[1]
OPLØSNING AF ÆGTESKAB I GRØNLAND
Af sekretær for det grønlandske lovudvalg,
cand. jur. Agnete Weis Benfzon
L de senere år har der været gennemført en række samfundsvidenskabelige under-
søgelser i Grønland for at give bedre muligheder for forståelse af de hastige æn-
dringer, landet gennemgår og for vurdering af de reformer, man har gennemført
fra det offentliges side. I det følgende skal man omtale en undersøgelse, der er fore-
taget af undertegnede i samarbejde med medarbejdere ved udvalget for samfunds-
forskning vedrørende virkninger af ægteskabslov for Grønland, der har givet ad-
gang til separation og skilsmisse. Loven kom i 1955, og før den tid kunne grønlæn-
derne ikke få deres ægteskab opløst, men det forekom i en del tilfælde, at ægtefæller
opgav at leve sammen. Ved disse samlivsophævelser var det ofte tilfældet, at den ene
eller begge parter stiftede ny familie, som de ikke kunne få gjort lovformelig, fordi
det første ægteskab ikke formelt kunne opløses. På den baggrund rejste der sig efter-
hånden mange røster for at indføre adgang til separation og skilsmisse i Grønland
ligesom i det øvrige Danmark.
Det blev også i det store og hele de danske bestemmelser, man fik. Men der var en
bestemmelse, som man fra grønlandsk side var betænkelig ved uden videre at indføre.
Det var reglen om, at utroskab umiddelbart giver ret til skilsmisse. Man var bange
for, at det skulle give anledning til mange uovervejede skilsmisser. Man var inde på
at udforme bestemmelsen således, at det kun var gentagne tilfælde af utroskab eller
særlig krænkende utroskab, der skulle give ret til skilsmisse. Tanken blev opgivet,
fordi man mente at myndighederne ville få svært ved at fastlægge en praksis efter
sådanne ubestemte retningslinier. I stedet indførte man en tidsfrist, sådan at der først
gives foreløbig dom til skilsmisse. Hvis den bedragne ægtefælle holder fast ved sit
skilsmisseønske, skal han eller hun fremsætte begæring om endelig dom tidligst 3 må-
neder efter den foreløbige dom og senest inden 10 måneder. Hvis begæring ikke
fremsættes inden de 10 måneder, består ægteskabet stadig, selv om parterne ikke bor
sammen. Den ægtefælle, der har begået utroskab, kan ikke selv fremsætte begæring
om endelig dom til opløsning af ægteskabet.
II
[2]
Da det var en helt ny ordning, man indførte, indsatte man i loven en bestemmelse
om at den skulle tages op til revison efter nogle års forløb, og i den forbindelse
skulle der forelægges det danske folketing en beretning om, hvordan loven havde vir-
ket i den forløbne tid. For at kunne afgive denne beretning har Grønlandsministeret
gennem udvalget for samfundsforskning ladet foretage en undersøgelse, der omfat-
ter sager om opløsning af ægteskab, der har været behandlet af kredsretterne eller
landshøvdingen i årene efter den grønlandske ægteskabslovs ikrafttræden 1. juli 1955
og indtil udgangen af 1959. Materialet består af myndighedernes protokollater og
mundtlige udtalelser om sagerne, og referat af samtaler med ægtefællerne i det om-
fang det har været muligt for undersøgelsens medarbejdere at få kontakt med disse.
Formålet med undersøgelsen.
Når man skal bedømme de samfundsmæssige virkninger af, at man ved ægteskabs-
loven har indført adgang til opløsning af ægteskab, er det én side af sagen at se på fo-
rekomsten af separation og skilsmisse og på forholdene l de opløste ægteskaber. Der-
igennem kan man sige noget om, hvem der benytter adgangen til opløsning, og man
kan anlægge en vurdering af, om opløsningen er mere eller mindre velbegrundet. Det
må tælle med, når man skal besvare spørgsmålet om det nye retsinstitut - opløsning af
ægteskab — foruden den tilsigtede gavnlige virkning har haft skadelige bivirkninger
i form af endeligt brud mellem ægtefæller, der måske kunne have overvundet en min-
dre krise, hvis de ikke havde mulighed for skilsmisse.
Men man kan også spørge, om loven udnyttes efter sin hensigt som hjælp for de
ægtefæller, der ikke på anden måde kan løse dybtgående uoverensstemmelser.
Hvem benytter ikke adgangen r1 Findes de samme klagemål hos ægtefæller, der ikke
søgerxid af ægteskabet, og hvad holder dem tilbage?
