[1]
EN GRØNLANDSREJSE 1899
Dagbogsoptegnelser samlet af Hans Jacobl
IN år man i disse tider bringer omkring %o af alle passagerer til og fra Grønland
med fly, og den resterende tiendedel i de allerfleste tilfælde meget modvilligt går i
kast med en efter forholdene ret komfortabel sørejse, der sjældent overstiger 8 døgn,
dage ved et veldækket bord, afvekslende underholdning, moderne bekvemmeligheder,
hvorunder bad betragtes som en ganske naturlig foreteelse, ja så vil et lille udpluk
af en rejsedagbog fra en grønlandsrejse i 1899 måske være læsning og muligvis også
eftertanke værd for en utilfreds skibspassager anno 1962.
Dagbogen er skrevet af en, hvad jeg efter datidens forhold vil karakterisere som
meget modig, ung pige, der pludselig en dag gav forældre, venner og mange andre
et alvorligt chok ved at røbe, at hun agtede at reflektere på en stilling som lærer-
inde for kolonibestyrer Louis Mathiesens børn i Umanak.
Grønland i almindelighed, og et så nordligt og fjernt sted som Umanak i særde-
leshed, måtte vel i slutningen af forrige århundrede for de allerflestes vedkommende
ligge uden for, hvad man kunne tænke sig. Derfor må man i lige høj grad beundre
den unge, målbevidste pige som hendes forældre, der ikke nægtede deres 21-årige
datter at begive sig ud på dette eventyr, men tværtimod lod sig overtale af hende og
indvilligede i, at hun fik lejlighed til at opleve noget af det, der ellers var uopnåeligt
for de fleste af datidens unge piger.
En nydelig, i blåt shirting indbunden bog, hvorpå der med guldtryk står: „Elisa-
beths Grønlandsfærd 10.5. 1899 - 31.7. 1901", indeholder ca. 220 sirligt beskrevne
sider, som indledes med et ark, hvorpå er fæstnet et sortiment af tørrede blomster
samlet ved Umanak, et vidnesbyrd om, at det ikke altsammen er sne og kulde, der
stråler én imøde fra den unge piges oplevelser i de 795 døgn, grønlandsopholdet
kom til at strække sig over.
Til orientering skal oplyses, at dagbogens forfatterinde endnu er i live, og at jeg,
ganske vist noget imod hendes vilje, har fået lov til at samle og udgive det af ind-
holdet, der kan have interesse for en moderne grønlandsrejsende.
Rejsen begynder den 10. maj 1899 ombord på barkskibet „Thorvaldsen", hvis
fører er kaptajn Jensen, og hvis førstestyrmand hedder Jørgensen. Der er 4 passa-
[2]
gerer, der alle skal til Umanak, nemlig assistent Johan Chr. Evensen (født ved
Thorshavn), som er på vej tilbage til Grønland efter endt permission, under hvilken
han har giftet sig med sin kusine Frida, der også er født på Færøerne. Endvidere
frk. Lund, der skal være lærerinde for pastor Baadsgaards børn, og endelig Elisa-
beth, der som nævnt skal være lærerinde for kolonibestyrer Louis Mathiesens børn.
Dagbogen begynder:
„Onsdag den 10. maj 1899, lå på reden i det dejligste forårsvejr, først kl. 5'/i
ankom kaptajnen som sidste mand ombord, imedens havde vi lånt robåden og været
en tur inde ved toldboden (så hvis I havde været der, kunne I endnu have set mig).
Vi blev slæbt ud til „Trekroner", hvor vi fik krudt ombord, herfra fik vi også lods
med og sejlede med fin vind op gennem Øresund. Frøken Lund måtte straks gå til
køjs med søsyge. Ved 8—9 tiden blev vinden imidlertid mere og mere flov, så vi måtte
kaste anker ved Hveen, hvorfra vi havde den skønneste udsigt til Rungsted. Søen lå
blank som et spejl, og mandskabet samledes forude til sang og harmonikamusik.
11. maj. Oppe kl. 7. Vi lå stadig på samme sted, jeg redte min køje, gjorde kanarie-
fuglene istand, drak the sammen med kaptajnen og styrmanden. De andre passage-
rer var endnu ikke oppe. Vi hørte kirkeklokkerne ringe på Hveen, og vi så togene
dampe afsted inde på Sjælland. Om formiddagen  kom  der  lidt vind, så vi kunne
bruge sejlene, men vi kom dog ikke ret langt og måtte kaste anker ud for Helsingør;
her tog vi ved et glas vin afsked med lodsen^ Efter aftensmaden sad vi hyggeligt og
sludrede ved et glas toddy. Kl. 10 gik vi lidt på dækket. Det var overordentlig smukt
med lysene, der skinnede både fra Helsingør og Helsingborg.
