[1]
LÆRERINDE I UMANAK
EFTERÅRET OG VINTEREN 1899 - 1900
LISBETHS GRØNLANDSDAGBOG . ANDET AFSNIT
Uddraget samlet af Hans Jacobi
Umanak, den 8. august 1899.
Idag begyndte jeg at læse med Albert, han er kun 6 år, men kan heldigvis de aller-
fleste begyndelsesgrunde; han læser fra 9 til 10, så spiser han havresuppe i 5 minut-
ter og kommer så igen og bliver til 11 Vi- Han er meget glad og stolt over at være i
skole; de andre børn græd, fordi de ikke måtte komme med.
9.  august. Står op kl. 7 Vi, og kl. 8 drikker vi kaffe; nu har jeg i 3 måneder sovet
så meget, jeg lystede, medens vi var ombord i „Thorvaldsen"; men nu må jeg se at
komme op igen i ordentlig tid; man bliver jo noget lad af så lang en sørejse. Jeg
har nu også taget Julie med l skolen; hun er ganske vist kun 5 år, men hun vil så
inderlig gerne, og det er naturligvis meget begrænset, hvad hendes lille hjerne kan
rumme; foreløbig skal hun bare lære at sidde stille, hvad det kniber svært med; og
så skal hun lære at strikke. Børnene sværmer om mig, og kan de se deres snit til det,
kommer de ind på mit værelse.
10.  august. Efter at have drukket kaffe i morges gik jeg en lille tur med Poul og
Julie i det skønneste varme solskinsvejr; der var den kønneste blå belysning over stor-
øen og havnen; fra fjældet kan man se „Thorvaldsen", den er af strømmen drevet
tilbage og ligger nu et par mil herfra i nærheden af udstedet Qaersut.
16. august. I går var jeg en tur i f jældet med fru Evensen; vi gik op over kirke-
gårdene, der ligger nemlig tre tæt ved hinanden; nogle steder er kisten smuldret helt
bort, så man kan kigge ind mellem stenene og se hele skelettet ligge derinde. Det var
rørende at se, hvor smukt nogle af gravene er holdt. Vi vandrede rundt på fjældet
og nød den smukke udsigt; men pludselig kom den væmmelige nordentåge og gjorde
luften så rå og klam. Vi skyndte os derfor tilbage, og da vi nåede kolonien, hørte vi,
at der blev råbt „Umiat. Umiatsiat". Det viste sig, at der kom flere både fra et
udsted, der var blandt andre pastor Baadsgaard, der kom tilbage fra en tjeneste-
384
[2]
rejse, samt en dansk udligger Hedegaard med kone og tre børn, sidstnævnte kom
hertil for at få deres yngste barn døbt. Udliggerne er i reglen gæster hos bestyreren,
når de kommer til staden.
18. august. Forleden blev udliggerens lille barn døbt, og vi danske var i den an-
ledning i kirke og bagefter bedt til præstens. I lange tider har vi været forvænt med
de lyse nætter, men nu varer det ikke længe, før vi må have tranlamperne igang.
Jeg kan ikke blive træt af at betragte alle de skiftende belysninger. Ved nitiden far-
ves indlandsisen rosenrød, storøen får et mørkerødt skær, og selve fjorden ligger
blank og genspejler alle nuancer af rødt; bag ved ser man de øer, der ligger i skygge,
de opfattes som mørkeblå. Idag fik vi renskalvesteg til middag, det smagte aldeles
fortræffeligt; der skal være mange rensdyr inde på fastlandet, så det varer sikkert
ikke længe, før vi får renssteg igen.
