[1]
KORTTIDS- OG LANGTIDSPOLITIK
Af universitetslektor, kontorchef P. P. Sveistrup
_L/et betegner altid et fremskridt i det politiske liv, når mennesker giver sig tid til at
overveje hvilket mål, man vil stræbe efter, idet man derved kommer til at se de for-
skellige dispositioner i større sammenhæng og gøre sig klart, hvorledes den enkelte
tiisposition virker på alle de mange områder, hvor tier er indirekte virkninger, som
der ikke altid er lejlighed til at tage stilling til, når man handler fra dag til dag ud
fra den i det enkelte øjeblik givne situation.
Den private erhvervsvirksomhed er i vor tid blevet mere og mere indstillet på at
klargøre sig sådanne indirekte sammenhænge, og dette opnås i almindelighed ved
udarbejdelse af omhyggelige regnskabsanalyser, hvoraf man kan lære af fortidens
sammenhænge, og dernæst ved på grundlag af det nøjagtige kendskab til fortiden at
udarbejde sammenhængende planer for fremtiden i form af et budget; et sådant kan
være kortsigtet og f. eks. omfatte en periode af få måneder, hvorved man f. eks.
bliver i stand til at følge sammenhængen mellem produktion og salg, så virksomhe-
den ikke kommer til at ligge med varer, der er produceret, og måske af høj kvalitet,
men som ikke kan sælges, fordi man ikke har taget et nødvendigt hensyn til, at
moden har forandret sig.
Et sådant kendskab til sammenhænge er også af betydning for et helt lands øko-
nomiske politik, og man kan derfor opstille både samfundsregnskaber og samfunds-
budgetter. Det er imidlertid meget vanskeligere end for den private virksomhed,
fordi der er langt flere faktorer, der har politisk og økonomisk betydning, og som
tiet ofte er meget vanskeligt at danne sig et overblik over.
For et samfund er målsætningen således betydelig vanskeligere end for den pri-
vate virksomhed, der i nutidens samfund altid i ret høj grad må være indstillet på
at tjene penge. Men for et samfund kan det at tjene penge ikke være nogen direkte
målsætning. Det kan udmærket tænkes, at et samfund i sin økonomiske politik må
arbejde med et endog betydeligt underskud i en lang periode, selvfølgelig forudsat
at der er andre, der er villige til at betale, eller i det mindste låne pengene til dæk-
ning af underskudet. De forenede Stater har således igennem en række år hjulpet ad-
99
[2]
skillige andre lande med lån og tilskud for at bringe disses under krigen hårdt ramte
økonomi på fode; til tider har sådanne dispositioner haft gode virkninger, til andre
tider har det medført afhængighed og betydelig bitterhed.
Forsøger man at overveje sådanne målsætningsproblemer nærmere, vil de fore-
komme uhyre komplicerede, fordi der er så mange indirekte virkninger, men man
kan måske standse mange og lange overvejelser ved at rejse spørgsmålet, om ikke
samfundsdannelsens formål er at gøre mennesker mere tilfredse. Vi kan ikke leve
enkeltvis, men må nødvendigvis være afhængige af hinanden og kan være det på
mange forskellige måder, som kan have forskelligartede virkninger med hensyn til
tilfredsheden.
Til en vis grad kan man sige, at dette bedst kan opnås gennem frihed. Den enkelte
kan producere og handle, som han eller hun har lyst til, men han kan ikke sælge,
hvis det ikke er varer, som kunderne er interesserede i, og han må på den måde
komme til at finde sig en plads i hele samfundsmaskineriet, som passer både ham
selv og helheden. På den måde kan mennesker få lykkelige og tilfredse kår, idet de
får en plads i hele samfundsmaskineriet, som de kan passe til og virkelig udfylde.
Men det kan på den anden side blive fattigt nok, når mennesker lever under van-
skeligere naturforhold end normalt, og det er kun naturligt, at andre i så fald træ-
der hjælpende til og yder en håndsrækning for, at kårene kan blive bedre. Hvor ga-
verne ydes helt frit og modtages helt frit, er det kun en fordel og kan fremme en
naturlig udvikling, der antagelig ville være kommet alligevel, blot betydeligt lang-
sommere. Men når man taler rent ud, er det vanskeligt at sikre sig, at der ikke til
gaverne knytter sig bimotiver, eller hvor sådanne ikke findes, at der ikke hos mod-
tagerne danner sig en vis ubehagelig følelse af, at cler er skjulte bimotiver.
