[1]
DEN RØDSTRUBEDE LOM VED ISHAVSKYSTEN
Af zoologen Alwin Pedersen
_L/et er i midten af juni. Det altovervældende tøbrud har overstået sit højdepunkt,
og trækket af de tilbagevendende fugleskarer er så godt som afsluttet. Endnu bru-
ser og tordner elvene, men store snefrie partier dominerer allerede landskabsbilledet,
og under solen, der hele døgnet kredser over horisonten, iklæder ødemarken sig sit
uanselige forårsskrud.
Med en af mine kammerater havde jeg taget ophold ved kysten af det lave Hoch-
stetter Forland på Grønlands nordøstkyst, og ved en af de mange indsøer havde vi
opslået vort telt. Barsk og koldt var det her. Polarstrømmen drev sine umådelige is-
masser langs kysten mod syd og fyldte luften med en vedvarende fjern torden, og
ofte indhylledes kysten i dagevis i en iskold grå tåge. Da lød en dag højt oppe i luften
en gjaldende kaglen, vidt forskellig fra alle de andre fuglestemmer. Vi kendte den
godt, og vi vidste, at det var den rødstrubede lom, den sidste af trækfuglene, en
fremragende flyver, for hvem denne barske ishavskyst netop er det rette ynglested,
og det var for dennes skyld, vi opholdt os her.
Snart var næsten hver eneste sø i dette vidtstrakte lavland taget i besiddelse af et
lompar. Allerede få dage efter vor ankomst, da vi en nat i den lavt stående sol sad
foran teltet, gjorde vi bekendtskabet med det på „vor" sø hjemmehørende lompar.
I lav flugt kom fuglene fra ishavskysten og gik ned midt på søen. Det så imponeren-
de ud, da de store fugle i samme øjeblik, de berørte vandspejlet, rejste sig med ud-
bredte vinger lodret op mod lufttrykket for at bremse deres rasende fart; men den
var alligevel så stærk, at de endnu brusede et langt stykke igennem vandspejlet.
Straks lå de stille og så sig omkring, men bortset fra nogle præstekraver og ryler,
der løb travle om på søens brede strandbred, var der ingen andre fugle at se. Med et
elegant hop forsvandt de derpå under overfladen, for nogle få minutter senere at
dukke op nær ved bredden et par meter fra en mostue, der stod frit i vandet. Igen
lå de et øjeblik stille og så sig spejdende om, inden de forsigtigt nærmede sig tuen,
der uden tvivl var deres gamle redested. Den bestod kun af mos og græs og var ikke
højere, end at fuglene kunne se hen over den, når de svømmede tæt forbi. Efter at
tuen var underkastet et nøje eftersyn, gled fuglene stadig tavse og ivrigt spejdende
et stykke ud på søen. Pludselig strakte de halsen lige frem og arbejdede sig med ba-
305
[2]
skende vinger igennem vandoverfladen, indtil de fik så meget luft under vingerne, at
de kunne hæve sig over vandet. Efter i lav højde at have kredset over søen steg de
til vejrs, og nu hørte vi igen deres dybe kaglen, medens de forsvandt i østlig retning.
I søen kunne lommerne ikke finde tilstrækkeligt med føde, hvorfor de måtte søge
ud til det åbne vand under yderkysten for at fouragere. Der ude lå der i denne tid
mange lompar. De havde alle taget deres ynglesteder i øjesyn og forvisset sig om, at
alt var i orden. Nu slog de tiden ihjel med at dykke efter de små polartorsk. Så strid-
bare og ufordragelige lommerne ellers er, synes de her under yderkysten at holde
sammen. Hver gang et par kom susende ned fra deres svimlende højde, istemte hele
koret en velkomsthilsen, der dog for det menneskelige øre ikke lyder videre godt.
Den begynder med en langtrukken, klagende lyd og går i det øjeblik, hvor fuglene
lander på vandet, over i en arrig mjaven, der lyder som „amarhuit" og gentages
med stigende hurtighed, indtil de pludselig bryder af.
