[1] DIGTEREN B. S. INGEMANN OG GRØNLAND Af mag. art. Inge Kleivan _L)er foreligger som bekendt en meget omfattende litteratur om Grønland. Her tæn- kes ikke bare på de mange videnskabelige skrifter, men først og fremmest på den uendelige række af rejsebøger og andre dagbogsprægede optegnelser af folk, der har opholdt sig i Grønland i kortere eller længere tid. Det er derimod stærkt be- grænset, hvad der findes af skønlitterære værker, som behandler grønlandske forhold. Den første roman med enme hentet fra Grønland blev mærkeligt nok skrevet af en mand, som ikke kendte landet af selvsyn, B. S. Ingemann. Det drejer sig om for- tællingen „Kunnuk og Naja eller Grønlænderne" fra 1842. Ingemanns interesse for Grønland er sandsynligvis tidligt blevet vakt. Hans fader var provst for den tidligere grønlandsmissionær H. C. Glahn, der ejede en dyb for- ståelse af den særegne grønlandske kultur. Glahn var gift med en sønnedatter af Hans Egede, Grønlands første missionær, og deres yngste søn Tønne Bloch Glahn var en af Ingemanns bedste legekammerater. Ingemann har næppe kunnet undgå at høre tale om Grønland gennem denne familie1. Ingemanns digt om Hans Egede. Mange år før Ingemann skrev sin lille grønlandske roman, havde han litterært be- skæftiget sig med grønlandske forhold, omend kun ret overfladisk. I den af Steen Steensen Blicher udgivne samling digte „Bautastene" fra 1823 er digtet om Hans Egede skrevet af Ingemann. Heri skildres Grønlands apostel på en baggrund af evig is og sne. Første vers lyder: Et helligt Kors staar høit i Nord, Hvor ingen Sangfugl bygger; I Snee det staaer, paa frosne Jord, Og langt fra Løvsal-Skygger, I lår Lyset døde Jord forladt, Og iisner Himlen i sin Nat, Hvor haabløs Sjælen gyser; Fra Bjergene af evig lis Henpeger mod Guds Paradiis Det Kors ved Nat og lyser.2 241 [2] Dette er det traditionelle billede af Grønland ført ud i sin yderlighed; der tales til- med om „lispolens Søn". Det stemmer imidlertid ikke særlig godt med virkeligheden og kan nemt modbevises udfra Hans Egedes egne skrifter, som Ingemann på davæ- rende tidspunkt ikke kan have studeret særlig grundigt. I „Det Gamle Grønlands Nye Perlustration eller Naturel-Historie etc." omtaler Hans Egede netop sangfuglene: „Af smaa Spurrer ere der adskillige, iblant hvilke og ere Irsker, og en anden Sort, og ere større, af anseende ligesom Sne-Fugle, de siun- ger meget liflig, nesten ligesom Lerker."3 I kapitlet om „Grønlands Frugtbarhed og Gevexter" hedder det bl. a.: „Skove eller Træer haver jeg paa den Vester-Side, vel ingen treffet af synderlig Considera- tion, dog voxer der inde i Fiorden allevegne, smaa Kratt i Mængde af Birk, Ælle og Wier, hvormed Coloniene nok kunne være tient til Brændefang. Den beste Skov har jeg fundet imellem 60. og 61. Gr. hvor der er Birke-Træer 2 å 3 Favne høje og meget tykkere end en Arm eller Been, smaa Enebærtræer vokser her ogsaa i Mæng- de, hvor paa Bærrene, ere saa store som graa Erter."4 Det er ganske rigtigt, at der på Grønland findes evig is og sne, sådan som Inge- mann skildrer det i sit digt, men Hans Egede færdedes nu engang ikke inde på ind- landsisen, men ved kysten og i fjordene, hvor der om sommeren kunne være ,,sa« varmt som nogen Sted"5. Man må også tage i betragtning, at Hans Egede selv var født og opvokset nord for polarkredsen på Hinnoy i Nord-Norge, og at han, da han fattede sin plan om at drage til Grønland, var præst på Austvågoy, naboøen vestlig for Hinnoy. Det klima og de naturforhold, Hans Egede mødte i Grønland, var nok hårdere end dem, han kendte hjemmefra, men ikke så forskellige, som mange forestiller sig. Kilderne til romanen „Kiinuk og Naja eller Grønlænderne". Fortællingen om „Kunnuk og Naja eller Grønlænderne" er, som Ingemann selv skriver i sit forord, „en Reproduction af det Totalbillede, samtlige Beretninger om Livet og Naturen i Grønknd har fremkaldt hos mig, efterat jeg i længere Tid havde levet mig aandeligt ind deri." Ingemann var så begejstret og grebet af sit stof, at han, mens han skrev på bogen, i 14 dage næsten uafbrudt stod ved sin skrivepult. Det var mere end hans helbred kunne holde til, og siden kunne han ikke tåle at arbejde stående.8 I forordet nævner Ingemann de forfattere, hvis værker han har læst, og den lange række navne viser, at han er gået meget grundigt til værks, for den dækker det aller- meste af den daværende grønlandslitteratur. 242 [3] Digteren B. S. Ingemann malet af Chr. Alb. Jensen. De eneste, mere betydelige grønlands- forskere, Ingemann synes at være gået udenom, er Lars Dalager og Otto Fabri- cius. Otto Fabricius er først og fremmest kendt som zoolog, men har også skrevet fremragende sproglige og etnografiske værker. Disse sidste beskæftiger sig imid- lertid næsten udelukkende med grønlæn- dernes fangstredskaber og fangstmetoder, og alle disse tekniske enkeltheder har næp- pe interesseret Ingemann synderligt. Lars Dalager har i sine „Grønlandske Relatio- ner", der udkom ca. 1758, derimod givet et meget levende billede af grønlændernes sociale liv, som sikkert kunne have givet Ingemann mange gode impulser, hvis han havde kendt bogen. Han nævner som sine kilder begge Ege- dernes skrifter. Dette må betyde Hans Egedes „Det Gamle Grønlands Nye Perlustration etc." fra 1741, muligvis også „Omstændelig og udførlig Relation, Angaaende Den Grønlandske Missions Begyn- delse og Fortsættelse etc." fra 1738, og Paul Egedes „Efterretninger fra Grønland, uddragne af en Journal 1721-88" fra 1788. Det ser derimod ikke ud til, at Inge- mann har kendt Hans Egedes anden søn Niels Egedes bog „Tredie Continuation Af Relationerne Betreffende Den Grønlandske Missions Tilstand Og Beskaffenhed" fra 1744. Videre har han benyttet J. Lunds Hans Egede-biografi „Biskop Egedes Levnet" fra 1778, herrnhutermissionæren D. Cranz's store værk „Historie von Gronland" I-II, trykt i Barby 1765, og H. C. Glahns kritik af samme, der udkom anonymt un- der titlen „Anmærkninger over de tre første bøger af Hr. David Crantzes Historie om Grønland" i 1771; denne sidste bog indeholder også mange positive oplysninger. W. Graahs navn nævnes også; han har givet den første mere indgående skildring af østgrønlænderne i „Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland 1828-31" fra 1832. Endvidere har Ingemann fået nogle privat meddelte optegnelser af C. C. Østergaard, som var missionær i Upernavik 1833—417. Ingemann har fulgt godt med i grønlandslitteraturen og har også læst den lille bog „Syv Aar i Nordgrønland", som i 1840 udkom i Viborg skrevet af den tidligere præst i Grønland J. C. W. Funch. Herfra har Ingemann hentet mange detaljer. 243 [4] Romanen om Kunnuk og Naja bygger dog først og fremmest på Hans Egede Saabyes „Brudstykker af en Dagbog, holden i Grønland 1770-80", trykt i Odense i 1816. Egede Saabye var i årene 1779—92 sognepræst i Vaalse på Falster og nabopræst til Ingemanns far, der var provst for denne. H. Ostermann, der har genudgivet Egede Saabyes dagbog, har dog næppe ret i, at adskilligt i Ingemanns roman „vidner om, at Ingemann har kendt Saabye personlig og ofte hørt ham fortælle om Grøn- land"." Ingemann var ikke fyldt tre år, da Saabye forlod Falster, og han kan således ikke have haft nogen erindring om ham derfra. Ifølge en bemærkning i forordet til „Kunnuk og Naja" har Ingemann derimod indhentet oplysninger om Egede Saabye og dennes kone „fra endnu levende Personer, der have kjendt dem." Egede Saabyes dagbog fik ved sin fremkomst en meget fin modtagelse og blev i de følgende to år trykt på svensk, tysk, hollandsk og engelsk. Senere er enkelte kapitler også oversat til grønlandsk. Bogen er ikke direkte uddrag af den originale dagbog, for hvert kapitel — der er ialt 23 — er bearbejdet således, at det danner en afsluttet helhed. W. Th.albitz.er karakteriserer bogen med disse ord: „Nogle av disse brud- stykker er sande små kunstværker. De gir episoder av de indfødtes liv grebet lige ud av virkeligheden, med øjeblikkets fart og opstemning i sig, og altid således, at de belyser de indfødtes tankegang og følelser: om Polygamisten, De grønlandske Frie- rier, Bryllupet, Catechumen-Daaben, Det frelste Barn osv. Det er små perler, der måske tør betegnes som de først skrevne noveller i den danske litteratur"9. Herfra har Ingemann ikke bare lånt mange mindre træk, men også ideen til selve handlingsforløbet i sin bog. Den handler om den konflikt, der opstår for en ung mand, Kunnuk: dels ved at han forelsker sig i en ung pige, Naja, som er broderdatter af den mand, der har dræbt hans fader, dels ved at han efter at have lært kristen- dommen at kende gerne vil døbes, men ikke kan blive det, sålænge han ikke vil op- give at hævne sig på sin faders drabsmand, således som han efter eskimoisk opfattelse er forpligtet til. Dette sidste forhold er udførligt behandlet i kap. XVIII i Egede Saabyes dagbog: „Faderhevneren eller Religionens Seir"10, og Ingemann gengiver direkte brudstykker af de samtaler, som Egede Saabye førte med Kunnuk. Historien om Naja er derimod Ingemanns egen. Ifølge Egede Saabye var den vir- kelige Kunnuk allerede gift, da han traf ham11. Egede Saabye nævner ikke navnet på Kunnuks dødsfjende. Ingemann kalder ham Kemek d. v. s. hunden, og H. Ostermann har påvist, at der i slutningen af 1780'erne virkelig levede en mand ved navn Kemek i Jakobshavn eller på den nærliggende bo- plads Sermermiut, og han anser det for sandsynligt, at det er den samme