[1] GRØNLAND OG FÆLLESMARKEDET Grønlandske problemer ved Danmarks eventuelle indtræden i fællesmarkedet* Af direktør, lic. mere. Hans C. Christiansen, Den kongelige grønlandske Handel Baggrunden for Fællesmarkedet. ijamlingsbestræbelser har altid spillet en stor rolle i Europas politiske liv. Oprindelig var det vel overvejende udtryk for politisk magtkoncentration, men siden gennem- bruddet af den såkaldte industrielle revolution har også den økonomiske nødvendig- hed spillet ind. Store industrianlæg kan ikke drives rentabelt, når de ikke kan arbejde for et stort marked, men nationale grænser klipper nemt den økonomiske tilværelses livslinjer over. De små lande bliver derved mindre konkurrencedygtige, og så opstår tendensen til samling af både de større og de mindre. Sådanne bestræbelser har altid fået ny næring efter katastrofer som følge af politiske sammenstød eller økonomi- ske kriser, men de har ikke siden middelalderen antaget så konkret form som efter den anden verdenskrig, hvor fremgangen i Amerikas forenede Stater vel nok har stået som eksempel på, hvad der kan nås i konkurrenceevne og økonomisk velstand ved sammensmeltning af store landområder med rige og stærkt varierende naturlige hjælpekilder og med en stor og samarbejdende befolkning. Benelux-aftalerne mellem Belgien, Holland og Luxembourg blev til allerede under anden verdenskrig og førtes ud i livet kort efter. Amerikas økonomiske støtte inden for Marshal-planens rammer skabte grundlag for et ikke helt så dybtgående, men langt bredere og stadig virksomt samarbejde mellem flertallet af de vesteuropæiske lande. Adskillige andre organisationer dannedes, men den vigtigste af alle bliver åbenbart den såkaldte Rom-traktat, som blev indgået i 1957 mellem Frankrig, Vest- tyskland og Italien samt Beneluxlandene : Belgien, Holland og Luxembourg. Disse 6 lande har dermed vedtaget at oprette et fællesmarked, d.v. s. at gøre alle 6 lande til eet marked, hvor alle frit skal kunne handle med alle, hvor varerne frit kan bevæge sig, og hvor arbejdskraft og kapital kan flytte frit. Sammenslutningen har et meget vidt sigte. Rom-traktatens art. 2 siger herom: „Fællesskabet har til opgave gennem oprettelse af et fællesmarked og gennem en gradvis samordning af medlemsstaternes økonomiske politik at fremme en harmo- * Af hensyn til de stærkt skiftende forhold noteres, at artiklen er afleveret til trykning den 23. juli 1962. 375 [2] nisk udvikling af de forskellige former for økonomisk virksomhed i Fællesskabet som helhed, en fortsat og afbalanceret ekspansion, en øget stabilitet, en hurtigere vækst i levestandarden og snævrere forbindelse mellem de stater, som det forener." Man gik så realistisk til værks og opnåede så hurtigt positive resultater, at de vest- europæiske lande, som stod uden for Fællesskabet, følte sig handelspolitisk truet. Un- der siuationens tvang dannede flertallet af disse stater en ny sammenslutning: EFTA, „De ydre syv", som også Danmark hører med til. Også disse lande er gået i gang med nedbrydning af toldskranker og af andre handelsrestriktioner, men de har haft svært ved at følge trit med „De seks". Desuden holdtes tanken om et samarbejde mel- lem disse to grupper levende. Bestræbelser om en samlet tilslutning af ,,De ydre syv" til "De seks" har dog måttet opgives, og resultatet er blevet, at EFTA-landene hver for sig må tage standpunkt, og at i dag alle vesteuropæiske lande med undtagelse af Island og Finland forhandler om optagelse eller associering, d. v. s. enten fuldt med- lemsskab med deraf følgende rettigheder og pligter eller en løsere samarbejdsform. Grønland og EFTA. For Danmarks vedkommende er der truffet beslutning om, at vi sammen med Stor- britannien og betinget af Storbritanniens tilslutning vil søge optagelse i Det europæiske økonomiske Fællesskab. Dermed rejses også for Grønland vidtrækkende problemer. Ved Danmarks tilslutning til EFTA blev Grønland oprindelig holdt uden for, men det viste sig hurtigt at være en for Grønland uheldig situation. Nedbrydning af de ofte ret høje toldskranker er selvfølgelig en umiddelbar økonomisk fordel for de eksporterende lande, både konkurrencemæssigt og finansielt, fordi markedsforhol- dene ofte vil tillade eksportørerne at forhøje deres priser i takt med toldreduktionen. Men når man, som det er tilfældet her, kun reducerer tolden for varer, der kommer fra en bestemt gruppe af lande, kan det blive katastrofalt at stå uden for. Konkurren- terne får betydelige toldmæssige fordele og vinder derfor frem på markedet. Det var den situation, vi kom ud for under