[1]
LILLE JONAS
Af Andr. Lund-Drosvad
M/n af Knud Rasmussens bedste venner i Upernavik distrikt var Jonas Kristiansen
ved Prøven. Jonas var stedets største fanger, men var af statur en lille mand, hvor-
for han kaldtes Jonaseraq.
Jonas farfar var den danske udstedsbestyrer Hans Kristiansen ved Prøven, som
grønlænderne kaldte Singortoq. Han giftede sig med en grønlænderinde, Sara, og
blev gennem hende stamfader til en stor og dygtig slægt.
Om hans sønner fortælles der, at de var usædvanligt driftige og langt de mest
økonomiske på pladsen både med deres tid og deres penge. De var altid travlt be-
skæftiget med noget og udnyttede alle årets fangstmuligheder. Såsnart isen var gået
om foråret, tog de i laksefjorden med deres garn og tønder og fangede nok både til
sig selv og andre. Når de vendte hjem igen, var det blevet tid at tage ind til bunden
af Prøvens fjord for at øse angmagssætter og pilke fjordtorsk, der blev tørret i så
store mængder, at der blev forråd nok til både dem selv og deres store hundespand.
I august var de for anden gang inde efter laks, og da renkalvene på den tid var ud-
voksede, og de voksne rener havde færdigfældet, gik man samtidig på jagt efter
dem for at få skind til pelse og soveposer og landdyrkød til afveksling efter fiske-
og sælperioden.
Først i september var man hjemme igen for at få de store åbentvandsgarn til
hvidhvalsfangsten efterset og sat ud. De gav i regelen så rigeligt, at udbyttet også
kom deres pladsfæller tilgode, og sammen med kajakfangsten på de sydpå træk-
kende grønlandssæler fik man så meget kød, at familien med sindsro kunne se mør-
ketiden i møde, selv om det skulle vare længere end normalt, før islægget dannede
sig. Når det var sket, tog man ud og satte et utal af garn, som fjordenes ringsæler
i de mørke nætter løb fast i. Og når det i marts var blevet så lyst, at i alt fald de
ældre sæler kunne se og tage sig i vare for nettene, blev det til gengæld snart så
varmt, at utokker krøb op på isen for at sole sig. Så gik man i gang med at nedlægge
dem med riffel og skydesejl. Denne fangstmetode kunne bruges lige til isen rådnede
og brød, og så kunne man begynde forfra med at fange laks.
Opvoksede hos deres danske far i Den kongelige grønlandske Handels bestyrer-
bolig, fik disse mænd et større behov end de øvrige fangere på stedet, og da de
81
[2]
giftede sig, byggede de sig derfor et stort, godt og rummeligt hus mellem havnen
og butikken, så de havde let ved både at få deres fangstdyr slæbt i hus og ved at få
deres skind og andre produkter omsat i penge og handelsvarer.
Endnu mindes man, at de købte mel, sukker og lignende i hele sække, og der for-
tælles, at de fik brændevin ud i ankre. Navnlig dette sidste synes aldrig at  kunne
glemmes, fordi deres hus en skønne nat brændte ned til grunden, og at deres restbe-
holdning af spiritus gik med.  Den ulempe var der altså dog ved at være hus-
holderiske.
Mange af nævnte gode egenskaber gik videre i arv til Jonas, og han var yder-
mere så heldig, at den pige, han giftede sig med, også var ud over det almindelige.
Derfor kom de heller aldrig i mangel på noget. Skulle de skiftende danske handels-
bestyrere og deres koner komme i bekneb for skind til deres børns klæder eller pro-
viant under en langvarig dårlig vejrperiode, kunne de blot ty over til Agathe, som
Jonas ægtefælle hed, så var hun altid i stand til at hjælpe dem.
På samme måde var det med rejsende og ekspeditionsfolk. De kunne altid få kom-
pletteret deres udrustning hos Jonas, og det var derfor altid på mere end én måde,
at han og Agathe var Knud Rasmussens og Peter Freuchens gode venner.
