[1] SERMERMIUT Af Therkel Mathiassen JL re kilometer sydvest for Jakobshavn, ved mundingen af Jakobshavns isfjord, ligger Sermermiut, Vestgrønlands største og interessanteste eskimoiske ruinplads. Navnet betyder „bræboerne"; og dette er ikke uden grund: I bunden af isf jorden munder indlandsisens største og mest producerende isbræ, hvis vældige isfjelde fyl- der fjorden og hvoraf mange ligger strandede på den store isfjeldsbanke udenfor bopladsen. Vejen derud fra Jakobshavn er ikke særlig besværlig, men noget tung; den går gennem et bredt dalstrøg, over nøgne klipperygge og gennem sumpe, tilsjdst over en grusterrasse, og så sænker terrænet sig ned til en dal, omgivet på begge sider af lave granitfjælde, og udmunder ved en lille bugt, der på begge sider afgrænses af klippefulde næs. Her ligger bopladsen, talrige — mindst 24 kan erkendes — gamle husruiner, overgroet med et tæppe af mos og sumpplanter, der gør, at der ikke er et sted, der egner sig til teltplads. To kløfter skærer sig gennem bopladsen, den nord- lige oftest tør, den sydlige med et lille bækløb; ud mod stranden, mod sydøst, en- der bopladsen med en mørk stejl brink, indtil 2Vi m høj; farven viser, at det er gam- mel kulturjord, møddinglag, og fra brinken stikker mængder af knogler, stykker af hvalbarder, træstykker og andre kulturrester frem. Denne brink er dannet ved havets nedbrydning; Vestgrønland sænker sig som bekendt ganske langsomt og har gjort det i flere hundrede år, og derved kan havet æde sig mere og mere ind på boplad- sen; hertil kommer noget for denne plads særegnet: kælvningsbølgerne; når bræen i bunden af fjorden producerer isfjelde eller når et af de store isfjelde, der ligger udenfor bopladsen, mister ligevægten og vælter rundt, opstår der store bølger, der skyller ind mod kysten og bryder ned af møddingbrinken; derfor er strandbred- den et rigt findested for eskimoiske oldsager, navnlig stensager, idet de lettere ting oftest skylles bort af vandet. Store dele af bopladsen er således i årenes løb skyllet bort, og der brydes hvert år ned af den. Denne rigdom på eskimoiske oldsager af sten på strandbredden ved Sermermiut har man kendt fra gammel tid. Allerede J.H.Lytzen, der var læge i Jakobshavn 161 [2] 1832—38, skænkede en samling på 30 genstande til oldsagskommissionen, og C. G. E. Pfaff, der var læge her 1854—76, tilvejebragte en meget betydelig sam- ling, hvoraf størsteparten nu findes i Stockholms etnografiske museum. Fra Paul Egedes „Efterretninger om Grønland" ved man, at han i 1737 ved Ser- mermitit traf „den største Samling Folk", han endnu havde truffet i Grønland, „20 temmelig store Huse, som en Bondeby", Efter at kolonien Jakobshavn var blevet op- rettet i 1741, gik den tilbage; endnu i 1778 boede dog de fleste af distriktets hed- ninger ved Sermermiut; i 1803 boede her 52 mennesker, og endnu i begyndelsen af 1850'erne var den beboet, men blev så forladt, muligvis på grund af den voksende ismængde i fjorden udenfor, idet isbræen i disse år skød længere frem. Grundlaget for bebyggelsen ved Sermermiut i de senere århundreder har været den gode fangst af sæler og hellefisk her i mundingen af isfjorden; allerede Paul Egede nævner helle- fiskefangsten som vigtig; i februar 1739 besøgte han en gruppe eskimoer, der fan- gede hellefisk på isen ud for Sermermiut; han målte længden af en af deres fang- liner af hvalbardestrimler til ikke mindre end 364 favne. Arkæologiske gravninger ved Sermermiut påbegyndtes i 1909 af inspektør ved Nationalmuseet Thomas Thomsen; det var dog kun en mindre prøvegravning. I årene 1912-16 gravede magister M. P. Porsild hvert år ved Sermermiut og tilveje- bragte en stor samling oldsager; han nåede dog aldrig at bearbejde materialet, og da hans efterladte notater ikke er fyldestgørende, er hans materiale, der nu findes på Nationalmuseet, af ringe videnskabelig værdi. Den, der først skaffede rede på lagforholdene og derigennem på bopladsens historie, var magister Jørgen Meldgård, som i sommeren 1953, hjulpet af magister Jørgen Nellemann, foretog en gravning her som et led i den undersøgelse af Vestgrønlands ældste bebyggelse, der denne sommer blev ledet af museumsinspektør Helge Larsen og professor, dr. phil. P. V. Glob. Da Meldgaards resultater ved Sermermiut så så lovende ud, blev der i 1955 udsendt en ekspedition for at foretage en noget større gravning; ekspeditionen be- stod af professor, dr. phil. Erik Holtved, museumsinspektørerne dr. phil. J. Troels- Smith og Svend