[1]
FRA NORDBORIGETS SIDSTE FASE
Af forfatterinden Karen Plo-vgaard
l sin Danmarks Riges Historie af 1732 skriver Ludvig Holberg:
„Da Norge forenedes med Danmark eller noget derefter, af brødes forbindelsen
med Grønland. Efter Margrete f'mge de efterfølgende konger så meget at bestille, at
de ikke kunne få tid til at lænke her få, hvorudover man ikke siden har kunnet finde
den gamle koloni igen — ".
Og om de norrøne indbyggeres skæbne siger han:
„Der menes ellers, at den såkaldte sorte død har ødelagt dem, og at de få, som
har ladet blive til overs, er bortdøde, eftersom de ingen tilførsel har fået fra Norge."
Holberg peger her på to forhold, som må have været medvirkende til det grøn-
landske middelaldersamfunds udslettelse, nemlig søfartens sammenbrud og den sorte
død, som også nåede det fjerne land hinsides havet.
Men tragedien, som ramte den norrøne stamme deroppe, havde flere årsager,
som ved et skæbnesvangert sammentræf skulle komme til at nedbryde en dådskraftig
slægt og en gennem et halvt årtusinde blomstrende kulturstat.
Man bor her i første række tænke på
De klimatiske forhold.
Fra tid til anden synes disse at have undergået betydelige ændringer.
I det islandske skrift „Kongespejlet" hedder det om landets vejrlig: „Du skal
vide forvist, at der imellem gives smukt solskin. Men solens gang er i Grønland me-
get ulige; thi i vintertiden er det næsten bestandig nat, mens sommertiden derimod er
en næsten uafbrudt dag, og mens solen går højest, har den overflødig kraft til skin
og lysning, men kun liden styrke til varme og hede. Dog har den så stor magt, at hvor
jorden er optøet, varmer den således landet, at jorden giver af sig gode og vellug-
tende urter, så al folket af den årsag kan bebo landet----."
Dette gamle billede af grønlandsk sommer er så godt, at enhver, der har oplevet
den arktiske natur under midnatssolens stråler, må nikke genkendende til det.
65
[2]
Imidlertid har „Kongespejlet" også andet at sige om Grønlands klima:
„—— De gange, som uvejr kunne indtræffe her, sker dette med større strenghed her
end andre steder, både ved stormes voldsomhed oghef ligheden af frost og sne —."
Og forfatteren omtaler, hvorledes drivende isfjelde påvirker luften og i lange perio-
der holder denne kølig og tør.
Allerede i det første tiår af Erik Rødes landnam (985—96) melder de islandske
annaler om uår med hårde vintre og langvarig sommertørke, så folket er på hun-
gersnødens rand. Sagaen giver os et billede heraf gennem den maleriske skildring
af vølven, der ved galdrekvad vil formilde de onde vætter, så de hårde tider kan
få ende.
Dengang bedrede klimaet sig faktisk. Uårene ophører. Friske folk kommer til. De
norrøne mænd er rige på initiativ. Lejf Erikssøn opdager Vinland, hvor Grønland får
sit kornkammer og sit tømmerlager.
På det tidspunkt er folket modstandsdygtigt, dets flåde er i orden. Det unge sam-
funds livskraft evner at besværge modgangen.
I 1300 tallet er forholdene anderledes.
Hvis der da — og adskilligt tyder herpå — er indtrådt en længere periode med fim-
bulvintre og sommertørke, har den efterhånden udtyndede befolkning savnet den
kraft og de hjælpemidler i tilværelseskampen, som deres forfædre sad inde med.
Den tidligere stærke vikingflåde er nu gået i forfald. Derved er vinlandsrejserne
umuliggjort. Et tragisk bevis på nordbo-grønlændernes sø-«dygtighed er den kends-
gerning, at Østerbygden og Vesterbygden i et langt åremål taber hinanden af syne,
og at man, da man omkring århundredets midte under Ivar Bårdsøns ledelse når frem
til Vesterbygden i det nuværende Godthåbs-distrikt, ved den lejlighed kun kan konsta-
tere, at bygden er affolket og dens huse lagt øde.
