[1]
OXFORD UNIVERSITY EXPEDITION
TO EAST GREENLAND 1962
Af gymnasielærer Sv. Erik Worm
J. Oxford har man en ca. hundrede år gammel organisation ved navn Oxford Uni-
versity Exploration Club. Denne sammenslutning hjælper dygtige studenter og unge
videnskabsmænd med at organisere og udruste expeditioner til egne overalt i ver-
den, hvor der endnu er uudforskede områder eller videnskabelige opgaver at løse.
Før den anden verdenskrig var der flere expeditioner fra Oxford til Grønland.
Men Oxford University Expedition to East Greenland 1962 er den første expe-
dition af denne art efter den afbrydelse, som krigen forårsagede.
Expeditionen blev planlagt og ledet af to unge geomorfologer fra Oxford, David
Sugden og Brian John, som begge afsluttede deres studier ved Oxford University
sidste sommer og året i forvejen havde trænet og gjort forstudier på en mindre
expedition til Island.
Hele efteråret og vinteren 1961—62 gik med forberedelser, og tidligt fik man
kontakt med universitetslektor James Cruickshank, der underviser i geografi ved
Queen's University i Belfast. Han havde i somrene 1956 og -57 arbejdet som pro-
spektor for Nordisk Mineselskab i Nordøstgrønland. Her havde jeg truffet ham,
og gennem ham blev jeg opfordret til at deltage i Oxford-expeditionen som films-
fotograf og kontaktmand med de danske myndigheder. De øvrige deltagere blev
zoologen Geoffrey Arnold og botanikeren David Chamberlain fra Oxford, geo-
morfologenEricColhoun fra Belfast og endelig amatørornitologen Alexander Hall,
der 1955—57 havde været meteorologisk assistent i Antarktis og 1961 havde del-
taget i en expedition, der ringmærkede vildgæs i Nordøstgrønland, en praktisk an-
lagt skotte med en mængde gode erfaringer.
Oxford-expeditionen kom således til at bestå af 8 mand. Formålet med expedi-
tionen var at foretage geomorfologiske, glaciologiske, botaniske og zoologiske un-
dersøgelser i området øst og syd for Staunings Alper på den grønlandske østkyst.
I februar fik vi af Ministeriet for Grønland tilladelse til at udføre disse opgaver,
og i vinterens og forårets løb lykkedes det fra forskellige fonds (udelukkende en-
321
[2]
gelske) at skaffe ca. 50.000 kr., som vi mente ville være tilstrækkeligt til at dække
de fleste udgifter. Hermed var grundlaget for expeditionen sikret. Men der var
endnu mange vanskeligheder at overvinde, og den største af disse var transporten.
Storisen gør sejladsen på Østgrønland usikker, og det er faktisk umuligt at fast-
lægge en bestemt besejlingsplan, så Den Kgl. Grønlandske Handel kunne trods sin
velvilje ikke give os noget bindende tilsagn. Og hvordan skulle vi få den nødvendige
udrustning (proviant, telte, instrumenter, ski, to sammenfoldelige kanoer m. m., ialt
ca. 1200 kg) ind til vore arbejdsområder i Pingodal og ved Holger Danskes Bril-
ler? Resultatet af vore anstrengelser for at overvinde disse problemer blev langt
om længe, at vi fik det arrangeret, så vi midt i juli skulle flyve med en chartret
islandsk maskine til Mestersvig; med samme fly ville vi derefter flyve ind til vore
arbejdsområder og kaste udrustningen ned med 8 faldskærme, som vi havde fået
overladt af R. A. F. Derefter ville vi selv gå. til fods fra Mestersvig og udføre vort
arbejde i løbet af de følgende 6—7 uger. Endelig blev det så aftalt, at vi den L—3.
september skulle afhentes ved Syd kap (en nu ubeboet sommerboplads godt og vel
200 km inde i Scoresby Sund) med motorbåd fra Scoresbysund og herfra sejle med
sidste skib til Island (Akureyri).
Denne plan lykkedes det os i det store og hele at overholde:
Den 17. juli om aftenen fløj vi fra Glasgow til Reykjavik. Og allerede samme
nat fløj første halvdel af expeditionen og en del udrustning med en DC-3'er til Me-
stersvig, hvor vi ankom hen på morgenstunden. Den anden halvdel blev i Reykjavik
og ordnede udstyr, som blev pakket i bundter å 120 kg, så det var klart til dropning.
