[1] GRØNLANDS RADIO - ET VIGTIGT LED I OPBYGNINGEN Nogle tanker efter lo års arbejde som dansk programsekretær ved radiofonien i Godthåb. Af Knud Wissum H/n embedsmand ved administrationen i Godthåb sagde engang til en af medarbej- derne ved Grønlands radio, „at det måtte være dejligt at arbejde for den eneste institution i Grønland, om hvilken folk kun havde godt at sige." På sine mange tjenesterejser hørte han overalt kun lovord om radioprogrammerne, omend der var et generelt ønske om flere grønlandsksprogede udsendelser. Store ord! rare at høre, men naturligvis skal man ikke derfor tage det for givet, at Grønlands radio opfylder sin mission fuldt ud. Man kan med rette glæde sig over den udbredte tilfredshed i befolkningen og bevidstheden om, at det man sender ud bliver modtaget med åbent sind, men et så „ungt" publikum, dvs. en lytterskare uden større erfaring og især sammenligningsgrundlag for, hvad andre radiofonier i verden har at byde på, vil jo i det væsentlige indskrænke sig til at udtale sig om det man kan lide, og det man ikke kan lide. Nogen vejledende kritik og konstruktive forslag vil i begyndelsen kun fremkomme sparsomt. Grønlands radio har — som alle landets andre institutioner — måttet igennem en række fødselsveer og børnesygdomme, og medarbejderne har ofte selv følt, at visse emner kunne have været stærkere uddybet og gennemarbejdet radiofonisk, hvis blot tiden, kræfterne, de umådelige afstande og begrænsede transportmuligheder havde tilladt det. Især er mangelen på kvalificeret grønlandsk arbejdskraft (repor- tere, manuskriptforfattere, tolke) følelig, når talen er om at komme de fire fast- ansatte programfolk virkelig professionelt til hjælp. Men med de forhåndenværende midler og med assistance af „Tordenskjolds solda- ter" — de samme 15—20 løse medarbejdere, der altid må holde for indenfor admini- stration, sundhedsvæsen, kirke, skole, handel og teknik, er det lykkedes at løse en række vigtige opgaver af kulturel, erhvervsmæssig og social art. En stadig strøm af oplysning er gennem højttaleren blevet pumpet ud til en befolkning, der hungrer efter oplysning i en tid, da alt er i støbeskeen. 2OI [2] Grønlænderne er trofaste radiolyttere. Ikke mindst på de små pladser, hvor der ikke ofte kommer besøg, og hvor der ikke sker alt for meget i erhvervs- og forenings- liv. I tusindvis af hjem står radioen åben hele dagen. Man hører simpelt hen alt, også det man ikke forstår. På steder med kun få apparater samles flere familier, f. eks. i forsamlingsbygningen, om højttaleren, der er med til at slå de lange aftener ihjel og samtidig er blevet et middel til kollektiv orientering og underholdning. Den, der skriver dette, glemmer aldrig nogle indtryk fra udstedet K'ornok i Godt- håbsfjorden. En mild og lys sommeraften lød ud fra næsten hvert eneste hus tonerne af Danmarks radios symfoniorkester. Musikken fra Mendelssohns skærsommernats- drøm syntes så helt uvirkelig her, hvor ingen beboer nogensinde har set et orkester. I den stille luft indgik myggenes summen i det almindelige musikalske kogleri, og den samlede klang fik ekstra resonnans af de omliggende bjerge. Hvad ville Mendelssohn have sagt, havde han kunnet høre sin musik spillet i disse omgivelser på et grøn- landsk udsted ? Samme aftens program bød på eskimoiske sagn, hentet fra en fjern boplads. Mi- krofonen havde optaget og dermed sikret for eftertiden en række eksempler på ægte grønlandsk fortællekunst, et stykke kultur, der er ved at uddø. Gennem Grønlands radio kunne hele befolkningen delagtiggøres i denne oplevelse, der før kun var få beskåret. Derefter kom en afdeling gammel dansemusik med Teddy Petersen, der i adskil- lige huse satte gang i kamikkerne, og endelig^ hørtes en dobbeltsproget, letfattelig