12.  maj. Man bliver så doven af at dase så meget, foreløbig svælger vi i gode
sager, som de forskellige har medbragt, men det får vel en ende, når vi rigtigt kom-
mer ud på havet. Vi lettede kl. 8Yi, men der var næsten ingen vind. Til middag fik
vi hvidkålssuppe med skinke, pandekager med kirsebærsyltetøj, bagefter trakterede
Evensens med portvin; vin får vi nemlig kun om helligdage, samt når kaptajnen fin-
der det for godt. Kl. 2 var vi ud for Kullen og gled ganske sagte ud i Kattegat, men
her rullede det temmeligt meget, frøken Lund gik straks til køjs. Jeg fik dog aftens-
maden i fred, men senere måtte jeg op og ofre et par gange.
13.  maj.   Sov ikke meget inat, skibet rullede så voldsomt, at jeg ikke kunne ligge
fast I køjen, jeg fik kun lidt søvn, og kl. 4 vågnede jeg atter. Vi passerede netop Ska-
gen, men det var dårligt vejr med regn og blæst, så der kunne ikke signaleres derind.
Kl. 9 stod jeg op for at spise frokost for kun et øjeblik senere at ofre det hele. Skibet
rullede gyseligt. Evensens er slet ikke søsyge, de er begge vant til søen.
Torsdag den 18. maj. Dagene har ikke været så fornøjelige, jeg har været en del
søsyg, men det er værre med frøken Lund, der helt har opgivet ævred. Jeg selv har
spist og kastet op i det uendelige, men begynder nu at befinde mig nogenlunde. For-
18
[3]
leden havde vi storm og tåge, og til sidst turde kaptajnen ikke sejle længere af frygt
for at komme for nær til Shetlandsøerne og kastede derfor anker, skibet rullede fryg-
teligt, og et stort dampskib løb lige op ad os, et held, at vi ikke blev oversejlet.
19. maj. Meget fin vind, vi løber 9 mil i vagten, men der er meget høje bølger,
som sprøjter ind over dækket. I morges sejlede vi gennem vragstumper, store bjælker
og forskellige træstumper og andet vraggods og olie fra et forlist skib, de stakkels
mennesker — godt det ikke var os.
24. maj. Idag er det altså 14 dage siden vi forlod Danmark, det er bitterligt koldt,
så vi må fyre i kakkelovnen nede i kahytterne, i morges blev vi kaldt op på dækket
ved råbet „en damper". Det er et mærkeligt træf at møde nogen herude i vor en-
somhed, vi hejste dannebrog for at tilkendegive, hvem vi var, og damperen sejlede
helt hen til os, så tæt at vi kunne tale med dem. Det var et engelsk skib fra Glasgow
til New York, de sejlede ved siden af os en halv time og havde særligt kikkerten ret-
tet mod os damer. Vi svingede med tørklæder, og de svingede med huerne, damp-
fløjten hylede, og der kippedes med flagene, det var meget oplivende at se andre
mennesker. Idag er der blevet bagt franskbrød, det vi hidtil har fået er fra Køben-
havn, jeg har ikke rørt det i de sidste dage, da det var meget muggent.
Søndag den 28. maj. Dårligt vejr, modvind, stemningen er derfor noget trykket.
Fru Evensen og jeg sad ganske ene sammen, men der var en øredøvende knagen og
bragen og en voldsom slingren, ind imellem indhylles alt i haglbyger. Vi er på længde
[4]
med Kap Farvel, et meget kedeligt sted at ligge for modvind, intet kan man nyde i
et sådant vejr. — Til middag fik vi sødsuppe og medisterpølse, pølsen var så hvinen-
de salt, at jeg måtte trøste mig med nogle kiks.
Onsdag den 31/5. Idag har vi været 3 uger i søen, vi ligger stadig ud for Kap
Farvel med modvind, ja det går egentlig mere tilbage end frem mod Grønland.
Søndag den 4/6. I de sidste dage har vi afvekslende haft med- og modvind, og
vi befinder os et stykke oppe i Davidstrædet rimeligvis ud for Ivigtut. Dagene går
deres ensformige gang, spise frokost, lidt på dækket, så ned i kahytten, hvor jeg
syer, læser eller sludrer. Efter middag får vi passagerer os i den senere tid ofte et
spil whist, så igen lidt på dækket. Aftensmad kl. 6, og så bestemmer vejret, om vi
skal være lidt oppe, ellers må vi holde os nede, ja sådan bliver dagene ved i en
uendelighed. Igår var det kronprinsens fødselsdag. Den blev højtideligholdt ved, at
vi fik blåbærsuppe i stedet for øllebrød, og om eftermiddagen vin og bisquits og om
aftenen toddy. Vi havde det rigtig gemytligt. Evensens er særdeles hyggelige og liv-
lige mennesker.
