[1] UDDANNELSESPROBLEMER I VESTGRØNLAND En rapport fra Udvalget for samfundsforskning i Grønland Af cand. polit. Pie Barfod J[ 1955 blev Udvalget for samfundsforskning i Grønland nedsat. Baggrunden for udvalgets nedsættelse var de store forandringer, der i politisk og kulturel henseende blev indledt i disse år, og som gjorde det nødvendigt for lovgivningsmagt og admini- stration at få fremskaffet så megen viden som muligt om, hvorledes de mange nye foranstaltninger og lovregler virkede i praksis. Foruden at foretage undersøgel- ser der kunne belyse virkningerne af den grønlandske kriminallov og den grønlandske ægteskabslov, der var trådt i kraft få år forinden, undersøgelser, der var direkte på- budt i de to love, skulle udvalget — sagt med kommissoriets ord — „på videnskabelig basis planlægge og lede de undersøgelser, der måtte skønnes fornødne for at sikre lov- givningsmagten og administrationen et solidt grundlag for det videre arbejde til frem- me af en rolig og harmonisk kulturel udvikling i Grønland fra gammelt til nyt." De første undersøgelser, som udvalget har gennemført, fandt sted i 1958 og 1959. Inden de medarbejdere, der skulle deltage i undersøgelserne i Grønland, påbegyndte arbejdet, havde udvalget tilrettelagt omfattende interviews, der dækkede næsten alle sider af samfundslivet — lige fra spørgsmål om boligvaner, fritidsbeskæftigelse, er- hvervsformer, skolegang og alkoholnydelse til forholdet mellem danske og grønlæn- dere. Udover at gennemføre disse interviews i 300—400 grønlandske og danske hus- stande, havde medarbejderne mulighed for at sætte ind på mere specielle undersøgel- ser, som de under deres arbejde fandt kunne have betydning. Et af de emner, som derigennem fik en langt mere central placering i undersøgel- serne end oprindeligt planlagt, var spørgsmål, der havde forbindelse med uddannelse af grønlændere og med grønlændernes deltagelse i den nye tids opgaver. Herunder beskæftigede man sig bl. a. med den grønlandske lærlingeuddannelse, foruden at man tog de spørgsmål op, der havde forbindelse med den stadige stigning i antallet af ar- bejdere og funktionærer, teknikere og ledere, der sendtes op fra Danmark, og med grønlændernes manglende muligheder for at gøre sig gældende og deltage i arbejdet på lige fod med de udsendte.1 1 To af medarbejderne, den grønlandske lærer Marius Abeisen og cand. psyk. Ib Glarborg beskæftigede sig med lærlingeuddannelsen, og Marius Abeisen tog endvidere de problemer op, som er opstået som følge af det stigende antal udsendte og grønlændernes manglende medvirken i arbejdet. En del af det materiale, der er anvendt i rapporten, er bearbejdet på hans foranledning. 121 [2] Disse sidste problemer har dannet udgangspunktet for den første af de rapporter, der er blevet udarbejdet om uddannelsessituationen i Vestgrønland, rapporten om de generelle uddannelsesproblemer, der udkom i efteråret 1961.2 De spørgsmål, der bliver behandlet i rapporten, vil vist de fleste anse for at være af grundlæggende betydning for hele udviklingen i Grønland. Ministeriet har da og- så anset det for nødvendigt nu at sætte alle kræfter ind på at løse de problemer, der har forbindelse med uddannelsen af den grønlandske befolkning, og har til dette for- mål kort efter nytår nedsat et uddannelsesråd for Grønland. I det følgende skal gives en kort omtale af de vigtigste af de synspunkter og de oplysninger, som rapporten indeholder. dirkningerne af en kulturfor andring. Indledningsvis gør rapporten rede for, hvordan problemer i forbindelse med ud- dannelsen hænger sammen med de forandringer og den udvikling, der sker i et sam- fund. I enkle og stabile samfund, der økonomisk hviler i sig selv, og som stort set er isoleret fra omverdenen, foregår uddannelsen som et naturligt led i opdragelsen. Samfundet