mand, der er tale om12. Om denne navnelighed blot skyldes en tilfældighed, eller om Ingemann 244 [5] på en eller anden måde har fået navnet oplyst, står hen i det uvisse. En række andre personer i bogen har også deres rod i virkeligheden, som det fremgår af det følgende. I anden bog af „Kunnuk og Naja" indtager Egede Saabyes kone Vibeke en vigtig plads. Skildringen af den unge præstekones sydlandske udseende må skyldes oplys- ninger, som Ingemann har fået af folk, der havde kendt hende. Derimod omtaler Egede Saabye selv i sin dagbog den dramatiske begivenhed13, som er beskrevet af Ingemann11, hvor hun redder kateketens søn fra at blive kvalt af nogle fulde danske matroser. Ingemann angiver, at grunden til matrosernes raseri var den, at kateke- tens søn sammen med andre drenge i deres leg havde efterabet fulde mænd. Denne idé er sandsynligvis lånt fra Paul Egedes bog, hvor der findes en meget livagtig skildring af en grønlænder, der spiller fuld dansk matros.15 Egede Saabyes ord om brændevinens skadelige indvirken på grønlænderne, „en eller to dygtige Ruse ere nok til at nedbryde en Grønlænders Sundhed for bestan- dig"16, gengives af Ingemann med ordene: „et Par saadanne Exaltationer vare til- strækkelige til at undergrave en Grønlænders Sundhed og Liv17." Også omtalen af det moderløse grønlandske spædbarn, som præstefamilien har taget til sig, er hentet fra dagbogen. Ingemann kommer ved skildringen af det nøg- ne, lille barn, som fru Vibeke kærtegner, ind på den såkaldte mongolplet, der sidder som et blåligt mærke på lænden bl. a. hos mange eskimoiske spædbørn, men forsvin- der med alderen. Egede Saabye er forøvrigt den første, der har gjort opmærksom på den18. Ingemann har været meget optaget af dette fænomen og omtaler det ikke mindre end tre gange på få sider, tildels med Egede Saabyes ordvalg og sammen- ligninger19. Hos Egede Saabye findes der en dramatisk beskrivelse af et bryllup, hvor bru- dens fader søgte at myrde præsten i raseri over, at denne ville vie datteren mod hans ønske20. Ingemann har ikke udnyttet dette stof, men refererer ganske kort til begi- venheden21. Blandt personerne i Ingemanns roman er en gammel matros, om hvem det for- tælles, at han tidligere havde været kateket i Christianshåb. Egede Saabye nævner ham kun i forbifarten og oplyser, at han havde mistet et øje og brækket et lår ved fuldskab og slagsmål22. Ingemann siger intet om, at han er enøjet, men han har ud- styret ham med et træben og en krykke. Han optræder som „en Slags tjenstgørende Huusven" hos Niels Egede. Ved at overhøre en samtale bliver han klar over, at en gammel kristen grønlænderinde, Arnarsak, skal ryddes af vejen som troldkvinde23. Denne skikkelse er også inspireret af virkeligheden. Hun var Paul Egedes trofa- ste hjælper, og i dennes bog „Efterretninger fra Grønland" findes der en del oplys- ninger om hende, som Ingemann har benyttet24. 245 [6] Niels Egede bliver af grønlænderne i Ingemanns roman kaldt for sværdfisken. Funch nævner under omtalen af de af grønlænderne hyppigt benyttede øgenavne, at inspektøren altid bliver kaldt sværdfisken, fordi han er den eneste i Grønland, som må bære sabel20. I virkeligheden kaldte grønlænderne Niels Egede med en tillempet udtale af hans fornavn for Nese28. løvrigt har han aldrig boet i Claushavn, hvor Ingemann placerer ham. Han var på det tidspunkt, handlingen foregår, Købmand i Holsteinsborg27. Paul Egede skriver, at da han første gang kom til Christianshåb, blev han meget hjerteligt modtaget af grønlænderne, og de lovede „at mit Gulv ikke skulde blive frie for deres Fødder28." Dette morsomme 'billede har Ingemann benyttet. Han lader grønlænderne synge i en velkomstsang til den fremmede: Forlyster dig Sang Og venlige Aasyn, Skal dit Øre ret ei Blive fri for vor Sang, Ei dit Teltgulv fra vore Fødder'"0. I indledningen nævner Ingemann Rafns og Finn Magnussens vigtige undersøgel- ser af Grønlands historiske mindesmærker, men tilføjer, at de angår en ældre periode end den, der skildres i „Kunnuk og Naja". Han synes dog at have benyttet et lille træk herfra. I Floamanna Saga berettes det, at Thorgil Orrabeinsfostre led skibbrud på Grønlands østkyst, og at hans hustru her blev dræbt af troløse trælle. For at holde liv i sin spæde søn skar han sig i brystvorten og lod drengen suge deraf. Først kom der blod frem, men siden mælk, som drengen blev ernæret af30. Tilsvarende fortæl- ler Ingemann, at da Naja som spæd mistede både fader og moder ved et stenskred, fandt en renjæger hende, og da hun var ved at omkomme af tørst, „tog Jægeren sin Kniv og skar et Skaar i sit Bryst og lod Barnet suge Liv af hans Brystblod31." Der er ingen grund til yderligere i detaljer at komme ind på, hvorfra Ingemann har hentet alle de mange enkeltheder, som tilsammen giver et ret troværdigt billede af den grønlandske baggrund. Det gælder både skildringen af naturforholdene og de mange etnografiske træk, som Ingemann har forsøgt at gengive så korrekt som muligt. Alligevel har han ikke kunnet undgå at give en del fejlagtige fremstillinger, som røber, at han ikke kendte forholdene af selvsyn. Misforståelser i naturbeskrivelsen og den etnografiske fremstilling. Egede Saabye har i sin dagbog en nøje beskrivelse af den lille have, som han skabte udenfor sit hus efter at have hentet jord til den andetsteds fra32. Dette har 246 [7] iutunuh inspireret Ingemann til i sin skildring af Claushavn at skrive: „Hist og her saae man endogsaa smaa omhyggelig dyrkede Haver med lave Vexter33." Dette har ikke svaret til virkeligheden. Egede Saabye var en foregangsmand på havedyrkningens område i Nordgrønland og var uden tvivl den eneste haveejer i Claushavn. Handlingen i „Kunnuk og Naja" fore- går i Diskobugten, hvor de store isfjelds- producerende gletschere hører hjemme, og Ingemann har derfor rig lejlighed til at beskrive isfjeldenes skønhed og deres fan- tastiske former. Der er ikke noget at sige til, at han selv betegner dem som slotte34, denne almindelige sammenligning benyt- ter bl. a. også Egede Saabye35, men når Ingemann også lader denne association være så nærliggende for grønlænderne, at de benytter den i to forskellige sange, må det betegnes som en tanketorsk. Disse he- denske grønlændere kunne jo umuligt have en anelse om, at der fandtes sådanne byg- ningsværker med tårne og spir. I en sang der beskriver kajakfangst om sommeren, hedder det således: „lisfjeldslottet danser"36, og Naja synger et andet sted: „Jeg sad i Faders Slæde, / Naar han foer over Fjorden / Blandt Slotte af lis / Med de pilende Hunde37." Ingemanns skildring af slædekørsel er iøvrigt heller ikke særlig realistisk. Naja tog pisken „og svingede den med den sædvanlige ordnende Tiltale over Hundespæn- det, der havde viklet sig ind imellem hverandre som i en Knude. Næppe hørte Hun- dene det ordnende Raab og Piskesnærtens Susen, før de udviklede sig fra hveran- dre; de velafrettede „Baser" hjalp til ved deres Herredømme over de ustyrligste Kammerater, og snart fore Hundene i god Orden afsted. Naja greb fast i Slædens Opstander og fulgte med; i det næste Øieblik sad hun i Slæden og foer nu bort i den stjernelyse Nat over Sneefjeldet i det samme Spor, hvori Slæden var kommen38." Denne beskrivelse bygger sikkert på Funchs omtale af slædekørsel39, men Inge- mann har dog forenklet sagen en del. Især har dette med, at hundene blot ved et råb og et knald med pisken selv bringer deres skagler i orden, meget lidt med virkelighe- fije&enfwtttt. M-}. Gengivelse af titelbadet til den første roman, hvis handling udspilles i Grønland: »Kunnuk og Naja eller Grønlænderne« af B. S. Ingemann. 247 [8] den at gøre. Hundekusken må selv udføre det højst besværlige arbejde at ordne de indfiltrede skagler med de bare hænder i vinterkulden. Ingemann kan dog undskyldes med, at Funch ikke kommer nærmere ind på dette, hvilket måske skyldes, at han al- tid kørte som passager med en erfaren grønlænder, som tog sig af de mere ubeha- gelige ting. Ingemann har i sin bog skabt et nyt ord, som indholdsmæssigt ikke har nogen grund i virkeligheden. Najas plejefader er død, og hans kone siger: „nu vugger hans Sjæl sig stille og fornøiet igjen, som Barnet paa Gyngebrixen40." Ingemann har godt vidst, at grønlænderne brugte briks istedet for seng, men han har alligevel ikke kun- net løsrive sig fra tanken om, at spædbørn måtte have et bevægeligt sengeleje. Det var imidlertid ikke tilfældet, idet de sov på briksen sammen med den øvrige familie. Et sted omtaler han narhvalens „fortræffelige Maktak" og tilføjer forklarende i en parentes: „et Slags Fiskesylte"41. Ostermann mener, at det er „komplet misfor- staaet" fra Ingemanns side42, men heri gør han ham dog sikkert uret. Matak, som det staves med den nuværende retskrivning, er den grønlandske betegnelse for hval- hud. Funch skriver, at måtak spises „af Grønlænderne som oftest raa, og saaledes smager den og bedst, næsten som Nøddekjærner, men af de Danske saavel paa før- ste Maade, som og kogt og dyppet i Eddike og Peber, eller stegt i Smør43." Det er åbenbart den anden tilberedningsform, som Ingemann refererer til, altså fiskesylte, ligesom vi benytter grisesvær til at lave sylte af. Fisk betyder i denne sammenhæng naturligvis hvalfisk, en betegnelse, der stammer fra en tid, da man regnede hvaler for en slags fisk. Det er så en anden sag, at grønlænderne foretrak at spise måtak'en rå, og når de endelig kogte den, var de ikke