Tirsdag den 6/6. Kl. 5 i eftermiddags blev vi alle kaldt op på dækket for at se is,
hele horisonten i øst var opfyldt af en række store isfjælde, og rundt omkring flød
isstumper. Skibet blev gjort klar til at vende, så nu må vi sejle mod nordvest i stedet
for vor kurs nordøst, da det ikke er tilrådeligt at komme for nær til isen.
Torsdag den 15/6. Imorges var det ganske stille, og vi kunne se de store øer, der
ligger uden for Egedesminde, men op ad dagen blev tågen tykkere og tykkere, indtil
den var helt uigennemtrængelig, samtidig med at søen rejste sig, det var vel nok ke-
deligt nu, hvor vi endelig var kommet ud for Egedesminde og så blev forhindret i at
komme derind.
Fredag den 16/6. Høj sø, tåge, snebyger. Vi krydser stadig uden for Egedes-
minde, enten er søen for høj eller tågen for tæt, hvorfor kaptajnen ikke tør gå for
nær af hensyn til skærene.
Mandag den 19/6. Søndag morgen blev vi tidligt kaldt på dækket. Vi lå så tæt
vi kunne ved Egedesminde, vi så imidlertid kun øer omkring os; der blev saluteret,
og flaget blev hejst, medens alle længselsfuldt gik og ventede på båd fra land. Kap-
tajnen var meget nervøs, det er han altid, når vi er nær land. Kl. l fik man øje på to
sorte prikker i kikkerten, det viste sig at være 2 kajakker fra en af øerne på vej ind
mod Egedesminde. De kom hen langs skibssiden og blev beværtet med skonrogger og
brændevin, hvorefter de sejlede til Egedesminde for at rapportere os. Kl. 4 kom der
så en stor båd bemandet med grønlændere. Det var morsomt at se dem i deres skind-
bukser og kamikker; de så så vilde ud med deres halvlange sorte hår. De blev be-
værtet med skonrogger og kaffe og forlod os atter ved 6-tiden, hvorefter vi ganske
sagte sejlede videre nordpå.
20
[5]
Lørdag den 24/6. Enten har vi modvind eller som idag fuldstændig blikstille. Igår
oplevede vi det skønneste vejr, havet blikstille, Diskoøens dybblå fjælde med sne
stod diset i baggrunden. Det var Set. Hansaften, som fejredes med afskydning af 2
raketter, det var så skønt, at man meget vanskeligt kunne løsrive sig fra dækket.
Søndag den 2/7. Endelig nåede vi Prøven, det holdt også meget hårdt. Et par
dage måtte vi ligge underdrejet med modvind, kun ganske få mil fra bestemmelses-
stedet, og da vinden løjede af, kunne vi ingen steder komme, hvorfor vi saluterede
om formiddagen. Herefter måtte vi så gå i spændt forventning, om der kom en båd,
så vi kunne blive bugseret ind i havnen. Kom den ikke, og vi atter fik modvind, måtte
vi gå til søs igen, men kl. 11,30 om natten viste der sig heldigvis en båd med lods
og 8 mand. De meddelte, at der ikke kunne skaffes flere mænd, idet de øvrige var
på fangst; men dersom vi ville tage til takke med kvinder, skulle vi bare salutere igen.