Hvad venter man sig af ægteskabet, og under hvilke omstændigheder bliver mang-
lende opfyldelse af visse af forventningerne så væsentlig, at ægteskabet går i stykker?
For ægteskabernes bærekraft vil det være betydningsfuldt, om parterne ser en mu-
lighed for at få en mere tilfredsstillend_e tilværelse uden ægteskabet. Visse træk ved
det gamle grønlandske samfund var utvivlsomt ægteskabsbevarende uden hensyn til,
om der bestod legal adgang til opløsning eller ej. Ægtefællerne var i arbejdsmæssig
henseende lige nødvendige for hinanden for forsyning med mad og klæder, og at
være enlig var ensbetydende med at have en meget ringe materiel standard. Under
de nuværende forhold i byerne kan man opnå en pengeindtægt og købe de tjeneste-
ydelser af andre, som ægtefællen præsterede. Hvis ægtefællen er en sløj forsørger el-
ler husmoder, skulle man derfor i dag have mulighed for at opnå en forbedring ved
skilsmisse, som man ikke havde tidligere, hvis man ikke allerede havde knyttet sig til
en ny partner.
12
[3]
Familiebåndene i Grønland er stærke og varer i reglen livet ud.
Alvorlige konflikter er undtagelsen.
Foto: Jette Bang
Beretninger om forholdene i ældre tid vidner om, at man ikke nærede forventnin-
ger om absolut troskab fra sin ægtefælles side, og at ægtefællerne ikke veg tilbage for
at ordne indbyrdes uoverensstemmelser ved håndgribeligheder. Hvis det er den al-
mindelige forventning - at sådan er nu engang ægteskabet-vil den „forurettede part"
ikke finde på, at han eller hun i den anledning vil ud af ægteskabet. Den utro, for
13
[4]
hvem der i mindre grad lægges hindringer i vejen, vil vel også være mindre tilskyndet
til at rive sig løs.
Undersøgelsen har ikke noget materiale til at bedømme det almindelige syn på
ægteskabet og ægtefællers normale forventninger til hinanden, men landsrådets
drøftelser af utroskabsbestemmelsen viser, at man netop har været bange for at slå
fast, at enhver utroskab betyder, at man mister retten til sit ægteskabs beståen. Der-
imod gav bestemmelsen om adgang til skilsmisse ved mishandling ikke anledning til
særlige overvejelser.
Politiets protokoller viser nogen forekomst af så voldsomme stridigheder mellem
ægtefæller, at man har måttet skride ind. Drikkeri synes at spille en rolle for hus-
spektaklerne og er i øvrigt påberåbt som medvirkende grund til ønsket om opløs-
ning i en del af ægteskabssagerne. De eksempler på vellykkede mæglinger og forlig,
som findes i materialet, tyder på, at en indsats over for drikkeriet har ægteskabs-
bevarende betydning .
Det er givet, at mange ægtefolk tålmodigt udholder forhold, som får andre til at
søge opløsning. Ofte er der vel tale om isolerede tilfælde i det pågældende ægte-
skab, der ikke spiller nogen større rolle, men man må nok regne med, at en del ægte-
skaber opretholdes, selv om forholdene for den ene eller begge parter forekommer
utilfredsstillende. For det første vil kendskabet til loven måske kun langsomt nå ud
til alle, og dernæst må man tage i betragtning, at der lever kraftige etiske af kirken
understøttede forestillinger mod at søge skilsmissevejen ud af vanskelighederne. Det
er udmærket, hvis vanskelighederne kan overvindes for eksempel ved præstens, kom-
munefogedens eller politiets mæglende bistand, men hvis opløsningen hindres blot
på grund af omgivelsernes principielle fordømmelse, eller fordi forholdene på stedet
hindrer en forsvarlig løsning af de boligmæssige og forsørgelsesmæssige problemer,
der følger med, så har lovgiverne ikke fuldt ud nået deres hensigt.
Direkte kan undersøgelsen ikke vise, om loven udnyttes i rimeligt omfang, men
indirekte kan der kastes lys over spørgsmålet om samfundsforholdene er skilsmisse-
hindrende i den forstand, at den fraseparerede eller fraskilte vil have svært ved at
klare sig. I det følgende gennemgås undersøgelsens resultater med hensyn til fore-
komsten af separation og skilsmisse, forholdene i de ægteskaber, der søges opløst,
indholdet af myndighedernes afgørelser og virkningerne af opløsningen.
