[1]
GRØNLAND I DANSK OFFENTLIGHED
Af formand for Grønlandsk Arbejdersammenslutning
Lars Svendsen
Interessen for Grønland er ikke et stabilt fænomen i dansk offentlighed. Den bevæ-
ger sig i bølgegang som det Atlanterhav, der skiller de danske landsdele, det lille,
tætbefolkede og velhavende Danmark i syd, hvor man er optaget af at „gøre gode
tider bedre", og det store, spredtbefolkede, fattige Grønland i nord, hvor man kæm-
per for at gøre vanskelige og på visse områder dårlige tider gode.
Interessen for Grønland når her i Danmark højdepunkter f. eks. i forbindelse
med kongebesøg i Grønland. I 1952 og igen i 1960 så man danske blade rigt orna-
menteret med grønlandsbilleder og grønlandsartikler. På billederne genkendte man
altid motiverne, om end man stundom kunne undre sig over, at alle facader så så
nymalede ud. I artiklerne fandt man ofte genkendelige motiver, og i næsten alle til-
fælde var det i hvert tilfælde åbenbart, at de pågældende pressefolks alvorlige sand-
hedssøgen lå til grund. Men her som ved så mange andre lejligheder måtte det
erkendes, at en kort rejse i Grønland ikke giver basis for aftegningen af et dækkende
helhedsbillede. Lad mig ile med at sige, at dette ikke er ment som andet end en kon-
statering og ikke som nogen bebrejdelse, og at min bemærkning om de skrivemæssige
resultater af kortere grønlandsrejser navnlig ikke har nogen som helst brod imod
digteren Finn Methling og hans meget omtalte „Måske", l den forbindelse bekender
jeg mig ganske til den gruppe, der offentligt har peget på den digteriske frihed og
dens ukrænkelighed. Så vidt jeg ved, har Methling tilkendegivet, at han først og
fremmest med sit arbejde ønskede i dramatisk og digterisk form at skildre et kultur-
møde og ikke at give et polemisk-politisk indlæg i grønlandsdebatten.
I det hele taget tror jeg, at vi grønlændere skal vare os for at bære en alt for stor
ømfindtlighed til skue i den danske hverdag. Som formand for de grønlandske ar-
bejdere ved jeg, at grønlænderne ikke forkæles under deres indsats i deres eget land.
Naturen har alle dage været hård deroppe, og udviklingen har øget de byrder, der
hviler på små mennesker i en stor natur. Men i Danmark har grønlændere ved mange
lejligheder været ude for en venlighed og imødekommenhed, der tangerer forkæ-
223
[2]
lelse. Jeg tror blot ikke, at forkælelse er sundt. Den er det næppe for børn, og be-
stemt ikke for unge, der arbejder på selvstændig dygtiggørelse til konkurrencedyg-
tigt niveau. Lad mig derfor om emnet grønlandsdebat i dansk offentlighed sige, at
vi grønlændere er glade for al den interesse, der vises vore aktuelle problemer, men
at vi beder om lidt større stadighed, lidt større saglighed og absolut nøgternhed, når
vi og vore problemer kommer i søgelyset. Og først og fremmest bør den udbredte
grønlænderforkælelse, der avler grønlandsk selvovervurdering, vige pladsen for sund
vurdering i hvert enkelt tilfælde i overensstemmelse med den praksis, der lægges for
dagen, når det gælder placering af unge født i denne del af riget.
Skal man over for en dansk forsamling nævne grønlandske problemer, er den
største vanskelighed at beskære, at sortere fra, hvad der ikke kan forvente interesse
og forståelse, fordi en dansk forsamling mangler forudsætningerne og baggrund.
Problemerne er utallige, men mange af dem vil som nævnt virke ganske fremmede
og ejendommelige på de fleste danske. Hvor stor interesse ville De f. eks. kunne
mobilisere over for spørgsmål som grønlandske byers vandforsyning, udstedernes
forsyning med radiosendere, salg af malt i butikkerne, spørgsmålet om landshøvdin-
gens status som født formand for det i øvrigt folkevalgte landsråd, spørgsmålet om
færingers ret til jagt og fiskeri på grønlandsk område. Det vil ærligt talt ikke in-
teressere Dem meget, vel. Men ikke desto mindre er der tale om vigtige og ofte
diskuterede emner. Man kan blot tage et års referat fra landsrådets møder og se
emnernes mangfoldighed og den taletid, der i mange tilfælde benyttes til deres be-
handling.
