[1]
ANDEMANEREN, DER FORSKRÆKKEDE
MISSIONÆREN
Af stud. mag. Bent Jensen
IVlissionærernes ankomst til Grønland betød en sejg, snart uundgåelig retræte for
folkets egne religiøse tillidsmænd, åndemanerne. Mødet mellem det indfødte præste-
skab og det fremmede udgør et interessant kapitel af landets kolonisationshistorie.
Dette møde forløb ikke altid i stilhed, véd vi. Ved nærmere undersøgelse afdæk-
kes voldsomme brydninger mellem det gamle og det, der dengang var nyt. Og ét
står foreløbig klart: Man vil tegne et meget ensidigt og ufuldstændigt billede, hvis
man kun fremstiller missionens positive islæt i samfundsudviklingen, som det ser ud
for en flygtig betragtning udefra — uden samtidig at forsøge at klarlægge de umåde-
lige sociale og psykologiske forstyrrelser, som indgrebet i det traditionelle religiøse
system fremkaldte.
Søger man under studier i marken at få et indtryk af de gamle forestillinger eller
f. eks. åndemanervæsenets funktion i det grønlandske eskimosamfund, støder man
uafladelig på denne konflikt mellem tradition og mission. Konflikten afspejles i de
overleverede beretninger om de store åndemanere, angåkorssuit, som levede blandt
forfædrene og forundrede dem med deres vældige kundskaber. Men så kommer mis-
sionærerne, ajoqersuiartortitarssuit . . .
I det følgende gengives en enkelt skildring af et sådant møde. Til forskel fra så
mange andre beretninger fra missionærernes hånd, oplever vi for en gangs skyld en
åndemaner, der klarer sig flot i den gejstlige strid.
Her er da beretningen, fortalt mig af en gammel fanger, om åndemaneren, der
forskrækkede missionæren:
„Ved Alångoq var der engang en stor åndemaner ved navn Uine. Som færdigud-
dannet angåkoq tog han af og til op til det sted i fjeldet, hvor han havde øvet sig til
sin gerning. Dér havde han en stor rund sten, hvori der var en fordybning. Med en
anden stor sten gned han den modsat solens retning, indtil den gav lyd fra sig. Han
gned og gned. Når lyden meldte sig, strømmede kraften igennem ham, og han følte
sig først da som rigtig åndemaner.
209
[2]
Engang stod han der som sædvanlig, og i samme øjeblik, stenen begyndte at give
forskellige lyde fra sig, så han nogle sortklædte mennesker komme hen imod sig. Der
kunne umuligt komme folk her hen til hans øvested! Men de gik forbi ham. Da op-
dagede han, at de slet ikke rørte ved jorden. De sagde: oqalugtuariniaqinata, for-
tæl ikke noget om os !
Så forsvandt de.
Uine fremkaldte nye lyde med stenen. Andre skikkelser dukkede op. De var hvid-
klædte, og de rørte heller ikke ved jorden. Da de passerede ham, sagde de: Uine,
kigdlorssuarmut såleqautit, du er ved at vende dig i den forkerte retning. Gå ned og
bliv døbt. Du skal hedde Moses. Du skal fortælle om os !
I tiden efter Hans Egede havde nogle missionærer hørt, at der var en stor ånde-
maner ved Alångoq, nemlig Uine. De inviterede ham gennem folk til at besøge sig,
men forgæves.
En dag kom en båd med flag på til syne ved Alångoq. Det var et sjældent syn på
de kanter. Ved ankomsten så man, at der var en dansker med. Folk strømmede ned
til båden. Åndemaneren Uine var iblandt dem.
En mand sprang fra borde. Det var minsandten en præst. Han sagde lige ud:
Hvor er den store åndemaner Uine, som vi har hørt så meget om?
Her er han, sagde folk. Uine så ikke ud af ret meget, som han stod der
blandt folk.
Vi tager dig med, sagde missionæren. Vi har endnu ikke set en stor åndemaner. Vi
vil gerne se, hvad du kan.
Men Uine ville ikke, sådan til at begynde med. Missionæren fulgte med ind i
åndemanerens hus, der var ved at falde sammen af ælde. Her fortsatte han ivrigt:
Du får en masse for det, hvis du tager med os. Vi vil se dine åndemanerkunster!