Dette spørgsmål om bimotiver er der heldigvis ikke meget af i forholdet mellem
Grønland og Danmark, dertil har de to befolkningsgrupper fra gammel tid haft for
megen respekt for hinanden. Men ser man ud i verden og følger radioen fra dag til
dag, forstår man ikke ret meget, hvis man ikke har spørgsmålet om motiver og bi-
motiver i erindring. Det er af afgørende betydning for bevarelse af det gode forhold
mellem grønlændere og danskere, at man fører en sådan politik, at en sådan gen-
sidig mistillid og kritik ikke kommer op. Og her må man fra den danske regerings
side have det største ansvar, fordi man nødvendigvis må have det største overblik.
Det vil være urigtigt i så henseende at kritisere grønlænderne, fordi de ikke forstår
de store sammenhænge; det er afgørende, at man fra dansk side ikke optræder så-
ledes, at der danner sig flere komplekser end uundgåeligt, og der ikke bliver mere
kritik, end der nu engang altid følger med at være menneske.
Jeg tror, det vil være rigtigt, om man fra dansk side erkendte, at vi i grønlænderne
har en befolkningsgruppe, det er lettere at komme ud af det med end så mange an-
100
[3]
dre. Historien har gennem århundreder vist det, og det er kedeligt, hvis den smi-
lende venlige gensidighed, som vi kender fra gamle dage, skulle blive formindsket,
og der skulle komme surhed ind i forholdet. Man taler og skriver så meget om alko-
holproblemet i Grønland og om så mange andre leveformer, som vi ikke synes om.
Men man taler slet ikke så meget om, hvor grønlænderne har lært sådanne uvaner og
hvilket ansvar, der skyldes uheldig påvirkning fra dansk side.
Der har i hvert fald været et godt og tillidsfuldt forhold mellem grønlændere og
danske, og denne tillid skulle nødig komme på alt for svære prøvelser, for det kan i
det lange løb føre til meget uheldige forhold for begge parter.
Det allervigtigste i så henseende er, at der ikke fra dansk side, som på så mange
andre områder, kommer en tendens til at skrue udviklingen tilbage til de gode gamle
dage. Det kan ganske simpelt ikke gøres, og ethvert forsøg i så henseende er på for-
hånd dømt til at mislykkes. Vi må som danske altid være rede til at tage konsekven-
serne af vore handlinger, det er det mindste, der kan forlanges af os.
Følgen af den udvikling, som har fundet sted både i forholdet mellem danske og
grønlændere og forøvrigt også mange andre steder i verden, er, at vi i højere grad må
behandle hinanden som voksne ligemænd og tage den fulde konsekvens heraf. Det er
ikke tilstrækkeligt for os at behandle grønlænderne som forkælede børn eller for disse
stadig at stille flere og flere krav, som samfundet på grund af naturen og deres egen
eller andres arbejdsindsats ikke kan honorere.
Man må fra begge sider erkende, at livet i det moderne samfund vel fører til, at
flere og flere materielle behov kan dækkes, men at livet samtidig bliver mere og mere
kompliceret at leve, og at det, hvis det hele skal gå godt, kræver et større og større
ansvar hos mennesker i deres samliv, og dette er netop grundtanken i ethvert demo-
kratisk samfund.
Konsekvensen af denne tankegang må være, at forholdet mellem Grønland og Dan-
mark må blive præget af, at mere selvstændighed og ansvar i højere grad må overla-
des til grønlænderne selv. Selve følelsen af at have ansvaret for sit eget liv og for sit
eget områdes forhold er så værdifuld, at der er mange, der gerne vil tage et sådant
ansvar på sig og erkende de mange vanskeligheder, der følger med.
For det er vel ikke vanskeligt at forstå, at med en større selvstændighed, ikke
mindst på det økonomiske område, vil der vokse uhyre mange vanskeligheder frem.
Grønlands naturforhold, de store afstande til og fra markedet, det meget hårde klima
o. s. v. må naturligvis skabe mange og store vanskeligheder også for et så begavet folk,
som grønlænderne jo dog faktisk er. Jeg nærer ingen tvivl om, at grønlænderne selv vil
kunne løse mange vanskeligheder og forstå, at problemerne er til for at løses ved
selv at gøre en indsats fremfor stadig at stille krav til andre dele af den danske be-
folkning, der i hvert fald i den kommende tid, når de nye markedsdannelser er gen-
IOI
[4]
nemført, ikke vil komme til at stå så frit og selvstændigt, som det hidtil har været til-
fældet.
