[1]
EN SPÆNDENDE SKOLE
DEN NYOPRETTEDE SKOLE FOR INDIANSK OG
ESKIMOISK KUNST I SANTA FE, U.S.A.
Af lærer Poul Bo Christensen, Godthåb
.L/et er en almindelig europæisk opfattelse, at de fleste amerikanere ikke har megen
forståelse og interesse for kunst og kultur.
Det er rigtigt.
Men at tro, at der slet ingen forståelse findes for de dele derovre, er forkert.
Forståelsen og interessen er utvivlsomt endog i en vis vækst, og det gælder også
interessen for de „primitive" kulturer, amerikanerne har indendøre, de indianske
og eskimoiske kulturer.
Som et sikkert tegn på, at man fra ansvarlig side, erkender disse kulturers værd,
må henregnes oprettelsen af en speciel kunstskole for indianere og eskimoer, der til
daglig kaldes natives eller indianere.
Skolen er netop oprettet i efteråret 1962, og der er ingen tvivl om, at den er
kommet for at blive.
Skolen hedder Institute of American Arts, og den ligger i Santa Fe, New Mexico.
Santa Fe er en oase i ørkenen, og dens kulturliv er en lige så vederkvægende
oase i en lige så udbrændt kulturørken. Byen er en af de få amerikanske byer, der er
„anderledes". Det gælder arkitekturen, der er puebloindianernes afrundede lerarki-
tektur, det gælder atmosfæren, der er en lykkelig blanding af U.S.A. og Mexico,
man taler engelsk og spansk i flæng, og det gælder befolkningen, af hvilken en ret
stor del er kunstnere, især malere. Endelig gælder det byens historie, der er svim-
lende lang efter amerikanske forhold.
Det er ikke tilfældigt, at man valgte at anbringe en kunstskole for indianere der.
Byen giver baggrund. En anden årsag er, at netop dette sydvestlige hjørne af de 48
stater i dag har den største indianske befolkning, og den indfødte befolkning, der er
mest uberørt af den amerikanske tingenes kultur.
Endelig blev skolen lagt der, fordi Bureau of Inclian Affairs (frit oversat: det
amerikanske grønlandsministerium) fik en stor kostskole ledig der, idet flere og
179
[2]
flere indianere overføres til de almindelige  amerikanske  skoler.  Det  er  målet,
man nu har.
Kunstnere eller mekanikere.
Jeg besøgte skolen 10 dage før dens officielle åbning, og den var langt fra klar til at
modtage eleverne. Selv det hotteste amerikanske teknikertempo kunne få den fær-
dig på 10 dage, men rammen var der, lærerkollegiet var samlet, planerne lå færdige
og eleverne var på vej. Man kunne udmærket danne sig et indtryk af denne enestå-
ende og for Grønland ret interessante skole.
Ideeen til skolen var kommet fra en ledende kreds ved den største B.LA.1 skole i
U. S, A., Intermountain i Utah. Lærerne der, som specielt arbejdede med navaho-
indianerne, havde gennem årene lagt mærke til, at mange af eleverne havde udpræ-
gede kunstneriske anlæg. Sådanne elever vil der være i enhver skole verden over, men
her var måske en smule flere, end man normalt finder det, og desuden havde de alle
en vis fælles stil og tradition i deres kunstneriske udtryk.
På en almindelig B. L A. skole er der hverken tid eller lærere til at bevare eller
udbygge sådanne talenter. Intermountain har 2400 kostelever, et menneskeligt sam-
lebånd.
Eleverne får ikke nogen glæde eller udbytte af disse særlige evner, som mange
vitterlig har. Tværtom bliver den særlige interesse bare et handicap, og talentet dør
under vægten af tidsskriftet Anders And og fjernsynets glade gøgl.
Det er altid trist for en lærer at se elevers evner misbruges eller spildes, og en
kreds af lærere og ledere begyndte derfor at arbejde på oprettelse af en særlig skole
for kunstbegavede indianere.
