[1]
FRA MIN BARNDOMSEGN I GRØNLAND
Af G. N. Bugge
JLværs over Danmarksstrædet midt imellem Island og Grønland går flyvemaskinen
støt og sikkert. Vi nærmer os Grønlands østkyst for derefter at dreje syd på imod
Kap Farvel. Passagermaskinen foretager nemlig samtidig en isrekognoscering, der-
for denne rute. Vi ser igennem huller i skyerne kun hav og nu og da et isbjerg. Men
Grønlands østkyst kan vi ikke se, der ligger tågen tæt. Vi nærmer os Kap Farvelom-
rådet. Vi ser glimtvis land, øde skær og vilde bjerge. Syd for Kap Farvel sættes kur-
sen imod nord, tågen letter, og hele den mægtige Julianehåbsbugt ligger under os i
strålende sol. Et sjældent syn. Imod øst Kap Farvel og Nanortalik med sylespidse
fjelde, og mod nord fortoner havbugten sig med en blålig bræmme af fjerne fjelde
med indlandsisen som baggrund, der mod vest slutter med det mørke og dystre Nunar-
ssuit —Kap Desolation—, som både for skibsfarten og nu for flyvetjenesten har så
sørgelige minder. Over hele bugten ligger der spredt is; det vil sige, skibe kan sejle
her uden vanskeligheder, dog inde mod land ser man alligevel en isbræmme; kun det
erfarne øje kan bedømme issituationen. Men bag is og skærgårde ligger lune fjorde
med grønne dale, hvor der er godt at bo, dalstrøg, der fra de ældste tider har fristet
mennesker til på trods af is og tåge at tage landet i besiddelse både øst fra, syd fra
og nord fra.
For mig var synet af denne mægtige bugt særlig betagende. Her havde jeg som
dreng sammen med mine forældre1 gennemrejst hele denne strækning fra Nanortalik
til nord for Nunarssuit i konebåd — en spinkel skindbåd med en styrer, seks roersker
og en kajakmand, og nu fløj vi let og elegant hen over det hele, og i løbet af minutter
gled vi ind over skær imod Narssarssuaq, der ligger i bunden af Skovfjorden.
I et glimt så vi Julianehåb i aftensol, og jeg kunne kende flere af husene, de gamle
huse ved havnen, Dansk Røde Kors' børnehjem, der lå på et lille næs ved den store
sø, og længere inde også ved søen lå det maleriske, helt moderne bykvarter.
1 Konrad Bugge, f. 14.11.1862, d. 3. 7.1937. Fra 1885 volontør og i 1893 assistent ved Julianehåb, Frede-
rikshåb, Julianehåb, Nanortalik og i 1903 kolonibestyrer ved Godthåb, 1905-06 ved Frederikshåb og
atter ved Godthåb 1907-1922. Gift 1890 med Hedevig Bugge, f. Clausen, f. 27.2.1873. d. 13.12.1937.
97
[2]
Vi landede i Narssarssuaq. Vi var i Grønland. Og dog følte man sig ikke helt i
Grønland. Det virkede lidt forstemmende at se disse mer eller mindre ødelagte rester
af tidligere amerikansk aktivitet. Jeg tænkte uvilkårligt på, hvor vidunderligt her
måtte have været før i tiden. Den mægtige slette, deraf navnet, som betyder „den
store slette", med den dejlige elv, der snoede sig gennem landskabet. Sejladsen gen-
nem den skønne Skovfjord var dog heldigvis meget betagende i den smukke
sommernat.
Om morgenen, da vi kom til Julianehåb, følte jeg det, som jeg var kommet hjem.
Et par timer efter måtte jeg imidlertid fortsætte til Nanortalik, som var min rejses
første mål. Efter 7 timers sejlads var vi i Nanortalik. Det gik meget hurtigt, da der
kun var spredt is.
I gamle dage foregik denne tur med konebåd, og for at skyde genvej blev båden
båret over en smal landtange, hvorover besætning og passagerer måtte bære også
kajak, telte, sengetøj og anden bagage. På turen til Nanqrtalik passerede vi den store
bræfyldte ø Semerssoq med takkede fjeldtoppe op i 1300 meters højde, et vildt og
utilgængeligt landskab.
Ud for denne ø var jeg for mange år siden på rejse med konebåd fra missionssta-
tionen Igdlorpait også til Nanortalik. Der var en del is, og pludselig blev der revet
en stor flænge i konebådens bund. En lumsk isfod, den undersøiske del af en isflage,
havde på denne brutale måde brat standset vor rejse. Besætningen prøvede uden
held på at stoppe det store hul til med en spækside, men det var håbløst. Konebåden
tog vand og sank, og vi måtte alle skyndsomt op på den formastelige isflage, som
var skyld i det hele.