Ved en voksende selvstændiggørelse, ikke mindst på det økonomiske område, vil
mange problemer blive løst væsentlig mere tilfredsstillende end nu. Der er ingen tvivl
om, at grønlænderne også vil have let ved at forstå, at man må sætte tæring efter
næring, og at naturen i Grønland nu engang ikke giver de goder, som naturen kan i
heldigere stillede lande. Det må grønlænderne rette sig efter, selv om det ikke ci-
deres ansvar.
Men er udviklingen nået så langt i retning af voksende selvstændighed og ansvars-
følelse, og grønlænderne føler, at opgaverne i deres land er større end andetsteds på
grund af naturens karrighed, så er der ingen, der i ringeste grad vil tabe ansigt ved,
at man i omfattende grad bygger på den good-wlll, der i århundreder har været
mellem grønlændere og danske. Denne good-will har i tidens løb givet sig helt for-
skellige udslag, ikke mindst i tiden før og efter 1950, men den har stadig været til
stede, og det er min faste overbevisning, at der fortsat vil kunne bygges på den, også
når problemstillingen i fremtiden, skal vi sige efter 1965, bliver væsentlig anderledes.
Denne good-will har i tidens løb været kombineret med forskellige former for ro-
mantisk indstilling. Før 1950 havde denne romantik et præg af de henrivende grøn-
lænderbørn, som mange danske var betaget af, og som de måske ikke altid opfattede
som blivende helt voksne. I tiden efter 1950 har romantikken været bestemt af, at
både grønlænderne og ikke mindst danske var så dygtige, at de kunne overvinde na-
turens vanskeligheder og producere lige så effektivt, som hvor naturen var meget
gunstigere for menneskelig indsats.
Der er ikke tvivl om, at der i de kommende års grønlandsarbejde stadig vil være
elementer af begge de to arter romantik, og at man vil opleve endnu en række udslag
af begge, ikke mindst på det økonomiske område. Men det er min bestemte opfat-
telse, at hverken den ene eller den anden form for romantik vil holde i det lange lob.
Den vil ophøre af mange grunde, men romantikkens opløsning kan finde sted både
gennem hårde konflikter eller gennem venlig erkendelse fra begge sider.
Der er for mig ingen tvivl om, at den romantiske indstilling i begge dens former
ikke kan bestå i fremtiden, og at det bliver nødvendigt at komme ind på en lang-
tidspolitik, der må præges i højere grad af nøgternhed. Grønlands natur er nu en-
gang fattig, og grønlænderne er mennesker som vi andre, der erkender, at det kan
være svært at overvinde netop den grønlandske naturs vanskeligheder, ikke mindst
over for ønsket om helt at leve som man gør det i Europa og Amerika.
Under en sådan situation vil det blive nødvendigt at bygge på den good-will, som
nu engang findes mellem grønlændere og danske. En af de ledende mænd i De for-
enede Nationer sagde engang, at Danmarks indstilling over for Grønland var som
IO2
[5]
den ældre broders stilling over for den yngre. Det er vel nok rigtigt, men dog kun hvis
man samtidig husker, at også i de enkelte familier kan den ældre broder være en
ganske lille smule dominerende over for den yngre. Det kan gå, hvor den yngre er
ganske lille og uselvstændig, men når han kommer op i overgangsalderen, kan det
volde vanskeligheder. Som regel forstår den ældre, at den yngre også bliver voksen
og kan blive ubehagelig berørt ved et selv ubetinget formynderskab. Når denne kon-
flikt er overvundet, vil man komme ind i en situation, hvor „lillebror" forstår mere
af vanskelighederne, end han straks så, og at han vil blive mere tilbøjelig til og mere
glad ved at modtage en håndsrækning, end han en overgang var.
Jeg har her forsøgt at trække en langttdslinie op for forholdet mellem Grønland
og Danmark. Vi må her i landet med den danske historiske sans forstå, at det ikke
er noget, der kommer på én gang, der må en historisk udvikling til, som man roligt
må lade komme uden de måske noget ejendommelige svingninger fra den ene yder-
lighed til den anden, som man kan møde i lande og hos mennesker, der mangler hi-
storisk forståelse; vi må være indstillet på at afvente alting i naturens orden, som
det ofte siges i Danmark, måske mest i den lidt ældre generation.
Det centrale for mig i opfattelsen af de grønlandske problemer er, at man må
bygge på den good-will, der i århundreder har været mellem Grønland og Dan-
mark, og at man må være indstillet på at tage hensyn til den anden parts særlige
psyke, og at de forskellige beslutninger helst bør tages, når tiden er moden, hver-
ken tor tidligt eller for sent.
103[6]