Uine nølede lidt endnu, men gav sig så endelig. Han tog med til Nuk. De rejste
og rejste, og endelig kom de til Nuk. Missionæren tog Uine under armen og ledte
ham op til sit store hus. Da Uine kom ind, så han sig godt omkring. Så sagde han:
qilangmut-una pissunga, er jeg mon kommet i himlen? — Missionæren svarede: Du
er på jorden. Dette er mit slot i Nuk.
Missionæren bød åndemaneren træde nærmere, men Uine ville ikke forlade døren.
Han følte sig sølle og forlegen i dette store hus, der indgød ham ærefrygt. Han ville
hellere sidde ved døren. Dér foretrak han også at drikke den kaffe, som missio-
næren bød ham på. Missionæren havde regnet med, at de skulle drikke den sammen
henne ved bordet.
Da de var færdige med kaffen, blev der åbnet en dør ind til et andet af missionæ-
rens værelser. Missionæren vendte sig mod Uine: Lad os så se, hvad du kan som
åndemaner!
210
[3]
Et kig over mod „landets skyggeside": Aldngoq,
det vil i dette tilfælde sige nordsiden af Niigssiiaqhalvøen, her set fra Umånaq-øen.
Men Uine ville ikke. Han ville nødigt komme til kort over for præsten. Frygten
herfor holdt ham tilbage. Så blev missionæren aldeles gal i hovedet, ja, det så endog
ud, som om han skulle til at slå ham. Da gav Uine efter.
Han sad stadig henne ved døren, lidt fra missionæren. Med ét gav han et tramp i
gulvet og råbte: ningiuat: takujumavatingoq, deres husmor, de siger, de vil se dig!
Missionæren nærmede sig for at kigge: Gulvets sammenføjninger åbnede sig en
smule. Så gled de sammen igen. Uine blev ivrig. For anden gang stampede han i
gulvet og råbte: deres husmor, deres husmor, de siger, de vil se dig!
Missionæren var kraftesløs. Gulvet åbnede sig, åbnede sig. Der var sort mørke
dernede i dybet. Så lukkede det sammen igen. Men åndemaneren boblede af iver.
For tredje gang råbte han med al sin stemmekraft: ningiuat, de vil se dig, siger de !
Nede fra havet hørtes dumpe drøn. Pludselig blev missionæren vidne til, at gul-
vet åbnede sig på vid gab. Der var bælgravende mørkt dernede og i stuen. Med et
211
[4]
brag kom der farende noget op fra revnen i gulvet. Det lignede bagenden af en
fangeblære.
Præsten gik baglæns og stønnede: Det er nok, det er nok! Nu er vi klar over, du
er en stor åndemaner. Men stop det!
Sådan endte mødet mellem missionæren og den store åndemaner Ui'ne." —
Vor hjemmelsmand læner sig tilbage på briksen og hviler ud oven på anstrengel-
serne. Den åndemaning tog på en gammel mands kræfter. Ophidselsen hos fortæller
og tilhører har ikke helt lagt sig, da den første bøjer sig frem og langsomt føjer sin
personlige og sammenfattende kommentar til beretningen:
Den præst blev sikkert meget bange. Man siger jo, at der ikke var åndemanere i
danskernes land. De var ialtfald ikke så fulde af visdom som vore. Da man så hørte
om grønlandske åndemanere, fik en præst lyst til at se sådan en med egne øjne for at
få beviset. Han blev dog slemt forskrækket, da „deres husmor" dukkede op, altså
åndemanerens hjælpeånd . . .
Ufne blev forresten senere døbt og kom til at hedde Moses.
Sådan fortalte min gamle far mig om Uine, angåkorssuaq.
I en beretning som denne sporer vi tydeligt denne opblanding a f forestillinger, som
er så karakteristisk ved et religionsskifte. Den ejendommelige scene under åndema-
nerseancen oppe i fjældet er et enkelt træk: den kristne dåb bringes f. eks. på bane.
Senere indtræffer det uundgåelige jo også; den store åndemaner blev døbt, som de
hvidklædte skikkelser havde beordret det. Om Uine så senere har fundet på den lille
begivenhed for at undskylde eller forklare, at han lod sig døbe, får stå hen.
Skildringen af det dramatiske højdepunkt, hvor missionæren bliver slået med ræd-
sel over Ume's vældige magt, synes tydeligt nok at hidrøre fra åndemanerens egen
udlægning over for bopladsfællerne, da han vendte hjem fra besøget i Nuk. Præstens
redegørelse for besøget ville jo have været et interessant supplement til det, der er
fortalt her.
