[1]
DEN UNGE GRØNLÆNDERINDE IDAG
Af forfatterinden Helga Bruun de Neergaard
JVled stor opmærksomhed læste jeg kontorchef C. Bornemanns artikel om den
grønlandske ungdom. Den gav et udmærket billede af de problemer, der findes. Det
var mest den mandlige del af ungdommen, kontorchefen behandlede, men også den
kvindelige del har meget alvorlige problemer, der må og skal løses. Når først skolen
er færdig ved det fjortende år, og konfirmationen er overstået, må de næsten alle sige
til sig selv: hvad nu?
Manden har trods alt større muligheder.
Få af dem går igennem det ottende skoleår, og selv om de gjorde det alle, er denne
yderligere skolegang ikke egnet til at gøre dem mere skikket til at få en stilling. De
lærer mere dansk, og det er godt, mere af de tidligere fag, men ikke fag, der kunne
vejlede eller hjælpe dem til et valg af livsstilling.
Hun er så blevet femten år, og stadigvæk er mulighederne begrænsede. Der er
meget få stillinger, da hun vel sjældent vil egne sig til at fiske, en mulighed, som
den unge grønlænder dog har. Og hvad kan der gøres for hende, og hvilke mulig-
heder har hun.
Som kontorchef Bornemann skrev, antages der elever på sygehusene. De bliver
i løbet af tre år kvalificerede jordemødre, og det er den eneste uddannelse, der gæl-
der, hvis hun ellers holder ud.
K. G. II. har flere og flere kvindelige ekspedienter, men da der kun er én butik i
hver stor by, er det begrænset, hvor mange af de unge piger, der kan blive det. Få
danske har i dag brug for eller råd til at antage en ung pige i huset. Enkelte, her på
stedet tre, har fået stilling på kontor efter en uddannelse i Danmark. Private bu-
tikker har en enkelt ung pige i deres butik. Hvad med resten, hvordan former deres
liv sig? De kan blive hjælp i køkkenet på sygehuset eller i håndværkerkantiner. De
kan gå i fiskeriet, men som regel vil de nødig, og det er næsten altid den midaldrende
kvinde med mange børn, man ser her.
Der er to efterskoler, hvoraf Egedesminde kan tage tyve elever og Julianehåb
efterskole, der tager væsentlig færre. Her lærer de at tale dansk, lave en smule mad,
lærer andre almindelige fag i to år, og herfra rekrutteres da også mest de unge, der
211
[2]
kan få en uddannelse i Danmark. I nogle få år har der været realskole i Godthåb,
også herfra får de en chance for at komme til videre uddannelse i Danmark. De kan
ansøge om at komme på husholdningsskolerne, og der er masser af ansøgninger, men
her kan man kun tage atten hvert år i ti måneder.
Her mener jeg, at denne uddannelse er for kort. Burde man ikke overveje at
bruge disse skoler til en virkelig uddannelse til økonomaer. Dem er der rigeligt brug
for på sygehuse, kantiner og gæstehjem. Så kunne man undgå at få flere danske op i
disse stillinger. Husholdningsskolerne er glimrende indrettet. Her får de en fin ud-
dannelse i de ti måneder, men denne uddannelse, som foregår med bl. a. undervis-
ning i madlavning på elektrisk kogeplade, og hvor kun et enkelt komfur findes, kan
sjældent bruges, når de kommer tilbage til det grønlandske familieliv, da man så ab-
solut stadigvæk overalt foretrækker at koge al mad, fisk såvel som fugle, på kom-
fur. Man er meget konservativ på netop det område.
Der læres renlighed, den rette måde at vaske tøj på, både i hånden og med vaske-
maskine, og mange andre værdifulde ting, som man må håbe efterlignes i hjemmene.
Her var virkelig en chance for en mere tilbundsgående lærdom, udstrakt over et par
år, eventuelt for at slutte med erhvervelsen af certifikat som økonoma.
Ligeledes viser mange hjælpere i børnehaverne store evner til at omgås og un-
dervise børn. Hvorfor ikke lade nogle af disse få en ekstra uddannelse hjemme og
så lade dem overtage assistentstillinger efter endt uddannelse. Og måske så senere
blive den ledende i børnehaven.
Med hensyn til Handelens ekspeditricer og ekspedienter burde det være en pligt,
at disse besøgte aftenskolen for at lære regning og dansk samt varekundskab. I det
sidste fag vil det vel knibe at finde egnede lærere alle vegne, men ikke med de to
første. Men så længe, man ikke er i stand til at have en kontrakt med dem, grundet
den stadig manglende lærlingelov, kan man ikke tvinge de unge til at møde. Man
gør det vistnok visse steder, navnlig kan man gøre det, altså tvinge dem til at møde
på skolen visse aftener, når der er materiale nok at tage af. Er der ikke det, og det
er der ikke altid og allevegne, er det umuligt at gennemføre. Måske det kunne gøres
på den måde, at man garanterede dem højere løn, hvis de gik i aftenskole. Med hen-
syn til aftenskolen og begejstringen kan jeg desværre ikke se så optimistisk på det
som kontorchefen.