EFTA, og den kunne kun løses ved den danske regerings beslutning om at lade Grønland indgå i EFTA-aftalen. Hele problemstillin- gen forenkledes derved, at Danmark kunne tage vidtgående forbehold med hensyn til de modydelser, der efter sædvanlig praksis skulle have været givet. Det fremgår af Grønlands landsråds forhandlinger i 1961 (Beretninger vedr. Grønland nr. 2/1961, side 194), at der ved en dansk deklaration blev taget forbe- hold på følgende punkter: Danmark fik ret til at udstrække til Grønland på et hvilket som helst tidspunkt før 1. juli 1970 de danske toldsatser og kvantitative restriktioner. (Man lægger mær- ke til den korte frist, som vel må få indflydelse på de erhvervspolitiske overvejel- ser, der foregår inden for Grønlandsudvalget af 1960). 376 [3] Den danske regering forbeholdt sig ret til at opretholde den grønlandske kon- junkturudlignings f ond med henblik på at stabilisere de grønlandske producenters indkomster. I forbindelse hermed har den danske regering under forhandlingerne udtalt, „at konjunkturudligningsfonden såviclt muligt vil blive administreret i over- ensstemmelse med EFTA-konventionens regler", men det væsentlige er, at der her- ved skabtes forudsætning for opretholdelse af hele det nuværende, overvejende so- cialt betingede prisudligningssystem. Danmark fik „i lys af det begrænsede omfang og særlige karakter af økonomisk aktivitet i Grønland og de der herskende særlige sociale befolkningsmæssige be- tingelser, og så længe disse særlige betingelser eksisterer, ret til at fortsætte med at gøre etablering og udøvelse af økonomisk forretning i Grønland betinget af dansk statsborgerskab og permanent ophold i Grønland." Til dette sidste punkt blev der afgivet en supplerende dansk deklaration gående ud på, at „retten til at opretholde den nuværende etableringsret såvidt muligt ville blive administreret sådan, at de fordele, toldafviklingen og fjernelsen af importrestrikti- onerne ville medføre for samhandelen mellem medlemslandene, ikke ville blive gjort illusoriske". Endelig udtaltes, „at Den kongelige grønlandske Handels indkøbspolitik vil være ledet af rent kommercielle hensyn". Dette var resultatet på baggrund af en landsrådsudtalelse under forhandlingerne i Grønlands landsråd i 1960 (Beretninger vedr. Grønland nr. 2/1960, side 110), der lød som følger: „Der var enighed om at tiltræde formandens indstilling om en princi- piel tilslutning til frihandelssammenslutningen under forudsætning af, at samtlige nugældende ordninger i Grønland opretholdes uændret". Er del muligt at lage EFTA-furbehold over fur Fællesmarkedet1? Også spørgsmålet om Danmarks tilslutning til Fællesmarkedet, altså til „De seks" eller EEC, som den officielle forkortelse lyder, er blevet forelagt landsrådet, hvilket skete i 1961 (landsrådets forhandlinger 1961, side 148). Landsrådet kom til den konklusion, „at tiden ikke er moden til Grønlands uforbeholdne tilslutning til Fælles- markedet, og at der derfor må tages betydelige forbehold for Grønlands vedkom- mende". Der formuleredes derfor en udtalelse, der lyder som følger: „Landsrådet kan give sin principielle tilslutning til Grønlands optagelse i fæl- lesmarkedet, under forudsætning af at samtlige nugældende ordninger i Grønland i så vid udstrækning som muligt opretholdes uændret, jævnfør herved i denne forbindelse landsrådets tilsvarende udtalelse i 1960 om tilslutning til frihandels- området. Landsrådet henleder i denne forbindelse navnlig opmærksomheden på, at rådet - under hensyn til Grønlands særlige klimatiske og geografiske forhold i forbindelse 377 [4] med landsdelens absolutte afhængighed af fiskerierhvervet — må nære den største betænkelighed ved en ordning, der indebærer, at statsborgere fra Rom-traktatens øvrige medlemslande får adgang til fiskeri inden for det grønlandske fiskeriter- ritorium." Dette må vel tolkes således, at landsrådet selvfølgelig lægger meget væsentlig vægt på de fiskeripolitiske problemer, men at man af den grund ikke kan se bort fra de ind- ledende og principielt overordentligt vigtige forbehold, der, som det fremgår af for- anstående nøje falder sammen med de forbehold, som Danmark kunne tage over for EFTA. Det alt overskyggende spørgsmål for den særlige økonomiske politik, der kan fø- res for Grønlands vedkommende, er herefter simpelthen, om den danske regering har nogen realistisk mulighed for at tage disse særlige forbehold for Grønland under forhandlingerne om Danmarks tilslutning til Fællesskabet — ikke blot i betragtning af, at Grønland er en integrerende del af riget, men også