[1] VED JONATHAN PETERSENS DØD Af lektor, provst Aage Biigge Jr hv. organist og seminarielærer ved Godthåb, Jonathan Petersen, er afgået ved døden den 22. au- gust i en alder af over 80 år. Med fuld anerkendelse af Jonathan Petersens betydelige og lands- omfattende indsats var han som den første grønlænder dekoreret med ingenio et årti. Vil man uden overfladisk bedømmelse studere grønlændernes kulturelle udvikling efter århundredskiftet til op mod 1950, kommer man ikke uden om, at Jonathan Petersen har været en af de bærende hovedskikkelsr i denne periode, dette uanset om han var mere eller mindre „original" på de områ- der, han repræsenterede. Hans indflydelse er i alt fald umiskendelig i dette tidsrum, som afgjort adskiller det virkelig gamle Grønland fra nutiden. Uden „stødpudeperioden" op mod den nuværende forcerede udvikling, ville nutidens indflydelse være faldet uforberedt, goldt og ufrugt- bart på grønlændernes sind, thi netop dette tidsrum har givet grønlænderne en begyndende følelse af samhørighed og bevidst kærlighed til deres sprog og hjemland. Jonathan Petersen var født ved Frederikshåb den 7. maj 1881 som søn af en af datidens betyde- ligste overkateketer, Anders Petersen, der havde været elev af Kleinschmidt. Han omtaler selv hyppigt, at faderen havde bestyrket ham i hans varige respekt for Kleinschmidts retskrivning. Jævnsides hermed gik Jonathan Petersens lidenskabelige interesse for det grønlandske sprog i det hele, med dets udtryksmuligheder i sang, skrift og tale. — Efter uddannelse på Godthåb semi- narium modtog han særskilt efteruddannelse i Danmark som organist og bestod sin organisteksa- men med udmærkelse. Han var derefter i resten af sin levetid organist ved Godthåb kirke og lærer ved seminariet med grønlandsk, sang og musik som uomtvistede hovedfag, hvorigennem han fik betydelig indflydelse på sine talrige elever, der endnu virker i landets forskellige egne. Sideløbende hermed virkede Jonathan Petersen gennem sit lange liv utrætteligt som komponist af salme- og sangmelodier, - blandt de sidstnævnte også melodien til Hendrik Lunds grønlandske nationalsang, — som digter, som udgiver af den grønlandske sangbog, oversætter af småfortæl- linger, og som udgiver af en lærebog i grønlandsk retskrivning. Hertil kom også en meget lang række artikler i grønlandske blade, der behandler grønlandske sproglige enkeltemner, men hvor man samtidig møder stærkt følelsesbetonede, ja næsten eksplosive udbrud, hvor han taler til og om „sprogets sjæl". Som afslutning på sine myreflittige ordsamlings- og sprogstudier udgav han 1951 ordbogéraq (den lille grønlandske ordbog), hvor han med nogle færre ændringer fastholdt Kleinschmidts retskrivning som noget, der stadig burde og „kunne" læres. Inden for dette mangesidige livsarbejde er der her kun plads til en kortere omtale af hans digt- ning og hans kærlighed til sit grønlandske modersmål: Som bekendt er hans digtning i mangfol- dige tilfælde tilskåret efter danske forbilleder, dog ikke altid som oversættelser, men hyppigt som 469 [2] en omplantning af et emne og en stemning, der har mødt ham i dansk salme og sang, og sådan at hans digte hyppigt fik et andet og for grønlæn- derne ganske særligt afpasset indhold. Han blev i den henseende i udpræget grad formidleren mel- lem den danske og grønlandske salme- og sang- verden, en brobygger, der forsætlig også ville lære Og modtage udefra, ikke slavisk, men dog under- tiden i forbavsende udstrakt omfang. Gennem sin selvstændige produktion har han dog også bidraget til at udvikle den grønlandske salmebog og give den nyt liv ved at tilføre den værdifulde salmer, herunder „Herren er min hyrde" samt en række andre. Som førende salmedigter var han da også selvskreven som et vigtigt medlem i den grønlandske salmebogskommission. I sangbogen er han bl. a. forfatter til „flagsangen" om det danske og grønlandske fællesskab. Til det værdi- fulde i den grønlandske sangbog hører det over- ordentlig smukke digt, han skrev til sit grøn- landske fædreland under sit danmarksophold, og som giver et ægte og gribende udtryk for hans længsel efter hjemlandet. Særlig vigtigt er det dog, at Jonathan Petersen på linje med Hendrik Lund har været sjælen i den grønlandske folkesang, der kort efter 1900 brød frem som noget selvstændigt og afspejler sig i de talrige udgaver af den grønlandske