Sømandsskabets tilbagegang er ikke blot en følge af manglende materialer. Den
er tillige et udslag af
Menneskenes fysiske svækkelse.
Når islændingen Arne Magnusson i en omtale af de sidste nordboer formoder, at
„de enten er døde af hunger eller har været nødt til at bruge samme levemåde som
de vilde (eskimoerne) og således er degenereret til deres natur," så kan dette natur-
ligvis hverken bevises eller modbevises.
I dag véd man imidlertid — bl. a. takket være dr. Poul Nørlund's og hans hjæl-
peres undersøgelser af nordbo-ruinerne (1921—32) —nogetmere, idet de ved udgrav-
ninger fundne skeletter, som professorNørlund udtrykker det, „aflægger en rystende
rapport om en befolkning, hærget af sygdom og nød, befængt med alle skrøbelighe-
der, hvoraf en menneskerace kan rammes gennem kronisk underernæring."
66
[3]
.- .-^. •-—..
Kirkeruinen på Battahlid.
Foto: Nationalmuseet
Tændernes tilstand røber en ringe og utilstrækkelig føde. Legemsbygningen fortæl-
ler om en undergravet sundhed.
„På en række af skeletterne," hedder det, „konstateres sygeligheder som skævhed
i ryggen, svækkelse af den ene arm eller det ene ben, bækkenforsnævringer, rachitls
og måske tillige tuberkulose i rygraden."
67
[4]
Intet under, at kvinder med en så deform knoglebygning næppe har kunnet fode
børn, eller at et eventuelt afkom af så fysisk svækkede mødre har vist sig ulevedygtigt.
Befolkningstallet var i rivende nedgang. I generationer havde man været henvist
til indgifte. Ingen tilfældigt ankommende fæstede bo i landet.
I 1300 tallet synker Grønlands oversøiske handel til et minimum. Fra den nordiske
unions indgåelse at regne ophører den norske_krQnes_besejling af landet helt. Som
Holberg påpeger: Man fik ingen tilførsler fra Norge.
Handelen stagnerer.
I 1200 tallet, da Norges konge havde tiltaget sig monopol på Grønlands handel,
kom dette i hvert fald straks til at betyde en forøget skibsfart og livligere samkvem
de to lande imellem. For Grønland bevirkede dette en stigende velstand og et op-
blomstrende kulturliv.
I det følgende århundrede går det anderledes.
Magnus Smek, der omkring 1350 har skiftet med sine sønner således, at Erik får
Sverige, og Haakon (d. 6.) får Norge, forbeholder sig ved denne lejlighed som
„skattelande og liggende til det kongelige_ ladebur" en del af Nordnorge, Island,
Færøerne, de skotske Atlanterhavsøer og Grønland, Han får dog ringe anledning til
at gøre noget for sejladsen på disse lande. Hans krige, først mod Rusland og siden
mod Albrecht af Sverige, nøder ham til at vende sin opmærksomhed mocl øst og ikke
mod vest. Da han imidlertid ikke har i sinde at lade andre besejle sine skattelande
hinsides det store hav, udsteder han i 1348 en forordning, hvori det kongelige mo-
nopol skærpes. Her siges med rene ord: „Thi forbyde Vi fuldkommcligen alle itd-
Icndiske kjobmcnd at seygle med dens kjobmendschafl norden omkring Bergen,
nogcnsled til Vore Skalleland----."
At Haakon d. 6. og hans søn, Oluf, samt dennes mor, dronning Margrete, følger
samme politik med hensyn til Grønlands besejling, gør efterhånden nordboernes han-
delsmæssige situation umulig.
Af mange årsager kan de norske regenter ikke sende skibe over Atlanterhavet.
Krig og pest samt Hansestædernes huseren på Norges vestkyst hindrer i åringer skibe
i at gå ud. Til Grønland var det vanskeligt at komme ind, fordi, som det hedder i
„Diplomer vedkommende Grønland", „Seglasen lid efter lid blev mere farlig, og
isen kom i slørre mængde formedelst daglige formering og ncdrivclse fra Polo----",
en udtalelse, der peger i retning af den førnævnte formodede klimaforandring.
