[1]
EN GAMMEL UDSTEDSBESTYRER FORTÆLLER
Ved Andr. Lund-Drosvad
JL idligere udstedsbestyrer lians Nielsen, Tassiussak, fyldte 70 år den 25. januar. Jeg
benyttede i den anledning lejligheden til en lille snak med ham, da jeg traf ham i søn-
nen handelsforvalter Ole Nielsens hjem ved Prøven, hvor han i øjeblikket overvin-
trer. Han bor ellers stadig ved Tassiussak, hvor han har sit hus og har levet største-
parten af sit liv.
—                   Hvornår kom du egentlig til Tassiussak, Hans?
—                I 1898, da min far Søren Nielsen blev flyttet derop fra Kitsigssuak for at afløse
en anden dansk udstedsbestyrer Julius Jensen. Far var allerede kommet til Grønland
som ung bødkersvend først i firserne og havde under sit ophold i Ritenbenk giftet sig
med min mor, Dorthe, der var datter af den islandske fartøjsfører Pjettursson og
hans grønlandske kone. Da far kørte hende hjem efter brylluppet, havde det sneet
så stærkt, at han måtte spænde sælskind ud mellem mederne for at få slæden til at
bære dem oppe.
Jeg husker ganske tydeligt, da vi kom til Tassiussak i juli måned, fordi der trods
årstiden blæste en kraftig sydvest og det derfor var godt at komme i land. Inde i
stranden stod to kvinder, som hjalp os at bære vore mest nødvendige ting i hus. De
var begge to tjenerinder hos Julius Jensen, og jeg husker endnu, at den ene hed Benigne
Bidstrup og var medlem af en anden dansk-grønlandsk familie, der stadig har efter-
kommere ved Tassiussak.
Om natten, medens vi sov dejligt, blev vi vækket ved, at pladsens storfanger Robert
Jensen kom hjem med en hvalros, han havde harpuneret. Måske husker jeg særligt
den begivenhed, fordi det viste sig, at jeg havde et navn til fælles med ham, og at han
derfor som fangstpart og velkomstgave tildelte mig hele bagkroppen af det store dyr.
Sammen med os flyttede iøvrigt min morbror, det senere landsrådsmedlem Johan-
nes Pjettursson, op til Tassiussak og ligeledes den da unge overkateket Tobias Heil-
mann, som forblev ved Tassiussak hele sit liv og stiftede familie der. Da der ikke var
hus til nogen af dem, var noget af det første far foretog sig, at lade et opføre, hvor
169
[2]
de foreløbig kunne bo sammen. Siden var det iøvrigt også far, der forestod opførelsen
af den kirke i Tassiussak, som Tobias kom til at prædike i. Far fik vist 100 kr. for
det og det kan næppe siges at være for meget, da den stod, til den ved uforsigtighed
nedbrændte engang i trediverne. Far var meget duelig til al slags håndværk og om vin-
teren havde han tit en høvlebænk inde i stuen, så han kunne adsprede sig i sin ensom-
hed ved at lave, hvad vi havde brug for af husgeråd.
Noget af det første far ellers foretog sig, da vi var kommet i orden, var at købe
sig et godt spand hunde af den navnkundige bjørnejæger Simon Simonsen, som den
gang var kendt over hele Grønland under sit øgenavn Itue. Han havde i sine vel-
magtsdage, hvor det hændte at han skød over 20 bjørne på et år, en tredive-fyrre
førsteklasses slædehunde liggende omkring sin bolig, så der altid var friske at skifte
ud med. Der var derfor nok at vælge ud af, og far blev ikke snydt ved den handel.
Tobias Heilmann, der som overkateket skulle berejse sit distrikt, købte sig også
snart et spand hunde. Men hans løn var lille, og desuden var han fra Godthåb, hvor
man ikke kørte i slæde, så i første omgang var, hvad han fik skrabt sammen, ikke ret
meget bevendt. De var dog gode nok til at drive fangst med, og både han og min
morbror, hvilken sidste væsentlig var fulgt med os, fordi han havde hørt rygter om de
gode fangstmuligheder i Upernaviks norddistrikt, fik snart syn for sagen, at her var
de kommet til en egn, hvor der var nok af både hvidhvaler, narhvaler, klapmydser,
remmesæler og andre store værdifulde fangstdyr.
