[1]
FORSVARSTALE
FOR DEN GRØNLANDSKE NATUR
Af forfatteren Franz Berliner
J?or nogen tid siden kunne man i avisen „B. T" finde en artikelserie under den pra-
lende titel „Ren besked om Grønland". En journalist og en fotograf havde berejst
den grønlandske vestkyst og sendt billeder og tekst hjem.
Det var lykkedes at lave en journalistisk god serie. Journalisten, Erik Pagh, havde
talt med mange mennesker og tilsyneladende forstået at bevare essensen af det sagte.
Han havde på sin korte tid i landet opsnuset forbløffende mange rigtige oplysninger
og nået at give et varieret og spændende billede af det grønlandske samfund.
Tilmed kunne man være enig med ham i hans syn på mange ting, f. eks. løn-
spørgsmålet, hvor man mærkede oprigtig forargelse bag den forsigtige journalistiske
objektivitet. Også jeg nægter at tro, trods alle røgslør og Boserup-rapporter, at det
vil bringe både det danske og det grønlandske samfund til fallittens rand, hvis man
hæver en grønlandsk arbejders, kontorists, tømrers, ekspedients eller katekets løn så
meget, at han og hans familie kan leve blot nogenlunde rimeligt af den. Har man den
mindste smule følelse i livet, må man finde det oprørende, at den danske telegrafist,
som kommer lige fra skolen og i følge sagens natur endnu er ganske uanvendelig på
en stor grønlandsk station med dens skrappe tempo, tjener dobbelt så meget som
manden på pladsen ved siden af, som har femten års erfaring og er lynende dygtig
— men grønlænder. Taler man bare en smule med grønlændere, må ens sunde sans
sige én, at det lønspørgsmål må løses effektivt og nu, og man skammer sig på det
rige danske samfunds vegne over, at det ikke har råd til også at sørge for de sidste
30.000 indbyggere, når de første 4—5 millioner for længst er blevet pakket ind i vel-
færds-vat og plejes i alle ender og kanter.
Men ved siden af samfundsspørgsmålene, som man kunne være nogenlunde enig
med journalisten om, var der en lille ting, som kun angik den grønlandske natur.
Absolut en biting i sammenhængen, men den stødte én:
Når naturen overhovedet omtaltes, var det i vendinger som „knugende", „barsk",
„øde" — etc. Husene lå og trykkede sig ind til „det nøgne fjeld", de lå „frysende og
bart". Landet er „gråt", „mørkt", „uhyggeligt".
435
[2]
Jeg husker ikke lige konkret, hvordan ordene faldt, men grundstemningen huskes:
at naturen skulle være sådan, at ingen kunne bryde sig om den, ja, at den ligefrem
skulle knuge folk til jorden ved sin mangel på skønhed, sin øde goldhed.
Om smag og behag kan der ikke diskuteres. Trods den viden blev de små bemærk-
ninger om den grønlandske natur siddende, de stak, til man syntes, man måtte for-
svare den lidt. Hvor gerne forsvarer man ikke det, man holder af!
Nu er det bedste forsvar som bekendt ofte et angreb, så lad mig starte med et
mindre sådant på den danske natur:           __ _
Efter vores treårige, første periode i Grønland led min kone og jeg den ulykkelige
skæbne at skulle køre ind til København med S-tog og hjem igen hver dag i flere må-
neder. Vi kørte i juni, vi kørte i juli og i august — gennem grønne, grønne villabyer,
forbi tusinder af frodige haver med træer og buske, blomster og græs i én vældig,
grøn mangfoldighed. Det var smukt, det var dejligt. Vi læste ikke, men sad hver dag
og kiggede ud og fortalte hinanden, hvor smukt og grønt og dejligt det var.
Til pludselig en af os sank noget en dag og sagde: „Jeg er sgu ved at få kvalme
af alt det grønne !"
„Ih," sagde den anden, „har du det også sådan?"
Erik den Røde var en reklamemager og vidste nok, hvad han skulle lokke bønderne
fra Island med, da han navngav landet. For det er jo ikke de grønne farver, men de
blå og hvide, som er Grønlands, i hvert fald en stor del af året.
Ingen steder er lyset rent og klart som dér, ingen steder synes det som dér at vælde
ffqni alle vegne fra på engang. Der ligger et skærende hvidt isfjeld nede på fjorden,
og dens vand er så blåt, at man aldrig har set den farve før. Lukker man øjnene, står
isfjeld og vand som negativ bag øjenlågene lidt efter.
Landets forårsfarver er så stærke, at mennesker må rynke øjnene sammen og
misse mod lyset, som kommer fra himlen, fra solen, og slår igen fra sneen.
; .LÅdt senere blinker smeltevandsbækkenes små, ilende strømbølger overalt, og bør-
nene får travlt med at bygge dæmninger. De stemmer vandet op i småsøer, sejler
med skibe i dem, laver dæmningsbrud og vandfald og nye søer og kommer pjask-
våde, tilmudrede og lykkelige ind hver aften.
