[1]
ET INDLÆG I DEBATTEN OM GRØNLÆNDERNES
MEDANSVAR*
Af cand. polit. Pie Barfod
U dvalget for samfundsforskning i Grønland kommer i sin sidste rapport om sam-
arbejdsproblemer mellem grønlændere og danskere i Vestgrønland ind på de proble-
mer, som opstår, når der, således som det er sket i Grønland, udefra tilføres en ny
kultur og en ny teknik samt — og måske ikke mindst — en stab af embedsmænd, tek-
nikere og arbejdere, der ikke er indlevet i landets kultur, ikke forstår befolkningens
sprog og ikke deler befolkningens levevilkår. I Grønland er disse problemer yderli-
gere forstærket ved, at den nye udvikling ikke har kunnet financieres af det grønland-
ske samfund selv, men har krævet og fortsat kræver en omfattende støtte fra det
øvrige Danmark.
Næsten alle de problemer, der er påvist, synes at hænge sammen med, at grønlæn-
derne ser, det er danskerne, der overalt er initiativtagere, at det er dem, der træffer
beslutningerne på så godt som alle områder. Det er ikke grønlænderne, men dan-
skerne, der tilrettelægger udviklingen, det er danske embedsmænd, der står for ud-
formningen og konkretiseringen af planerne og ligeledes forestår gennemførelsen
af arbejdet. Ganske vist er det grønlænderne selv, der har ønsket den udvikling, der
er i gang. De er gennem deres landsråd og folketingsmedlemmer og gennem deres
repræsentanter i nævn og udvalg gået ind for, at Grønland udvikles økonomisk, tek-
nisk og kulturelt. Den grønlandske befolkning har dog næppe forestillet sig, at den
ønskede udvikling kom til at medføre, at danskerne ville komme til at dominere så
stærkt, som tilfældet har været.
Danskernes dominerende stilling i Grønland synes at medføre, at grønlænderne ikke
for alvor kan føle sig engageret i den udvikling, der foregår. Det er ikke nok, at det
grønlandske landsråd får forelagt konkrete forslag, som det skal tage stilling til,
hvad enten det drejer sig om lovforslag, anlægsprogrammer eller principielle udvik-
lingsprogrammer. Således som udviklingen forløber, hvor det er de af den danske
* Artiklen svarer med enkelte tilføjelser til et indlæg i diskussionen i Grønlandsk Selskab, torsdag den
10. oktober 1963, hvor dr. Verner Goldschmidt indledte med et foredrag om grønlandske udviklings-
problemer.
55
[2]
stat ansatte embedsmænd, der på så godt som alle felter har det afgørende ord,
synes det som om grønlænderne ikke føler og vel rent faktisk heller ikke kan siges
al have et virkeligt ansvar for den udvikling, der finder sted.
Nok er den grønlandske befolknings indsats både inden for fiskeri, fangst og fåre-
avl og som arbejdere og funktionærer en forudsætning for udviklingen, men det er
ikke ofte, at grønlændernes indsats er afgørende for, om et planlagt arbejde bliver
gennemført. Kan man til en bestemt opgave ikke få en grønlandsk medarbejder, så
sker det sjældent, at opgaven ikke bliver løst, der sker blot det, at staten sender en
medarbejder ud hernedefra, og at udgifterne derfor bliver større.
At grønlænderne ikke føler sig som medansvarlige, viser sig blandt andet derved,
at det vist kun er få af de grønlændere, der uddannes hernede, der uden at skele til,
om de får en lidt højere eller lavere løn, som en ganske naturlig ting føler, at de skal
skynde sig tilbage til Grønland for at bygge det samfund op, som er deres, og som
helst også skulle være deres eget værk.
Det viser sig også derved, at selv på felter, hvor ansvaret direkte er henlagt til
de lokale grønlandske myndigheder, er det som om hverken danskerne eller grøn-
lænderne føler, at ansvaret for alvor er overdraget til grønlænderne selv. Som eks-
empel kan nævnes, at der i de sidste par år gentagne gange fra dansk side har været
rejst kritik af de ringe sociale vilkår, der bydes gamle, invalider og andre i Grøn-
land, der ikke er i stand til selv at klare sig. Til trods for at den sociale forsorg er
henlagt til landsrådet og til de grønlandske kommuner, har kritikken haft klart sigte
mod de danske myndigheder, og det er også dem, der har følt sig foranlediget til at
svare på angrebene. De grønlandske politikere synes ikke at have følt sig truffet,
selv om de selv kunne have sikret sig bedre vilkår for de gamle og syge. De beløb,
der årligt er til rådighed til de opgaver, som landsråd ogjtommuner skal løse, bliver
nemlig langt fra anvendt. Så godt som hvert år har der været overskud på regnska-
bet, og landskassens fomue er idag over 15 mill. kr.
Det er altid let at påvise problemer. At komme med forslag til deres løsning er
straks sværere.