Forekomsten af separation og skilsmisse.
Antallet af sager i undersøgelsesperioden siger i sig selv ikke noget. Det drejer sig
om absolut set få sager, og den første periode efter lovens ikrafttræden er utypisk,
fordi man må regne med, at nogle ægtefæller har ventet på loven med dens adgang
til opløsning af ægteskab. Sagsantallet har været jævnt stigende fra 1955 og frem-
14
[5]
efter. Det har navnlig været byboere, der har søgt ægteskabet opløst, men materia-
let er alt for lille til, at man kan sige noget om forskel i synet på opløsning i de for-
skellige befolkningsgrupper. Forskel i indstilling til skilsmisse hænger måske snarest
sammen med, om man lever i et familiemiljø, der endnu har præg af det gamle
Grønland med den patriarkalske husherre i spidsen for husstanden, der ofte bestod
af voksne i flere generationer og flere ægtepar med deres afkom, eller om man lever
i en husstand, der blot består af ægteparret og deres eventuelle børn. Bevarelsen af
storfamilien behøver imidlertid ikke at bero på den „gammelgrønlandske" indstil-
ling, men kan skyldes vanskelighederne ved at opnå egen bolig, og det lille materiale,
der her arbejdes med, gør det heller ikke meget rimeligt at drage slutninger, men
det kan alligevel have en interesse at se på husstanden, når følgerne af opløsningen
skal vurderes. Situationen er væsensforskellig for den, der flytter ud — alene eller
med børn — og for den, der bliver i en større familiekreds. Er parret alene med eller
uden børn, vil enhver af dem blive stillet overfor problemet med at få ægtefællens
funktioner som „forsørger" eller „husholderske" erstattet.
I dette materiale af forliste ægteskaber har de fleste par med eller uden børn boet
for sig selv. De ligner altså i så henseende moderne danske familier. Som nævnt er
de praktiske problemer ved opløsningen større i disse tilfælde, end hvor man bor i
større husstande. Samtidig er måske det sociale pres, der søger at hindre en opløs-
ning, mindre. Tendensen til forsømmelse af de familiære pligter vil lettere blive holdt
nede i storfamilien, og viser de sig alligevel, føles det mindre tyngende af ægtefæl-
len, der har andre at støtte sig til. Det er at vente, at opløsningstanken senest vil
slå igennem i storfamiliehusstandene. Disse er i øvrigt stærkt aftagende i antal navn-
lig i byerne, hvor som nævnt også andre træk i udviklingen kan begunstige opløsning
af ægteskaber.
Mange ægtepar er øjensynlig blevet bremset hos præst, kommunefoged eller po-
liti. Det fremgår bl. a. af en af landsdommeren over Grønland offentliggjort stati-
stik, som han kommenterer på den måde, at han anslår, at ca. halvdelen af de sager,
der rejses, påny opgives af parterne; men et endnu større antal sager må formodes
aldrig at nå så langt som til registrering hos domsmyndigheden. Talrige husspektak-
ler bilægges af politiet, og præster og kommunefogeder har oplyst, at de må udføre
et betydeligt arbejde for at mægle mellem stridende ægtefæller, et arbejde, som i de
fleste tilfælde resulterer i, at parterne forsøger fortsættelse af samlivet.
Forholdene i de ægteskaber, der søges opløst.
Man har set på, hvem det er, der har benyttet adgangen til at få ægteskabet op-
løst, og herunder har man interesseret sig for ægteskabernes varighed og antallet af
børn i ægteskaberne og på baggrunden for ægteskabssagens rejsning. Undersøgelsen
[6]
giver indtryk af, at det er langvarige og dybtgående uoverensstemmelser, der fører
til opløsning. De fleste af ægteskaberne har varet i flere år; en del endog i en lang
årrække, og det fremgår tydeligt, at forholdene i reglen længe har været utilfreds-
stillende for den ene eller begge parter.
Man kan sige det sådan, at der er to typiske situationer, der i denne første under-
søgelsesperiode har ført frem til ægteskabets endelige forlis. Man kan først tage
hjemmet med de groft ufredelige tilstande; der er drikkeri med i spillet. Årets fest-
og højtidsdage ender med voldsom ballade, slagsmål og vold, og undertiden må
politiet indblandes. Det kan være manden eller konen, der drikker og slår, eller dem
begge, og hvor sådanne tilstande har varet i nogen tid, vil nok hverken ægtefællerne
eller samfundet beklage, at de går fra hinanden.
