[1]
STEREOTYPER OG FORDOMME
ET PAR KRITISKE BEMÆRKNINGER
Af Dagny Rosing
_L/en seneste rapport fra Udvalget for samfundsforskning i Grønland — rapporten
om samarbejdsproblemer mellem grønlændere og danskere i Vestgrønland — har
jeg læst med stor interesse. Rapporten indeholder en hel del betragtninger, som jeg
fuldtud kan tilslutte mig, og som absolut fortjener at blive kendt. Hvad angår kon-
klusioner og kommentarer til de foretagne sociologiske undersøgelser, synes jeg
imidlertid, der mange steder er gund til at protestere. Dette gælder særligt for af-
snittet om stereotyper og fordomme.
Efter læsningen af dette afsnit sad jeg med en forvirrende følelse af ikke ret at
forstå, hvad ordene „fordomme" og „stereotyper" dækker over.
Øverst s. 66 i rapporten kan man læse følgende:
„Opholder man sig i vestgrønlandske samfund, vil man, hvad enten man er at op-
fatte som grønlænder eller som dansker, i vid udstrækning være vidne til, at grøn-
lændere omtaler sig selv og danskerne ikke blot ved henvisning til individuelle egen-
skaber, men til egenskaber, som tillægges den ene eller den anden gruppe. Ganske
det samme er tilfældet, for så vidt angår danskerne, når de omtaler sig selv eller
grønlænderne."
Og man læser videre:
„Det er ofte yderst vanskeligt at tage stilling til, hvorvidt stereotyperne er over-
vejende negative, positive eller neutrale. Det vigtigste i denne sammenhæng er
imidlertid, at der forekommer stereotyper, som er udtryk for, at man tillægger
enkelte individer forskellige slags egenskaber allerede af den grund, at de tilhører
den ene eller den anden befolkningsgruppe."
Her begyndte jeg at undre mig. — Uden at der er gjort rede for, om de i første
afsnit omtalte generaliserende udtalelser, man bliver vidne til under ophold i Vest-
grønland, er de samme fra person til person og fra sted til sted, bliver samtlige
disse udsagn stemplet som stereotyper. Man spørger da sig selv, om man har fået en
forkert opfattelse af begrebet „stereotyper". Man kan komme ud for en fortolk-
427
[2]

ning, der går ud på, at alt hvad vi almindelige mennesker overhovedet siger er stereo-
typer, idet kun digtere (og videnskabsmænd) er i stand til at fremkomme med origi-
nale udtalelser. En så yderliggående fortolkning kan imidlertid ikke anvendes her,
for så bliver det galt med samfundsforskningsudvalgets erklærede mål for denne del
af undersøgelsen, som er „at konstatere, hvorvidt stereotyper overhovedet forekom-
mer . . ."
Den sidste del af ovenfor anførte citat (i kursiv) stemmer ikke ret godt med det,
vi kan læse på side 56, nemlig:
„Det er iflg. Klineberg et fællestræk ved undersøgelser af stereotyper og de grup-
p^eindstillinger, de er udtryk for, at det ikke klart kan ses, hvorvidt gruppemed-
lemmerne ser bort fra individuelle forskelle eller om de hæfter sig ved det statistisk
almindelige, og om de i så fald tænker på noget typisk eller på noget, som præger
et flertal af gruppemedlemmer."
Men man er måske ikke enig med Klineberg?
Vi skal nu se, hvorledes man forsøger ,,at bringe klarhed over, om stereotyper
overhovedet spiller en rolle, således som det er det almindelige indtryk, samt hvilken
slags stereotyper det drejer sig om." Dette gøres ved, at man stiller nedenstående
fire spørgsmål til 35 grønlandsksprogede, der på forhånd var udtaget blandt husstan-
de, som var repræsenteret i en tidligere foretaget forbrugsundersøgelse i Grønland;
andre 35, som blev interviewet på dansk, var ikke udtaget på forhånd, men blev under
en rejse i 1959 fra Nanortalik til Holsteinsborg af interviewerne udvalgt ud fra det
synspunkt, at man ville tale med så bredt et udsnit af dansksprogede som muligt. Des-
uden blev 11 interview foretaget med personer hidrørende fra Grønland, men bosat
i den øvrige del af Danmark. (Hvorfor disse 11, når det er forholdet mellem danske
og grønlændere i Vestgrønland, man ønsker at belyse?) Spørgsmålene lyder:
Hvad synes De er de mest tiltalende egenskaber ved grønlænderne i Grønland?