Intet vil være lettere end at fremdrage eksempler på ting i den grønlandske hver-
dag, der ville kunne få en velvillig forsamling til at ytre harme over for de udsendte
danske. Sådanne eksempler bringes ofte frem, men dels ses det sjældent godtgjort, at
de fremførte eksempler er virkelig underbygget og foreligger fuldt belyst, dels tror
jeg i almindelighed ikke, at det har noget positivt formål at hale enkelteksempler
frem. Faren for generalisering lurer lige om hjørnet, og samarbejdet mellem dan-
skere og grønlændere i Grønland er så krævende for begge parter, at det bør frem-
hjælpes og ikke saboteres. Man har da også lov at konstatere, at hannen over frem-
dragne mærkværdigheder normalt er større i København, hvor man ikke kender no-
get videre til tingene, end i Grønland, hvor man har spørgsmålene helt inde på livet og
ser dem i deres rette sammenhæng. Mit råd er i denne forbindelse, at man ikke fæ-
ster for megen lid til pikante og sensationelle rygter om ditten og datten, og at man
hverken tror på godtkøbs-snak om danske herrefolksrepræsentanter i Grønland eller
på ondsindet generel tale om grønlandske driverter og fyldebøtter. Det dansk-grøn-
landske samarbejde i Grønland er vanskeligt af mange grunde. I det omfang man
hernedefra kan stimulere parterne i dette samarbejde, bør det gøres, og utidig og
224
[3]
utaknemlig karakteristik af den ene eller anden af de to partnere, skader mere, end
man tror.
Det vil være Dem bekendt, at der, efter Grønlandsministerens deltagelse i en af-
stemning, hvor hans stemme havde afgørende indflydelse, rejste sig kritiske røster.
Man påpegede, at det ikke kunne være den nordgrønlandske folketingsmands opgave
at blande sig i intern dansk politik, som tilfældet havde været.
Lad mig om dette sige følgende: Jeg tror, at reaktionen i denne forbindelse vil
vise sig at være noget i retning af et engangsfænomen. Mon ikke det vil gå på den
måde, at der første gang reageres kraftigt, ja voldsomt, næste gang noget mere af-
dæmpet og således videre indtil de grønlandske folketingsmænds arbejde på Chri-
stiansborg normaliseres mere og mere. Jeg tror, at det vil gå således, og jeg finder
det rigtigt, at det går således.
For mig at se, vil en sådan udvikling ligge helt i forlængelse af den politiske ud-
vikling i Grønland, hvor der allerede nu tegner sig partipolitiske linjer, og hertil
kommer, at en normalisering på dette område, der ender med de grønlandske fol-
ketingsmænds placering det ene eller andet sted i folketingssalen helt på linje med
deres partifæller, vil kunne tages som et vidnesbyrd om, at Grønland helt ud erken-
des som en på alle måder ligeberettiget og normal del af landet. Og hermed er vi
ved et punkt, som jeg gerne ville have Dem, mine læsere, til at overveje.
Der gør sig naturligvis i den grønlandske befolkning, såvel som i den danske,
mange vrangforestillinger gældende. Således har mange i Grønland utvivlsomt troet,
at Grønlands inddragelse under grundloven som dansk landsdel, omgående ville be-
tyde hævelse af levefoden i Grønland til dansk niveau. Er vi ikke ligeberettigede,
spurgte og spørger mange grønlændere.
Det er klart, at en forestilling om en sådan total mirakel-kovending som følge af
den nye grundlov, og kolonitidens ophør er udtryk for en misforståelse, omend man
næppe kan bebrejde den grønlandske befolkning, at den knyttede overdrevne og uto-
piske forventninger til begivenhederne i 1953, da den nye tid for alvor begyndte.
Mange var de smukke ord, der dengang blev udtalt, og mange tog altså ordene for
bogstaveligt eller lagde mere i dem, end der var basis for.
På den anden side kan man dog vist næppe fratage den nøgternt tænkende grøn-
lænder retten til spekulationer i dag over Grønlands praktiske og reelle status i riget.
Vi mener at have forstået, at Grønland formelt er placeret som ligeberettiget lands-
del, men i praksis opereres der på mangfoldige områder, som om Grønland var noget
i enhver henseende helt for sig selv. Der er nu gået en halv snes år siden nytidens be-
gyndelse, og fornemmelsen af Grønlands isolerede placering i riget har vist ikke for-
taget sig i den danske offentlighed. Der tales ofte og nu og da på sårende måde om
danskernes ofre til fordel for grønlænderne. Der foretages iøjnefaldende statistisk
225
[4]
bedømmelse af Grønlands budget, og vurdering af folk og fæ, tilstande og forhold,
ros og dadel, pædagogisk snak, opmuntrende eller dadlende bringes til torvs i et om-
fang, der falder i øjnene.