Igår kom der kajakpost fra Ritenbenk med et brev, der oplyste, at briggen
„Hvalfisken", der var gået fra København den 24. maj, endnu ikke var ankommet
dertil, hvorfor man nærede bekymring for, at den skulle være forlist, da det er et
meget dårligt skib, næsten 100 år gammelt. Man nævner i den forbindelse, at det er
385
[3]
meget uforsvarligt at sende et så gammelt skib til Grønland, idet plankerne er rådne
og jernet gennemrustet*
26. august. Igår var det Julies fødselsdag; først var de voksne inviteret til choco-
lade, derefter børnene, der også fik chocolade med flødeskum (lavet af kondenseret
mælk) hertil vandbakkelser, sandkage, jødekager og butterdejskager, alt naturligvis
hjemmebagt. De voksne blev så til aften, hvor de blev beværtet med harekillinger, de
var meget delikate. Efter the spillede herrerne L'hombre, og vi damer sad og pas-
siarede og arbejdede med håndarbejde, ind imellem spillede frøken Lund, hvorefter
jeg afløste hende ved klaveret. Det er så hyggeligt nu, hvor vi har fået tranlam-
perne frem.
Jeg er nu begyndt at stå op kl. 6 Vi, og lidt over 7 går jeg morgentur sammen med
fru Evensen; det kniber ganske vist at komme så tidligt op, men dejligt er det rigtig-
nok, når man først er kommet ud; sundt er det også og et godt middel mod skørbug;
man skal nemlig være forfærdelig forsigtig, siger alle. (Dagbogens indhold i efter-
årsmånederne omhandler kun de daglige foreteelser med skolen, ture i naturen o.s.v.).
17. december. Nu nærmer julen sig med stormskridt. I den sidste uge har jeg
hjulpet bestyreren med at lave en mængde ting til juletræet, kræmmerhuse, hjerter
samt trommer og meget andet. Børnene glæder signaturligvis uhyre til julen og spør-
ger hver dag, hvorlænge der endnu er dertil, særlig Poul, der er 2 år, er aldeles
henrykt ved tanken om julen og taler ustandselig om de mange „lus", der skal på træet.
Børnene får en masse ting, de er så forkælede og forvænte i alle retninger. Faderen
laver en masse til dem; han er meget fingernem, de nydeligste koste, lakerede feje-
blade og blikklodser af alle mulige faconer, dukkestuemøblementer, sprællemænd og
meget andet. I denne uge skal jeg hjælpe fruen med at lave sirupskager, jødekager,
klejner og pebbernødder. Vi bliver meget forvænt med kager, der er altid et eller
andet i huset, det kan være butterdej med æbler eller svesker eller vandbakkelser.
Kager og søde sager er der aldrig mangel på. Jeg har også lavet en masse godter,
marcipan, chocolade med marcipan, valnød, nougat og brændte mandler.
21. december. Igår kom der slæde fra Ikerasak, et udsted, der ligger 7 mil her-
fra ; nu kan det næppe vare så længe, inden posten kan være her. Helt ny er den nu
ikke, eftersom den gik fra Danmark i juni; men rart bliver det alligevel at høre lidt
hjemmefra. Igår var jeg for første gang ude at køre i hundeslæde på fjorden, men
da bestyrerens hunde ikke er tilkørte, går det foreløbig ikke ret hurtigt. Det er na-
turligvis ikke en af de varmeste fornøjelser at sidde på en slæde i 30 graders kulde.
Igår trillede jeg pebbernødder. Jeg sad inde i mit værelse med alle 4 børn omkring
* „Hvalfisken" var heldigvis ikke forlist - men det blev iøvrigt skibets sidste rejse til Grønland, idet det
blev oplagt ved hjemkomsten til København 1899 og senere anvendt som skoleskib for vordende
sømænd.
386
[4]
mig, den mindste lå på gulvet, de tre andre trillede og trillede, så deres dej til sidst
lignede sirupskagedej.