orientering om tørmælk, hvordan den produceres, sælges, tilberedes, og om dens store betydning for befolkningens sundhed. Blot en enkelt aftens program. Og der blev lyttet. Kaster man et blik i en af Grønlands radios årsberetninger til landsrådssamlingen, undres man over mængden af udsendelser på begge sprog, der har været transmit- teret fra en så relativt lille radiofoni. Det var da heller ikke nogen helt enkel op- gave at indordne de utallige emner og kategorier under faste, overskuelige rubrik- ker med tilsvarende statistikker. Men det er lykkedes med værdifuld hjælp fra Danmarks radios hjemmeprogram og Kristoffer Lynge's grønlandske afdeling i Ro- senørnsallé at gøre Grønlands radio til talerør for en lang række specialister som læger, præster, erhvervsfolk, lærere, politikere, videnskabsmænd, journalister, for- fattere og komponister, der alle havde noget på hjerte, og summen af alt dette ini- tiativ må utvivlsomt udkrystalliseres i en række indtryk, der tilsammen kan få den allerstørste meningsdannende indflydelse på den menige grønlandske lytter. I erkendelsen af radioens evne til i en opbygningstid hurtigt og bekvemt at få den brede befolkning i tale gav de bevilgende myndigheder allerede i 1956 radioen en fortrinsstilling og tilvejebragte det økonomiske grundlag for at bygge en regulær, 2O2 [3] Forhenværende fanger, Hans Nielsen, K'ornok, har i mange år været lænket til sin seng. Nu ernærer han sig ved træ- og benskærerarbejde, og takket være „Grønlands radio" er han idag kendt som en af de bedste sagnfortællere. professionelt drevet radiofoni i Godthåb (til afløsning af den lille primitive sender fra 1942) - og ingen betvivler idag berettigelsen af dette skridt. Resultatet er bl. a., at hele Grønland nu gennem radioavisen er dagsaktuelt ori- enteret om verdensbegivenhederne og følger levende med i den almindelige politiske og kulturelle udvikling. I det hele taget er radioen —på baggrund af landets enorme 203 [4] Grønlands radios nuværende „hjernetrust". Fra venstre: Programsekretcer Uvdlorianguak Kristiansen, radiofonichef Frederik Nielsen, leder af teknisk afdeling, overkontrollør Svendåge Kielmann Petersen, og programsekretærerne Peer Møller og Hans Hansen. afstande - blevet det naturlige, hurtige meddelelsesmiddel, ikke alene i forbindelse med ulykker og eftersøgninger, men også som forum for stedse flere båndoptagne bidrag (bl. a. i „Aktuelt kvarter") fra lokale korrespondenter, der med den inten- siverede beflyvning af vestkysten nu er i stand til at sende friske rapporter om lokale begivenheder af almen interesse. Som kuriosum kan nævnes, at den grønlandske „Ønskekoncert", der i musikalsk henseende om muligt er endnu mere rædselsfuld end den danske, også i langt højere grad har præg af „telegrambyro". Hver søndag formidler den en strøm af familie- nyt: forlovelse, bryllup, fødsel, dåb konfirmation, jubilæum, sygdom, forandring af arbejdsplads og lignende oplysninger, det før tog uger eller månder at sende skriftligt. Og hvad har Grønlands radio ikke betydet på de store valgaftener? Eller ved juletid, når patienter på Dronning Ingrids hospital, elever på seminarium og lærlin- gehjem eller grønlændere på ophold i Danmark gennem mikrofonen kan sende de- res personlige hilsen til slæg_t_og venner ligejnd j deres stue. Endnu ved man ikke ret meget om det faktiske resultat af den grønlandske skole- radio. Man har for få reaktioner fra lærere og elever, især på udstederne, til at 204 [5] Under en af sine mange reportagerejser interviewer programsekretcer Knud Wissum på vej gennem Godthåbs [jorden overbetjent Lund om politiets arbejde på de små steder. kunne danne sig et klart billede af, om antallet af timer og fagenes art og niveau er rigtig ramt. Men de