[1]
BLIVER DEN GRØNLANDSKE ARBEJDER
FORBIGÅET?
Af chefingeniør Gunnar P. Rosendahl
Grønlands tekniske Organisation
Under denne overskrift har kontorchef Claus Bornemann i tidsskriftets 12. nummer
i 1960 skrevet en artikel om det aktuelle uddannelses- og beskæftigelsesproblem i
Grønland. Artiklens hovedtemaer kan resumeres gennem en række af de spørgsmål,
Bornemann stiller.
„Hvorfor sparer man ikke på den udsendte arbejdskraft og sætter flere grønlæn-
dere igang i opbygningsarbejdet. Danskerne tager stillingerne f rå grønlænderne, sam-
tidig med at det kniber med at skaffe beskæftigelse til den grønlandske befolkning.
De store årgange, der nu vælter frem på arbejdsmarkedet, har medført, at arbejds-
løshedsspøgelset har vist sig i Grønland."
„Hvorfor anvender man ikke grønlandsk arbejdskraft i videre omfang? Er grøn-
lænderen da ikke i stand til at gøre fyldest på en moderne arbejdsplads?"
„Gøres der tilstrækkeligt for den faglige uddannelse? Der findes ingen lærlinge-
lov. Arbejdspladsen er normalt det vigtigste lærested. De udsendte teknikere f år ikke
nogen instruktion om sådanne pædagogiske opgaver eller om det nødvendige i så vidt
muligt at anvende grønlandsk arbejdskraft. Hvis man fastholder kravet om renta-
bilitet, kan det komme til at gå ud over optræningen af den grønlandske befolkning."
„Grønlandske arbejdere har ikke fri adgang til de særlige grønlandske arbejds-
pladser, f. eks. statens anlægsarbejder, baserne m. v."
Denne citatsamling virker i sin koncentrerede form naturligvis langt mere tenden-
tiøs end selve artiklen, men artiklen rummer dog — selv med de forbehold der tages —
mange påstande, som umiddelbart indbyder til modsigelse, hvad der vel også til en
vis grad har været Bornemanns mening.
Artiklen behandler flere andre emner end de tekniske. Jeg kan og vil i det følgende
selvsagt kun holde mig til vore egne områder.
Bornemann slutter artiklen med at anføre, at det ikke har været hans hensigt at
give en negativ bedømmelse af den hidtidige indsats, idet enhver, der har opholdt
129
[2]
sig i Grønland i de forløbne 10 år, vil kunne se, hvilke store fremskridt, der allerede
er sket. I mine øjne er skævheden i artiklen imidlertid netop opstået ved, at Borne-
mann ikke i tilstrækkelig grad omtaler, hvad der allerede er gjort og gøres på det
beskæftigelses- og uddannelsesmæssige område. Bornemann gør status midt i en
periode, hvor opbygning og udvikling er i fuld gang, og hvor mangt og meget der-
for af gode grunde endnu ikke er, som man kunne ønske sig. Det er naturligt nok at
opregne alt det, der endnu mangler, men ved at gøre dette for ensidigt, finder jeg, at
man tegner et billede, der er mørkere end virkeligheden.
Lad mig ved et enkelt mindre eksempel belyse, hvad jeg mener. Bornemann fore-
slår, at „det bør overvejes, om det ikke skulle være muligt at flytte sæsonarbejdsløse
fra en del af Grønland til en anden. For eksempel går der mange ledige i Upernavik
og Umanak om sommeren, men der mangler havnearbejdere i Godthåb. KGH har
været inde på tanken at trække arbejdsløse sydpå i sæsonen, men det er hidtil stran-
det på manglende indkvarteringsmuligheder." — Det faktiske forhold er imidlertid,
at både KGH og GTO allerede for år tilbage er begyndt at realisere denne tanke.
Ved de to store virksomheder i Christianshåb og Qutclligssat er opført barakker og
kantiner for udenbys arbejdskraft fra sommerarbejdsløshedsområder. Arbejderne
befordres gratis mellem bosted og arbejdssted og er sikret arbejde i hele sæsonen.
