[1]
EN TRAGEDIE VED PRØVENS FUGLEFJELD
Fortalt af Aksel Thorlaksen til Hans Jacobi
På min vej til Qutdligssat i foråret fik jeg chancen til at tage indenom Sarqaq,
hvor jeg opholdt mig et par dage. Her fik jeg lejlighed til at træffe en fanger ved
navn Aksel Thorlaksen, om hvem jeg havde fået oplyst, at han kunne berette om
en tragisk hændelse, der for mange år siden var indtruffet ved et fuglef jcld. Aksel
blev bænket i Fenckers hyggelige og gæstfri omgivelser og efter den traditionelle
kaffe begyndte han sin beretning:
leg er oprindelig fra Prøven lige syd for Upernavik, men da fangstforholdene der
oppe blev mere og mere vanskelige, søgte jeg hertil lokket af rygterne om bedre leve-
forhold og naturligvis er jeg ikke bleven skuffet. Det tog ganske vist nogen tid, før
jeg vænnede mig til de nye forhold, men nu er jeg glad ved, at jeg den gang tog
beslutningen om at flytte.
Den begivenhed, du har ønsket at høre nærmere om, hændte mens jeg endnu var
en skoledreng; derfor vil jeg antage, at den må ligge ca. 25 år tilbage. Ja, det var en
så uhyggelig tildragelse, at hverken jeg eller nogen af de andre, der var vidne til den,
nogensinde vil glemme den. Sådan et chokerende indtryk gjorde den på os alle.
Den tid om foråret, hvor ægsamlingen foregår, ser vi altid hen til med megen
stor og glædelig forventning. Det er nemlig en så stor afveksling i den daglige kost,
at den betyder så meget for os grønlændere, ja, vi glæder os faktisk til denne kost-
forandring hele året, og det hænder derfor ofte, at vi taler om den feststemning, der
hersker, når bådene kommer tilbage fra fuglefjeldet fuldt lastede med alke- og tate-
ratæg, og hvordan vi børn står ved stranden og tager imod vore pårørende med
høje glædesråb; og så får vi lov til at frådse og spise ligeså mange æg, som vi er i
stand til at få ned. Vi betragter altid de æg, der netop er udruget så meget, at der er
begyndelsen til en unge i dem, som en særlig lækkcrbiclsken, og vi plejer derfor at
komme med et glædesudbrud, hver gang vi opdager, at der er en unge i ægget.
Vi drenge fik som regel aldrig lov til at deltage i ægsamlingen, dertil var dette
erhverv alt for farefuldt, og iøvrigt tog man som oftest heller ikke engang kvinder
med i båden, idet de kunne være til mere besvær end gavn. Det var kun trænede
fangere, folk der ikke blev svimle og som var i stand til at klatre på de meget stejle
fjeldsider, som kom med på togtet, og man tog altid et stærkt reb med. Det var en
2I7
[2]
nødvendighed fur at udvide ægsamlingsområdet så meget, at man kunne komme
hjem med fuld last.
Den begivenhed, du skal høre om, skete i begyndelsen af juni, hvor 6 af de dyg-
tigste fangere i en konebåd drog til fuglefjeldet, der ligger ca. 35 kilometer syd for
Prøven. Under normale forhold ville det tage 3, højst 4 dage, før de kunne være
tilbage, og vi fik allerede vand i munden, når vi talte om, hvorledes vi skulle frådse
i dette års allerførste æg, men desværre blev der ikke noget festmåltid i tilslutning
til denne rejse.
Fuglefjeldet rejser sig fuldstændigt lodret fra havet, hvorfor man ikke er i stand
til at sikre båden på forsvarlig måde under ægsamlingen. Det er derfor nødvendigt,
at en af deltagerne bliver tilbage for at passe på båden. En sådan mand vil også
være en meget værdifuld hjælp, når de øvrige skal hjælpes sikkert ned til båden med
deres udbytte, som ikke tåler en for hård medfart.
I dette tilfælde efterlod man imidlertid 2 fangere i båden for at være helt sikrede
med såvel pasning som assistance ved nedstigningen. De øvrige 4 foretog derefter
den meget besværlige opstigning, ved hvilken det medbragte reb kom til stor nytte.
Nedefra synes det altid at være helt umuligt at forcere et så lodret fjeld, men for
øvede klatrere findes der altid en revne eller små afsatser, hvor man kan klemme
kamikkerne ind og få fodfæste, medens man samtidig finder ujævnheder, hvor
fingrene kan få fat.
Tiden kom vel hurtigt til at føles meget lang for de to, der blev tilbage, idet de
kun havde til opgave at vente og holde båden klar af fjeldet, når dønningerne true-

2l8
[3]
de med at slå den skrøbelige skindbåd ind mod fjeldsiden; og ind imellem har de
vel drøftet mulighederne for, om det alligevel ikke kunne lade sig gøre at samle lidt
æg lige omkring det sted, hvor de opholdt sig. De var vel også blevet sultne og har
fundet ud af, at når de var to, løb de næppe nogen risiko. Ham, der havde bådens
fangline, turde naturligvis ikke give slip på denne, så hans indsamlingsområde blev
derfor meget begrænset, hvorimod hans kammerat kravlede et godt stykke til vejrs.
