ja, nej, ved ikke, kunne krydses af i
særlige rubrikker, ligesom der var afsat plads til længere besvarelser og reserveret
masser af hvidt papir til kommentarer.
Der var dage med arbejde fra morgen til aften og langt ud på natten - og dage,
på hvilke ingen havde tid til at tale med os. Dage med konstant indsamling af oplys-
ninger og dage, på hvilke vi kontrollerede, om vi havde fået det hele med. Dage
hvor de grønlandske medarbejdere hvilede, og de danske talte med danskere, og
457
[4]
dage udelukkende med interviews med grønlandske husstande og mydighedsperso-
ner. Og hele tiden skulle der renskrives og laves kopier af de vigtigste oplysninger,
som ikke måtte gå tabt, hvis en slæde skulle gå gennem isen eller en båd ikke nå frem.
Og ved siden af skulle der skaffes husly, varme og mad, der skulle spises, vaskes
— og vaskes op. Og livet skulle leves. Selv om nogle havde ondt ved at forstå det,
er „humanister" også mennesker, der lever og har deres problemer som alle andre.
Mange gæstfri hjem kan vi takke for hyggelige samtaler og gode fester, varme
bade og lån af vaskemaskiner, strygejern — eller bageovn på de steder, hvor der ikke
var brød at købe. Vore piger havde nok at gøre også udenfor „humanistarbejdet".
Og når man så var faldet godt til på et sted, kaldte pligten — videre, videre, med
kystbåd eller nummerbåd, lægebåd, politibåd eller når andet ikke fandtes, robåd.
Sneen ville ikke komme i begyndelsen af 1959, og isen ville ikke lægge sig. De
første slædeture gik skumplende over snebare lyngmarker eller skurende over klip-
per. Vi holdt varmen i småtrav efter slæderne. Senere var der slædeture i snevejr
og bakker — eller i sol på fastkørte veje. Til en by kom vi med den lette, hvirvlende
sne fastfrosset i skægget, til en anden henslængt på slæden i strålende forårssol. Når
alle andre muligheder var udelukkede, måtte vi gå langs stranden — om kap med
det stigende tidevand, der til sidst drev os fra strandens behagelige landevej op på
toppen af skrænter og kystklipper.
Nogle steder havde vi venner og bekendte, som husede os eller skaffede os godt
logi. Til andre steder kom vi med uvished om, hvor vi skulle bo. Skolekapellerne
var på de små steder vore almindeligste bosteder — gæstehjemmet, hvor et sådant
fandtes. Alt i alt et broget virvar af midlertidige hjem - i private huse og på kirke-
lofter, i lune, moderne boliger, hvor vi gassede os i badekarret, på iskolde gulve i
skolekapeller, hvis kul ikke ville brænde, og hvor vi roterede i soveposerne for at
holde varmen. Eller vi levede som grever på udstedsbestyrernes gæsteværelser og
mæskede os ved deres veldækkede borde. Det mest ejendommelige logi var dog nok
en badstue — med de trappeformede bænke som eneste møblement.
Men det vigtigste var menneskene. I begyndelsen kunne man holde rede pii alle,
man havde talt med, men efterhånden blev det svært. En lang række af personer de-
filerer forbi i min erindring, medens jeg skriver dette; flinke og hyggelige, forbe-
holdne og mutte, selvtilfredse og undselige, rige og fattige.
De fleste steder blev vi vel modtaget — de, der ikke ville tale med os, er så få, at
man kan huske dem alle. Nogle enkelte ville kun tale med os mod betaling, en enkelt
sagde nej uden kommentarer, og én mente ikke, at han overhovedet vidste noget,
der kunne interessere os. De, der selv bad os komme, var flere end de, der sagde
nej. Nogle havde noget, de var utilfredse med, nogle mente, at de i kraft af deres
lokale position havde krav på at blive hørt, og nogle ville blot gerne hilse på os. Jeg
458
[5]
Alle transportmidler nåede humanisterne at benytte, bortset fra konebåd og kajak.
På slæderne blev de dog kun til passagerer.
husker især et ældre ægtepar på et udsted. De bad os komme, og vi kom. Da vi
spurgte, om der var noget særligt, de havde på hjerte, sagde de nej. Vi forsøgte at
bringe nogle moderne problemer på bane — men det endte med, at manden helst
ville fortælle os om, hvordan det var at leve i de gamle, fredelige tider.
