[1] OVERVINTRINGSSTATIONER PÅ INDLANDSISEN II. Franske, britiske og amerikanske ekspeditioner 1947—1956 Af cand. mag. Børge Fris trup _L/en 27. februar 1947 fik Victor fra officiel fransk side overdraget at organisere og lede ekspeditoner både i Arktis og Antarktis, og han lagde dermed grunden til den organisation, som har fået navnet Expéditions Polaires Franc.aises, Missions Paul- Émile Victor, og som nu råder over deres egen bygning i Paris og beskæftiger en lang række teknikere og arktiske specialister. Med sine stort anlagte ekspeditioner til Little America i Antarktis havde admiral R. Byrd taget al den moderne teknik i anvendelse på sydpolarekspeditionerne, og det stod Victor klart fra begyndelsen, at moderne ind- landsisekspeditioner ikke længere kunne baseres på hundeslæder, men der måtte an- vendes en moderne teknik med flyvemaskiner og motorslæcler. Under den anden ver- denskrig havde flyvningen i arktiske egne taget et sådant opsving, at det nu måtte være muligt at bringe store dele af udstyret, provianten og brændstoffet ind med fly og smide det ned på stedet, hvor det skulle bruges; enten ved at kaste det ned med faldskærm eller ved simpelthen at smide det frit i sneen fra et ganske lavtgående fly. Den sidste metode er med stort held særlig blevet brugt af de franske ekspeditioner. Til transporterne på indlandsisen anvendte Victor weasels, som på dette tidspunkt med stor fordel kunne købes fra de amerikanske overskudslagre. En moderne ind- landsisekspedition blev derigennem et stort og meget kostbart foretagende, og ra- diokontakt mellem de forskellige grupper var uomgængelig nødvendig. Efter en række rekognosceringer i 1948 lykkedes det at finde en rute op på ind- landsisen fra Eqip sermia, hvor også den schweiziske ekspedition under ledelse af A. de Quervain var gået op i 1913.1 1949 startede den egentlige overvintringsekspe- dition, der i to år skulle overvintre på samme sted som Wegener ekspeditionen. Der skulle foretages detaillerede meteorologiske og glaciologiske studier, og weasels- grupper skulle foretage tykkelsesmålinger forskellige steder på indlandsisen. I mod- sætning til Wegener, som havde planlagt at lade 4 mand overvintre, havde Victor planen om en stor station med 8 mand forsynet med radio og et stort udstyr. Me- dens Wegener havde planlagt at bruge 4 tons for sin station, så brugte Victor 110 tons materiel og udrustning til sin station, heraf måtte 40 tons transporteres ind med konvoj over indlandsisen, hvorimod 70 tons, væsentlig brændstof og proviant blev 298 [2] Station Centrale med skorsten og udluftningskanaler. fløjet ind og kastet på stedet. Flyvningerne udførtes med islandske Dakota fly fra Reykjavik. Den 1. juli 1949 startede den første konvoj af weasels fra vestkysten og ind over indlandsisen, der deltog i denne første rejse 5 weasels med 7 slæder, og der medbragtes ialt 8 tons udstyr eller det dobbelte af, hvad Wegener havde håbet at få ind i løbet af hele sommeren. Den 18. juli er man fremme ved stedet, hvor over- vintringsstationen skulle anlægges, nemlig ved 70°S4'nordl. br. og40°42'vestl. Igd. Der var intet spor af Wegeners gamle station, der naturligvis helt var forsvundet i mellemtiden. Den nye station fik navnet Station Centrale. Ligesom på J. P. Kochs ekspedition blev Victors overvintringshus bygget af ele- menter, som i forvejen havde været prøvesamlet i Paris, og hver af elementerne be- stod af plader med isolationsmateriale imellem. For at beskytte huset mod de stærke 299 [3] Den franske Dumont Station etableret af faldskærmsfotk. Foto: J. Dumont vinde og de lave kuldegrader blev huset gravet ned, således at taget lå i niveau med sneoverfladen. Udgravningen til huset blev foretaget med skovle og hakker, og huset målte 5X8 m, det var 2 m højt. Stationen indeholdt et fælles opholds- og sove- rum på 4X6 m, køkken og et lille rum for den meteorologiske registrering, radio- rum og mørkekammer for fotografisk arbejde. Opvarmningen skete ved hjælp af køkkenkomfuret og en petroleumsovn midt i det fælles opholdsrum. Ud fra huset gravedes et langt system af korridorer og gange med siderum, der brugtes til de- poter og til placering af generatoren til lys- og kraftforsyningen, ovenpå sneen fand- tes kun radiomaster, meteorologiske Instrumenter og en vindgenerator til supplering af el-forsyningen. 