Lommerne plejer at tilbringe natten ved yderkysten; derfor stillede vi et lille grå-
grønt telt op ca. 30 meter fra søbredden. Lommerne opdagede straks teltet, da de
den følgende formiddag vendte tilbage til søen, men da teltet lignede de overalt på
den vidtstrakte slette liggende stenblokke, og da der intet mistænkeligt rørte sig i teltets
nærhed, a f tog deres interesse for den fremmedagtigt udseende stenblok mere og
mere. Hver gang, når lommerne opholdt sig i det åbne vand ved yderkysten, flyttede
vi teltet nogle meter nærmere søen, hvilket åbenbart på ingen måde foruroligede
dem. Og selv da teltet tilsidst stod umiddelbart på strandbredden, kun nogle få me-
ter fra tuen, havde lommerne affundet sig med det som en uafvendelig kendsgerning.
Når jeg opsøgte skjulet, var jeg aldrig alene, og jeg forlod det aldrig uden at blive
afhentet af min ledsager. Det var mit indtryk, at fuglene ikke en eneste gang op-
dagede dette „bedrag".
I de første dage af juli så vi den ene lom ligge på tuen. Da den så os komme imod
sig, skød den med en lynhurtig bevægelse i vandet og kom først tilsyne igen i den
længst borte liggende del af søen. I en skålformet fordybning i midten af tuen lå to
æg af en ubestemmelig grågrøn farve uden andet underlag end de nedbøjede græs-
strå i det grønne mos.
Min ledsager gik straks videre, men først efter at han en stund havde været ude
af syne, dukkede lommen igen op tæt ved tuen og krøb eller rettere skubbede sig meci
ikke ringe besvær, hvorunder den ofte måtte støtte sig på vingerne, på reden. Lom-
merne er så højt specialiserede svømme- og dykkefugle, at de næsten helt har mistet
evnen til at bevæge sig på landjorden. Så sad den der med oprejst hoved og med solen
i ryggen og så og hørte alt, hvad der rørte sig på søen og i dennes omegn. Opdagede
den en fare, f. eks. når min ledsager kom for at afhente mig, strakte den halsen vand-
ret ud over redekanten og var nu for den, der ikke var kendt med redens beliggen-
306
[3]
Den ventede, til den havde begge ungerne ved sin side, og lagde derpå ud mod midten af søen.
hed, vanskelig at opdage. Men kom faren den for nær ind på livet, skød den som
en pil i vandet, hvorved der kun fremkom en lyd, som om en sten falder i vandet.
Ofte når jeg sad i mit skjul stillede jeg mig spørgsmålet: er det hunnen eller er det
hannen, jeg her har foran mig? I farven var der ingen forskel. Men den ene fugl var
større end den anden og kun derved lagde jeg mærke til en ikke ringe forskel i de to
fugles hele adfærd. Den mindre var næsten frygtsom, ja ligefrem nervøs. Allerede
307
[4]
For teltlejr på ishavskysten.
når den på afstand så os komme, flygtede den af reden og dukkede først op ved
søens modsatte bred. Der blev den liggende og kaldte uophørlig med en klagende
stemme, indtil dens større mage kom flyvende, hvorpå denne omgående satte sig på
reden, også selv om den først kort forinden var blevet afløst. Den store lom hørte jeg
aldrig klage. Anså den det for nødvendigt at forlade reden, hvilket altid først skete
i sidste øjeblik, flygtede den kun et kort stykke og kom straks tilbage, såsnart faren
var overstået. Normalt skiftedes de til at ruge tre gange i døgnet, men den store lom
rugede gennemgående dobbelt så længe som den lille. Men hvilken af de to, der var
hunnen, kunne ikke afgøres med sikkerhed, da hos denne lomart begge kønnene vari-
erer i størrelsen.
Således gik dage og uger, og pludselig en morgen var søens strandbred forvandlet
til et hvidt flor af blomstrende kæruld. Man skulle tro, lommerne havde vidst det,
thi deres rede lå netop på det sted, hvor kærulden var højest og tættest. Endda på
selve redekanten stod kærulden i tætte klynger og gav med sine store hvide blomster
de rugende fugle en virkningsfuld og uden tvivl meget velkommen dækning.
308

[5]
Truende løftede den sit knivskarpe spidse næb.