Fremstillingen af blot dette problem havde derfor efter min mening været ærligere,
hvis Bornemann havde anført, at der var disse bestræbelser i gang, men at man fort-
sat skulle være opmærksom på problemet, idet der stadig var en betydelig sommer-
ledighed nordpå.
Grønlænderne uddannes ved de tekniske driftsvirksomheder.
Bornemann citerer med bemærkningen, „alligevel må der være noget galt," føl-
gende udtalelse, som jeg har fremsat i landsrådet:
„Det er en kendsgerning, at der er vanskeligheder med den ineffektive arbejds-
kraft. Dette gælder især den grønlandske arbejdskraft, der i gennemsnit endnu
langt fra besidder den kunnen og den arbejdsdisciplin, som er nødvendig. Dette er-
kendes af grønlænderne selv. GTO anvender i størst mulig udstrækning grønlandske
motorpassere på elværkerne. Lønudgiften andrager ca. 600.000 kr. årlig. Hvis der
i stedet anvendtes ren dansk arbejdskraft, ville denne udgift kunne reduceres til
det halve til trods for de højere lønninger og ekstra udgifter til rejser og under-
bringning."
Citatet er hentet fra referat af landsrådsforhandlingerne i 1959. Disse er som
bekendt en stærkt forkortet udgave af forhandlingerne, og ved referatet er det des-
værre faldet ud, at jeg tilføjede, at det ikke var tanken at overgå til dansk arbejds-
130
[3]
GTO disponerer efterhånden over en betydelig park af vogne,
bulldozcrc. tromler m. v. Hovedparten af dette rullende materiel køres af grønlændere.
Foto: Dan Buch
kraft, men at man fortsat ville anvende grønlandsk arbejdskraft, netop fordi man
ønskede at uddanne denne trods de højere udgifter. Denne tilføjelse giver, som man
vil se, citatet, der kan forekomme noget negativt og pessimistisk, en helt anden me-
ning. Kontorchef Bornemann omtalte videre i artiklen, at man ikke behøver „at gå
længere end til Grønlands naboland for at finde en anden beskæftigelsespolitik. Her
optrænes eskimoerne direkte til at løse opgaverne på de nye tekniske anlæg i de ca-
nadiske arktiske områder. I 1959 har været afholdt et 4 måneders træningskursus
for eskimoer for at kvalificere dem til arbejdet på elværkerne i arktisk Canada.
Denne meddelelse virker som et interessant apropos til landsrådets diskussion med
chefingeniøren i sommer."
Med den komplettering, som min diskussion med landsrådet har fået ovenfor, må
man vist indrømme os, at vi på dette område driver samme beskæftigelsespolitik
som Grønlands naboland. At vi oplærer folk ved at tage dem direkte i arbejde på
elværkerne i stedet for at sende dem på et 4 måneders kursus, berører ikke det prin-
cipielle. Man må gøre sig klart, at folk langt fra bliver kompetente til at drive et
kompliceret maskineri blot ved at gennemgå et 4 måneders kursus. Som det vil være
bekendt, har man drevet elværkerne ved hjælp af grønlandske motorpassere lige
[4]
Det meste af boligstøttebyggeriet opføres af de private håndværksmestre,
der hovedsageligt beskæftiger grønlandsk arbejdskraft.
Foto: Dan Buch
siden 1949, d. v. s. 10 år før man - efter det oplyste - fandt på at gøre det i ark-
tisk Canada.
De grønlandske elværker er opbygget netop med henblik på denne driftsform. Når
antallet af danske maskinarbejdere er stigende, skyldes det, at de grønlandske mo-
torpassere forlader værkerne. Det er karakteristisk, at ved steder, hvor erhvervs-
forholdene er gode, har vi kun få motorpassere, mens vi ved steder med dårlige er-
hvervsmuligheder har en stab af stabile motorpassere.
Grønlænderne står ikke som tilskuere ved arbejdspladserne.
