[1]
DEN SORGLØSE GRØNLÆNDER
ET FORSØG PÅ EN BESKRIVELSE AF NOGLE GRØNLANDSKE
KARAKTERTRÆK
Af kæmner Kale Rosing
_|_/er er i de senere år af mange kyndige såvel som ukyndige personer skrevet et
sådant væld af artikler om Grønland og grønlænderne, at man umiddelbart synes, at
der snart må være tilstrækkeligt materiale til forståelse af befolkningen. Hertil kom-
mer adskillige videnskabelige værker, bl. a. resultaterne fra Udvalget for Samfunds-
forskning i Grønland; det vil måske derfor j>å nogle virke lidt malplaceret, at en
lægmand behandler et emne om grønlænderne, som i virkeligheden burde behandles
af en psykolog. Denne psykolog burde være grønlandskfødt, idet han så ganske na-
turligt vil være i besiddelse af en dyberegående forståelse af den grønlandske men-
talitet end en „udlænding" og samtidig i kraft af sin uddannelse have det videre per-
spektiv, der er nødvendig I denne sammenhæng. En sådan psykolog findes desværre
ikke idag, men da jeg synes, at der hidtil har manglet en mere samlet omtale af
grønlændernes psyke, har jeg dristet mig til at berøre emnet, selv om Udvalget for
Samfundsforskning i sin sidste rapport om samarbejdsproblemer har anført, at der
ingen "psykisk forskel er påvist hos de forskellige racer.
Jeg er imidlertid af den opfattelse, at der hos grønlænderen findes visse fremtræ-
dende karaktertræk, der er med til at danne en mentalitet, der afviger en del fra den
danske. Hvad nedenfor følger må derfor ikke tages for mer, end det er, nemlig
nogle personlige tanker, som jeg har dannet mig i årenes løb, og som jeg håber kan
bidrage til en forståelse af grønlænderne og deres reaktioner i nutiden.
Under kongerejsen i 1960 udtalte daværende landsrådsmedlem Marius Sivertsen
i sin tale i Christianshåb, at der i så lang tid havde været skrevet om grønlændernes
mere ufordelagtige sider, at det nu snart var på tide, at man også fandt de positive
sider frem. Extremerne vil altid falde mest i øjnene, og man kommer da også ud
for udtalelser, der f. eks. går ud på, at grønlænderne er dovne og drikfældige, lige
såvel som man hører begejstrede udtalelser om, at de er verdens bedste og gladeste
mennesker, der samtidig er i besiddelse af en formidabel hårdførhed. Lad os for-
60

[2]
Endnu sorgløs.
Foto: Kirsten Roland.
søge en kort omtale af de mest udprægede karakteregenskaber, der har dybe rødder
i fortiden, og som derfor uvægerlig også kommer til at præge grønlænderen af i dag.
Kort tid efter at Udvalget for Samfundsforskning havde begyndt sit arbejde i
Grønland, nævnte daværende formand for udvalget professor Carsten Høeg i Det
grønlandske Selskab, at de såkaldte civiliserede altid ved mødet med mere primitive
mennesker med største bekymring og hændervriden konstaterede, hvor sorgløse de
primitive var. Sorgløsheden, som professoren her har rørt ved, er nok en karakter-
6r
[3]
egenskab, der endnu giver den grønlandske mentalitet en meget stor del af sit sær-
præg. Det er en egenskab, der i tidligere tid var uomtvistelig nødvendig for i det
hele taget at kunne udholde livet ved eksistensmulighedernes yderste grænse. Det er
derfor heller ikke mærkeligt, at dette karakteristikum er fremtrædende den dag i
dag. Det er i hovedsagen dette (sammen med^en klædelig generthed), derhos dan-
ske i Danmark foranlediger de ovenud begejstrede udtalelser om grønlændernes
charme og uimodståelighed. Denne begejstring og overvældende interesse er ofte
medvirkende til, at mange af grønlænderne under deres Danmarks-ophold forkæles
i en grad, der ikke altid er af det gode, og som kan bevirke, at grønlænderen ved
sin tilbagekomst til Grønland føler sig tilsidesat og „forskelsbehandlet", når der i
Grønland på grund af hans uddannelse stilles samme krav til ham som til andre.