Jørgensen og jeg selv; desuden deltog stud. mag. Inge Parbøl og to engelske studenter. Gravningen fandt sted i løbet af 6 uger, fra lidt ind i juli til henimod september. Hvordan skulle man nu gribe udgravningen af denne vældige boplads an for at få mest muligt ud af det i den ret begrænsede tid, der var til rådighed? Arkæologi i Grønland - og da navnlig i Nordgrønland - er ingen let sag. Det skyldes først og fremmest, at så snart man har gravet sig lidt ned, er jorden frossen, og her var det temmelig slemt, da jorden var dækket af et tykt, vandmættet lag af tørvemos og sumpplanter, som beskyttede de nedre lag mod optøning. Det eneste, man kan gøre, er at skrælle det øvre optøede lag af og så håbe, at sol og vand vil optø de nedre lag 162 [3] Dalstrøget med det frodige græstæppe, der gemte sporene af Sermermiuts eskimoiske bebyggelser tilbage gennem tiderne. Pilen viser udgravningerne i 1953. Foto: Jørgen Meldgaard med den permanente grundis; dette går kun langsomt; solen har jo ikke så megen magt, selv om den er oppe det meste af døgnet; fra én til tre centimeter kan man skrælle af hver dag, for så at udsætte de nye, frosne lag for optøning. Den sommer, vi gravede ved Sermermiut, 1955, var det særlig galt; det var et ualmindelig kede- ligt og surt vejr, regn, tåge, blæst, kun lidt sol, så det gik meget langsomt med optø- ningen, og allerede sidst i august begyndte det at fryse; dette var årsagen til, at vi ikke nåede så meget, som vi gerne ville; én fordel havde det dårlige vejr dog: der var ikke så mange myg, som der plejer at være; ja, vi havde fuldt tilstrækkelig af dem; de dage, da solen viste sig, myldrede de frem; men der kan være meget værre med myg ved Sermermiut. Det, det først og fremmest gjaldt om, var at finde en god lagfølge, et sted, hvor man igennem de forskellige lag kunne følge bopladsens bebyggelse lige fra den før- 163 [4] ste begyndelse indtil enden omkring 1850. Ved mine tidligere gravninger i Grønland havde jeg fortrinsvis gravet i husruinerne, navnlig i de ældste og mest udjævnede, samt i de møddinger, der havde hobet sig op foran dem. Her ved Sermermiut så husruinerne meget lidt indbydende ud, sammenfaldne og overgroede med et tykt tæppe af mos og græs; og så var de ruiner, man kunne se, næppe meget gamle, stam- mede vel hovedsagelig fra bebyggelsen i de sidste par århundreder f ør bopladsen blev forladt. Men så var der jo den vældige mødding med sin nøgne stejlbrink ned mod stranden; her havde Meldgaard gravet med held, og denne brink havde tilmed den fordel, at den allerede ved vor ankomst var optøet. Denne høje brink lå langs ran- den af bopladsens mellemste del, imellem de to bækkløfter, den tørre mod nord og den, der havde et lille bækløb, mod syd. Langs randen af denne brink i en længde af 20 meter udgravede vi en strimmel på l Vi meters bredde lige fra græstørvlaget foroven, til vi nåede gruset, der dannede bunden under møddingen, en lagfølge på 2 Vi meter. Alle fundne genstande blev indsamlet: redskaber og brudstykker af så- danne, fliser og affald fra tildannelsen af sten-, ben- og træredskaber, hvalbarde- strimler, træpinde, skindstumper og dyreknogler; alt blev omhyggeligt indmålt og nivelleret, dog ikke dyreknogler og træpinde i møddingens nyere del. Dernæst fore- tog vore mosegeologer, Troels-Smith og Svend Jørgensen, en meget omhyggelig opmåling af hele profilvæggen med en nøje beskrivelse af de forskellige lags beskaf- fenhed. På denne måde kunne hele profilvæggen tegnes op og de enkelte oldsags- fund indlægges i de lag, hvori de var fundet. Meldgaard var begyndt at grave en tværgrøft fra brinken, men var kun nået 7 m ind og var på grund af frosten ikke nået til bunds. Denne tværgrøft forlængede vi til 19 m fra brinken og nåede grusbunden overalt; her indmåltes kun de vigtigste fund, medens der ellers gravedes lagvis i kvadratmeterfelter. Syd for den sydlige bækkløft var der et betydeligt lavere terræn, der kun havde en stejlbrink på omkring én meter ud mod stranden; det var ret jævnt, uden synlige hus- ruiner, var overgroet med et tykt lag mos og stargræsser og således meget sumpet. Her havde Meldgaard ude ved stranden lavet en lille prøvegravning, og her fort- satte vi og udgravede et større areal; dette viste sig at være bopladsens interes- santeste del. Der er ved Sermermiut fundet lag fra fire forskellige eskimokulturer. Nederst fra den kultur, der efter det første, rene fund er blevet kaldt Sarqaq, efter udstedet i Vajgattet. Det er