istand til at fremstille det, vi forstår ved sylte, fordi de manglede enhver form for krydderier. På nydelsesmidlernes område har der sneget sig endnu en lille anakronisme ind. Det fortælles, hvorledes grønlænderne løb ud og ind hos Kunnuks moder og drak kaffe, „denne Grønlændernes Yndlingsdrik"44. Funch har i sin bog et morsomt kapi- tel om grønlændernes lidenskabelige hang til kaffe, som utvivlsomt ligger bag Inge- manns bemærkning45. Hertil er bare at sige, at handlingen omkring Kunnuk og Naja udspilles ca. 60 år før Funchs beskrivelse, og kaffe kan ikke have været nogen ud- bredt drik blandt de grønlændere, der på daværende tidspunkt levede fjernt fra hanclelsstederne. Det er imidlertid først og fremmest i skildringen af de sociale forhold, at Inge- mann ufrivilligt kommer til at give et noget fortegnet billede af de faktiske forhold. F. eks. lader han et sted Kunnuks moder sige til sin søn med henblik på dennes fremtidige giftermål med Naja: „Din Moder reiste sig gjerne for Naja og beredte Reenskindet for hende paa Huusmodersædet40." Dette ville ikke være i overensstem- 248 [9] melse med grønlandsk sædvane, for som Funch siger: "... ligesom og Sønnens Mo- der altid beholder Regimentet i Huset, selv efter at denne er blevet gift47." Det billede der tegnes af den gamle angakoq (den grønlandske betegnelse for en åndemaner) Elik, falder helt udenfor det grønlandske milieu. Han fremstilles som en hellig mand,: „Eliks Levnet var strengt og ulasteligt; han levede som en Eremit i en afsides Bjerghule og lod sig sjældent see48." Denne gamle vismand hører ikke hjem- me på Grønland. De grønlandske angåkut boede altid sammen med andre menne- sker og levede helt som disse. Der fandtes ganske vist også eneboere på Grønland, de såkaldte qivitut. De havde som regel forladt samfundet, fordi de følte sig kræn- ket over et eller andet, men de var ikke genstand for nogen agtelse, man frygtede dem og undgik dem. Egede Saabye skriver i sit kapitel om „Faderhevneren", at Kunnuks faders morder „var omringet af en talrig Slegt, forsynet med 3 Koner, og i mange Henseender sine Landsmænd saa overlegen, at de Danske kaldte ham Kongen".49 På grundlag af disse få linier har Ingemann tegnet en dominerende høvdingeskikkelse. Han er ganske vist klar over, at typen falder udenfor det eskimoiske samfundssystem, men han har overdrevet det i den grad, at det kommer til at virke helt parodisk. Kunnuk har „opsøgt ham ved et Hvalfangst-Gilde på Isen midt blandt hans stærke Frænder ved Diskobugten. Dybt under et stort mørkt Fjeld mellem Fakler og Blus havde han seet den vilde Kemek staae halvt beruset blandt hans tre Koner, ved Flensningen af en uhyre Hval, hvorved han med en blussende Fakkel i Haanden, mod al Sædvane blandt dette frie Folk, befalede som en mægtig Høvding over Mænd og Qvinder. Kunnuk var sprunget af sin Slæde midt iblandt den myldrende Menneskeskare; han havde revet Kemek Faklen af Haanden og oplyst hans vilde Ansigt med Blusset. Derpaa havde han udslukket Faklen med sin Fod og tilraabt ham sit Navn med Til- navnet „Faderhævneren". Havde han ikke i samme Øieblik sat sine Hunde i Fart og havt Haanden paa Opstanderen af sin Slæde, var han neppe kommet levende fra den dristige Undsigelse".50 Denne undsigelse virker også helt ueskimoisk. Blandt eskimoerne foregik mord, også når det som i dette tilfælde gjaldt blodhævn, næsten altid fra baghold, når offe- ret mindst ventede det. Ofte kunne den, på hvem pligten til at øve blodhævn hvilede, og den som skulle undgælde, leve fredeligt side om side i årevis, indtil den førstnævnte en dag fandt, at lejligheden var kommet til at slå til. Men Kunnuk opgiver sine hævnplaner, og Ingemann lader ham række sin døds- fjende hånden til forsoning.51 Håndtryk hørte ikke hjemme i det oprindelige grøn- landske adfærdsmønster. Egede Saabye fortæller dog, at Kunnuk rakte ham hånden og takkede ham, da han var blevet døbt.52 Det er jo ikke helt utænkeligt, at Kunnuk også har benyttet denne fremmede skik i et øjeblik, hvor han bevidst brød med eski- 249 [10] moisk sædvane og tilbød den, han burde have dræbt, fred. Forsoningen foregår iøv- rigt under langt mere dramatiske former hos Ingemann end i virkeligheden ifølge Egede Saabye.53 Et sted fortælles det, hvorledes grønlænderne drager til et højt fjeld for at højtide- ligholde den korte stund, hvor solen første gang viser sig på himlen efter mørketi- den.54 Idéen til denne skildring har Ingemann uden tvivl fået ved læsningen af Funch, men denne skriver udtrykkeligt, at det er de danske i Jakobshavn, der kører med slæde ud og hilser solen velkommen igen55. Grønlænderne har i lange tider deltaget i den årlige valfart til Holmens bakke, men oprindelig synes de ikke at have afholdt nogle ceremonier. Cranz nævner ganske vist, at der foregik visse festligheder omkring midvinter for at fejre, at dagene blev længere51"1, men dette bliver stærkt benægtet af Glahn57, der må betragtes som den største autoritet af de to. De „grønlandske" sange i „Kunmik og Naja eller Grønlænderne". De mange indlagte sange virker ikke altid helt eskimoiske, selv om Ingemann har forsøgt at holde dem indenfor rammen af det grønlandske milieu. Som eksempel kan nævnes et par vers fra sangen om solens flugt, som Ingemann tildels har bygget over den gamle eskimoiske myte om solen og månen, der oprindelig var søster og broder: Ham gav hun Pelsen af Maaneglands; Na-ah!Na-ah!Nah-ah! Med den han svang sig i Stjernedands. Nah-ah! Nah-ah! Nåh! De lyse Lokkers Næt han udslaaer; Na-ah!Na-ah! Nah-ah! Han fanger Sjæle med hvert et Haar. Nah-ah! Nah-ah! Nåh!58 Ingemann har dog også taget et vist forbehold, i hvert fald hvad den ydre form angår; således skriver han, før den nævnte sang begynder: „De unge Grønlænder- inders Sang vilde omtrent lyde saaledes i vore Sangformer."59 Han har heller ikke haft mange retningslinier at gå efter, for der fandtes dengang kun gengivet ganske få prøver på grønlandsk digtekunst. Det synes blot at have væ- ret Glahn, som virkelig havde interesseret sig for grønlændernes poetiske frembrin- gelser. I anmærkningerne til Cranz's bog henviser han til en afhandling, han har skrevet om grønlandske sange, men den forelå ikke trykt60. Dette skete først i 1921, da de af Glahns dagbøger, der var bevaret, blev trykt, idet afhandlingen indgår heri81. 250 [11] Angåkoq'en renser havkvinden. Blyantstegning af Aron fra Kangeq. Originalen findes [>aa Universitetets Etnografiske Museum, Oslo. De fleste af de forfattere, Ingemann støtter sig til, har fremhævet, at teksten i de grønlandske sange hyppigt afbrydes af iørefaldende omkvæd uden indholdsbetyd- ning02, og dette har han også rettet sig efter. Bogens største digt, der er på 49 vers, „Tornarsuks Oldemor", er en gengivelse af traditionen om havkvinden „i en fri dansk Behandling"63. Ingemann lader den gamle angåkoq Elik fremsige digtet, mens Niels Egede er til stede, „hvori han gjenkendte Hovedtrækkene af sin Broder Paul Egedes Optegnelser, men som hverken Brode- ren eller han selv havde tænkt sig nogen dybere Betydning i"'." Det er Paul Egedes beretning om angakokkens rejse til havkvinden og myten om oprindelsen til det onde, man lider i verden, og døden, der hentydes tilrø. Disse har Ingemann ladet trykke i deres helhed i romanens efterskrift, hvor han nærmere gør rede for sine synspunkter66. Ingemanns beskrivelse af de mange mærkværdige og farefulde ting, som angå- koq'en må passere på vejen, følger nøje Paul Egedes skildring, kun i et enkelt tilfæl- de har Ingemann udbygget billedet. Paul Egede nævner, at angåkoq'en kommer til „en stor Kiedel, hvori der koges levende Sælhunde67." Det er i Ingemanns version blevet til: Jordkjærnens dybe Kogende Kjedel, Som med sin Varme 251 [12] Jorden forynger, Giver hvert Græsstraa Livsglød paany. Dybt i dens Afgrunds Kogende Bobler Levende Sæler Lystelig springe, Glædes i Malmets Glødende Strømme88. Ideen om at der i jordens indre skulle være glødende malm, ville ikke være særlig nærliggende for den tids grønlændere, der ikke havde kendskab til vulkaner og iøv- rigt heller ikke til smeltning af metaller. Under omtalen af havkvindens bolig er Ingemann kommet til at benytte et par ord, der ikke havde dækning i det gamle grønlandske sprog. Han taler såle- des om „Sælhundehæren"69, der omgiver hendes hus; en hær var et ukendt begreb i Grønland. Endvidere omtales havdyrene, der „tjene, som Huusfolk, lyde, som Sla- ver"70; i det grønlandske samfund fandtes der ganske vist personer, oftest kvinder og børn uden familieforsørger, der blev optaget i en storfangers familie, og som der indtog en lidt underordnet stilling, men det var på ingen måde et klassedelt samfund, hvor der fandtes slaver. Ingemann har uden hjemmel i Paul Egedes eller andres skrifter skabt et rædsels- vækkende billede af havkvinden: Fra et forraadnet Ældeforstenet Ansigt af Sø-Svamp Stirre to Øine, Fyldte med Dybets Indvolde-Kryb71. Paul Egede skriver i sin skildring af havkvinden bl. a. følgende: „Om hendes Ansigt henger Aglerrulit72, som Slangerne om Medusæ Hoved. Disse Udyr meene nogle komme af hemmelig Abortu. De rive disse af hende, efterdi de ere Aarsag til at Havets Kreature forlade Landet og gaae til hende73." Hos Ingemann er det blevet til: Thi hvert et Haar, som Kravler om Kinden, Selv er et Udyrs Rædselsgestalt. 