[1]
SKOVPLANTERNE I GRØNLAND
Af skovfoged Poul Bjerge
_L/et er nu 8 år siden, vi begyndte med forsøgsplantningen af skovtræer i Sydgrøn-
land. Det er ikke blevet til store træer i de 8 år, de fleste steder må man endnu se
nedad, når man skal betragte dem. Kun enkelte steder er de på højde med én selv,
og blot ét træ er oppe i 2 meters højde. Men alene den omstændighed, at så godt som
alle de planter, der har klaret det første år, er i live og ser friske og livskraftige ud,
er en stor opmuntring. Det er almindelig kendt hernede — ganske særlig på hededi-
strikterne — at planterne står i stampe i flere år, før de pludselig tager fat og be-
gynder at vokse for alvor.
Omtrent inde i bunden af den pragtfulde Tunugdliarfik-fjord ligger på en syd-
skråning et tilplantet areal på ca. 2 ha. Arealet, som er indhegnet mod fårene, der
her er meget talrige, er tilplantet i 1953 og 1954. Her var jeg i foråret inde med
2000 nye planter. Det var da 2 år siden, jeg sidst havde været der.
Planterne, som er sat i det naturlige krat, er vokset godt. Især sidste år — 1960 —
havde der været pæne topskud på 10—15 cm. Året før var skuddene noget mindre, og
de tidligere år var det kun nogle ganske få cm, planterne var vokset om året. Dette
tyder på, at planterne er ved at komme over „det døde punkt". Det er her på denne
dejlige skråning, at et af de sibiriske lærketræer er blevet ca. 2 meter højt. De andre
lærk er fra l til l Vi meter høje. Sitkagranerne fra Alaska og ædelgranerne fra Si-
birien var en del mindre, kun omkring Vi meter høje, men det er kun i 1959 og 1960,
der virkelig er sket noget. En del skovfyr fra Sverige plantede vi også dengang,
men kun ganske enkelte af dem kan måle sig med granerne. De fleste står i stampe
endnu. Alle disse planter har haft en ret hård medfart. De blev i sin tid taget op fra
en planteskole i Nordsjælland i marts måned, pakket i kurve og sat ned i et kølerum
med 2 graders varme. Her stod de i to måneder, jndtil de i maj blev transporteret
til Grønland pr. skib. En del af de tidligst udspringende planter, mange lærk og alle
birkene, sprang ud på turen dertil og klarede sig ikke. Granerne og fyrrene gik det
bedre med. Ca. 60 % af dem er i live. Senere resultater har vist, at omkring 75 %
af alle planter, der er sået og udpriklet i planteskolen i Upernaviarssuk, klarer sig,
efter at de er plantet ud.
144
[2]
Ind mod bunden af Tunugdliarjik-jjorden.
Jeg havde 2000 „hjemmelavede" sibiriske lærk med. De blev brugt til efterbed-
ring, d. v. s. plantet på steder, hvor de først plantede var gået ud. Plantningsarealet
er, som fortalt, indhegnet, det har bevirket, at det naturlige krat af birk og især pil
ikke er blevet bidt af fårene og derfor har bredt sig meget. Det var nødvendigt at
tynde ud i krattet, for at skovplanterne ikke skulle blive helt dækkede.
Fra plantningsstedet er der en halv times gang ind til bunden af Tunugdliarfik-
fjorden. Her udmunder en stor elv, der kommer fra indlandsisen, den er stor og
meget vandførende og et af distriktets bedste fjeldørredsteder. Det nederste stykke
løber elven i en bred dal, hvis vestre side er helt dækket af birkekrat. Her er den her-
ligste birkeduft, gråsiskener og laplandsværlinger synger, og hvor træerne er så store,
at man kan gå nedenunder dem, og de lukker sig sammen om én, føler man sig hen-
sat til helt andre himmelstøg. Andre steder er der mere åbent og stenet, krattet hol-
der sig langs jorden, og man har den vældige udsigt til fjeldene mod nord, øst og
vest og til den smilende fjord, der bliver væk i et knæk sydpå. Her på det åbne ser
man mange stenpikkere, den lille, vimse fugl gør den enestående bedrift hvert efterår
at krydse Nordatlanten og overvintre i Nordafrika. Selve fjorden er meget lawan-
[3]
En del af plantningsarealct med teltet
og i baggrunden Kugssuak-jjeldet.
