[1]
BERETNINGEN OM DEN GRØNLANDSKE
KRIMINALLOV
Af højesteretsdommer /. Trolle
_L/a Kriminalloven blev givet i 1954, var man fra alle Sider klar over, at man indlod
sig på noget af et Experiment, idet man på en Måde, som ikke havde Fortilfælde,
søgte at formidle Mødet mellem dansk og grønlandsk Ret og at lede og tilrettelægge
den Forandringsproces, som var i Gang i Grønland indenfor Kriminalretten. Samti-
dig med, at der var Enighed om Lovens Gennemførelse både i Grønland og indenfor
Folketinget, var der også Enighed om, at det var ønskeligt, om man til Brug ved
senere Overvejelser af Ændringer kunde følge Udvklingen og se, hvordan Loven
vilde virke, når den var sat i Kraft. Der optoges derfor en Bestemmelse i selve Lo-
ven om, at den skulle optages til Revision i Folketingsåret 1959/60, og at Revisions-
forslaget skulde være ledsaget af en på regelmæssige Undersøgelser grundet Beret-
ning om, hvorledes Loven havde virket. Forskellige tekniske Vanskeligheder har be-
virket, at Revisionsfristen har måttet udskydes, så at den påbudte Undersøgelse
først foreligger nu. Måske er dette en Fordel, idet den Omstændighed, at Loven har
kunnet virke noget længere, har gjort de indsamlede Oplysninger mere fyldige og
derfor bedre egnede til Overvejelse af, om Ændringer er ønskelige, og hvilke Æn-
dringer der vil kunne være til gavn.
Den Beretning, der her er tale om, og som til Grundlag har et meget stort Forsk-
ningsarbejde, foreligger i to Bind hvert på et Par Hundrede Sider, der er Nr. 5 og
6 i de Publikationer, som under Professor Franz Froms Formandsskab udgives af
Udvalget for Samfundsforskning i Grønland. Undersøgelsen har været tilrettelagt
og ledet af Dr. Verner Goldschmidt, der vil være kendt som en ivrig Forkæmper for
de Tanker, som er nedfældet i Loven. Beretningen er udarbejdet af Dr. Goldschmidt
i Samarbejde med Fuldmægtig Henning Brøndsted og Expeditionssekretær Frode
Rasmussen. Arbejdet har bestået dels i en Gennemgang og Analyse af den Måde,
Loven har været praktiseret på af Retsmyndighederne, og dels i en Række Samtaler
med Myndighederne om deres Syn på Loven. Endelig har man under en Undersø-
gelse i Diskobugtområdet søgt at skaffe Oplysning om den almindelige Befolknings
Syn på Loven.
457
[2]
Det er næsten overflødigt at sige, at Lovens Første Formål var at skaffe Myndig-
hederne den skrevne Retskilde for Strafferetten, som man hidtil havde savnet. Men
derudover havde den også den vigtige Opgave at ligestille den grønlandske Befolk-
ning og de danske i Grønland. Loven måtte derfor være i Overensstemmelse med det
danske Retssystem og dansk retlig Opfattelse, der allerede havde øvet en væsentlig
Indflydelse i Grønland og kunde ventes stadig stærkere at gøre sig gældende, efter-
hånden som Udviklingen i Grønland medfører, at Samfundsforholdene ændrer sig,
så at de mere kommer til at ligne de danske. Men samtidig måtte den også svare til
grønlandske Traditioner med Hensyn til Behandlingen af Lovovertrædere, Tradi-
tioner, som i høj Grad var og måtte være præget af, at man levede i mange srnå og
spredtliggende Samfund. Vigtige Træk ved Loven var derfor, at den i noget mindre
Grad end andre Love lagde Vægt på gennem den almindelige Trusel om Straf at
forebygge, at Forbrydelser sker, men mere - som det også er Tendensen i moderne
Kriminalret — søger ved passende Behandling af den enkelte Lovovertræder at bidrage
til, at han ikkepåny forbryder sig, og gøre ham egnet til at leve et normalt Liv i Sam-
fundet. Loven har derfor i mindre Grad, end man har gjort det andetsteds, anvendt
Frihedsstraf, hvor Lovovertræderen indespærres og ikke lever blandt andre Borgere
— noget der også er særlig vanskeligt at praktisere i Grønland —og i højere Grad gjort
Brug af mindre indgribende Foranstaltninger som Bøder og Advarsel.