Selv oplevede jeg desværre ikke Agathe. Hun var død, før jeg i 1925 kom til
Upernavik distrikt. Men hendes ry levede fremdeles på stedet, og hendes ånd her-
skede endnu i høj grad i Jonas hus, selv om han havde måttet gifte sig med en ny
og yngre kone for at få sit hjem og sit tøj holdt, sine fangstdyr flænset og deres skind
skrabet og tørret. Jonas var jo blevet forvænt, og det var ikke altid lige rart at være
Mine, som hans nye ægtefælle hed. Jeg husker til eksempel særdeles tydeligt den
første gang, jeg gæstede Jonas. Det var klokken halvto om natten, efter at der
havde været danset i bestyrerboligen. Vi var fulgt med Jonas hjem for at sidde lidt
dér, medens tobaksrøg og varme blev luftet ud af de små lavloftede rum, før vi
skulle sove.
Jonas beordrede noget sat frem for gæsterne, og så hurtigt som vandet overho-
vedet kunne tvinges i kog over et lyngbål kom der kaffe på bordet. Der var således
ringe anledning til at gøre vrøvl, men alligevel sagde Jonas: Det er beklageligt, at
det ikke er en bedre kone, jeg har nu. Havde det været Agathe, havde hun nok fun-
det en røget laks eller noget andet velsmagende at sætte frem.
Det gjorde mig lidt ondt på Mines vegne, men dels forstod jeg siden, at Jonas
havde ret, og at ingen anden iøvrigt ville kunne tvinge hans mangeårige livsledsager-
ske ud af hans sind. Hun havde holdt hans hus og klæder i mønsterværdig orden,
hun havde kunnet flå hans mange sæler på rekordtid, og så det så ud som en leg. Hun
havde givet ham morgenkaffe på briksekanten, før han stod op, og havde haft en
82
[3]
Lille Jonas - Jonaseraq
gryde varm sælkød til ham og en balje udskåret og optøet foder klar til hans hunde,
når han vendte hjem fra fangsten om aftenen. Det eneste han havde haft at udsætte
på hende var, at hun ikke fødte ham en søn eller i det mindste en datter, for han var
en stor ven af børn og morede sig hjerteligt, når andre folks smårollinger efter no-
gen tids benovelse begyndte at trække ham i den tot sparsomt groende mongolskæg,
der hængte som en gedebukkefip ned fra hans hage.
83
[4]
I stedet for egne børn havde ægteparret i årenes løb opfostret en hel række pleje-
børn, som de tog til sig fra fattige hjem. Men pigerne blev i regelen hurtigt gift, da de
under Agathes opdragelse blev dygtige og attråværdige kvinder, og drengene blev
oftest gode fangere, der snart kunne klare sig selv. Ellers satte Jonas dem snart på
porten, som han bl. a. gjorde det med en fætters søn, der interesserede sig mere for at
kærestes med pigerne end for at drive fangst og lære at forsørge en familie.
Da en islandsk udstedsbestyrer Thpmasen for mange år siden under en julerejse til
kolonien kørte ud i en våge og druknede med de fleste af sine hunde, havde Jonas til-
budt hans unge grønlandske kone at tage hendes, lille søn til sig og havde endog været
villig til at give hende 100 kr. for ham. Det var på det tidspunkt, hvor et sælskind
kun kostede 45 øre og et pund spæk 4 øre, noget hen af en formue og et ganske
uhørt tilbud. Men moderen ville beholde sin kønne og kvikke dreng. løvrigt blev der,
da han voksede op, en fortræffelig fanger ud af ham, og han kom periodevis til at
sidde både i kommuneråd og sysselråd, ja endog nogle år i landsrådet. Jonas var
ikke blind for, hvilken glæde han kunne have haft af, om handelen var gået i orden,
men han så også hvilke fordele drengen på sin side kunne have haft af at vokse op
som fostersøn i hans velfunderede husstand.
