[1]
EN SJÆLDEN FISK I GRØNLANDSKE FARVANDE
Af dr. phil. Paul Hansen
l august 1957 fangede en lille færøsk fiskerbåd en meget mærkværdig fisk 8—10
sømil vest for indsejlingen til Færingehavn. Fisken blev fanget med håndline på ca.
40—50 meters dybde og bragt ind til „Nordafar"s fiskeristation i Færingehavn,
hvor den vakte stor opmærksomhed ved sit usædvanlige udseende. Den blev anbragt
i fryserum, hvor den blev dybfrosset og senere sendt med fryseskib til Danmark, hvor
vi på Grønlands Fiskeriundersøgelsers laboratorium modtog den i ganske frisk til-
stand. Da fisken var meget lang, havde man for transportens skyld måttet save den
over. Dette var gjort med stor forsigtighed, medens fisken var frossen, således at
det knap vil kunne ses, hvis fisken skal udstilles på Zoologisk Museum. Rygfinnen
var en del beskadiget, idet flere af de meget lange og skøre finnestråler var knæk-
kede, og den tynde hud mellem finnestrålerne var flere steder iturevet, ligeledes var
de yderste spidser af halefinnen knækkede. Disse beskadigelser har rimeligvis fun-
det sted ved fangsten eller ved transporten med fiskerbåden og ved ilandbringeisen
af fisken. De må betegnes som ret ubetydelige. De fleste dybvandsfisk er meget
skrøbelige og vanskelige at bjerge i hel tilstand.
Grønlands Fiskeriundersøgelser gav fisken videre til Zoologisk Museum, der var
glad for det smukke eksemplar af denne sjældne fisk, da de få eksemplarer, som
museet havde modtaget for mange år siden, var i en meget dårlig forfatning.
Inden den blev sendt fra Færingehavn, havde en tysk fiskeribiolog fra havunder-
søgelsesskibet „Anton Dohrn" haft lejlighed til at se den og bestemme den til art.
Den tyske specialist i dybhavsfisk dr. Gerhard Krefft har omtalt fisken i en lille no-
tits (Krefft, 1959). På laboratoriet var vi straks klare over fiskens art, idet dens
udseende er så fantastisk, at den ikke lader sig forveksle med nogen anden fisk.
Fiskens navn er Alepisaurus ferox (orden: Scopeliformes, familie: Alepisauridae).
Den er nær beslægtet med de små dybvandsfisk, laksesildene, af hvilke vi har nogle
få arter i grønlandske farvande. Dens slægtskab med laksesildene røber sig ved, at
den ligesom disse og som alle laksefisk har en lille fedtfinne uden finnestråler, der
sidder bag rygfinnen. Artsnavnet ferox betyder den frygtelige, og den er i sandhed
også frygtelig at se på med det lange geddelignende hoved og de meget store tænder.
393
[2]
Fisken måler fra snudespids til halefinnens spids ca. 140 cm. Hele dyret er meget
stærkt sammentrykt. Kroppen er meget lang i forhold til halen. Huden er mat sølv-
skinnende og mangler skæl. Rygfinnen er meget stor og med kolossalt lange finne-
stråler. Både øvre og nedre del af halefinnen er stærkt buede og ender i lange spid-
ser. Øjnene er meget store. Yderst i kæberne sidder tætte rækker af ganske små
spidse tænder. De meget store tænder, der findes på ganebenene, og som giver fisken
dens skrækindjagende udseende, er i virkeligheden ikke så frygtelige, som de ser ud
til, idet de sidder ganske løst og kan bøjes indad mod svælget, desuden er de stærkt
sammentrykte og har en meget stor pulpahule. Tandsættet er altså ganske svagt og
tåler ingen sammenligning med det, man finder hos baracudaen, de sydlige haves
frygtede rovfisk, der hvad hovedets form angår har en vis lighed med Alepisaurus.
Alepisaurus' biologiske forhold er ukendte. Den er vidt udbredt i Atlanterhavet.
Hyppigst er den iagttaget og fanget ved Madeira og ved de Canariske øer. Også
på Newfoundlands bankerne og ved USA's østkyst er den taget. Ved Island er den
iagttaget ved vest- og sydkysten. I et enkelt tilfælde blev der ved Vestisland set en
stime på 30-40 individer i havoverfladen. Ved Østisland er den kun fundet en enkelt
gang. I Stillehavet findes en nær beslægtet art (Alepisaurus æsculapius), der dog
muligvis er den samme som den atlantiske. Ved Vestgrønland er den kun taget fire
gange tidligere.
Zoologisk Museums fiskeekspert Jørgen Nielsen meddeler følgende data vedrø-
rende fundene ved Grønland af Alepisaurus: 1. januar 1884 blev et eksemplar fun-
det ved Qagssimiut i Julianehåb distrikt. Det blev indsendt til museet af kolonibe-
styrer Lytzen.
I 1910 fandtes et dødt, helt eksemplar ved Issua i Lichtenaufjorden i Julianehåb
distrikt. Det indsendtes af pastor Ruttel. Fiskens hoved og krop var indtørrede, da
den i 1911 kom til museet.
Den 28. marts 1926 hjemsendte kolonibestyrer Hastrup en Alepisaurus, der var
fundet død i strandkanten ved udstedet Narssaq i Julianehåb distrikt. Datoen for
fundet var ikke angivet. Fisken var 137 cm lang.
394
[3]
Alepisaurus ferox.
Fra Godthåb distrikt er der af kolonibestyrer Chr. Simony indsendt en Alepisau-
rus, der blev harpuneret af grønlænderne den 15. august 1930, da den svømmede i
overfladen vest for Karajats Storø. Den målte 139 cm.
Eksemplaret museet modtog i 1957 var altså det femte, der hjemsendtes fra
Grønland, og det andet der var taget i Godthåb distrikt. Takket være, at det blev
fanget i nærheden af Færingehavn, hvor der findes moderne dybfrysningsanlæg,
er det det mest velbevarede eksemplar, der er hjemsendt, og det fortjener at blive
udstillet i museets samling af grønlandske fisk.
LITTERATUR:
Krefft, G.: Annale Biologiques, Vol. XIV, p. 41, 1959.
Nikolski, G. W.: Specielle Fishkunde, Berlin  1957.
Sæmundsson, B.: Synopsis of the Fishes of Iceland, Reykjavik 1927.
Sæmundsson, B.: Plagiodus ferox. Fauna Ichtyoligique de l'Antique Nord. København 1932.
395[4]