[1]
STORFANGEREN KIVIOQ,
DER DROG PÅ LANGFART TIL AKILINEQ
Et gammelt sagn fortalt uf Hans Kreutzmann, Kangamiut, til kaptajn Johannes Balle
l\Jvioq var en vældig fanger. Han færdedes altid på havet i sin kajak og fangede
mange sæler. Engang han som sædvanlig kom hjem med sæl, bad han sin kone om at
gå ned og flænse den. Da konen var færdig med at flænse, ville hun skylle skindet
og sprang ud på en lille sten, der lå lidt fra bredden. Hun vendte ryggen til land og
skyllede, til skindet var rent for blod og ville så atter springe i land, men da hun
vendte sig om, så hun kun hav og himmel; hvor hendes boplads havde været, var
der intet land at øjne. Det viste sig, at hun på grund af trolddom i et spring var
kommet over til Akilineq (Baffinland), landet på den anden side havet.
Kivioq ventede længe på sin kone, men da hun ikke kom op, gik han ned for at se
efter hende. Han fandt også sælen, hun havde flænset, men intet spor af hende. De
boede alene på bopladsen, så der var ingen, der kunne have set, hvor hun var gået
hen, hvorfor han besluttede at søge hendes spor på åndemanervis. Da det blev
mørkt, holdt han derfor åndebesværgelse og så nu, at hun var gået lige over havet
mod Akilineq.
Han sørgede meget over tabet af sin kone, men det var der intet at gøre ved, han
tog sig snart en ny. Nu levede han i nogen tid sammen med sin anden kone, men da
han ikke kunne glemme hende, han havde mistet, besluttede han at tage ud for at
opsøge hende. Han talte ikke med nogen derom, men begyndte at opføre sig meget
mærkeligt. Hver dag, når han kom hjem fra fangst, fortalte han sin kone, at han havde
mistet sin ene kajakvante, men snart var det den højre, snart den venstre. Dette blev
han ved med, indtil han havde stoppet hele agterenden af sin kajak fuld. Han var
klar over, at han måtte have mange vanter med på en så lang tur. Han gjorde sig
færdig med sine forberedelser og tog af sted på fangst uden at meddele nogen, at han
ikke kom tilbage. Han fulgte den vej, han under sin åndemaning havde set sin
kone gå og tabte snart landet af sigte. Om aftenen blev hans anden kone ængstelig,
da han ikke kom hjem sammen med de andre fangere, og de kunne kun oplyse hende
om, at Kivioq var forsvundet ud over havet, og siden havde ingen set ham.
420
[2]
Kivioq roede imidlertid på langfart for at finde sin første kone. Han roede og
roede og kom længere og længere ud på det åbne hav. På sin vej mødte han forskellige
mærkelige ting. Således så han på den tredie dag en masse sæler, og der var så mange
af dem, at der slet intet vand var imellem dem, hvori han kunne ro. Han sagde imid-
lertid til sig selv, at han var ude for at lede efter sin kone, og derfor måtte der intet
være, som kunne hindre ham. Han roede nu ind mellem dem, men måtte tilsidst slå dem
i hovederne for at bane sig vej, og det tog ham to dage at passere dem, så han var lige
ved at opgive det af træthed, da han endelig så åbent vand og kom ud og væk fra dem.
Da han atter havde roet en dags tid så han forude en krusning på vandet; han
spekulerede lidt på, hvad det kunne være, og var imidlertid kommet helt hen til
det, da han så at havet var helt opfyldt af „havets lus", den slags lus, der plejer at
leve i træ. Han standsede derfor og togen af sine „blodpropper" (Kissarqutå),
som han plejede at stikke ind i harpunsåret på de sæler, han havde harpuneret, og
kastede det ud til lusene. Næppe var træstykket faldet ned mellem lusene, før det blev
ædt op. Han sagde da til sig selv: „Hvis du ror ind imellem dem, vil de æde din
kajakåre op, og så kan du ingen vegne komme, lad mig prøve, om de også æder
skind." Han tog derfor sin ene kajakvante af og smed den ud imellem dem, men
vanten flød roligt ovenpå vandet, og han blev derved klar over, at de ikke rørte
skind. Nu kunne han klare den ved at omvikle sine åreblade med sinkobberem, hvil-
ket han også gjorde, og idet han „gav sig selv bort" (kastede sig ud i det), roede
han til af alle kræfter. Skønt han roede kraftigt til hele tiden, tog det ham dog om-
trent et par dage at komme igennem, men endelig kom han dog igennem. Derefter
skete der ikke noget, indtil han fik det store land Akilineq i sigte. Han roede frem
til det og derpå videre langs med landet. En dag, da han passerede et næs, så han
inde i bugten et hus. Da Kivioq havde ligget lidt og ventet på, at der skulle komme
nogen ud af huset, så han kunne se, hvem der boede i det, og der stadig ikke viste sig
nogen, steg han ud af sin kajak og gik op til huset. Da han kom derop, væltede han
de sten, som var sat op til skorstensrør, og gemte sig. Lidt efter kom der en kone ud,
hun kiggede sig omkring, og Kivioq så, at det var hans forsvundne kone. Da hun
stillede stenene op igen, sagde hun: „Det kan kun være sket ved, at en mand har
pillet ved dem. Er her nogen, så kom kun frem, det vil være dejligt at se fremmede."