Lille Jonas var den eneste mand i Prøven, der havde en rigtig danskbygget træ-
båd på et tidspunkt, hvor de dygtigste af hans pladsfæller ellers fremdeles drog på
fangstrejse i deres skindbetrukne konebåde. Han var også den første og i mange år
den eneste af fangerne, der havde træhus med loftsrum under taget. En hvidskuret
trappe førte op til en lille repos foran det grønne bislag, og på højtidsdage vajede et
flag fra den hvide mast. Også indendørs var hans hjem et særsyn med de mange sa-
ger, han gennem arv, som gaver eller ved køb hos danske havde erhvervet sig. løv-
rigt fik han sin gode part, da det svenske skib „Bele" i 1921 strandede på Dark Head
og som vrag blev overladt grønlænderne, efter atkong Christian efter grundstødningen
var ilet til og havde taget de skibbrudne søfolk og de mange passagerer om bord i S/S
„Island". Naturligvis fik bådejere mest ud af bjergningen og Jonas med sin robuste
træbåd mere end de andre. Dørene i hans hus blev den gang udskiftet med kahyts-
dør e med drejeventiler, og han fik knager og messinghåndgreb. Et sekskantet skibs-
ur fik plads på væggen ved siden af hans farfars høje kviksølvbarometer. Et flot ba-
gagenet med mahognistænger blev hængt op over briksen, og et lille reolmøbel,
hvorpå skiltet „Pantry" fremdeles sad, tjente som kommode og bar en opstilling af
nikkel kaffeservice, der ligesom alle Jonas duge og servietter var mærkede S/S „Bele",
Bolaget Thule.
Selv i Grønland takseres en mand i høj grad efter, hvad han ejer, og Jonas var både
agtet og misundt. Han havde endvidere som toppen på sin økonomi en rentebærende
sparekassebog, der tillod ham at købe nye våben, hvidfiskegarn og andet kostbart grej
84
[5]
Jonas' hus, tegnet af Hans Jacobi.
eller husgeråd uden at måtte optage lån. Det ene med det andet gav ham en egen rejs-
ning, og var Jonas end næppe mere end 155 centimeter fra sine kamiksålers bund til
det øverste krus i hans hvide hovedhår, så var i alt fald ikke en centimeter spildt ved
en sløj holdning, når han med løftet hoved og ret ryg begav sig ud blandt folk for
med sin hæse stemme at fortælle de øvrige fangere, hvad hans barometer nu fortalte
om det kommende vejr. Naturligvis vidste dette højagtede instrument efter tre ge-
nerationers vejrprofeti ved stedet mere om de ting end de nymodens runde tingester,
som man nu kunne erhverve sig for et ret rimeligt beløb.
Jonaseraq omgikkes også de danske som ligemænd og blev tit inviteret med, når
der kom udenbys gæster på besøg hos de skiftende handelsbestyrere. Han drak altid
med måde og mistede aldrig under indflydelse af spiritus hverken sin åndelige eller
legemlige ligevægt. En aften, hvor han var inviteret over for at hilse på den nye
distriktslæge og dennes kønne ungdommelige kone, ville nogle af de tilstedeværende
gerne se den da moderne dans charleston, som var favorit i Danmark. Lidt genert
trådte lægefruen ud på gulvet, men da en af de nyeste udkomne plader blev sat på
grammofonen, gik hun dog snart op i dens inciterende rytme og spjættede og spar-
kede, som det hørte sig til.
85
[6]
Kajakbeklædning foran Jonas' hus, konen i den lyse anorak ved stævnen er Lille Jonas' kone.
Da hun lidt forpustet havde sat sig igen, spurgte doktoren, som var betydeligt
ældre end sin kone, og som var „gået ud i toppen", Jonas om, hvad han nu mente
om sådan en kone.
Pæn er hun skam, svarede Jonas, men det synes, som om hun ikke er blevet
rigtig voksen endnu.
Hvad mener du så om mig, fortsatte lægen.
Jo, du er jo lige som mig selv en ældre mand. Det ser man jo let af din frem-
toning og dine krumme knæ.
