[1]
OM ÅNDSSVAGHED .PÅ GRØNLAND
Af overlæge, dr. med. Carl Clemmesen
MH/r der mange åndssvage på Grønland?" lyder spørgsmålet altid, når emnet ånds-
svaghed bringes på bane i forbindelse med Grønland.
Spørgsmålet er vel begrundet, idet man ved, at nogle former for åndssvaghed or
arvelige, og at stærkt indgifte finder sted i mange af de små samfund på Grønland.
At åndssvaghed forekommer i Grønland, har man altid været klar over, men
først i de sidste år, hvor det er lykkedes at „kortlægge" åndssvagheden i Vestgrøn-
land og Thuledistriktet (Østgrønland mangler endnu), er man blevet i stand til at
besvare spørgsmålet om hyppigheden, og svaret må nok nærmest blive et „nej" — i
den forstand, at der på Grønland vel forholdsvis er omtrent det samme antal ånds-
svage som i det øvrige Danmark, og det vil vistnok være berettiget at tilføje, at vi
efterhånden ved mere om forekomsten i Grønland end i det øvrige Danmark.
Spørgsmålet meldte sig i 1956, da jeg på rejse i Grønland for Sundhedsstyrelsen
i anledning af alkoholproblemet også undersøgte psykiatriske patienter - herunder
åndssvage — og på børnesanatoriet i Sukkertoppen fandt 5 åndssvage børn, og
spørgsmålet blev højaktuelt^ da Socialministeriet som betingelse for at etablere ånds-
svageforsorg på Grønland fra de derværende myndigheder ønskede en oversigt over,
hvad dette talmæssigt måtte betyde, og da derfor åndssvagekommissionen fattede
interesse for sagen.
Hvordan bærer man sig mi ad med at optælle de åndssvage?
Optællingen af åndssvage på Grønland lettes i høj grad ved, at samfundene er så
små. Distriktslægerne kender, når de har siddet et bestemt sted et par år, næsten hele
befolkningen personligt, og har distriktslægen interesse f or psykiatriske forstyrrelser,
kan han give meget vigtige oplysninger. Skolelederne har på rede hånd, hvilke skole-
børn der ikke har tilstrækkeligt udbytte af undervisningen, og kommunalbestyrelsen
ved, hvem der har svært ved at klare sig socialt.
Når man så tilkalder disse forskellige kategorier til sygehuset eller aflægger besøg
i hjemmene, kan man i reglen danne sig et skøn over, om der foreligger en væsentlig
intelligensdefekt eller ej og vurdere, om barnet eller den voksne trænger til støtte fra
62
[2]
åndssvageforsorgen, og dette er jo til syvende og sidst det afgørende. Store drenge,
der har haft svært ved at lære at læse og skrive, men som overlegent klarer slæde-
kørsel eller er dygtige fiskere, kan måske nok med hensyn til det boglige være svagt
begavede, men klarer de sig fint socialt, er de ikke åndssvage praktisk set.
Kunne vi dog ikke få en intelligensprøve, så vi kunne „bestemme intelligenskvo-
tienten?", spørger undertiden pædagoger, men dette må på Grønland betragtes som
udelukket — jeg havde nær sagt heldigvis. Sagen er den, at de gængse intelligensprø-
ver er lidet anvendelige i den grønlandske befolkning. Grønlænderne er ikke vant
til de abstrakte begreber, der ofte indgår i disse prøver, og ville man endelig udar-
bejde en grønlandsk intelligensprøve, er befolkningen ikke stor nok til at gennemføre
en standardisering, og befolkningens forudsætninger er så forskellige i byer og på
bopladser, i nord og i syd, at man uhjælpelig ville komme til kort.
Nogle særlige forhold gør sig gældende på Grønland.
Den endnu relativ store børnedødelighed bortriver mange „mindre gode liv", og
blandt disse er de åndssvage ret stærkt repræsenteret. Den barske natur, det hårde
klima og de hyppige ulykker går formentlig også først og fremmest ud over dem,
der har vanskeligt ved at klare sig, de åndssvage. Sejler drengene således på en is-
flage i havnen, gælder det om at være adræt og hurtig i vendingen, hvis den er ved
at kæntre, og det er de åndssvage som regel ikke.
I de små samfund, hvor ofte flere generationer bor sammen i huset, kan en enkelt
åndssvag lettere klare sig end under moderne forhold og måske bidrage til familiens
underhold ved at bære vand, rense fisk eller lignende.
På Grønland er optalt omkring 200 børn og voksne, der er åndssvage, eller hvis
udvikling bør følges på grund af mistanke om åndssvaghed. Omkring V§ af disse må
ventes at udvikle sig, så de ved senere kontrolundersøgelse kan slettes af forsorgens
lister og forhåbentlig klare sig selv. I nogle tilfælde har de ved vanrøgt været sat til-
bage i udvikling, men retter sig fuldstændig, når de får gode forhold. I andre til-
fælde har barnet indhentet sine jævnaldrende i udvikling i en sådan grad, at obser-
vation kan ophøre.
Til gengæld rykker nye årgange frem, småbørn der ikke vil udvikles og trives
eller skolebørn, der ikke kan følge med, — og for disse må i årene fremover etable-
res en fortsat kontrol.
Hvad kan forsorgen så gøre for sine åndssvage?
Dette spørgsmål er lettest at besvare for de dybest stående åndssvage, der ofte
med uro og skrigen er en utrolig byrde for hele familien.
63
[3]
Disse må samles på institution i Danmark, hvor „Andersvænge" ved Slagelse hu-
ser det store flertal, vel omkring 50 åndssvage patienter. Her får de gode forhold,
pleje og beskæftigelse i det omfang, det er muligt, og det er en stor glæde at se disse
børn og unge trives, når man tidligere har set dem leve under elendige forhold i
Grønland, fordi forældrene trods al kærlighed og interesse ikke har magtet den
fornødne pasning, hvad man naturligvis på ingen måde kan bebrejde dem.
Det er for så vidt et resultat af optællingen, at man ved imødekommenhed fra
„Andersvænge", der selv har uhyre vanskelige pladsforhold, har kunnet hjælpe
disse 50 åndssvage og deres familier.
Langt sortere tegner i øjeblikket billedet sig for gruppen af lettere åndssvage
børn, en gruppe hvoraf mange kunne hjælpes effektivt, om man ville give de for-
nødne bevillinger hertil.
Jeg tænker på de mange børn i skolerne, som ikke kan følge den almindelige un-
dervisning, og som de overbebyrdede lærere må „lade sidde". Vi ved, at de — eller
i hvert fald mange af dem — ville være tilgængelig for en tillempet undervisning og
senere oplæring, og at de efter en sådan ville have gode muligheder for at klare sig
i samfundet, — men dem kan vi intet gøre for. Arene går, og mulighederne forspil-
des, og det forsømte lader sig ikke indhente senere.
For at hjælpe denne kategori af børn og unge havde åndssvageforsorgen planlagt
et skole- og oplæringshjem i Godthåb i nærhed_en af landshospitalet med 50 pladser.
Grunden er ryddet for de håndværkerbarakker, der lå her, men — trods al interesse
fra Grønlandsministeriet — har sagens behandling i Socialministeriet trukket så længe
ud, at byggestop og udgiftsstop nu udskyder disse planer og dermed de pågældende
børns chancer til en usikker fremtid — således ser det i hvert fald ud ved årsskiftet
1962-63.
64[4]