Selv om jeg den gang kun var et barn, har jeg aldrig kunnet glemme når Simon
(Itue) og hans bror Markus Johansen (Nakorssuak) kom ned og solgte skindet fra
deres bjørnejagter. Simon boede den gang ved Kuk og Markus ved den senere ned-
lagte boplads Mernok. Disse steder var den gang de nordligste bopladser i dansk Vest-
grønland. Derfra foretog de to brødre deres lange jagtrejser helt op til Melvillebug-
ten, hvor bjørnene levede i delvis fred og derfor gik i hi og også fødte deres unger ved
bræerne øst og nord for Djævelens Tommel. Det hændte, at de skød flere bjørne sam-
me dag, og da de sjældent fulgtes ad, hængte der næsten altid friske bjørneskind fra
en af dem i den dertil indrettede galge ved Tassiussak, hvor de blev tørret og bleget,
efter at de var vasket. I et hjørne af pakhuset havde vi hver vinter en forsvarlig dynge
bjørnebove og -køller, som vi havde fået som gaver. Når de kom med sådan en bjør-
nekølle, gav far dem altid en halv flaske snaps til gengæld, og da det var noget, som
dengang ikke kunne købes i butikken og som tilmed kun de danske kunne bestille i
begrænset mængde, blev de altid meget glade både for og af sådan en flaske. Simon
larmede svært, hvorimod Markus hørte til de stille selv i bedugget stand.
Når de havde haft en særlig heldig bjørnejagt hændte det, at de kørte helt ned til
Upernavik på gæsteri og for at give gaver til deres gode ven, distriktets mangeårige
bestyrer Kraul. For os unge mennesker var det en stor oplevelse at se disse storfan-
170
[3]
•l M
Fhv. udstedsbestyrer Hans 'Nielsen med børn, svigerbørn og børnebørn foran sit hus i Tassiussak.
gere og glimrende kuske passere Tassiussak med deres pragtfulde hundespand og
med de lange slæder fuldlastede med kød og bjørneskind.
Umiddelbart efter at Mylius Erichsen, Knud Rasmussen og Harald Moltke i
1902—03 havde gennemført deres rejse til Kap York og overvintret dér, begyndte
Itue og Nakorssuak og deres slægt, samt min senere svigerfar, Abel Danielsen (Abler-
suak) at oprette nye bopladser stadig længere nordover. Således opstod Kitorssak,
Ituvssalik, Nugssuak, Ikermiut og Igdlulik og efter 1924 desuden Karusalik og Kuvd-
lorssuak, hvor Simons søn Kalesuak som den første tog land nord for Holms Ø. Ved
alle disse steder var der i begyndelsen så mange sæler, hvidfisk og narhvaler, at en
mand kunne fange alt, hvad han ville og gardere sig for den lange mørketid med store
kød- og spækdepoter. Edder fugleæg kunne der også den gang samles i tusindvis af.
Dem nedkulede man i juni i stendepoter ude på selve rugeøerne, men først om vinte-
ren kørte man dem hjem. Så var de så hårdtfrosne, at de kunne transporteres uden at
171
[4]
gå itu. De smagte dejligt, når man tøede dem så meget op ved sine hænders varme, at
man kunne pille skallen af og skære dem i skiver. Navnlig var blommen en delikatesse,
da den aldrig blev helt hård.
Da jeg var 16 år gammel, fik jeg selv mit første hvidfiskegarn og fangede straks
godt i det. Skønt min far var dansker satte jeg fangerlivet over alt andet. Den gang ko-
stede et sælskind kun 45 øre. Nu koster et pænt sælskind, som er godt tilberedt, deri-
mod 27 kroner. Når man tænker tilbage og drager sammenligning, kan man kun for-
bauses over den store forskel. Også når man tænker på livet i sin helhed er der jo sket
en stor forandring. Nu hjælpes menneskene, når de bliver gamle. Sådan var det ikke den
gang, da var det trist at blive aflægs, hvis man ikke havde sønner eller yngre fangere
i sin slægt. Men hvis man prøver på at forestille sig, at de storfangere, hvis navn jeg
har nævnt, havde haft mulighed for at sælge deres bytte til nutidens priser, hvad
havde de mon så ikke fået udbetalt i kontanter. Selv om man den gang kun anvendte
kajakker og konebåde og grønlandske våben og grejer, fangede man rigeligt, når
disse ting blev anvendt med dygtighed og forstand.