På det tidspunkt, hvor han havde samlet så mange æg, at han skulle begynde ned-
stigningen, mistede han imidlertid sit greb, formentlig på grund af en løs sten, og
med et skrig styrtede han ned, ramte hovedet mod et fremspring og gik til bunds
efterladende et så voldsomt oprør i vandet, at den anden slap linen vel også nær-
mest i forbindelse med det chok, han fik. Båden gled øjeblikkelig til søs og blev ført
bort af den stærke strøm, uden at han havde nogensomhelst chance for at få den
bjerget.
Det var en frygtelig situation, der opstod for de 5 mand, der på denne måde fuld-
stændig blev isoleret på den stejle fjeldside. De måtte klamre sig til det begrænsede
219
[4]
område, hvor de befandt sig, uden nogen mulighed for at kunne bevæge sig til et
blot noget sikrere område. Samtidig med rædslen for den opståede situation beva-
rede de nødstedte dog et svagt håb om, at man snart ville blive opmærksom på deres
udebliven hjemme ved Prøven, og at der derfor ville blive iværksat en eftersøgning,
men uheldet var ude efter dem, efter et døgns forløb blæste det op til storm, og det
var derfor i de følgende dage fuldstændig umuligt at foretage sig andet end at vente.
Den mand, der havde passet båden og var blevet isoleret i nærheden af opstig-
ningsstedet, måtte i al den tid klamre sig til et ganske lille fremspring; her kunne han
ikke engang tillade sig at slappe så meget af, at han kunne lukke et øje, idet den
mindste afslappelse ville være ensbetydende med, at han mistede sit greb og styrtede
i havet. Denne uhyggelige situation forværredes yderligere ved, at stormen og reg-
nen piskede imod ham og gjorde ham gennemblødt.
Fra dette begrænsede område lykkedes det ham dog at nå frem til enkelte fugle-
reder og på den måde opretholde livet ved de få æg, han kunne få fat i, samt ved at
slikke den regn, der drev nedad fjeldet.
De øvrige 4, der naturligvis blev lige så gennemblødte, kunne dog skiftes til at
binde hinanden fast med rebet, således at cle i kortere perioder kunne redde sig lidt
søvn, holdt oppe ved rebet og kammeraternes efterhånden svindende kræfter; men
ellers led de under de samme uhyggelige forhold som deres kammerat nede ved
vandet,
Det er ganske uforståeligt, at de 5 mennesker har kunnet udstå de frygtelige
lidelser, de måtte igennem i al den tid, de sad klemt ind til fjeldet. Jeg husker ikke
nøjagtigt, hvor længe det varede, før vejret bedredes så meget, at man kunne be-
mande en båd og sende den ud til fuglefjeldet, men en uges tid har de ulykkelige
ægsamlere i alle tilfælde måttet friste en tilværelse, der synes hårdere, end noget
menneske ville være i stand til at udholde, og det er os stadig en gåde, at de over-
hovedet var i live, da man endelig nåede frem til dem.
Redningsfolkene søgte straks hen til det sted ved fuglefjeldet, hvor man normalt
foretager opstigningen, og her mødte der dem det uhyggelige syn af den til van-
vid udmattede mand, der, hvor mærkværdigt det end synes, stadig klamrede sig
til fjeldet.
Det tog dem meget lang tid at få hjulpet ham og de øvrige nødstedte ned i båden,
idet de var så udmattede, at de ikke var i stand til at røre sig, og da man med opby-
delse af alle kræfter endelig havde fået dem bragt ned i båden, faldt de fuldstændig
sammen i bevidstløshed.
Det var en tavs og alvorlig befolkning, der hjemme i Prøven modtog disse halv-
døde ægsamlere, og hjælpende hænder strømmede til fra alle sider for at assistere,
da de blev båret hjem til et meget langt og yderst smertefuldt sygeleje, fra hvilket
22O
[5]
I4CMI
u.
kun de 4 var i stand til at rejse sig igen. Den ulykkelige, der havde måttet friste
den bitre tilværelse helt alene, var så medtaget, at han døde kort efter at være bragt
i sikkerhed.
Selvom de 4 var så chokerede efter deres rædselsfulde oplevelser på fjeldet, at
de kun meget nødigt kom ind på enkeltheder fra det helvede, de havde gennemgået,
blev man dog klar over, at det mareridt, der havde gjort deres lidelser mest uudhol-
delige, var det utøj, især tæger, der snylter på rugende fugle. Disse parasitter havde
med grådighecl kastet sig over de ulykkelige, der ikke på nogen måde havde været
i stand til at afværge deres infame angreb. De havde boret sig ind overalt, så der
ikke havde været det sted på kroppen, der ikke var et stort blodigt og smertende sår.
Når dertil kom udmattelsen, der var forårsaget af sult, tørst og kulde, samt mangel
på søvn, er det ganske ufatteligt, at de havde været i stand til at holde sig i live.
Da solen det følgende forår havde fået bugt med vinterens kulde og igen indbød
til årets første æggetogt, ja, da var de fire atter raske og ivrige efter at komme
med til fuglefjeldet, der endnu en gang lokkede med de mange lækre æg. De var
221
[6]
for hårdføre til. at lade sig kue af det fjeld, der gennem årene havde kostet mangen
en dygtig fanger livet.
En bekræftelse på, at den menneskelige opholdelsesdrift hos et folk, der fra tider-
nes morgen har måttet friste en tilværelse under de hårdest tænkelige vilkår, fuld-
stændig afhængige af vejrligets skånselsløshed, er af et helt andet format, end hos
folk, som ikke behøver at fravriste naturen det daglige brød.
222[7]