Jeg mindes ikke på samme måde at have set oversigter over Danmarks investerin-
ger på Bornholm. Og jeg husker ikke i øjeblikket tilfælde, hvor vestjydernes sek-
suelle adfærdsmønster, anholtboernes spiritusvaner eller langelandske skolebørns
nemme og tilegnelsesevner er blevet debatteret offentligt gennem år. Fra fynsk side
ved jeg, at man har tilkendegivet, at man betragter natten som sin egen, men dette
har mig bekendt aldrig medført, at fynske piger på nogen måde har fået nogen an-
denklasses placering i det øvrige lands bevidsthed, så lidt som tilkendegivelsen fra
fynsk side har givet anledning til landsomfattende og langvarige offentlige kom-
mentarer.
For os er spørgsmålet da i dag, om vi er accepteret som dansk landsdel eller ikke.
Vi spørger, fordi vi nu og da kan komme i tvivl. Var grønlandsa f snittet i 1953-grund-
loven tillige med tronfølgerspørgsmålet blot blikfang, der skulle sikre den nødven-
dige majoritet til vedtagelse? Naturligvis ikke, men når det er sagt, bør det også
siges, at tiden nu er inde til i højere grad end hidtil i ord og handling at betragte
Grønland som en landsdel på linje med de øvrige danske landsdele, men i øvrigt ka-
rakteriseret ved ulige ringere konkurrencegrundlag end de øvrige danske landsdele.
Medvirkende til dette ringere udgangspunkt i udviklingsmæssig henseende er natur-
ligvis først og fremmest Grønlands natur og beliggenhed og det forhold, at Grøn-
land var koloni og lukket land til for godt en halv snes år siden.
De naturgivne forhold, og hvad dertil hører, kan man ikke ændre meget ved. Så-
ledes ville en virkelig energisk udvidelse af Grønlands isfri arealer ved smeltning af
indlandsisen som bekendt få sådanne virkninger, at bølgerne for alvor ville komme
til at gå højt i Danmark.
Tilbage er så ophjælpningen fra kolonistadet til det mål af moderne vesteuropæisk
civilisation og levestandard, som Grønland nu engang kan nå til på baggrund af na-
turforholdene.
Denne ophjælpning mener jeg, at Danmark har påtaget sig ved grundlovs-afstem-
ningen. Denne opgave, mener jeg, er i dag en naturlig pligt for Danmark og det en
pligt, som Danmark bør leve op til uden ustandseligt at tale om de dermed for-
bundne byrder, så alle og navnlig vi i Grønland får fornemmelsen af, at det er en
tung pligt, man kun ugerne erindrer sig.
Hertil vil man sige, at Danmark jo da også investerer på livet løs, og at der rent
teknisk, som grønlandsministeren har sagt tidligere, ikke kan gås meget videre.
Nuvel, det er muligt, at det er sådan i dag,, men jeg tror, at man på et tidligere
tidspunkt af nytidens første 10-årsperiode kunne have været mere rundhåndet og
226
[5]
mere konstruktiv. Jeg tænker bl. a. på f. eks. den boligmæssige udbygning af de nye
fabriksbyer i Midt- og Sydgrønland og på hele uddannelsesspørgsmålet, der efter
min mening er blevet i nogen grad forkludret. Hvorfor i alverden har man f. eks.
skullet vente lige til den nuværende ministers tid med at få lærlingespørgsmålet virk-
somt taget op. Har der ikke siddet en kommission, et nævn eller et udvalg i årevis
med netop dette emne på dagsordenen.
Nu vil man imidlertid formentlig kunne drøfte længe, om der kunne være investe-
ret livligere i nytidens begyndelse, end det skete. Man vil kunne diskutere, om der
tidligere skulle være taget fat på udbygning af produktionsanlæggene, den havgå-
ende fiskerflåde o.s.v. Man kan undersøge, om et stort anlagt uddannelsesprogram
i Danmark kunne have været gennemført for unge grønlændere, til hvilke der ikke
var uddannelsesmuligheder i selve Grønland på grund af mangelfuld teknisk skole,
manglende lærlingeskoler, værkstedsskoler, sømandsskoler, fiskeriskoler o. s. v. Det
er muligt, at repræsentanter for dansk politisk liv og administration vil kunne stå op
og give gode grunde for, at det er gået som det er. Men kendsgerningerne om mang-
lerne er lige så iøjnefaldende. Det er således en kendsgerning, at nyudviklingen i
Grønland på næsten alle områder i de sidste 10 år og stadig kun lige netop eller må-
ske snarere knap nok holder trit med nye behovs opståen på grund af befolknings-
tilvæksten.