Kivioq gav sig nu tilkende, og hun bød ham ind. Inde i huset traf han en ung kvinde,
som hun boede sammen med.
„Det er min datter," sagde Kivioqs kone, og han blev meget forbavset over, at hun
havde en datter. Han blev der hele dagen, og da aftenen kom, og han lagde sig til
hvile hos sin kone, begyndte to træstolper af flydetræ, der havde en del knastgevæk-
ster på sig, at lave et forfærdeligt spektakel inde i huset; de rullede hen over gulvet
og stødte sammen, det var det rene hekseri.
421
[3]
„Hvad er der i vejen med dem," spurgte Kivioq. „De er skinsyge," sagde hans kone.
„Skinsyge, hvad vil det sige," spurgte Kivioq. „Det er mine mænd," sagde konen.
Kivioq blev endnu mere forbavset, men natten gik da. Da Kivioq vågnede næste
morgen, var begge kvinderne allerede gået ud. Da han så, at han var alene, tog han
en økse og huggede alle gevæksterne af træstolperne, og de var nu glatte over det
hele og lignede almindelige husstolper. Da konen kom hjem og så, at Kivioq havde
hugget stolperne glatte, blev hun meget fortvivlet og græd; men Kivioq skældte
hende ud, for sådan skulle husstolper være, og det var ikke noget for en kvinde at
græde for. De var kommet hjem med en mængde edderfugle, og det var Kivioq me-
get forbavset over.
„Hvor har I fået alle de edderfugle fra," spurgte han sin kone.
Konen ville ikke sige det, skønt han spurgte flere gange. Næste morgen var de
også gået, da Kivioq vågnede, men denne gang holdt han en åndebesværgelse, og
derved kunne han se de skjulte ting, så han snart så, hvad vej de var gået, og fulgte
efter dem. Han nåede dem, da de kom til en stor sø, hvor de hurtigt smed alt tøjet
og løb frem og tilbage på bredden. Der kom nu en styg trold op af søen, og de vadede
nu ud til ham. Han var nemlig også deres mand. Da de havde været nogen tid hos
ham, vadede de i land igen, og nu kom der en stor mængde edderfugle flyvende og
satte sig på søen. De var så tamme, atlcvinderne kunne tage dem med de bare hæn-
der. Det var troldens tak, fordi de havde været hos ham.
Kivioq blev aldeles rasende, da han så det, og såsnart kvinderne var gået hjem,
gjorde han akkurat det samme. Trolden kom atter op, men i det samme sprang Ki-
vioq ud i søen og stak ham med sin kniv, så han døde. Det var nu anden gang, han
dræbte sin kones mand.
Næste dag gik på samme måde. Da Kivioq vågnede, var de allerede væk, og først
hen på eftermiddagen kom de tilbage uden én edderfugl, men de var så vrede, at de
ustandselig skældte Kivioq ud.
„Det er dig, der har dræbt ham," gentog de stadig. Kivioq forsøgte at tale dem
tilrette, men de svarede ham blot med skældsord. Han indså nu, at han ingen veje
kunne komme med dem, og var meget bedrøvet over at træffe sin kone, som han
elskede, under sådanne forhold og bestemte sig til at rejse hjem igen. Men først
spurgte han dem, om de ville kunne ernære sig selv, og da de sagde, at det kunne de
sagtens, gjorde han sig rede til hjemrejsen dagen efter.
