[1] NEKROLOG MEDICINALKONSULENT, LÆGE SYLVESTER MATHIAS SAXTORPH 8. august 1890 — 28. januar 1963 Fyrretyve år i Grønlands tjeneste er ikke ene- stående, men dog ualmindeligt. Med dr. Saxtorph har Grønland mistet en samvittighedsfuld læge og grønlænderne en sand ven. I hele den gen- nemgribende udvikling inden for det grønlandske sundhedsvæsen har han været en af de allerstær- kest engagerede. Han var næsten det personifice- rede udtryk for denne udvikling. Sylvester Mathias Saxtorph var ud af den kendte lægeslægt Saxtorph med den berømte fød- selslæge, professor Mathias-Saxtorph, der døde år 1800. Han fødtes 8. august 1890 i Tjæreby pr. Harløse som søn af proprietær William Mathias Saxtorph og Laura Henriette Elisabeth Teisen, gift 3. juli 1921 i Nøddebo med Aslaug Marie Hinrichsen, f. 17. juni 1892 i Bjergager, død 17. marts 1942 i Godthåb, datter af forpagter Knud Hinrichsen og Johanne Marie Christensen. — Stu- dent Hillerød, 1911, cand. med. 1919, laud. - En overgang ved gartneri. Kandidat Nakkebølle Sa- natorium august 1919, reservelæge samme sted april 1920. Til Grønland udrejste dr. Saxtorph 1923 som distriktslæge i Jakobshavn, og her fik han sin egentlige lægegerning i 18 år. Fra 1927 tillige kredslæge for Nordgrønland. Under 2. verdens- krig forflyttet til Godthåb som kredslæge for hele Grønland og var fra 1941 til 1945 i samarbejde med Grønlands Administration leder af det sam- lede sundhedsvæsen. Tjenesterejse til USA 1941. Medicinalkonsulent i Grønlands Styrelse, Køben- havn, fra oktober 1948. Ridder af Dannebrog 1940 og DM 1948. Som en ganske særlig udmærkelse modtog dr. Saxtorph i oktober 1961 Den konge- lige Belønningsmedalje i guld med krone. På tre områder vil jeg især mindes dr. Sax- torph, som menneske, som læge og som have- kyndig. Mennesket først, og den orden tror jeg også Saxtorph selv ville have foretrukket. Det var Sylvester Mathias Saxtorph. netop karakteristisk for ham, at han altid frem- hævede det menneskeligt værdifulde, huskede dette og glædede sig derover. Men man skulle kende ham, før man så denne side hos ham. Med sine stærke briller kunne han godt give indtryk af helst at ville holde folk noget på afstand til at begynde med. Så meget mere fandt man, når man kom om bag disse skarpe briller. Grønlænderne lærte også at se ham på den måde. Han var respekteret og afholdt og havde deres tillid. Det var dem, han arbejdede for, kunne de mærke. Særlig kyndigt kastede han sig [2] straks over det nærmeste krav: den udbredte tu- berkulose og dens bekæmpelse. Her var han pioner i Grønland og var meget anset af både kolleger og patienter, og han øgede flittigt sin viden på dette felt for at kunne hjælpe - her hvor hjælp for alvor var tiltrængt. Stor støtte havde han i sin hustru, der ofte fulgte ham på de lange tjenesterejser i motorbåd og hundeslæde hele Nordgrønland igennem. Sam- men byggede de et særpræget hjem op, hyggeligt og med præg af kunst og litteratur. Og kom man der som gæst, kunne man være sikker på den helt store overraskelse i form af de herligste grøn- landske læikerier, serveret udsøgt og farverigt. Hjem som have bar tydeligt præg af, at de begge var havekyndige. Haven var med rette berømt langt ud over Grønlands grænser. De kunne få alt til at gro. Øe passede sådan sammen, de to, og mange er vi fra det gamle Grønland, der skylder Saxtorphs tak For gæstfrihed og berigende samvær. Og lige så oplivende var det at have dem på besøg, og hvad Saxtorph huskede og stadig berørte var gan- ske forbavsende, - småtræk, som man selv for- længst havde glemt. Det var et overordentlig hårdt slag for Sax- torph, da han midt under krigen mistede sin hustru. Han forvandt det vel aldrig, selv nu 20 år efter. Det forstod man, når man havde kendt dem sammen. Samvittighedsfuldt til det sidste virkede Sax- torph endnu så sent som hen imod slutningen af 1962 som medicinalkonsulent i Ministeriet for Grønland. Nu her i det nye år skulle han endelig være helt fri, og der var fundet et godt sted for ham at være. Det blev kun en uge, han var der, så gjorde et hjerteslag ende på et langt liv i tro tjeneste for Grønland. Vi vil huske ham og ære mindet om ham, både hernede og i Grønland - både lægen og menne- sket, - og især mennesket Saxtorph, et fint men- neske, en nobel karakter. Mikael Garn. 12O [3]