Nævnes må endvidere den betydningsfulde Omstændighed, at Loven under Le-
delse af den juridisk uddannede Landsdommer i Godthåb skulde anvendes af de ikke
juridiske Kredsdommere, som har nær Tilknytning til Befolkningen, og hvoraf Fler-
tallet er Grønlændere. Disses Kendskab til Samfundene som Helhed og ofte til den
enkelte Lovovertræder kunne i særlig Grad gøre dem egnede til at anvende Lovens
ret varierede Straffesystem på den i hvert enkelt Tilfælde mest gavnlige Måde.
Det, der i Loven er forbudt som værende Forbrydelser, svarer ganske nøje til
dansk Ret, hvad der ikke er egnet til at forbavse, cla Drab, Vold, Sædelighedsfor-
brydelser og Tyveri gennemgående betragtes på samme Måde i alle menneskelige
Samfund, hvor de betyder Brud på den Orden, som er nødvendig for det ordnede
Samliv. Visse Forbrydelser hører den mere udviklede, på Pengeøkonomi baserede
Civilisation til; det gælder Bedrageri, Underslæb og lignende, som er næsten ukendte
eller ikke erkendte under en Naturaløkonomi. De har ikke tidligere spillet større
Rolle i Grønland, men er begyndt at optræde i de senere År, hvor Kriminalloven har
virket, men dette er kun en ventelig Følge af Pengeøkonomiens Fremvækst. Det er
derfor ikke egnet til at undre, at den stedfundne Undersøgelse viser, at Lovens For-
budsbestemmelser — den Fastlæggelse af, hvad der er Forbrydelser — synes at være i
god Overensstemmelse med både Befolkningens og de grønlandske Myndighedsper-
soners Opfattelse. En særlig Bemærkning må i denne Forbindelse gøres om Sæde-
458
[3]
lighedsforbrydelserne. Før Kriminalloven og under dens Tilblivelse blev det gentagne
Gange og fra forskellig Side ytret, at den grønlandske Befolknings Syn på disse Lov-
overtrædelser i nogen Grad adskilte sig fra den danskes. At det skulle være rigtigt,
blev kraftigt bestridt af den afdøde Folketingsmand Ango Lynge. Hvad enten der
måtte ligge noget til Grund for Troen på en Forskellighed i Synsmåden eller ikke, så
synes Udviklingen i hvert Fald at have givet Augo Lynge Ret. De stedfundne Un-
dersøgelser tyder på, at Befolkningens Syn på disse Lovovertrædelser er strengere,
end på visse Hold antaget, og de Udtalelser om Sædelighedsforbrydelser og Straf fen
for disse, der er indhentet, ligner i mangt og meget dem, man lejlighedsvis møder i
Danmark i Pressen og Omtale Mand og Mand imellem. Der synes derfor i det hele
ikke at være Anledning til at foretage Ændringer i Forbrydelsesbegreberne, bortset
fra mindre Rettelser, som kan betyde en yderligere Tilnærmelse til dansk Ret, der i
de senere År er undergået visse Småændringer. Dette gælder således Brugstyveri og
mulig Homosexualitet , som dog synes at være ukendt i Grønland.