Det var næppe det svar, forespørgeren havde ventet sig, men da han selv yndede
at sige folk usminkede sandheder, lo han dog lige så velfornøjet som de øvrige til-
stedeværende. --------                   :
En dag først i juni, hvor havisen var drevet bort og den sidste sne havde travlt
med at risle sig bort mellem de blottede sten, var jeg gået op til den højtliggende
gamle kirkegaard for at se ud over den lyse vårlige verden.
Henne mellem de hvidmalede kors traf jeg Jonas, der var ved at ordne Agathes
gravsted, og som desuden havde taget indhegningen bort på den ene side.
— Har du tænkt dig at ville dø i nær fremtid, spurgte jeg spøgende.
—  Nej, tværtimod vil jeg i laksefjorden at sætte mine garn, når isen, som den
plejer, nu ved forårsjævndøgn er smeltet og brudt op ud for elvens munding. Men
86
[7]
Kajakken ved at blive gjort færdig af Jonas og hans familie, til venstre i billedet ses Jonas' hus.
ingen lever jo evigt, og jeg har ingen efterkommere, som jeg kan være sikker på
gør tingene, som jeg ønsker dem gjort. Derfor laver jeg mig nu en plads her ved
siden af Agathe, for der vil jeg, når tid er, lægges til hvile. Min nye kone kan I an-
bringe ovre på den nye kirkegård, hvor hendes generation hører til.
Ikke længe efter var det, den danske statsminister Stauning i 1930 indledte sin
grønlandsfærd. Endepunktet for den vellykkede rejse blev Upernavik, hvor man
indviede en Th. Stauning-varde til minde om begivenheden, og hvor der om aftenen
blev inviteret til en festmiddag om bord i m/s „Disko", hvortil såvel distriktets få
danske som mere fremtrædende grønlændere var indbudt. Den daværende koloni-
bestyrer C. E. Lembcke-Otto holdt en udmærket tale for ministeren, og Peter
Freuchen chokerede lidt ved bagefter at fortælle, at når der nu var talt for den be-
søgende, som jo var den første grønlandsminister, så ville han i stedet for tale for
sin og Knud Rasmussens gamle ven Søren Nielsen, den mangeårige udstedsbestyrer
ved Tassiussak, som han til sin store glæde så også var til stede. Og det gjorde han
da så fornøjeligt og fantasifuldt, som han plejede at klare sådan noget.
Da siden også Stauning havde holdt sin nøgterne og velunderbyggede tale om
sine indtryk af, hvad han havde set, og hvad han havde hørt under forhandlinger
med såvel danske som grønlændere, slog lille Jonas, der naturligvis var inviteret med,
ligeledes på sit glas.
87
[8]
Hvad han fremførte, var faktisk en beklagelse over, at den grønlandske Handel
havde sendt denne unge dansker, som folk kaldte Suko, ud for at opsætte store
stængegarn syd for havnen i Prøven. Hans drivfangster med motorbåde var nemlig
allerede blevet så uventet store, at der blev gratis hvidhvalskød og mattak nok til
alle, som ville deltage i drabet og den påfølgende flænsning. Følgeligt blev det stedse
sværere for de fangere, som selv havde private hvidfiskegarn, at få de fornødne
roere og hjælpere uden at skulle betale for det med rede penge. Tidligere havde alle
foretrukket at få en luns kød og et stykke mattak, og det var den ældgamle sædvane.
Den nuværende ordning traf i særlig grad ham, der ikke selv havde børn eller nært-
beslægtede hjælpere at kunne ty til.
.Jonas havde ikke forstået ret meget af de forudgående danske taler, men der
var til gengæld højest 4—5 af de tilstedeværende, som fik fat på, hvad det var, han
stod og fremførte.
En af dem var den tidligere Upernavik-bestyrer Aage Bistrup, der var om bord
på gennemrejse. Bistrup var barnefødt i Grønland på et tidspunkt, hvor danske
børn deroppe var så få, at de alle talte landets sprog, når de tumlede sig med deres
grønlandske legekammerater. De havde iøyrigt allerede inden da lært grundsætnin-
gerne af deres barnepiger. Ingen af de tilstedeværende ville kunne oversætte bedre
end han, så det blev taget som en selvfølge, da han bad om at få lov til at tolke.