I samfundsforskningsudvalgets rapport er der stillet forskellige konkrete forslag,
som foreslås overvejet, og som hver for sig menes at kunne formindske de proble-
mer, der er opstået. Enkelte af de tanker, der er fremsat, synes der at kunne være
grund til at gå lidt nærmere ind på.
Det drejer sig først og fremmest om foranstaltninger, der giver grønlænderne
større ansvar og dermed større mulighed for selv at tilrettelægge udviklingen i de
kommende år.
Meget tyder på, at forudsætningerne for at samarbejdsproblemerne for alvor kan
formindskes er, at grønlænderne i væsentligt større omfang end i dag selv får af gø-
56
Ælt____i jÉfc*:-            Ajg
[3]
reisen af, hvad der skal ske i Grønland, selv forestår udviklingen og har ledelsen af
de mange institutioner, der findes i Grønland.
Det er nærliggende at mene, at der overhovedet ingen muligheder er herfor, når
man i Grønland ikke har tilstrækkeligt med kvalificerede folk til at overtage de op-
gaver, der bestrides af danske, og ikke kan undvære den økonomiske støtte, der
gives fra Danmark.
Men er det nu rigtigt? Der er andre udviklingslande, der mangler både kvalifi-
ceret arbejdskraft og økonomiske midler, og som får begge dele, samtidigt med at
de selv har ansvaret for, hvad der sker.
Hvad ville der ske, hvis man lod det grønlandske landsråd og kommunalbestyrel-
serne selv administrere de beløb, som i dag administreres af staten?
Først måtte man naturligvis lægge beløbet ganske fast, dog måske således, at de
udgifter, der herhjemme med en vis procentdel refunderes amter og kommuner af
staten, på tilsvarende måde automatisk blev refunderet landsråd og kommuner i
Grønland. Dette ville styrke grønlændernes følelse af ligestilling med andre borgere
i landet.
Men det resterende beløb måtte fastlægges for en årrække, eventuelt reguleret for
stigning i befolkningstal og for prisstigninger.
Tanken om et fast årligt beløb har været fremme, bl. a. af grønlandsudvalgets
økonomiske konsulent, Mogens Boserup, i hans bog: Økonomisk Politik i Grønland,
hvori det fremhæves, at en sådan fast ramme er afgørende for, at grønlænderne
efterhånden kan blive ansvarligt medbestemmende om hovedlinierne i den økono-
miske politik.
Fra mange sider vil den indvending blive rejst, at når staten yder så store tilskud
til det grønlandske samfund, har den både ret og pligt til at sikre sig, at tilskuddene
anvendes på den mest hensigtsmæssige måde.
Spørgsmålet er da, om man behøver at nære frygt for, at grønlænderne, hvis de
fik ansvaret, ville anvende de givne statstilskud mindre hensigtsmæssigt, end de bli-
ver anvendt i dag. Det er helt de samme betænkeligheder, der rejste sig, da landsrå-
det ved nyordningen i 1950 fik ret til at disponere over de afgifter, der blev indført
på spiritus, tobak og sukkervarer. Til trods for at afgiftsbeløbene er blevet langt
større, end man havde tænkt sig - oprindelig lå afgifterne på 3—4 mill. kr., nu ligger
de på 15—16 — er der vist ingen, der vil bebrejde landsrådet, at det ikke har vist om-
tanke nok ved anvendelsen. Snarere har landsrådet som før nævnt været for spar-
sommelig på felter, hvor der havde været brug for rigeligere midler.
Hvorfor skulle de grønlandske politikere da vise ødselhed og anvende de givne
statsbevillinger på uforsvarlig måde? Er der mon ikke snarere grund til at tro, at
de vil overveje deres ønsker og behov langt grundigere, når de ved, de kun har et
57
[4]
bestemt beløb til rådighed, og selv har ansvaret for, at det skal slå til, og at de måske
endog vil få mere ud af et givet beløb, end de får idag, hvor det er staten, der ad-
ministrerer.
Hvilke konkrete fordele ville en sådan ordning have frem for den nuværende ?
1.  Et fast beløb bevirker, at man må træffe et valg mellem de ønsker, man gerne
vil have opfyldt. Har man kun et bestemt beløb til rådighed, må man f. eks. afveje,
om det er bedst at forhøje lønningerne eller sætte investeringerne i vejret.
2.  Det bliver grønlænderne og ikke den danske stat, der træffer valget. Det bli-
ver dem selv, der f. eks. afgør, om de — hvis der ikke er penge til begge dele — vil
foretrække en selvbetjeningsbutik frem for flere skoler, eller om de hellere vil have
boliger end fjernskriverforbindelse til København.
3. Så længe det er staten, der forestår alt, må man opfylde samme standardkrav,
som man har hernede. Da grønlænderne er danske borgere ligesom alle vi andre, kan
staten naturligvis ikke tillade sig at sige: Vi behøver ikke at bygge så fint og dyrt i
Grønland, som vi gør i Danmark. Står grønlænderne for styret, kan de selv bestem-
me, om de vil slække lidt på standarden og så til gengæld få lidt mere sat i gang.