Under de skete Undersøgelser har man også søgt at få Oplysninger om Krimi-
nalitetens Størrelse og Beskaffenhed og at sammenligne den nutidige Kriminalitet
med Fortidens og med Danmarks. Det indsamlede Materiale synes umiddelbart at
vise, at Forbrydelsernes Antal er voxet stærkt i Forhold til tidligere, men om det er
rigtigt i det Omfang, Tallene ved første Blik kunne tyde på, må anses for meget tvivl-
somt. Oplysningerne fra Fortiden er meget sparsomme og af en anden Beskaffen-
hed end de nutidige. Det er meget sandsynligt, at de små Tal fra Fortiden skyldes
manglende Registrering, fordi Myndighedspersonerne dengang var færre og ned-
tegnede mindre. Der kan have været væsentlig flere Lovovertrædelser tidligere, som
ikke blev anmeldt eller registreret, så at den Væxt, der nu er i Tallene, delvis blot er
Udtryk for, at Myndighederne får mere at vide og protokollerer Sagerne. Noget
tyder dog på, at der er nogen reel Opgang i Lovovertrædelsernes Antal, men noget
sådant var også at vente under hele den Omstilling med Overgang til Byliv og Penge-
økonomi, som det grønlandske Samfund undergår i disse År. Selvom en vis Vagt-
somhed derfor kan være at anbefale, er der dog efter mit Skøn ikke noget alvorligt
foruroligende i Materialet. Hvad særligt angår Udbredelse af Kønssygdomme, som
af og til har været Genstand for Opmærksomhed og Omtale, kan det bemærkes, at
Beretningen oplyser, at Antallet af registrerede Lovovertrædelser af denne Art er
faldet, idet det i Perioden 1946—48 udgjorde en Fjerdedel af de behandlede Lov-
overtrædelser, mens det i Perioden 1954—57 kun udgør 7 %, altså en Sekstendedel.
Beretningen siger herom, at da Kønssygdomme ifølge Lægevæsenets Indberetninger
var stadigt tiltagende, kan Nedgangen i Sagsantallet f or disse Forbrydelser forment-
lig i det væsentlige forklares med, at der ikke så hyppigt som tidligere er sket Anmel-
delse til Politiet og rejst Tiltale. Spørgsmålet bør følges med Opmærksomhed.
459
[4]
Udvalget havde som lige nævnt tænkt sig, at det indsamlede Materiale mulig
kunne bruges til at sammenligne Kriminalitetens Størrelse og Art med tilsvarende
Forhold i Danmark. Det har imidlertid vist sig, at Oplysningerne ikke tillader noget
sådant. Dertil er Måden, de foreligger på, for forskellige i Grønland og Danmark.
I Grønland er et stort Antal ubetydelige Overtrædelser i de senere År kommet til
Myndighedernes Kundskab og er blevet behandlet, og de tæller med i de udarbejdede
Tabeller. Det er naturligt, at det sker sådan i små Samfund, hvor alle kender hinan-
den og ved, hvad der sker. Der er efter mit Skøn al Grund til at tro, at mange Over-
trædelser af lignende Art finder Sted i Danmark, men ikke kommer med i Statistik-
kerne, fordi de i store Samfund ikke anmeldes og passerer uden Reaktion. Nogen
virkelig Sammenligning mellem dansk og grønlandsk Kriminalitet er det derfor ikke
muligt at drage. Selv ville jeg tro, at den grønlandske Kriminalitet trods de ret høje
Tal, hvor mange Småforseelser indgår, næppe er væsentlig anderledes end i danske
Småbyer, men mere end en Formodning kan det ikke være.