Her sad vi alle, min mor med to småbørn foruden besætningen. Styreren var gan-
ske ulykkelig og gemte sit hoved i en angmagssætpose. Heldigvis havde man altid
på konebådsrejser en kajakmand med for alle tilfældes skyld, han gjorde det eneste
fornuftige hurtigst muligt at ro til Nanortalik for at skaffe hjælp. Og her drev vi så
rundt i ca. tre angstfulde timer på en isflage, hvis bevægelser vi ikke havde spor af
herredømme over. En meget farlig situation. Endelig kom undsætningen med min
far, som ekspres havde sørget for at få en konebåd afsted.
Nanortalik har udviklet sig til ukendelighed. Der er nu et hypermoderne elektri-
citetsværk, sygehus, stor skole, børnehave og brugsforening. Endnu findes dog hel-
digvis en del af de hyggelige, gamle og meget karakteristiske bygninger fra koloni-
tiden, dengang der kun boede én dansk familie ved stedet. Den gamle bestyrerbolig,
som forlængst er kasseret som bolig, lå der endnu med de tilstødende bygninger,
proviantbod og mandskabshus, som nu er telegrafstation, bageri og gedestald. Det
var 5 denne bestyrerbolig, at mit hjem var. Her oplevede jeg som dreng at se en øst-
grønlænder, der var kommet den meget lange og besværlige vej fra østkysten for
98
[3]
at handle. Han kom ind i vor lille spisestue, hvor han pludselig opdagede spejlet i
den gammeldags buffet. Han veg tilbage og udtrykte højlydt sin bestyrtelse ved dette
syn. Han troede, at spejlet var et stykke is, der var sat på højkant.
Ved århundredskiftet foregik der nemlig en ikke ubetydelig indvandring af øst-
grønlændere til Frederiksdal og Nanortalik distriktet, en indvandring, der lige til i
dag har sat sit præg på befolkningen. Der bor i dag mange, hvis forældre har levet
i Østgrønland under forhold, som man i den største del af Vestgrønland skal over
200 år tilbage i tiden for at finde magen til.
Jeg fik talt med flere grønlændere. De gamle havde jeg leget med som dreng.
Mødet var meget hjerteligt, da de blev klar over, hvem jeg var, og ikke mindst
fordi jeg kunne tale noget grønlandsk, det glemmer man ikke så let, når man har
kunnet tale det som barn. Jeg talte bl. a. med den gamle Mathilde, der var søster til
den forlængst afdøde grønlandske nationaldigter Henrik Lund. Hun er nu over 80,
men rask og rørig. Hun bor i sin fars hus, i hvis hjem der dengang opholdt sig en
grønlænderinde fra østkysten, som nu må være omkring 85 år, nøjagtig fødsels-
dato kan af gode grunde ikke opgives fra den tid. Tilfældet ville, at jeg netop i som-
mer traf denne kvinde i Kungmiut i Angmagssalik distriktet. Skæbnen havde ført
hende tilbage til hendes gamle hjem.
I Nanortalik boede jeg hos pastor Karl Chemnitz, i hvis hyggelige hjem jeg traf
hans fætter, som var fåreholder ved den tidligere hernhuttiske missionsstation ved
Igdlorpait en halv snes kilometer nord for Nanortalik. Ham viste jeg en lille mor-
som billedbog, som min far i 1899 havde fået tilsendt fra den tyske missionær i
Igdlorpait. Denne bog indeholdt de sirligste, måske noget ubehjælpsomme, akvarel-
ler, som den enarmede gedehyrde Isak havde tegnet og malet med sin venstre hånd.
Billederne forestillede forskellige scener fra det daglige liv ved stedet med kone-
både, kajakker, telte, redskaber og fangstdyr som hovedmotiver, og han havde der-
til knyttet sin egen tekst på grønlandsk. På sin måde et lille interessant kulturminde
fra en svunden tid. Bogen var fremlagt på den grønlandske udstilling i 1921, hvor
desværre et par af bladene var blevet fjernet. Hvor ville det være dejligt, hvis de
kom tilbage.
