[1]
AMIMILERUT, ET OVERSET KULTURELEMENT
Af forfatteren Jens Rosing
_L/er står en overvældende naturkraft i udsigten over Sermermiut og isf jeldsbanken
i mundingen af Jakobshavns isfjord. Intet under, at sermermiutboerne i gammel tid
var et storfolk, der levede stærkt og impulsivt. Sagnet beretter om bopladsens rig-
dom på fangst. Udbyttet på én enkelt dag kunne tælles i „mange mennesker" (mange
gange 20 = flere hundredej, og denne overflod betingede en befolkning, der var sig
sit eget værd bevidst. Med „så du nogensinde så mange mennesker samlet på ét
sted?" på læben, mødte Sermermiut-folkene Paul Egede, da han den 27. februar
1737 i hundeslæde kørte op til bopladsen „over 20 store Huuse, som en Bondebye."
Sandelig var livet hårdt dengang. Spædbørn, som mødrene ingen mælk havde til,
blev ombragt, syge og gamle mennesker tog sig selv af dage ved at styrte sig ned i
en nærliggende klipperevne „nåkålatsivik", nedstyrtningsstedet, for at komme bo-
pladsfællerne i forkøbet, thi for at slippe for dødsbod dræbte man dem, hvis dage
var talte.
Til trods for at sermermiutfolkets fremgangsmåde med at rydde samfundssinker
af vejen efter nutidens humanitære begreber forekommer brutale, kan man ikke an-
det end drage et vemodigt suk, når man nu om dage vandrer hen over den tørvedækte
fortid. Her levede engang et stort og kraftigt folk, en smuk elite af en eskimobefolk-
ning, hårdhændet udvalgt efter naturens barskeste lov: kun den stærke skal overleve.
Siden begyndelsen af det forrige århundrede har arkæologer og lægmænd ved
Sermermiut haft en rig jagtmark på oldsager, og mange vidnesbyrd om livet er kom-
met frem. Havet har gennem tiderne ædt meget af brinken i sig, og langs stranden
finder man ofte gode sager.
I 1946 gik Johan Storck (provst TVIathias Storcks søn) en tur langs brinken ved
Sermermiut, hvor han fandt en togrenet tak af renhorn. „Tingesten" blev forevist
gamle Ludvig Siegstad, kaldet Lorqerssuaq, der straks gav sig til at fortælle om „den
stærke ved Sermermiut, der havde en amimilérut" :
„I gamle dage boede ved Sermermiut en nakuartaq, en stærk mand, der havde en
amimilérut. Den stærke havde aldrig under tre koner på samme tid, og når han rig-
tig skulle indlede en tilnærmelse mod sin yndlingshustru, tog han et stykke renhorn
234
[2]
Når stormænd sad hjemme og hyggede sig, syntes de, at kvinderne var såre smukke.
Da satte de sig foran dem, krængede øjenlågene ned og så på dem. Tegnet i Jakobshavn 1946.
frem, der var spaltet ud i to krumme fingre, og med denne amimilérut trykkede han
de nederste øjenlåg ned og blottede derved øjeæblets nederste del. Det gjorde han
for rigtig at kunne se på sin yndlingshustru.
Imidlertid blev den stærke ikke ved sine koner. Han udfordrede skæbnen ved uden
forudgående aftaler om konebytning at tage sig mandens ret på andres koner. Længe
fandt man sig i det, thi alle var bange for den stærke. Som tiden gik, blev han da
mere og mere sikker i sin sag: Ingen turde gøre ham noget. Til sidst var det sådan,
at alle kvindemennesker ved Sermermiut bare havde at blotte skødet, når den stærke
kom med sin amimilérut.
Men så lavede man en sammensværgelse imod ham. Efter en voldsom kamp, hvor
mange blev såret eller kvæstet og nogle dræbt, faldt den stærke for en lanse.
235
[3]
Amimilérut var et redskab, forbeholdt nakuartaq, den stærke mand ved bo-
pladsen."
I sommeren 1959, da min far besøgte os i Godthåbsfjorden, forelagde jeg ham
Lorqerssuaqs fortælling om amimilérut. Far havde hørt om redskabet, men aldrig
set det.
I december 1959 fik jeg et brev fra min far, dateret Egedesminde, 19. nov. 1959.
Far havde i løbet af eftersommeren været ude på en tur for „at se på lokaliteterne
ved de forlængst nedlagte bopladser i omegnen af Akunåq" og skrev:
„I en gammel grav i Qeqertarmiut fandt jeg et stykke renshorn, amimilérut, vist
nok enestående i sin art. Amimilérut har jeg aldrig set før, men jeg har hørt om det.
Da redskabet dårligt kan beskrives på dansk, må jeg hellere gå over til grønlandsk."
(Vi skriver i almindelighed dansk til hinanden).
Efterfølgende er en oversættelse.
„Det fortælles fra gamle dage, at når stormænd sad hjemme og hyggede sig og
så deres koner sidde på briksen med korslagte ben bag tranlamperne, syntes de, at
kvinderne var såre smukke. Da satte de sig foran dem, krængede øjenlågene ned og
så på dem. Det var amimilértut (dem, der krænger det nederste øjenlåg ned). Pe-
gefinger og langfinger kunne udmærket bruges; med dem skrævende over næseryg-
gen krængedes så cle nederste øjenlåg ned, men de mænd, der virkelig var noget ved,
havde til formålet et stykke renhorn. Det var virkelig en sådan amimilérut, jeg fandt.
I dag kender man ikke mere Amimilérneqs dybere betydning; kun få nulevende har
hørt om amimilérut. Selv P. Dalager (Godhavn) har aldrig hørt derom. Bødkerne
har et redskab, de bruger til at skille stave fra hinanden med. Redskabet gik endnu
i mine yngre dage under navnet amimilérut, som det i form minder meget om."
De ovennævnte oplysninger er fra Diskobugten. Trods ihærdig udspørgen i Godt-
håbsfjorden, var dér ingen, der kendte noget til amimilérut.
At det virkelig har været et kulturelement, er uden for al tvivl. Det beviser den
kendsgerning, at så snart bødkerens redskab til at skille tøndestaverne fra hinanden
med kom ind i hverdagsbilledet, fik det benævnelsen amimilérut. Ved skæbnens ironi
hedder bødkerens amimilérut på dansk i fagsproget en „sjæleriver".
Var eskimoens amimilérut en „sjæleriver" udi elskovskunsten? —Meget tyder derpå.
Som drenge i Angmagssalik krængede vi tit øjenlågene ned med pege-og langfinger
over for hinanden, enten for at understrege en sjov replik eller for at drille hinan-
den. Det samme har jeg set på Vestkysten.
Robert Petersen traf i 1957 ved Igloolik legende børn, der krængede øjenlåg for
hinanden ledsaget af vrøvleord.
Bag børnenes leg gemmer sig reminiscenser fra de tider, da amimilérneq havde
en dybere betydning.
236[4]