•Om Anvendelsen af Kriminallovens Bestemmelser på de Lovovertrædelser, som
er behandlet af Politiet og Kredsretterne, indeholder Betænkningen også Bemærknin-
ger. Det anføres, at Lovanvendelsen ikke altid har været korrekt. De fleste af de
„Fejl", der sigtes til, består dog i, at Forhold, som i Danmark ville være strafbare
som Overtrædelse af Politivedtægterne, er blevet henført under Kriminalloven, hvor
de sådan set ikke hører hjemme, men hvor de har medført meget passende Små-
stra f f e. Da man i den undersøgte Periode mange Steder slet ikke har haft de for-
nødne Politivedtægter, betyder det skete blot, at man for Småforseelser, som opstår
under den Udvikling, der finder Sted, og som man ikke kan tolerere, har idømt
Småstraffe under en lidt anstrengt Påberåbelse af Kriminalloven. Efter mit Skøn er
det skete meget fornuftigt, og Forholdet vil i hvert Fald komme helt i formel Orden,
efterhånden som man får de nødvendige Politivedtægter. I det hele finder jeg, at en
Gennemgang af Materialet og ikke mindst Bind II, hvor der redegøres for de for-
skellige Lovbestemmelser, viser, at Kredsdommerne har skilt sig overordentlig godt
fra det vanskelige Hverv, det for ikke juridisk kyndige er at anvende en teknisk juri-
disk Lov, som Kriminalloven, trods dens Tilpasning til de grønlandske Samfunds-
forhold, dog er.
Stor Interesse knytter sig til Beretningens Omtale af Kriminallovens særlige for
det grønlandske Samfund tilpassede Foranstaltnings (Slraffe)system. Det fremhæ-
ves i Beretningen stærkt, at det er i Overensstemmelse med danske kriminalretlige
Principper, og dette er forsåvidt også rigtigt. Men det er, som tidligere berørt, både
i sine Enkeltheder og i Måden, hvorpå der kan vælges mellem Straffene, og Måden
hvorpå disse kan udmåles og ændres, af særegen Beskaffenhed. Stort set synes Sy-
stemet at have fungeret godt, og at være blevet mødt med Tilfredshed og Forståelse
460
[5]
både af Retsmyndighederne og Befolkningen. Dette gælder navnlig de mindre ind-
gribende Foranstaltninger, såsom Advarsel og Bøde og Forbud mod at tage Ophold
på bestemt Sted, hvilken sidste Foranstaltning synes at have været nyttig overfor
unge Mennesker, hvis Ophold ved Havne og Anløbspladser har givet Anledning til
Lovovertrædelser. Derimod synes der med Hensyn til de mere alvorlige Foranstalt-
ninger at have været visse Vanskeligheder. Disse ser, som det udtales i Betænkningen,
ud til at have Sammenhæng med, at det grønlandske Samfund, alle Ændringer til
Trods, stadig er et Småsamfund med begrænsede Muligheder for at fuldbyrde For-
anstaltninger. Det sagte gælder i første række de efter deres Idé vigtige og gode For-
mer, som Tvangsarbejde og Tvangsuddannelse er. Om Tvangsarbejde er det af en
af de adsprugte Tjenestemænd udtalt, at det er Foranstaltningssystemets Smertens-
barn. Vanskeligheden består i, at man ikke har kunnet skaffe det Antal — private —
Tvangsarbejdssteder, som udkrævedes, til alle de tiltalte, som burde være idømt
denne Foranstaltning. Noget lignende gælder den også i Princippet tiltalende Foran-
staltning Tvangsuddannelse. Også her har det været vanskeligt at finde egnede Ste-
der til de domfældte, ligesom det kan have været tvivlsomt, hvilken Uddannelse, der
burde og kunne gives de pågældende. Det har derfor været forbundet med Vanske-
lighed at skelne mellem Tvangsuddannelse, Tvangsarbejde og Anvisning af Ophold
på bestemt Sted. Endelig kan det nævnes, at det er en almindelig Opfattelse blandt
Retsmyndighederne, at der dels må sikres et passende Tilsyn med de domfældte i
Uddannelsesperioden, dels må gives Vejledning til og ydes Vederlag til de tilsyns-
førende.
