[1]
DEN FØRSTE ARKTISKE HVALFANGST
Af universitetslektor, kontorchef P. P. Sveistrup
11 valfangsten har gennem århundreder spillet en meget betydningsfuld rolle for
det grønlandske samfund. Dens første historie har været meget lidt kendt, fordi op-
lysningerne fra den tid ligger spredt i arkiverne i forskellige lande, og forholdsvis
meget er i tidens løb gået til grunde. Det er derfor et meget stort arbejde at stykke
de mange enkeltheder sammen til et helhedsbillede, og man må være dr. Sune Dal-
gaard taknemlig, fordi han med uhyre flid har givet os et dybtgående billede af den
dansk-norske hvalfangst 1615—60. (C. E. Gads forlag 1962). For denne periode
kan der næppe samles ret meget mere. Selv om afhandlingen således er meget grun-
dig, læser man den med stor fornøjelse, fordi man bliver kendt, ikke alene med
Kong Christian den Fjerdes daglige virke til det dansk-norske erhvervslivs bedste,
men kommer til at se de gamle hvalfangertyper levende for sig.
Hvalfangsten stammede oprindelig fra baskerne, der langt tilbage i tiden havde
udviklet en teknik, der var nødvendig for med datidens beskedne hjælpemidler at
dræbe og udnytte de store dyr. Denne fangst foregik oprindelig i begrænset afstand
fra kysterne, og det var først, da hollænderne omkring 1600 var inde i en voldsom
økonomisk ekspansion, at der kom gang i hvalfangsten i de arktiske egne. Da Dan-
mark-Norge på samme tid også var inde i en økonomisk vækst (om end langt fra
så voldsom som hollændernes) med forholdsvis høje og stigende priser på de danske
eksportprodukter, mente Christian den Fjerde, at der her var et område, der kunne
udvikles til gavn for hans undersåtter og dermed også for staten.
En af årsagerne til kongens interesse for denne erhvervsgren var af politisk natur,
idet kongen ønskede at vinde indflydelse rundt om det nordlige Atlanterhav, og
herunder kom interessen for Grønland til at spille en betydelig rolle. Det var ganske
vist et område, man kendte meget lidt til, og man havde også den opfattelse, at
Spitzbergen hørte med hertil, og det gjaldt da om at forhindre, at hollænderne fik
for stærk indflydelse i disse egne.
Betingelsen for udvikling for et nyt erhverv, som hvalfangsten måtte være, er,
at der var behov for de produkter, der kunne fremstilles. Det var der, fordi behovet
35
[2]
for tran dengang var i stadig stigning. Trannen brugtes som hjælpestof ved klæde-
fabrikation og lædergarvning, den var et hovedråstof ganske særlig ved sæbefabri-
kationen, og endelig havde den meget stor anvendelse som belysningsmiddel. På
disse områder var behovet stigende, og der var derfor økonomisk basis for en vok-
sende produktion.
Skulle en sådan omfattende opgave tages op, var det hertil nødvendigt at have
den fornødne kapital og arbejdskraft. Det er kendt, at det danske samfund gennem
lange tider har været kapitalfattigt, og de private erhvervsdrivende savnede i haj
grad de nødvendige midler, hvorfor det var af betydning, at kongen kunne træde
hjælpende til og gå i samarbejde med forskellige driftige købmænd. De mest initia-
tivrige af disse var indvandrere, og i den her skildrede periode spillede brødrene
Braem fra Hamborg en meget betydelig rolle. Endelig savnedes i høj grad speciali-
ster, der kendte det meget vanskelige fag, og man var derfor nødt til at hente ba-
skere, der var kendt som Europas dygtigste hvalfangere.
Et meget betydningsfuldt led i denne udvikling var udviklingen af fangst direkte
fra skibene (og de til disse knyttede både) og indretning af større faste baser i land
til oparbejdning af fangstprodukterne. På disse pladser blev de store afskårne spæk-
flager hakket i småstykker, hvorefter det blev udkogt til tran i store kobberkedler,
anbragte i murede ovne. Efter at trannen var afkølet, blev den hældt pii tønder,
som de udsendte bødkere i mellemtiden havde rejst. Derefter måtte tønderne ind-
lades, et arbejde, der under de primitive forhold uden kajplads og med simple losse-
grejer utvivlsomt har været vanskeligt. Endvidere måtte barderne behandles.
Når man erindrer, at der foruden dette arbejde skulle opføres og vedligeholdes
bygninger, ligesom der skulle sørges for kostforplejning til de mange hårdt arbej-
dende folk, vil man forstå, at der har været en livlig virksomhed ved stationerne,
og at tempoet kunne blive endog særdeles hårdt, når der pludselig indbragtes flere
og større dyr.
Sådanne stationer måtte naturligvis være kostbare, og forfatteren anslår, at der
ved den største station måske årligt anvendtes omkring 1.000 mand. Når man erin-
drer, at der ikke alene var danske stationer, men også f. eks. hollandske, forstår
man, at det måtte være en vanskelig opgave for staten at hævde overhøjheden for
de dansk-norske interesser. Hele denne fangstteknik måtte naturligvis medføre
store faste omkostninger, der måtte tynge særlig hårdt i de år, hvor fangsten var
begrænset.