Andre steder i Grønland støder man på åndemaneren Uine i den mundtlige over-
levering. Der kan måske være tale om forskellige personer af samme navn; men det
kan i og for sig godt være den samme mand, hvis gerninger har sat fantasien i sving
hos fortidens fortællere — som det er tilfældet med flere andre figurer i grønlandske
fortællinger. På Disko-øen, f. eks., husker man endnu storfangeren og åndemaneren
Uine (q) for een bestemt bedrift. Et skib strandede i 1811 ved Marraq med forsynin-
ger til den danske koloni. Uine drog ud på strandingsstedet og bjergede enorme lagre
til sin egen husholdning. I lang tid drillede han de danske, der var udgået for provi-
ant, ved at nægte at udlevere noget til qavdlunårssuit.
212
[5]
Oppe i fjeldet ved næsten hver boplads findes et sted, hvor åndemanerlcerlingene ifølge overleveringen
har øvet sig til deres gerning; et sådant sted kaldes angåkugsarfik.
Kravler man igennem hullet i fjeldet på dette billede, kommer man ind i en rummelig hule.
Herinde ligger endnu den magiske sten, som åndemaneren brugte under sin ensomme seance.
Hvem er ningmatf Ja, der siges jo, at det er Uine's hjælpeånd: tåssa tornå angå-
kup, som fortælleren formulerede det. Ordet er her oversat ved „deres husmor", af
ningioq: den ældste kone i huset, madmor, hende der leder og bestemmer i hushold-
ningen. Husets ningioq er en meget betydelig person i den eskimoiske husholdning, til
tider en dominerende magtfaktor; noget, der jo ikke er ukendt andre steder i verden.
De grønlandske åndemanere kunne have en række forskellige hjælpeånder, kaldet
tornat. Det er et af de mange dunkle punkter i mytologien, om disse hjælpeånder blev
ledet eller kontrolleret af en slags overhjælpeånd. I det ældste materiale fra Grøn-
land efter kolonisationens begyndelse bliver skikkelsen tornårssuk skildret som „hjæl-
peåndernes herre". Denne karakteristik er imidlertid blevet bestridt af en række for-
skere, bl. a. af William Thalbitzer; denne synes nærmest at placere tornårssuk blandt
de øvrige hjælpeånder, omend i en kreds af særlig fremtrædende og betydningsfulde
tornat.
213
[6]
Nyere overvejelser (ErikHoltved) hæf-
ter sig ved, at tornårssuk ialtfald, efter
det foreliggende materiale at dømme, har
raget op over de almindelige hjælpeånder;
samtidig udelukkes ikke den mulighed, at
en tornårssuk engang i fortiden har ind-
taget en mere dominerende plads blandt
eskimoernes guddomme. I givet fald må
dens magtstilling efterhånden være gledet
i baggrunden.
Holder denne hypotese stik, vil den dog
formentlig ikke uden videre kollidere med
tornårssuk's eventuelle stilling som en slags
„hersker" over tornat. I denne forbindelse
kunne det måske nævnes, at man lidt læn-
gere vestpå har været inde på, at „the su-
preme control of all Tornait is assigned to
Tornarsuq in Baffin island; Torngarsoak
in northern Labrador, the greal Torngak"
(Hawkes). Fra polareskimoerne forelig-
ger en oplysning om, at Torngarsung ( =
tornårssuk) opfattes som den ældste af
angakoq'ens ånder; denne tornårssuk giver
åndemanerlærlingen undervisning, hedder
det. Efter beskrivelsen skulle tornårssuk i
denne egn også spørge lærlingen, hvilke
tornguang (= tornat) han ønskede, derefter give ham dem og endelig forklare ham,
hvordan han skulle bruge disse hjælpeånder (Kroeber).
Spørgsmålet er ikke afklaret. Det bør også nævnes, at billedet af tornårssuk og
hans (hendes) placering i den eskimoiske forestillingsverden forstyrres, i nogle til-
fælde udvides af andre forestillinger og andre figurer; ja, sagen er til syvende og sidst
mere kompliceret, end man i første omgang kunne tro. Spørger vi, om det mon var
selveste tornårssuk, som Urne - under navnet „hjælpeåndernes matrone" — kaldte til
sig, så må vi erkende, at det ikke er muligt på basis af en enkelt beretning som den
foreliggende at slutte noget videre præcist om et så sammensat problem inden for
eskimoisk begrebsverden. Dertil kræves_ et langt større materiale til sammenholdelse
med de allerede eksisterende kilder. Og de omfattende ændringer i den grønlandske
En af de ældste udstcdsfolk nordpå, en blind
gammel mand, hvis erindringer om tiden,
der svandt, står lyslevende for ham.