24. december. Imorges var jeg oppe kl. 9 og gav mig straks til at pynte juletræet,
der bestod af en granstamme med 12 træpinde fordelt i tre højder, pindene og stam-
men var ombunden med lyng, og herpå blev hængt et væld af al mulig julepynt; bør-
nene var voldsomt utålmodige. Hele formiddagen måtte jeg stå for aflåste døre og
pynte træet; på den anden side af døren skiftedes de så til at stå og hyle og skrige;
deres fader var ikke hjemme, han var i butikken for at uddele julekost, så der var
ingen til at holde dem i ørerne. Kl. tre spiste vi til middag, risengrød og stegte ry-
per, derefter gik bestyreren og jeg i kirke med de tre børn, fruen var ikke rask og
blev derfor hjemme. I kirken var der dansk-grønlandsk gudstjeneste, der var rigtig
festlig med mange lys, og grønlænderne var i deres fineste puds; de sang firstemmig,
det lød rigtig godt, musikalske er de jo alle. Kl. 6l/2, da vi kom hjem, blev juletræet
tændt; børnene var naturligvis henrykte både for træet og de masser af gaver, de
havde fået, og om aftenen sov de ind med favnen fuld af legetøj.
1.  juledag kl. 2 var vi igen i kirke, derefter var vi hos præstens og Evensens for
at ønske glædelig jul. Hele dagen har der været masser af grønlændere for at ønske
„glædelig jul", mændene fik en snaps, kvinderne kager og lignende.
2.  juledag. Kl. 5 var vi alle, også børnene, samlet hos præsten til juletræ, jeg skal
love for, at de 11 børn gjorde et ordentligt spektakkel, de sang og dansede om jule-
træet, legede alle mulige lege og var så overstadige, så det var en lyst. Alle børnene
fik gaver.
Søndag den 31. december var det et gyseligt vejr, det stormede ganske forfærde-
ligt, de tørre træboliger gav sig i alle fuger; det værste ved stormen var dog, at den
slog isen i stykker, så nu er forbindelsen med omverdenen igen afbrudt; det er kede-
ligt, det var så dejligt at køre i slæde. Nytårsaften var vi alle samlet hos præstens.
Juletræet var tændt, medens vi spiste, det så kønt ud. Kl. 12 stod grønlænderne
udenfor vinduerne og sang flere salmer flerstemmigt, det lød ualmindelig smukt,
men i dette gyselige vejr skulle der rigtignok både mod og lyst dertil.
13. januar. Endelig idag kom posten, den kære, længe ventede danmarkspost. Søn-
dag aften stilnede stormen af, og det blev atter stærk kulde, og imorges, da jeg
sidder og læser med børnene, kommer fruen ind og melder, at posten kommer. Jeg
blev naturligvis henrykt, tale om at læse videre var der slet ikke. Åh, det er helt un-
derligt at have fået den post, man har glædet sig til i 9 måneder. Idag havde jeg nu
ikke ventet den, da isen kun er natgammel, så postslæderne må rigtignok have kørt
på gyngende is.
22. januar. . . Her bliver fyret fra 7l/2 morgen til 12 nat i mit værelse, og allige-
vel er her iskoldt om morgenen, og så er det endda et lunt værelse. Hos præstens
387
[5]
og Evensens er der islag langs væggene i stuerne, hvor der endog bliver fyret hele
dagen, og når gulvene bliver vasket, fryser de straks efter; så galt er det dog ikke
hos os, når vi lige undtager køkkenet. Nu begynder det at lysne noget igen, så bliver
man vel snart fri for det lampekommers; hidtil har lamperne måtte gøres i stand
flere gange om dagen, for at de blot kan lyse nogenlunde ordentligt. I går kunne man
se solen skinne på nogle fjælde i det fjerne, men først i februar kommer de første
solstråler her i kolonien. Igår fik vi en isbjørneryg; den blev der lavet fars af til fri-
kadeller; ellers har vi i de sidste måneder udelukkende fået ryper, en sjælden gang
har vi fået dåsekød, af gemyser får vi kartofler, hvidkål, rødkål og rosenkål samt
snittebønner, som alt sammen haves i tørret tilstand.