I et fag som motorlære f. eks., hvor dygtige folk stiller sig til rådighed hver vin-
ter, kommer der mange de første gange, men så falder interessen, og besøget skrum-
per mere og mere ind. Som regel begynder aftenskolen til oktober, og de fleste er
ophørt at komme længe inden jul.
Så længe den unge ikke selv forstår, hvilket gode det er at lære noget mere, nytter
det ikke, at der er dygtige og arbejdsivrige lærere. At det ikke blot er her på stedet,
212
[3]
/å grønlænderinder er beskæftiget på telegraf stationerne
kysten, men i det store og hele har de ikke tilnærmelsesvis så gode uddannelses- og
erhvervsmuligheder som mændene.
Fato: Je"e Bang
at forholdene er sådan, fik jeg bekræftet af et interview i radioen af aftenskolens
leder i Godthåb. Han var mistrøstig, grundet sine sørgelige erfaringer med hensyn
til den altfor korte interesse, de unge lægger for dagen.
Inden aftenskolen lægges til rette her i Nanortalik, samler lederen de unge eller
snakker med dem enkeltvis for at finde ud af, hvad man helst vil lære, og lægger
213
[4]
skemaet derefter, og alligevel dør de forskellige hold ud inden jul. Jeg underviser
selv i kjolesyning, og skønt de unge selv har stof med, har klippet og påbegyndt en
kjole, ligger der nu mange halvfærdige ting på hylden. Kun 50 % fortsatte efter
nytår, og det er det eneste hold med grønlændere, der fortsætter.
Og hvad er det så, de unge piger har så travlt med, at de ikke har tid til at passe
aftenskolen blot to timer om ugen?
Sjældent er husene så store, at det kræver meget kvindearbejde i huset, og vejret
hindrer ikke, da man kan se de unge selv i det værste vejr vandre på silamutten,
endog i storm og sne.
Skolelederen har i den lokale avis skammet de unge ud og fortalt dem, at cle ved
at blive borte hindrer den ene eller de to, der gerne ville fortsætte, da anordning
for aftenskolen siger, at der skal være et minimum på vistnok fem, for at staten vil
betale læreren. Men heller ikke det hjalp.
Det er ikke helt berettiget, når enkelte blade skriver, at der intet gøres. Der gøres,
hvad der er menneskeligt muligt, både fra statens side og fra lærernes. Trods det
at man ved, at man holder tidligt op med at komme, og at læreren ikke får penge,
før han har undervist i tyve timer, stiller alle sig til rådighed i håb om, at det lykkes
at holde på eleverne denne gang.
At en lærlingelov ville kunne ændre forholdet meget, er der slet ingen tvivl om, da
i så tilfælde kontrakten kan tvinge de unge til at deltage i timerne. Forfærdende
mange unge piger bliver altfor hurtigt mødre, og så indskrænkes mulighederne for
en videre uddannelse naturligvis. Denne hemsko har drengene ikke, selv om de, i
tilfælde af de har arbejde, skal betale til barnet.
Jeg er af den mening, at de velbegavede unge hurtigt bør hjem til Danmark. Lige-
som drengene bør de uddannes i de fag, der nu besættes af danske. Der er absolut
de ovennævnte muligheder, ikke alene for uddannelsen, men også for at få et videre
udsyn. Den unge velbegavede kvinde bør have en chance. Hun er nu mest henvist
til at følge i sin moders fodspor. Hun lærte aldrig noget, og derfor leves livet i den
samme indsnævrede skure med at føde børn og hente vand. Det er påtrængende nød-
vendigt, at staten indser dette og giver de unge kvinder, såvel som de unge mænd,
en håndsrækning.
Vi har påtaget os en opgave, og der er gjort meget de sidste ti år, men bare ikke
nok. Det er med sorg, man ser søde unge piger blive stikkende i det fattige liv, deres
forfædre levede, når man så sikkert ved, at en uddannelse hjemme ville have kunnet
gøre dem til dygtige medlemmer af samfundet. De og deres børn bliver en byrde for
samfundet, som det nu er; var det så ikke bedre, at man i tide tog det standpunkt
at uddanne dem hurtigst muligt, så de blev i stand til at erstatte danske på de felter,
de ville egne sig til. Kvindernes uddannelse har været endnu mere forsømt end de
214
[5]
Kvindernes beskæftigelse i fiskerierhvervet kræver ingen forudgående    F°'°; Jette Bang
uddannelse, kun øvelse. Her pakker et par grønlænderinder saltfisk i Sukkertoppen.
unge mænds. Først i 1932 blev den første højere uddannelse for pigerne mulig. Det
var, da pigeefterskolen i Egedesminde på Mikael Garns initiativ blev oprettet. Mange
dygtige kvinder idag i nutidens Grønland har denne uddannelse at takke for, hvad
de har nået. Men det er altfor få.
Måtte de bevilgende myndigheder forstå, hvor livsnødvendigt det er, at også den
unge kvinde i meget større omfang end hidtil får en chance for at dygtiggøre sig.
215[6]