Hvad synes De er de mindst tiltalende egenskaber ved grønlænderne i Grønland?
Hvad synes De er de mest tiltalende egenskaber ved danskerne i Grønland?
Hvad synes De er de mindst tiltalende egenskaber hos danskerne i Grønland?
Om svarene oplyser rapporten:
„. . . at nogle af interviewpersonerne har nævnt et stort antal forskellige egenska-
ber, ofte en hel række betegnelser, som mere eller mindre dækker de samme eller
beslægtede egenskaber, medens andre har svaret kortfattet, undertiden endog sam-
sammenfattet deres vurdering i et enkelt ord.
De givne besvarelser kan imidlertid opdeles i et mindre antal hovedkategorier,
som kan betragtes som karakteristiske for så vidt angår de anvendte stereotyper.
428
[3]
Da spørgsmålene om grønlænderes og danskeres egenskaber er blevet stillet åbent,
d. v. s. med muligheder for en hvilken som helst besvarelse, har der været visse
vanskeligheder forbundet med at klassificere de anvendte stereotyper. Begrebsop-
stillingen i den yderste venstre kolonne er imidlertid et forsøg herpå. Såfremt
man ved interviewingen var gået en anden, ofte benyttet vej ved på forhånd at op-
stille visse mulige svar, ville det foreliggende materiale have været lettere at hånd-
tere. Når man imidlertid ikke har benyttet denne fremgangsmåde, er grunden, at
man i første række har villet danne sig et billede af karakteren af de almindeligst
benyttede stereotyper.
Om de enkelte hovedkategorier skal blot bemærkes, at de må forstås temmelig vidt
som omfattende et større antal, ofte ret forskellige ord. Eksempelvis kan nævnes,
at begrebet venlighed i den foreliggende sammenhæng dækker ord som „mildhed",
„tolerance", „rarhed", „glæde ved børn" og „elskelighed".
Disse udredninger rejste hos mig en del spørgsmål. Tilsyneladende betragter man
alle svar - eller er det specielt alle generalis er ende svar? — som stereotyper. Derefter
„klassificerer man stereotyperne" efter meningsindhold. Det betyder altså, at når vi
i figuren (på side 68 i rapporten) ser, at mindst 6 personer mener, at grønlænder-
ne er venlige, ligger der i virkeligheden bag, at én har ment, de er venlige, en an-
den, at de er tolerante, en tredie, at de er glade for børn o. s. v., måske er der ikke
engang to personer, der har benyttet samme talemåde — og tolerance og glæde ved
børn er i mine øjne meget forskellige begreber. Der er således næppe tale om, at „ste-
reotyperne" her er flere personers fælles talemåde. Spørgsmålet er så: Når man si-
ger, at stereotyper er faste talemåder, mener man så dermed, at det er enkeltperso-
ners faste talemåder? Dette afføder igen et nyt spørgsmål: Går man uden videre
ud fra, at når interviewpersonen siger, at han synes, grønlænderne er tolerante, så
er det ikke noget, ip finder ud af til denne specielle lejlighed, men en talemåde han
benytter ved enhver given anledning? Videre erindrer man sig, at stereotyper „er ud-
tryk for gruppeindstillinger", og da melder det spørgsmål sig, om gruppeindstillin-
ger (fordomme) skal forstås som enkeltpersoners indstillinger til grupper? Min op-
fattelse var nemlig, at det betød en gruppes indstilling til det være sig en anden
gruppe eller f. eks. etiske eller religiøse spørgsmål. Man husker ligeledes at have læst,
at man i forskningen af forholdet mellem grupper i særlig grad har interesseret sig
for forekomsten af stereotyper i de udsagn, som gruppemedlemmerne fremsætter om
hinanden." Heraf må vel følge, at Ikke alle udsagn, som gruppemedlemmerne frem-
sætter om hinanden, er stereotyper, og så melder sig igen det spørgsmål, om det
specielt er de generaliserende udsagn, der opfattes som stereotyper, og dermed som
udtryk for fordomme? Og kan det være korrekt at betragte alle generaliserende ud-
429
[4]
sagn som udtryk for fordomme? Hvis man har for vane at udtrykke sig generalise-
rende om en befolkningsgruppe, indebærer det vel, at man kan have svært ved at se
med friske øjne (altså fordomsfrit) på de enkelte individer, men det udelukker efter
mit skøn ikke et fordomsfrit syn på enkeltindividerne (for så vidt som det overho-
vedet er menneskeligt muligt at være fordomsfri). Og i denne forbindelse har vi vel
ikke engang noget holdepunkt for at antage, at interviewpersonerne har for vane
at udtrykke sig generaliserende. Det forekommer endog nærliggende at antage, at
svarenes generaliserende form er affødt af de generaliserende spørgsmål.