252 [13] S (• Efter at angåkoq'en har renset havkvinden, slipper hun fangstdyrene ud. Blyantstegning af Aron fra Kangeq. Originalen findes på Universitetets Etnografiske Museum, Oslo. Lønlige Fødslers Halvskabte Væsner Myldre med tusind Mis fosterlemmer Frem i hvert Haar paa Uhyrets Hoved —71 Det er ikke helt let at afgøre, hvad disse aglerrutit egentlig er for noget, men det er i hvert fald ikke, sådan som Ingemann opfatter det, havkvindens hår. Det synes at være en slags smuds, som klæber til hendes hår og irriterer hende, så hun holder havdyrene tilbage for at straffe menneskene. De er nemlig de skyldige, fordi de ved ikke at overholde tabubestemmelserne, særlig om at kvinderne ikke måtte hemmelig- holde deres aborter, har bevirket, at havdyrene har bragt dette smudsstof ned til hende. Når angåkoq'en under hendes modstand har befriet hende for denne plage, bliver hun atter i godt humør og lader dyrene vende tilbage til de gamle fangst- pladser. 253 [14] Ingemanns filosofiske betragtninger angående de grønlandske sagn og myter. Ingemann siger i sin efterskrift, at man i almindelighed har anset grønlændernes sagn og myter for „betydningsløse Fabler", men han mener at kunne påvise, „at dette Polarfolk i sin tidligste Phantasie-Speculation over Tilværelsens Grund er i sine ældgamle Myther kommet ligesaavidt som de dannede Græker og paa sin Viis til samme Resultat, som Naturphilosofien blev sig bevidst i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede75." Og han fortsætter: „Deres „store Forfærdelige Aand" Tornarsuk er dem således, som Natur- og Verdens-Aand, baade Livets og Dødens lunefulde Hersker, baade Frembringeren, Opholderen og Ødelæggeren . . ,76" At Tornarsuk skulle have rollen som „Frembringeren" benægtes af de gamle mis- sionærer, men ellers mener også de, at Tornarsuk må betragtes som grønlændernes højeste guddom, selv om de ikke udtrykker sig helt så kategorisk som Ingemann. Allerede Cranz havde forøvrigt benyttet sammenligningen med de gamle grækere77. Senere tiders forskere har imidlertid rokket stærkt ved denne opfattelse, særlig Fridtjof Nansen og William Thalbitzer. Ved at sammenligne de gamle optegnelser fra Vestgrønland med forestillingen om Tornarsuk hos østgrønlænderne mener de at kunne fastslå, at denne ikke hører til blandt de højeste magter. Han er heller ikke en almindelig hjælpeånd, men snarere, som Thalbitzer udtrykker det, et „alvidende åndedyr, der rådspørges av de hedenske præster, når disse eventuelt på deres bo- pladsfællers vegne ønsker at kende årsagen til indtrufne sygdomme, trængsler, hun- gersnød og lignende ulykker78." Ingemann skriver videre: „Deres „store Aand" (Tornarsuk) har selv, i sin Aabenbaring med Verden i Endeligheden, en Aarsags Aarsag eller Urgrund i et mørkt unævneligt Urvæsen i Jordnaturens inderste Rod, Tornarsuks Oldemoder, hvorfra tillige, som Materiens og Endelighedens Princip, Døden med det Onde i Verden har sin Oprindelse79." Ingemann kalder havkvinden for Tornarsuks oldemoder, og sådan benævnes hun også i Paul Egedes „Efterretninger fra Grønland". Denne er for en stor del en næ- sten ordret gengivelse af Paul Egedes dagbogsoptegnelser, der blev udgivet i 1741 under titlen „Continuation Af Relationerne Betreffende Den Grønlandske Missions Tilstand og Beskaffenhed", og heri står der, efter at havkvinden er blevet omtalt, i parentes: „uden Tvil Dievelens Olde-Moder80". Det er altså ikke en oplysning, som Paul Egede har fra den grønlænder, der fortalte historien om havkvinden, men det er hans egen tolkning. I missionens ældste tid blev ordet Tornarsuk brugt som be- tegnelse for djævelen. Andre steder kaldes havkvinden for Tornarsuks mor, kone eller datter81. I det eskimoiske sagnstof er der intet, som kunne tyde på, at Tornar- 254 [15] suk nedstammer fra havkvinden, forholdet er snarere omvendt, at havkvinden er en datter af Tornarsuk, men iøvrigt er det muligt, at hele denne slægtskabs forbindelse er konstrueret af missionærerne82. Ingemann mener, at det er åbenbart, at kvinden, der sagde, at menneskene måtte dø, er identisk med havkvinden, der hersker over havets dyr83. Han har i digtet om Tornarsuks Oldemoder sammenstillet myten om dødens oprindelse med beretningen om angakoq'ens åndeflugt til havkvinden. At de er identiske, fremgår imidlertid ikke af nogle af Ingemanns kilder, og en sammenligning med folkloren hos andre eski- mogrupper viser klart, at disse to skikkelser intet har med hinanden at gøre. I fortællingen om angakoq'ens besøg hos havkvinden ser Ingemann „Forestillin- gen om en Verdensbefrielse ved den store naturbeherskende Menneskeaand selv (Angakokken eller Seeren) naar denne, ledet af en høiere og mægtigere Aand eller Genius (Tornak), modig sætter Livet paa Ideen og trodser Døden for at tilbage- vinde det friske Verdensliv i en seirrig Kamp med hiin dæmoniske Magt, der dra- ger Livet, Lykken og Velsignelsen fra Verden84." Senere kalder Ingemann det for „et forvansket, i en plat Livsironie opløst Sagn, der dog upaatvivlelig i sin Oprindelse svarer til Ragnaroks-Mythen; men den opløf- tende Idee om Livets sidste Fornyelse og Forklarelse synes her tabt eller omtåget. Folkets store Modtagelighed for Christendommen og hiin Mythe om den store Ver- densbefrielse, beskuet i sin typiske Betydning, viser dog, at den evige Livsidee ogsaa her er ubevidst og slumrende tilstede85." Der kan indvendes en hel del mod Ingemanns tolkning af beretningen om anga- koq'ens besøg hos havkvinden. Man kan ikke kalde det et egentligt sagn, for det er en angakoq's beskrivelse af, hvad der er foregået under en åndemaning. Det var en af angakoq'ens vigtigste opgaver at sørge for at skaffe fangstdyr til bopladsen i trangstider. Dette skete ved, at han sammen med sin hjælpeånd drog ned til havkvin- den, mens lamperne i huset, hvor åndemaningen foregik, var slukkede. De oplevel- ser, han havde under sin trance, og som han senere fortalte om, var stort set ens for alle angakut, selv om der kunne være mindre forskelle, de vordende angåkut blev nemlig undervist af ældre angåkut, hvorved der sikredes tradition i deres viden og virke. Grønlænderne kendte også en fortælling om verdens undergang, men det var ikke resultatet af en kamp mellem to magter som Ragnarok, som Ingemann henviser til, men en følge af en naturkatastrofe, hvor jordens ø kæntrede, således at det kom ned, som før vendte op. Siden blev jorden befolket af menneskene, og de, som tidli- gere boede på den, blev til ingnerssuit, en slags småtrolde86. „Den evige Livsidee" hørte også hjemme blandt grønlændernes religiøse forestil- linger, men udtrykt på den måde, at grønlænderne tænkte sig, at livet fortsatte efter 255 [16] døden, „og at den Tilstand, hvori de komme efter Døden, er bedre end den nær- værende; lykkeligere for dem alle; thi de skal uden Undtagelse lide vel der87." Ingemann har åbenbart været meget interesseret i grønlændernes sagn og har be- nyttet flere af dem i bogen om Kunnuk og Naja. På daværende tidspunkt var der imidlertid ikke nedskrevet ret mange, og de fleste af disse forelå kun i fragmentarisk form. Han hentyder et sted til myten om månen, der fattede elskov til sin søster so- len88, og han gengiver et andet sted historien om narhvalens oprindelse89. Endelig lader han den gamle angåkoq Elik i en samtale med Naja fortælle de korte oprin- delse.smyter om de forskellige stjernebilleder. Ingemann har omskrevet dem i sit eget poetiske billedsprog, f. eks.: „Og seer du hine tre straalende Vandrere?" — her pe- gede han på stjernerne i Orlons Bælte — „de steeg høiere, end nogen Reenjæger, paa de fremmede Bjerge og kunde ikke finde Veien til deres eget Land; men Tornarsuk optog dem til sin store Vinterhøitid, og nu dandse de med Fakler for hans Øine90." Hos Paul Egecle, hos hvem Ingemann utvivlsomt har hentet disse myter om stjerner- ne, står der blot følgende om Orions bælte: „3 Grønlænder som ere optagne til Him- melen, da de ei kunde finde Veien til deres eget Land igien91." Samtidens og eftertidens vurdering af „Kiinnuk og Naja eller Grønlænderne". I denne analyse af Ingemanns roman ud fra et etnografisk synspunkt, er hoved- vægten lagt på de negative sider. Men for helhedsbilledets skyld må det fremhæves, at Ingemann trods alt er sluppet nogenlunde godt fra skildringen af det grønlandske milieu. Han har medtaget en mængde rigtige etnografiske oplysninger, son: under- streger det fremmedartede. I virkeligheden har Ingemanns roman i høj grad været medvirkende til at øge kendskabet til grønlænderne og deres særprægede kultur, idet den er nået ud til folk, som Ikke ville finde på at læse de gamle missionærers beret- ninger. Bogen er desuden oversat til tysk og hollandsk. Marckmann anbefaler den i sin „Fortegnelse over Skrifter til Læsning f or Menig- mand . . .", der udkom i 1844, med ordene: „Betragtede som Folkelæsning ere disse Fortællinger, navnlig de fire første, udentvivl temmelig sammensatte i deres Byg- ning; derimod besidde de andre Egenskaber, der, som Erfaring paa mange Steder har viist, gjøre dem særdeles yndede af Mængden92." Den væsentligste indvending mod bogen må være den, der sædvanligvis rettes mod størstedelen af Ingemanns produktion, nemlig at alt er fremstillet i et lidt for roman- tisk skær. Det gælder ikke bare de poetiske talemåder, som de optrædende benytter sig af, men også skildringen af det grønlandske dagligliv. Her er ikke megen tale om sult og kulde eller om mændenes anstrengende og farefulde fangstture og kvindernes trættende arbejde med at