folkesangbog, erinarssutit, med Jonathan Petersen som redaktør og hovedbidragyder. Denne lille bog kendes og elskes overalt i Grønland og slides til lasede og fedtede eksemplarer af de sangglade grønlændere i hjem, skole og forsamlingshuse selv i det vidtstrakte lands allerfjerneste afkroge. Her mødtes i årenes løb Jonathan Petersens bidrag med Hendrik Lunds ypperste folkedigte og den yngre generations præstationer. Sangbogen blev derigennem en overordentlig virksom og reel faktor i dette tidsrums grønlandske samlingsbevæ- gelse, og en ny fællesskabsfølelse blev herigennem sunget ind i befolkningen. - Jonathan Peter- sens tilsvarende nodeudgave udviser det blandede melodiudvalg, der fulgte disse sange, en stor del „udefra", men også grønlandske kompositioner. Personligt husker jeg allerede Jonathan Petersen fra hans deltagelse i min moders musik- aftener i bestyrerboligen ved Godthåb 1913-14. Jeg skrev i min dagbog, at han mindede mig om en uudgrundelig troldmand, når han sad dér, mørk og alvorlig og gned sin violoncel. Men som det tit går med de mere indelukkede grønlændere, klædte det ham omvendt så smukt, når det lysnede i hans ansigt, og han blev livlig og talende. Han var på samme tid en kunstnertype og pludselig omvendt noget næsten tilknappet tørt, paragrafbestemt. Jeg husker en gang, hvor vi på seminariet censorerede ældste klasses grønlandske stile i fællesskab, hvor jeg lagde et varmt ord ind for et par velskrevne stile, der udviste en frisk fremstillingsevne. Til min forbavselse gik han mig ret ensidigt imod i bedømmelsen, velbevæbnet med en lille lommebog, hvor antallet af 470 Jonathan Petersen. [3] selv de dygtigste stileskriveres retskrivningsforsyndelser var opnoteret raed minutiøs akkuratesse. Det skete jo undertiden, at hans livslange og nidkære arbejde for at lære den vanskelige grøn- landske retskrivning fra sig kunne stå i fare for at blive petitesser. Hans sans for minutiøse en- keltheder kom ham dog omvendt til gode som mangeårig særligt betroet korrekturlæser, (herun- der også til slut ved de første dele af Dansk-Grønlandsk Ordbog), idet han jo var en af de få grønlændere, der stavede sit sprog fejlfrit. At Jonathan Petersen i årenes løb blev en af førerne for sit folk fremgår af talrige udtalelser, der viser, hvad hans elever og hans andre landsmænd så i ham. Et tilsvarende indtryk modtog jeg også selv for nylig ved sammenhængende gennemlæsning af hans mange bladartikler om sproglige spørgsmål. Det spores her, hvordan han i voksende grad selv har været sig sit ansvar og dermed sin førerstilling bevidst, når han til det sidste var hovedtalsmand for det grønlandske mo- dersmål og dets værdier. Ikke at han stadig stod uimodsagt i de drabelige sprogdiskussioner, der her- om (periodevis) har fundet sted i den grønlandske presse. Men hans indlæg fyldte stærkt i diskussio- nerne. Det er nu engang et led i grønlændernes udvikling, at de selv må tale ud om deres sprog- problemer, ja om fornødent „holde storvask" og derigennem søge frem til en blot nogenlunde selvstændig stillingtagen i sådanne spørgsmål. Dette må også gælde nutidens tyngende problemer om dobbeltsprogethed eller sprogskifte. Personlig må jeg tilføje, at jeg under mit sommerophold blandt labradoreskimoerne i fjor, uanset mange gode og gavnlige indtryk, følte et trist tomrum på dette område og savnede førere, derunder også af Jonathan Petersens format, der fra de ind- fødtes egen side ville føre en offentlig debat om sådanne spørgsmål. I øvrigt er jeg overbevist om, at Jonathan Petersen indenfor den „nyordning", han først mødte i sin høje alder, stod med loyal anerkendelse af det danske sprogs voksende og afgørende vigtige betydning for grønlænderne. Han havde jo på sin vis også selv været brobygger. Men det gjaldt samtidig for ham at værne det tit så vanskeligt definerlige „grønlændernes eget". Særligt skar det ham i hjertet, når det grønlandske sprog, dets værdi og dets fortsatte udtryksmuligheder blev letkøbt undervurderet, thi han havde et særdeles fint øre for den genklang, det hjemlige sprog endnu i lang tid vil vække i grønlændernes hjerter. Det testamente, han efterlader sine grøn- landske landsmænd, går da også i korthed ud på, at de bør holde deres grønlandske modersmål i ære. — Og derfor er vi da også mange, der samtidig med tak vil sige: Ære være Jonathan Pe- tersens minde. 471 [4]