Men man sporer nu heller ikke megen god vilje til fra kongemagtens side at få
nogen „seglas" i gang. Nærmest tværtimod.
Således udsteder den unge kong Oluf i 1384 et mærkeligt dokument, som tager
sigte på at forebygge manglende arbejdskraft i Norges agerbrug ved at afholde unge
68
[5]
Hvalsø kirkerum i Qaqortoq ved Julianehab.
mænd fra at gå til søs. - Intet er nyt under solen. I kong Olufs tid var der ifølge
diplomet „mange gode mend, som deris boel ville opholde; de kunne ej tieneste-hion
få, efterdi de fleste unger mend legge sig til kaupferda (købmandskab og søfart).
Dette sidste forhold advarer Oluf imod og påberåber sig, at hans farfar, Kong
Magnus, og hans „kjereste fader, kong Haakon, hvis siele Gud have", gennem tidli-
gere udstedte forordninger har været af samme mening.
Hvorledes denne kongernes samfundspolitik har virket på landbrugsforholdene i
hjemlandet, vides ikke; men den havde til følge, at Hansestæderne fra nu af spillede
herrer på Norges vestkyst, og at kongens skattelande måtte skøtte sig selv.
Skønt denne taktik gik ud på at formene andre at tage sig af den sejlads, man ikke
selv evnede at opretholde, viste forbudet mod fremmedes besøg på Grønlands kyster
sig ikke effektivt. Fra tid til anden slap der skibe igennem isen. Til trods for, at det
var strengt forbudt nordboerne at handle med andre end de med kongeligt pas for-
synede fartøjer, blev varer dog bragt i land, og varer blev taget om bord. Skipperne,
69
[6]
der kotrij påstod alle som een, at de havde agtet sig andet steds hen, men var blevet
slået ud af kurs .
Men fik man i Norge nys om deres færd, og kom en af den slags skippere indenfor
kongens rækkevidde, blev han taget ved vingebenet.
I 1389, da Margrete var blevet „fuldmægtig frue" over Nordens tre riger, fore-
kom der således en retssag, hvor en rig islænding, Bjørn Jorsalafarer, anklagedes for
ulovlig handel på Grønland. Om sagen mod Bjørn, hvis eventyrlige rejser til Levan-
ten og hvis flerårige ophold i Østerbygden behandles i de gamle annaler, hedder det:
„Samme år (1389) havde nogen skippere og kjobmend under standet dem at seygle
på landet, huilket var forboden i de dage; thi lå dette land til kongens fadebiitir, så
ingen uden kongerne måtte det beseygle, gods tilføre eller afføre. Derfore bleff sam-
me skipper med kjobmend tiltaldej men fordi de ikke havde, gjort det med forsæt, men
af nod, bleff de fridomt - -".
Efter 1350 kan det siges, at Grønlands købmandskab udelukkende beroede på „fri-
handlere" som Bjørn Jorsalafarer. Det vil sige, at dets liv hang i en tynd tråd.
Dog, hvor ringe end forbindelsen med Europa var blevet, så var det ved „disse skip-
pere og kjobmend", at en ny svøbe skulle komme over det i forvejen ulykkeligt stillede
grønlandske samfund.
Det var
Den sorte død.
Holberg formoder, at pesten gjorde sit til at udslette nordbostammen, udmarvet og
lidet levedygtig, som den var blevet. Formodningen er uden tvivl rigtig. Beretninger,
ganske vist ikke afhjemlede, vil vide, at soten f. eks. på kort tid bortrev samtlige be-
boere i klostret ved Rafnsfjord.
Unartok, som det på grønlandsk hedder, er et dejligt sted, hvis beliggenhed må
have været lige så sundt som skønt — og tilpas isoleret.
Takket være tre varme kilder eller damme, hvor vandet ved vintertide kunne holde
fra 32 til 40 grader, trives her en planteverden, som ellers er ukendt på de bredde-
grader. Her kunne man bade i fri luft.
