[1] NEKROLOG JOHAN PETERSEN I 1900 kom jeg til Angmagssalik som medlem af Amdrup-Expeditionen og traf Johan Petersen, der bød os velkommen til by's, som dog kun be- stod af præste- og bestyrerbolig, et lille hus, som kun var beregnet til foreløbig bolig for præst og bestyrer, indtil de endelige boliger kunne blive færdige - men som dog stadig »pryder« vore dages Angmagssalik. Dertil kom et meget lille pakhus og et par grønlænderhuse - det var »byen« i 1900. Selv om vi kun var ekspeditionsfolk og ube- vandrede i eskimoernes vanskelige sprog, kunne vi ikke undgå at se og føle det intime tillidsfor- hold, som allerede den gang bestod mellem de primitive eskimoer og Johan Petersen, der færde- des mellem dem som en af deres egne. Samtidig med Johan Petersen ankom en anden dansker til Angmagssalik, en missionær, der havde påtaget sig det såre vanskelige hverv at bibringe de primitive eskimoer kristentroens grundsæt- ninger. Missionæren var ivrig nok, men hemmet ved en total mangel på kendskab til eskimoernes livsvaner, deres tro - eller mangel på tro - og kunne end ikke tale med eskimoerne i de første f ire-f em år, uden med Johan Petersen som tolk. Den hjælp til missionsgerningen blev glædelig ydet af den retsindige Johan Petersen, som var en troende mand, der betragtede det som sin kristenpligt at hjælpe eskimoerne til at opfatte det mest mulige af missionærens forklaringer om den almægtige Gud og hans krav til mennesket om at følge hans bud. I de første årtier efter koloniens oprettelse kom der også andre danske til Angmagssalik: Ekspe- ditionsfolk, videnskabsmænd og enkelte gange også en læge, som tilså distriktets syge eskimoer i de få dage, det årlige skib lå på havn for at losse forsyninger til kolonien. Johan Petersen var en trofast støtte for disse danske, og for at frem- me deres forskellige hverv øste han glædeligt af sit store fond af viden og erfaring vedrørende eskimoerne og landet, som de og deres fædre havde beboet i adskillige generationer. For den alsidige Johan Petersen var det dog en meget stor lettelse, når lægen kom til Ang- magssalik, da han sammen med missionæren blandt sine mange hverv også måtte hjælpe de syge eller skadelidte eskimoer, da de hjemlige myndigheder ikke havde fundet anledning til at efterkomme hans gentagne og indtrængende hen- Johan Petersen. stillinger om ansættelse af en fast stationeret læge i distriktet - et alment ønske såvel blandt de dan- ske som eskimoerne, der først blev opfyldt i 1945. Som sekstenårig yngling blev Johan Petersen, østgrønlændernes senere så forgudede Ujuåt, medlem af den i 1883-85 af Gustav Holm ledede konebådsekspedition til Østgrønland, og fra den tungt lastede konebåd, der roet af vestgrønland- ske kvinder sneg sig nordover langs Sydøstgrøn- lands kyst, så han for første gang fjældene ved Angmagssalik, det land, der skulle blive hans mangeårige virkefelt. Man håbede at finde hidtil ukendte eskimoer på landet, der lå til bavne, og da ekspeditionen nåede til vejs ende, blev håbet ikke skuffet: Man 79 [2] fandt i Angmassat den sidste lille rest af Øst- grønlands tidligere ret store eskimobefolkning, som da fristede en højst usikker lod: Dødens hånd lå tungt over de sidste østgrønlandske eskimoer, der var truet af den totale udslettelse, som alle- rede var fuldbyrdet overalt på Østgrønlands kyst fra Peary Land og til syd for Angmagssalik. Johan Petersen var af grønlandsk æt, og da han meget hurtigt lærte at forstå og tale den østgrønlandske dialekt, der var ret afvigende fra vestgrønlændernes sprog, blev han som ekspedi- tionens tolk en meget betydende støtte for Gustav Holm, der ikke kunne tale grønlandsk, og som helt og holdent måtte stole på den unge Johans sproglige kunnen for at komme i direkte kontakt med Angmagssaliks eskimoer, der aldrig før hav- de set en hvid mand eller anet at sådanne fandtes. Eskimoerne forstod hurtigt, at de hvide mænd var Interesserede i deres sagn og trommesange og foredrog dem glædeligt for de fremmede, mens Johan Petersen oversatte sætning for sætning for Gustav Holm, som derved formåede at indsamle et meget betydeligt materiale vedrørende eski- moernes sagnverden og sange, som formentlig ville være