[1] KRONOLOGIEN OMKRING DET NORRØNE LANDNAM PÅ GRØNLAND M Finn Gad _L/en historiske beretning kan blandt meget andet være en skildring af et - mere eller mindre kompliceret — begivenhedsforløb. I kraft heraf spiller tidsbestemmel- serne en rolle. Begivenhedernes konsekvens og indre sammenhæng kan i mange til- fælde alene belyses af, at de følger efter hinanden i tid. Dette gælder især den ældre historie, hvor kildematerialet er så karrigt. Til bedømmelse af forholdet årsag virk- ning er tidsbestemmelsen umådelig vigtig. Samtidig tjener tidsbestemmelserne til at understøtte så „eksakt" som muligt den systematiske gruppering, som vi mennesker tilsyneladende ikke kan være foruden, hvis vi da vil gøre os håb om at kunne huske, forstå og sammenholde de fakta, der spiller en rolle. Det er af hensyn til Grønlands historiske udvikling vigtigt at få orden på det nor- røne landnams kronologi. Der synes trods ihærdige studier i den såkaldte nordbo- tids historie at herske en vis usikkerhed over for den tidsmæssige placering af disse gamle begivenheder. Denne usikkerhed beror på kildematerialets svævende karakter, dets i forhold til begivenhederne sene affattelse — de bevarede kilder stammer fra en tid, der ligger fra godt 100 år til godt 400 år efter de begivenheder, de fortæller om. Ethvert kildemateriale er til enhver tid under vurdering, nemlig hver gang histo- rieskriveren skal benytte sig af det. For det ældre materiales vedkommende gælder det, at også filologerne og linguisterne i anden sammenhæng end historikeren vurde- rer materialet. Der kan da ske en filologisk-historisk omvurdering af kildestoffet eller dele deraf, og dette kan — som i det foreliggende tilfælde — få betydning for historieskriverens vurdering af troværdigheden af de meddelelser, kilderne giver. Der er tilsyneladende sket en omvurdering af sagalitteraturen, og den er stadig un- der forskernes lup. Omvurderingen har kun i nogen grad givet sig udslag i en æn- dring af beskrivelsen af det norrøne landnam på Grønland og den nærmest føl- gende tid. Det er således stadig vagt angivet, hvornår Erik den Rødes endelige landnam foregik. Samtlige kildesteder, der angiver, hvornår denne begivenhed skete, sætter landnamet til et bestemt antal år, før kristendommen blev lovtaget på Islands al- 89 [2] ting. Kildestederne findes alle trykt, bl. a. i Grønlands historiske Mindesmærker (GHM) I, men den diskussion, som indleder hver. kilde, er i dag på det nærmeste værdiløs. Citeret efter GHM I med sidetalshenvisning er kildestederne følgende : 1. Islendingabok (Åre Frode) o. 1140: „En fat vås, es haN toc byGva landip, XIIII vetrom epa XV fyrr en Cristni qvæme her a Island" (GHM I, p. 170). 2. Landnamabok efter 1200: „pat var XV vetrum fyrr enn kristni var logtekin å Islandi" (GHM I, p. 178). 3. Erik den Rødes saga (Flatøbogen) o. 1390: „pat var XV vetrum fyrr enn kristni var Ipgtekin å Islandi" (GHM I, p. 206). 