tilberede de mange skind. Om grønlændernes livsbekræf- 256 [17] tende holdning skriver Ingemann i sin efterskrift med et udtryk, der i vore dage kan lyde lidt pudsigt: „Den hedenske Grønlænder føler sig således i Verden under Ver- densaandens lunefulde Herredømme, som han dog modig udholder under Sang og livlig Færdsel93." Det er åbenbart blevet det hovedindtryk, han har fået ved gennem- læsning af litteraturen om Grønland, og han gentager den konklusion, som præsten Punch nåede frem til efter syv års ophold i Nordgrønland: „Grønlænderne ere et lykkeligt Folk94." Ingemanns menneskeskildring fortjener imidlertid at fremhæves, fordi han ikke bare fremstiller grønlænderne som etnografiske mærkværdigheder, men først og fremmest som mennesker, omend som typer. Han får læserne til at føle sig sympatisk indstillet overfor grønlænderne, og i efterskriften benytter han lejlighe- den til at fremhæve, at de „ere et ikke ringe aandeligt begavet Folk er indlysende af mangfoldige Træk i Egedernes, Hans Egede Saabyes og Fleres Beretninger95." Eftertidens literaturkritikere er gået meget let hen over denne roman og har blot i forbifarten nævnt den som et udtryk for Ingemanns flugt fra sine egne besværlig- heder og tidens politiske stridigheder96. Ingemann oversendte selv bogen til sin ven M. B. Nygaard med ordene: „Hermed en lille Bog om et Naturfolks Liv uden Stat og Politik som jeg i den sidste Tid er flygtet til for at blive vort politiske Bulder qvit. Vil Du overrække Din kjære Frue den fra mig. Jeg tænker den skal tiltale den gemytligste Deel af mine Læsere — Dig følgelig med, naar Du i 6 Timer kan slaae al Politik ud af dine Tanker07." Rønning affærdiger den i sin bog om Ingemanns liv og digtning med ordene: „Lit- terært set har Fortællingen ingen Betydning. Den mangler Lokalfarve; en rent ud- vortes Anbringelse af grønlandske Genstande som: Begsten-Lamper, Tarmruder og Ign. kan ikke skabe den98." Den sidste del af dommen er i hvert fald ikke helt retfærdig, for er der noget, In- gemann har forsøgt, så er det at give bogen lokalfarve og det ikke blot i det ydre sceneri. At bogen så i dag har mere interesse som noget af et kuriosum end på grund af dens litterære værdi, er en anden sag. Der kan her være grund til at citere grønlandsforskeren dr. phil. Louis Bobés ord om „Naja og Kunnuk eller Grønlænderne": En af min Barndoms Yndlingsbøger, der vakte min Længsel efter Grønland, Landet bag Hav med de svømmende Isslotte. Jeg satte Melodi til Sangene, blandt hvilke var mig kærest: „Nu flyer den dejlige Sollysmø". Hvem læser nu til Dags mere denne yndefulde Bog med dens virkelig- hedsfjerne Skikkelser? Som Schiller skildrede Schweiz uden nogen Sinde at have set det, har Ingemann i forklaret Belysning, i Poesiens Fatamorgana, set Grønlands Natur. Kun en ægte Digtersjæl formaaede som han at sammenvæve læst og hørt til et Helhedsbillede af Stemning og Duft, der endog meddeler sig den Læser af Bo- 257 [18] gen, som kender Grønlands Natur og Folk af Selvsyn, forudsat, at vedkommende har et poetisk modtageligt Sind . . ."" I samtiden vakte Ingemanns roman en del opmærksomhed, og tre aviser bragte meget lange anmeldelser. Den ene i „Nye Intelligensblade" er nærmest en æstetisk .vurdering i pagt med tidens smag. Anmelderen stiller spørgsmålet, om „et udannet og aandsfattigt Folk ... er en værdig Gjenstand for Poesien?" Svaret er et bestemt nej: „. . . netop ved at sammenligne Grønlændernes taagede og væmmelige Forestil- linger om Tornarsuks Oldemoder, der sidder under Jorden, omgivet af Sælhunde og store Trankar, og under Sveed og Convulsioner rykker sig i sit filtrede Slangchaar med Indiernes deilige Mythebilleder, der ere udstyrede med en tidt gigantisk, men sielden uskjøn Phantasi og en glødende Farvepragt, viser det sig, at de første vel indeholde et ikke uinteressant Stof for naturphilosophiske Betragtninger, men ingen- lunde for en poetisk Behandling, at den Tanke, der udtaler sig i Mythen vel kan taale at komme for Dagens Lys, men at Tankens Indklædning, Tornarsuks Olde- moder, gjør bedst i at holde sig underjorden imellem sine Trankar, og idetmindste ikke lade sit grimme Ansigt oplyses af Poesiens Fakel100." Anmelderen i „Fædrelandet" følger i sin indledning samme tankegang: „Kunnuk og Naja, hvad er det for et Par barbariske Navne, hvor er det muligt med dem at forbinde Forestillingen om interessante Personligheder101? Og Grønland, dette Land hvortil man kun er vant at knytte Tanken om Isbjerge og Isbjørne, om 40 Dages Nat og 40 Nætters Dag, om skidne Jordhytter og Trankjedler, hvor kan der foregaa Noget som fortjener den civiliserede Verdens Opmærksomhed?" Anmeldelsen mun- der dog ud i, at man „maa beundre den bevægelige og kraftige Phantasi, som har kunnet danne et saa smukt, livligt og i det Væsentlige vistnok med den factiske Sand- hed overensstemmende Totalbillede af en Natur og et Liv, der er saa vidt forskjel- ligt fra det, vi leve102." Den tredje anmeldelse, der fandtes i „Den Berlingske Tidendes Søndagsblad", er én stor lovprisning af bogen, netop fordi den er „en poetisk Skildring af et Liv og en Natur, som vi først og fremmest, om af Fordom eller Ukjendskab dertil, ere vante til at forestille os blottede for al Poesi103." Ingemanns kontakt med H. J. Rink. Ingemann kom ikke mere til at beskæftige sig litterært med grønlandske forhold, men han mistede alligevel ikke sin interesse derfor. I et brev dateret 11. september 1856 skriver H. J. Rink, der dengang var inspektør for Sydgrønland, bl. a. følgende til Ingemann: „Hermed tillader jeg mig at tilstille Deres Høivelbaarenhed de om- talte Prøver af selvstændig grønlandsk Digtning104." Dette refererer til otte grøn- 258 [19] landske sange med dansk oversættelse, der var indsamlet af pastor C. E. Janssen. Sangene stammer fra Julianehåb distrikt, hvor de, som Janssen skriver i en følge- skrivelse, er „opstaaede blandt Folket selv105." Rink er bl. a. kendt for at have iværksat en storstilet indsamling af grønlandske sagn, der resulterede i det store værk „Eskimoiske Eventyr og Sagn" fra 1866 og „Eskimoiske Eventyr og Sagn, Supplement indeholdende et Tillæg om Eskimoerne", der udkom i 1871. I fortalen til det første bind skriver han, at han var helt ubekendt med, hvad der fandtes af mundtlige overleveringer blandt grønlænderne, „eftersom dette kun meget flygtigt berøres af Forfatterne, som have skrevet om dem, og af hvilke endog enkelte paastaae, at de saa godt som ingen Sagn have . . .106" Ingemann var Rinks dansklærer på Sorø Akademi, og det er ikke usandsynligt, at han har en stor andel i, at Rink kom til at interessere sig så stærkt for grønlænder- nes gamle åndsliv. Ingemann betragtede det med en digters øjne, mens Rink blev den nøgterne videnskabsmand, hvis ry som en fremragende eskimoforsker ikke er bleg- net med årene. Rink forlod Akademiet to år før Ingemanns bog om „Kunnuk og Naja eller Grønlænderne" udkom, men Ingemann havde jo, som han skrev i forordet, i længere tid beskæftiget sig med beretningerne om Grønland, og han har sikkert i tidens løb delagtiggjort sine elever deri. I hvert fald har han jo, som det fremgår af ovennævnte brev, haft kontakt med Rink, efter at denne havde påbegyndt sin livsgerning på Grønland, og han kan have opfordret ham til at foretage mere ind- gående undersøgelser angående grønlændernes oprindelige tro og hele deres sagn- verden. Rink skriver forøvrigt i slutningen af brevet, at da han har aftalt sammen med nogle gamle soranere at gøre en udflugt til Sorø, „haaber jeg saaledes endnu en- gang at kunde have den Ære, at aflægge et Besøg hos Hr: Etatsraaden." Man kan vel gå ud fra som givet, at der er blevet diskuteret grønlandske emner ved en sådan lejlighed. Værker af Ingemann oversat til grønlandsk: I. „Røsten i Ørkenen" og „Det høie Spil". Ejendommeligt nok var Ingemann ikke bare en af de første skønlitterære for- fattere, der tog et grønlandsk emne op til behandling, han var også en af de allerfør- ste, hvis værker blev oversat til grønlandsk. I 1874 udkom i Haderslev „Røsten i Ørkenen" oversat af P. Kragh: „Johannesib ko'irsirsub nipå innukajui'tsome". W. Thalbitzer bemærker i sin grønlandske litteraturhistorie, at det var „det første egent- lige skuespil på grønlandsk, atter og sent en røst fra romantikens dage107." Her er der imidlertid grund til at gøre opmærksom på, at håndskrevne eksemplarer af over- sættelsen havde cirkuleret mellem grønlænderne lige fra romantikkens blomstringstid 259 [20] og langt ud i århundredet, for Kragh hav- de oversat stykket allerede i 1819-20, da han var missionær i Egedesminde i Nord- grønland. Det der på daværende tidspunkt forelå trykt på grønlandsk bestod udelukkende af gejstlig litteratur, bortset fra en lille ABC, det ny testamente, salmebog, kate- kismus og nogle enkelte kristne lærebøger. Kragh skriver i sin dagbog for den 9.