Snespurvene kommer tilbage og trækker deres kvidrende mønster op over skrå-
ningerne, græs og blomster skyder påny. Den grønlandske planteverden er rig og
mangfoldig, men trænges ikke i myldrende, kravlende kamp for tilværelsen som den
danske. Fint og fornemt står hver blomst for sig og nikker til solen og vinden.
For en tid bliver landets farver grønne og brune. Stundom kan man vandre på en
grønlandsk hedeslette, der får en hel blichersk tone til at slå ind i stemningen:
„Min fødestavn er lyngens brune land"
436
[3]

Vel kan den grønlandske natur synes knugende, barsk og øde ved vintertid,
men forår og sommer igennem vrimler det med blomster -
lier ses blåklokker i en klipperevne ved Angmagssalik,
- men hæver man så blikket mod horisonten, tegner fjeldene deres gamle mønster
mod himlen, og man ser, at man er tilbage i det fjeldland, man drømte om i årene
hjemme i Danmark.
Når mange andre billeder af den grønlandske sommer er forsvundet, vil ét stå
tilbage: Billedet af kærulden, der står med sine hvide hoveder i den brune bund, og
en lille sø ligger inderst på fjeldplateauet, spejlende uendeligheden.
437
[4]
Myggetid. Bærtid. Man låner en sejldugsjolle og ror over til elven, går op langs
det brusende vand, plukker og plukker af sortebærrenes millioner. Et sted har klip-
perne klemt sig sammen om den brede elv, lukket den inde i et smalt, dybt rør. Der
er en revne på langs i „taget", man står deroppe, eller man ligger på maven og ser
ned I det voldsomt fossende vand, det gungrer og dundrer under klippen, så børnene
bliver bange og må videre.
Et andet sted er vandet roligt, koldt og klart, og man ser kærligt genkendende
til et bestemt sted mellem stenene. Her lå engang i den tidlige forsommer, før myg-
gene rigtigt kom, en flaske snaps til afkøling. Vi var en del, som havde aftalt en
fisketur, men den aftalte morgen mødte kun to. Nå. Vi gik.
VI gik og gik. Hele den lange blinkende dag gik vi og kunne ikke blive trætte.
Over hver fjeldkam dukkede nye ting op, verden blev større og større. Dale, elve,
søer. Fiskelykken prøvedes her og der, men var ringe. Ud på eftermiddagen, på
hjemvejen, gjordes holdt ved netop denne elv, mellem netop disse sten nedsænkedes
flasken, for noget efter at blive halet op, iskoldt dryppende, og gøre fyldest ved
madpakken.
Bagefter lå vi i lyngen en times tid og så op i himlen. Elvens lyd var behagelig i
ørerne. Vi småsludrede dovent, sov vel også lidt, rejste os så og faldt ind i dagens
sindige, givende trav igen. Vel hjemme opdagede vi, at vi havde gået i tolv timer,
men det føltes ikke sådan.
En anden tid, en anden elv — ovre østpå, I Angmagssalik for nogle år siden. Sidst
på sommeren rejste nogle mennesker hjem „for godt". Efter afskedens tristesse stod
man tilbage på havnen, rastløs. Aftenen var halvmørk, snart var sommeren forbi.
Vi gik langt ud i fjeldet den nat. På en flad sten ved siden af vandfaldet lavede
vi bål og kogte te. Vi sad der længe, med ryggene mod mørket, og den syngende
fos for vore fødder, og tog afsked med sommeren.
Naturen var ikke „knugende" den nat. Den var venlig, den teede sig gammel-
kendt, fortrolig, hjælpsom.
I det hele taget har jeg aldrig kunnet føle den grønlandske natur som knugende.
Vi bliver små i den, så vældig den er — men bliver vi ikke kun bedre af at vide, hvor
små vi er? Er det det, der skal føles knugende?
Nu og da løfter fjeldet os på sin store hånd og lader os se ud over verden. Jeg ken-
der ikke nogen friere fornemmelse end den, man har, når man står på toppen af et
fjeld, og landet ligger under én med sine søer og elve, fjorde og dybe dale, et vildt for-
revet, spændende land med tusind krinkelkroge. Sindet breder sine vinger ud og flyver.
I Angmagssalik-distriktet, hvor vi boede i tre år, er der sådan, at man må mene,
der ikke kan være smukkere andre steder i Grønland. (Men folk andre steder siger
438
[5]
måske det samme om deres!} En sommernat kunne himlen være gul og dyb med
små, røde skyer højt oppe, og i den mørklilla fjord var et lysende smørhul, som ikke
nåede at forsvinde, før solkuglen igen trillede af sted langs fjeldhorisonten. En
efterårsdag kunne skyerne ligge som et lavt loft, båret af bjergsiderne. Ikke en
vind, ikke en krusning på vandet, ikke en lyd i hele verden — og ikke en farve udover
den grå. Gråt i gråt i gråt i uendeligt fine nuancer, den ene smeltende ind i den anden
i et varsomt spil.