De skulle samles fra alle B. LA. skoler i staterne, og den nye skole skulle dels
være en almindelig ungdomsskole, der gav eleverne de almindelige skolekundskaber,
sonx enhver B. LA. skole må give sine elever, for at de kan klare sig ude i det sav-
takkede amerikanske samfund, dels skulle man finde tid og kræfter til at bevare og
udbygge elevernes kunstneriske talenter, for kun unge indianere med særlige evner
skulle optages på denne skole.
Lærerne påpegede endvidere det gavnlige og sunde i, at der ville fremstå nogle
store og alment anerkendte kunstnere blandt indianerne.
Den gamle indianske stolthed er ikke hare knækket, men den er afløst af en for-
ståelig mindreværdsfølelse og hudløshed. Det ville være af værdi for hele den indi-
anske befolkningsgruppe at få nogle stjerner. Enhver gruppe kendes jo på dens
ypperste, og ikke, som man sommetider tror, på dens gennemsnit.
1 Forkortelse for Bureau of Indian Affairs.
180
[3]
Typisk Santa Fe arkitektur.
Det var i sin tid svært at få indianerne ned med nakken, det er ikke lettere i dag at
få dem op med hovedet.
Der rejste sig fra starten en strid om skolens berettigelse. Der findes jo altid for-
nuftige folk, der ikke ser nogen grund til at ofre penge på kunst og kultur, når man
kan bruge dem til noget andet. Og ét sted skal man jo spare. Nej, lav dog en skole
for bilbuleudrettere. Dem er der altid brug for.
Der var også andre, der tvivlede på skolens værdi, fordi de tvivlede på, at den
kunne opfylde sin målsætning.
Og der er grund til at fastslå, at det ikke er sikkert, det vil lykkes!
Det er altid meget svært at skole i kunst, der netop er individets allerfrieste ud-
foldelse, og det er måske særlig svært at skole i indiansk og anden „primitiv" kunst,
der ofte spiller på ganske enkle strenge. Derfor kan netop en skole som kunstsko-
len i Santa Fe betyde den indianske kunsts død istedet for dens bevarelse og re-
naissance.
Hvis ikke lærerne formår at skabe den fornødne balance mellem kunstnerisk fri-
hed og fastheden, der skal til, for at eleverne ikke fristes af effekten, som netop er
stor i den indianske kunst, og som køberne falder for, kan eleverne komme til at
forlade skolen som smarte fidusmagere, der suger effekten af den gamle tradition
og derefter lader den i stikken.
181
[4]
En anden fare er den gensidige påvirkning mellem de mange forskellige stam-
mer, med de lige så mange forskellige traditioner, der måske vil gå op i en enhed,
som vil danne en helt ny pseudo-indiansk kunst. Man må også fra starten gøre sig
klart, om man vil forsøge at preservere de nuværende materialer og udtryksformer
og stilarter, eller man vil søge at bygge videre på disse.
Hvis man kun vil preservere, fordi man frygter forandringen, vil den indianske
kunst dø, idet man da kun vil opnå reproduktion.
Hvis man på den anden side lader udtryksformerne udvikle sig, nu løsrevet fra
stammens gamle liv og omgivelser, og hvis man indfører nye materialer, vil man
risikere, at man hurtigt mister kontakten med udgangspunktet: den oprindelige ind-
fødte kunst.
Den nye skole vil begge dele ifølge sit program, men ingen kan sige, hvorledes
balancen vil blive mellem tradition og nyskabelse.
Meget vil som sagt afhænge af skolens lærere, og man har gjort sig meget store
anstrengelser for at finde egnede lærere. Man har blandt andet tilladt at udbetale
lønninger, der sprænger den normale B. LÅ. ramme. I det hele taget har man fra
starten realistisk erkendt, at kunst koster. Visse administratorer var rystet over,
hvad skolen skulle bruge.