i betragtning af, at Rom- traktaten er langt mere vidtgående end EFTA-overenskomsten. Rom-traktaten tager ikke blot sigte på en liberalisering af handelen med industri- varer, men den tilsigter jo en fuldstændig integration af hele samfundsøkonomien, fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og kapital inden for Fællesskabet og fælles handelspolitik udadtil, omfattende hele erhvervslivet, herunder både industri, land- brug, fiskeri og transport. I aftalen ligger spiren til et statsfællesskab med vidtgå- ende politiske konsekvenser, fordi medlemsstaterne som følge af samarbejdet selvføl- gelig må opgive en væsentlig del af deres suverænitet. I Danmark er bølgerne gået højt i diskussionen om landets tilslutning til Fælles- markedet. Eksporterhvervene har været positivt indstillet. Hjemmemarkedserhver- vene har været betænkelige eller direkte modstandere - helt bortset fra de politiske aspekter. Store industrigrupper føler sig truet — og stillet over for beslutningen om Danmarks tilslutning rejses krav om styrkelse af industrien ved øget investering, ra- tionalisering af virksomhederne, udvidet samarbejde mellem virksomheder og bedre uddannelse af arbejdskraften. Det lyder, som var det grebet ud af den aktuelle diskussion om opbygningen af et konkurrencedygtigt grønlandsk erhvervsliv. Men i Grønland har vi denne diskus- sion allerede nu og af andre grunde. Hvor meget stærkere må problemstillingen da ikke tegne sig for Grønland, når Danmark går ind i Fællesskabet? Hvorledes vil ud- viklingen tegne sig for grønlændernes deltagelse i erhvervslivet, når der er enighed om fri etablering for alle medlemslande ? Kan de nuværende støtteordninger med kun- stig opretholdelse af urentable produktionssteder, med prisstøtte til urentable pro- duktioner og med prisudligning over K-fonden overhovedet opretholdes? Skal med- lemslandenes borgere have fri adgang til etablering, til landing og til fiskeri ved Grøn- 378 [5] lands kyster, og hvilken indflydelse vil alt dette have på den grønlandske befolk- nings erhvervsmuligheder og på fiskerimulighederne? Det er svært om ikke umuligt på nuværende tidspunkt at besvare disse spørgsmål, men den kendsgerning, at de må rejses i dag med stor styrke, viser, at det er nødvendigt, at man også i Grønland og i grønlandsk interesserede kredse gør sig klart, hvad Rom-aftalen indeholder, hvilke risici den rummer, og hvilke chancer den byder. Den fælles ydre toldtarif. Danmarks tilslutning til Fællesmarkedet vil ikke blot få betydning for Grønlands eksport, men også for importen til Grønland. I officielle dokumenter udtales ganske vist, at indførelse af den fælles ydre toldtarif på Grønland ikke forventes at med- føre særlige problemer, men denne opfattelse må være afhængig af, hvilken fortolk- ning der lægges i „særlige problemer". Selvfølgelig kan der ikke opstå særlige pro- blemer i vore relationer til Fællesmarkedet, men det bør dog påpeges, at der i dag i Grønland ikke findes noget told- og afgiftsvæsen, og at Grønland derfor i dag told- teknisk er toldudland. Hvis Danmark tilslutttes Fællesmarkedet, må dette vel blive uholdbart allerede i en nærmere fremtid. Derfor må det være rigtigt allerede nu at overveje etablering af et told- og afgiftsvæsen i Grønland, som sætter det danske toldsystem m. m. i virksomhed også i Grønland — og det må være rimeligt, at man samtidig i Grønland indfører det danske afgiftssystem, idet hele told- og afgiftvæ- senets administration dermed vil kunne overdrages til Departementet for Told- og Forbrugsafgifter. Det siger sig selv, at dette forvaltningsteknisk, administrativt og finansielt vil volde adskillige problemer. Derudover vil prisniveauet i Grønland herved formentlig forhøjes betydeligt. Dette vil igen medføre en forhøjelse af produktionsomkostningsniveauet og som følge her- af en væsentlig forringelse af produktionens rentabilitet. Her foreligger således en parallel til den stigning i den danske industris omkost- ninger, der ventes at ville følge med stigende priser på landbrugsprodukter ved Dan- marks tilslutning til Fællesmarkedet. Samme forhold vil selvfølgelig også gøre sig gældende i Grønland— tilmed i væsentlig forstærket grad. Forholdet er nemlig det, at Grønland hidtil ikke blot har haft toldfrihedens fordele, men også har kunnet købe danske landbrugsprodukter til verdensmarkedspriser. Lige som danske afgifter ikke opkræves i Grønland, således har også de hjemlige prisordninger for landbrugspro- dukter ikke fundet anvendelse på leveringer til Grønland. Dette har givet Grønland en meget betydelig prisfordel, som kan anslås til ca. l mill. kr. årligt, og som er kom- met det grønlandske prisniveau og de grønlandske forbrugere, men dermed også produktionsomkostningerne og produktionens rentabilitet tilgode. 