Den gang var der ikke større forskel på fangst- og levemåden i Upernaviks nord-
distrikt og i Thuleområdet, opdagede vi, da nogle Kap Yorkere fulgte med Mylius
Erichsen og hans fæller på deres sydrejse. Det var jo første gang i al den tid, der
huskedes, at de to frændefolk traf hinanden, da man fra begge sider nok havde vidst
om de andres eksistens, men kun i sagnagtig form, der fremstillede de ukendte naboer
som meget fjendtlige. Klæderne derimod var jo helt anderledes. Hvor de gik med
hvide bjørneskindsbukser og pelse af blåræve, gik vi med sælskindsbenklæder og
pelse af renskind. Og siden opdagede vi, at der var endnu større forskel i kvinder-
nes dragter.
Jeg mindes iøvrigt, at en af de Kap Yorkere, som var med herned, hed Sigdlu,
og at han havde lastet sin slæde med 75 narhvalstænder. Disse mange hvaler påsto-
des han at have fanget på et eneste år. Desværre husker jeg ikke, hvad de vejede og
heller ikke, hvad han fik for dem.
Hvis grønlænderne i vore dage anvendte deres penge noget fornuftigere og navn-
lig ikke brugte så mange af dem til drikkevarer,, ville de nu også kunne have stor
nytte af deres indtjeningsmuligheder. I den første tid, jeg kan huske, kostede et sæl-
skrot ikke over 25 øre, som giveren efterhånden fik i fragt. Da du kom her op i
1925, kostede et sælskrot l krone, og vi jamrede os, da vi noget senere skulle betale
l krone og 25 øre. Nu får man fra 30 til 50 kroner for et sælskrot på sygehuset
eller alderdomshjemmet alt efter størrelsen. Jeg ved godt, at mange af mine lands-
mænd ikke vil synes om, at jeg nævner spiritussen i en sådan forbindelse, men da den
virkeligt ofte ødelægger ikke alene, hvad en_mand har tjent, men i nogle tilfælde
også hans egen tilværelse, betænker jeg mig ikke på at hævde mit synspunkt.
172
[5]
Om priserne, da jeg var ung, havde været så høje som nu, tvivler jeg ikke på, at jeg
selv ville have tjent store penge. Jeg er derfor sommetider ked af, at jeg kom for
tidligt til verden! Selv om man den gang ikke fik meget for sine produkter, husker
jeg alligevel, at jeg en gang på to dage solgte spæk for 300 kroner — og den gang
fik man dog kun 4 øre pr. pund.
En af de ting, jeg også erindrer, var, da Handelens våningshus og pakhuse i 1906
blev flyttet fra Tassiussaks ydre opankringssted til pladsen inde ved den nuværende
skibshavn. Hele flytningen foregik på isen og foretoges af grønlændere, der slæbte
af med det hele på store slæder. Vi, der deltog som lejede, havde seler på, lavet af
den slags liner, der bruges til at binde hvidhvalsgarn af, og skaglerne var af samme
materialer, så det skar slemt i skuldrene. Den gang fik en sådan løsarbejder i tids-
rummet fra klokken 6 morgen til 6 aften kun l krone i dagløn, men arbejdede vi ud-
over disse 12 timer, fik vi 8 øre for hver overtime, og dem var vi mægtig glade for.
Samme år den 10. juni havde daværende præst Knud Balle, der var en fætter til
Knud Rasmussen, berammet at ville holde konfirmation i Tassiussak. Muligvis
skyldtes det sene tidspunkt, at han i marts havde haft den store sorg at miste sin
kone, der trods lægehjælp ikke havde kunnet overleve en vanskelig fødsel. At kon-
firmationen var blevet udskudt, spillede i dette tilfælde dog ingen rolle, fordi isen
det år lå usædvanlig længe, og efterhånden kom der hele 40 slæder ind med gæster
fra de omliggende bopladser. Det blev derfor en stor og højtidelig gudstjeneste og
en uforglemmelig konfirmation i det strålende solskinsvejr.
Lige som alt det kirkelige var overstået, fik vi anløb af fire britiske skibe. Også
det var en stor begivenhed, da vi inde ved Tassiussak aldrig tidligere havde haft
besøg af skotske hvalfangere. Deres sprog var mærkeligt og vanskeligt at forstå,
men de af os, som forstod mest, var naturligvis præsten og min far. Hos os andre
var det, som om vi fik ørerne lukkede af misforståelser. Ved den lejlighed skal jeg
love for, at vi fik nok at spise af europæisk mad af den slags, som de danske ellers
var ene om at spise, da den måtte bestilles længe forud til opsendelse fra Danmark.