En krønike, forfattet af venetianske søfarere, véd en del at fortælle om et kloster,
hvor de har set værelser med centralvarme, idet rør med hedt vand fra kilderne lede-
des ind gennem husene. De har overværet, hvorledes man bagte brød i vandbad, og
de har set yppige haver, som dog måtte tildækkes om vinteren.
Hvor meget af dette der er fri fantasi, kan være svært at bedømme. Selv om den
nævnte komfort har eksisteret, og selv om betingelserne for hygiejne har været
bedre i Rafnsfjord end andre steder, har dette altså ikke kunnet fri indbyggerne for
at bukke under for den sorte død.
70
[7]
At pesten må have haft endnu lettere spil med sine ofre, hvor forholdene har været
ringere, er indlysende.
Det var en fåtallig stamme, en dødsmærket slægt, som befolkede landet ved
Eskimoernes fremlrængen.
Nordboernes første møde med „skrælligerne" fandt sted i Vinland under Torfinn
Karlsevnes togt — på Lejf den Lykkeliges tid. Da synes nordboerne at have indgydt
eskimoerne frygt, og i det handelsforhold, som siden kom i stand, var det nordboen,
som dikterede betingelserne.
Da skrællingerne i slutningen af 1300 tallet trænger frem fra nord og hærger det
vestlige Grønland, er rollerne byttet om.
„Råt-kød-æderne" er modstandsdygtige overfor klimaforværringen. De kan leve
— og leve godt — af havets dyrebestand, som de i deres små skindbåde har let ved at
efterstræbe, medens nordboerne, der har holdt fast ved deres gamle levevis, tæres
hen, eftersom deres kvægbestand går til, og de må savne mælk og „skyr" — samtidigt
med, at de savner korn til brød.
At eskimoerne også med våbenmagt for frem mod det døende folk, kan ses af en
kortfattet meddelelse i de islandske annaler: „J379 gjorde skrællingerne fjendtlige
anfald på grønlænderne (nordboerne), dræbte 18 mænd af dem, fangede to drenge
og gjorde dem til trælle." Og den førnævnte Ivar Bårdsøns beretninger, som daterer
sig fra omtrent samme tid og kan betragtes som en første hånds skildring af den ny
stammes fremfærd, ses det, at hele Vesterbygden allerede da har været taget i besid-
delse af skrællingerne.
Disse folk var små; men de var mange. Deres våben var buer og pile, harpuner
og økser; men de havde håndelag til at bruge dem. Nordbohøvdingen havde ejet kon-
gelige sværd og prægtige skjolde; men armen, som skulle have svunget sværdet, var
blevet svag, hånden, som skulle løfte skjoldet, magtede det ikke.
Kulturlivets skæbne besegies
ved den norrøne stammes forfald.
Gardars prægtige skole forsvinder. Der er ikke flere præster, og siden 1378 har
landet ingen biskop.
De dansk-norske regenter foranlediger vel stadig ny „grønlandske" biskopper ud-
nævnt, således får i dronning Margretes tid en prælat, Henrik, titlen „biskop af
Gardar". Senere omtales en biskop Andreas. lait kendes navn på ni „Grønlands"-
biskopper, hvoraf den sidste er udnævnt i 1520. Ingen af dem sætter dog deres ben
i landet .De forbliver alle i Danmark eller i Norge og oppebærer deres embedes
indkomster her.
71
[8]
I over fyrretyve år administreres Gardars bispedømme af en såkaldt „officialis",
nordboen Eindride, som hele tiden må vente foræves på sin afløser.
De tilbageværende rester af en menighed må holde deres gudstjeneste, som de
bedst kan.
I et brev, kommet til Europa med et tilfældigt skib, fortælles, hvorledes man løste
dette problem.
Man samledes i kirken — ikke om den hellige nadver; thi brød og vin fandtes ikke —
men om corporalet, den dug, som ved altergang plejede at dække disk og kalk. Med
denne dug for øje holdt slægtens sidstlevende mænd og kvinder andagt. Med den
som midtpunkt mindedes de tiderne, som havde været, og lykken, som var faret hen.[9]