Se, når situationen er sådan, vil man forstå, at mismodet af og til stikker hovedet
frem i Grønland. Der er både taknemlighed og beundring for Danmarks indsats
deroppe siden 1950, men det er, som om den hele udvikling trods alt ikke giver det
grønlandske folk pusterum til selvstændig udvikling og dermed til medleven. Mange
er ikke blevet taget i brug, flere har ikke haft forudsætningerne for at være med, og
endnu flere har aldrig haft eller fået en økonomisk standard, der levnede dem tid til
at standse op, forstå, hvortil de var nået, og gennem glæde over resultaterne vinde
kræfter til fornyet indsats.
Med økonomien er vi inde på en af de grønlandske hovedpiner i dag. Skal Grøn-
land lønningsmæssigt følge den grønlandske produktions bæreevne. Skal levestan-
darden i Grønland med andre ord udvikles i takt med landets produktion?
Eller skal Grønland i kraft af denne landsdels særlige forhold have sådanne ek-
straordinære tilskud fra rigshelheden, at dets handicap hurtigt kan overvindes, så
langt som det nu overhovedet kan ske, naturforholdene taget i betragtning.
Vi er her i gang med et spørgsmål, der afgiver taknemligt stof for allehånde
slagord. Grønland skal være selvhjulpen, vil nogle sige. Andre vil vende sig imod
tanken om, at Grønland gøres til et stort understøttelsesobjekt med påfølgende for-
kvakling af den enkelte grønlænders selvrespekt og initiativ.
Lad mig i den forbindelse have lov at spørge, om landbruget i Danmark frygter
227
[6]
for at tabe selvrespekt og initiativ, fordi det meget imod landbrugets normale paro-
ler har krævet og fået statsstøtte i øjeblikket.
Jeg tror, at det vil vise sig, at landmanden, som overvandt sig til at kræve støtten,
også vil overleve at oppebære den.
Og på samme måde vil vi i Grønland kunne overleve i en periode at modtage ven-
ligt ydet hjælp fra bedre stillede landsmænd til opbygning af en landsdel, der igennem
århundreder stod uden for folkets udvikling og altså i dag må starte med et enormt
handicap. Heller ikke jeg ønsker Grønland lavet til en permanent understøttelses-
forening. Også jeg ser gerne, at der bliver overensstemmelse —i store træk-mellem
produktion og lønningerne. Grønlandske arbejdere er endog villige til — hvad vi ofte
har sagt — at resignere langt, hvis det øvrige samfund viser tilsvarende tilbagehol-
denhed. Men jeg skal ærligt sige, at jeg ikke ville finde det forkert eller urimeligt,
om Danmark — specielt på baggrund af landets aktuelle gode økonomi — udover de
nødvendige investeringer i produktion, skolevæsen, sundhedsvæsen o. s. v. sørgede
for at hæve levefoden noget på Grønland, så svælget mellem fattig og rig, mellem
grønlænder og dansker mindskedes. Jeg tror, at det ville være politisk klogt, og jeg
føler mig sikker på, at opmuntringen vil blivejionoreret med ekstra flugt over feltet
i opbygningen.
Hvorlængc skulle en sådan dansk hjælp til levefodsforhøjelse ud over, hvad grøn-
landsk produktion skaber basis for, da ydes, vil man spørge. Den skulle ydes i en
periode, mens produktionens udbytte endnu påvirkes kendeligt af manglende havne,
elværker, boliger og uddannelsesanstalter. Altså netop så længe, som en sund og
overskudsa f kastende produktion endnu mangler sine forudsætninger på det tekniske
og uddannelsesmæssige område. Vi har af gode grunde ikke kunnet bygge fabrikker,
moderne huse og skoler i Grønland i kolonitiden. Det kan næppe siges at være vor
fejl. Nu sker på årtier, hvad der i Danmark varede århundreder. Det vil være sundt
og rigtigt, om man gennem en — lad den så være kunstig — ophjulpet levestandard
gav grønlænderne mulighed for at være med i nytiden på en anden måde end nu, hvor
de maser med for at klare dagen og vejen og aldrig får tid og råd til overblik, end-
sige selvstændig opsparing og investering. Lad være, at der hist og her er en grøn-
landsk Jeppe, der drikker. Jeg skal garantere Dem for, at De ville forbavses i mange
tilfælde, hvis De fik at vide, hvorfor Jeppe drikker.