4. Man kan vist ikke komme udenom, at effektiviteten sidder i højsædet herhjem-
me, og at vi gang på gang overfører ønsket om den størst mulige effektivitet til
det grønlandske samfund. Det er en af grundene til, at der sendes så mange danske
ud, og at det er svært for grønlænderne at være med i arbejdet som ligestillede med
danskerne. Stod grønlænderne for styret, kunne de i hvert enkelt tilfælde afgøre,
om de syntes, et arbejde blev gjort godt nok af dem selv, eller om det efter deres
opfattelse krævede en dansker. Anså de en dansker for nødvendig, ja så var det
deres egen beslutning. Idag er det den danske stat, der udsender danskerne. Stod
grønlænderne med ansvaret, var det dem, der tilkaldte danskerne, og kun, når de
selv synes, de havde brug for dem. Det var også dem, der kunne afgøre, om de var
tilfredse med den præstation, der blev ydet af den tilkaldte dansker, og de kunne
afskedige ham, hvis de ønskede det. Der er grund til at tro, at en sådan ændring ville
have en afgørende psykologisk betydning. At danskerne fortsat ville blive anvendt,
er der ikke grund til at tvivle om, men næppe i det omfang, som vi anser for nødven-
digt. Vi tager altid det danske samfund som udgangspunkt, når vi skal afgøre, hvad
der er nødvendigt, og det må vist siges, at på mange områder er vi nok alt for per-
fektionistiske — og det er vel ikke perfektionisme, der først og fremmest er brug
for i et samfund, der skal bygges op næsten fra grunden.
5.  Det ømtålelige lønspørgsmål ville uden tvivl også blive set i et helt andet lys,
hvis grønlænderne selv var ansvarlige for anvendelsen af de givne statsbevilligner.
Så længe det — selv om det sker gennem afslutning af overenskomster — som nu er
staten, der står som den ene part i overenskomstforhandlingerne og har et afgø-
58
[5]
rende ord at sige, når lønninger til grønlænderne og til danske skal fastsættes, er der
meget, der tyder på, at der ikke kan blive ro om lønspørgsmålet. Den dag, grøn-
lænderne havde ansvaret, var det dem selv, der skulle afslutte overenskomster — også
med dem, de hernedefra gerne ville have op. De ville mærke, at hvis de ønskede
folk hernedefra med bestemte kvalifikationer, måtte de betale for det. Men hvis de
ville, kunne de også bestemme, at grønlændere med samme kvalifikationer skulle
have samme lønninger. De ville opdage, at jo flere af opgaverne de selv kunne klare
til lavere lønninger, så de sparede på det dyre tilkaldte personale, jo flere penge
ville de få tilovers til andre opgaver. De ville nok også opdage, at det ikke var let at
få alle grønlændere til at enes om den løn- og indkomstpolitik, der skulle føres. Men
ville det ikke være sundere, at grønlænderne indbyrdes er uenige, i stedet for at de
synes at føle, at de ikke kan sætte noget virkeligt op mod den — efter deres opfat-
telse — almægtige stat.
De fordele, en ordning som den foreslåede ville indebære, ligger først og frem-
mest på det menneskelige plan, idet grønlændernes selvrespekt ikke kunne undgå at
blive styrket gennem det øgede ansvar, de ville opnå.
Det skulle naturligvis ikke betyde, at den danske stat kom til at miste ethvert hold
på udviklingen. Da Grønland er en del af Danmark, må landsråd og kommuner un-
derkaste sig de samme begrænsninger i deres handlefrihed, som de lokale instanser
herhjemme. Det må sikres, at f. eks. sikkerhedsmæssige og sundhedsmæssige krav
opfyldes. Det ville også være rimeligt, at investeringsplaner og andre væsentlige
spørgsmål blev forelagt for de statslige myndigheder på samme måde, som de stats-
lige myndigheder idag forelægger disse ting for det grønlandske landsråd. Den af-
gørende ændring består i, at initiativet og ansvaret kommer til at overgå til den
grønlandske befolkning selv.
Naturligvis kan så radikale ændringer, som her er nævnt, ikke gennemføres fra
dag til dag. Men allerede idag er der tanker fremme om at øge det grønlandske
selvstyre, selv om man næppe har tænkt sig at gå så langt som her foreslået.
Som udviklingen i de sidste 10—20 år har formet sig i Grønland, tyder meget på,
at man på længere sigt ikke kommer uden om at gå et langt skridt ad den vej, der
her er skitseret, og i stedet for modvilligt, efterhånden som ønsker eller krav her-
om rejser sig, at slække på den danske stats faste greb om alt, hvad der foregår i
Grønland, er det vel bedre positivt at bane vejen for denne udvikling.
59[6]