forandrer sig kun umærkeligt fra generation til generation, og de ældre sidder derfor inde med den viden og de færdigheder, som de unge behøver for at kunne klare sig den dag, da de skal stå på egne ben. Kommer et sådant samfund nu af en eller anden grund i kontakt med en omver- den, hvis teknik og leveform er en anden, vil en ny kultur og nye erhvervsformer måske få indpas. Det er tænkeligt, at der finder en hastig ændring sted af samfun- det, ikke mindst hvis der sker en indvandring til landet af fremmede. Da det som oftest er de teknisk og materielt set bedre udrustede lande, der søger at overføre deres livsform og teknik til lande med et relativt enkelt samfunds- og erhvervsliv, vil den lokale befolkning sjældent kunne honorere de krav, som den nye kultur stiller med hensyn til kundskaber og færdigheder. De fremmede kommer da let til at over- tage ledelse og organisation af samfundet, og der udvikler sig en social lagdeling, hvor den lokale befolkning i overvejende grad kommer til at overtage pladserne på de nederste trin af den samfundsmæssige rangstige. Selv om der gives befolkningen lejlighed til en uddannelse, der passer til de nye forhold, vil størstedelen af befolkningen fortsat helt mangle de uddannelsesmæssige forudsætninger for at deltage i det nye, og den vil derfor komme til at stå passivt udenfor. De mest kvalificerede vil nok blive inddraget som medarbejdere, men næ- 2 Rapporten er udarbejdet af forskningsleder dr. jur. Verner Goldschmidt i samarbejde med fuldmægtig cand. polit. Pie Barfod. Ved udarbejdelsen er der ydet værdifuld støtte af lektor cand. oecon. Torben Agersnap, skolekonsulent lektor Finn Gad, sekretær cand. polit. Christian Jensen og amanuensis, cand. polit. Orla Brandt Jensen. 122 [3] sten altid under ledelse af de fremmede sagkyndige og specialister. Kun yderst sjæl- dent vil det være muligt for landets egen befolkning at deltage i tilrettelæggelse, le- delse og organisation af de nye institutioner, erhvervsformer og tekniske anlæg. Samtidig sker der det, at de ældre ikke længere vil være i stand til at oplære de unge. De sociale, erhvervsmæssige og tekniske forandringer i samfundet nødvendig- gør en langt mere omfattende og differentieret uddannelse. Det tager tid at få sådan uddannelse sat igang, og der opstår derfor en gruppe unge, der nok er fysisk modne, men som endnu langt fra besidder den viden og indsigt, som kræves for at kunne del- tage i de mange og forskelligartede nye arbejdsopgaver. Der sker derfor det, at mange unge kommer til at gå ledige eller må beskæftige sig med arbejde, som ligger under, hvad de kunne ønske sig. Udviklingen i Grønland. Rapporten påviser, at udviklingen i det grønlandske samfund på mange måder er forløbet, som det foran er omtalt. Men for at kunne forstå de vanskeligheder, der er opstået - først og fremmest gennem det sidste tiår, må man kende den udvikling, der er gået forud. Helt fra kolonisationens begyndelse i 1721, daHansEgede kom til Godthåb, har danske og grønlændere levet som to mere eller mindre adskilte grupper, hvor de dan- ske - i alt fald efter europæisk målestok - stod øverst på den sociale rangstige. De kom som missionærer og administratorer og opretholdt så vidt muligt deres eu- ropæiske levevis, mens grønlænderne stadig hovedsagelig levede som fangere og inden for fangsterhvervet havde opnået en enestående teknisk dygtighed, som ingen dansker kunne hamle op med. Da grønlænderne gennem fangsten fik føde, klæder, lys og varme og kunne bygge deres huse af forhåndenværende materialer som sten, græstørv og drivtømmer, var deres afhængighed af de danske og af butikkernes varer ringe. De havde heller ikke megen kontakt med de danske, hverken i deres ar- bejde eller i deres daglige tilværelse. Det var ikke uden grund, fangerne blev kaldt