Man har naturligvis først søgt lærere blandt de anerkendte indianske kunstnere,
men dels er de få, dels kan ikke enhver kunstner bruges som lærer, og ønsker det
heller ikke. Man har derfor også brugt mange „almindelige" amerikanere, der var
interesserede, og som havde en forsvarlig baggrund.
Alle lærerne er i den forløbne sommer blevet skolet i denne specielle opgave, og
typisk for B.I.A. har lærerkollegiet på forhånd nøje gennemdrøftet hele ideen me-
get grundigt, og man har på forhånd søgt at finde frem til vanskelighederne og
farerne. Derefter er lærerne nærmest taget i ed på, at de vil gå ind for den fælles ide.
Jeg var kort sammen med en gruppe af lærerne, og de var tilsyneladende alle op-
flammet af deres nye opgave. Skolen skulle desuden i stor stil benytte sig af gæste-
lærere og forelæsere, de store dyr, de dyre drenge.
Mange muligheder.
Eleverne til den første sæson var udvalgt, og de kommer fra alle dele af U. S. A.,
Alaska medregnet, men derimod mærkelig nok ikke Hawai.
Der er kun blevet plads til ca. 5 eskimoer, men man må ikke glemme, at der er
over 50 stammer, der skal have adgang.
Betingelserne for at blive optaget som elev er den sædvanlige B.I.A. begræns-
ning: Man skal tilhøre en statsautoriseret indianerstamme og have mindst 25 %
l82
[5]
Museumsbesøg er et led i undervisningen.
indfødt blod. Og dertil så naturligvis et vist talent, som enten skal dokumenteres af
en tidligere skole, eller gennem indsendte arbejder.
Mange af eleverne var ifølge deres ansøgning om optagelse ikke interesserede i
at blive egentlig kunstnere, altså frit skabende. De ville være kunsthåndværkere.
Sådanne elever optages naturligvis også, og for dem vil skolen utvivlsomt have værdi.
De kunstarter og kunsthåndværk, der tilbydes den første sæson, er: tegning, ma-
ling, skulptur i næsten ethvert materiale, keramik, vævning, læderarbejde, musik,,
sang, skuespil, dans og skabende skrivning, altså forfatterkunst, som man jo i U. S. A.
i modsætning til Europa underviser i. Og med held.
[6]
Dertil kommer mere teoretiske kurser som indianernes histprie, kunsthistorie og
de almindelige skolefag. Endelig lærer eleverne — meget amerikansk — forretnings-
kundskab, men det er naturligt og fornuftigt. Især når man hører, at Walt Disney
er meget interesseret i denne skole. Hvorfor skal han løbe med hele fidusen, hvis
der bliver nogen.
Som en af lærerne iøvrigt sagde: I Amerika er fattigdom aldrig romantisk. End
ikke den fattige kunstner. Man må kunne klare sig økonomisk for at være akcepteret.
Eleverne skal kunne blive på skolen i fire år, og skolen er delt i to afdelinger,
nemlig de to sidste år af hugh school, og to_års_college.
De to første år er gratis, de to sidste år skal betales af eleverne selv. Det er
B.I.A.S almindelige regel, at undervisningen til afslutningen af high school er fri.
Nu er skolen så i gang. og det vil blive spændende engang at høre nyt derfra.
Man kan i Grønland ikke tænke på at oprette noget tilsvarende. Befolkningen
her er jo skiftevis for lille og for stor. I dette tilfælde for lille. Men man kan med
udbytte sammenligne overvejelserne om kulturens fremtidsperspektiv.
Og så kan man lære lidt af B. I. A.s vilje til at undervise og skole i alt, og tro på
nytten deraf. Det er det træk i B.I.A.s arbejde, der springer en grønlandsk gæst
stærkest i øjnene: Man tror blindt på undervisningens nytte, når undervisningen er
rigtigt udformet.
Endelig kunne det jo tænkes, at en ung grønlænder — der i givet fald måtte
kunne noget engelsk — en dag kunne optages på skolen. Amerikanerne er jo gæstfrie
på deres skoler.
Det ville være fornøjeligt, men det må vente.
184[7]