[1]
KARELERNE PÅ GRØNLAND
EN GENOPFRISKNING AF EN GAMMEL ORDTYDNING
Af Robert Petersen
JtLskimoernes betegnelse for sig selv har været og er „inuk", fl. „inuit", med flere
genkendelige variationer: ik, yuk, shuk. Grønlænderne har også sagt „inuk" om sig
selv. Endnu den dag i dag kan man særlig i den nordlige del af Grønland træffe
folk, der kalder sig selv for „inuit" Desuden bruges ordet som stamord i en række
afledninger i betydningen „grønlandsk". Disse former er delvis stivnede former.
Således siger man „inumineq", ,grønlandsk mad' i stedet for „kalålimineq", eller
f. eks. „inuineq", ,person, der har antaget grønlandsk levevis'.
Men da inuk tydeligt er et eskimoisk ord, er dets betydning som nationalitetsbe-
tegnelse ikke netop begrænset til grønlænderne alene, men omfatter eskimoerne i al-
mindelighed. Det har bare fået farve efter den afbrudte forbindelse med andre
eskimogrupper. Skal vi forklare ordet nærmere, betyder det 1) menneske. 2) eski-
mo, 3) ejer, 4) mandskab, 5) ånd eller sjæl (kun til et begreb eller en død ting),
6) spilkort eller brikker under brug. - Hvad ordet egentlig siger, er vanskeligt at få
hel klarhed over, men ved sammenligning med mange ord, der igen sammenlignes
med andre ord, ses et utydeligt billede, der siger: „det eksisterende, værende, le-
vende". Ordets store udbredelse og til dels stivnede dannelser af det tyder på en
høj alder.
Det var en mærkelig indledning. Men selv om det nok kunne regnes for et side-
spring, er det først og fremmest et eksempel til sammenligning. Forlængst er grøn-
lænderen nemlig begyndt at kalde sig selv for „kalåleq". Ordet kendes i Grønland
og i en del af Labrador, men begge steder betyder det „grønlænder" og ikke „eski-
mo". „Kalåleq" som nationalitetsbetegnelse bredte sig i det forrige og i den første
halvdel af dette århundrede nordefter, men muligvis også sydefter, alt efter hvor
langt sydpå dets ekspansionscentrum lå. Men et sted i det sydlige Vestgrønland lå
det. I modsætning til „inuk" er der kun få ord, der er afledt til faste forbindelser
af „kalåleq"; et eksempel er vist i forbindelse med afledningerne af „inuk".
Det faktum, at „kalåleq" ikke er til at definere efter sin opbygning, og kun lader
sig definere efter sin brug, giver En let den tanke, at man står overfor et ældgarn-
462
[2]
melt ord. Men ordets begrænsede og sene udbredelse tyder snarere på, at ordet er
et forholdsvis nyt ord af europæisk oprindelse. Det er for så vidt kendt i hele Grøn-
land, men den dag i dag bruges det næppe af alle grønlændere. Som nævnt kendes
det også i Labrador, mærkeligt nok, og mistænkeligt nok ved brødremenighedens
nuværende og tidligere missionsområder. Erdmann har i sin labradoreskimoisk-tyske
ordbog „karålek" med; det var i 1864. Thibert har fra vestkysten af Hudsonbugten
„kalådlit" for grønlænderne, og af en tidligere Aivilik-eskimo fik jeg det svar, at han
havde hørt ordet før - af Jacob Olsen. Der må måske her tilføjes, at Erdmann har
haft mere eller mindre direkte forbindelse med grønlandske missionærer. Men der
findes vist nok temmelig mærkelige beretninger om disse karålit blandt Labradors
eskimoer. Thibert har haft Schultz-Lorenteens ordbog som kilde.