Bornemann henviser til folketingsmand Elias Laufs bekymrede udtalelser i folke-
tinget i 1959, hvor „Lauf understregede, at det måtte være en national opgave, at
der gives adgang for grønlænderne til at deltage i hele opbygningsarbejdet i stedet
for at være tilskuere." Det går som en ledetråd gennem Bornemanns artikel, at dette
også er hans opfattelse, uden at det i og for sig^dokumenteres, at vi virkelig drager
grønlænderne for lidt med ind i arbejdet. Det må derfor være rigtigt at give nogle
talmæssige oplysninger, som efter min vurdering viser, at forholdet ikke er helt så
galt, som man mand og mand imellem i den almindelige diskussion vil gøre det til.
En pr. august 1960 foretagen opgørelse viser, at der var beskæftiget ialt ca. 1800
mand ved bygge-, el- og værkstedstjenesten samt ved kulbrudet og anlægsvirksomhe-
132
[5]
De firivatc håndværksmestres virksomheder har flere steder nået          Foto: Dan Buch
en sådan kapacitet, at de magter at udføre selv ret store statsanlcegsarbcjdcr.
den. Af disse var ca. 950 grønlændere, mens ca. 850 var danske. Over halvdelen af
de folk, som vi beskæftiger i højsæsonen, er således grønlændere. Forholdet forryk-
kes yderligere til gunst for den grønlandske del af mandskabet, når vi kommer hen
i vintersæsonen, hvor størsteparten af den danske styrke hjemsendes. Af den grøn-
landske arbejdskraft viser optællingen, at 40 % tilhører den faglærte gruppe, hvori
er medregnet alle, der går på faglært grønlandsk løn samt de ungarbejdere, som er
beskæftiget hos os med henblik på med tiden at blive såkaldte grønlandske faglærte.
Det kan i denne forbindelse oplyses, at lærlingenes antal inden for de tekniske om-
råder er opgjort til godt 80 eller næsten 10 % af samtlige beskæftigede, hvilket
efter mit skøn er en ganske høj lærlingeprocent.
De ufaglærte udgør 60 % af det grønlandske mandskab, men de ufaglærte om-
fatter langt fra en ren arbejdsmandsgruppe. Under de ufaglærte er medregnet ca.
150 mand, der er beskæftiget som minearbejdere i Qutdligssat, og som må karak-
teriseres som en art specialarbejdere. Endvidere er alle vore chauffører, traktor- og
bulldozerførere m. v. henregnet til den ufaglærte gruppe. Jeg vil skønsmæssigt regne
med, at vi ved dette specielle arbejde beskæftiger godt 200 mand, idet vort materiel
i meget vid udstrækning betjenes af grønlændere. Tilbage bliver således af den grøn-
landske arbejdsstyrke på 950 mand en gruppe på kun ca. 200 mand, der udfører
egentligt arbejdsmandsarbejde. Med disse tal som baggrund synes jeg ikke, at situa-
133
[6]
tionen er så utålelig — hverken med hensyn til beskæftigelse eller oplæring - som
man i daglig tale vil gøre den til.
I 1957 blev foretaget en interessant opgørelse over størrelsen måned for måned
af den grønlandske arbejdskraft, som er beskæftiget ved håndværksfagene. Opgørel-
sen viser, at der kun forekommer små variationer inden for det totale antal beskæf-
tigede. Variationerne ligger, hvad der nok vil forbløffe mange, inden for 5 % af
gennemsnittet. Der er med andre ord ikke tale om, at GTO i sommersæsonen be-
skæftiger et meget betydeligt antal grønlændere, som må gå arbejdsledige om vin-
teren. Tværtimod må det ud fra det foreliggende materiale kunne fastslås, at de
grønlændere, som er beskæftiget inden for håndværksfagene, er sikret en stabil be-
skæftigelse året igennem. Opgørelsen viser oven i købet den interessante detaille, at
beskæftigelsen af grønlændere inden for håndværksfagene ikke er størst i sommersæ-
sonen — hvad man skulle forvente. Tværtimod har vi det laveste antal beskæftigede
netop i sommermånederne, og dette skyldes ikke, at vi a f skediger den grønlandske
arbejdskraft til fordel for den sæsonudsendte, men det skyldes, at den grønlandske ar-
bejdskraft forlader os hovedsageligt for at fiske, hvad der naturligt nok kan fore-
komme mere tillokkende og måske også mere indbringende i sommermånederne. Når
man ser bort fra norddistrikterne, er der i sommersæsonen et meget betydeligt under-
skud af grønlandsk arbejdskraft. Dette viser sig f. eks. ved, at det er nødvendigt de
fleste steder, når der ligger skib i havn, at tage de udsendte håndværkere fra deres
egentlige arbejde og sætte dem til losningsarbejde, simpelthen fordi det ikke er til at
opdrive grønlandsk arbejdskraft.