4. Eyrbyggja saga (før 1240) : „En pat var fjortan vetrum fyri kristni logtekna å Islandi." (GMH I, p. 610, alle håndskrifter på nær ét har ellers XIII vintre, hvordan så det kan for- klares). Disse fire kildesteder veksler altså tilsyneladende mellem 14 og 15 år før år 1000, da kristendommen blev lovtaget på Islands alting. En ren „flertalsafgørelse" kan ikke komme på tale. Man må forsøge på ved en nærmere vurdering af de forskellige kilder at finde ud af, hvilken kilde man vil kunne følge. Flatøbogen, hvis tradition i en anden forbindelse synes bedre end andres, kan man i denne forbindelse lade ude af betragtning, eftersom en tidsangivelse netop på grund af den sene affattelsestid for håndskriftet kan bero på en afskrivning eller rettelse. Det drejer sig iøvrigt her om den del af Flatøbogen, som kaldes påttr Eireks rauSa, hvis tekst ikke er god (jvnf. nedenfor). Eyrbyggja saga (nr. 4), der i hvert fald er skrevet før 1240, mu- ligvis før 1200, standser med Snorre Godes død 1031, hvilket vil sige, at denne saga rummer en tradition, der ligger relativt nær ved begivenhederne i tid. Denne sagas pålidelighed i andre henseender er fastslået1. Den ældste kilde, Islendingabok (nr. 1), siger tilsyneladende upræcist 14 eller 15 vintre før 1000. Landnamabok (nr. 2) er sikker på 15 vintre. Senere håndskrifter af de nævnte kilder har vekslende tal op til 16, ja 18 vintre før 1000. Muligheden for at få problemet belyst fra anden side er til stede. Olav Trygg- vassons saga i munken Gunlaug Leifssons affattelse siger: ,,Jiå er XIIII vetr voru liSnir fra Jrvi er Eirikr rauSi for at byggja Græna- land-" (GHM II, p. 222). — rejste Leif Erikssøn fra Grønland til Norge for at besøge kong Olav og blev omvendt til kristendommen. Sommeren efter sendte kongen ham tilbage; men sam- tidig sendte han Giznr og Hjalte til Island, og den sommer blev kristendommen ved- 9° [3] taget på altinget der. Dette må altså være sket i år 1000 om sommeren. Leif, der har opholdt sig hos kong Olav Tryggvasson en vinter, må være kommet til Norge 999 om sommeren eller tidligt på efteråret2. Den samme beretning findes med lidt andre ord hos Snorre Stitrlason i Heimskringla fra o. 1220-253. 14 vintre fra vin- teren 998/999 giver vinteren 985/986. Følger man Islendingabok på samme måde tilbage „14 eller 15" vintre før som- meren 1000, får man sommeren 986 eller 985. Eyrbyggja saga siger 14 vintre før, altså 986. Tælleteknikken rummer et problem: skal man regne begge år med, hvad man gør i romersk datering og således også til en vis grad i middelalderens latinitet, eller skal man kun regne det ene med? — Islendingaboks tilsyneladende usikkerhed kan fortol- kes derhen, at forfatteren lader læseren (eller tilhøreren) vælge, hvordan han nu vil regne. Hvis der menes sommeren, efter at der er gået 14 eller 15 vintre, giver til- bagetællingen, begge vintre medregnet, med 14 sommeren 987 og med 15 sommeren 9864. Dette sted kan også fortolkes således: i sommeren 1000, er vinteren 1000 gået. Tæller man så 14 vintre tilbage - altså med vinteren 1000 til og med den 14. vinter, når man til, at vinteren 986/87 er den 14. vinter, 985/86 den 15. vinter. Erik den Røde?, landnam foregår så i sommeren 986. Leifs ankomst til Norge før vin- teren 999/1000, d. v. s. da den 14. sommer fra 986 var gået. Den 15. sommer, som- meren 1000, rejste jo Leif tilbage til Grønland. De islandske annaler, der synes at være forfattede i 1300-og 1400-tallet, nævner alle 986 som landnamsåret. Åre Frodes datering af kristendommens lovtagning på Island anses for at være rigtig. Der er derfor al god grund til at stole på ham også med hensyn til andre dateringer. Hans angivelse af to tal kunne tyde på usikkerhed; men den kan dog forstås på en anden måde