Vanskeligheden ved at definere „kalåleq" har medført, at en række ord, der no-
genlunde ligner „kalåleq" i udtalen, ofte sættes i forbindelse med „kalåleq"s oprin-
delse; mange gange kan det kun lade sig gøre ved at give fantasien frit løb og ud-
fylde de manglende led i bevisførelsen, der altså ikke er nogen bevisførelse. Jeg skal
ikke nævne alle de ord, der har været på tale. Men i Sydalaska har en eskimogruppe
betegnelse for en åndemaner i ordet „katlålit". Det er et ord, der er fundet ved
søgen med ønske om, at kalåleq skulle have eskimoisk oprindelse. Ikke desto mindre
er ordet næppe rent eskimoisk, men indført fra Sibirien. Det er jo heller ikke stam-
mebetegnelse, men så at sige fagbetegnelse. Derimod synes det umiddelbart ikke, at
afstanden mellem Alaska og Grønland skulle have nogen betydning imod forbindel-
sen mellem de to ord, selv om vi forgæves har søgt efter „katlålik" eller lignende
ord i det mellemliggende område. Det er jo ikke sjældent, man finder det samme
ord eller den samme ordform i yderkanterne af et område, men ikke i den mellem-
liggende del. Alligevel må vi udskyde „katlålik". Selv om det sidste synspunkt i al-
mindelighed hverken ville tælle til eller fra, får det sikkert her sådant indhold, at
ordene næppe kan have noget med hinanden at gøre. Sagen er den, at „katlålik" er
fra Sydalaska, en anden eskimogruppe end grønlænderne, de canadiske eskimoer og
nordlige Alaska-eskimoer. Hvis det bare ikke havde vist sig at være sibirisk (af nyere
dato), så kunne man fantasere sig til et oldeskimoisk ord, men her er det svært.
Men lad os holde os til „kalåleq". I begyndelsen af „kolonisationstiden" optrådte
ordet i flere forfatteres bøger og havde da to former „kallålek" og karålek". Poul
Egede skrev i sin ordbog (1750) : karålek, P. Olsen Walløe kaldte dem „innuit eller
Kallaler" (1752), og Cranz i 1770: „karålit", mens han dog bemærkede, de kaldte
sig „innuit". Fabricius skrev i sin ordbog (1804) både karålek ogkalålek. Den tredie
ordbogsforfatter Kleinschmidt, skrev det (1866) "kalåleq", og den form har vi den
dag i dag. Vi ser en kraftig omlyd r-1. Den omlyd kender vi; men den er ganske spe-
ciel, den kendes nemlig i det sydlige Vestgrønland og kun i ord af europæisk oprin-
463
[3]
delse. Marie bliver til Målia, skrå til sukuloq - og mens vi har „skrå", et europæisk
låneord, der indledes af s-k-r, lige som „skræling", så ser vi, at alle konsonanterne er
med, selv om den sidste har fået omlyd til 1. - Omlyd er utænkelig for eskimoiske
ord, men ved „kalåleq" ser vi en udviklingslinie, som må være naturlig for et oprin-
deligt europæisk ord.
Peder Olsen Walløe havde ingen kommentarer til sine „saakaldede Kallaler". Han
havde ikke engang bemærket, hvem der kaldte dem for „kallaler". Cranx havde som
nævnt bemærket, at de kaldte sig for „Innuit", men havde ingen nærmere forklaring
om brugen af „Karålit". Hans Egede kaldte dem slet og ret „Innuit" (1729).
Derimod havde Poul Egede en klarere udtalelse i sin ordbog. lian havde som
kommentar til „Karålek, indfødt Grønlænder", skrevet, at det efter sigende var de
gamle nordboers betegnelse for de indfødte i dette land. Han sluttede kommentaren
med følgende ord: ,,[K.] bruges i vor tid af den fremmede, der besøger landet, af
de indfødte derimod ikke." Det fremgår af kommentaren, at Poul Egede selv ikke
har set de skrevne kilder, og derfor er det ikke så mærkeligt, at han mente, at ordets
oprindelige forbillede, som han nok mente var „kareler", var nordboernes beteg-
nelse. Desuden, ville det ikke være nok at se selve kilden for at se sammenhængen.
Omtrent samtidig mente David Cranz, at det var eskimoernes ord „karålek", der
er „forbillede" til nordboernes „skræling" (1770), og Poul Egede selv oversatte otte
.år efter ordbogen i „Evangelisterne" (1758) „in lingvam Gronlandicam" til „Kara-
lin okausiennik" - og uden kommentarer.
Men inden vi går videre, må vi hellere kigge på det andet europæiske ord, der ofte
er på tale, når man ville forklare „kalåleq". Det er nordboernes betegnelse for eski-
moerne (evt. m. m.), som de mødte på Grønland og Nordamerikas østkyst, nemlig or-
det „skræling". Der er unægtelig også lighed, for hvem, der ønsker at finde ligheder.