379 [6] Som bekendt opkræver Den kongelige grønlandske Handel de bestående forbrugs- afgifter i Grønland ved varens indførsel. Som led i denne ordning har Handelen fået eneret på indførsel af afgiftspligtige varer, men dette omfatter ikke-som det har væ- ret hævdet — at andre end Den kongelige grønlandske Handel vil kunne få lov til at indføre disse varer, blot de betaler afgiften til Handelen. Denne fremgangsmåde udelukkes af den omstændighed, at Handelen ikke blot opkræver afgiften, men i ly af eneretsordningen aflaster statskassen for 2,5—3 mill. kr. tilskud til forsyningstjenesten ved som opgæld i priserne at opkræve et pristillæg ud over afgiften. Der kan sik- kert rejses tvivl om, hvorvidt denne ordning er holdbar under Fællesmarkedet. Virkningerne for Grønlands eksport. Grønlands eksport vil selvfølgelig i høj grad kunne høste gavn af Danmarks til- slutning til Fællesmarkedet. Hidtidige erfaringer kan tyde på, at tilslutningen til Fæl- lesmarkedet ligefrem kan blive afgørende for de få grønlandske industriers eksistens- muligheder. I forvejen er det svært at etablere konkurrencedygtige industrier under de omkostningsmæssigt særdeles ugunstige grønlandske forhold. Hvis der til de høje afstandsomkostninger også skal komme en betydelig tolddiskrimineringpå de vigtige eksportmarkeder, kan man meget vel undergrave de spæde industriers eksistens. Pro- blemer af denne art viste sig allerede med betydelig styrke, da EFTA begyndte at re- ducere tolden på et tidspunkt, da Grønland endnu ikke var omfattet af EFTA-afta- len. I denne forbindelse bør erindres, at Fællesmarkedslandene —og især hvis EFTA- landene går ind i Fællesmarkedet — eksportmæssigt er af stærkt voksende betydning for Grønland. Fællestariffen fastsætter toldsatser på 15 % for torsk, 18 % for fiskefileter og 20 % for konserves af krebs og skaldyr (UMP 164).* Dette ville selvfølgelig for Grønlands vigtigste eksportgren være en meget alvorlig belastning, hvis omkost- ninger enten må resultere i lavere lønninger og lavere indhandlingspriser eller i statstilskud. Fællesskabets landbrugspolitik. Der vil ikke være stor tilbøjelighed til at drage Grønland ind i landbrugsovervejel- serne. Det grønlandske landbrug betyder så lidt i helhedsbilledet - men er dog en af de få muligheder, Grønland har for at beskæftige og ernære befolkningen. Da Fæl- lesskabets landbrugspolitik er beskyttelsesvenlig og tilstræber forøgelse af landbru- gets produktivitet, sikring af landbobefolkningens levestandard og stabilisering af markederne, skulle man principielt kunne vente en gunstig indflydelse. Virkningen for * UMP står herefter for udenrigsministeriets publikation af 1962: »Danmark og det europæiske fælles- skab«, og tallet angiver sidetal. 380 [7] Grønland er dog - bortset fra den forannævnte ugunstige indflydelse på det grøn- landske pris- og omkostningsniveau — vanskelig at overse. Her bør dog nævnes, at den pris, der kan opnås for frosset lammekød, er afgø- rende for fåreavlens økonomi, samt at det nok kan være tvivlsomt, om man inden for Fællesmarkedet blot vil kunne opretholde de nuværende priser og afsætningsvilkår. Det vil i realiteten afhænge af, i hvilket omfang britiske dominions får adgang til Fællesmarkedet. Deres kvantitativt meget betydelige udbud kan være bestemmende for hele prissituationen. Det i dag bestående almindelige importforbud for land- brugsvarer - hvorfra der kan dispenseres ved bevillingsudstedelse — er selvfølgelig til betydelig gavn for grønlandsk lammekøds afsætningsmuligheder i Danmark. Fællesskabets fiskeripolitik. Målsætningen for Fællesskabets fiskeripolitik er den samme som for landbrugs- politikken, nemlig forøgelse af fiskeriets produktivitet, sikring af en rimelig levestan- dard for fiskerne og stabilisering af markederne. Da man samtidig ønsker at garan- tere forsyningerne og at sikre forbrugerne rimelige priser (UMP 167), kan der nok ske en kollission i målsætningen. For at nå disse mål skal der „etableres en fælles organisation af markederne for fiskeriprodukter", og her tænkes ikke blot på fastlæggelse af generelle konkurrence- regler, men også på „tvungen samordning af de forskellige nationale markedsorga- nisationer og endelig en europæisk markedsorganisation". Dette er selvfølgelig over- ordentligt vigtige problemer for grønlandsk fiskeri, men da der tales om prisregule- ring, subsidier