214
[7]
forestillingsverden har jo vanskeliggjort mange af den slags detaljeundersøgelser, i
visse spørgsmål indtil det umulige.
Men helt afskåret fra videre bedømmelse af de eskimoiske forestillinger i det
gamle Grønland er man da ikke. Den, der med specielt historisk sigte i det nuvæ-
rende samfund søger efter gammeleskimoiske kulturelementer, vil ofte finde sådanne
træk dér, hvor han mindst kunne vente det: i beretningerne fra overgangen til kristen-
dommen, missionstiden, kulturmødet. Det fortællestof, der for en umiddelbar be-
tragtning kan forekomme ikke-grønlandsk, vil tit ved en nærmere undersøgelse vise
sig at gemme adskillige ældgamle træk, som kan udskilles til metodisk analyse.
Kun sjældent er et religionsskifte ensbetydende med de gamle forestillingers totale
bortfald. Som i Europa og andre steder trives umådeligt gamle ideer også i Grøn-
land side om side med de nye. Den almindelige kulturblanding sletter langtfra alle
spor fra fortiden.
Det systematiske studium af blandingskulturen og dens elementer kan således føre
til værdifulde oplysninger om den oprindelige grønlandske kulturtradition — samti-
dig med, at vi derigennem tør håbe at få klarlagt lidt af forløbet af den ændringspro-
ces, som har ført til det nuværende grønlandske kulturmønster.
SUMMARY:
The shaman who scared the missionary. - The paper takes its starting point in the arrival of the Christian
missionaries to Greenland. Their work implied a tenacious, soon inevitable retreat of the people's own
religious representatives, the shamans. A serious investigation exposes violent conflicts between local tra-
dition and foreign influence. An all-round description of the social development after the colonization,
oughts among other things, to try an elucidation of the immense social and psychological disturbances
which were caused by the interference on the traditional religious system.
During field studies of social life in Greenland, one unceasingly meets this conflict between tradition
and mission. This, for instance, is reflected in the survived accounts about the great shamans, angakorssuit,
who lived and operated among the ancestors of the now living Greenlanders at the arrival of the missi-
onaires, ajoqersuiartortitarssuit.
An account, recorded by the author, of such a meeting between a shaman and a missionary is rendered
verbatim. Urne, a North-West Greenland shaman, had, during a seance, received an admonition to let
himself get baptized. Later on, he is persuaded by a missionary to go with him southwards to the residence
of the latter. He wants to see Uine abilities as a shaman. Almost compelled, Uine starts the seance. He
evokes his assistant spirit called ninginat, 'their matron'. The missionary gets terrified and declares that
he has been convinced of the greatness of the shaman.
In the commentary to the account there is drawn attention to the confusion of Eskimo and foreign ideas.
As a detail, the question whether Uine's assistant spirit might be identical with tornårssuk is touched on,
with a reference to the faet that this spirit by the early missionaires has been described as the master of
the assistant spirits, tomat. This has been denied by several students of Eskimology, among others by Wil-
liam Thalbitzer who, however, seems to place tornårssuk among the other assistant spirits, although in a
circle of most prominent and important tornat. More recent considerations (Erik Holtved) establish that
tornårssuk has towered above the tornat and open the possibility that a tornårssuk figure, in the past, might
have taken up a rather dominating position among the Eskimo deities. If so, its power gradually has
diminished.
215
[8]
In tBas connection mention is made of the remarks by Hawkes that, in Baffin Island, a Tornarsuq
figure had 'the supreme control of all Tornait... Torngarsoak in northern Labrador, the great Torngak'.
From the Polar Eskimos it has been recorded that Torngarssung ( = tornårssuk), among other things, gave
the assistant spirits to the shaman novice and explained their use to him (Kroeber).
However, the question has not been fully clarified. A new and more comprehensive material for com-
parison with the sources already existing is required. Recent field experience shows that old Eskimo
ideas hide in the material from the transition to Christianity, the era of missionary activities, the meeting
of the two different cultures. It is emphasized that a future systematic study of the 'mixed culture' und its
elements, besides carrying to new valuable data about the aboriginal society in Greenland, probably will
explain the course of the process of change which has resulted into the present cultural pattern.
216[9]