11. februar. Nu er den kære sol kommet igen; der er ingen, som ikke selv har
måtte undvære den, der kan tænke sig, med hvilke følelser man atter ser den kom-
me til syne. I tirsdags var vi en dejlig tur, vi var ovre ved et kulbrud, hvor grøn-
lænderne graver kul; det så meget simpelt ud, de graver stadig ned i det samme hul
— i stedet for at grave gange; de kan meget nemt risikere, at alt styrter ned en skønne
dag. For tre år siden styrtede det hele sammen, og slæder og hunde, der holdt ne-
denfor, blev fuldstændig knust.
18. februar. Ved de sydligere kolonier er isen igen gået i stykker, det er ikke godt
at vide, om den lægger sig igen. Doktoren samt pastor Wagner og et par andre
havde ellers meldt deres ankomst, det kunne være rart at se andre mennesker. Den
15. marts skal posten afgå herfra med slæde sydpå og derfra med skib til Dan-
mark, med det skib, der forhåbentlig bringer mig mange rare breve. Der er iøvrigt
stor sandsynlighed for, at Mathiesens skal flytte til sommer, enten nordpå til Uper-
navik eller sydpå til Egedesminde. Jeg håber rigtignok, det bliver Egedesminde, så
kunne jeg nemlig komme hjem med dampskib, det ville være rart. Med stor spæn-
ding venter vi alle på forårsposten for at få afgørelse herpå.
11. marts. Igår var her dans i anledning af en fødselsdag. Ved den første bedste
lejlighed stiller gerne en deputation her i køkkenet for at spørge bestyreren om lov
til at danse; det går nemlig for sig i bødkerværkstedet, hvorfor bestyreren naturlig-
vis må bestemme, hvornår dansen skal holde op. Når der danses, glemmer pigerne
alt bare for at komme afsted, i skibstid er det allerværst, matroserne kan pigerne
slet ikke stå for.
Vinterdagene går uafbrudt deres ensformige gang. Intet hører man om eller fra
den store verden, der ligger udenforUmanak. Nu og da kommer udliggerne ind fra
deres udsteder og bringer sommetider lidt nyt med fra nærmeste omegn, men nu er
der heldigvis ikke så længe til maj, der bringer os breve, og endelig en gang kom-
mer vel også den dejlige sommer, der bringer skibene og med dem efterretninger
fra mildere egne, der ligger på den anden side af det store Atlanterhav.
388
[6]
Søndag den 18. marts. Onsdag eftermiddag, netop som posten til Danmark var
afsluttet, blev der pludselig et vældigt røre blandt grønlænderne, de stormede i store
skarer ned ad fjældet skrigende „nakorsak". Det var måske ikke så meget af glæde
over et sjældent og vel også hårdt tiltrængt lægebesøg som forventningen om den
afveksling, alle lægens følgeslæder bragte; nu fik de rig lejlighed til at høre nyheder
sydfra, og en enkelt sladderhistorie var vel heller ikke at foragte. Råbet „nakorsak"
virkede også meget animerende på vi danske, især blev børnene ganske ellevilde. Vi
var alle meget opsat på at se nye mennesker efter så lang tids isolerthed. Lægen*,
der var ganske ny i landet, var meget høj og spinkel, og mærkværdig nok bryder
han sig ikke om at spille kort, hvad der er en stor sjædenhed blandt embedsmændene
heroppe. Lægen overnattede her onsdag og torsdag, og sidste aften var alle samlet
her. Fredag morgen kørte han så på lægebesøg rundt i distriktet og kommer mulig-
* Distriktslæge R. G. V. Bentzen, gift med en søster til fru Daugaard-Jensen.
389
[7]
vis tilbage mandag. I Diskobugten er der ingen is denne vinter, hvilket er en yderst
sjælden foreteelse; det er ikke sket siden en gang i treserne. Lægen, der var i følge
med pastor Wagner, havde måtte foretage et stykke af rejsen i konebåd, men pa-
storen, der havde hørt, at isen på Umanakfjorden skulle være gået, var foreløbig
bleven ved udstedet Qeqertaq, indtil han kunne høre nærmere om lægens fortsatte
rejse. Pastor Baadsgaard sendte derfor straks bud efter ham, og han ankom igår
aftes kl. 11, og nu i aften er vi inviteret til Baadsgaards, hvor jeg glæder mig til at
hilse på ham.