Der skal bare kappes af her, en lyd puttes der, en anden få omlyd, og den sidste gø-
res i stand. Alle disse tilpasninger, om man kan kalde dem „omforandringer", er
mulige, - og hver for sig er de såmænd meget naturlige. Der er bare for mange. Til
sammenligning skal jeg nævne igen det andet låneord, der indledes af s-k-r: skrå er
blevet til i//kuloq. Det kedelige ved alle de omlyde ved „skræling" (hvilken vej man
end tager) er, at ligheden virker søgt, hvad den måske også er. Når vi nu bliver ved
den føromtalte omlyd r-1, og regner med, at kalåleq stammer fra et europæisk ord,
kommer et andet spørgsmål: Hvis det stammer fra „skræling", og altså lige som
„qavdlunåq" stammer fra kontakten med nordboerne, hvorfor har de to ord så ikke
den samme udbredelse?
Vi kan hermed ikke give Poul Egede ubetinget ret. Hvis han mente, at karålek
stammede fra skræling, må vi stille os meget tvivlende, og hvis han mente, at det
stammede fra „kareler", så stammer det ikke fra nordboerne, selv om betegnelsen
464
[4]
stammer fra middelalderen, og lad os lige se på den vej, „karelerne" havde taget til
Grønland.
Selv om vi prøver at følge „karelernes" vej, går vi dog stadig væk tilbage i tiden.
Omkring 1420 brugte kartografen Claudius Swart som den første ordet „Careler" i
forbindelse med Grønland. Længst mod nord i hans Grønlandskort stod der: Regio
infidelium Carelorum, de vantro Karelers rige. I teksten til hans andet kort, der ud-
kom ca. 1430, står der: „Dog kommer, som jeg har set, de vantro Kareler stadig ned
på Grønland i store hærskarer, og det uden tvivl fra den anden side Nordpolen . . ."
Claudius Swarts andet kort viser et virkeligt forbedret kendskab til Grønland, især
Vestgrønland; det kom jo ca. 10 år efter det første (han lavede 3). Men ellers skal
sandsynligheden for Swarts grønlandsrejse her stå hen. Her er det bedre at be-
mærke, at selv Swarts regnede med den middelalderlige forestilling om, at Grønland
var landfast med Nordeuropa. Han havde dog udvidet det isfrie hav temmelig langt
nordpå. Men én ting synes det at være klart: selv om Swart virkelig havde været på
Grønland, så havde han ikke været i kontakt med nordboerne —og eskimoerne kunne
han ikke tale med. løvrigt er det ikke klart, om han kun havde set eskimoerne på
afstand, om han havde kontaktet dem, eller om det hele ikke var fantasi. Vi kan
vist nok her indskyde, at han næppe havde fået ordet „kareler" fra Grønland.
Et sted må han dog have fået det fra, og vi kommer vel med det samme, om end
ikke næsten før, til at tænke på de finske kareler (karjalaiset)). Swart mente vel, at
eskimoerne var en stamme inden for karelerne, og at de var draget nordpå fra
Nordeuropa, via Nordpolen og så ned langs Grønlands kyster, men måske mente
han, at „karelerne" havde boet i nordlige del af Grønland i længere tid, siden han
skrev „de vantro karelers rige". Det var en misforståelse, som var vanskelig at und-
gå, fordi den er lagt til rette i forvejen. Den var beregnet til en kartograf.
Ca. 1320 lavede italieneren Pietro Vesconte et kort over Nordeuropa. Hans kend-
skab til Nordeuropas befolkning måtte have været indskrænket, for han havde ikke
alene placeret de finske kareler nordøst for Nordkap som „de vantro kareler", men
han havde af en uvis grund overhovedet ikke nævnt nogen af de andre stammer som
ingrer, liver, ester, jemer, woter o. s. v. Ved ishavskysten på Vescontes kort var der og-
så en halvø afsat og kaldt „Grinland", det var i samme egn som „de vantro kareler".
Det var den sidste halvdel af betingelsen for Swarts misforståelse. Den var næ-
sten nok i sig selv, den ville være nok, hvis Swart var så meget middelalderlig viden-
skabsmand, at han ville sige til sig selv: „Her er der teori og her kendsgerninger,
så kan vi se, hvordan vi kan få kendsgerningerne indpasset i teorien!" Swarts værk
var på flere punkter et brud med videnskabelig skrivebordslærdom. Han fulgte nem-
lig de kendsgerninger, han kendte. Derfor placerede han Grønland vest for Island,
vest-nordvest for Irland og med Kap Farvel på højde med Oslo.