Fåreholder Bent Chemnitz, som er en gammel mand, kunne godt fra sin barndom
huske Isak og fortalte flere træk fra hans liv, også fra selve hernhuttiden, som danner
et interessant afsnit i grønlandsk missions- og kulturhistorie. Det var noget af et held
at træffe en mand, der havde kendt denne forlængst afdøde og lidet kendte kunst-
ner, som iøvrigt fortjente at blive kendt. Der er i denne artikel gengivet to af hans
tegninger. Den ene viser lægen fra Julianehåb (K'AK'ORTOK) på rejse i sin kone-
båd. Læg mærke til det flotte splitflag og årerne, som- var malede røde som tegn på,
99
[4]
Fra den lamme gedehyrde haks bog 1899.
Billedet viser transportfartøjet, galeasen »Emma«, der var stationeret ved Julianehåb,
og hak har her skildret, hvordan kaptajnen lader sig sætte i land.
at det var en værdig embedsmand, der var på rejse. Det andet billede viser trans-
portfartøjet, galeasen EMMA, der var stationeret i Julianehåb.
Ved Nanortalik fik jeg også lejlighed til at tale med børnene, der spillede lang-
bold på skolens sportsplads. Da jeg var færdig med at fotografere dem, de havde
som regel ikke noget større ønske end at blive fotograferede, fik jeg hele flokken
med mig, og det endte med, at vi alle satte os ned på fjeldet. Jeg spurgte dem nu
om, hvem de troede, jeg egentlig var. Det vidste de ikke. Herefter begyndte jeg så
med mit noget begrænsede ordforråd at fortælle dem, at jeg også havde tilbragt min
barndom her. Jeg fortalte om tre bjørne, moder med tojjnger, som var blevet skudt
lige udfor kysten, og om en anden gang, hvor jeg havde set en isbjørn stå på en is-
flage nogle få meter fra stranden, og om manden jeg havde set, hvis ansigt var ble-
vet skamferet af en bjørnelab, da han ville flygte, men som alligevel til sidst havde
fået ram på bjørnen.
Børnene var levende interesserede. Når jeg ikke altid kunne finde det rigtige grøn-
landske ord, gav jeg det på dansk, hvorefter de omgående gav mig det tilbage på
grønlandsk. Da en af drengene var lidt urolig, tyssede de andre på ham, da det var
„så skønt" at høre. Det var en oplevelse for mig på denne måde at få kontakt med
roa
[5]
haks akvarel af konebåden fra Julianehåb med lægen ombord.
Den grønlandske tekst betyder: Dette er lægen fra Julianehåb.
børnene. Min opgave var iøvrigt på Dansk Røde Kors' vegne at føre orienterende
forhandling om eventuel oprettelse af et børnehjem — Hans Egedes børnehjem —
i Nanortalik, en opgave, som befolkningen meget gerne ser gennemført.
Rejsen tilbage til Julianehåb foregik med politiets fine ny båd NUKIK, det bety-
der kræfter. Bådebygger E. Pedersen fra Bogense var med, og han kunne med rette
være stolt af denne dejlige båd, som han selv havde bygget. Den gik fint igennem
isen, og selv om den til tider fik nogle drøje knubs, så hele skibet rystede, forsikrede
han trøstende sin kone, at hun ikke behøvede at være bange. Han vidste, at den
kunne tåle det, han havde jo selv bygget den.
I Sydprøven, der ligger nogenlunde midtvejs mellem Nanortalik og Julianehåb,
måtte vi om aftenen gå i havn på grund af tåge og is. Jeg gik i land og tog mig en
tur op igennem udstedet. Jeg hilste til højre og venstre på dansk og grønlandsk. Her
traf jeg en ældre kvinde, der kom hen til mig og på rivende grønlandsk forklarede
mig, at hun ikke generede sig spor ved at tale med danskere. Da vi havde gået lidt
sammen, spurgte hun mig, om jeg ville besøge hende, og det ville jeg naturligvis
gerne, nu da vi var kommet i snak. Da jeg havde siddet hos hende nogen tid og
havde fået alt at vide om hendes børn og børnebørn, hun er nu 74 år, skulle jeg se
ior
[6]
at komme ned til båden igen. Hun foreslog selv at følge mig på vej, og det proteste-
rede jeg ikke imod. Da vi gik ned ad vejen, fortalte hun dem, vi traf, at hun var ble-
vet gode venner med en dansker og sagde ovenikøbet til nogle, at det var, ligesom
hun havde fået en mand. Fortroligt fortalte hun mig til sidst, at dengang hun var
ung, var der mange danskere, der havde sat særlig pris på hende. Så fik jeg det at
vide. Vor tur sluttede med, at jeg mødte den elskværdige bådebygger og hans kone,
der netop skulle til at bese den ny skole, og det fik jeg også lyst til. Min ny veninde
så noget skuffet ud over, at jeg nu måtte svigte hende.