Disse fire skibe havde så meget proviant med, at de hyrede to slæder, nemlig Tobias
Heilmanns og storfanger Valdemar Kristensens til at køre den lange og besværlige,
men mere sikre vej over storlandkørslen, for at de kunne fragte stop f ulde læs ind. Da
de afsendte kom igen, blev vi foræret en stor mængde mad og grøntsager af forskel-
lig art samt chokolade og andre søde ting. Det kan nok være, at vi unge knøse gjorde
store øjne, og vi har uden tvivl alle haft tynd mave den følgende dag.
Da det lakkede mod slutningen af juni måned, kom der bud efter præsten. Anled-
ningen var, at daværende provst Schultz-Lorentzen var ankommet til Upernavik. Jeg
blev inviteret til at følge med derned, og jeg skal love for, at jeg fik de dejligste vel-
smagende kager. De var næsten bedre end mors, og hun var dog berømt for sit bag-
[6]
værk. Pastor Balle havde nok lagt mærke til, at jeg var en hund efter søde sager. Til
gengæld kom jeg aldrig til at drikke mere end et glas vin ved særlige lejligheder, og
jeg kom ikke til at ryge før omkring 1928, da en læge ordinerede mig at ryge frem-
for at spise figener og svedsker. Så gjorde jeg det endda kun mod, at far indvilgede
i at betale min tobak og mine cigarer.
løvrigt afstedkom skotternes gaver til folk i Tassiussak, og hvad man ellers tiltu-
skede sig hos dem, at der sandsynligvis næppe i det kommende år blev solgt 3 kilo
kaffe og en tilsvarende mængde sukker i Tassiussaks butik. Alle havde nok af så-
danne ting, ja, nogle havde endog så meget sirup i deres udhuse, at der gik maddiker
i den, før den slap op! Hvor var dette besøg eventyrligt for os, medens det stod på,
og morsomt at mindes selv nu så længe efter. Vi fik lejlighed til at købe så mange
smukke og for os attråværdige ting, som vi ellers aldrig havde set eller ejet før. Min
mor sagde sommetider, at jeg var en angedlatoqut og således en, man særligt gerne
ville gøre tilpas. Rimeligvis var jeg derfor noget forkælet, og jeg har selv ikke glemt,
at når hun siden fortalte mig, at jeg græd af misundelse, når jeg ikke kunne købe et
eller andet, som andre tiltuskede sig, så passede det. Eksempelvis købte min ældre
bror en flot otte-radet harmonika med de skønneste toner i. Dengang havde vi al-
drig set sådan en, og vi var meget forbavsede over, at den overhovedet fandtes.
Særlig mange af skotterne holdt af at besøge en munter grønlænder, der hed
Marcupaluk, og de havde oftest gaver og gode sager med til ham. En gang så vi
unge tre matroser, der var tungt belæssede med kartofler, gå gennem den rådnende
is på den store sø. Vi morede os over det og syntes, at Marcupaluk allerede havde
fået nok. Og de tre uheldige havde fået romtoddy og blev puttet til køjs, så de fik
ingen men af hændelsen.
Det var vel nok begivenhedsrige tider. Og hvor var det den gang dejligt at komme
hjem til vor bolig, når styrmand og mester var på besøg. Cigarrøg slog en i møde
allerede ude i bislaget, og der hørtes muntre stemmer og lyde af glas, når de skålede
med hinanden.
Da skotterne havde ligget i tre dage, slog havisen nye revner nord efter, så de
igen kunne komme videre op mod deres fangstfelter i Melvillebugten. Vi så dem al-
drig mere, og de sidste skotter var iøvrigt inde ved Upernavik i 1911. Skipperen,
der hed Milne, var en venlig mand, selv om han skød efter sine matroser, fordi de
mod hans vilje ville gå i land. Han plejede hvert år, når han anløb, at have post med
til de danske i Upernavik fra deres familier i Danmark, og han havde også for skik
at forære dem et par sække kartofler. Det var iøvrigt ham, som spurgte kolonibe-
styreren om, hvad han dog havde lavet af utuskestreger derhjemme, siden han til-
syneladende skulle henslæbe sine dage på et så gudsforladt sted.
Var det end en kort tid, vi tassiussakkere havde samkvem med skotterne, så min-
[7]
dedes vi dem til gengæld længe. Man var jo meget mere isoleret den gang. Lidt en-
gelske gloser var tilsidst alt, hvad der var igen efter besøget. En af dem, vi ældre
endnu husker, var ordet for brød, men det ligner jo også det tilsvarende danske ord
forbavsende meget.