Sorgløsheden er den egenskab i Grønland, der vanskeligst går i spand med de krav,
der i den nye tid stilles til grønlændernes arbejdsindsats og ansvars følelse, og den kan
ofte af uforstående danske udlægges som upålidelighed. Det er den, der bevirker,
at man på mange arbejdspladser viger tilbage for at tildele grønlænderne højere
og mere betroede stillinger. Denne egenskab, der i sig selv er så charmerende, må
nødvendigvis ofres på civilisationens alter.
Denne egenskab, sorgløsheden, er vel for en stor del medvirkende til, at grønlæn-
derne har en ganske særlig evne til at få noget ud af en sammenkomst eller fest; de
har virkelig - som Knud Rasmussen har udtrykt det i Myter og Sagn — fået „festens
gave". Man giver sig helt hen i glæde over selve festen uden at bekymre sig om noget
andet. Når man har opholdt sig i Grønland i en længere årrække og er inde i sproget,
vil man altid mindes det selskabelige samvær med grønlændere som noget ganske
særligt, et samvær hvorom man virkelig kan sige, at man har moret sig, uden at det
er nødvendigt med alle de mange ydre arrangementer og traktementer, der ellers an-
ses for nødvendige, for at en fest skal være vellykket.
Et andet karaktertræk, man ikke kan undgå at tage i betragtning, hvis man vil
forsøge at forstå grønlændernes psyke, er den medfødte generthed. Ligesom sorg-
løsheden har genertheden været en af de egenskaber, der har været nødvendig for
eskimoerne for at kunne gennemføre ordnede forhold i de små samfund og derved
medvirke til opretholdelse af livet. På bopladsen var der i gamle dage een mand, der
i givet fald tog afgørelserne for de andre, og som iøvrigt i mangfoldige tilfælde er-
nærede de øvrige i dårlige fangstperioder. Ha.ns ord var lov, og de øvrige havde vær-
sågod at rette sig efter ham uden diskussion. Ikke på den måde, at han slog om sig
med ordrer, men man accepterede ham stiltiende som overhoved og rettede sig efter
hans adfærd eller antydninger. Også han undså sig for at „optræde". Måske var
nogle af hans „undersåtter" så fulde af hæmninger, at en moderne psykoanalytiker
ville være blevet lige så forfærdet som de civiliserede over disse primitives sorgløshed.
62
[4]
Det var imidlertid ganske nødvendigt med en vis generthed i de gamle samfund for
overhovedet at opretholde en vis orden.
Grønlænderen af i dag — navnlig den yngre generation — er tydeligvis langt mere
frigjort end for blot 20-30 år siden, og det er jo kun godt. Men der er hos de aller-
fleste stadig en god portion af den gamle generthed tilbage, og jeg vil hævde, at ge-
nertheden stadig er et af de træk, der sætter sit særlige præg på grønlænderne. En
af dens mere uheldige sider viser sig blandt andet ved, at der kan opstå langvarige
uoverensstemmelser — ofte på grund af bagateller - som følge af, at man viger til-
bage for at tale rent ud med hinanden om ubehagelige emner (der tænkes ikke her
på ægteskabelige uoverensstemmelser, der som regel hurtigt overstås, da generthed
mellem ægtefæller jo ikke er almindelig). Det kan i vor tid endog give anledning til
problemer også af økonomisk art. Det kan således ske, at to mænd, der i fællesskab
benytter en motorbåd, af en eller anden grund bliver uenige. Den virkelige ejer og
ansvarshavende er måske den, der er mest genert anlagt, og det kan resultere i, at han
ganske simpelt ophører med at benytte og tilse båden. Ingen af parterne foretager
sig noget for at løse problemet, og det kan måske gå økonomisk ud over materielle
værdier, såfremt man ikke søger at få problemet løst i tide. Det er i et sådant tilfælde
af stor betydning, at myndighederne selv tager sagen i sin hånd og på en taktfuld
måde søger at få talt ud med de to parter. — Ligeledes kan man komme ud for, at en
given ordre ikke effektueres, fordi omstændighederne i det givne øjeblik har bevir-
ket, at den pågældende har generet sig for at udføre ordren. Det kan naturligvis
medføre mange ubehageligheder og vanskeligheder, især hvis den pågældende —
også af generthed —straks undlader at rapportere sin passivitet. Denne almindelige
tilbageholdenhed er også skyld i, at det ofte kan være vanskeligt at finde egnede for-
mandsemner blandt de unge grønlændere.