Skolen var meget interessant at bese med de fineste sløjdlokaler, man kunne tænke
sig. Da jeg spurgte, hvordan det gik med danskundervisningen, der i visse klasser
foregår udelukkende på dansk, svarede læreren, at børnene var meget glade over at
lære dansk og faktisk lærenemme. Men da der i Sydprøven kun er ganske få bosid-
dende danskere, havde børnene udenfor skoletiden ikke den samme mulighed for at
anvende det lærte som i de byer, hvor der var mange dansktalende. Og det var selv-
følgelig et handicap.
I Julianehåb havde man indtryk af, at børnene kunne tale noget bedre dansk, de
havde nemlig i højere grad mulighed for i det daglige udenfor skoletiden at anvende
sproget. På Dansk Røde Kors' børnehjem, hvor jeg opholdt mig i flere dage, mær-
kede jeg, at de faktisk alle forstod en hel del dansk, men de var måske lidt tilbagehol-
dende med at tale det, særlig når de mærkede, at man kunne noget grønlandsk. For-
standerinden, frk. Gerda Chemnitz, taler meget dansk til dem, selv om hun, som er
født i Grønland, behersker det grønlandske sprog, men assistenterne taler udeluk-
kende dansk, og leg med de små og hjælp til lektielæsning foregår på dansk, en værdi-
fuld støtte for deres danske sprog, som de på så udmærket måde lærer i skolen. Det
samme kan siges om børnene på det store børnesanatorium i Julianehåb, som drives
af Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn, og som if jor blev udvidet og moderni-
seret på forbilledlig måde. Javist, børnene på disse to hjem har det fortrinligt. Begge
hjem er fuldt belagt.
Dansk Røde Kors' børnehjem ligger som allerede omtalt ved den store sø, som
jeg daglig havde udsigt til. Over denne sø måtte min far i sin tid foretage en hjæl-
peaktion i anledning af skruebarkskibet HVIDBJØRNEN's forlis ved Nunarssuit i
april 1895. Storisen lå på det tidspunkt så tæt pakket i fjorden, at den eneste udvej
var at bære konebåden samt telte, proviant og anden bagage over den ca. 3 km lange,
islagte sø og yderligere 3 km over et fjeldområde, før konebåden kunne sættes i van-
det i en anden fjord, der var isfri. Derfra blev der så på normal vis roet til Qag-
ssimiut, der ligger ca. 70 km vestpå, og her blev de reddede passagerer afhentede til
Julianehåb. Atter en bekræftelse på, hvor fortrinlig et lille fartøj som konebåden i
IO2
[7]
virkeligheden er. Et fartøj, der i den grad på en hidtil uovertruffen måde er tilpas-
set naturforholdene. Det samme gælder iøvrigt i lige så høj grad kajakken.
I Julianehåb genså jeg blandt de gamle bygninger ved det lille torv, hvor der nu
er et springvand, det hus, hvor jeg i sin tid boede, og hvorfra jeg hver dag ved mid-
dagstid med undren så forstanderskabets formand ledsage en grønlænder på „gård-
tur". Han var blevet sat i forvaring, da han i hidsighed havde myrdet sin kone. Hvor-
længe forvaringen varede, kan jeg ikke erindre.
Da der ikke var plads i den Catalina, som jeg skulle have været videre med til
Godthåb, kunne jeg med tak tage imod en indbydelse fra distriktslæge J. Gerdes,
der med lægebåden skulle ud i distriktet for at foretage poliovaccination. Det er
altid interessant at komme ud til de mere uberørte steder.
Rejsen foregik med lægevæsenets udmærkede motorbåd „Henrik Deichmann".
Atter kan jeg ikke lade være med at lade tankerne gå tilbage i tiden. Båden er nemlig
opkaldt efter distriktslæge Deichmann, der i begyndelsen af dette århundrede var
læge ved Julianehåb. Jeg rejste sammen med ham til Danmark i 1910. Det var ham,
der havde stillet forslag om, at lægen i stedet for at rejse med konebåd skulle have
en motorbåd; men dette blev afslået, det var unødvendigt, ligesom man sandsynlig-
vis ikke mente, at en motorbåd kunne klare sig i storisen. Men hvad gjorde dr.
Deichmann, han anskaffede sig ganske simpelt selv en motorbåd; så var det spørgs-
mål klaret. Senere fik lægevæsenet selvfølgelig sin egen motorbåd, det var i høj grad
påkrævet. Noget tilsvarende gjorde han, da han ansøgte om at få udsendt en syge-
plejerske til sygehuset; hende måtte han i første omgang ansætte for egen regning.