Naturligt pile- og birkekrat ved Tasermiut-fjorden
(bemærk personen oppe i trrret).
det inde ved bunden på grund af elvens aflejringer, og hele den inderste del er et
rigt tilholdssted for mange fugle, især gråænder. Flere morgener blev jeg vækket
ganske tidligt af forårskåde ænder, som lå nede i vandet, blot få meter fra teltet. Og
længere borte fra lød islommens ejendommelige menneskelatter.
Efter en uges ophold ved dette dejlige sted pakkede jeg en tidlig morgenstund telt,
sovepose, proviant, kogegrejer o. s. v. i den lille jolle, jeg havde med, og med en
3-hestes påhængsmotor kom jeg på 2 timer til fåreholderstedet Kagssiarsuk. En halv
times gang herfra, op over det første lave fjeld og lidt ned på den anden side, ligger
det andet af plantningsstederne i Tunugdliarfik-fjorden. Stedet ligger på en stejl
sydskrænt med en sø ved foden. Terrænet heromkring er uden høje fjelde. De lave
fjelde, der mest minder om skotske „hills", er bløde i formerne og med en frisk ve-
getation af græs, der næsten helt dækker dem. På turen op over fjeldet har man en
storslået udsigt over mod Narssarssuak med indlandsisen i baggrunden. Også denne
plantning er foretaget i årene 1953 og 1954, og de fleste af planterne er svenske
rødgraner. På lang afstand kan man se planterne, der står som mørkegrønne pletter
146
[4]
Fra det indre af Tasermiut-fjorden.
i den lysere vegetation. Kommer man nærmere, ser man de smukkeste planter, man
kan tænke sig, små dejlige juletræer, 50 til 80 cm høje. Som for den anden plantning
gjaldt det også her, at den største vækst var sket i de to sidste somre. Og her var det
ligeledes nødvendigt at tynde stærkt ud i pilekrattet. Over hele området ligger der
strøet rundt med papir, papkasser, blik, benzintromler og andet skrammel. Det
stammer alt sammen fra lossepladsen i Narssarssuak, hvor den voldsomme føhn-
vind om vinteren blæser det tværs over fjorden, op over fjeldet og ned i læ på den
anden side.
I 1959 blev de første „hjemmelavede" planter udplantet. Det drejede sig om
5000 sibiriske lærk og Alaska-hvidgraner. Året efter var tallet 10000, og i septem-
ber i år har jeg plantet 5000, således at tallet nu er oppe på 20000 planter. Disse
sidste udplantninger er sket nede ved Tasermiut-fjorden i Nanortalik distrikt, ikke
langt fra den store elv Kugssuak. Her skulle der være store muligheder for træ-
vækst, arealet ligger længere inde i landet, hvor klimaet er mere fastlandspræget,
somrene er derfor varmere. Det er ikke langt herfra, den bekendte Kingua-dal lig-
[5]
ger, hvor der findes birketræer på helt op til 10 meters højde. I hele dette område
er der på alle beskyttede lokaliteter en meget frodig vækst. Tasermiut-fjorden er
lang og smal og går helt ind til indlandsisen, til en „død" bræ. Fjeldene er høje,
stejle og barske, og man kan altid se evig sne. Modsætningen mellem denne stor-
slåede natur og den forbavsende frodighed i dalene og på skråningerne er fantastisk.
Og krattet er her ikke holdt nede af fårene. Den store elv danner et naturligt skel,
således at nordsiden er „ren". Det er en meget stor fordel forplantningen, idet den
dyre indhegning så spares.
Planterne fra 1959 og 1960, der er sat her, er ikke vokset ret meget siden ud-
plantningen, kun ca. 5 cm om året, men de er i live, friske og grønne og parate til
at stræbe opad, når rødderne har fået nok fat.