Selvom man nok kunne nævne adskillige eksempler på ulemperne ved en altfor ud-
talt generthed, er denne egenskab dog i høj grad medvirkende til, at grønlændernes
fremtræden og væremåde er så tiltalende. Den bevirker, at man ikke buser lige på,
men at man søger at tilpasse sig omgivelserne, så man ikke stikker for stærkt af.
Dette sammen med grønlændernes medfødte iagttagelsesevne giver indtryk af en
rolig - ja, ofte „fornem" optræden. Således har jeg fra deltagere i den første konge-
rejse i 1921 erfaret, hvor forbavset man var over, at grønlandske landsråds- og kom-
munerådsmedlemmer, som dengang kom fra små bopladser og som sandsynligvis end
aldrig havde deltaget i en større dansk spisning, ombord på kongeskibet deltog i taflet
med en „savoir vivre", som om det aldeles ikke var noget nyt for dem. Som førnævnt
er den alt for stærke generthed heldigvis på retur, men så meget er der tilbage, at
de fleste aldrig virker dominerende eller anmassende. Man må dog være opmærksom
på, at denne medfødte generthed blandt andet under møder og lignende kan bevirke,
63
[5]
at afvigende meninger ikke bliver fremsat i behørig grad, og at det derfor ofte er
nødvendigt at præcisere, at man bør komme frem med sine eventuelle protester, før
det er for sent.
I sm rapport over kriminaliteten i Grønland er Udvalget for Samfundsforskning
inde på den hurtige resocialisering af forbrydere. Dybest set bunder dette gode for-
hold nok i omtalte generthed, idet man nødigt lader sig mærke med noget overfor
de mere uheldige personer. Dette bevirker ikke, at sagen går helt i glemmebogen,
men man undlader taktfuldt at lade den uheldige person mærke noget, og det er
dette, der i høj grad er medvirkende til, at han i løbet af kort tid falder naturligt ind
på sin plads i samfundet.
Hvor stor en rolle genertheden spiller i det daglige, kan man blandt andet se af,
at nogle personer under indflydelse af alkohol fuldstændig kan ændre karakter, når
hæmningerne fortrænges. Grønlænderen kommer gennemgående ret let i affekt, som
naturligvis accentueres af alkoholen. Desuden forekommer der i den nye tid så mange
komplekser formentlig som følge af, at man ikke altid står på højde med de stadig
stigende krav, dagligdagen stiller, og fordi man måske i visse tilfælde føler sig for-
skelsbehandler., at alkoholens indflydelse bliver særlig mærkbar, og at den bliver skyld
i de fleste kriminelle voldshandlinger.