-10. maj 1819: „Da adskillige Grønlæn- dere, især Kateket Lars Abeisen Schmidt og Andreas, havde anmodet mig om, saa- snart som jeg fik Tid, at oversætte nogle gode, især religieuse, danske Bøger i deres Sprog, da der kun vare saa faa grønl. Bø- ger, som de saa mange Gange havde læst, og kunde ganske udenad, saa begyndte jeg at oversætte Ingemanns bibelske Drama: „Røsten i Ørkenen", et Værk, som jeg troede meest vilde interessere Grønlæn- derne; thi det Vigtigste var dem bekjendt af det nye Testamente108." Eftertiden har ikke altid fundet, at „Røsten i Ørkenen" var et særligt velvalgt værk at oversætte. Kragh havde dog utvivlsomt ret i, at Ingemanns drama ville interessere grønlænderne, og det ikke bare fordi behovet for læsestof var meget stort. I virkeligheden var Biblens Israel det land, hvis kultur grønlænderne kendte mest til udenfor deres egen verden. Dette var en følge af, at undervisningen ensidigt var lagt an på at give religiøse kundska- ber gennem læsning af de hellige skrifter og lærebøger i kristendomskundskab. De steder, hvor der var egnede lærerkræfter, lærte børn og voksne dog også at skrive. Kragh skriver videre i sin dagbog: „Jeg har naturligvis ikke slavisk oversat den, men dog temmelig fulgt Originalens Ord, forsaavidt Grønlænderne kunde forstaae dem. Dog har jeg hist og her snart maattet tilføie Noget til Oplysning og Forkla- ring, snart ogsaa udeladt enkelte Ord eller Linier eller sat andre i Stedet. Jeg er endnu kun kommen til Pag. 66. Denne Oversættelse, hvormed især min Tjenerinde Anna Maria ei lidet har hjulpen mig, har betydelig udvidet min grønl. Sprogkund- skab, og lært mig en Mængde nye Ord at kjende, som ei findes i Lexicon100." Peder Kragh (1794-1883), missionær i Grønland 1818—1828. 26O [21] Det har stillet store krav til oversætteren at gøre en dansk tekst med så mange ukendte begreber og ting forståelig på grønlandsk. Ganske vist havde de første mis- sionærer trukket det tungeste læs med at finde frem til dækkende betegnelser i deres bibeloversættelser. Til at begynde med havde de dog ofte måttet give helt op og ind- ført danske låneord, men senere, da deres kendskab til grønlandsk voksede, gik de i de fleste tilfælde over til at benytte omskrivninger på grønlandsk. Noget andet er så, at der kunne gå meget lang tid, før disse også for grønlænderne indeholdt netop det, som missionærerne gerne ville lægge i dem. For at belyse de problemer Kragh stødte på under sit arbejde med at oversætte „Røsten i Ørkenen", og den måde han løste dem på, skal her gengives et lille brud- stykke fra begyndelsen af bogen: Mundskjænken: En Hexemester I kalder Eders øverste Minister? Kongen: Min Mundskjænk er du kun; herefter vil Jeg ikke mere høre dine Statsraad; De passe slet til dine Hofnarsfagter. Som Natteuglens Skrig til Fløitespil, Din hæse Stemme mig i Øret tuder Og kun mig i min Glæde her forstyrrer.110 Og i Kraghs oversættelse: Imitsirsok: Angekomik tai'arse kigfarsoarse pivsårnek? Konge: Imitsirsoriginnarpagit; mattoma kingorna nalengnatit kiglisiornauværomagit. Mitarrartogavit, nipepilurksoet igingarsok siiitimnut miagorpok, nuennersorneralo kippisardlugo.111 Ordet mundskænk er oversat med: den, som giver ham at drikke. Hexemester gengives med ordet angåkoq, hvilket som tidligere nævnt er betegnel- sen for den grønlandske åndemaner, der var et bindeled mellem menneskene og de højere magter. Hans hovedopgave var at hjælpe såvel hele samfundet som de enkelte individer, og dygtige åndemanere var derfor højt agtede. Der fandtes imidlertid også andre, som havde forbindelse med det overnaturlige; det var de såkaldte ilisitsut, men disse var frygtede, fordi de i al hemmelighed søgte at skade deres medmennesker, ilisitsoq ville derfor have været bedre egnet til at dække ordet heksemester, men de ældre missionærer skelnede ikke altid lige skarpt imellem de to grupper, og de ville i hvert fald gerne give grønlænderne det indtryk, at også angåkut var mørkets hånd- langere. 261 [22] Minister er på grønlandsk gengivet med: en stor tjener. Senere har man ved over- sættelse af ordet minister brugt betegnelser som: kungip tugdlia — den der kommer efter kongen, eller misigssuissoq, der egentlig betyder: en som lægger vel mærke til forholdene, og derefter mere specielt: en som er sat i embede til det samme: en minister. I vore dage benyttes ofte det danske ord. Ligesom ved ordet for mund- skænk gælder det, at der måtte en længere forklaring til for at give grønlænderne et begreb om, hvad der skulle lægges i dette ord. Ordet for konge er direkte overtaget fra dansk, og bruges også sådan i dag. Da Kragh foretog sin oversættelse var der forløbet 60 år siden oprettelsen af kolonien Egedesminde, og det er sandsynligt, at grønlænderne i almindelighed med ordet konge har forbundet begrebet om en øverste herre i det fjerne land. „Jeg vil ikke mere høre dine Statsraad" gengives med: jeg vil ikke mere bruge dig som et middel til at søge oplysning ved; i vore dage ville det først og fremmest betyde jeg vil ikke mere forhøre dig. Den næste sætning har også været vanskelig at få oversat nogenlunde korrekt, og Kragh skriver blot: fordi du gør for mange løjer. Den følgende linie har Kragh valgt helt at udelade, selv om det nok kunne have ladet sig gøre at gengive den på grønlandsk uden alt for stort besvær; uglen er jo en velkendt fugl på Grønland, fløjten var ganske vist ikke kendt af grønlænderne før europæernes komme, men der var hurtigt blevet dannet en dækkende betegnelse: qardlortaut, der er sammensat af et ord, der betegner at fuglene synger og kvidrer, og et tilhæng, der angiver midlet, hvormed en sådan lyd frembringes. Kragh be- nytter også senere i sin oversættelse dette ord for fløjte.112 De to sidste linier er så almenmenneskelige og ikke præget af nogen bestemt kultur- form, at det ikke har voldt nogen vanskelighed at oversætte dem. Gennem Kraghs dagbogsoptegnelser kan man se, med hvilken interesse grønlæn- derne omfattede dette værk, og hvor hurtigt afskrifter spredtes blandt dem. En gang bemærker Kragh, at grønlænderne tilmed tilbød betaling for at få lov til at afskrive oversættelsen.113 1. maj 1820 står der i dagbogen: „Flere Indfødte laantevexelviismingrønl.Over- sættelse af Ingemann's „Røsten i Ørken", deels til Gjennemlæsningdeels til Afskriv- ning, da alle fandt stor Behag i den, og aldrig kunne blive kjede af at læse eller høre den."11* Rygtet om den ny bog, som præsten havde oversat, spredtes hurtigt langt udenfor selve Egedesminde, og når der kom udenbys grønlændere på besøg, var de meget ivrige efter at stifte bekendtskab med den. I påsken 1820 læste kateketen således højt af „Røsten i Ørkenen" for de grønlændere, der var kommet tilrejsende fra udsteder- ne og fra kolonien Christianshåb. De „fandt den overmaade deilig (tussarnekau). 262 [23] Johaanesib koirsirsub Okaimmftk BiMiniit piraok iaHAiut 8. S. Ingemannmit i akitum'noiit uMktf P. Kraghmit Den blev senere lånt af flere til afskriv- l__ ning."115 I april måned hedder det: „Nogle Tilreisende fra Bugten [dvs. Dis- kobugten] underholdt sig længe med mig om Aftenen, og hørte med stor Glæde „Røsten i Ørken" blive forelæst."116 I juni måned kom 6 konebåde med ialt 86 grøn- lændere fra Claushavn, Jacobshavn og Arveprinsens Eiland (Klokkerhuk) til Egedesminde. Kragh skriver i sin dagbog: „Om eftermiddagen underholdt jeg de Fremmede med Fortællinger af det gi. Test., og viste dem Afbildinger af det Fo- relæste. „Røsten i Ørken" maatte jeg efter deres Begjæring ogsaa forelæse dem, de bade mig laane den til Afskrivning næste Vinter, hvilket jeg lovede dem."11T Også under sine mange embedsrejser rundt i distriktet læste Kragh højt af sin oversættelse, i april 1820 således i Aito (Agto),118 i Kikertarsocitsiak (Qeqer- tarssuatsiaq)119 og på Vester Eiland.120 I marts 1821 var Kragh på besøg i Ja- cobshavn. „Den af mig oversatte „Røsten i Ørkenen", som Hr. Løchte [den der- værende præst] har laant til Afskrivning, vilde de Indfødte igjen af ham laane til Afskrivning, da de havde fundet den saa smuk at høre."121 I løbet af et års tid var fortællingen således spredt i et ikke ringe antal afskrifter over store dele af Nordgrønland. I marts 1824 fik Kragh brev fra en grønlænder ved Jacobshavn, der anmodede ham om at sende nogle af de fortællinger, han havde oversat.122 I de forløbne år havde Kragh bl. a. oversat endnu et af Ingemanns værker, nemlig „Det høje Spil". Oversættelsen var påbegyndt i januar 1821,123 men først endelig afsluttet året efter. I sin dagbog for november 1821 skriver Kragh: „I mine Fritimer, der vel den hele Vinter ikke vare mange, — thi forinden hver Søn- og Hel- ligdagsprædikenens Udarbeidelse og daglige Oversættelser til Forelæsning i Aften- bønnen, gik jeg jævnlig i Skolen at læse med Børnene, og lærte nogle af de Voxne at skrive, samt lod de til Confirmation næsten færdige hos mig læse Evangelier og Bibelhistorie - oversatte jeg i denne Tid Ingemanns Æventyr „Det høie Spil", hvis Gengivelse af titelbladet til P. Kraghs grønlandske oversættelse af B. S. Ingemanns skuespil »Røsten i Ørkenen«. 