end den rent umiddelbare. Man talte i vintre, ikke i somre. Det fremgår af al tradition og således også af Landnamabok, at Eriks landnam foregik om sommeren. Dette har naturligvis Åre Frode også vidst, men det var unødvendigt at angive det, for enhver vidste, at man kun nødtvunget begav sig ud på havene omkring Island ved vintertide, ihvertfald nødigt på lang- fart, og absolut ikke med landnam for øje. Han kan have tænkt: 14 eller 15 vintre — som man nu vil tælle — i hvert tifælde sommeren mellem den 14. og den 15. vinter, altså 986. Der er også en anden mulighed. De fleste kildesteder beretter enslydende, at Erik opholdt sig en vinter på Island efter at være vendt tilbage fra rekognosce- ringsrejsen i forbindelse med den fredløshedsdom, han var ikendt. Denne færd må han være kommet tilbage fra sommeren, før han rejste ud til det endelige landnam. Han havde ganske simpelt for meget at gøre, inden han kunne rejse ud igen. Tids- angivelsen kan da fortolkes som henvisende til hele tidsrummet fra sommeren 985 til og med sommeren 986. Alt peger da hen på året 986 for det endelige landnam. [4] Erik den Rødes saga Qjåttr) efter Flatøbogen understreger indirekte dette års- tal. Det er bemærkelsesværdigt at den saga, som går under navnet „Thorfinn Karl- sefnis saga" (GHM I, p. 352 ff.) i fortællingen om Erik den Rødes landnam5 har næsten verbaloverensstemmelse med den såkaldte påttr Eireks rauSa i Flatøbogen (GHM I, p. 204 f f.). Det menes da også, at disse to „sagastumper" er en og sam- me saga i to forskellige redaktioner eller afskrifter, hvoraf den ene har beholdt Eriks navn, den anden har fået Thorfinn Karlsefnis. I denne specielle forbindelse, der be- handles her, standser Thorfinn Karlsefnis saga før tidsangivelsen. Uoverensstem- melsen mellem de to sagastykker er imidlertid på andre punkter sigende. Erik blev på grund af stridighederne med Thorgestr på BreiSabolstaS idømt fjgrbaugegarSr på Thorsnes ting, d.v. s. tre fulde års landsforvisning. Han rejste straks ud til Grønland. Tæller man vintre og somre op efter Erik den Rødes saga (Flatøbogen)6 får man 1. sommer + 1. vinter + 2. sommer + 2. vinter + 3. sommer = 2 år. Dette stemmer ikke overens med „Thorfinn Karlsefnis saga", der ganske rigtigt har 3 somre og 3 vintre, og først den 4. sommer rejste Erik tilbage til Island. Pud- sigt nok har det bedste håndskrift, AM. 5574°: - — ok var hinn friSja ok fjorSa vetr i Eiriksey-------. En eptir um sumarit forTiann til Islands o. s. v."7, en usikker- hed, der er parallel til Åre Frodes „14 eller 15 vintre". Har Flatøbogens afskriver regnet og indkalkuleret sin fejl, og har traditionen været usikker, kommer 15 + 1 + 2 vintre til at føre tilbage til sommeren 982 sva- rende til, at 14 + l + 3 vintre fra år 1000 fører til sommeren 982. Efter dette må man så formentlig sætte Erik den Rødes landsforvisning til 982, landnamet til 986, Leifs rejse til Norge til 999. Spørgsmålet, om Leif på tilbagevejen opdagede Vinland, er tilsyneladende heller ikke så sikkert. Som før sagt synes Flatøbogen efter filologiens mening at have tra- ditionen bedst bevaret i den mest troværdige, folkelige form. I dette håndskrift for- tælles både i den del, der kaldes pdttr Eireks rauda, og den påfølgende Grænlendin- gapdttr om Bjarni Herjulfsson. Han var med skib i Norge, medens faderen Herjulf