Den fatalisme, der tidligere må siges at have været et af de fremtrædende karak-
tertræk, eksisterer på sin vis stadig. Man finder sig i det uundgåelige. Man kommer,
som ovenfor nævnt, måske let i affekt overfor uforudsete hændelser (det være sig
pludselige dødsfald, skuffelser etc.), men efter kort tids forløb affinder man sig
med skæbnen. Denne egenskab står måske også i forbindelse med den autoritetstro,
der har været stærkt fremherskende både i den gamle eskimoiske tid overfor ånde-
manefe og hekse, og i den nyere tid (koloni-tiden) overfor de danske og deres afgø-
relser. Denne autoritetstro er dog i den seneste tid stærkt på retur, hvilket er en na-
turlig følge af den større oplysning. — En anden karakteregenskab, der også nok
har en vis relation til den tidligere karakteristiske fatalisme, er den - ofte i danske
øjne grænseløse — tålmodighed, der kan udvises. Denne tålmodighed i forbindelse
med den ofte berømmede hårdførhed gør blandt andet grønlænderen til den af læ-
ger og sygeplejersker højt værdsatte patient, ikke mindst som operationspatient.
Denne egenskab gør også grønlænderen til en skattet medarbejder, der sjældent taber
humøret, hvor det f. eks. drejer sig om langvarigt rutinearbejde eller om de perio-
der, hvor overarbejde er nødvendigt.
Fatalismen, der som nævnt stadig består, omend ofte i en noget anden form end
den oprindelige, er måske til dels skyld i den mangel på medfølelse, der af og til
kan udvises. De gamle sagn beretter ganske vist om medfølelse, men oftest som en
undtagelse f. eks. mod et forældreløst barn, der ellers i det store og hele så sandelig
64
[6]
ikke var ude for medfølelse; og udviste man i gamle dage medfølelse overfor en
gammel mand eller kvinde, skete dette som regel ved, at den pågældende blev efter-
ladt, så han eller hun hurtigt kunne fryse eller sulte ihjel. Det kan også i denne for-
bindelse nævnes som karakteristisk, at der fra grønlandsk side ikke er gjort noget
større ud af børneforsorgen før i den nyeste ti'd. Denne mangel på medfølelse over-
for både dyr og mennesker kan sikkert også forklares i sammenhæng med den tid-
ligere omtalte hårdførhed, der var nødvendig under så barske levevilkår. Dette må
ikke forstås således, at der i nutidens Grønland sjældent vises medfølelse, men at de
enkelte — og af og til chokerende — eksempler på mangel herpå kan have sin forkla-
ring blandt de karakteregenskaber, der har hjulpet eskimoerne til at klare sig under
de vanskelige forhold.
Som kort berørt ovenfor er grønlænderen i almindelighed i besiddelse af en meget
levende iagttagelsesevne ikke alene overfor naturen, men også overfor sine medmen-
neskers gøren og laden. Han er i besiddelse af humor omend i en ganske anden form
end f. eks. danskernes, idet den i oversættelse er både for direkte og kan virke lige-
frem grov, men som virker ganske anderledes morsom i det sprog, hvor den hører
hjemme. Ved given lejlighed giver han da udtryk for sine iagttagelser, som oftest
under udfoldelse af et humør og en så blændende fortælleteknik, at det ville gøre
enhver skuespiller ære.
Inden vi forlader omtalen af de karakteregenskaber, der efter min formening har
deres dybe rødder i fortiden, skal grønlændernes stilling til kønslivet kort omtales.
Der har været skrevet med „jordskælvshøje bogstaver" i de danske aviser om de
utallige gonorrhoetilfælde, om den udbredte promiscuitet og problemet havnepiger.
Resultatet er formentlig, at danskere forestiller sig grønlænderne som et overmåde
erotisk folk. Forholdet er imidlertid, at grønlænderne betragter kønsakten som en
ganske naturlig foreteelse, således som den forekommer blandt alle levende væsener.