Arbejdspladserne udnyttes som læresteder.
Bornemann påpeger, at man ikke bør glemme, at arbejdspladsen er et meget vigtigt
lærested, og at det i høj grad er afhængigt af arbejdspladsens indsats, hvorvidt den
menige arbejder virkelig lærer noget. Bornemann citerer: „Der står ikke noget i min
kontrakt om, at jeg skal oplære grønlændere, sagde en ingeniør en gang til mig.
Spørgsmålet er", fortsætter Bornemann, „om man kan bebrejde den pågældende en
sådan udtalelse. De udsendte teknikere får ikke nogen instruktion om sådanne pæda-
gogiske opgaver eller om det nødvendige i så vidt muligt at løse opgaverne med grøn-
landsk arbejdskraft."
Jeg finder det ikke korrekt at generalisere ud fra en uheldig bemærkning fra en til-
fældig underordnet ingeniørs side. Det var noget helt andet, dersom der var tale om
et citat fra GTO's ledelse. Jeg skal i denne forbindelse blot bemærke, at det udtryk-
keligt er pålagt vore institutionsledere i videst mulig udstrækning at beskæftige grøn-
landsk arbejdskraft. Jeg ved fra mine rejser i Grønland, at denne ordre efterleves så
vidt, at man beskæftiger grønlandsk arbejdskraft langt udover, hvad vedkommendes
[7]
Over halvdelen af arbejdsstyrken i sommersæsonen udgøres
af den grønlandske arbejdskraft og 40 °/o grønlændere arbejder som faglærte.
Foto: Dan Buch
evner og arbejdsvilje i mange tilfælde berettiger til. Dette gør man udelukkende for
at trække grønlænderne med ind i arbejdet.
Uheldigt for udviklingen, hvis grønlænderne søger arbejde på baserne.
Bornemann anfører, at man må befrygte, at der ikke er arbejdspladser nok til de
nye store årgange, og at det er på denne baggrund, at man må vurdere den voksende
grønlandske kritik af, at grønlænderne ikke har fri adgang til de „særlige" grønlandske
arbejdspladser, hvor de bør have samme chance som deres danske landsmænd for at
tjene gode penge. Bornemann oplyser, „at et dansk firma, der har store opgaver på
baserne, har hævdet, at man ikke har noget imod at beskæftige grønlændere, men at
det strander på det uddannelsesmæssige. Grønlænderne er ikke vante til at om-
gås moderne entreprenørmateriel, kraner, trucks og den slags. Denne udtalelse, der
[8]
ganske vist ikke er helt korrekt, eftersom der rundt omkring i de grønlandske byer fin-
des adskillige grønlændere, der beskæftiges med moderne entreprenørmateriel, viser
imidlertid netop," slutter Bornemann, „at der er noget at lære for grønlænderne,
hvis de fik adgang til disse arbejdspladser, og at det derfor kunne være i statens egen
interesse at ændre forholdene."