300 [4] „ . , , . , , . i men Foto: Jacques Masson Station Jarl-Joset under opbygning august 1959. Plastikkuppelen er omtrent færdig, og i forgrunden og til højre i billedet ses de overdækkede gange. Det første år overvintrede 8 mand og det næste år 9 mand. Provianten var rigelig, og der medførtes mange lækkerier. Pladsen i huset var naturligvis knap, men sam- menlignet med tidligere forhold var stationen luksuriøs. Station Centrale havde dag- lig radiokontakt med omverdenen og udsendte daglige vejrrapporter. Der blev fore- taget radiosondemålinger til en højde af indtil 20 km over isoverfladen, ligesom der gennemførtes dybdeboringer med et 48 mm kernebor ned til en dybde af 151 m un- der overfladen. Borekernerne kunne give oplysninger om firnens vægtfylde, tempe- ratur m. v., og man bestemte overgangen mellem firn og egentlig gletscheris. Det er de dybeste isboringer, som indtil da var foretaget i Grønland og overhovedet nogle af de første dybe isboringer i det hele taget. Indtil 1949 havde man ingen isboringer 301 [5] til større dybde end 25—30 m, men samtidig med den franske ekspedition i Grønland havde den britisk-norsk-svenske Antarktis ekspedition til Dronning Maud Land også taget problemet om isboring op, ligesom også amerikanerne det år begyndte at bore i gletscherne i Alaska. Foruden kerneboringerne foretog franskmændene også boring med en særlig boregrab, der vejede over l ton, og som lavede et hul på 80 cm i dia- meter. Hullet var altså vidt nok, til at en mand kunne hejses ned og studere snela- gene i hullets sider, ligesom han kunne tage særlige prøver ud fra væggen af skakten. Den 25. august 1951 blev Station Centrale lukket, men da var der her blevet foretaget kontinuerlige meteorologiske observationer siden 20. juli 1949, og man havde dermed hjembragt den længste og bedste serie af klimatologiske data, der er kendt fra det centrale Grønland. I årene 1951—54 udsendtes „British North Greenland Expedition" under ledelse af commander C. J. W. Simpson og med selve den engelske dronning som protektor og Sir Winston Churchill som dens viceprotektor. Simpson havde lært sin arktiske teknik dels gennem besøg ved Dansk Pearyland Ekspedition og dels hos Victor i Pa- ris. Ekspeditionen blev baseret på Sunderlands flyvebåde, der blev stillet til rådig- hed af det britiske admiralitet. Hovedstationen blev anlagt ved Britannia Sø i Dron- ning Louise Land, hvortil godset blev fløjet ind med flyvebådene fra et depot ved Zackenberg, idet Ekspeditionen havde fået overladt Pearylandekspeditionens gamle kvarter i Østgrønland. Med de franske resultater for øje besluttedes det i sidste øjeblik også at Inddrage indlandsisundersøgelser i ekspeditionens arbejdsprogram. Man ville oprette en overvintringsstation „Northice" på 78° nordl. br. og og 40° vestl. Igd., altså betydelig nordligere end de tidligere stationer. Simpson baserede lige- som Victor sine indlandsisrejser på weasels, men weaslerne blev i 1952 sat i land ved Kap Rink, idet skibet ikke den sommer kunne trænge længere mod nord, og herfra måtte man så næste' forår bringe weaslerne ind til Britannia Søen, inden man kunne begynde indlandsisrejserne. Da overvintringsstationen i efteråret 1952 skulle opret- tes, havde man derfor ingen weasels til rådighed, og den første rejse ind med mand- skabet til oprettelsen af stationen måtte derfor foretages med hundeslæde. Rejsen gik planmæssigt, med man kunne kun medføre nogle få, særlig ømtålelige instrumen- ter til stationen, alt andet måtte kastes ned fra fly. Til brug for indlandsisopera- tionen kunne flyvebådene ikke anvendes, og Royal Air Force havde derfor stillet to Hastings fly til rådighed. Indflyvningen af materiellet til overvintringsstationen skete fra Thule Air Base, hvortil det britiske