Man tillægger ikke en seksuel oplevelse en betydning i samme grad, som mere „civi-
liserede" ofte gør det. Man tager det nærmest som en form for leg, og det er iøv-
rigt en foreteelse, som man som barn ikke har kunnet undgå at være tilskuer til både
i de overfyldte huse og i det nordlige Grønland ude i det fri, hvor det vrimler med
løbske tævehunde. Skulle det så ske, at en seksualforbryder har med en lovlig ung
pige eller dreng at gøre, har det sjældent så stor en psykisk virkning, at det kommer
til at præge den unge senere hen. Jeg betvivler, at grønlænderne er mere seksuelt ak-
tive end andre folkeslag, men sorgløsheden og den dermed manglende ansvarsfø-
lelse har desværre den store udbredelse af kønssygdomme og det høje antal fødsler
udenfor ægteskab til følge (og iøvrigt også de alt for mange børnefødsler i ægte-
skab), men dette forhold vil der næppe kunne rådes bod på uden større oplysning og
ikke mindst en væsentlig forhøjelse af boligstandarden og den almindelige hygiejne.
65
[7]
Jeg kan heller ikke slutte omtalen af grønlændernes egenskaber uden at sige et par
ord om deres intelligens. At eskimoerne har kunnet udvikle en så hensigtsmæssig
fangstteknik og kultur i det hele taget, at de har kunnet klare sig i områder, hvor
andre folkeslag har måttet give op, tyder dog ikke på en helt ringe intelligens. Tid-
ligere medicinalkonsulent i Grønlands Styrelse dr.Alfr. Bertelsen har efter nogle fore-
tagne undersøgelser i Umanak distrikt ment at kunne fastslå, at grønlandske børns
intelligens ligger betydeligt lavere end f. eks. danske. På hvilket videnskabeligt
grundlag, han har kunnet fastslå dette, ved j eg ikke, men det kan i hvert fald anføres,
at en så kendt psykiater som overlæge dr. med. Carl Clemmesen har udtalt: „Kunne
vi ikke få en intelligensprøve, så vi kunne „bestemme intelligenskvotienten?" spør-
ger undertiden pædagoger, men dette må på Grønland betragtes som udelukket —
jeg havde nær sagt heldigvis. Sagen er den, at de gængse intelligensprøver er lidet
anvendelige i den grønlandske befolkning. Grønlænderne er ikke vant til de abstrakte
begreber, der ofte indgår i disse prøver, og ville man endelig udarbejde en grøn-
landsk intelligensprøve, er befolkningen ikke stor nok til at gennemføre en standar-
disering, og befolkningens forudsætninger er så forskellige i byer og på bopladser, i
syd og i nord, at man uhjælpelig vil komme til kort" (Tidsskr. Grønland nr. 2,1963).
Dette må vist være tilstrækkeligt til at kuldkaste dr. Bertelsens konklusion, og de
praktiske erfaringer har i hvert fald vist, at grønlandske børn, der har fået lejlighed
til at få undervisning under akkurat samme vilkår som danske, har klaret sig fuldtud
lige så godt som disse.
Dette forsøg på at beskrive nogle af de karakteregenskaber, der er mest frem-
trædende hos grønlænderne, må langt fra betragtes som udtømmende, og jeg skal
derfor afholde mig fra at give en almindelig karakteristik af grønlænderen. Som i
indledningen nævnt må det tilkomme en mere kapabel person at give et fuldstændigt
billede. Der kan findes mange andre fremherskende — gode eller dårlige — egen-
skaber som hos så mange andre, men jeg er af den formening, at de omtalte karak-
teristiske egenskaber findes mere eller mindre hos de allerfleste grønlændere.
Det er mit håb, at dette forsøg på en beskrivelse af disse egenskaber må være med-
virkende til ikke alene en forståelse af visse reaktioner hos befolkningen, men at det
også må give anledning til, at man ikke straks opgiver en mand eller kvinde som
uduelig eller uegnet til et bestemt arbejde. Lige såvel som grønlænderne selv er tål-
modige — også overfor danske — lige så vel bør der udvises tålmodighed overfor
dem. Det vil ganske givet betale sig.
66[8]