De folk, der var kommet ombord fra Prøven, så meget uciviliserede ud med deres
mørke ansigter og lange sorte hår. Da pigerne kom, blev skibets både sat i vandet,
og bugseringen begyndte. Vi passagerer gik til køjs, men der var et farligt spektak-
kel, så vi fik ikke megen ro. Der blev støjet med kæder og tove, og der var en råben
og skrigen. Jeg må have sovet lidt, for kl. 4 vågnede jeg ved et endnu værre spek-
takkel. Jeg kaldte derfor på skibsdrengen, der fortalte, at vi nu var nået i havn og
var ved at fortøje. Jeg var meget søvnig og forsøgte derfor at sove igen, men forgæ-
ves. Jeg trak derfor i tøjet og gik op på dækket, her skinnede solen, og her lå den
lille fredelige koloni Prøven, helt omgivet af grønklædte fjælde, dog stadig med sne
i revnerne. Lige midt for ligger et nydeligt sorttjæret hus med grønne skodder. Det
er assistentboligen. Foran på en vældig flagstang vajer det danske splitflag, til højre
ligger et langt, gult hus, det er butikken. Til venstre et tjæret hus med et hvidt kors,
det er kirken. Ved nærmere øjesyn opdager man en mængde små tørvehytter med
lave vinduer, det er grønlændernes boliger. Kl. 9 blev vi passagerer roet iland. Hvor
er det dog en underlig fornemmelse at være på landjorden igen efter i 7 uger kun at
have kendt til et rullende skib, og hvor er her lunt, vi må smide overtøjet. Ja, er det
ikke underligt, nu er jeg virkelig i Grønland, og det er absolut ingen skuffelse. Hvor
er her smukt, fjældene er grønklædte, og det myldrer frem med blomster overalt,
jeg har allerede plukket en stor buket og sat den i vand i min kahyt. Vi nød i den grad
at strække benene på landjorden, at vi travede til fjælds, hvor der var den mest pragt-
fulde udsigt over en masse øer, og det store mørkeblå hav fyldt med isf jælde. Ja, det
nytter vist ikke, at jeg forsøger at beskrive skønheden, det virker så tamt. Assisten-
ten her hedder Harries,* det er en meget høj og pæn mand, og han er den eneste
danske blandt grønlænderne. Her som alle andre steder i Nordgrønland er der en
* Carl Frederik Harries blev i 1915 inspektør i Sydgrønland.
21
[6]
maase hunde, de opholder sig i flokke foran husene. Hver gang handelens klokker
ringer, stemmer de alle i med hylen. Det er rart, nu vi er i havn, at få fersk proviant
som afløsning for al den saltmad, vi fik, da vi var i søen. Her har vi fået alke i karry,
alke som bøf, sællever, og nu skal vi have kogt laks samt renskød. Grønlænderne
kommer nu efterhånden hjem fra deres fangstture. Hver sommer, når isen er gået,
drager de med deres kajakker og konebåde på laksefangst og rensdyrfangst langt
inde i de afsidesliggende fjorde.
Onsdag den 12/7. Igår morges blev vi klar til at sejle, men vi ligger og venter på
god vind og på, at tågen skal lette. Tågen har ligget tæt de sidste par dage, hvorfor
jeg ikke har været iland. Tænk, idag er det 9 uger siden vi forlod København.
Søndag den 16/7. Onsdag aften blev vi bugseret ud til søs og lå så hele natten
med modvind, stiv sydvest, heldigvis skiftede det til norden torsdag morgen, og så
gik det sydover, til vi lørdag morgen kl. 6 ankrede op i Umanak. Indsejlingen gen-
nem Umanakfjorden er noget af det skønneste, man kan tænke sig, belysningen var
så betagende, og de mange store isfjælde forhøjede skønhedsindtrykket. Ja, tænk så
nåede vi endelig rejsens mål igår. I land blev vi alle meget venligt modtaget, desværre
var sejlskibet „Peru" med Mathiesens først ankommet dagen før,** derfor var der
naturligvis intet i orden. Der er et frygteligt rod, når en familie skal flytte ud og
en anden flytte ind, derfor har jeg sovet ombord inat, det foretrak jeg selv.
Tirsdag den 18/7. Igår flyttede jeg i land og bor foreløbig i et gavlværelse med
en herlig udsigt over fjorden, men når den gamle bestyrer Knutrisen er rejst, får jeg
et værelse nede i stueetagen. Før skibene sejler, bliver der dog ikke tale om at komme
i orden. Det er vel også meget uheldigt, at vi har 2 skibe på havnen samtidigt, det
bringer en voldsom travlhed overalt. Børnene, jeg skal tage mig af, er mægtig søde
og meget interesseret i mig og glæder sig meget til at komme i skole. Drengen bliver
først 7 år til jul, og pigen fylder først 5 år i august, så meget store elever bliver det
just ikke, jeg får.
Jeg er glad over, at Mathiesens muligvis køber Knuthsens klaver. De skal give
600 kroner for det, fra nyt har det kostet 750 kr., så I må endelig til næste år sende
mig mine noder og lidt sange herop, for jeg må belave mig på at blive her næste
år med.
Tirsdag den 26. juli. I lørdags blev leverancen sluttet, så nu har Mathiesen over-
taget forretningen og fruen husholdningen. Hidtil har det været fru Knuthsen, der
førte hus, men fra nu af og til skibet sejler, er de gæster hos os, og vi er foreløbig 10
til bords hver dag. For at tilkendegive, at en ny bestyrer overtog det hele, blev der
skudt med kanonerne, og champagnen knaldede.