Hele plantningsarealet er dækket af pilekrat, l til 2 meter højt. Jorden er ret san-
det, og der er næsten ingen sten. Når man kommer højere op ad skråningen, bliver
jorden mere stenet, og store sten og klippeblokke ligger ligesom henkastede her og
der. Her er birken mest dominerende. Går man længere op, forsvinder også birken,
og vegetationen består for en stor del af revling og mosebølle. Fortsætter man endnu
højere op mod det 1800 meter høje fjeld, kugssup qarqå (Den store elvs fjeld),
bliver man belønnet med en mægtig udsigt ud over fjorden og ind over den 10 km
lange sø, der går ind til Kingua-dalen^ Og alle steder kolossale fjelde med kniv-
skarpe tinder. På fjordens modsatte side ligger Arpatsivik (Stedet hvor man løber).
Her blev for 3 år siden nogle fiskere, som holdt hvil på land, overraskede af en
bjørn. Stedets navn fik pludselig aktualitet igen, idet selskabet måtte løbe for livet.
Den bageste, en kvinde, blev indhentet af bjørnen og ilde tilredt, inden en af mæn-
dene skød den med sit jagtgevær på ganske nært hold. Kvinden blev sejlet til læge-
behandling i Nanortalik, 3 timer med motorbåd, og kom sig senere. Helt op på
toppen af fjeldet kan en ikke-bjergbestiger ikke komme, i hvert fald ikke fra Ta-
sermiut-siden. De sidste par hundrede meter går fjeldet meget stejlt op og består
af løse sten, store og små imellem hinanden.
De planter, der bliver sat ud på arealerne, hvor de skal blive, er 4 eller 5 år gamle.
Frøet er sået i mistbænke først i maj måned i planteskolen i Upernaviarssuk nær
Julianehåb. Det spirer ca. 3 uger senere, og sidst i juli tages glassene væk. Planterne
står herefter frit i såbedene, kun med et snehegn til at samle sneen om vinteren. Hvis
planterne kommer over vinteren og det næste forår, som er den kritiske tid, har er-
faringen indtil nu vist, at de vil klare sig og tåle udpriklingen og den endelige ud-
plantning. Flere af de sorter, som vi indtil nu har forsøgt med, har ikke kunnet klare
sig. Men lærkene fra Sibirien, Alaska-hvidgranerne og fyrrene og granerne fra Sve-
rige, Norge og Finland har alle kunnet vokse. I den skovmæssigt korte tid, hvor
forsøgene har været gjort, står den sibiriske lærk som nr. l. Men det er ingenlunde
148
[6]
Planteskolen i Upernaviarssuk.
udelukket, at den senere vil blive distanceret af en af de andre sorter. Efter at plan-
terne har stået i 2 eller 3 år i såbedet, bliver de taget op og udpriklet i planteskolen
på friland. Her står de så yderligere 2 år, inden den endelige udplantning fin-
der sted.
Mistbænkeplanteskolen er udvidet gennem årene, og der er nu godt 200 bænke.
De kan ikke alle bruges til såbede for skovplanter, størstedelen bliver brugt til for-
søg med forskellige havesager. Her har vi haft gode forsøg med gulerødder, ska-
lotteløg, blomkål, persille, rødbeder og forskellige blomster, der midt på sommeren
bliver plantet ud på friland, hvor de liver vældigt op. I årene fremover vil der blive
lagt vægt på gødningsforsøg med de forskellige sorter. Især vil det blive interessant
at se fiskeaffaldets virkning i forhold til andre gødninger. Fiskeaffaldet skal jo
ikke „indføres" og er meget billigt. I de sidste år har fåreavlsbestyrer L. A.
Jensen i Julianehåb foretaget forsøg med fiskeaffaldet på græsmarker og fået
fine resultater.
149
[7]
Også på friland er der i planteskolen forskellige have-afgrøder, når prikleplan-
terne giver plads dertil. Kartofler, grønkål, spidskål, rabarber, spinat, ræddiker,
radiser, kørvel og dild har således givet særdeles pæne afgrøder.
I Upernaviarssuk står der nu godt 20.000 såplanter, der skal prikles ud til for-
året. Et lignende antal er sået i år og skulle være klar til prikling året efter. Og i
prikleplanteskolen er der omkring 5.000 planter, mest lærk, der vil være udplant-
ningstjenlige efteråret 1962.
Måtte en del af disse planter, og mange, mange flere efter dem, vokse op til gavn
og glæde for os og give visse partier inde i fjordene et helt nyt prøg.[8]