263 [24] Indhold jeg havde fortalt de Indfødte ved et Aftenbesøg i et af Husene, og da de fandt det så smukt, bade de mig, at give demogsaa samme til en Vinterunderholdnings Lecture i mange, mørke, kjedsommelige Aftener, hvilket jeg ei troede at burde nægte dem."124 Under en embedsrejse til Vester-Eiland i marts 1822 hedder det i dagbogen: „Mine oversatte grønlandske Smaabøger „Røsten i Ørkenen" og det „høieSpil" mo- rede flere af de Indfødte sig med at læse i den Tid jeg her opholdt mig."125 Dagbogen indeholder ikke flere notater om udbredelsen af „Det høie Spil", men man må for- mode, at også denne fortælling er nået vidt omkring. Mens Kragh opholdt sig i Holsteinsborg i september 1827 året før sin hjemrejse til Danmark, bad grønlænderne der ham om at sørge for at få trykt nogle af sine over- sættelser, „hvilket jeg lovede dem, naar jeg ved min Hjemkomst kunne formaae nogle Danske til at bekoste deres Udgivelse."126 Det skulle imidlertid vise sig meget vanskeligt at få den nødvendige økonomiske støtte. Allerede i 1821 havde Kragh fået et meget lidt opmuntrende og snæversynet svar på sit forslag til Missionskollegiet om at få opsendt flere bøger på det grøn- landske sprog. Det var tilmed skrevet af den ellers meget grønlandskyndige Otto Fa- bricius. Efter at have omtalt at han selv (Fabricius) havde skrevet en grønlandsk bi- belhistorie, skriver han videre: „Forresten kan Man ikke være så ganske enig med Dem i Hensigtsmæssigheden af Oversættelsen af flere forskellige Bøger; thi foruden de store Bekostninger dermed vilde være forbundne, saa indseer Man heller ikke, hvorledes Mandfolkene skulde levnes den Tid fra deres Fangst, som behøvedes til megen Læsning."127 De håndskrevne eksemplarer af Ingemanns fortællinger blev dog flittigt læst af grønlænderne I de følgende årtier. Således skriver Signe Rink, der var født i Grøn- land og opvokset der, om forholdene omkring årene 1850-60 : „Den saa at sige eneste Folkelæsning havde hidtil kun udgjort et ret besynderligt udvalg af Skrifter, nemlig: Wielands Oberon, Ingemanns Holger Danske samt hans Røst i Ørkenen, oversatte til grønlandsk af Pastor P. Kragh. Disse Sager existerede og kun som Haandskrif- ter, der imidlertid vare saa efterspurgte, at de i en Aarrække cirkulerede fra Hus til Hus og fra Koloni til Koloni, indtil de tilsidst hverken kunde læses eller hænge sam- men længer. Undertegnede har selv baade set og læst i flere af disse optrevlede, af Ælde guldnede Manuskripter."128 Holger Danske udkom først i 1837, og Kragh kan således ikke have oversat digt- cyklus'en i Grønland. Han kan muligvis have gjort det efter sin hjemkomst til Dan- mark, hvor han stadig fortsatte med at oversætte og også fik udgivet en del bøger på grønlandsk, men det er Ikke meget sandsynligt, at han har sendt en håndskreven oversættelse til Grønland. Det er ikke udelukket, at det slet ikke drejer sig om Inge- 264 [25] manns Holger Danske, men derimod om en oversættelse af den gamle Holger Dan- skes Krønike, som siden blev trykt i et par af de tidlige årgange af Atuagagdliutit (1865—66) efter et gammelt slidt manuskript. Oversættelsen skyldtes Daniel Johnsen. Også H. J. Rink nævner, at Holger Danske forelå på grønlandsk i gamle afskrifter, foruden „Pook" eller en grønlænders rejse til Danmark, Sibylle og Oberon. Rink skriver: „The existence of these documents proves that FAiropean tales may have some attraction for the natives, but not so much that they have been able to re- member them without writing them down. The details of these stories in their Green- land versions of course frequenly appear very curious."129 Til den første bemærkning kan siges, at disse fortællinger fra en fremmed verden først er blevet læst op for grønlænderne, og det er derfor ikke mærkeligt, at de, da de selv lærte at beherske læse- og skrivekunsten, fortsatte med at bevare dem skriftligt i modsætning til deres egne sagn og sange, som udelukkende var blevet mundtligtover- leveret gennem tiderne. Også størrelsen har spillet en rolle, idet disse europæiske for- tællinger er betydelig længere end de enkelte grønlandske sagn. Rink skriver et andet sted, at „Disse Haandskrifter bevise, at der nok kunde udvik- les en Litteratur af nyt Indhold for Eskimoerne, dersom Forfatterne blot kunde træffe den rette Smag, der vel omsider dog i det Væsentlige ikke er saa forskjellig fra andre Nationers. De Forsøg man hidtil har gjort, og ved hvilke man, istedetfor at tale til Indbildningskraften, mere har valgt en belærende og tildeels sentimental Stiil, have ikke været heldige."130 Når den foreliggende litteratur på grønlandsk ikke var større, og når man tager grønlændernes daværende åndelige horisont i betragtning, må man jo nok indrømme, at disse bøger ikke var de mest egnede til oversættelse, men som tidligere omtalt kunne oversættelsen af „Røsten i Ørkenen" dog til en vis grad forsvares. Først i 1874 lykkedes det Kragh at få „fromme Danske og Britter" til at bekoste trykningen af bogen, 54 år efter at oversættelsen var afsluttet.131 Der er derfor ikke noget at sige til, at sproget virkede lidt gammeldags, og at særlig stavemåden var helt forældet. I midten af det nittende århundrede skabte Samuel Kleinschrnidt nemlig en ny grønlandsk retskrivning, som siden har været benyttet. //. Salmer og sange. Som man kunne vente, er også flere af Ingemanns salmer oversat til grønlandsk. De ældre grønlandske salmebøger bestod næsten udelukkende af salmer oversat fra dansk af danske missionærer; kun et fåtal af disse prøvede selv at digte salmer på grønlandsk. De allerfleste oversættelser må dog nærmest kaldes „digtede", for i for- 265 [26] søget på at omsætte en helt fremmed tankeverden til grønlandsk måtte der foretages så mange omskrivninger og udeladelser, at oversættelsen fjernede sig meget langt fra originalen.132 Det er ofte vanskeligt at finde ud af, hvilket forbillede disse oversatte salmer har, fordi det i de grønlandske salmebøger aldrig har været skik at angive forfatterens navn, men kun oversætterens.133 Dette er også tilfældet både i den nyeste udgave af den grønlandske salmebog fra 19521Si og i sangbogen fra samme år.135 Begge inde- holder iøvrigt nu et meget stort antal originale bidrag af grønlandske digtere. Hvor mange af Ingemanns salmer, der er oversatte eller gendigtede på grøn- landsk, er det svært at fastslå helt nøjagtigt, men ihvert fald er 7 optaget i den grøn- landske salmebog, 2 i den grønlandske sangbog, og yderligere findes der det sidste sted 2 aftensange, hvor ikke meget andet end den første linie af Tngemanns digt er bevaret.13" I alle tilfælde er den danske melodi overført. Måden, salmerne er oversat på, er vidt forskellig. Nogle følger nøje den danske tekst vers for vers, andre gange har oversætteren følt sig mere frit stillet, og det er kun hovedtrækkene, der er bevaret. Ved barnedåb benyttes ofte et par vers fra „Nu titte til hinanden", der har nr. 45 i den grønlandske salmebog: „qaulermat qungujugput . .". Oversættelsen, der er foretaget af Knud Kjer, slutter sig tæt til indholdet i den originale salme, men over- sætteren har f. eks. måttet give op overfor en linie som „hans vugge stod på jord foruden gænge". Ved begravelser anvendes ikke sjældent_,JL!yksalig,lyksalig hver sjæl . ."—nr. 61: „tarnigdlit erqigsissut pivdluararaut. .". Alle 11 vers er temmelig nøjagtig gengivet af H. Ostermann, som dog er gået udenom udtrykket „mørke fængsel", et ukendt be- greb på Grønland. „Dejlig er jorden . ." - nr. 126 :„qåumarpoq nuna . ." er oversat af H. F. Jør- gensen, der ligesom de to oversættere, der lige er nævnt, var dansk præst. Det er ikke lykkedes at bevare den mægtige tone i Ingemanns salme. En af de hyppigst benyttede julesalmer på Grønland, „Julen har bragt . ." - nr. 127 : „jutdlime ivangkilio . " er frit gendigtet af den grønlandske kateket og semina- rielærer Rasmus Bertelsen, som iøvrigt selv er mester for både tekst og melodi tilden mest yndede grønlandske julesalme, nr. 123: „Guterput . ", der gengiver englenes budskab julenat. „Jeg lever og ved . ." — nr. 627: „sumungnarama nalungilanga . ." er nøje gengi- vet, dog sidste vers mere frit, af den grønlandske præst Henrik Lund, der regnes for en af Grønlands største digtere. Endelig har den grønlandske organist Jonathan Petersen oversat 4 af Ingemanns salmer: 2 i salmebogen: „Til himlene rækker . ." — nr. 483 : „isumagssuinerpit . ." og „Bliv hos os . ." — nr. 495 : „najortigut unulermat. ." og 2 i sangbogen: „Lysets 266 [27] engel går med glans . ." - nr. 183 : „qaumassup ingilia . ." og „Fred hviler over land og by . ." — nr. 192: „erqigsineq nunavtinut . .". Endelig har Jonathan Petersen be- nyttet indledningslinien i følgende to aftensange i sangbogen til at digte videre på: „Den skønne jordens sol gik ned . ." — nr. 191 : „nunarssuarput tarnpå . ." og „Der står et slot i vesterled . ." — nr. 190: „qivdlertoq igdliissårssuaq. .".Oversættelsen a f den første salme ligger tæt op ad originalen, mens de øvrige er mere frie bearbejdelser. Det har ofte voldt oversætterne vanskeligheder at gengive Ingemanns prægtige billedsprog på grønlandsk, og resultatet kan falde lidt blegt ud, f. eks. 1. vers af „Ly- sets engel går med glans . .: Lysets engel går med glans gennem himmelporte. For Guds engels strålekrans flygter alle nattens skygger sorte. I den grønlandske oversættelse hedder det: qaumassup ingilia aggermat qilangmit unuavta tårnera pérdluinarpoq silarssuarmit. Og oversat tilbage til dansk lyder det: Da lysets engel kom fra himlen, forsvandt vor nats mørke helt fra jorden. Det samme er tilfældet med 1. vers af aftensangen „Bliv hos os . ." : Bliv hos os, når dagen hælder, du kære Fader og Gud! Bliv hos os, når mørket vælder af nattens sluser ud! Og på grønlandsk: najortigut untilermat, Atåtaq Guterput å, najortigut tårsilermat unigfigaluta. Oversat tilbage til dansk betyder det: Vær hos os, når det bliver aften, åh, Fader, vor Gud, vær hos os, når det bliver mørkt, bliv hos os. 267 [28] NOTER I. Bernhard Severin Ingemanns Levnetsbog skreven af ham selv, udgiven af J. Galskjot. Kjøbenhavn 1862. p. 208. Jnf. også Hans Egede Glahn: Digteren Bernhard Severin Ingemann og Fami- lien Glahn. Glahn Samfundet II bd. 4. hæfte. København 1931. p. 81-9G. 2. Bautastene samlede af S. S. Blicher. Odense 1823, p. 43-46. 