[1]
ESKIMOERNE I ALASKA
Af førstepræst Mads Lidegaard, Godthåb
Landet og befolkningen.
.TlLlaskas geografiske placering som en halvø alleryderst på det amerikanske fast-
land frister til en undervurdering af landets virkelige størrelse. Arealet er 1,5 inill.
kvadratkilometer, mere end to trediedele af Grønlands størrelse indlandsisen ibereg-
net. Alaska har imidlertid ingen indlandsis, og det isfrie areal er næsten 6 gange så
stort som på Grønland. Landets nordligste punkt ligger på højde med Urnanak og
det sydligste med Berlin.
Klimaet udviser da også store variationer. I de sydlige kystegne hersker et mo-
derat kystklima, i indlandet udpræget fastlandsklima med vintre langt koldere end
i Grønland og meget varme somre og i de nordlige egne arktisk klima.
Også naturen udviser store forskelligheder. Langs de sydlige kyster findes vilde
forrevne bjerge med evig is på toppene og vældige nåleskove i de lavere strøg. Land-
skabet minder om Norge, og i dalene mellem bjergene findes rige landbrugsområ-
der. Den indfødte befolkning i disse egne er indianere, som har levet af jagt på de
mange kød- og pelsdyr: elg, ren, hjort, rådyr, bjergged, bjørn og bæver, samt ud-
nyttet de umådelige fiskerigdomme, især ørred og laks.
Også den centrale del af landet har været indianernes land. Det er præget af de
vældige floder og uhyre skove, som først standses af den vilde Brooks Range bjerg-
kæde i nord. Det er ret fladt og ensformigt, men meget vildtrigt.
Vestkysten ud imod Beringshavet er præget af de uhyre — helt flade og til dels
skovbevoksede flodmundinger. Længere mod nord begynder tundraen og det ark-
tiske landskab — og i disse egne lever eskimoerne. Meget groft kan de deles i to
grupper: Den ene er nærmest indlandsboer, som lever i flodmundingerne af lakse-
fangst og jagt på landdyr og kun meget sjældent kommer ned til kysten — og kyst-
folkene, som har baseret deres liv på de umådelige træk af havdyr, sæl, hvalros og
hval, som går gennem det smalle Berings-stræde fra et verdenshav til et andet, sup-
pleret med jagt især på vildrenen. En særlig gruppe er indlandseskimoerne nunarniut
i Brooks Range, som lever helt af renen og ikke er afhængige af hav og floder.
Ved disse rige kyster blev eskimoerne første gang et havfolk — og herfra udgik
de vandringer, som bragte de nuværende grønlænderes forfædre til Grønland for
302
[2]
6—700 år siden. De fleste af de nuværende canadiske eskimoer, centraleskimoerne,
er derimod indlandsstammer fra Canada, som i senere tid er vandret ud til kysten
og har skudt en kile ind imellem de nærmere beslægtede stammer i Alaska og Grøn-
land. Dette nære slægtskab mellem grønlænderne og alaskaeskimoerne gør naturlig-
vis en sammenligning mellem deres nuværende leveforhold endnu mere interessant.
Sprogligt og kulturelt synes grønlænderne nærmest beslægtede med de nordlige
alaskaeskimoer fra Point Barrow til Norton Sound. Den sproglige forskel er så lille,
at en grønlænder umiddelbart vil kunne gøre sig forståelig på sit eget sprog. I egnene
syd for Norton Sound samt på øerne i Beringshavet tales imidlertid en dialekt, der
afviger så meget, at selv nordlige alaskaeskimoer ikke kan forstå den.
En særlig gruppe udgør befolkningen på Aleuterne, den lange ørække, som stræk-
ker sig fra Alaskas sydvestspids i en bue over mod Sibirien. Etnologisk betragtes de
som eskimoer, men har på mange måder deres eget særpræg, og regnes i praksis i
Alaska som en tredie indfødt gruppe ved siden af indianere og eskimoer.
Historie.
Traditionelt har der altid været et bittert fjendskab mellem indianere og eskimoer.
I naturtilstanden har eskimoerne derovre været et krigerfolk i en helt anden for-
stand, end det kendes fra Grønland. Selv i de seneste år har forholdet spillet en rolle,
når man bragte eskimoiske og indianske elever sammen f. eks. på kostskoler.