gået tabt, hvis Gustav Holm havde haft en Mindre energisk og forstående tolk end den unge Johan. Angmagssalik kolonien blev oprettet i 1894, og Johan Petersen blev af Grønlands Styrelse ansat som handelsbestyrer, et hverv, som blev ham forundt at bestride i mange år. Hans forståelse af eskimoernes tarv og indleven i deres forhold med- førte hurtigt, at de fik stor tillid til Johan Peter- sen, der blev en faderlig ven for de hedenske eskimoer, som han hjalp, så godt han formåede, fremover på den meget vanskelige vej, der fører fra uberørt stenalder-kultur til en europæisk- præget fangstmandstilværelse. De- årlige forsyninger af proviant og andre nødvendige varer svigtede totalt et par gange i årene efter koloniens oprettelse, hvilket frem- kaldte store afsavn for såvel danskerne som eski- moerne, og under disse strenge forhold kneb det nu og da for Johan Petersen at holde modet oppe. Den isolerede tilværelse sled også på hans hel- bred, og i 1915 så han sig nødsaget til af hel- bredsgrunde at ansøge om sin afsked fra det me- get krævende hverv. Efter et årelangt ophold i Danmark lokkede hans interesse for koloniens trivsel og eskimoer- nes tarv ham påny til Angmagssalik for tempo- rært at overtage koloniens ledelse i et par årlange perioder som konstitueret bestyrer af kolonien, der udvikledes i takt med den hurtigt voksende befolkningstilvækst. Ved oprettelsen af Scoresbysund kolonien i 1924 påtog Johan Petersen sig at følge kolonisterne fra 80 Angmagssalik til det vældige og for dem ukendte Scoresbysund distrikt samt at forblive der et år for at bidrage, hvad han evnede, til den nye ko- lonis fremme. Og det var godt det samme, idet kolonisterne under et kort ophold i Island blev smittet af influenza, som kom til så voldsomt ud- brud ved deres ankomst til det nye og for dem ukendte fangstområde, at flere gode fangstmænd døde af den hærgende sot og næsten alle blev så syge, at de ikke orkede at gå på fangst. Under disse forhold blev der brug for Johan Petersens initiativ, råd og støtte til de syge og sultende ko- lonister, hvis ubegrænsede tillid til deres gamle ven medførte, at de holdt ud så godt de kunne, indtil sygdommen havde udraset og fangstmæn- dene igen kunne hjembringe tilstrækkeligt med fangstprodukter til befolkningens ernæring. Takket være Johan Petersens store opmuntrende indsats blev denne første og hidtil eneste krise i Scoresbysunds historie lykkeligt overstået og Jo- han Petersen havde befundet sig så godt i Scores- bysund, at han i 1934 påtog sig at administrere kolonien i et år. I næsten halvtreds år har Johan Petersen på forskellig måde arbejdet for østgrønlændernes fremtid, og alle - såvel danske som østgrønlændere - der kom ham nær, anerkendte ham som en hel- støbt, pligtopfyldende og retlinet personlighed, der kun havde et eneste mål for sit livsværk: at støtte og hjælpe østgrønlænderne eller andre, der i Øst- grønland havde behov for hans usædvanlig store sum af erfaringer i det barske, men skønne land - eller vedrørende dets primitive befolkning. Hver gang jeg som inspektør for Østgrønland besøgte Angmagssalik eller Scoresbysund kom æl- dre og yngre østgrønlændere til mig og spurgte: Hvordan har Ujuåt det? Og når de hørte, at han stadig havde det godt, lyste deres øjne af glæde, og de talte om ham, og om minderne fra deres samvær med ham, som tilfredse børn om en kærlig fader - hvilket sikkert er et livsresultat blandt øst- grønlænderne, som næppe andre danske vil kunne opnå. Nu er han død, den gamle Johan Petersen, øst- grønlændernes kære Ujuåt. Han opnåede den høje alder af halvfemsindstyve år og var vel mæt af "dage, omend hans livsarbejde havde bragt ham hæder fra de danske myndigheder og megen glæde ved i sin lange arbejdsdag at komme i meget nær berøring med alle østgrønlændere og mange dan- ske, som i Johan Petersens arbejdsår havde haft hverv at udføre i Østgrønland. Johan Petersens lange og uselviske arbejde for østgrønlænderne og for Danmarks interesser i Øst- grønland har utvivlsomt sat så dybe spor, at de næppe vil kunne forsvinde i glemsel, og fremti- dens grønlandsmænd vil såvel som nutidens holde hans navn og livsvirke i hævd og ære. Ejnar Mikkelsen. [3]