Han roede hjemover, indtil han fik land i sigte, og da han kom nærmere, så han
et hus, hvor han lagde til og gik op. Inde i huset traf han mennesker, men hele efter-
middagen gik, uden de bød ham noget at spise. Først henad aften var der én, der
sagde: „Vor gamle husfader plejer somme tider at holde en lille åndemanerforestil-
ling; det er nok bedst, vi holder en besværgelse nu.
422
[4]
De traf deres forberedelser og brugte som hjælpeånd en gammel kælling, der var
husfaderens kone. Hende anbragte de under jorden lige under husindgangen. Man-
den satte sig på en flad sten lige over for og gav sig til at dreje på en mindre sten,
rundt fra venstre til højre, og mumlede dertil: „Kan vi spise vor gæst," og hver gang
svarede den gamle kælling: „Ja, vel kan vi spise ham."
Kivioq hørte dette og mente, at det var bedre, han kom af sted. Han ville tage
sit tøj fra tørrestativet, da han som åndemaner nu vidste, at han var kommen til
ilisitsuts land (heksenes land). Han kunne imidlertid ikke få fat på sit tøj, da det
hævede sig så højt op af sig selv, at han ikke kunne nå det. De ville på den måde
hindre ham i at komme af sted. Han tilkaldte så en af sine hjælpeånder, en gammel
haj, der kom farende op gennem jorden og svømmede omkring i huset. Da denne
haj var kommen, så Kivioq straks, at han havde magt over hekseriet. Han kunne nu
nå sit tøj og løb hurtigt ud af husgangen. Han satte sig i sin kajak og roede bort.
Han roede nu længe, indtil han kom til et sted, der var overfyldt med isfjelde, så man
ikke kunne komme udenom. To af isfjeldene skilte sig lidt fra hinanden og klappede
så sammen igen, hvilket stadig gentog sig. Da det var den eneste vej, han kunne
komme ud, lagde Kivioq sig stille foran dem, og idet de åbnede sig, smuttede han
igennem. Da han var kommen igennem, så han sig tilbage og opdagede, at de to
store isfjelde blev til to skulderbladsknogler af et menneske, der nu langsomt sank
til bunds. Det var Kivioqs første kone, der havde forsøgt at hævne sin dræbte mand
ved at fremhekse isfjelde af søtroldens knogler.
Kivioq roede nu roligt videre, og efter at han havde roet lang tid, så han en stor
måge komme flyvende. Da den nåede hen til ham, begyndte den at skrige: „Kivioq,
Kivioq, hej, Kivioq!" og han genkendte den som en af sine hjælpeånder.
Efter at mågen havde kredset lidt over Kivioq, skreg den atter: „Kivioq, Kivioq,
hej, hej," og derefter sagde den: „Inde ved Morapissoq har de lige fanget en hval
og er ved at flænse den." Det var netop Kivioqs gamle boplads.
Så fløj den ind mod land og sang ind over alle de flænsende: „Kivioq, Kivioq, hej,
hej," og Kivioqs kone, der hørte det, sagde: „Å, det er ligesom i gamle dage, da hans
hjælpeånd sang hans navn ud over bopladsen." Hun sagde dette til sin nye mand,
som hun straks havde taget, da Kivioq blev borte.
Snart efter opdagede man inde fra bopladsen, at en kajak kom roende indefter.
Den kom ganske langsomt, som kom den langvejs fra. Da bopladsfolkene så den, var
der en, der sagde: „Det ligner svært Kivioq, han ror på samme måde."
Man fortæller, at Kivioq var så lidt bange for vandet, at han altid dyppede sine
albuer i vandet ved hvert åretag. Nu genkendte man Kivioq, men da han kom helt
ind til stranden og så, at hans kone havde taget sig en ny mand, vendte han stævnen
bort fra land igen, idet han sagde: „Du har nok ikke været længe om at tage en anden
423
[5]
mand, da du troede mig død." Han tog nu et åretag, så han vendte ryggen mod bo-
pladsen, men det lykkedes konen at få fat i hans kajakspids og hale hele kajakken ind
på land. Så jog hun sin nye mand ud af huset og bad Kivioq følge med ind i stedet
for. Da han nu så, at hun ikke havde brudt sig meget om den anden, gik han atter
ind i huset.
Nu levede de to lykkeligt sammen, og Kivioq rejste aldrig mere på langfart. Så er
denne historie ude og vinteren så meget kortere.
424[6]