26. marts. Hele sidste uge var her besøg af pastor Wagner og lægen, og hver
aften skiftedes vi til at være samlet hos de forskellige, og det har været meget for-
nøjeligt.
Efter planen skulle flere herfra følge med slæderne torsdag til Ikerasak, men tors-
dag oprandt med sydøstblæst og 7 graders varme, så turen måtte opgives. Fredag
var vejret stadig mildt, hvorfor ingen havde regnet med, at turen skulle blive til no-
get, men medens vi sad ved middagsbordet, træder der en deputation ind for at
spørge, om jeg måtte køre med til Ikerasak, i hvilket tilfælde fru Baadsgaard da
også ville med på turen; efter nogen overvejelse gav bestyreren sin tilslutning hertil,
dog med nogen betænkelighed, da isen havde slået flere revner. Men kunne de andre
køre, ja, så kunne jeg vel også tage med. Kl. 4 om eftermiddagen drog vi da alle
herfra i 5 slæder, jeg havde fået tilbudt at sidde på en af de andres slæde; men jeg
fik min egen slæde med en meget dygtig hundekusk ved navn Knud; han satte over
revnerne, medens jeg blev siddende på slæden og blev kun ganske lidt våd. Vi an-
kom til Ikerasak ved ly-i tiden efter den mest pragtfulde tur. Ved Ikerasak blev
der stort postyr, vi blev modtaget med overstrømmende glæde, det var en stor be-
givenhed for så lille et sted at få besøg af så mange slæder på én gang. Udligger
Fleischer bor i et grønlandsk hus med flere værelser, hvoraf et er dansk møbleret.
Der var dækket nydeligt bord med haresteg, hummer og sardiner; efter måltidet
forsøgte vi at danse lidt, men vi skulle jo til køjs, så de rejsende kunne få hvilt ud til
den lange tur sydpå; men Fleischer bestilte ikke andet end at løbe rundt i stuerne og
underholde selskabet det meste af natten. Ved 5-tiden stod vi op, drak kaffe, hvor-
efter slæderne blev gjort klar. Vi fulgte lidt på vej. Skønt det var tidlig morgen, var
solen allerede over fjældene og sendte sine gyldne stråler ud over det prægtige land-
skab; det var et så imponerende syn, som jeg aldrig vil glemme. Det var en hel over-
vindelse for præsten og mig at skulle vende hjem igen. Fastlandet, hvortil lægen og
præsten skulle køre, lå så eventyrligt dejligt. Da vi kom tilbage til Ikerasak, holdt
præsten gudstjeneste, jeg fulgte med til kapellet, der var af græstørv med fladt tag,
nogle tarvelige træbænke, og i stedet for prædikestol en læsepult. Efter kirkegan-
gen var jeg sammen med præsten på besøg hos flere grønlændere, hvor vi alle steder
39°
[8]
blev budt på en svingende kop stærk sort kaffe. Om eftermiddagen drog vi så hjem-
over i følge med mange grønlændere. Det blev til den helt store kappestrid om,
hvem der kunne komme først til Umanak; hundene blev opmuntret med hyl og
skrig. Jeg var ikke så lidt stolt over, at det blev min slæde, der kom først, og vi blev
modtaget med megen begejstring, især var børnene ude af sig selv af henrykkelse
og veg ikke fra min side hele aftenen.
8. april. Kongens fødselsdag idag fejres ved tre kanonsalut, nemlig kl. 8, kl. 12
og kl. 9, hver grønlænder får udleveret kongekost, som det hedder, og som består
af gryn og ærter. Nu nærmer påsken sig, der brygges øl, og på torsdag holder jeg
fri for skole for at bage kager og stryge stivetøj. Skærtorsdag kommer Hedegaards
igen herind for at holde påske ved kolonien. Det er jo en stor begivenhed for dem
at komme herind, da de det meste af året sidder ganske alene ved udstedet. Nu be-
gynder der atter at blive skudt rensdyr; forleden fik vi en del kød fra et udsted.