En anden gang kunne en farve slå én i øjet, så det sang. Vi var ved en sø sammen
med to andre, havde været borte i fjeldet nogle timer. Nu ville han fiske, hun ville
se på, sidde og spise sortebær. Min kone og jeg klavrede op på et lille spidst fjeld
imens. Det var nu ikke så lille, viste det sig, vi klatrede længe. Højt oppe stod en
enlig bregne i ly af en klippeblok, en lille, stædig plante, der så ud, som havde den
stået der i årmillioner og nu ville tage et par til. Og så vendte vi os om og opdagede,
at søen dernede var blevet grøn. Jo højere vi kom, des grønnere blev den. Hvad der
gjorde det, ved jeg ikke - måske et samspil mellem bundens vandplanter og spejlbil-
ledet af de høje, græsklædte skråninger på den anden side -, men farven blev utro-
ligt stærk, mørk og strålende.
Da vi gik nedad, kom vi over en skråning med et lag små rullesten. De skred un-
der os, så man fik foræret en ekstra meter i hvert skridt, en mærkelig og dejlig for-
nemmelse. Vi blev kåde som børn, tog hinanden i hånden og sejlede ned over skrå-
ningen med lange, svingende skridt, kurende og skridende.
Nede igen fortalte vi de andre to om den grønne farve. „Nå, det var da mærke-
ligt," sagde de tvivlende og lod blikket glide ud over søen, der set herfra ikke havde
noget som helst mærkværdigt over sig.
Ja, mærkeligt var det. Når vi taler om den fjeldtur, hedder det: „Den dag ved den
grønne sø" — og skulle den farve, som søen havde den dag og i den belysning, aldrig
lade sig se mere, må vi jo lade os nøje med at have den i erindringen.
En anden af erindringens farveklatter fra Grønland er billedet af en lille dreng,
som et forår gik rundt i knaldrød anorak og lod solen brænde sit ansigt brunt og blege
sit hår hvidt. Det forår skinnede solen dag efter dag i flere uger over splintrende
hvide snemarker, man stod på ski med solbriller og opsmøgede skjorteærmer og
følte sig ikke det mindste trykket eller knuget af den barske natur!
Hvis man var fanger eller fisker og ganske og aldeles afhængig af naturen og dens
luner, var det måske noget andet.
Men har man et „indendørsarbejde", byder den grønlandske natur i fritiden på så
mange glæder, så megen skønhed og storhed, at man føler trang til at forsvare den
overfor folk, som ikke bryder sig om den.
439
[6]
Den grønlandske natur er kun fattig for mennesker, der ikke forstår at tage imod
dens rigdomme.
. Når man midt i sin gode hverdag, midt i sit dejlige Jylland, pludselig kan kom-
me til at længes tilbage til Grønland, så er det ganske bestemte steder, man ser for
sig. Det er den lille sø i nærheden af Godthåb, hvor børnene plejede at sejle på en
tømmerflåde. Det er det lune, beskyttede elvdelta nogle timer inde i fjeldet, hvor der er
en ø med meterhøjt tæt pilekrat— jeg bar en af tvillingerne derover, og cla jeg kom
tilbage, sagde den anden: „Far, må jeg også godt komme over i den have?"
Det er den lille knold, som man plejede at liste op på - hvad ville man dér? In-
genting! Bare sidde og^glo lidt ud i verden gg_lade_ro_en sive ind i sindet.
Det er en bestemt krumning af elven, en særlig skråning i fjeldet, et vandfald, en
udsigt. Det er — ja, det er så mange ting, man længes efter, men vel først og fremmest
storheden, friheden i en mangfoldigt varieret natur, hvor man endnu kun kan komme
frem ved sine bens hjælp.
Det er såmænd også det at gå og sparke sig hjem over „Mosen", arbejde benene
gennem den lette, dybe, dejlige, nyfaldne sne. Nogen vokser aldrig fra barndommens
fryd over sneen, fortryllelsen ved alt det hvide, rene, som i tykke lag dækker den
gamle jord — jeg må tilstå, at jeg har det sådan, hvad enten jeg skal ud i den eller kan
sidde inde og se den vælte ned forbi vinduerne i dagevis.
Jeg mindes faktisk kun én gang, hvor den grønlandske natur har været ved at gå
os på. Det var en sommer i Godthåb. Det regnede dag efter dag, uge efter uge, som
var en ny syndflod begyndt. Vi sad inde i vores hus og stirrede ud på de våde, mørke-
grå, mørkebrune klipper gennem den regnstribede luft og bandede over Grønland,
der pludselig var blevet verdens grimmeste land. Og det regnede og det regnede.
Men det er jo nu et fænomen, som man også kender til andre steder . . .
440[7]