Bardarson drog til Grønland sammen med Erik den Røde og tog land på Herjulfs- næs. Bjarni vendte tilbage fra Norge til Island. Da han hørte, at faderen var taget med Erik til Grønland, fulgte han efter, kom i stormvejr og blev drevet vestpå, hvor man øjnede land. Det var bevokset med skov, og der var små høje. Bjarni anså ikke dette for Grønland og satte kursen væk derfra for sydvestlig medvind, og de nåede et andet land med høje fjelde og is. Heller ikke dette passede til Bjarnis forestillin- ger om Grønland, og de vendte atter bagstavnen til landet for sydvestlig vind. En- delig nåede de Herjulfsnæs, hvor Bjarni blev, til faderen døde og et stykke tid derefter8. 92 [5] Grænlendingapåttr, der menes at være nedskrevet i sin ældste form i de nærmeste tiår efter 1201, anses for at bære 1100-tals-traditionen om vinlandsrejserne (med visse slaraffenlandsdrømmerier af folkelig karakter9). Den begynder netop med Bjarni Herjulfssons anden rejse til Norge, denne gang for at besøge Erik Jarl. Det kan tidligst være sket i året 1000, Olav Tryggvassons dødsår, mener sagaerne. Umid- delbart efter kongens død tog Erik Jarl og hans broder herredømmet i en del af Norge, nemlig Trøndelagen og Vestlandene, som skibene ude fra Atlanterhavsøerne kom til. Bjarni opholdt sig en vinter hos Erik Jarl, og han må således være taget hjem til Grønland i 1001. Han var blevet noget til spot i Norge over, at han havde ladet de fjerne lande, han havde set, ligge uundersøgte hen. Da Bjarni vendte tilbage til Herjulfsnæs, blev Leif af den megen tale om opdagelsesrejsen interesseret og beredte sig til udlands- færd. Herpå følger beretningen om Leifs Vinlandsfærd. Den kan tidligst være fore- gået i 1002, selvom sagaen intet siger om, hvor lang tid efter Bjarnis hjemkomst det skete10. Efter Grænlendingapåttr var han borte i et år, altså til 1003. Erik den Røde var da stadig i live. Samme år rejste Thorvald Eriksson ud, døde i Vinland, og andet- året efter, altså 1005, vendte hans skibsmandskab hjem til Grønland. Da var Erik den Røde død11. Thorsteinn Eriksson rejste så ud for at hente sin broders lig, men måtte opgive, landede i Vesterbygden12, hvor han døde sammen med flere andre. Ligene blev efter Thorsteins ønske ført til BråttahliS året efter, altså 1006, hvor de blev begravet, sandsynligvis ved ThjoShildes kirke, som blev fundet med kirkegård og begravelser i 1961. l året 1006 var Thorfinn Karise f ni kommet til Grønland. Han friede til Thor- steins enke, Gitdrid, i vinteren 1006/07, og brylluppet blev holdt. Samme sommer tog de på Vinlandsfærd. De var ude i 2 år og vendte således hjem 1009, hvis da grundlaget for denne tidsfølge kan holde13. Derefter rejste Freydis, Eriks frilledatter, ud med Helge og Finboge, hvilket så må blive 1010, idet vinteren 1009/10 synes at være tilbragt med megen drøftelse af rejserne. Freydis var borte et år og vendte tilbage, efter mordet på Helge og Fin- boge og hans folk, i 1011. Da var Thorfinn Karise f ni rejst til Norge14. Grænlendingafåttr deler vinlandsrejserne i 5 rejser samt Thorsteins mislykkede. Den såkaldte „Thorfinn Karlsefnis saga" har som nævnt intet om Bjarni, men til- lægger helt Leif Eriksson opdagelsen af Vinland på tilbagevejen fra Olav Trygg- vasson år 100015. Beretningen er meget kort: Erik den Røde i egen person og Thor- stein foretog en mislykket rejse 1001. 