** Mathiesen blev forflyttet fra Godhavn til Umanak.
22
[7]
l søndags kl. 2 var her dansk gudstjeneste, her ligger jo to skibe på havnen, så
der var ikke så få danske. Bagefter var vi danske fra kolonien samt officererne fra
skibene til kaffe hos pastor Baadsgaard, vi blev der så til aftensmad. Senere blev der
spillet og sunget, hvorefter spisestuen blev rømmet, en grønlænder kom med en har-
monika, og vi begyndte så at danse, der var ikke færre end 9 herrer, og da vi kun
var tre dansende damer, kom nogle af kivfakkerne (pigerne) ind, så vi fik os en
svingom, danske såvel som grønlandske danse. Det var meget morsomt, og inden
selskabet sluttede, fik vi is.
Mandag den 31/7. Ja, så bliver det vel snart sidste gang for iår, at I får en lille
passiar med mig, i aften flytter Knuthsens ombord. Hidtil har Mathiesens og pastor
Baadsgaards næsten ikke set noget til hinanden. Knuthsens og præstens omgås nem-
lig slet ikke, og sålænge Knuthsens har boet hos os, har det været vanskeligt at ændre
ved de bestående tilstande, men når skibet nu sejler, kommer der sikkert mere ro
over det hele. Foreløbig har vi haft gæster hver eneste dag, igår søndag var her stor
fest, alle grønlænderne, ca. 250, blev af Knuthsens beværtet med kaffe og skonrog-
ger samt brændevin, hvilket foregik i gården. Børnene fik figner, og bagefter var
der dans i bødkerværkstedet. Knuthsens førte som det sig hør og bør dansen op, og
vi andre dansede naturligvis også med, det var meget fornøjeligt. Om aftenen var
vi 11 til middag. Den fornøjelige middag sluttede med et spil halvtolv, jeg tabte
73 ører.
Den 9/8. l fredags rejste det kære skib „Thorvaldsen". Evensens, Mathiesens og
jeg var ombord for at sige et sidste farvel til officererne, Knuthsens og assistent Ol-
sen. Til afsked trakterede Knuthsens igen med champagne. Kanonerne knaldede
både ombord og i land. Strålende dejligt vejr var det, skibet gled ganske langsomt
efter bugserbådene. Et lille stykke sejlede vi med, og så sagde vi farvel og gik i bå-
dene og roede i land. Mange blandede følelser kommer naturligvis over én ved tan-
ken om, at man nu for et år er aldeles afskåret fra alle efterretninger fra det kære
hjem. Efter vi var kommet hjem og sad over middagen, kom der bud om, at „Thor-
valdsen" var vendt om og på vej ind i havnen igen, der havde været for megen is
samtidig med, at både strøm og vinden var imod. Var det med vemodige tanker, vi
havde set skibet sejle, så var de just ikke bedre ved at se det komme tilbage. Nej, nu
måtte det alligevel hellere være bleven borte. Hverken kaptajn eller passagererne
viste sig. Nu var der jo også lige bleven lavet en farlig stads med kanonsalut og alt,
hvad dertil hører.
Lørdag den 5. havde vi travlt med at pakke Mathiesens møbler ud og indrette os
hyggeligt.
Søndag den 6. august var jeg en dejlig tur med Evensens op til flagstangen et sted
højt til fjælds, hvorfra der var vid udsigt over Umanakfjorden og fastlandet. Bag-
23
[8]
efter gik jeg hjem med Evensens og^ tilbragte en meget hyggelig eftermiddag hos
dem. KL 7 Vi fulgtes jeg med dem over til præstens, hvor Mathiesens også var bedt.
Nogen tid efter, at vi var samlet her, kom der bud om, at der nu var lejlighed for
„Thorvaldsen" til at komme ud. Mathiesen og Evensen måtte derfor gå ombord for
at sige farvel, men det varede længe, før vi fra præsteboligens vinduer så skibet maje-
stætisk glide ud af havnen. Da bestyreren og Evensen kom tilbage, spiste vi til aften,
stegte ryper og koldt bord, der i alle måder kunne stå mål med et dansk aftensbord.
Bagefter spillede vi whist og sad og passiarede, så klokken blev over et, før vi
anede det."
Da dette første afsnit af dagbogen hovedsagelig drejer sig om selve oprejsen,
har jeg fundet det rimeligt, at afslutte beretningen her for muligvis i en følgende
artikel at fortsætte med indtrykkene fra opholdet i Umanak og senere Egedesminde.[9]