Jonas, sagde han, er meget glad for at være inviteret om bord i aften, så han har
fået lejlighed til at hilse på statsministeren. Han har tidligere talt med minister
Hauge, da denne var i Grønland, og han ved, at dennes rejse her oppe bl. a. resulte-
rede i, at loven om alderdomsunderstøttelse også blev indført i Grønland. Denne
ordning har været til stor gavn og glæde for folk, der blev gamle og for svækkede
til selv at kunne skaffe sig tilstrækkeligt til livets opretholdelse gennem fangerens
hårde livsvilkår. Den havde ikke mindst været til nytte for mennesker, der som Jo-
nas selv er barnløse og derfor hidtil havde måttet klare sig selv uden hjælp. Jonas
vil bede statsministeren takke de danske lovgivere på grønlændernes vegne, han hå-
ber iøvrigt, at også denne nye ministerfærd må resultere i gode foranstaltninger til
Grønlands bedste. Som et bevis på sin egen taknemlighed og sin agtelse for den høje
gæst vil han udbede sig den begunstigelse at måtte gå æresvagt om bord på skibet i nat.
Jonas havde stået op under hele oversættelsen med sit glas i hånden. Nu rejste
også Stauning sig med sit glas, og de skålede med hinanden i gensidig agtelse.
De få, der havde fattet, hvad der virkeligt foregik, skævede lidt til hinanden og
var egentlig opfyldt af beundring over Bistrups snarrådighed — ikke mindst da de
vidste, at Jonas denne gang som sædvanligt af skibets kaptajn var bestilt til at være
vagtmand om bord. Bedre mand til det arbejde kunne ikke findes, og så tjente han
på den måde tillige lidt til dagen og vejen.
88
[9]
Fra Jonas' begravelse i sommeren 1931.
Freuchen fortalte mig bagefter på tomandshånd, at da han som ung og nygift var
kørt sydover med Navaranna, havde både han og hun været ude for adskillige for-
nærmelser såvel fra grønlændere som fra danske i anledning af, at hun var en udøbt
hedning. Dette gentog sig påny i Prøven, hvor den derværende danske bestyrer
sagde til Freuchen, at han selv naturligvis var velkommen til at overnatte hos ham,
men at man ikke så sig i stand til at huse hans kone.
Tak for det virkeligt pæne tilbud, havde Freuchen svaret, men jeg har nu allerede
taget mod Jonaseraqs indbydelse til, at vi sover ovre hos ham. Han har nemlig intet
imod at have en hvid mand boende under sit tag.
Når Knud Rasmussen selv var om bord i „Søkongen" på dennes rejser til Thule
havde han for skik at løbe ind og hilse på sine gamle venner langs kysten. En af
dem, som aldrig blev svigtet, var Jonas, der så tit havde givet ham selv og hans
ekspeditionsfæller en hjælpende hånd, når de passerede Prøven på slæde.
89
[10]
t I 1929 inviterede han iøvrigt Jonas med på en rejse til Thule, som han hidtil nok
havde hørt om, men endnu aldrig set. Jonas blev, som venteligt var, behandlet som
en kær gæst om bord og fik, hvad han kunne lide, af både mad og drikke. Det
kunne jo nok gøre en ældre mand søvnig, og Knud foreslog derfor, at gæsten skulle
se at få sig en lille lur. Jonas var da heller ikke uvillig, hvis han ellers kunne få en
bibel anbragt under sin hovedpude, for det var han vant til, når han ville sove trygt.
Så gik den vilde jagt, for det var ikke just en bog, skibets fører, Kap-York-Peter,
anvendte meget til daglig. Langt om længe fandt man dog et eksemplar og bela-
vede sig på at gøre den krævende passager tilpas. Men da var han forlængst slumret
ind, og så nænnede man selvsagt ikke at vække ham.