Mest gik det på den samme melodi dag efter dag - vi stillede vore spørgsmål og
fik svarene, med få eller mange kommentarer. Og svarene blev nedskrevet ved en
459
[6]
briksekant, på en trækasse, på en sten i det fri eller ved et skrivebord. Vi lærte at
skrive i alle stillinger og i alle temperaturer, dryppende af sved ved siden af et
varmt komfur eller med kolde og stive fingre i et uopvarmet rum.
Et sted skulle vi tale med en gammel kone. Da vi kom, havde hun tilkaldt et af
stedets lyse hoveder, for, som hun sagde, hun vidste ikke så meget. Vi havde dagen
før været på besøg hos samme kloge mand, og han hjalp selv til med at forklare den
gamle, at det var hendes meninger, som repræsentant for den ældre generation, vi
ville have, og dem fik vi da også, da han var gået. Et andet sted var manden så
usikker, at han svarede „ved ikke" til så at sige alle spørgsmål, og et tredie sted
måtte vi komme igen flere dage for at få alt med, som man der havde på hjerte,
og det var ikke småting.
Med størst glæde tænker jeg tilbage på en af de gange, vi i samråd med kateke-
ten havde indbudt alle, der gad, til et møde i skolen, ved hvilket vi fortalte, hvad
meningen var med vort arbejde. Traktementet var det sædvanlige, cerutter og ci-
garetter til de voksne og bolcher til børnene. Mange problemer blev draget frem og
mange spørgsmål besvaret. Ét var dog altid ubehageligt for os, og det var, at vi kraf-
tigt måtte understrege, at vi kun kunne notere problemerne ned og give oplysningerne
videre. „Vi kan intet gøre andet end dette. Problemerne skal løses af andre, af dem,
der har noget at sige, politikere og tjenestemænd — vi har ingen mulighed for eller
myndighed til selv at foretage os noget."
Jeg ved, at mange vil blive skuffede - det er de blevet før. Ofte har vi hørt den
udtalelse, at der har været nålagarssuit på besøg, til hvilke man har klaget sin nød
— men der er ikke kommet noget ud af det.
Tro ikke, at det kun er i de grønlandske husstande, vi har mødt problemer. Vore
undersøgelser omfattede også de udsendte danske. Og forholdet mellem den fast-
boende befolkning og de udsendte danske var ^genstand for en særlig undersøgelse,
men den skal jeg ikke komme nærmere ind på. Om dette bliver der skrevet en særlig
rapport — og den skal nok blive læst af mange.
Nogle steder tænker man tilbage på med glæde, andre har man knapt så gode
minder fra. Nogle steder har man besøgt i sommer og sol, og det gør indtrykket
bedre end efterår med storm og snesjap.
Tydeligst står nok erindringen om den boplads, på hvilken de netop ankomne
„humanister" fik part i en ny fanget sortside på lige fod med boplads fællerne. Vi
blev i det hele taget ofte budt på god mad og på kaffe. Vi fik meget kaffe i de 14
måneder, undersøgelsen stod på. Der var medarbejdere, som aldrig havde brudt
sig om kaffe, men som drak den af høflighed — og endte med at synes om det.
Skal man—eller rettere skal jeg—gøre op, bliver det indtryk tilbage, når det gælder
selve arbejdet, at det var en broget, omflakkende og til dels rodløs tid, men bestemt
460
[7]
Boj/ladscn Onartoq består kun a[ 2 huse, og her kommer der sjældent gæster.
»Stedets ungdom« lytter til, medens vi interviewer husherren.
ikke 14 kedelige måneder. Vi så og hørte meget, godt og ondt mellem hinanden. Vi
fik samlet mange nyttige oplysninger og vi lærte meget, vi lærte især meget om
mennesker.
Det var svært at sidde stille og bearbejde det omfattende materiale efter hjem-
komsten, men efterhånden som der faldt ro over en, genoplevede man, ved at gen-
nemlæse hvad de enkelte havde fortalt os, steder og mennesker — og de fleste min-
des man med glæde, og man sender dem en venlig tanke og en tak for godt sam-
arbejde.
4.61[8]