Som du ved, var far og mor selv på deres gamle dage meget gæstfri, og de havde
altid været glade for at se gæster, der kunne bringe et friskt pust ind i deres af-
sondrede tilværelse. Jeg husker både, da Mylius Erichsen og Knud Rasmussen og
Moltke i 1902 begejstrede startede på deres siden så omtalte slæderejse over Mel-
villebugten, efter at far havde hjulpet dem tilrette med foder, proviant og ledsagere
og selv havde fulgt dem til Kuk. Og ligeledes da de kom igen, bekymrede for den
syge Moltke, der var blevet helt ude af stand til at hjælpe sig selv. Han boede iøv-
rigt hos os en tid lang, til han nogenlunde kom til kræfter igen. Han var et usædvan-
lig venligt menneske, og han kedede sig aldrig, da han både skrev, tegnede og ma-
lede flittigt under opholdet.
Knud Rasmussen blev jo sidenhen jævnlig gæst hos os, efter at han havde oprettet
sin handelsstation ved Thule. Vi så ham næsten hver vinter i de år og ofte i spidsen
for en lang række polareskimoer, der kørte med ham ned at fragte de handelsvarer
op, som blev deponerede i hans hus ved Tassiussak i tilfælde af, at hans små skibe
ikke magtede at forcere isen i Melvillebugten. Det hus ligger jo iøvrigt fremdeles
ved Tassiussak, selv om Grønlandske Handel har overtaget det og meget få ved,
hvor det stammer fra.
På deres rejser i nord eller syd boede også Peter Freuchen og Lauge Koch hos os
og desuden adskillige udenlandske forskere. Det var det sidste rigtige hjem, de op-
levede, før de kørte ud til rejsernes besvær, og det første, som igen åbnede sin varme
og hygge for dem, når de vendte tilbage. Far fik derfor mange breve i de år fra ekspe-
ditionsfolk og også tit deres bøger med hilsener i. Nogle af dem var på fremmede
sprog. Det meste af dette brændte i 1945 sammen med udstedsbestyrerboligen i
Kraulshavn. Der var min ældre bror Jens den gang ansat.
Jeg misundte tit Knud Rasmussen, når han med let slæde og højt humør begav
sig på vej til Thule i sikker forvisning om at komme til at skyde bjørn på vejen.
Det lykkedes desværre aldrig mig selv at komme helt derop i modsætning til dig, som
jo i 1943 fulgte din landsmand Mylius Erichsens rute. Men flere gange var jeg da
godt på vej, når jeg om vinteren kunne afse tid til en bjørnejagt. Havde jeg haft
bedre tid, skulle jeg sagtens være nået derop; men der var gode fangere ved Tassi-
ussak den gang og mange sæler med meget spæk, der skulle saltes ned, og som der
skulle rejses fadegods til. Se engang på mine hænder, så krogede blev de af årenes
slidsomme greb om mukkertens skaft og flænseknivens skæfte, at fingrene ikke
mere kan rettes ud. Men de var nu også gode til at tage om slædens opstandere og
[8]
piskeskaftet, hvis det skulle være. Mine hunde roste oftest sig selv, når de flintrede
af sted selv for en tungtlastet slæde; det har du set selv. Men den største ros, de fik,
var dog, at Knud Rasmussen, der ellers plejede at få særligt udvalgte dyr fra sine
grønlandske slægtninge, Fleischerne, opsøgte mig og spurgte, om han kunne købe
mit spand til sin ekspedition i 1921. Det var dem, han brugte til at køre norden om
Amerika med. De holdt til det, for gode hunde var det, og han var selv en fin kusk.
Det har fornøjet Hans Nielsen at fortælle løst og fast fra, hvad der var hans liv.
Det har interesseret mig at høre på ham, men alt må have en ende. Vi begynder at
tale om de mere nærliggende ting og tider. Han glæder sig meget til at mødes med
de to sønner, der er handelsbestyrere i Upernavik distrikt, og med datteren, der er
gift med en tredie udstedsbestyrer her oppe. De og en del af børnebørnene kunne nok
nå frem til fødselsdagen. Det var mere tvivlsomt, om en søn, der er udstedsbestyrer
på Umanakfjorde, kunne nå frem. De er mange og dog kun den mindste part af de
tre generationer, der kan føre deres herkomst tilbage til en selvhjulpen christians-
havnsk bødkersvend, en hårdfør islandsk sømand og dennes dygtige grønlandske
kone. Det må hun nemlig have været, for jeg har kendt hendes søn Johannes og hen-
des datter Dorthe. De måtte have haft en god mor.
176[9]