Endnu et spørgsmål melder sig. Hvis man betragter alle generaliserende udtalelser
som udtryk for fordomme, udelukker man jo muligheden af en tolkning af svarene
som et forsøg på at give en karakteristik af de to befolkningsgrupper ud fra person-
lige erfaringer, og da „det er et karakteristisk træk ved gruppen, at dens enkelte
medlemmer præges af tendens til konformitet i flere eller færre henseender alt efter
gruppens art", så kan det vel ikke udelukkes, at interviewpersonerne har iagttaget
sådanne konformitetstendenser hos de to grupper, og at det er disse karakteristiske
træk, de prøver at gøre rede for. Hvis man havde stillet de fire spørgsmål til mig,
tror jeg nok, jeg ville have betragtet dem som en opfordring til at forsøge at give en
karakteristik. Jeg ville nok - for at være imødekommende over for de videnskabe-
lige medarbejdere - have vredet min hjerne for at finde en eller anden egenskab,
som jeg syntes kunne passe på et flertal af de grønlændere og danske, jeg havde væ-
ret i kontakt med, og jeg ville vel have taget det for givet, at jeg ikke behøvede at
gøre opmærksom på, at en karakteristik langt fra passer på alle gruppemedlemmer
(jfr. ovennævnte citat af Klineberg).
Nu er jeg helt klar over, at folk oftest får deres meninger ved påvirkning fra deres
omgangskreds. Det kan måske derfor tænkes, at man simpelthen betragter alle me-
ninger som fordomme, at man siger, det er umuligt helt selvstændigt at danne sig en
menmg om nogetsomhelst. Men hvorledes kan man i så fald betragte det som et
væsentligt forskningsresultat, at man har vist, at folk i Grønland har fordomme? Det
kan naturligvis være af betydning at bevise ting, der forekomer indlysende, men det
kan vel næppe anses for vigtigt at bevise noget, der på forhånd er givet?
Går man samfundsforskningsudvalgets konklusioner igennem forbavses man gang
på gang. Først og fremmest virker det forbavsende, at udvalget ikke har taget
sig i vare for at anvende en generaliserende form. Der står således eksempelvis:
„. . . de dansksprogede fremhæver ansvarsløshed . . ." og „Til gengæld peger de
grønlandsksprogede og i endnu højere grad de dansksprogede på ineffektivitet . ."
o. s. v. Man burde vel have skrevet „nogle" i st. f. „de", da det jo absolut slet ikke
er alle de dansksprogede eller alle de grønlandsksprogede, man taler om, men kun
en lille procentdel af hver gruppe. Denne sprogfejl, som samfundsforskningsudval-
43°
[5]
get her gør sig skyld i, kan måske imidlertid overbevise udvalget om, at også inter-
viewpersonerne med deres generaliser ende udtalelser kun sigter til en lille del af de
to befolkningsgrupper.