Jeg tror altså, at Grønland ville gøre rigtigt i at bede om en sådan hjælp ud over
den nuværende. Hvis De synes, at det er for voldsomt, så sammenlign venligst leve-
foden i denne del af vort fælles rige med levefoden i Grønland.
Hvis De synes, at det hele varer for længe i Grønland, så tænk venligst på det hi-
storiske århundredgamle fundament, som det danske samfund hviler på, og De vil
se, at fremskridtene er store i Grønland, og at de er sket på forbløffende kort tid.
228
[7]
Og hvis De synes, at grønlænderne er utaknemlige, ja, så tager De fejl. Det er vi
ikke. Hvis en dansk landsdel rammes af en naturkatastrofe, en syndflod eller hvad
det nu kan være, ja så træder samfundet hjælpende og ekstraordinært til. Den danske
landsdel Grønland er i dag inde i en rivende udviklings syndflod og beder om ekstra-
ordinær hjælp, for at vi hurtigt kan undvære den ekstraordinære hjælp.
Det er hele sagen.
Jeg har i det foregående antydet nogle af de spørgsmål i dagens Grønland, som
man formentlige bør have med under en debat i Danmark. Problemerne kan synes
fjerne og uvirkelige for danske læsere, men disse spørgsmål tillige med utallige an-
dre af samme karakter er ikke desto mindre afgørende træk i Grønlands ansigt
i dag, det ansigt der vel er mindre smilende, men til gengæld mere sammenbidt end
før i tiden.
Før jeg slutter, er der imidlertid et problem, jeg gerne vil berøre og belyse kort
ud fra min opfattelse.
Man hører nu og da velmenende mennesker, som taler om Danmarks forpligtelse
til at muliggøre en grønlandsk national selvstændighed. Danskerne i Grønland skal
i ét og alt overflødiggøre sig selv. Grønland for grønlænderne, er parolen. Og så
føjes der noget lyrisk til, om at den grønlandske nation bør indgå som endnu en svane
i den nordiske svaneflok.
Jeg synes ikke, at cler er sund sans og realitet i sådanne smukke ord. For mig lyder
de som anstrengt liberale basunstød.
For dog ikke helt at forkaste disse velmenende menneskers billedsprog vil jeg
gerne sige, at Grønland muligvis i dag er at betragte som den grimme ælling i den
danske andegård. Måske er vi nok lidt aparte, men det er vestjyder og bornholmere
også. Vi lægger endnu ikke æg så godt som den danske høne, men hvem ved, om vi
ikke en dag kan komme til at lægge guldæg. Vi ønsker fortsat at kunne tale vort
eget sprog, men erkender, at rigssproget er porten til bedre forhold og udvikling hos
os. Lad de to sprog eksistere jævnsides i Grønland, som afdøde folketingsmand Augo
Lynge sagde det kort før sin død. Lad os kort sagt få lov til at udvikle os til partnere
i det danske samfund. Vi har ikke reelle drømme om at blive en ny nordisk svane,
men måske nok om at blive accepteret i andegården og en dag bidrage vort til dens
udvikling.
Lad Danmark og Grønland i de kommende år vokse tættere sammen og lad ar-
bejdet i Grønland blive gjort af de bedste, uanset hvor i riget de måtte være født. Vi
ønsker ikke nogen privilegeret stilling. Men vi ønsker adgang til at kunne konkurrere.
Vi ønsker kort sagt ligeberettigelse i muligheder. Får vi det, vil Grønland have fået
al den selvstændighed, det har behov for. Hvis dette krav imødekommes fra dansk
side, vil meget være nået for Grønland. Og meget vil vist også være vundet for Dan-
229
[8]
mark, hvis opgave i Grønland dermed for alvor vil være erkendt. Jeg tror, at Dan-
mark allerede i dag ved indsatsen for løsningen af den grønlandske opgave vil få et
tilskud til sin udvikling. Det er dog ingen ringe sag, målt selv med international alen,
at hjælpe en underudviklet landsdel frem til bedre tider i fred og fordragelighed.
Mon ikke man i andegården har behov for en sådan opgave, behov for at rappe sig
ved dens løsning, og mon ikke Danmark åndeligt vil styrkes midt i cle fede, materielle
tider, hvis opgaven tages helhjertet op. I al beskedenhed tror jeg, at det blod, sved
og tårer-program, som danske og grønlændere er i gang med i Grønland, har noget
at give også Danmark.
230[9]