I tirsdags havde jeg en meget interessant fjældtur med frøken Lund, vi havde talt
længe om at bestige Umanakken, det 3500 fod høje fjæld, som kolonien har fået
navn efter. Tindebestigeren Wimper har imidlertid erklæret det for stejlt til, at man
kan nå helt op til toppen; men Wimper er selv kommet helt op til en bred sort stribe,
der går tværs over f j ældet, og vi ville selv meget gerne gøre forsøg på at nå op til
det samme sted. Vi var nok klar over, at bestigningen ikke var helt ufarlig; der er
nemlig ret hyppigt stenskred, og der ligger store bunker af nedfaldne løse sten ved
foden af fjældet. Vi var forsynet med tukke og begyndte opstigningen med godt mod
og fint humør; det første stykke var meget let at klare, men derefter kom der et stejlt
stykke, hvor der var megen sne, og hvor vi stadig gled; vi måtte derfor bruge tuk-
kene til at hugge trin i den frosne sne for på den måde at få fodfæste. Herefter
kom der et stykke med snebart fjæld, men her var til gengæld meget stejle partier,
som vi havde meget besvær med at passere. Nu kom vi til nogle store dynger af
løse sten, hvor vore fødder ustandselig skred, og hvor vi i særdeleshed måtte udvise
den største forsigtighed for at undgå, at løse sten skred ned i hovedet på den, der
kom bag ved. Det lykkedes dog til sidst at nå det ønskede mål, men kun ved at kravle
på alle fire og til tider at balancere på meget smalle kanter; men udsigten heroppe
fra var så betagende, at vi følte, at det var umagen og besværet værd; herfra kunne
vi se rundt Umanakøen både ud og ind ad fjorden og over til storøen og fastlandet;
det var derimod meget ubehageligt at se ned mod kolonien, der var så stejlt, at vi
havde de største betænkeligheder med at begive os på hjemturen. Men efter nogen
tids hvil måtte vi med stor forsigtighed påbegynde nedstigningen. For at spare en
del af den mest besværlige del, besluttede vi at søge ned til fjordisen. Heldigvis var
her en del sne, som vi kunne klare ved at glide på vore skindbenklæder, idet vi benyt-
tede tukkene til at styre med.
391
[9]
Men da vi langt om længe nåede ned til tjæren, begyndte vanskelighederne igen,
idet det sidste stykke omtrent gik lodret ned, men vi fandt heldigvis et sted, hvor vi
kunne glide på vore skindbukser. Men nu var det værste tilbage, nemlig at komme
ud til den faste is, idet fjæren var fyldt med vand og isstykker. Frøken Lund rystede
og bævede og ville forbyde mig at gøre forsøget, men da vi umuligt kunne komme
tilbage over den lodrette fjældvæg, vovede jeg mig ud over isen, medens frøken
Lund vred sig af angst, da hun så, hvorledes isen gyngede under mig, medens jeg
bevægede mig frem langs det åbne vand. Men da jeg var kommet sikkert over, måtte
jeg hjælpe frøken Lund, og vi slap da begge over på den faste is. Dødtrætte øn-
skede vi, at vi kunne være så heldige at møde en slæde, og efter nogen tids forløb
kom der heldigvis en grønlænder på vej hjem fra fangst; han blev vor frelsende en-
gel, idet han tog os med på slæden, og vi kom således hurtigt hjem til kolonien. Her
gik bestyreren og var meget nervøs for, at der skulle være hændt os noget, han havde
slet ikke været glad over, at vi ville vove os derop. Vor slædekusk fik en høj snaps
og blev misundt af alle de andre grønlændere. Hvor så mine hænder ud efter turen,
forrevne, ophovnede og røde.
392[10]