En anden bemærkelsesværdig kommentar er følgende: ,,. . . synes begge grupper
stort set at være enige om, at grønlænderne er venlige, men dovne og ineffektive . . .''
Hvor mange, der har talt om ineffektivitet, fremgår desværre ikke, men der er kun
6—10, der har talt om dovenskab. Synes samfundsforskningsudvalget i ramme alvor,
at det er rimeligt at sige, at 81 personer stort set er enige om, at grønlænderne er
dovne, når højst 10 har sagt noget i den retning. Man betænke, at mange nøjes med
at læse konklusionerne.
Som et afgørende resultat af undersøgelsen konstateres, at „de to befolknings-
grupper på væsentlige punkter ikke synes at føle sig som tilhørende en og samme
befolkningskategori med fælles almenmenneskelige egenskaber." For at undgå at den
læge læser af denne konklusion skulle få det indtryk, at der er særlig dybe skel mel-
lem grønlændere og danske i Grønland, synes jeg, at man på dette sted burde have
tilføjet, at man ved anvendelse af samme undersøgelsesmetode sandsynligvis ville
have kunnet konstatere, at f. eks. beboerne i Holsteinsborg og beboerne i Juliane-
håb — eller fiskerne og fåreholderne — heller ikke føler sig som en og samme befolk-
ningskategori, at tilsvarende skel går på kryds og tværs i ethvert samfund. At man
af svarene kan se, at de to grupper ikke mener sig i besiddelse af fælles almenmenne-
skelige egenskaber har jeg vanskeligt ved at akceptere.
Andetsteds i rapporten står der skrevet, at der såvel blandt grønlændere som
blandt danskere er
„visse tendenser til at antage, at de oprindeligt adskilte racer har væsensforskel-
lige mentale kendetegn. De vigtigste grunde til sådanne videnskabeligt uholdbare
opfattelser er, dels at det som regel er umuligt for lægfolk at skønne over, hvor-
vidt psykiske egenskaber er arveligt eller miljømæssigt betingede, dels den tilbøje-
lighed til at generalisere individuelle træk, som findes overalt, hvor befolknings-
grupper kommer i berøring med hinanden."
Hertil kan knyttes følgende kommentarer:
Når man taler om væsensforskellige mentale kendetegn hos de oprindeligt ad-
skilte racer, giver man sig vel i almindelighed ikke af med at præcisere, om disse
træk er arveligt eller miljømæssigt betingede. Og det er vel uomtvisteligt, at der var
miljømæssigt betingede forskelle. Endvidere er det mig bekendt også for eksperterne
umuligt at skønne over, hvorvidt psykiske egenskaber er arveligt eller miljømæssigt
betingede. Den opfattelse, at der ikke kan være tale om arveligt betingede forskelle
431
[6]
på psyke og evner er således også videnskabeligt uholdbar. Var det derfor ikke langt
bedre, om vi erkendte, at vi som grupper betragtet er forskellige, i hvert fald af mil-
jømræssige årsager, men måske også arvemæssigt. Dette indebærer jo ikke, at den
ene gruppe er bedre udrustet end den anden. Betyder det ikke snarere, at grønlæn-
dere og danske netop på grund af forskellene har mere brug for hinanden, kan lære
af hinanden og supplere hinanden.
Der er endnu et forhold, jeg har lyst til at komme ind på. Man foretager en
prøveundersøgelse, d. v. s. man arbejder med et materiale, der er alt for lille til, at
man egentlig bør bygge noget som helst på det, hvad man også pligtskyldigst gør
opmærksom på. Men der er vist ingen, der helt kan undgå at lade sig påvirke af de
konklusioner, man alligevel drager, stadig med alle mulige forbehold, og når man
så går videre og siger, „at undersøgelsen får en videre betydning, fordi den under-
bygger, hvad man gennem tidligere tilsvarende undersøgelser i andre samfund har
fundet frem til,, (man mener jo nok det modsatte, for det er da denne undersøgelse,
der trænger til at underbygges), hvor er vi så henne? Mon ikke der ligger en stor
fare i undersøgelser af denne art?
43 2
--•!3*t........-:.-, ...jjfev.--[7]