til produktion og a f sætning samt oplagrings-og overførselsordninger samt fælles mekanismer til ind- og udførsel og eventuelt oprettelse af tilpasnings- og garantifonds (UMP 167), må der være tale om meget vidtgående planer. I forbindelse med fiskeripolitikken får den vedtagne plan for afvikling af begræns- ninger i retten til fri erhvervsudøvelse særlig betydning, idet man her kommer ind på adgangen til fælles fiskeri inden for de nationale områder. Selv om disse spørgs- mål først får aktualitet ved udgangen af 1967, nærmervi os jo hurtigt dette tidspunkt. Hertil kommer så det meget vigtige spørgsmål, at der muligvis allerede på et tidli- gere tidspunkt vil kunne åbnes adgang til, at andre medlemslandes havne kan benyttes som basishavne for fiskeri, uden at egentlig etablering finder sted (UMP 168). Når disse muligheder åbenbart skaber bekymring i Danmark, har man vel også lov at på- pege problemets betydning for Grønland. Spørgsmålet om udvidelse af fiskerigræn- serne taber afgjort i betydning på baggrund af disse fællesmarkedsperspektiver, efter som det langt fra er sikkert for ikke at sige usandsynligt, at fiskerigrænserne kan komme til at gælde fællesmarkedspartnere. 38l [8] Endnu står det åbent, om spørgsmålet om fælles fiskeri- og basishavne og måske hele fiskeriet kan undtages fra bestemmelserne om retten til fri erhvervsudøvelse og liberalisering af tjenesteydelser (jfr. art 55 og § 2 art. 66). Når man ser på styrke- forholdet mellem fællesmarkedslandene, må det vel anses for udelukket, at en sådan undtagelsesklausul kan opnå den nødvendige enstemmige tilslutning. I denne forbin- delse bør huskes, at adgangen til indskrænkning i den principielle frihed til erhvervs- udøvelse (jfr. art. 56) er stærkt begrænset (UMP 170). løvrigt kan henvises til, at fiskeriministeriet (UMP 170) fremsætter følgende, åbenbart pessimistisk tænkte udtalelse om etableringsretten (UMP 170) : „De almindelige etableringsbestemmelser i art. 52 ff må antages at finde anven- delse ikke blot på fiskeindustrielle virksomheder på landjorden, men også på ejere af fiskerfartøjer, der bosætter sig i og lader deres fiskerfartøjer indregistrere i et andet medlemsland. En sådan etablering vil formentlig have den konsekvens, at der i så fald også må kunne drives fiskeri på dette lands søterritorium .... Hvad fri næringsudøvelse og etablering på landjorden angår, gør der sig formentlig ikke særlige forhold gældende for fiskeriet i forhold til andre erhverv, men man kan ikke afvise, at der er nærliggende muligheder for, at udenlandske koncerner vil være Interesseret i at etablere sig også inden for fiskeindustrien." Der er ikke spor tvivl om, at tilsvarende udenlandske interesser består for Grøn- lands vedkommende. Det er selvfølgelig et spørgsmål om politisk vurdering og poli- tisk indstilling, hvorvidt man hælder til at fremme sådanne interesser eller ej. Det ville være forkert at underkende, at fri adgang for alle Fællesmarkedets nationer til Grønland under visse omstændigheder og især i det lange løb kan tænkes at være i grønlændernes egen interesse. Forholdet er blot det, at grønlænderne hidtil ikke selv har turdet kaste sig ud i et sådant eksperiment, men tværtimod har taget afstand fra det — åbenbart fordi de frygter, at en så hurtig overgang befolkningspolitisk kan blive til skade for det grønlandske samfund — og det må være rigtigt at påpege dette forhold i den aktuelle situation. Vi må huske, at landsrådet i sin udtalelse af 9.9-61, hvor man behandler det alvor- lige spørgsmål om Grønlands stilling til Det europæiske økonomiske Fællesskab, ud- taler, at landsrådet „kan give sin principielle tilslutning til Grønlands optagelse i Fæl- lesmarkedet, under forudsætning af at samtlige nugældende ordninger i Grønland i så vid udstrækning som muligt opretholdes uændret." Den frie bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital. Traktatens art. 48 fastslår (UMP 173), „at den frie bevægelighed forudsætter afskaffelsen af enhver i nationaliteten begrundet diskrimination mellem medlemssta- ternes arbejdere for såvidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår". 