Endvidere måtte de skaffe to ekstra faldskærme fra amerikanerne i Keflavik.
Tidligt torsdag morgen den 19. juli var vi alle samlet på flyvepladsen ved Me-
stersvig, og kl. 6 fløj vi med samme islandske DC-3'er ind for at kaste vor udrust-
ning ned. Vejret var ideelt: stille, klart solskin, som jeg kun har oplevet det i Øst-
grønland. Vi droppede først to ladninger i Pingodal. Det gik fint. Så fløj vi ned
gennem Schuchertdal og smed seks faldskærme rned ialt 7—800 kg ud, 5—6 km sydøst
for Holger Danskes Briller — dette gik næsten over forventning, idet alle seks fald-
skærme landede pænt indenfor en radius mindre end 100 m. På tilbageturen fløj
vi lavt op langs den vestlige side af Schuchertelv, forbi Malmbjerget og videre over
gletscherne i Wernerbjergene tilbage til Mestersvig, hvor vi landede kl. godt 8.
Efter et velkomment hvil i den gamle mineby ved blyklippen startede vi torsdag
aften kl. 19 på den lange fodtur mod vore arbejdsområder. Vi havde ret tunge ryg-
sække - ca. 25 kg pr. mand - idet vi foruden det nødvendigste personlige udstyr
måtte slæbe på en del proviant, videnskabelige instrumenter (teodolit, istempera-
turmåler m. m.), prøveglas, kemikalier o. s. v., som vi ikke havde kunnet droppe.
Det første stykke vej var tungt på grund af en blød, pløret overflade. Og de endnu
322
[3]
PINGODAL
Major
A   M! nor    Cdropj
Routo     Followad    fcy
O r|vK( in ^ood
23 V/fdC   bfa'.Hed
Expeditionens rute.
[4]
meget kraftige elve, hvor vandet undertiden gik os til livet, sinkede os en del. Først
lørdag eftermiddag var vi fremme ved Wernerbjergene, og efter en rast ved foden
af Kolossen gik vi ved 20-tiden op over Østre gletscher i fint vejr. Da vi nåede pas-
højden (lidt over 1000 m) og begyndte at gå ned over Sirius gletscher, var sneen
blød, og vi var trætte. Vi regnede dog endnu med at kunne være ved foden af glet-
scheren søndag morgen. Men et par timer senere (kl. ca. 4) kom der pludselig et
par kraftige vindstød bagfra — og i løbet af få minutter var vi indviklet i en forry-
gende føhnstorm. Vi vadede på dette tidspunkt i blød sne til knæene, og imellem
sneen og gletscheroverfladen stod et lag isvajid, der havde gennemblødt vore støv-
ler. Her viste vore to unge ledere, at de var deres opgave voksen: i løbet af 10 mi-
nutter havde vi rejst to blafrende telte på den bløde sne, hvorefter vi krøb i vore
soveposer, mens Sugden og John frembragte og serverede et krus varm suppe til
os hver.
I de kommende timer stod himmel, fjelde og gletscher i et, mens vi lå og døsede
i vore soveposer og hørte stormen piske sne og slud mod teltene. Ved 10-tiden søndag
formiddag lagde vinden sig næsten lige så pludseligt, som den var kommet, og vi
fortsatte ned over Sirius. Lidt før 12 var vi nede ved den store Schuchertgletscher,
hvor vi delte os op i to hold. Sugden, John, Arnold og Hall gik op forbi Malmbjer-
get, krydsede Schuchertgletscheren og fortsatte ned langs vestsiden af den brede
Schuchertdal til Holger Danskes Briller, hvor de ankom torsdag den 26. juli, fandt
al udrustningen ubeskadiget og oprettede hovedlejren.