Angående den mest indgribende Foranstaltning — Forvaring — må bemærkes, at
der, som bekendt, i 1956 opførtes et Forvaringshjem i Godthåb. Trods de ret strenge
Betingelser i Loven for at bringe Forvaring i Anvendelse, synes der i Praxis at have
været en Tendens til at bruge denne Foranstaltning — noget der antagelig har Sam-
menhæng med de Vanskeligheder, de andre Foranstaltninger har været forbundet
med i Praxis. Forvaringshjemmet er af de fleste Myndigheder blevet betegnet som
hensigtsmæssigt. De forvarede har Ophold der, men deltager i et vist Omfang i det
almindelige Samfundsliv, idet Lederen af det aldrig har næret Betænkeligheder ved
at lade de forvarede færdes frit om Dagen i Byen. Det er den almindelige Opfat-
telse, at Institutionen har virket udmærket, idet Lovovertræderne på den ene Side
har været bange for at komme i Forvaring, men på den anden Side gennem Ophol-
det er blevet vænnet til en regelmæssig Livsførelse. Nogen Betænkelighed kan der
imidlertid være forbundet med Institutionen, når Talen er om mere permanent far-
lige Lovovertrædere, fordi man ikke med det nuværende Personale har Mulighed
for at overvåge de indsatte og beskytte Omverdenen imod dem. Man har derfor in-
teresseret sig for, om der i Grønland var Behov for at indføre Fængselsstraf efter
461
[6]
sædvanlig europæisk Mønster, men de fleste af de adspurgte Repræsentanter for
Retsvæsenet finder dog ikke, at Fængsel vil være hensigtsmæssigt i Grønland.
Betænkningen udtaler om disse Spørgsmål, at en Del synes at kunne tale for, at
man indfører en Regel, hvorefter Retten uden nødvendigvis at skulle fastsætte en
anden Foranstaltning, f. Ex. Tilsyn, kan bestemme at domfældte skal underkastes
visse Indskrænkninger med Hensyn til Anvendelsen af sin Fritid, Samkvemmet med
bestemte Personer. Rådigheden over Indtægter o. 1. Det henstilles endvidere, om
ikke Reglerne om Tvangsarbejde og Tvangsuddannelse vil kunne ophæves. Endelig
kan der også være Spørgsmål om at ophæve Forvaring, hvis der for farlige Forbry-
dere skabes Adgang til at idømme Sindssygehospital, Åndssvageanstalt og Psykopat-
forvaringsanstalt i det øvrige Danmark. Samtidig bør det drøftes, om der ikke bør
tilvejebringes Hjemmel for Anbringelse i en Anstalt i selve Grønland, antagelig en
Anstalt, der svarer til de danske åbne Fængsler. - Sådanne Reformer vil ikke i Prin-
cippet ændre Foranstaltningssystemet, men smidiggøre dette.
Hvad angår selve Gennemførelsen af Foranstaltningssystemet, er det yderligere en
udbredt Klage, at Politiet, der har Påtalen og Forfølgningen at varetage i Kriminal-
sager, ikke også kan overkomme at gennemføre de idømte Foranstaltninger, noget
der, når der er Tale om Tvangsuddannelse og Tvangsanbringelse, medfører, at man
skal finde egnede Folk at anbringe de dømte hos og forhandle med disse. Dette lyder
yderst rimeligt. De fåtallige Betjente har mange Opgaver, og denne, der må være
meget tidskrævende, er sikkert en for mange. Det ventileres derfor med Rette i Be-
tænkningen, om Opgaven ikke bør overdrages Dansk F or sorgs s el skab eller en dertil
svarende Institution, eventuelt således at en Repræsentant for Selskabet i Selskab
med en egnet Repræsentant for de grønlandske Samfund berejser Vestkysten for i
Samarbejde med Politiet at sætte sig ind i de Muligheder, der er for at anbringe de
domfældte hos private eller hos offentlige Institutioner og finde egnede tilsyns-
førende.