frie erhververe — de var frie og uafhængige og havde ingen anledning til at føle sig un- derlegne over for danskerne, som tværtimod måtte bede om deres hjælp, hvis de skulle på lange slædeture eller sejle i de farlige grønlandske farvande. Der var dog fra gammel tid også ansat grønlændere under missionen og hande- len, selv om det kun var få. Man gav dem ofte en uddannelse som håndværkere og kateketer eller som bestyrere af de mindre bosteder, og efterhånden som tiden gik, blev en del af danskernes stillinger overtaget af grønlændere. Omkring 1920 var der således i Vestgrønland kun omkring 135 danske, mens der 80 år tidligere havde været næsten det dobbelte antal, nemlig 250. 123 [4] 8ooo 7ooo 6000 — 5oo Aooo 3 000 2.00O •iooo IAKTIVT ERHVERVSUDQVENDE IALT IAKTIVT ERHVERVSUDØVENPE GRØNLÆNDERE IGReNLANPSKE F t SKERE. FANGERE ooFÆREHOLDERE ) •1901 4955 Indtil 1930 steg antallet af selvstændige grønlandske erhververe nogenlunde i takt med befolkningstallet, men er siden da stagneret. Lønmodtagerne har derimod vist en kraftig stigning, så de nu udgør omkring 50 "lo mod i 1930 kun 15-20 °/o. Samtidig er antallet af danske, der er beskæftiget i Grønland, steget til godt 12 °/o af samtlige mod knap 3 "la i 1930. Disse forhold ændrede sig imidlertid helt, da der efter krigen og ikke mindst siden 1950 fra dansk side med stor energi blev sat ind for at skabe forbedrede sociale, kul- turelle, sundhedsmæssige og erhvervsmæssige forhold i Grønland. Allerede i årene efter 1910 var fangsterhvervet begyndt at gå tilbage for at blive afløst af fiskeriet, der nu er det dominerende erhverv. Dette i forbindelse med den omfattende tekniske og sociale udbygning, der har fundet sted og stadig finder sted i Grønland, har skabt en hel ny situation. Det var ikke muligt i løbet af en kortere år- række at nå de mål, som man fra dansk side havde sat sig, og som fuldt ud var til- trådt fra det grønlandske landsråds side, hvis man kun anvendte den forhåndenvæ- rende, ret fåtallige grønlandske arbejder- og funktionærstab. En stadig strøm af arbejdskraft, der blev udsendt fra Danmark, blev derfor følgen af den hastige ud- vikling. Der skulle organiseres, bygges og administreres, og dertil krævedes både højt ud- dannede specialister, teknikere og arbejdsformænd, faglærte og ufaglærte arbejdere 124 [5] og funktionærer. Endnu har kun få grønlændere fået en uddannelse, der sætter dem i stand til at medvirke som ledere, formænd og håndværkere, og de fleste er derfor kommet til at arbejde som ufaglærte under ledelse af danske. Selv poster, som grøn- lænderne tidligere har bestridt, bliver ind imellem besat med danske, fordi effekti- vitet og teknik er blevet sat i højsædet. Samtidig er en langt større del af befolknin- gen blevet lønarbejdere og funktionærer — omkring halvdelen lever nu, som det fremgår af foranstående kurve, af lønnet arbejde, og det betyder en langt større kontakt med danske, som grønlænderne føler, de ofte ikke kan konkurrere med. Det må dog understreges, at det ikke først og fremmest er i topstillingerne, grøn- lænderne føler sig forbigået. Det er snarere i de såkaldte „mellemstillinger" som formænd, håndværkere, telegrafister, butiksbestyrere o. L, stillinger, der før så godt som alle var besat med grønlændere. I rapporten har man på grundlag af folketællinger og andet materiale søgt i tal at vise den udvikling, der er sket. Det anføres, at tallene må anvendes med forsigtighed, men man har dog ment det forsvarligt at benytte det eksisterende materiale til i store træk at belyse den stedfundne udvikling. Af de fremskaffede oplysninger frem- går det — med de nævnte forbehold — at mere end 90 pct. af alle formænd og fartøjs- førere omkring 1920 var grønlændere mod i 1958 mindre end 50 pct. På samme | | | | | 15JO (M) P«<) | | 1558 (38