1002 ægtede Thorstein Gudrid Thorbjørns- datter, og de rejste til Vesterbygden, hvor Thorstein døde om vinteren. Året efter (1003) blev han og hans døde fæller begravet ved BråttahliS. Samme år skulle så 93 [6] Thorfinn Karlsefni være kommet til Grønland, ægtede 1004 Gudrid og foretog umiddelbart derefter sin vinlandsfærd. Thorvald Eriksson og Freydis, Eriks frille- datter, og hendes mand var med. Her varede færden 3_ år, atså til 1007, hvor de kom hjem om sommeren. Andensommeren efter, altså 1009, forlod Thorfinn og Gudrid Grønland. — De to beretninger er ganske uforenelige og ender i Grønland til- syneladende med to års forskel — uden at tiden dog angives med tal eller sættes i for- hold til kendte samtidige begivenheder. Problemet om, hvilken beretning man skal følge, er ikke til at løse ved eksakte midler; men i en skildring af tiden kan man ikke blande dem sammen. Man må vælge. Den såkaldte „Thorfinn Karlsefnis saga" findes dels i Hauksbok fra begyndelsen af 1300-tallet, dels i Skålholtsbok fra o. 1400. Det menes, at den sidste følger for- lægget bedst, og den kalder sagaen Eiriks saga randa. Sammenligning med den del af samme saga, der findes i Flatøbogen, falder ud til Skålkoltsboks fordel. Dette forringer imidlertid ikke værdien af Flatøbogens Grænlendingapåttr, som altså synes at være traditionen nærmere end Eiriks saga rauSa. Grænlendingapattr virker langt mere umiddelbar og jævnt fortalt, end den tilsyneladende litterært be- arbejdede Ein'kssaga. Det synes da rimeligere at følge den kronologi, og dermed den sammenhæng i begivenhedsfølgen, der kan læses ud af den mere umiddelbare tekst med præg af den ældste tradition, end at bygge begivenhedsfølgen op på de stærkt bearbejdede, indbyrdes afvigende tekster. Sat op i en liste bliver årstalsfølgen således: 982 Erik den Røde landsforvises. 982—85 Erik den Røde rekognoscerer på Grønland. 985-86 Erik den Røde vender tilbage til Island. 986 Erik den Røde tager endeligt land på Grønland. Bjarni Herjulfssons rejse Norge - Island - Amerika - Herjulfsnæs. 999 Leif Eriksson rejser til Olav Tryggvasson. 1000 Leif Eriksson vender døbt hjem. 1000/01 Bjarni Herjulfsson i Norge hos Erik Jarl. 1002/03 Leif Erikssons vinlandsfærd. 1003/05 Thorvald Erikssons vinlandsfærd og død. Erik den Rødes død. 1005 Thorstein Erikssons mislykkede rejse og død. 1006 Thorstein Erikssons lig føres fra Vesterbygden og han begraves ved Bråt- tahliS. Thorfinn Karlsefni kommer til Grønland. 1006/07 Thorfinn Karlsefni ægter GuSriS. 1007/09 Thorfinn Karlsefni på vinlandsfærd. 1010 Freydis, Eriks frilledatter, Helge og Finboge på vinlandsfærd. 1011 Freydis vender tilbage. Torfinn Karlsefni er rejst til Norge. 94 [7] På denne måde er der presset den kronologi ud af kildematerialet, som det for- mentlig kan bære. Den medfører, at det så ikke mere er Leif r hinn Hepni (den Hel- dige, Lykkerige, Lykkelige eller Raske), der opdagede Amerika først, men derimod Bjarni Herjnlfsson. Selvom forholdet må være sådan, når Grænlendinga{>attr skal føl- ges, bliver der dog så meget og væsentligt tilbage af Leifs glorie, at han beholder æren for at være den første europæer, der overvintrede der — på New Foundland ef- ter, hvad vi nu må regne med16 og altså i året 1002. Det er, når alt kommer til alt, en mere bevidst og planlagt opdagelsesrejse, Leif