Det sidste og vigtigste Hovedspørgsmål, som Betænkningen behandler, er, om
Krimin all oven fortsat bør være gældende, eller om det måtte være rigtigere at lade
den afløse af den danske Straffelov. Det, som kunne tale herfor, er navnlig Hensy-
net til Retsenhed og måske også den Omstændighed, at Antallet af danske i Grøn-
land er vokset så betydeligt siden Kriminallovens Gennemførelse. Imidlertid har der
hverken fra Retsmyndighedernes eller Befolkningens Side været ytret noget Ønske
om at få den danske Straffelov indført i Grønland. Der synes tværtimod at have
været almindelig Tilfredshed med Kriminalloven. Hertil kommer, at man ikke i
Grønland har Institutioner af den Type, den danske Lov forudsætter, og at man
næppe for Tiden kan skabe sådanne Institutioner og give dem den fornødne Kapa-
citet. Udvalget mener derfor, at det ville være meget betænkeligt, om man uden at
462

[7]
afvente den Udvikling, der er i Gang, foretog en så pludselig og kraftig Påvirkning
af det grønlandske Samfund, som Indførelse af den danske Straffelov ville være.
Hertil kan jeg for mit Vedkommende fuldtud slutte mig. Undersøgelserne synes at
vise, at Kriminalloven i det hele passer godt til det grønlandske Samfund, som det
er idag, og at der på de Punkter, hvor den har været vanskelig at anvende helt til-
fredsstillende må kunne ske de fornødne Forbedringer i den i Betænkningen antydede
Retning. Hertil kommer endnu et meget væsentligt Moment. Kriminalloven bygger
på den nuværende grønlandske Retsplejeordning, hvis Tyngdepunkt er de grønland-
ske Kredsdommere. En Gennemførelse af den danske Straffelov ville antagelig med-
føre, at Retssystemet måtte udbygges med juridisk uddannede danske Dommere,
der ville trænge Kredsdommersystemet tilbage eller måske helt fortrænge det. Nu er
Kredsdommersystemet efter min Opfattelse af den allerstørste Værdi. Selvom det i
Betænkningen er anført, at Kredsdommerne efter den Væxt, der i de senere År har
været i de små grønlandske Samfund, ikke helt kan have det samme Personalkencl-
skab som før, må det vist være utvivlsomt, at de i langt højere Grad end danske Ju-
rister må være egnede til i Kriminalsager at finde de i hvert enkelt Tilfælde bedste
Foranstaltninger og til i det hele at anvende Lovens System i Overensstemmelse med
Befolkningens Tankegang. Det samme gælder yderligere hele den civile Retspleje. I
de kommende År vil hele den danske borgerlige Lovgivning i stigende Grad blive
indført i Grønland, i hvert enkelt Tilfælde med de Lempelser, som de grønlandske
Samfundsforhold gør ønskelige. Også her er det af største Værdi, at det er Grøn-
lændere eller med grønlandske Forhold særligt kendte Danskere, der som Kreds-
dommere anvender og fortolker Lovene. Som tidligere nævnt har de hidtil gjort det
udmærket, og selvom der mulig, som antydet i Betænkningen, på enkelte Punkter kan
være visse mindre formelle Mangler at afhjælpe, skulde det ikke være forbundet med
større Vanskeligheder at gøre dette. Hvad særligt angår Kriminalretten vil Betænk-
ningens Bind II, der er en praktisk Håndbog l Kriminalloven med Kommentarer til
hver enkelt Bestemmelse og Oplysning om dens Anvendelse i Praxis, være til uvur-
derlig Nytte. Det synes derfor i det hele ønskeligt, at det grønlandske Retsplejesy-
stem og Kriminalloven bevares endnu i adskillige År ud i Fremtiden.
Betænkningen, der indeholder en Række Oplysninger om talrige andre Spørgsmål,
som der ikke har været Plads til at berøre, kan på det bedste anbefales til Studium af
alle interesserede.
463[8]