bedste lærerkræfter er sat ind på at komme de lokale skoler til undsætning. Skoleradioen er tænkt som et supplement til undervisningen i de større byer, og for udstedernes vedkommende som en kraftig hjælp til kateketen i elemen- tærundervisningen. Der experimenteres meget med formen, men Grønlands skole- radio har utvivlsomt nået et stade, som mange lærere i andre verdensdeles u-lande ville kunne få inspiration af at studere. Radiostyrelsen, der består af landshøvdingen, skoledirektøren, oplysningskonsulenten, radiofonichefen m. fl., vil i de kommende år med øget interesse følge udviklingen i denne specielle oplysningskampagne, der op- tager knapt 4 % af den samlede programtid. Der er et andet område, hvor radioen imødekommer et klart behov, ikke mindst hos de udsendte danske: hørespil og koncerter. I Danmark, hvor udbudet af dra- matik, musik og underholdning i teatre, koncertsale, TV, biografer, cirkus og varie- téer er større end behovet, kan det være svært at forstå, hvilket savn mangelen på levende kunst er i Grønland. Her kommer radioen os til undsætning, selv om den på dette område er et surrogat. Båndoptagelser kan fastholde en existerende in- 205 [6] teresse for kunst og litteratur, kan eventuelt anspore til selvstudium af bøger, noder, grammofonplader, men kan ikke erstatte den levende kontakt i en sal mellem kunst- ner og publikum. Uden tvivl er radioteatret, både på dansk og grønlandsk, og de store koncerter stærkt aflyttet. Og da der som bekendt endnu ikke har været kon- certer med et rigtig stort orkester (uden for baserne), har Grønlands radio gjort en systematisk indsats for — i sine musikoplyscnde serier — at fortælle grønlænderne, hvad et symfoniorkester består af, hvad det spiller og hvorfor. For nogle år siden bestod programmerne fortrinsvis af oplæsning, reportager, causerier, musik og nyheder. Men en ny udsendelseskategori er ved at få fodfæste. Grønlænderne har lært at værdsætte et godt hørebillede — dette specielle radiofoni- ske udtryksmiddel, der er halvt reportage, halvt digt, et slagkraftigt middel i oplys- ningens tjeneste. Det kan servere en række facts på særdeles underholdende måde ved hjælp af samtaler, oplæsning, musik og naturalistiske lydindslag. Hørebilledet kan forenkle, chokere, røre, propagandere og forarge. Derfor er det farligt, hvis det ikke bruges i det godes tjeneste. Men det er glædeligt, at de grønlandske pro- gramfolk mere og mere er gået ind for denne form. På reportagerejser rundt omkring i landet kan man ikke undgå at bemærke, hvor stor en plads radioen indtager i den daglige tilværelse. Reporteren modtages over- alt som en gammel bekendt og kær ven, fordi man kender hans stemme så godt. Til gengæld sporer radiomanden ingensomhelst komplekser hos grønlænderne, når de skal tale i mikrofonen. De er sig selv — så dejligt naturlige. Grønlands radio har iøvrigt et par ekstraordinære opgaver, som nok er værd at nævne. Hver tirsdag i vinterhalvåret sendes et grønlandsk-sproget program til „stammefrænderne i Nordcanada". Der kommer adskillige skriftlige beviser på, at det høres godt derovre og aflyttes flittigt, eftersom de to folk forstår hinanden som f. eks. svenske og danske. Til gengæld modtager Grønlands radio udvekslingspro- grammer fra CBC i Montreal. De grønlandsk-canadiske forbindelser vil blive yderli- gere intensiveret, så meget mere som radioprogrammerne kan få stor betydning i arbejdet for etableringen af radiofonichef Frederik Nielsens kongstanke, pan-eski- molsmen, der baseres på det uomtvistelige fællesskab i sprog, tænkemåde, fangst- traditioner, sang, musik og anden folkloristisk udfoldelse. I sommerhalvåret fisker i tusindvis af færinger og nordmænd langs den grønland- ske vestkyst, folk der ikke ser deres