[1]
^
POLITISK MÅLSÆTNING
Af universitetslektor, kontorchef P. P. Sveistrup
JL et demokratisk samfund, hvor alle er med til at bestemme samfundsudviklingen,
vil det være naturligt, at man i de daglige drøftelser mand og mand imellem, på de
politiske møder, i blade og radio drøftede, hvad der efter borgernes opfattelse er
målet for de politiske beslutninger, hvad der blandt alt det meget, der ønskes opnået
på dette eller hint område, anses for at være det centrale. Sådanne drøftelser finder
også sted og viser, at spørgsmålet interesserer mange mennesker, og det er derfor
naturligt, at jeg også gerne vil fremhæve nogle synspunkter, der ikke altid har været
stærkt fremme i debatten.
I.
Den mest anvendte målsætning er vel nok velstand i særdeleshed, når man ikke
lægger udpræget vægt på fordelingen, men koncentrerer sig om ønsket om større ind-
tægter i al almindelighed. Det vil derfor være naturligt at standse et øjeblik ved det
område i verden, hvor man er nærmest ved at nå dette mål i sin renhed. Mange tæn-
ker selvfølgelig først og fremmest på Amerika, men Amerika er jo meget udstrakt,
der er således distrikter i det østlige, hvor tankegangen er en del præget af europæ-
iske forhold, og det vil derfor være rimeligt at klargøre sig forholdene i et andet
område, og det må efter min opfattelse være af særlig interesse at koncentrere op-
mærksomheden om, hvad man kalder det midterste vesten, d. v. s. de både med hen-
syn til landbrug og industri rige egne omkring Chicago. Her har naturen været over-
måde gavmild, jorden er ofte frugtbar, og der findes både jern og kul forholdsvis
gunstigt beliggende, og derfor billigt at arbejde med. Til denne egn er der i sin tid
kommet dygtige, flittige, initiativrige mennesker fra alle egne af Europa, og disse
har i løbet af forholdsvis få generationer af den dengang øde prærie skabt et sam-
fund, der vel er rigere end noget andet område i verden, og som er i stadig vækst
med nye opgaver i retning af produktion af stadig nye goder til dækning af stedse
flere menneskelige behov. Intet sted har jeg oplevet stærkere, at man i nutiden er
inde i en voldsom udvikling med det ene fremskridt hurtigt efter det andet, end på
den store flyveplads ved Chicago, hvorfra man på kort tid kan nå til de fleste steder,
316
:•.
[2]
ikke alene i Amerika, men på hele kloden. Tilsvarende indtryk får man mange andre
steder, ikke mindst i de kæmpemæssige forretninger i det centrale forretningskvarter.
Man skal vistnok være europæer eller i hvert fald langt borte fra for at stille den
nålsætning, der ligger bag hele denne udvikling, i tvivl. Kommer man i disse egne i
hjemmene, er disse som alt det ydre præget af velstand og dygtighed, det er helt
igennem flinke mennesker, og kommer man f. eks. ud ad indkørselsvejene til stor-
byerne, finder man et meget stort antal forretninger med brugte biler til salg og
disse af en størrelse og et udstyr, som man sjældent møder i Danmark, selv når der
er tale om de helt nye biler.
Skønt jeg har truffet mange flinke og dygtige mennesker derovre, har jeg dog ondt
ved at forlige mig med målsætningen, og ser man lidt nærmere til og sammenligner
forholdene i et europæisk land som England eller Danmark, er jeg i hvert fald kom-
met til det resultat, at jeg har savnet 3 ting, bøger, blomster og billeder. Ja, selv-
følgelig findes alle disse tre ting måske rigere end hos os, men de er næppe gået ind
som et led i det daglige liv på samme måde, som vi kender. Ser man på bøgerne, fin-
des de selvfølgelig i massevis, men jeg har da i hvert fald indtryk af, at det i mange
tilfælde er nogle, der bedst egner sig til at læses i den underjordiske bane, det er ret
sjældent noget, som de pågældende rigtig fordyber sig i; blomster findes selvfølge-
lig også, men det er ikke som andetsteds blevet et led i det daglige liv, og det samme
gælder kunsten; ja, der er selvfølgelig museer med mange pragtfulde gamle euro-
pæiske billeder, men alligevel, der er noget, jeg savner. Det er for mig et samfund,
der indeholder mange værdifulde elementer, men det er alligevel ikke den målsæt-
ning, som jeg finder er den helt rigtige, og som jeg vil arbejde for at få mere cen-
tralt frem i Danmark.