Den anden typiske situation er den, at samlivet mellem ægtefællerne længe helt
eller delvis har været ophørt. Manden har måske været borte fra hjemmet i la>ngere
tid på grund af sygdom eller i anledning af arbejde, og begge ægtefællerne eller den
ene af dem kan have indledt forhold til andre. Der forekommer smitte med køns-
sygdom, og tilfælde hvor konen har fået et barn, som manden ikke er far til. T den
slags tilfælde er der nok heller ingen tvivl om, at forholdet mellem ægtefællerne er
uoprettelig ødelagt og skilsmisse en fornuftig løsning.
Helhedsbilledet er, at det er alvorlige klager, der har været fremført, og at de
bange anelser om, at der ville komme uovervejede skilsmisser i hvert fald endnu ikke
er blevet bekræftede, men de her nævnte typiske situationer dækker selvfølgelig ikke
hele sandheden.
Selv om man nu når til, at ægtefællerne som regel har haft gode grunde til at
søge opløsning, hører det med til bedømmelsen af situationen, hvordan selve opløs-
ningen af ægteskabet er gennemført, og hvordan ægtefællerne og børnene har klaret
sig bagefter.
Indholdet af myndighedernes afgørelser.
Skilsmisse forekommer i et lidt større antal tilfælde end separation.
Med hensyn til fastsættelse af vilkår forekommer der ret stor enighed mellem
parterne angående spørgsmålet om forældremyndigheden, og parternes ønsker er
altid blevet fulgt af myndigheden. I de enkelte tilfælde, hvor der har været strid,
har man vanskeligt ved af det skriftlige materiale at se, hvilke forhold myndighe-
derne lægger til grund for deres afgørelse. Der synes ikke at være nogen speciel til-
bøjelighed til at foretrække moderen, heller ikke hvor det drejer sig om små børn.
Det er sædvanligt at pålægge manden at svare normalbidrag til de børn, hustruen får
tillagt forældremyndigheden over, selv om han også selv har fået forældremyndig-
16
[7]
heden over nogle af børnene, hvorimod det ikke er forekommet, at hustruen er på-
lagt at svare bidrag til de manden tillagte børn.
Ved afgørelsen af spørgsmålet om bidrag fra manden til hustruen lægges der gan-
ske klart vægt på, om hustruen har egen indtægt eller mulighed for at opnå det. Hu-
strubidrag synes at være undtagelsen. I nogle tilfælde har man dog tillagt hende
bidrag i en periode nærmest som en erstatning for, at hun intet har udtaget af boet
eller i hvert fald kun nogle få personlige ejendele. Hustruen er i intet tilfælde pålagt
bidrag til manden.
Bodelingen er som oftest ordnet privat mellem parterne før sagens behandling
eller henskudt til senere privat deling mellem parterne. Det er undtagelsen, at kreds-
retten foretager skiftet.
Virkningerne af opløsningen.
En undersøgelse af de praktiske og personlige virkninger af opløsningen for
ægtefællerne og børnene har kun været mulig i det omfang, hvor man har kunnet få
kontakt med parterne eller i nogle tilfælde har kunnet få oplysning om deres senere
forhold af kredsdommeren. Man har set på, om parterne efter at ægteskabet for-
melt er opløst atter skulle være blevet forsonede. Det forekommer kun i et enkelt
tilfælde, men i den forbindelse må det huskes, at de fleste forliges, før den formelle
afgørelse om opløsning er truffet.
Hovedspørgsmålet er, hvordan er det gået ægtefællerne og børnene, hvor opløs-
ningen er blevet en realitet? Det har været sagt fra grønlandsk side: „Vi grønlændere
er for fattige til skilsmisse." Det rummer en kerne af sandhed. Man kan ikke splitte
de få ejendele uden at ødelægge mulighederne for at videreføre hjemmet, og den ene
må derfor drage tomhændet bort måske endda med nogle af børnene at forsørge.
For den, der forlader det tidligere fælles hjem, er der et boligproblem. For kvin-
den vil der ofte være et forsørgelsesproblem, hun skal forsørge sig selv og måske et
eller flere børn, og for manden er der et husholdningsproblem.