Man skal her være opmærksom på, at arbejdet på baserne i langt højere grad er sæ-
sonbetonet end arbejdet i de grønlandske byer. Hvis man derfor åbnede adgang for
grønlænderne til at arbejde på baserne, betød det, at de midt i højsæsonen forlod det
egentlige grønlandske samfund. Som allerede nævnt er der netop i sommermånederne
et betydeligt underskud af grønlandsk arbejdskraft. Følgen af at åbne baserne for
grønlandsk arbejdskraft ville derfor blive, at man - da arbejderne i de grønlandske
byer jo også skal udføres - måtte importere endnu mere dansk arbejdskraft til by-
erne i Grønland, hvorved forholdet mellem den beskæftigede lokale arbejdskraft og
den udsendte arbejdskraft ville blive yderligere forrykket.
Hvad angår basernes muligheder som uddannelsessteder må man gøre sig klart, at
en intensiv og stærk økonomisk præget sæsonarbejdsplads er et dårligt lærested, sim-
pelthen fordi man ikke kan afse tid til at beskæftige sig med oplæring. Det vil således
være ganske tilfældigt, om man får lært noget på en sådan arbejdsplads, og det er
højst sandsynligt, at man ikke gør det.
Der er endnu Ikke grønlandsk arbejdskraft til disposition for statens anlægsarbejder.
Bornemann hævder, at grønlænderne er forment adgang til at deltage i statens
omfattende anlægsvirksomhed. Dette er imidlertid ikke korrekt, selv om det tilsyne-
ladende kan se sådan ud. Forholdet er det, at vi først og fremmest beskæftiger den
grønlandske arbejdskraft på vore værksteder, hvor de er sikret beskæftigelse hele
året. Dernæst beskæftiges grønlænderne i vid udstrækning på boligstøttebyggeriet,
hvad der må være naturligt, da dette byggeri har de allernærmeste relationer til det
grønlandske samfund. Vi har ment, at vi ved beskæftigelsen af grønhrnderne først
måtte dække behovet for grønlandsk arbejdskraft på vore værksteder og ved bolig-
støttebyggeriet, før vi satte den grønlandske arbejdskraft på statens anlægsarbejder,
hvor sæsonsvingningerne er betydelige.
Som jeg allerede tidligere har nævnt, er der et føleligt underskud af grønlandsk
arbejdskraft i sommertiden. Det vil med andre ord sige, at selv om det kunne være
ønskeligt i højere grad at beskæftige grønlandsk arbejdskraft ved anlægsarbejderne,
så tror jeg ikke, at der i dag er så forfærdelig megen ledig arbejdskraft at hente. Jeg
kan f. eks. nævne, at vi sidste år forsøgsvis for et udsendt firmas vedkommende hav-
de pålagt dette at beskæftige et vist antal grønlændere sammen med den udsendte ar-
bejdskraft ved de anlægsarbejder, som det udførte for os. Erfaringerne har imid-
136
[9]
Foto: Dan Buch
Arbejdspladserne på baserne vil næppe være gode læresteder
for grønlænderne. Dels vil det stærkt sæsonbetonede intensive arbejde ikke levne tid [or oplæring,
dels er byggeriet så specielt, at erfaringerne herfra ikke umiddelbart kan nyttiggøres
i det almindelige grønlandske byggeri.
lertid været ret nedslående, idet vi ikke har kunnet skaffe firmaet det antal grønland-
ske arbejdere, som vi havde ønsket beskæftiget.
Faglig oplæring finder sted.
Det er rigtigt, som Bornemann påpeger, at der endnu ikke findes nogen egentlig
lærlingeordning i Grønland. Det første skridt til dennes indførelse er dog, som det
også er anført, taget ved nedsættelse af Det grønlandske Lærlingeudvalg, der skal
fastlægge retningslinierne for en lærlingeordning. Det forhold, at der ikke findes
nogen egentlig lærlingelov, er imidlertid ikke identisk med, at der ikke finder nogen
oplæring sted af grønlænderne inden for håndværksfagene. Som allerede nævnt be-
skæftiger vi godt 80 læredrenge, som dog ganske vist ikke kan afslutte deres uddan-
nelse med et svendebrev, men som, når de er færdige, deltager i faglært arbejde og
opnår faglært løn. Ved skibsværftet i Holsteinsborg og ved bådebyggeriet i Egedes-
minde er allerede indført egentlige lærlingeordninger, hvor læretiden afsluttes med
et svendebrev, og hvor svendenes uddannelse står fuldt på højde med den tilsvarende
uddannelse i Danmark.