gods var ankommet med skib. Med de tunge Hastings fly var det ikke muligt at foretage de frie nedkastninger fra så lav højde, som det havde været anvendt på de franske ekspeditioner, man turde ikke komme længere ned end en højde af 17-18 m, hvad der betød en noget større spild- procent end ved de islandske nedkastninger over Station Centrale, dertil kom, at de 302 [6] Den britiske Northice Station med det forulykkede Hastings fly. Foto: Hal Lister britiske faldskærme var blevet pakket i det fugtige engelske klima, og mange af skærmene foldede sig ikke ud, idet fugtigheden i skærmene havde ført til isdannelse under de lave temperaturer i Nordgrønland. Ca. 20 % af det nedkastede materiel gik derfor tabt, deriblandt en del af de meteorologiske instrumenter. Under en af de første indflyvninger forulykkede det ene af Hastings flyene, i en „\vhite out" tog det grunden, og dets besætning måtte evakueres af den amerikanske 6 Air Resque Squadron. I løbet af 30 flyvninger var der ialt blevet nedkastet 87 tons forsyninger inclusive brændstof til weaslerne, der næste år skulle komme ind. Selve stationen byggedes af elementer, den var meget nær af samme type som den franske station, men da der kun overvintrede 2 mand den første vinter og 3 mand den anden vinter, var den væsentlig mindre, og der blev ikke udgravet det lange sy- stem af gange og korridorer, som ved Station Centrale, der blev heller ikke foreta- get radiosonde- eller pilotballonopstigninger. Den 17. juli 1954 forlod det sidste hold Northice, og stationen blev lukket, men havde da fungeret i over l l/z år. En tredie station af samme type som den franske indlandsisstation, men mindre og ikke så velforsynet, blev oprettet i 1956. Den 30-årige franske ingeniør Jean Dumont, 303 [7] der havde deltaget i de franske ekspeditioner under Victor, lod sig i september 1956 smide ned med faldskærm sammen med 3 andre unge franskmænd. Medens Station Centrale havde ligget vest for indlandsisens højderyg, oprettede Dumont sin station øst for højderyggen. Ombord i et fransk Nordatlas fly bragtes deltagerne og udrust- ningen til Island, og man fløj derfra videre ind over Grønland. På 71 ° 21' nordl. br. og 33° 55' vestlig Igd. sprang de fire mand ud, og deres forsyninger blev derefter kastet ned med faldskærm til dem. Medens alle de tidligere ekspeditioner havde en gruppe arbejdende på selve indlandsisen, så ønskede Dumont at vise, at det var mu- ligt at oprette stationen, uden at man i forvejen havde været i terrainet. Ligesom ved Station Centrale blev huset gravet ned i sneen, og huset selv opførtes af tømmer, aluminium og „dufaylite" plader. Der blev til brug for de 4 mand ialt nedkastet 17 tons udrustning og proviant, deriblandt en trækslæde, idet mændene næste sommer til fods måtte søge ud til kysten for evakuering. Sammenlignet med den franske og den briti- ske indlandsisstation var foretagendet meget beskedent, men naturligvis stor sammen- lignet med den tyske Wegener ekspedition. Under overvintringen foretoges daglige meteorologiske målinger, og der blev gravet en 40 m dyb skakt i f'irnen til brug for den internationale glaciologiske ekspedition, der senere skulle overvintre på samme sted. Dumont havde haft besvær med at skaffe pengene til sin dumdristige ekspedi- tion og havde derfor mod en betaling af 30.000 schweizer francs påtaget sig at grave skakten, der skulle bruges ved de glaciologiske studier på den internationale glacio- logiske ekspedition. I løbet af vinteren gravede de fire mand en 60 m lang skakt, der målte 2 X 2 m i diameter, og som nåede ned til 40 m under den daværende sne- overflade, og dermed var man i bunden af skakten nede i firnlag, der var faldet som sne omkring 1880. Mere end 100 tons sne blev transporteret op til overfladen og fjernet fra skakten. Ud på forsommeren forlod de fire mænd stationen. De lukkede og afmærkede skakten og gik til fods med trækslæde ud til Cecilia Nunatak og der- fra ned til Røss Fjord, hvor de blev afhentet med motorbåd og sejlet ud til civilisa- tionen på Ella Ø. 304 [8]