hjem i mange måneder. Ifølge aftale med den færøske og norske radiofoni betjenes disse mænd hver søndag med båndoptagelser hjemmefra på deres eget sprog. Grønlands radio stiller bølgelængderne til disposi- tion. Et praktisk udslag af nordisk samarbejde! Som et kuriosum kan anføres, at der regelmæssigt indløber breve fra radioama- tører over hele verden, som har hørt Grønlands radio i Sverige, Norge, Finland, 206 [7] Journalist Hans Janussen (t. h.) interviewer under fåreholderfesten i Narssaq Erling Høegh og Peter Motzfeldt til „Aktuelt kvarter". Holland, Storbritanien, Portugal, Island, USA, New Zeeland, Japan, Indonesien og det sydlige Indien. Paradoksalt nok er beboerne på Grønlands østkyst, ved Thule og i Kap Farvel distriktet i den lyse tid derimod ude af stand til at høre Kalåtdlit nunåta radiua. Det må derfor erkendes, at sålænge der stadig er områder i Grønland, hvor lan- dets egen radio i perioder ikke kan høres, er opgaven i teknisk henseende ikke løst på tilfredsstillende måde. Denne situation har fra starten været forudset, og der har aldrig været lovet total radiodækning af Grønland, men stærke kræfter er i gang for hurtigt at komme de dårligst stillede områder i hvert fald delvis til undsætning. Indrømmes må det også, at man i programtjenesten stadig har måttet udskyde visse væsentlige opgaver, indtil medarbejderstaben er blevet større og dygtigere. Det gælder for eksempel en virkelig systematisk erhvervsvejledning i radiofonisk form, altså i et sprog som de unge kan forstå og føler sig fascineret af. Og skjules skal det ikke, at der fra dansk side til tider har været rettet en temme- lig skarp og usaglig kritik gennem „Grønlandsposten"s lytterspalter mod radioens 207 [8] programmer. Da det ikke var redaktionen muligt at finde en grønlandsk kritiker, har kritikken udelukkende drejet sig om de danske udsendelser, hvilket tør siges at være så temmelig urealistisk, al den stund 5 O % af taleprogrammerne er grønlandsk- sproget og hele institutionen i første række er oprettet til ære for grønlænderne. At det på grund af mangelen på kvalificeret arbejdskraft ikke er lykkedes at hæve pro- centen af grønlandske udsendelser er beklageligt. Men kritikken gik tillige ud på, at der ikke var nogen linje i den samlede programlægning, en påstand der klart kan modbevises af radioens årsberetning. Dét er ministeriets måls at radiofonien en skønne dag — ligesom „Grønlandspo- sten" — skal drives alene ved grønlandsk arbejdskraft. Derfor er det glædeligt, at i hvert fald staben af unge grønlandske studieteknikere snart er så veluddannet, at den kan overtage den tekniske drift. Man har ofte drøftet, at der burde indføres radiolicens i Grønland. Men når af- gørelsen stadig trækker ud, og beslutningen formentlig ikke tages foreløbig, er det fordi omkostningerne ved inddrivelsen er så uforholdsmæssigt store, at det næppe er umagen værd. De stakkels kæmnere har såmænd nok at gøre i forvejen med at inddrive restancer på bolig, båd, børn og bøder! Om grønlænderne selv på anden vis skal bidrage med penge til driften af deres radiofoni, f. eks. indirekte gennem tilskud fra landskassen, står hen i det uvisse, men synes umiddelbart ganske rimeligt. Givet er det imidlertid, at der findes et reelt radiomonopol i Grønland, altså uden konkurrence fra piratsendere. (De to ameri- kanske basestationer sender på engelsk og høres og forstås kun af meget få grøn- lændere). Medarbejderne må derfor udøve deres ytringsfrihed dobbelt ansvarsbe- vidst. Hvad der siges og spilles i Grønlands radio kan meget vel få store konsekven- ser på godt og ondt. Skal det være en pop-radio eller en formidler af kvalitetsudsenclelser? Det be- stemmer en lille håndfuld mænd. Lad os håbe, at de er opgaven voksen! 208 [9]