I 1741 opdagede Vitus Bering som den første hvide mand Alaskas kyst. Det blev
indledningen til en storstilet invasion af russiske pelsjægere, handelsfolk og eventy-
rere til de sydlige kystegne, hvor det især var de kostbare skind af pelssæl og havod-
der, der lokkede. Gennem mere end 100 år var det disse folk, der repræsenterede
civilisationen blandt Alaskas indfødte - på en højst uværdig måde. Uden skrupler
udnyttede de befolkningen, .druknede den i vodka, snød dem i handel, påførte dem
epidemier og kønssygdomme samt brugte dem som slavearbejdere. Aleuterne fik et
knæk og var deres undergang nær, da omsvinget kom. Og i nord nåede virkningerne
helt til de nordligste eskimoer ved Pt. Barrow, hvor de første hvide indfandt sig i
1826. Samtidig jagedes rener og sødyr hensynsløst af de fremmede med en følelig
nedgang i bestanden som følge.
Ganske vist oprettede den ortodokse kirke missionsstationer blandt de sydlige eski-
moer, men de kunne ikke ændre det almindelige billede og den truende ødelæggelse af
de indfødte. Selve forholdet mellem eskimoer og russere var da også i høj grad præ-
get af åbent fjendskab og bitre sammenstød - i hvert fald så længe eskimoerne endnu
havde nogen modstandskraft tilbage.
I 1867 købte USA Alaska af Rusland for 7,2 millioner dollars og overtog en be-
folkning i dybt forfald, både indianere og eskimoer. Men amerikanerne havde ikke
3°3
[3]
købt landet for at drive filantropi, og i begyndelsen skete der ikke andet, end at han-
delsskibene nu blev amerikanske og vodkaen byttet om med whiskyen. Der var stadig
intet gjort for at beskytte de indfødte imod den hårdhændede behandling, de var ude
for. Og helt galt blev det naturligvis, da der i 1897 blev fundet guld i Klondyke og
tre år senere i Nome ved kysten midt i eskimoområderne. På rekordtid skød en by på
10.000 mennesker op, og disse guldgravere og eventyrere var ingenlunde Vorherres
bedste børn, men udsatte de indfødte over hele landet for nye prøvelser. Man må i
almindelighed slå fast, at Alaskas indfødte har gået i livets egen hårde skole og fra
starten er blevet vænnet til, at der fra de hvides side ikke blev taget noget hensyn, og
at man kun havde sig selv at stole på.
Men allerede på dette tidspunkt var amerikanerne dog begyndt at forstå deres an-
svar. De første fremstød var fra privat hold og ofte gennem forskellige kirkesam-
fund, som o. 1880 og i årene derefter begyndte at arbejde blandt eskimoerne, startede
skoler og prøvede at rejse befolkningen. Først da Bureau of Education fra 1890 be-
gyndte et skolearbejde for de indfødte, kom der fart i genrejsningen. Afløst senere
af det ligeså officielle Bureau of Indian Affairs har dette offentlige amerikanske op-
bygningsarbejde hovedæren for, at det i så høj grad er lykkedes at få eskimoerne ført
frem til det stade, de nu har. Det er sket ud fra det hovedsynspunkt, at trods al re-
spekt for nationale ejendommeligheder (som dog ikke er så udpræget hos amerika-
nerne, der selv har måttet opgive deres nationalitet for at blive amerikanere), vil
det være forkert kunstigt at holde et folk tilbage i udvikling mod højere levefod og
civilisation — blot for de nationale ejendommeligheders skyld.
Ligesom så mange andre steder i verden bragte 2. verdenskrig i Alaska store for-
andringer med sig. De mange militærbaser gav eskimoerne lønnet arbejde og væn-
nede dem dermed til en række af civilisationens bekvemmeligheder og fik dem til at
opgive deres gamle erhverv. Samtidig steg folketallet stærkt, og efter krigen stod
det klart, at overskuddet kun kunne skaffes erhverv, hvis de kunne glide naturligt
ind i det almindelige amerikanske samfund. Følgelig startedes et storstilet forsøg på
gennem en generel udbygning af hele skolevæsenet at give alle indfødte den fornødne
uddannelse for at kunne opfylde dette krav.
Alaskas „nyordning" startedes altså omtrent samtidig med Grønlands - igen et sær-
ligt interessant moment, når man skal sammenligne de to områder. De følgende ar-
tikler vil stræbe efter at give en oversigt over, hvordan denne „nyordning" forløber
for eskimoernes vedkommende.
Det skal dog lige bemærkes, at de indfødte i Alaska statistisk og på anden måde
juridisk administreres som én gruppe, hvorfor det i flere tilfælde vil være nødvendigt
at tale om hele gruppen, når deres forhold omtales.
304
[4]
Befolkningen.