382 [9] Her er ganske vist tænkt på, at „udsendte" kunne få fur lav løn, sammenlignet med hjemmehørende — men alligevel kunne man være fristet til at tænke på løndiskussio- nen i Grønland. Det væsentlige er selvfølgelig, at der skal gennemføres fri bevægelighed for ar- bejdskraften og dermed ret til at søge og tage arbejde. Herfra er dog undtaget an- sættelse i den offentlige administration, men om det gælder den store del af det grøn- landske erhvervsliv, der administreres af KGH, må stå hen i det uvisse. Vigtigere bliver det vel også, at man med disse bestemmelser skaber mulighed for, at fremmede virksomheder, der etablerer sig i Grønland, selv kan medbringe den til driften nødvendige arbejder- og funktionærstab. Retten til fri erhvervsudøvelse. Retten til fri erhvervsudøvelse er en væsentlig og betydningsfuld faktor ved gen- nemførelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab. Bestemmelserne herom er ned- fældet i artiklerne 52-58 (UMP 188 ff), og en almindelig plan for afvikling af de bestående begrænsninger er vedtaget af rådet den 25. oktober 1961. Der er derfor enighed om, at Danmark ikke vil kunne øve indflydelse på denne almindelige plans indhold. Der skal herefter sikres medlemsstaternes borgere ret til udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og til at oprette og lede virksomheder på samme betingelser, som dem der gælder for vedkommende medlemsstats egne borgere. Denne ret skal gælde både for personer og selskaber, og den skal omfatte såvel handel, håndværk og industri som en hvilken som helst anden selvstændig erhvervsvirksomhed. For væsentlige dele af industrien, import- og eksporthandelen, engroshandelen, bankvirksomhed og forsikring forudsættes den frie etableringsret gennemført inden 31. december 1963. Blandt de betingelser, der kræves ophævet, er krav om indføds- ret og om forudgående ophold i vedkommende land, der jo er velkendte i Grønland. Man må regne med, at heller ikke bopælskravene til aktieselskabers bestyrelse og di- rektion vil kunne opretholdes. For visse koncessionerede virksomheder må man regne med ligestilling mellem fremmede og egne borgere, hvilket i Grønland f. eks. kunne blive aktuelt for flyvevirksomheden (UMP 25). For fuldstændighedens skyld bør vel også nævnes, at der skal gives fremmede statsborgere adgang til at købe og udnytte grundejendom på samme måde som ved- kommende stats egne borgere. Et allerede ikrafttrådt direktiv vedrørende liberali- sering af kapitalbevægelser (UMP 205) medfører en ubetinget pligt for medlemssta- terne til at tillade andre medlemsstaters borgere at erhverve fast ejendom — også til formål, som intet har med erhvervsudøvelse at gøre. 383 [10] Man må. gå ud fra, at disse bestemmelser vil kunne øve indflydelse på de aktuelle overvejelser om ejendomsretten til grønlandsk jord, eftersom hele dette problem me- get vel kan blive aktuelt både for erhvervelse af beboelses-, industri- og andre er- hvervsarealer i byerne og for jordbrugsarealer i Sydgrønland. Også bestemmelsen om, at medlemsstaterne skal indrømme andre medlemslandes statsborgere nationalbehandling med hensyn til kapitalplacering i selskaber, kan få betydning i Grønland. Frihed til sådan kapitalanbringelse har hidtil ikke eksisteret, jfr. statens aftale med Nordafar, der forpligter selskabet til ikke at afhænde sine ak- tier til udenlandske interesser uden forudgående godkendelse af staten. Adgangen til fiskeri i de indre farvande har nær tilknytning til den frie etable- ringsret, men der er ikke klarhed over, om medlemslandene skal have sådan fri ad- gang. Det må alligevel være af særlig interesse for Grønland, at det officielle libera- liseringsprogram regner med, at fremstillingen af konserves og fisk og andre fiskeri- produkter liberaliseres inden 31. december 1965 (UMP 451) og havfiskeri og fi- skeri i territoriale farvande inden 31. december 1967 (UMP 452). Endvidere anses det for givet, at fremmedes fiskeri fra dansk (og herunder selvfølgelig også grøn- landsk) basishavn omfattes af Rom-traktatens etableringsbestemmelser (UMP203), forsåvidt ejeren af fartøjet bosætter sig og indregistrerer fartøjet i Danmark (Grøn- land) . Handelsministeriets rapport om etableringsproblemerne (UMP 215 f) konklude- rer som følger: „En umiddelbar betragtning, der tager hensyn til Danmarks beskedne størrelse, dets mangel på kapital og dets i forhold til de fleste nuværende fællesmarkeds- lande mindre fremskredne industrielle udvikling, lader snarest formode, at udlæn- dinge i større omfang vil kunne drage fordel af de frie etableringsmuligheder her i landet, end danske erhvervsdrivende vil kunne det i de øvrige medlemslande. Her- ved må dog ikke ses bort fra den positive betydning for dansk økonomi og beskæf- tigelse, som oprettelse af nye virksomheder her i landet kan få, selv om de opret- tes på fremmed initiativ og finansieres udefra." Disse betragtninger gælder i fuldt omfang også for Grønland og Grønlands er- hvervsmæssige udvikling. Blot