Da vi så atter en aften nærmede os reden, blev vi af den rugende lom modtaget
med en hæs væsen. Truende løftede den sit knivskarpe spidse næb og gav dermed ty-
deligt tilkende, at den denne gang ikke havde i sinde at flygte. Min ledsager gik videre,
og jeg havde kun siddet et par minutter i skjulet, da jeg hørte en svag pippen fra re-
elen, og nu vidste jeg, at jeg havde truffet det rette tidspunkt. Jeg sad netop og tænkte
over, hvordan mon ungerne kom op af reden og ned på vandet, da den gamle lom
pludselig med udbredte vinger for ned på vandet, og idet den sprang af reden,
skubbede den med sine brede svømmefødder ungerne den modsatte vej ud over rede-
kanten. Derefter lå den på vandet med lidt løftede vinger og kaldte på ungerne, og
først da den havde dem begge ved sin side, lagde den ud mod midten af søen med
de tappert svømmende unger i sit kølvand. Jeg lagde mærke til, at det var den største
af de to lommer, der viste denne eksemplariske omsorg for sit afkom, og min for-
modning, at den måtte være hunnen bestyrkedes derved.
Tidligt den næste morgen lå den ene lom midt på søen med de to sovende dunun-
ger på sin ryg. Fra nu af udspillede sig den lille families liv udelukkende midt på
309
[6]
lommen så nogen nærme sig søen,
strakte den halsen vandret ud over redekanten.
Foto: Forfatteren
søen, hvor de var i sikkerhed for de omstrejfende polarræve, der var ungernes vær-
ste fjende. Det viste sig dog snart, at der også derude lurede en særdeles udhol-
dende plageånd på dem. Vi så det allerede den første aften, efter at familien defini-
tivt havde forladt reden. Den ene lom kom flyvende i lav flugt fra ishavskysten, gik
ned på søen, gled brusende igennem vandspejlet og lå snart ved siden af sin mage med
ungerne. Den var lige begyndt at fodre, idet den rakte ungerne små fisk, som den
en for en gylpede op og holdt fast med den yderste spids af næbbet, da en kjove slog
ned på den intetanende familie. I et nu var ungerne forsvundet under overfladen,
medens samtidig to knivskarpe næb, som spidse dolke, vendte sig mod røveren, der
derpå i en brat vending undveg til siden. Kjoven syntes nu at have opgivet sit fore-
havende, idet den fjernede sig fra søen. Men kort efter vendte den tilbage med den
lavt stående sol i ryggen og i så lav flugt, at dens vingespidser næsten rørte vand-
overfladen. Denne gang kom dens overfald så pludselig og uventet, at den ene unge
uden tvivl var blevet dens bytte, hvis ikke en af de gamle fugle lynhurtigt havde
310
[7]
vendt sig imod den og hugget sit næb i siden på den. En dusk fjer i lommens næb viste
tydeligt, at lommen ikke havde forfejlet sit mål.
Kjoven opgav imidlertid ikke sine overfald og afslørede sig snart som en overor-
dentlig udholdende plageånd. Der gik ikke en dag, uden at vi så den mindst een
gang hos sine ofre. Lidt efter lidt kom vi derfor til den anskuelse, at det ikke var
ungerne, den hurtige røver i første række var ude efter, især ikke efter at disse var
kommet over den første spæde alder, men at det var de små lækre fisk, som lom-
merne bragte deres unger, og som den søgte at snappe fra dem medens de fodrede.
En bekræftelse af vor formodning fik vi allerede den følgende dag. Tidligt om mor-
genen vendte vi tilbage fra en natlig jagtudflugt, og da vi nærmede os søen, kom kjo-
ven, der igen havde været hos lommerne, os flyvende imøde. Inden den kunne und-
vige, havde et hurtigt henkastet skud strakt den til jorden. Da vi tog den op, faldt
der nogle frisk slugte fingerlange polartorsk ud af dens næb. At den selv havde fanget
disse fisk, var næppe sandsynligt; der fandtes ingen polartorsk i søen.
Lomungerne, der nu var befriet for deres plageånd, tiltog i den følgende tid hurtigt
i størrelsen. Dykkefærdigheden blev først udviklet hos dem, så at de snart selv kunne
gå på jagt efter de små laksørreder i søen. Flyveevnen udvikledes derimod temme-
lig sent. Først i slutningen af august var de i stand til at hæve sig en kort strækning
over vandet.
Inden lommerne derefter helt forlod søen, skød jeg den største af de to gamle lom-
mer, den, der havde været mest ivrig til at ruge. Jeg blev ikke så lidt overrrasket, da
det viste sig, at det var hannen, jeg havde nedlagt. Samtidig havde jeg også iagtta-
get andre lompar, også i disse tilfælde viste det sig, at hannen var den mest ivrige til
at ruge og den mest omsorgsfulde under ungernes pasning, medens hunnen endog op-
gav at ruge, når hannen en dag ikke vendte tilbage til reden.[8]