Alaskas befolkning har i tidens løb været udsat for stærke svingninger. Den ind-
fødte befolkning, som i forrige århundrede var i rivende tilbagegang, stabiliseredes
ved år 1900 og har siden været i støt fremgang, nemlig fra 24.000 i 1900 til 25.000
i 1910, 26.000 i 1920, 30.000 i 1930, 32.000 i 1940, 34.000 i 1950 og 40.000 i 1960,
- alt omtrentlige tal. Af de nuværende 40.000 er ca. 18.000 eskimoer, lidt færre in-
dianere og resten aleuter. Siden 1945 er dødeligheden faldet fra 18 til 10 promille,
mens fødselspromillen samtidig er steget fra 28,5 til 51, altså tal, som i dag svarer
ret nøje til de tilsvarende i Grønland og betyder et meget betydeligt fødselsoverskud.
Mens den hvide befolkning til århundredskiftet var et tilfældigt fåtal, betød guld-
eventyret en voldsom indvandring, som med ét slag bragte de hvide i flertal. Senere,
da guldfeberen faldt, forsvandt også en del af de hvide igen, og endnu for 30 år si-
den var de indfødte i flertal i Alaska. Japanernes angreb på Pearl Harbour og senere
Aleuterne bragte imidlertid med ét slag Alaska frem i frontlinien, og snart var landet
spækket med militær. Mange store baser blev anlagt - og siden da har militæret ud-
gjort en væsentlig procent af landets befolkning og dets civile hjælpekorps et endnu
større, så man idag roligt kan sige, at de fleste mennesker i Alaska lever direkte eller
indirekte af militæret. Den samlede befolkning udgør i øjeblikket ca. 200.000, hvoraf
altså 160.000 ikke-indfødte, et stort flertal. Disse bor dog bortset fra en del af det
militære basepersonel ikke i de indfødte distrikter, men mest koncentreret i de store
byer (den største, Anchorage, har nær 100.000 mennesker) samt i landbrugs- og
fiskedistrikterne i syd.
Fra naturens hånd er Alaska meget rigt udstyret. Guld, olie, kul og andre mine-
raler forekommer i mængde, vældige kraftreserver er skjult i floderne, tømmer fin-
des i uhyre mængder, landet vrimler med dyr, til dels kostbare pelsdyr, mens havet
er verdens rigeste lakse-område. Når størstedelen af befolkningen alligevel lever af
kunstige erhverv som f. eks. militæret, skyldes det, at netop militæret ved at anvende
forhøjede amerikanske lønninger ved alle sine anlæg i Alaska har bragt det alminde-
lige lønniveau op i et plan, hvor private erhverv ikke kan følge med og have chance
for at konkurrere med sydligere producenter. Dette er forklaringen på, at Alaskas
rige muligheder næsten ikke udnyttes i øjeblikket. Guldminerne ligger stille, tøm-
meret udnyttes ikke bortset fra enkelte japanske projekter i syd, og i mange rige
lakse-distrikter finder der ingen industriel udnyttelse sted af den kostbare fisk.
Politiske forhold.
Så snart den hvide befolkning i Alaska blev talstærk, begyndte anstrengelserne
for at opnå stilling som en stat blandt USAs andre stater. Indtil verdenskrigen
åbnede øjnene for landet og dets betydning, var det imidlertid forgæves, men der-
305
[5]
efter ændredes synet, og efter at de årelange formaliteter var ordnet, underskrev
præsidenten endelig i 1959 den lov, som gjorde Alaska til den 49. stat i USA.
Den nye stilling lagde meget svære økonomiske byrder på statens fåtallige be-
folkning, og unionsregeringen i Washington beholdt derfor indtil videre ansvaret
for de indfødtes velfærd hvad oplysning, sundhedsforhold og anden nødvendig hjælp
angår, medens den lokale regering kun efter foreløbig fattig evne satte ind på disse
områder. Resultatet er en ofte ret kompliceret dobbelt administration af netop de
indfødtes forhold. Ordningen er i øjeblikket således, at et indfødt samfund selv kan
bestemme, hvornår det vil overgå fra unionsregeringens mere faderlige formynder-
skab til ligestilling med alle andre samfund under stats-administrationen med alle de
rettigheder og pligter, som følger deraf. De allerfleste rene indfødte samfund hen-
hører stadig under unionsregeringen, nærmere betegnet Bureau of Indian Affairs,
BIA. Politisk har dog alle stemme- og valgret til statens to lovgivende forsamlin-
ger, repræsentanternes hus og senatet med henholdsvis 40 og 20 medlemmer, hvoraf
adskillige indfødte i kraft af valgkredsenes inddeling, der favoriserer de store tyndt
befolkede indfødte områder.
Det skal lige nævnes, at reservat-systemet, som det kendes fra indianerne i USA,
ikke anvendes i Alaska, men at man i stedet søger at få de indfødte til at sikre sig et
stykke jord eller jagtområde som deres eget under statens almindelige lov om erhver-
velse af „home-stead".
306[6]