må vi for Grønlands vedkommende hertil føje de sær- lige hensyn til den grønlandske befolknings udvikling og aktive deltagelse i erhvervs- livet, som har været afgørende for den erhvervspolitik, der blev fastlagt i 1950, og som under forhandlingerne i Grønlandsudvalget af 1960 er blevet så stærkt fremhæ- vet under slagordet „Grønland for grønlænderne". Uanset at alle vist er enige om, at der i dette slagord ikke-kan lægges nogen uvenlig endsige separatistisk tendens, er der også enighed om, at der stadig bør tages vidtgå- ende hensyn til den grønlandske befolkning. Denne indstilling bunder vel i den over- 384 [11] bevisning, at den grønlandske befolkning uddannelsesmæssigt befinder sig ved et af- gørende skel, og at den om 25 eller 20 eller 15 år menneskeligt og uddannelsesmæssigt vil være nået så meget længere frem, at den kan tage virkelig aktivt del i erhvervs- ledelsen og erhvervsudviklingen, samt at det derfor må være rimeligt, at man indrøm- mer den en rolig og i visse henseender beskyttet vækstperiode. Sådanne hensyn vil det blive meget vanskeligt og måske umuligt at tage, hvis Grønland sammen med det øvrige Danmark tilsluttes Fællesmarkedet uden klare forbehold. Kapitalbevægelser. Fællesmarkedes målsætning på kapitalområdet går ud på, at medlemsstaterne grad- vist i løbet af overgangsperioden sig imellem skal afskaffe restriktioner på kapital- bevægelser i det omfang, det er nødvendigt for Fællesmarkedets tilfredsstillende funk- tion (UMP 221). Den sidste tilføjelse indeholder jo en meget betydelig begrænsning. Vi må her se bort fra kapitalbevægelsernes indflydelse på valutapolitikken, da det i al fald ikke er et grønlandsk problem, og da det i forbindelse med grønlandske in- vesteringer vel heller ikke kan blive et danskproblem, f. eks. ved ligefrem at forstyrre kapitalmarkedes funktion. Det som derimod konkret interesserer her, er disse bestemmelsers eventuelle ind- flydelse på investering og etablering i Grønland. Traktatens bestemmelser giver dog ikke nogen særlig indgående behandling af denne sekundære problemstilling. Måske bør dog nævnes den ubetingede liberalisering af investering i fast ejendom, uanset om det drejer sig om erhvervsmæssig brug (UMP 224), og anbefaling af at liberali- sere kapitalbevægelser i forbindelse med aktieemissioner og lignende (UMP 224). Begge dele kan få direkte relation til etableringsspørgsmålet. I samme omfang som medlemsstaterne er forpligtet til at tillade fri erhvervsud- øvelse, omfattes kapitalbevægelser også af det af Fællesskabet udstedte direktiv. Ad- skillige af de her omtalte kapitalbevægelser er forlængst liberaliseret i Danmark. Det gælder således både varekreditter og lån mellem moder- og datterselskaber. Transporten. Landenes transportpolitik byder rige muligheder for regulerende indgreb i erhver- venes konkurrenceforhold. Derfor indeholder Rom-traktaten også et sæt af bestem- melser til liberalisering på dette område. Landtransport kan vi vel se bort fra i for- bindelse med Grønland, men derimod kan det være nyttigt at se på søtransporten, der dækker størsteparten af transportbehovet inden for det grønlandske samfund. Selv om der synes at have været nogen diskussion om traktatens rækkevidde på dette felt, er der åbenbart ikke tvivl om, at bestemmelserne om den frie bevægelighed for ar- bejdskraft og om retten til fri erhvervsudøvelse også kan gøres gældende for sø- 385 [12] transporten (UMP 248). På den anden side er søfarten til, fra og i Grønland fri, så der næppe på dette område kan opstå særlige komplikationer. De problemer, der må- ske kan opstå inden for søfarten i det hele taget på grund af det principielle krav om arbejdskraftens fri bevægelighed, kan vi i denne forbindelse sikkert se bort fra. Formentlig ligger der for Grønlands vedkommende heller ingen problemer i be- stemmelserne om statssubsidier til søfarten. Driftssubsidier er ikke ukendte i Grøn- land. Atlantfarten hviler ganske vist økonomisk i sig selv, d. v. s. at fragter og billet- indtægter dækker samtlige omkostninger. Derimod er det en kendt sag, at kystfarten, besejling af distrikterne og besejling af hele Øst- og Nordgrønland ikke kan gennem- føres uden betydelige driftssubsidier fra staten. Disse subsidier har et socialt sigte, og de indeholder intet diskriminationselement, altså intet forsøg på forskelsbehandling mellem danske og andre statsborgere, hvad enten de deltager i udførelsen af besej- lingsopgaver eller er brugere af samme, Derfor må man kunne regne med, at tier heller ikke på dette område kan opstå særlige grønlandske