Det andet hold, der bestod af Cruickshank, Chamberlain, Colhoun og mig, satte
kursen mod Pingodal, hvor vi mente at kunne være ved 15-tiden søndag eftermid-
dag. Men Schuchertgletscherens vældige endemoræne med dens mange strømme af
smeltevand sinkede os, så vi ikke var fremme før ud på aftenen. Det sidste stykke vej
bestod af vegetationsklædte skråninger, og her^gik vi Lhver sin rytme. Jeg nåede
frem til faldskærmene med udrustningen (der lå ganske tæt ved en gammel prospek-
teringshytte, oprettet af Nordisk Mineselskab 1957) en times tid f ør Jimmy og hav-
de en kop kaffe klar, da han ankom. Mens vi ventede på vore to kammerater, slap-
pede vi af og gjorde os rede til at gå i soveposerne. Da Jimmy kom tilbage fra sit
aftentoilette, ville han vide, hvor jeg havde taget vandet til kaffen, og jeg måtte
naturligvis svare, at jeg havde taget det fra elven, der løb lige forbi. „Så har du
måske ikke set, at der ligger to døde moskusokser i elven 30 meter højere oppe,"
bemærkede Jirnmy tørt. Vandet var iøvrigt tilsyneladende godt nok; men for efter-
tiden hentede vi vand 40 m højere oppe.
I de kommende tre uger arbejdede vi i Pingodal. James Cruickshank og Colhoun
undersøgte de fem pingoer (pseudovulkaner), der var lettest tilgængelige fra vor
lejr. Et par stykker af dem blev målt nøjagtigt op, jordbunden blev analyseret og
324
[5]
James Cruickskank, Brian John, Eric Colhoun, David Sugden og Geoffrey Arnold
efter fodboldkampen i Hvalrosbugten
vegetationen studeret. Denne sidste opgave blev klaret af Chamberlain, der iøvrigt
indsamlede 130 forskellige højere planter og en hel del mosser. Jeg optog en del
16 mm smalfilm og fik bl. a. gode næroptagelser af polarræve, sneharer og moskus-
okser. Rævene var meget interesserede i lejren og blev efterhånden både nærgående
og frække. De stjal vor sæbe og løb med flere af vore skeer. Til sidst havde vi næ-
sten bestandig 3—4 stykker luskende rundt omkring os.
Pingodalen er ret frodig, og aldrig tidligere har jeg set et blomsterflor som det,
der udfoldede sig her i de sidste dage af juli. Vældige strækninger var helt dækket
af blomstrende dryas og kantlyng, og ind imellem stod store buketter af gule val-
muer og puder af dværgnellike (silene) og stenbræk.
Lidt oppe i dalen vrimlede det med moskusokser. En dag talte vi på kort tid
over 50, og herimellem var mange kalve både fra samme forår og fra året i forvejen.
Ved et par lejligheder kom der okser helt frem mellem teltene i vor lejr.
325
[6]
Rævene blev efterhånden både nærgående og frække.
Fra 4.-6. august aflagde Cruickshank og jeg et besøg ved Malmbjerget, hvor vi
havde arbejdet som prospektorer i 1955 og -56. Vi var imponerede! Her på dette
„utilgængelige" sted var nu en hel lille by, der blev forsynet fra luften, og ca. 60
mand arbejdede med sprængninger og diamantboringer for at skaffe flere oplysnin-
ninge'r om fjeldets molybdænindhold.
Den 14. august forlod vi lejren i Pingodal, krydsede Schuchertelven og startede
på den lange tur ned gennem dalen. Her så vi en dag to små ræveunger flænse i de
sidste tørre kødrester på et gammelt moskusokseskelet — en herlig oplevelse. En an-
den episode ville jeg hellere forbigå; men jeg synes, jeg må omtale den. Der var
endnu en del vand i elvene, og Bjørnbos elv var slem. Her forsøgte vor ven Cham-
berlain trods forbud og imod vor aftale at vade alene over engren af elven. Vandet
gik ham til skridtet, og da han nåede midt ud j elven, mistede han følelsen i fødderne
på grund af kulden - og blev revet med af strømmen. Vi andre så det på afstand,
men kunne intet udrette. Derimod blev han reddet af sin store rygsæk, der indeholdt
mange pressede planter pakket ind i flere lag af plastic. Den bar ham oppe, så hans
hoved end ikke kom helt under vandet, og nogle hundrede meter længere nede blev
326
[7]
Hall, Sugden og John nær Syd kap.
han skyllet ind til bredden og fik tag i en stor sten. Solen skinnede, og da vi havde
gået en times tid, var Chamberlain tør igen. Men han var meget stille og en erfaring
rigere. De store elve bør altid passeres i fællesskab og ved hjælp af tov. Torsdag
aften den 16. august nåede vi hovedlejren ved Holger Danskes Briller. Herfra var
en pragtfuld udsigt over Nordøst Bugt og Hall Bredning, hvor der lå i snesevis af
vældige isfjelde. Det var fuldmåne den aften.