Det er derfor ikke så underligt, at Julianehåbs lægebåd er opkaldt efter ham.
Vi besøgte først en lille boplads, som var delvis nedlagt. Det viste sig nemlig, at
der kun var én mand, som boede der, han kom så ned til stranden og fik sit sukker.
Det næste sted, vi besøgte, var Qagssimiut, et udsted med et par hundrede menne-
sker, så der var noget at gøre for læge og sygeplejerske. På vejen tilbage anløb vi
det skønne Narssaq der som bekendt er en større by med en rejefabrik og de der-
med følgende sociale problemer. Forsorgsudvalgets formand, en grønlænderinde, der
taler fortrinligt dansk, fremhævede den meget store betydning, det ville have for
byen, hvis de snart fik en vuggestue. Der var nemlig mange kvinder i byen, der gerne
ville have arbejde på fabrikken, hvis de blot kunne få deres børn passet på en for-
svarlig måde. Det ville i realiteten betyde, at de til en vis grad ville undgå den store
midlertidige tilflytning af kvindelig arbejdskraft.
Turen gik nu tilbage til Julianehåb, hvorfra jeg et par dage efter tog med en Ca-
talina til Godthåb. Rejsen varede præcis 3 timer.
For nøjagtig 60 år siden, da min far blev udnævnt til kolonibestyrer i Godthåb,
foretog vi den samme rejse med galeasen EMMA, en båd, der kun havde sejlfø-
103
[8]
ring, ingen motor. Vi var en måned om at nå Godthåb, Grønlands hovedstad og
kulturcentrum. Her var seminarium, hvor undervisningen endnu foregik i provste-
boligens stueetage, den store seminariebygning blev først opført i 1905, her var et
bogtrykkeri, hvorfra „Atuagagdliutit", Grønlands avis, udkom en gang om året, og
her var et nyt sygehus under opførelse, et sygehus, som forlængst er erstattet med
distriktets nuværende tredie sygehus, og som ikke må forveksles med det hypermo-
derne Dronning Ingrids hospital, landshospitalet.
Nu er Godthåb blevet en stor. by efter grønlandske forhold og er i rivende udvik-
ling. Også fra Godthåb har jeg en erindring fra min drengetid. I forårstiden havde
der samlet sig betydelige vandmasser på den store slette, som i dag omsluttes af den
ny by og nu henligger som et mosedrag, og ved hvis kant Grønlands radiohus ligger.
Disse vandmasser brød en dag pludselig igennem udfor mosedragets normale afløb
ved den lille elv, der fører forbi den gamle kolonibestyrerbolig ved broen, hvor jeg
netop stod. En hushøj bølge førte mig med ismasser og sne henover strandens klip-
per ud i fjorden. Jeg kom først til bevidsthed ved, at to raske kajakmænd havde lagt
mig på tværs over kajakkerne og rusket mig til live. Atter her var det den snarrådige
grønlandske kajakmand, der reddede mit liv.
Da jeg var i radiohuset, benyttede jeg lejligheden til at forevise nogle noder til
gamle grønlandske folkedanse, som min mor ved århundredskiftet havde nedskrevet
og udsat for klaver. Melodierne stammede som anført på noderne fra Julianehåb,
Igdlorpait og Nanortalik. Grønlands radio fik fotokopier af dem, medens de origi-
nale noder nu ligger velforvarede i Grønlands landsbibliotek i Godthåb.
De muntre dansemelodier fra min barndomsegn vil nu også komme til at lyde over
hele Grønland.
Gammelt og nyt har igen fundet hinanden.
Efterskrift om Hvidbjørnens forlis den 12. april 1895.
I anledning af, at der i foråret 1895 i den danske presse - særlig Dagbladet København - var fremkom-
met visse efter min fars opfattelse misvisende oplysninger vedrørende »Hvidbjørnens forlis« særlig med
henblik på kritik af den formodede sene afsendelse af undsætning fra Julianehåb, imødegik min far disse
i et privat brev til Danmark dateret 26.6.1895. Han anførte bl. a. følgende:
Hvidbjørnen forliste langfredag den 12. april, 2. påskedag den 15. april kl. 8-9 om aftenen ankom de af
skibets fører kaptajn Hammer udsendte kajakmænd med meddelelse om forliset. Allerede dagen efter
d. 16. april om morgenen afgik som ovenfor omtalt en konebåd med proviant m. m. Det var assistenten,
der måtte lede denne undsætning, da kolonibestyreren var forhindret på grund af vigtige forretninger.
IO4[9]