problemer. Konkurrenceregulering. Rom-traktaten tilstræber „ligevægt i samhandlen og rimelige konkurrencevilkår" samt „en ordning der sikrer, at konkurrencevilkårene på Fællesmarkedet ikke for- rykkes" (UMP 258). Dette uddybes ved en bestemmelse om, at „alle aftaler mellem virksomheder, alle beslutninger truffet af sammenslutninger af virksomheder og alle former for fælles forretningsmetoder, der kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne, og som har til formål eller til følge at hindre eller begrænse konkurrencen eller at forrykke vilkårene for denne inden for Fæl- lesmarkedet, er uforenelige med Fællesmarkedet og forbudt. . ." (art. 85). Det kan ikke udelukkes, at disse bestemmelser, selv om de egentlig er møntet på kartel- ler og lignende, kan få betydning for afsætningen af grønlandske produkter, sålænge den er centraliseret. I den forbindelse bør man erindre, at der hidtil har været enig- hed om centraliseringens fordele, uanset om man så har talt om den nuværende salgs- organisation eller en afløsning af samme ved mere frivillige eller private afsæt- ningsformer. Herudover kan man indvende, at Fællesmarkedets monopolbestemrnel- ser på mange punkter svarer til den danske monopollovgivning, og at den dog ikke ud fra danske forudsætninger, og uanset monopolloven også gælder for Grønland, har været anvendt på den grønlandske salgsorganisation — men spørgsmålet er vel netop, om danske forudsætninger falder sammen med fælleseuropæiske. Dertil kom- mer, at Rom-traktaten er mere omfattende, idet den også gælder for eksportfor- hold, nemlig til Fællesmarkedets lande, hvad den danske monopollov ikke gør (UMP 260). Monopolloven omfatter heller ikke offentlige virksomheder, der varetager almennyttige forsyninger og tjenesteydelser. Også de falder principielt ind under 386 ; [13] Rom-traktaten, og samme forskel gør sig gældende for koncessionerede virksomhe- der. Ganske vist hviler Rom-traktatens bestemmelser for fiskeriområdet, men de må ventes sat i kraft, såsnart man formulerer de øvrige aftaler på dette felt. Med de foreliggende oplysninger er det overordentlig svært at bedømme, om og i hvilket omfang Rom-traktatens bestemmelser om konkurrenceregulering kan øve indflydelse på afsætningen af grønlandske produkter. Der kan ikke være tvivl om, at de ikke kan ramme den fælles salgsorganisation i sin nuværende form. Forholdet er jo det, at den i kommissionsbetænkningen af 1950 omtalte centralisering af eksporten aldrig er gennemført i sin fulde konsekvens. Tværtimod er det i dag nemt at få dispen- sation fra den principielle regel om centralisering. Derimod bør man nok erindre Fællesmarkedets til den tid måske nærmere udformede regler, når man skal drøfte den grønlandske eksports fremtidige organisation, hvor forsøgene på at sprede pro- duktionsinteresserne kan give tanken om samarbejde i eksporten ny næring. På den anden side bør dog også erindres, at Rom-traktatens konkurrenceregler kan være gavnlige for dansk eksport, hvor den møder andre og større landes konkurrence, og hvor større markedsfrihed derfor kunne være ønskelig. Et af de dominerende spørgsmål er vel, om Fællesmarkedets markedsregulerende bestemmelser tillader opretholdelse af den bestående eneret til opkøb af f. eks. skind. En påfaldende interesse fra større firmaer inden for Fællesmarkedet i direkte skind- opkøb i Grønland, som har kunnet konstateres i den allerseneste tid, kunne tyde på, at man venter forskydninger på dette felt. Interessen vil blive stærkt reduceret, hvis man en gang forlader den nuværende prisudligning mellem forskellige områder (mellem nord og syd eller mellem byer og udsteder) og mellem forskellige varer (f. eks. mellem skind og spæk eller mellem rejer og fisk). Derfor er det på sin plads at understrege, at den sociale prisudligning endnu eksisterer, fordi den ønskes af de afgørende grønlandske instanser. Prisudlig- ningen har stor social betydning. Den er forudsætning for adskillige udsteders eksi- stens og for indhandling af adskillige produkter. Thi uden den ville det ikke være muligt — i al fald ikke uden betydelige statstilskud til produktionen — at opkøbe alle de varer, som der tabes penge på, eller at opretholde de mange pladser, hvor pro- duktion og forsyning giver store tab. Hvis man vil, kan man trøste sig med, at dette kun er en overgang, men overgangen skulle jo helst ikke være så brat, at der opstår alvorlige befolkningspolitiske konse- kvenser. Også det nuværende system søger at fremme de rentable produktionsgrene og at udvikle de rentable pladser, men det sker med lempe ve