I de forløbne tre uger havde Sugden og John her fra hovedlejren opmålt og kort-
lagt en del gamle kystlinier ved Nordøst Bugt og indsamlet muslingeskaller o. lign.
for senere at bestemme kystliniernes alder. Arnold havde indsamlet og studeret ark-
tiske krebsdyr (Lepidurus arcticus), og sammen med Hall havde han opført et skjul,
hvorfra de på nært hold havde iagttaget et par rugende rødstrubede lom'er, set un-
gerne komme ud af æggene og fulgt deres vækst. Endvidere havde Hall optalt alle
de fugle, især vildgæs, han havde kunnet overkomme.
Lørdag den 16. august kl. 20 forlod Sugden, Hall og jeg hovedlejren og gik til
en lille vig ved Syd kap, hvor vore to kanoer var gjort klar sammen med en hel del
udstyr (isboremateriel, proviant, ski, tovværk m. m.), som vi skulle have med godt
327
[8]
KL 3* mandag morgen var vi ved Syd kap.
35 km op i Nordvestfjorden, hvor vi ville foretage temperaturmålinger på Uranus
gletscher. Kanoerne kunne hver tage to mand plus 3—400 kg udrustning, og de viste
sig forbavsende sødygtige. Men kort efter starten kom en ret kraftig vind, som rev
søen op, og af sikkerhedsgrunde gik vi til land. 10 timer ventede vi, før søen lagde
sig igen. Nu blev den til gengæld helt spejlblank, og i løbet af godt 4 timer var vi
fremme i nærheden af Uranus gletscher og oprettede lejr. Ved hjælp af en improvi-
seret slæde kom vi ret hurtigt og nemt op i lidt over 1000 m højde. Men nu satte et
kraftigt og vedvarende snefald ind, som forhindrede os i at flytte lejren højere op.
Til gengæld fik vi god brug for vore ski, som jeg faktisk ikke havde anset for strengt
nødvendige. Vort arbejde bestod i at bore huller i gletscheren (10-14 fod dybe) og
måle temperaturen ved overfladen og for hver fod nedefter. Hertil havde vi med-
bragt et specielt instrument, der gennem en ledning fra hullet kunne vise tempera-
turen med 1/100 grads nøjagtighed. De første huller borede vi ca. tre km oven for
lejren, og vi fortsatte derefter nedover med ca. en km's mellemrum til foden af glet-
scheren.
328
[9]
Det er mit indtryk, at der er en mængde sunde og livsglade børn i Scoresbysund.
I den uges tid, vi tilbragte på gletscheren, sneede det næsten uafbrudt, og vore
klæder, soveposer m. m. blev klamme og ubekvemme. Det føltes derfor som en stor
behagelighed, da vi søndag aften den 26. igen var tilbage ved Nordvestfjorden.
Mens vi havde været borte, var det blevet efterår. Dværgbirken var nu rød og
polarpilen gul. Men luften var tindrende klar, og vejret var fint igen. Egentlig trængte
vi til et ordentligt hvil; men da vi havde spist en solid middag, lå fjorden spejlblank
og fristende foran os. Vi gjorde derfor kanoerne klar, og kl. 22,45 roede vi fra
land. Det blev en lang og trættende — men pragtfuld tur i en ejendommelig rød-lilla
belysning mellem vældige isfjelde. Kl. 3,30 mandag morgen var vi ved Syd kap.
I de kommende dage flyttede vi al vor udrustning hertil fra hovedlejren ved Hol-
ger Danskes Briller.
Vi havde nu afsluttet vort egentlige arbejde, og mens vi ventede på motorbåden,
der skulle komme og hente os til Scoresbysund, fiskede vi ørreder og tegnede skitser.