465
[5]
Derimod kunne den lærde krønikeskriver Adam af Bremen ikke løsrive sig fra
den gamle ptolemæiske verdensopfattelse. Adam havde det svært ved at balancere
mellem oplysningerne fra Svend Estridsens hof på den ene side og teorien på den
anden side. Mene mene, vejet vejet ... og Svend Estridsen blev fundet for let, og
teorien tog hans plads. For kursforskrifter i Norden var ellers klare nok. Men da
Adam lavede sit kort, havde han ingen anden plads til Grønland end nordøst for
Nordkap, netop der, hvor Vesconte 250 år senere anbragte „de vantro kareler". Sa-
gen blev ikke bedre af, at Adam blev en benyttet kilde.
Nu var der banet vej til misforståelse også til en Swart. Placering samme sted,
Grønland — Grinland, Vinland - Finland, for hvem, der har studeret begge kortene
går den lige vej til den antagelse, at eskimoerne, et folk lige som karelerne i ud-
kanten af ens verden, virkelig var en gren af dem.
Hvordan Swart havde fundet på „karelernes hærskarer", er ikke let at blive klog
på; for hans erklæring om at have set dem, er nu kun en erklæring og ikke nogen
forklaring. Han havde sandsynligvis heller ikke set nogen hærskare. Men måske
havde han haft held til at se en folkevandringsbølge, - eller har vi mon her det
første forsøg på at tyde „kareler", idet ordets stamme er ,karja', der tydes som
hær. Men det er stadig væk kun gisninger. Betydningen af ,karja' er man vist sta-
dig uenig om.
Nu er vi ved at gå tilbage i tiden og ved at vandre over Nordpolen kommet til
Østfinland, men nu opdager vi, at grønlænderne ikke har fulgt med, og derfor ven-
der vi tilbage til vort udgangspunkt, det sydlige Vestgrønland i begyndelsen af 1700-
tallene. Det ser ud til, at de grønlændere, der havde livlig kontakt med europæerne,
hurtigt havde overtaget „karålek" fra europæerne, måske i begyndelsen kun når de
talte med europæerne. Det må være forklaringen på, at Poul Egede tog det med som
grønlandsk ord, men føjede til, at de indfødte ikke brugte det ord. Det er jo også et
kendt fænomen. Jacob Olsen fortalte, at en chippewyan indianer, der talte lidt eski-
moisk, med stolthed sagde til ham: „Jeg er ertqileq", hvilket også passede, da ert-
qileq eller itqileq var naboeskimoernes betegnelse for chippewyan, det betyder nok
,den gnid-(luseæg)-befængte'. Heldigvis havde Jacob Olsen opdaget, at det ikke var
stammens egen betegnelse for sig selv. Men det må være vanskeligt for de euro-
pæere, der ikke kendte ordets oprindelse, at se, om det var ægte eskimoisk eller ej.
Nogle kendte dog den ene side af sagen: at ordet var (gen)indført fra den europæ-
iske grønlandslitteratur. Poul Egede vidste allerede i 1737, at nordboerne kaldte
„Innuit" for „skrellingerne". Når han nu, tretten år senere skrev om det europæiske
forbillede for „karålek": „Efter sigende brugt af de gamle kristne . .", (kursive-
ring af mig), så må det være et andet ord end „Skrelling", Egede tænkte på. Det
andet ord må så være „kareler".
466
[6]
Det centrale område, som blev arnestedet for benyttelsen af ordet kalåleq, må
være Godthåb og Frederikshåb kolonierne. Der, hvor kontakten var størst. Allerede
i Fabricius' tid (1768—1773) ser det ud til, at ordet var almindelig kendt i Frede-
rikshåb kolonien, selv om grønlænderne stadig væk brugte ordet „inuk" om sig selv,
men også om folk af en anden nationalitet, som Fabricius bemærkede, hvorimod
,,karålek" var „ren" national betegnelse. Ordet var produkt af kontakt med dan-
skerne, og desværre stammer alle oplysningerne fra dansk side. Jeg er bange for, at
ordet derved var blevet overeksponeret. Det må nemlig i begyndelsen mest have
været brugt i samtale med danskerne, og man skal nu kunne temmelig meget af et
selvlært sprog, før man kan se, hvad der er undtagelse, og hvad der ikke er.
„Kalåleq"s nordgående udbredelse kender vi, men vi ser af de her dragne slut-
ninger, at der også måtte have været en sydgående gren syd for Frederikshåb.