På rejsen op gennem Upernavik distrikt anløb man foruden selve kolonien også
udstedet Tugssaq, hvor storfangeren Mathias Lynge boede, bopladsen Kitorssaq,
hvor bjørnejægeren Abel Danielsen havde sit hus lænket forsvarligt fast til fjeldet
med fire svære kæder, og Krarusalik, hvor Kalesuaq, den eneste søn af Grønlands
navnkundigste bjørnedræber, længst afdøde Simon Simonsen, havde taget land i
1924 og grundlagt Vestgrønlands nordligste og nyeste boplads på sydsiden af Mel-
villebugten. Her boede også Simons søstersøn, Gaba Olsen, som af sin viljestærke
morbror blev tvangsudskrevet til at ledsage den litterære ekspedition på dens rejse
til Kap York.
Ved alle de pladser, „Søkongen" anløb, blev der naturligvis festet, som Knud Ras-
mussens sædvane var, og hans ankersteder kunne i den følgende vinter kendes
på et antal tomme gin-, whisky-, rom- og cognacflasker, man ellers ikke normalt
fandt der.
Da jeg i slutningen af marts var på vej til bjørnejagt i Melvillebugten, overnat-
tede jeg i Krarusalik, hvor en sådan minderig flaskesamling stod til skue.
Morede I jer godt? spurgte jeg Gaba.
I sandhed ja! Det var allerede meget festligt, da de i landgangsbåden kom i land
fra „Søkongen". Lille Jonas stod foran i stævnen med en splinterny sixpence på snur
og en romflaske, hvis indhold luede som en fakkel, i sin hævede højre hånd. Find os
nogle piger, var det første han råbte til os, da vi kunne høre hans hæse røst. For-
mentlig har vi moret os over al måde, for ingen af os kan huske, hvornår „Søkon-
gen" tog sit anker ind og sejlede igen. Men, som du ser, flaskerne er da i alt fald et
bevis på, at det ikke var en drøm.
Næste gang jeg efter dette traf Jonaseraq, lod jeg forarget over så langt af led
at have måttet høre sådan noget om en agtet pladsfælle. Men det bragte ham ikke
ud af fatning. Sådan noget er jo nu engang rejsende mænds sædvane, sagde han, og
gælder også om mig, selv om min nye kone tit klager over, at jeger så aldeles uden
kræfter som en død angmagssæt.
90
[11]
Jonas kom lykkeligvis ikke til at skrante længe. I foråret 1931 begyndte han at
tale om, at der var noget inden i ham, som ikke helt var, som det plejede. Han var
dog på højkant til det sidste. Den 4. juni, hvor jeg havde taget en motorbåd op i
stranden og benyttede aftenlawandet til at skrabe den i bunden, var han nede hos
mig ved 9-1 O-tiden, da det fremdeles interesserede ham at se noget ske.
Hvordan har du det? spurgte jeg ham og benyttede lejligheden til at rette ryggen.
Det må vi se at få klarhed på, når lægen kommer herned på sin første bådsrejse,
svarede Jonas. Mener han, at jeg kan leve, vil jeg nemlig anskaffe mig et nyt hvid-
fiskegarn for min alderdomsunderstøttelse. Men kan jeg ikke regne med at opleve
endnu et efterår, kan jeg jo lige så godt bruge de penge til at leve for, mens jeg er til.
Han døde den følgende nat klokken 2. Begravelsen blev udsat nogle dage, for at
kolonibestyreren, lægen og flere andre danske fra Upernavik i motorbåd kunne nå
at komme med. Et nyt dannebrogsflag var bredt ud over hans kiste. Den stod foran
alteret, og hans ungdomsven, bestyreren talte fra sin plads i kirken på sit bedste
grønlandske om Jonas gode sider og takkede ham for det eksempel, han havde været
for sine medmennesker, og for det trofaste venskab, han altid bevarede over for
sine mange danske venner.
Alle følte, at en usædvanlig virksom tilværelse fik sin harmoniske afslutning, da
han blev gravsat ved siden af Agathe, og forårets første blomstertuer blev flyttet
over på deres tvillinggrav.
91[12]