Allerede den 1. september begyndte vi at kigge efter motorbåden. Men den 4. var
den endnu ikke ankommet, og vi begyndte at indstille os på, at den slet ikke ville
329
[10]
Kateketen var en dygtig lærer - men en endnu bedre fanger.
kunne nå ind til os på grund af isvanskeligheder længere ude i fjorden. De sidste dage
havde vi om morgenen bemærket nyis mellem de store isflager. Vi forberedte os der-
for på at efterlade det meste af vor udrustning ved Syd kap og gå de ca. 180 km
tilbage til Mestersvig. Men kl. 4,30 næste morgen blev vi vækket ved lyden af en
motor, og der blev stor glæde, da vi så „Entalik" komme tøffende roligt ind mod
os med fire eskimoer og handelsassistent Leif Jørgensen fra Scoresbysund om bord
— og glæden blev ikke mindre, da vi erfarede, at de medbragte post fra Europa og en
elskværdig hilsen fra kolonibestyrer Elvig Nielsen, der gav udtryk for, at vi var vel-
komne i Scoresbysund.
„Entalik" havde haft en del isvanskeligheder på indturen til Syd kap, som
havde varet næsten tre døgn. Nu var isen spredt en del, og i løbet af 22 timer var vi
i Scoresbysund, hvor vi blev hjerteligt modtaget med morgenkaffe hos hr. og fru El-
vig Nielsen i kolonibestyrerboligen. Vi følte det helt velgørende at være tilbage i
330
[11]
Udsigten over isfjeldene i Hall Bredning.
civilisationen og fik det aller bedste indtryk af befolkningen i Scoresbysund, hvor vi
kun mødte gæstfrihed, smil og venlighed. Fem dage tilbragte vi her med at vente på
„KISTA DAN" og fik bl. a. lejlighed til at spille en fodboldkamp mod den nystar-
tede Scoresbysund idrætsforening, der leverede os et forsmædeligt nederlag - trods
det, at dr. Glenthøj, den ny læge, der er en udmærket fodboldspiller, stod på vor side.
Fem dage er for kort tid til at snakke med om forholdene i en by; men det er mit
indtryk, at der er mængde sunde og livsglade børn i Scoresbysund, og at man måske
331
[12]
nok kunne gøre lidt mere for at fremme deres oplæring og uddannelse. Det er et
stort fremskridt, at der nu er kommet en dansk lærer til byen. Men en ny skolebyg-
ning med klasseværelser, der kan varmes ordentlig op, og rigtige toiletforhold bør
fremskyndes mest muligt.
Endnu er der nogle få tilbage af de helt gamle fangere, der kom op fra Angmag-
ssalik 1925. Vi traf bl. a. den gamle gemytlige Magnus Anike, der sang trommesange
og dansede for os. Med ham vil endnu et stykke af det gamle Grønland forsvinde
— og med børnene, der nu lærer dansk i skolen, begynder for Scoresbysund en helt ny
tid, der næppe bliver uden brydninger.
Den 10. september om aftenen kunne vi se „KISTA DAN" i isen ved Kap Tobin,
og kl. 8 næste morgen nåede den ind. Et par timer senere tog vi afsked med alle vore
nyerhvervede venner i Scoresbysund. Isen voldte en del vanskeligheder, men i løbet
af halvandet døgn var vi ude i isfrit farvand og satte kursen — ikke mod Akureyri,
men mod København, hvilket kom til at koste expeditionen 5-6000 kr. ekstra.
En vellykket sommerexpedition var endt. Vi kom hjem med et underskud på ca.
10.00£) kr., men bortset herfra var alt forløbet planmæssigt. Vi havde gennemført
vort arbejdsprogram, og ikke haft alvorlige uheld. Jeg kan ikke lade være med at
udtrykke min beundring for vore ganske unge ledere, David Sugden og Brian John.
Ikke på noget område havde de svigtet, og aldrig havde vi stået og manglet en ud-
rustnlngsgenstand af betydning: alt havde været gennemtænkt. Provianten, der især
bestod af tørret kød og mælk, tørrede grøntsager og frugter, kiks, kaffe, te og cho-
kolade havde været rigelig og tilpas varieret. Arbejdet blev gennemført systematisk
og efter en omhyggelig planlægning. Det er mit indtryk, at det indsamlede materiale
vil være tilstrækkeligt til efter en grundig bearbejdelse at kunne danne grundlaget for
en videnskabelig beretning, der vil være af interesse i flere kredse.
332[13]