3. Hans Egede: Det Gamle Grenlands Nye Perlu- stration eller Naturel-Historie . . Kiøbenhavn 1741. p.35-36. 4. Hans Egede op. cit. p. 24. 5. Hans Egede op. cit. p. 28. 6. Bernard Sev. Ingemann: Tilbageblik paa mit Liv og min For- fattervirksomhed fra 1811-1837. Udgivet og ledsaget med en Efterskrift af I. Galskjot. KjøbenBavn 1863. p. 103. 7. En del af C. G.Østergaards optegnelser er senere udgivet af H. Oster- mann i Det grønlandske Selskabs Aarsskrift under titlen: Fra Missionens Barndomstid ved Upernivik. Af Missionær Øster- gaards Papirer. København 1935. p. 48-92. 1936. p. 36-69. 1937. p. 95-137. 8. Meddelelser om Grønland bd. 129 nr. 2. Køben- havn 1942. p. IX. Det er denne udgave af Egede Saabyes dag- bog, der citeres i det følgende. 9. William Thalbitzer: Fra Grønlandsforskningens første Dage. Festskrift udgivet af Kø- benhavns Universitet. København 1932. p. 90. 10. Dette kapitel er også benyttet i en lidt sammentrængt form i E. Mau: Fire Hundrede Fortællinger for Skolen og Hjemmet. 6. udg. Køben- havn 1894 med titlen »En Grønlænders Daab eller Kampen og Sejren«, p. 559-64. Det er desuden genoptrykt i Meddelelser om Den grønlandske Kirkesag nr. 68. København 1940 ved pastor Nic. Ed. Balle. p. 6-11. Endelig er det oversat til grønlandsk af H. Ostermann efter fortællingen i Mau's samling og trykt i Atuagagdliutit nr. 9 og 10 1905, Godthaab 1905, under titlen: »Inup (Kalatdlip) kuisfneranik imalflnit agssortuinermik ajugau- nermigdlo«. 11. Kunnuk blev døbt Niels og omkom i kajak i 1794, 56 år gammel, Hans kone blev døbt Edele og døde i 1801. Egede Saabye op. cit. p, 109. 12. H. Ostermann: Træk af ko- lonien- Jakobshavns Historie gennem 200 Åar. 1741-1941. Det grønlandske Selskabs Skrifter XI. København 1941. p. 106-107. Egede Saabye op, cit. p. IX. »Hunden« var iøvrigt ikke noget ualmindeligt grønlandsk navn tidligere. I den eneste større sam- lede fremstilling af grønlandske navne A. Bertelsen: Navnegiv- nrng i Grønland, der vedrører forholdene i Umånaq distrikt i 1799, I8o7 og 1915, nævnes det som mandsnavn l gang 1899 og 2 gange i 1915. Meddelelser om Grønland bd. LVI. København 1918. p. 47. 13. Egede Saabye op. cit. p. 68-69. 14. Ingemann op. cit." p. 120-22. 15. Paul Egede op. cit. p. 148. 16. Egede Saabye op. cit.. p. 68. 17. Ingemann op. cit. p. 18. 18, Egede Saabye op. cit. p. 72. Kaj Birket-Smith: Vi Mennesker. Køben- havn 1947. p. 81. 19. Ingemann op. cit. p. 113, p. 127 og p, 129, 20. Egede Saabye op. cit. p. 33-35. 21. Ingemann op. cit. p. 125-26. 22. Egede Saabye op. cit. p. 11. 23. Ingemann op. cit. p. 70-73. 24. Paul Egede op. cit. p. 20G-15. Ingemann op. cit. p. 96-100. 25. Funch op cit. p. 102. 26. Niels Egede op. cit. p. 18. 27. Poul og Niels Egede: Continuation af Hans Egcdes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland ved H. Ostermann. Meddelelser om Grønland bd. 120. København 1939. p. VIII. 28. Paul Egede op, cit. p. 63. 29. Ingemann op. cit. p. 79. 30, Gronlands historiske Mindesmær- ker udgivne af det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab bd. II. Kjøbenhavn 1838. p. 107. 31. Ingemann op. cit. p. 49. 32- Egede Saabye op. cit. p. 65-66. 33. Ingemann op. cit. p, G7. 34. Ingemann op. cit. p. 24. 35. Egede Saabye op. cit. p. 9, 36. Ingemann op. cit, p. 59. 37, Ingemann op. cit. p. 22. 3$. Ingemann op. cit. p. 212. 39. Funch op. cit. p. 13-14. 40. Ingemann op. cit. p. 50. 41. Ingemann op. cit. p. 11-12. 42- Egede Saabye op. cit. p. 102. 43. Funch op. cit. p. 72. 44. Ingemann op. cit. p. 15. 45. Funch op. cit. p. 113-16 46. Ingemann op. cit. p. 45. 47. Funch op. cit. p. 102. 48. Inge- mann op. cit. p. 19. 49. Egede Saabye op. cit. p. 52. 50. In- gemann op. cit. p. 28-29. 51. Ingemann op. cit. p. M)2. 52. Egede Saabye op. cit. p. 55, 53. Egede Saabye op. cit. p. 55-06, 54. Ingemann op. cit. p. 30. 55, Funch op. cit. p. 12. 56. Cranz op. cit. I p. 229. 57. Glahn op. cit. p. 271. 58. Ingemann op. cit. p, 7-8. 59. Ingemann op. cit. p. 7. 60. Glahn op. cit. p. 279. 61. Missionær i Grønland Henric Christopher Glahns Dagbøger fra Aarene 1763-64, 1766-07 og 1767-68. Ed. H. Osler- mann. Det grønlandske Selskabs Skrifter IV. København 1921. p. 81-89. 62. bl. a. Glahn, 1771 op. cit. p, 272. 63. Ingemann op. cit. p. 149-167. 64 Ingemann op. cit. p. 148. 65. Paul Egede op. cit. p. 79-80 og p. fif), (jii. Ingemann op. cit. p. 22(J- 231. 67. Paul Egede op. cit. p. 79. fiS. Ingemann op, cit, p. 15X. 69. Ingemann op. cit. p. 153. 70. Ingemann op. cit p. 152. 71. Ingemann op. cit. p. 163. 72. trykfejl for AglerruUt; fej- len er videreført af Ingemann. 73. Paul Egede op. cit. p. 80. 74. Ingemann op. cit. p. 104. 7.r>, Ingemann op, cit. p. 226- 227. 76. Ingemann op. cit. p, 227. 77. Cranz op. cit. p. 265. 78. Fridtjof Nansen: Eskimoliv. Kristiania 1891. p. 212-213. William Thalbitzer: Eskimoernes kultiske guddomme. Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning no. 143. København 1920. p. 27. 79. Ingemann op. cit. p. 228. 80. Paul Egede 1741 op, cit. p. 45. 81. Cranz op. cit. I p. 204. Hans Egede op. cit. p, 118. 82. Thalbitzer kalder det »udentvivl en ganske apokryf fore- stilling, som man kan se bort fra.« 1926 op. cit. p. i6. 83. In- gemann op. cit. p. 231. 84. Ingemann op. cit. p. 232, 85. In- gemann op. cit. p. 334. 86. Paul Egede 1788 op. cit. p. 149. 87. Egede Saabye op. cit. p. 58, 88. Ingemann op. cit. p, 0-7. 89. Ingemann op. cit. p. 12. 90. Ingemann op. cit. p. 37. 91. Paul Egede 1788 op. cit. p. 105. 92. J. W. Marckmann: For- tegnelse over Skrifter til Læsning for Menigmand, fornemmelig til Brug for Bestyrere af Sognebibliotheker, med en Anhang om Sognebibliotheker. Kjøbenhavn 1844. p. 73. 93, Inge- mann op. cit. p. 334. 94. Funch op. cit. 127. Ingemann op. cit. p. 225. 95. Ingemann op. cit. p. 225. 96. BI. a. Carl Langballe: B. S. Ingemann. Et Digterbillede i ny Belysning. København 1949. p. 212. Carl S. Petersen og Vilhelm An- dersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie bd. III. København 1924. p. 246. 97. Breve til og fra Bernh. Sev. Ingemann. Udgiv- ne af V. Heise. Kjabenhavn 1879. p. 399. 98. F. Rønning: B. S. Ingemann. Liv og Digtning. København 1927. p. 286. 99. Louis Bobé; Tamalåt. Landet bag Hav. København 1918. p. 102. 100, Nye Intelligcnsblade nr. 10 1842. Kjøbenhavn 1842. 101. Bemærkningen om det barbariske navn Naja er ganske interes- sant at lægge mærke til, for i det 19. århundrede begynder Naja at optræde som dansk pigenavn (Rikardt Hornby: Danske Navne. Træk af Navngivningens Historie. København 1951. s. 50 og s. 161), måske inspireret af navnet på Ingemanns heltinde. Det er aldrig blevet noget almindeligt navn, men det er dog ikke helt usædvanligt i dag, især i familier med tilknytning til Grønland. På Grønland er det et meget populært navn, måske mere som kaldenavn end som døbenavn, for det betyder ikke blåmåge, sådan som Ingemann skriver, i så fald skulle det første a have været langt, men derimod lillesøster, nærmere bestemt en drengs lillesøster. løvrigt er der senere udgivet en lille fortælling fra Grønland med navnet Naja på titelbladet: Andr. Lund-Drosvad: Naja og Nuka. Holstebro 1932. 102. Fædrelandet nr. 1196. Kjøbenhavn 1843. i03. Den Berlingske Tidendes Søndagsblad nr. 18 1842. Kjøbenhavn 1842. 104. Bre- vet er gengivet i falcsimile i Knud Oldendow: Bogtrykkerkun- sten i Grønland og mændene bag den. København 1957 p. 23. 105. Det kongelige bibliotek. Ny. kgl. Saml. 3825. IL 10. 106. H. Rink op. cit. p. 1. 107. William Thalbitzer: Grønlandsk litteraturhistorie. Grønlandsbogen II. ed. Kaj Birket-Smith. 268 [29] København 1950. p. 234. 108. Udtog af Missionair P. Kraghs linger af grønlandske Sælhundefangere oversatte og udgivne Dagbog. Haderslev 1875. I p. 51. 109. Kragh op. cit. I p. 51. af Signe Rink. Odense 1896. p. IX-X. Oberon var oprindelig 110. B. S. Ingemann: Røsten i Ørkenen. Et bibelsk Drama. Kio- oversat af købmand Joh. Chr. Mørch, men Kragh havde senere benhavn 1815. p. 6. 111. Johannesib koirsirsub nipå inukajuit- forbedret dennes oversættelse. Kragh op. cit. I p. 105. 129. some. Okauzeinak Bibelimit pirsok kablunæn okauzeenne aglek- Henry Rink: Danish Greenland. Its People and Its Products, simaggalloafc B. S. Ingemannmit månale Kaladlin okauzeennut London 1877. p. 213. 130. Rink 1866 op. cit. p. 8. 131. Kragh nuktersimarsok P. Kraghmit Øsbymiut pellersertænnit. Hader- op. cit. II p. 363. 132. Schultz-Lorentzen: Den Grønlandske slevime 1874. p. 7-8. 112. Ingemann 1874 op. cit. p. 8. 113. Salmebog. Meddelelser om Den Grønlandske Kirkesag nr. 15. Kragh op. cit. I p. 77. 114. Kragh op. cit I p. 90. 115. København 1910. p. 1-4. 133. Joko Knudsen: Vore Bøger paa Kragh op. cit. I p. 79. 116. Kragh op. cit. I p.89. 117. Grønlandsk - Kalåtdlisut atuagautivut. Kalåtdlit. Udgivet af og Kragh op. cit. I p. 95. 118. Kragh op. cit. I p. 82. 119. Medlemsblad for Grønlænderforeningen Kalåtdlit. Nr. 6. 1944. Kragh op. cit. I p. 85. 120. Kragh op. cit. I p. 87. 121. København 1944. p. 5. 134. tugsiutit ilagit Kalåtdlit nålagiane Kragh op. cit. I 130. 122. Kragh op. cit. I p. 307-308. igdlunilo atugagssait. Nungme 1952. 135. erinarssutit. Nungme 123. Kragh op. cit. I p. 121. 124. Kragh op. cit. I p. 168. 1952. 136. Jeg skylder lektor, provst Aage Bugge hjertelig 125. Kragh op. cit. I p. 188. 126. Kragh op. cit. II p. 272. tak for disse oplysninger. 127. Kragh op. cit. Il p. 323. 128. Kajakmænd. Fortæl- 269 [30]