II.
Man kunne vende sig til en helt anden målsætning, som også har gjort et dybt ind-
tryk på mig, og som indeholder elementer af det rigtige, nemlig det gamle grønland-
ske fangersamfund. Jeg tænker hverken på det Grønland, der fandtes, før det danske
arbejde begyndte, eller det, man står midt i som en overgang til noget helt nyt og
ukendt, men derimod det Grønland, der gennem flere århundreder har været stærkt
påvirket af dansk kultur og tankegang.
Færdedes man i dette samfund og kom over den kritik, der er udtryk for, at vi
aldrig kan lade vort eget blive helt hjemme, så var det Grønland, jeg her taler om,
præget af, at man lagde særlig vægt på to ting, frihed og glæde. Det første hang vel
i høj grad sammen med, at grønlænderen i sit daglige arbejde gennem årtusinder
havde været vant til at stole på sig selv. Han var fri til at bestemme, om han ville gå
på fangst eller blive hjemme; han måtte stole udelukkende på sig selv, når han ville
3*7
[3]
nærme sig sælen, og det var ham og ikke nogen som helst anden, der havde ansvaret
for sit hundespand og for at lede det gennem de farlige situationer, der altid kunne
opstå på den stadig vekslende is. Han måtte helt ud være et mandfolk, der stolede
på sin egen dygtighed til at klare situationerne, og han vidste, der var både det ene
og det andet, som han kunne, men som de danske var ubetinget ringere til, så han
kunne virkelig føle sig som en fri mand, der ikke var bange for at rette ryggen.
Dernæst var det gamle grønlandske samfund præget af glæde, og det er ikke under-
ligt, at dette samfund 5 sin tid blev kaldt de glade smils boplads. Selv vil jeg aldrig
glemme den første aften, jeg kom til Grønland for en menneskealder siden, hvor vi
blev inviteret til dans i bødkerværkstedet. En sammenligning med dans i et dansk
forsamlingshus på den tid, viste straks, at de unge mennesker dengang var gladere
i Grønland end almindeligvis i Danmark.
Alligevel har jeg aldrig kunnet tænke mig det gamle Grønland som noget, der var
værdifuldt som målsætning. Man behøver bare at tænke på snavs i for os ukendt
mængde, tuberkulose i endnu uhyggeligere omfang, på en meget ringe levefod og
dårlige boligforhold, som den almindelige dansker slet ikke gjorde sig nogen fore-
stilling om.
Der var utvivlsomt værdier i den gamle grønlandske målsætning, men det var
ikke noget politisk mål, som ret mange kunne gå ubetinget ind for. Min indstilling
til denne målsætning var på samme måde som til målsætningen i Chicago, at vel var
der værdier, som man skulle være forsigtig med ikke at slå mere i stykker end højst
nødvendigt, men det kunne utvivlsomt ikke være, hvad jeg vil anse for den „rigtige"
målsætning.
III.
Har man således haft opmærksomheden henvendt på menneskers målsætning i
Chicago og Grønland og for øvrigt mange andre steder, må man komme til det tids-
punkt, hvor man stiller sig det spørgsmål, hvad er da den målsætning, du finder rig-
tig, og som du gerne vil arbejde for?