. Medens det dog i nogen grad var muligt at udvikle et delvis monopol for den
fangst, der byggede på stationer i land, blev dette i mindre grad tilfældet, hvor
fangsten kom til at foregå direkte fra skib. Det ansås efterhånden for uøkonomisk
at lade de store skibe ligge uvirksomme ved stationerne, medens der arbejdedes fra
36
[3]
land, og man gik derfor allerede i den belyste periode over til at fange direkte fra
skibe. Fangstbådene (slupperne) medbragtes ombord ophængt i bomme, så de hur-
tigt kunne søsættes og optage jagten, når man kom ind i et gunstigt område. De
dræbte dyr fortøjedes ved skibssiden, og spækket skrælledes af ved en særlig me-
tode, idet dyrene drejedes rundt i vandet, efterhånden som spæklaget fjernedes. Når
spækstykkerne var hejst ombord, hakkedes de på sædvanlig måde og blev derefter
nedlagt i fadeværket for først senere at blive udkogt til tran.
Da statens finansielle hjælpemidler blev stærkt svækket efter Christian den Fjer-
des deltagelse i trediveårskrigen, formindskedes den dansk-norske hvalfangst, og
man havde meget betydelige vanskeligheder ved at konkurrere med hollænderne.
Disse, der var langt de økonomisk stærkeste, fik udvirket et forbud imod at hjælpe
danske redere med kapital, skibe og arbejdskraft. Markedet for trannen var for en
stor del Vesteuropa, og det medførte særlige omkostninger for de danske virksom-
heder, og på den anden side mødte de danske eksportører særlige vanskeligheder;
således er det efter forfatteren flere gange hændt, at det hollandske kompagni „så
snart det havde fået at vide, at danskerne søgte at sælge tran, havde kastet et parti
af sin egen på markedet og solgt den med tab for at trykke prisen for danskerne,
hvorpå det antagelig selv havde købt sin tran tilbage. Hensigten var naturligvis at
berøve konkurrenterne enhver mulighed for gevinst, så de med tiden blev nødt til at
indstille deres fangst" (s. 339). Dette kunne gøres, fordi trannen i det væsentlige
søgtes solgt i efterårsmånederne, og de finansielt stærkere hollændere kunne lettere
end danskerne regulere deres salg ved hjælp af en fordelagtig lagerpolitik og der-
ved opnå højere priser og gunstigere økonomi.
Som nævnt sejrede hollænderne i det væsentlige, og forfatteren mener (s. 373),
at en af årsagerne hertil var det hollandske samfunds og erhvervs struktur, dets
langt større kredse af småkapitalister, dets tradition for kapitalens placering i fi-
skeri og handel, dets lave rentefod og differentierede virksomhedsorganisation. End-
videre nævnes det, at det var en svaghed ved dansk erhvervspolitik, at den manglede
fasthed og konsekvens. Erhvervspolitikken havde først og fremmest statens umid-
delbare interesse for øje, idet den skulle tjene til at underbygge statens økonomiske
og militære styrke, og at hensyn til erhvervene altid måtte vige, når udenrigspolitiske
hensyn gjorde det ønskeligt (s. 367). I modsætning hertil førte den hollandske stat
en mere konsekvent politik i retning af at fremme erhvervenes interesser og at skabe
gode muligheder for initiativ og vovemod.
Hele denne skildring er af meget betydelig almen interesse, fordi den viser sam-
fundet i dets overgang fra et primitivt landbrug, væsentligt baseret på selvforsy-
ning, til det modere kapitalistiske samfund med omfattende arbejdsfordeling og en
stadigt voksende handel.
37
[4]
For Grønlands vedkommende er fremstillingen yderligere af meget stor interesse,
fordi den giver en letfattelig, men yderst solidt underbygget skildring af begyndelsen
til et erhverv, der gennem århundreder har haft stor betydning for det grønlandske
erhvervsliv. Endnu interessantere ville det have været, såfremt forfatteren havde
fulgt sin beskrivelse op gennem det attende århundrede. I så fald ville Grønland
være kommet langt mere direkte ind i billedet, og mange forhold, der nu kun kendes
i brudstykker, ville blive klart belyst. Man må ganske særlig fra grønlandsinteresse-
ret side håbe, at denne skildring af hvalfangst må blive fortsat, og at man må få den
klarest mulige besked om hvalfangsten i det attende århundrede og dennes store be-
tydning for Grønland. Det er utvivlsomt, at der om denne periode findes meget
fyldige oplysninger i arkiverne, og man må håbe, at dr. Dalgaard eller en anden
historiker må være villig til at påtage sig det meget slidsomme arbejde at samle og
videnskabeligt bearbejde det foreliggende materiale.
jSJAaåa&ifc^Hr-jr »«[5]