foretager, en færd ledet af en moden mand, hvilket også skildringen giver én indtrykket af. Laurbærrene om Leifs pande synes langt fra at visne derved, snarere får de en kraftigere glans. Man kan nu mene, at der er gået forbløffende mange år, fra 986 til 1002, siden Bjarni Herjnlfsson tilfældigvis kom til Amerikas nordlige Atlanterhavskyst. Det er utænkeligt, at der ikke i de mellemliggende år skulle være talt om denne hændelse. Han praler jo af den rejse, tilsyneladende med lidet held, i Norge i løbet af vinteren 1000/01. Hvorfor Leif først får tanker om rejsen vakt i 1001, kan man kun gisne om, men gisningerne lyder ikke usandsynlige. Bjarni var antagelig en hel del ældre end Leif. Han var allerede rejsevant før 986. Hver anden vinter var han hos faderen, mens han endnu boede på Island, hver anden vinter var han udenlands.17 Man kan vel heller ikke se bort fra, at Leif var søn af en stor og yderst aktiv fader, som vel nok har været ikke så lidt hidsig, men også kunne gå og ruge endda i flere år over et eller andet, som var ham imod. Under alle om- stændigheder var Erik ikke en mand man modsagde. Man kan tænke sig, at søn- nerne skulle tage sig voldsomt sammen, før de vovede at bede ham om noget. Sent bliver Erikssønnerne frigjorte, øjensynlig først da Erik blev mærket af årene. For- øvrigt var der nok at tage sig af på BrattahliS. Endelig kan det også hænge sådan sammen, at Leif og hans brødre gerne ville have været ud før, men ikke har kunnet på grund af mangel på havgående skibe. Ef- ter Grænlendingapåttr købte Leif skib af Bjarni, da denne er vendt hjem fra Her- julfnæs 1001.18 Bjarni Herjnlfsson — ja, hvad gjorde han, da han tilfældigvis havnede ved disse kyster? — Han vendte stavnen bort fra dem. Ikke var han gjort af stof, hvoraf stor- dåd skabes. NOTER 1 Se Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder IV, spalte 104. 2 Der er hel verbaloverensstemmelse med beretningen om Lejfs rejse i Erik den Rødes saga (GHM I, p. 206): »fiå er fjortan vetr voru liSnir fra |ivi er Eirekr —« o. s. v. Gunlaug Leifssons saga om kong Olav Tryggvasson stammer fra begyndelsen af 1200-tallet. 3 GHM II, p. 230 95 [8] 4 Dette kan måske forklare de 13 vintre i de senere håndskrifter af Eyrbyggja. jvf. ovenfor side 90. 5 GHM I, p. 360 f. 6 GHM I, p. 204 f. 7 GHM I, p. 362. 8 GHM I, p. 208 ff. 9 Leif Løberg: Norrøne Amerikaferders utstrekning, Norsk hist. tidsskr. nr. l 1962, p. 233. 10 GHM I, p. 214: »Bjarni----for ut til Grænlands um sumarit eptir. Var nu mikil umræSa um landa- leitaJi. Leifr----for å fund Bjarna Herjulfssonar----« etc. Teoretisk kan Leif godt være rejst samme sommer; men i betragtning af, hvor lang tid det tog at komme fra Norge til Grønland på den tid, er det sandsynligst, at vinteren er forløbet, inden Leif tager af sted. 11 GHM I, p. 230. Bemærkningen om, at Erik døde »fyrir kristni« kan betyde, at kristendommen ikke var almindelig anerkendt. TjoShilde måtte som bekendt skjule sin kirke for Eriks udsigt. 12 GHM I, p. 232, i Lysufjorden, hvorfor Helge Ingstad i »Landet under leidarstjernen«, Oslo 1959, p. 26G, tænker sig, at det er på Sandnæs-gården, han døde. 13 GHM I, p. 238. i* GHM I, p. 246 ff. « GHM I, p. 386 ff. 16 Jørgen Meldgaard: »Fra Brattahlid til Vinland«, Naturens Verden 1961, p. 380 ff. " GHM I, p. 208. 18 GHM I, p. 214. 96 [9]