Omkring 1850 fik „kalåleq"s sejrsgang ny vind i sejlene, da det ene af to nye se-
minarier blev placeret i Godthåb, og på seminariet brugte man „kalåleq". Man ud-
sendte kateketer til en stor del af Grønland. Disse kateketer havde lært en masse
efter datidens forhold, og desuden som et ekstranummer havde de lært at kalde sig
selv for „kalåleq. De blev så at sige åndelige ledere.
Teknikken kom også dette ord til undsætning. Med det nye trykkeri i Godthåb
og det nye tidsskrift „Atuagagdliutit", der udkom i 1861 og blev uddelt gratis til
alle husstande i Grønland, kom „kalåleq" ind i alle hjem. Tidsskriftet fastslog „ka-
låleq" som nationalitetsbetegnelse. På den måde blev „kalåleq" kendt i hele Vest-
grønland hen imod slutningen af det forrige århundrede. Det tog dog længere tid at
fortrænge „inuk", der af enkelte endnu brugtes, da vi var børn, ja måske endnu i dag.
Ingen af de tidlige grønlandsforfatterc har udtalt sig klart om sagens kerne:
Havde man nordboberetningerne eller Swart som kilde? Med andre ord, var „ka-
ralek"s forbillede „skræling" eller „kareler" ? — Poul Egede synes at mene, at det
var det sidste, mens Cranz mente, at karalek var forbilledet for skrelling.
Jeg samler trådene sammen til sidst: „kalåleq er en betegnelse for grønlænderen.
Tidligere form blev skrevet „karalek" Det kom først i brug ca. 1720 i det sydvest-
lige Vestgrønland. Ordet stammer mest sandsynligt fra „kareler", der egentlig er
betegnelse for en finsk folkestamme og betyder muligvis „hær". Blandt eskimoerne
kendes „kalåleq" kun af grønlænderne og Labradoreskimoerne, og begge steder be-
tyder det „grønlænder", og begge steder har brødremenigheden (eller har haft)
missionsstationer. Omlyd fra r—l (karalek —kalåleq) viser ordets europæiske oprin-
delse tydeligere. Dets geografiske udbredelse samt dets plads inden for sproget ty-
der på en ringe alder. På grønlandsk er „kalåleq" ikke til at definere, selv om det,
hvis det var eskimoord, ville være sammensat ord (at bedømme efter længden og
formen) ; det eneste, der kan defineres, er ordets brug.
467
[7]
Vi er nået så vidt og opdager blot, at ingen af forklaringerne kan bortdrive den
anden. Der er noget, der halter ved dem begge to. Min tvivl angående „skræling"
har jeg allerede talt om. Angående Swart, så blev hans første værk genopdaget i
1889 og teksten dertil få år senere. Men han havde to andre værker og er blevet ci-
teret af f. eks. Franciscus Irenicus, der talte om Carelernes hærskare på Grønland,
„som Niger (Swart) havde omtalt det". Og ved lykketræf ... — ja jeg ved såmænd
ikke, om man ville kalde det lykketræf, om en af de grønlandsinteresserede i
1740-erne fik fat i en bog, hvor der stod noget om karelerne på Grønland. De søgte
vel dengang som nu værker, der berørte Grønland. Det synes ganske vist mærkeligt
i så tilfælde, at ingen af 18. århundredes g;rønlandsforfattere refererede til Swart,
men når vi nu igen erindrer, at Poul Egede efter oplysningerne at dømme kun havde
fået det meddelt mundtligt, er det sandsynligt, at værkerne i alt fald ikke var i dansk
eje, men var forblevet i det sydlige Europa, hvor de jo så dagens lys, og hvor de
vel var blevet fundet af en berejst mand, ikke nødvendigvis en dansker.
Det sidste problem har jeg ikke andet svar på end, at det ikke kan bevises. Poul
Egede, der sikkert ikke var uvidende om, at der allerede dengang sattes forbindelse
mellem „karålek" og „skrelling", havde ingen bemærkning. Hvordan kunne han
lade være med det, hvis ordet ikke var „skrelling". Men selv det kan have en for-
nuftig forklaring, idet de bøger, der satte forbindelse mellem „karålek" og „skrel-
ling" udkom så mange år efter Poul Egedes bog, at forestillingen om forbindelsen
mellem de to ord kan være kommet senere.
468[8]