Tænker jeg tilbage på mangfoldige indtryk fra vidt forskellige sider, finder jeg,
at jeg helst vil standse ved et enkelt udtryk, som alle kender, udtrykket stovt. Jeg
kan da vist gå ud fra, at alle har mødt et eller andet stovt menneske, så de ved, hvad
man i det nuværende danske sprog forstår ved dette ord. Der er noget beslægtet hos
mange af de mennesker, der findes i egnen om Chicago, de har nogle af de egenska-
ber, som vi her forbinder med udtrykket stovt, men langt fra dem alle. Overvejer
man derefter de grønlandske erfaringer, er der også noget, som virker meget tilta-
lende, men der er også meget, som ikke kan falde ind under det nævnte udtryk, og
som vi ikke gerne vil have med i fremtidens samfund.
3l8
[4]
Vender vi os fra disse erfaringer i det fremmede til vore egne forhold, som vi alle-
sammen kender, så er det ikke alt, hvad vi oplever, vi kan være glade ved; noget var
bedre for en menneskealder siden, andet er bedre i nutiden, det er svært at gøre
ret og skel.
Betragter man de forskellige målsætninger, vi møder her i landet, ikke mindst hos
de politiske partier, er der også meget inden for de forskellige programmer, vi kan
være glade ved, fordi det kan hjælpe til at udvikle stovte mennesker; men alligevel
forekommer det mig, at ikke alt, hvad der er sket, har været helt tilfredsstillende ud
fra ønsket om, at vi alle skal udvikle os i retning af stovthed. Der er alt for meget,
der er præget af tilfældigheder, af ønske om at gøre indtryk på denne eller hin væl-
gergruppe ; det kan måske ikke være anderledes, men det er alligevel ikke helt til-
fredsstillende.
Mon ikke der, som forholdene er, skulle være en hel del mennesker her i landet,
der i deres vurdering af de samfundsmæssige og politiske problemer vil stille sig det
spørgsmål: Bidrager denne eller hin foranstaltning ikke alene til opnåelse af visse
økonomiske fordele, men også til at fremme ønskelige karakteregenskaber? Eller
for at sige det på en anden måde, gør det lettere for at følge det ideal at blive et stovt
menneske. Jeg er ganske klar over, at det er en meget vanskelig opgave, og det
drejer sig om mange sider af vort daglige liv; men alligevel, det har også meget at
gøre med den samfundsorden, som vi lever under, og med de politiske dispositioner,
der stadig træffes. Der kan da vel ikke være nogen tvivl om, at en beslutning om at
gå ind i den politisk-økonomiske sammenslutning, der kaldes Fællesmarkedet, kan få
en ikke ringe betydning i retning af, at det bliver lettere eller vanskeligere for os at
blive et mere stovt menneske, for det har vi allesammen brug for. Det er ikke mit øn-
ske at forsøge at påvirke læserne i retning a f den ene eller den anden vurdering, men
det er et brændende ønske hos mig at få læserne til at tænke selv ud fra den synsvin-
kel: Har jeg og de, jeg har ansvar for, ved at arbejde for den ene eller den anden i
de politiske forhold, mulighed for at blive et mere eller mindre stovt menneske.
Dette vil selvfølgelig ikke sige, at jeg ikke er klar over, at den her skitserede mål-
sætning i virkeligheden kræver, at vi gennemtænker mange af de økonomiske og po-
litiske problemer, vi står over for på en delvis ny måde. Det kan måske være vanske-
ligt, men der er i hvert fald den lettelse ved en sådan opgave, at der er mange, der
tidligere her i landet har arbejdet ud fra det samme grundsynspunkt. Hvem kender
ikke den særlige vurdering, der ligger i ordene: „Og da har i rigdom vi drevet det
vidt, når få har for meget og færre for lidt." Det ville efter min mening være
værdifuldt, om disse delvis gamle synspunkter kom stærkere frem igen i den offent-
lige debat.[5]