Boligproblemet synes at være det alvorligste. Navnlig for kvindens vedkommende
er det ofte den eneste mulige løsning at vende hjem til forældrene eller at drage ind
hos gifte børn. Men der vil i reglen være trange pladsforhold, og selv om det måske
føles som en naturlig forpligtelse at tage imod den enligtstillede datter eller mor, så
er det næppe en helt tilfredsstillende løsning. Man kan også se disse kvinder flytte
fra husstand til husstand. Undertiden løses boligproblemet ved at søge et arbejde,
der giver mulighed for at bo hos arbejdsgiveren. Det er pladser som husholderske el-
ler som medhjælp på hospital eller gæstehjem eller tilsvarende. Men der er den man-
gel ved denne løsning af boligproblemet, at den giver i reglen ingen mulighed for at
have børnene hos sig.
[8]
Forsørgelsesproblemet er lettere at løse, så længe beskæftigelsessituationen er god.
De fleste fraskilte eller fraseparerede kvinder har hurtigt fået et job og falder ikke
det offentlige til byrde. Men nogle af kvinderne er for gamle eller for skrøbelige til
at påtage sig arbejde. Man kan se bort fra, at manden klarer forsørgelsen af sin for-
dums kone. Hustrubidrag er undtagelsen, og de betales ikke gerne godvilligt. Det
ser ud til, at familien træder til, og hvis den ikke kan, har hun mulighed for offent-
lig understøttelse.
Husholdningsproblemet for manden løses undertiden ved, at der i forvejen er
andre voksne kvinder i husstanden — hans mor eller søster f. eks.
Forøvrigt er situationen i flere tilfælde den, at den ene eller begge ægtefæller har
fundet sig en ny partner.
Børnenes problemer i anledning af opløsningen, er det vanskeligere at sige noget
om. Der synes at være en tendens til, at kvinderne ikke ønsker at beholde børnene hos
sig, hvis de føler, at de ikke magter opgaven, og stridigheder om børnene er undta-
gelsen. Der forekommer at være ret stor enighed mellem ægtefællerne om, hvordan
børnene skal fordeles. Større børn synes nærmest at blive betragtet ud fra den syns-
vinkel, at de kan lette den voksnes problemer med forsørgelse eller husholdning, så-
ledes at uenighed snarest opstår om disses fordeling. Der er ikke fremkommet op-
lysninger om tilfælde, hvor samkvemsret har været diskuteret. Den af forældrene,
der ikke får forældremyndigheden, synes ofte at opgive kontakten med de pågæl-
dende børn — specielt i de tilfælde, hvor han eller hun rejser til en anden plads. Hvil-
ket indtryk opløsningen gør på børnene, har man ikke haft muligheder for at
undersøge.
Man kan sammenfattende om undersøgelsen sige, at den taler for at opløsningsad-
gangen ikke har været benyttet i tilfælde, hvor der ikke var tungt vejende grunde.
Opløsningen af ægteskabet har medført vanskeligheder navnlig med hensyn til bolig
for den, der må flytte fra hjemmet, og de psykiske følger for børnene kender vi ikke,
men vanskelighederne må ses på baggrund af dårlige tilstande forud for opløsning,
og de forekommer i den forbindelse ikke så tungtvejende, at de taler for fortsættelse
af samlivet, men snarere for, at myndighederne sætter ind med bistand til løsning af
problemerne, navnlig for de enligt stillede kvindelige forsørgere.
Det må imidlertid fremhæves, at undersøgelsen har været ret begrænset i sin op-
gave, når den skulle belyse, hvordan den ved loven indførte adgang til opløsning af
ægteskabet har virket.
Bagved ligger en interesse for, hvordan det går med familien i det grønlandske
samfund i denne tid med hastige ændringer af samfundsforholdene. Det er også gi-
vet, at ægteskabernes og familiernes stabilitet ikke i særlig grad vil blive direkte på-
virket af, om der er mulighed for lovformelig opløsning.
18
[9]
Der er et vekselvirkningsforhold mellem den måde, hvorpå familielivet organise-
res og udfolder sig og samfundslivets øvrige organisation og udfoldelse. De forskel-
lige livsområder skal tilpasse sig hinanden og i en tid med store omvæltninger i livs-
formerne for eksempel indenfor erhvervslivet, kan det ikke forventes, at man und-
går tilpasningsvanskeligheder og konflikt på familielivets område. I to artikler i
dette tidsskrift arg. 1954 har forfatteren behandlet spørgsmålene om forholdet mel-
lem familie og samfund mere generelt.
De store ændringer i det grønlandske samfund i de seneste år'og deres indvirk-
ning på familielivet er gjort til genstand for undersøgelse og en rapport om disse
undersøgelser vil fremkomme.
[10]