Det er tanken allerede fra i år at udvide denne „midlertidige ordning" til også at
omfatte andre virksomheder inden for GTO, hvor værkstedsforholdene er så gode,
at vi kan give lærlingene en egentlig faglig uddannelse. Man må her gøre sig klart,
at GTO's værksteder som alt andet har været under opbygning. Det er derfor først i
de allerseneste år, at en del af værkstederne har nået en sådan standard, at man kan
[10]
uddanne egentlige lærlinge på disse. - Man må heller ikke glemme, at der allerede
igennem mange år er sendt et betydeligt antal kvalificerede grønlændere til Danmark
for uddannelse inden for håndværksfagene, hvor de har opnået dansk svendebrev.
De private håndværksmestres aktivitet er mangedoblet.
Eet vigtigt emne berører Bornemann ikke i sin artikel, nemlig de private hånd-
værksmestre i Grønland. Der findes i dag ca. 50 sådanne håndværksvirksomheder, der
ialt beskæftiger henved 300 mand, hovedsageligt grønlændere. Udviklingen i de se-
neste år inden for dette område kan illustreres ved, at mestrene i 1958, hvor antallet
var væsentligt mindre, udførte for ca. 2^ mill. kr. arbejder tilsammen, mens vi i 1961
regner med, at mestrenes samlede omsætning vil beløbe sig til henved l O mill. kr.
Denne ekspansion skyldes en bevidst politik fra GTO's side. Man har med alle ri-
melige midler støttet mestrene, fordi man fandt det rigtigt, at byggeriet i størst mu-
ligt omfang gik over på private grønlandske hænder. I takt med mestrenes opblom-
string er GTO selv ved at afvikle sine virksomheder, og flere steder, hvor mestrenes
firmaer har vist sig tilstrækkelig bæredygtige, har GTO nedlagt sine tilsvarende
værksteder. Mestrene udfører først og fremmest boligstøttebyggeri og dernæst, i det
omfang de kan magte det, anlægsarbejder og vedligeholdelsesarbejder. Vi finder,
at man ved at hjælpe disse private mestervirksomheder frem på den mest direkte
måde søger at engagere grønlænderne i opbygningsarbejdet.
Endnu flere områder og dispositioner, der tager sigte på at drage grønlænderne
selv ind i arbejdet, kunne nævnes, men det har ikke været min tanke at give en detaille-
ret redegørelse herfor. Jeg har hovedsageligt villet imødegå Bornemann på en række
punkter, hvor jeg fandt, at fremstillingen havde slagside.
Jeg håber ikke at jeg i min iver for at klarlægge, hvad der allerede er i gang for at
gøre grønlænderne til aktive medarbejdere inden for de tekniske områder, er faldet
i den modsatte grøft af den, som jeg finder, at Bornemann er faldet i. Lad mig der-
for til slut præcisere, at heller ikke jeg mener, at alt er såre godt - det gør vist ingen
ansvarlige inden for grønlandsadministrationen. Vi kan ikke nøjes med at slå os til ro
i de baner, som vi allerede følger — og det er heller ikke tanken. Den vigtigste op-
gave for os i årene fremover er, som det også er fremhævet af Bornemann, en inten-
sivering af investeringerne i mennesker og erhverv. Det vil sige, at der må skabes
bedre undervisningsforhold, udvidede oplæringsmuligheder og flere moderne er-
hvervsanlæg. Alt dette arbejdes der energisk på, som alle, der følger udviklingen i
Grønland, ved. Vore dages brogede arbejdssituation, hvor der er et betydeligt under-
skud på grønlandsk arbejdskraft om sommeren og en væsentlig arbejdsløshed om
vinteren, kan kun rettes op ad denne vej.
I38[11]