udelukkende stensager, vi har i det lag; man har kendt mængder af disse sager gennem mange år, ikke mindst opsamlet på strandbredden ved Ser- mermiut, men har ikke vidst, hvor man skulle føre dem hen. Næste lag er Dorset, opkaldt efter Kap Dorset på det sydlige Baffinland, hvor denne kultur første gang blev fundet; også her er det næsten udelukkende stensager, og også disse typer har 164 [5] Ml** 9-14 15-22 Stcnsager fra Sarqaq-lagcnc ved Scrmcrmiut, ca. 2:3. (Nationalmuseet) 165 [6] man kendt tidligere fra Grønland. Så følger som det tredie lag den variant af den centraleskimoiske Thule-kultur, som kaldes Inugsuk-kultur efter øen Inugsuk nord for Upernavik; i disse lag er der mængder af sager af ben og hvalbarde; og øverst har vi så den senere vestgrønlandske kultur med et indslag af europæiske sager: jern, glasperler og hvad „civilisationen" nu ellers kan have bragt til Grønland. Overgangen mellem de to sidste lag er jævn, der synes ikke her at have været nogen afbrydelse i bebyggelsen; derimod er der mellem Inugsuk- og Dorset-lagene og imellem disse sid- ste og Sarqaq-lagene lag uden spor af kulturrester, sand- eller tørvelag, der viser, at møddingerne i ret lange perioder har været overskyllede af sand og grus eller været overgroede af plantevækst, før den næste bebyggelse tog bopladsen i besiddelse. De to ældste kulturer lærer man bedst at kende på det lave terræn syd for den lille bæk. Lagene er her omkring én meter tykke. Nederst, lige over den stenet-grusede undergrund, ligger Sarqaq-stensagerne i et tyndt lag; de er næsten alle af den grå kiselskifer, som grønlænderne kalder angmaq. Så følger et sterilt lag af vekslende tykkelse, oftest omkring en halv meter, bestående af tørv og sand. Derpå har vi igen et ret tyndt lag med stensager, denne gang for en stor del af den hvide, porcelæns- agtige chalcedon; men også andre stenarter træffes : angmaq, jaspis, bjergkrystal, og også nogle få stærkt opløste sager af ben og træ; det er Dorset-laget. Ovenpå det har vi så et sterilt tørve- og moslag, men ingen spor af senere bebyggelse. Det er dette sidste forhold, der gør, at disse gamle kulturlag på dette sted har fået lov at ligge i fred. Thi i den store mødding med den høje brink genfinder vi rester af de samme to lag længst nede i brinken, Sarqaq-Iaget lige over grusbunden og Dorset-laget lidt højere oppe, adskilt fra det første ved tynde, sterile lag af ler- blandet tørv og selv ved sterile tørvelag adskilt fra den oven over liggende nyere mødding. Men af disse gamle lag er der ikke ret meget tilbage. Ved den senere Inug- suk-bebyggelse har man øjensynlig gravet tørven med de gamle lag bort for at an- vende den til husbygning eller brændsel; derfor findes der af og til gamle stensager oppe i den nyere mødding. Det er mest gået ud over Dorset-sagerne, som der ikke er fundet mange af i denne mødding. Sarqaq-sagerne, der ligger længst nede, lige over grusbunden, har i højere grad fået lov at ligge; navnlig fandtes der mange af dem i bunden af tværgrøften. Men mange steder nåede Inugsuk-lagene helt ned til grusbunden, så de gamle lag helt var gravet bort. VI vil nu se lidt på fundene fra Sermermiut. Først sagerne fra Sarqaq-lagene. lait blev der herfra ved 1955-gravningen fundet 373 redskaber og brudstykker af sådanne, med én undtagelse alle af angmaq; des- uden af fliser og affaldsstykker (kun optalt i de sikre lag i det sydlige afsnit) 3000 af angmaq og 76 af andre stenarter, hovedsagelig jaspis, deriblandt 3 mikro f lækker 166 [7] 8-14 15-24 25-32 33-40 Stensager fra Dorset-lagene, ca. 2:3. (Nationalmuseet) [8] (små, tynde, regelmæssige flækker) ; af andre genstande fandtes kun to stærkt op- løste strimler af hvalbarde. De vigtigste redskabstyper fra Sarqaq-Iagene ses på billedet: 1-8 er våbenblade, symmetriske, uslebne, dels slanke, tilspidsede også mod bagenden, dels bredere; 29 er en lille, tynd, på begge sider sleben pilespids; 9-12 og 22 er mere ubestemmelige, tveæggede blade; 13 er et blad til en tværøkse, sleben ved æggen; 14 er et større, usymmetrisk blad, antagelig til en kniv; 15—17 er skrabere med indbuet og 18-21 med udbuet æg, alle uslebne; 23 er en slagsten, hammer; 24-28, der er slebne, er stikler, redskaber til at grave i ben med; de har fortil en skrå, stump kant, og fra den spidse ende er der slået en flis, så der fremkommer en kort, skarp tværæg. 30 er en sleben pren af angmaq og 31 en lille hvæssesten af sandsten. Det er jo et meget ensidigt billede af kulturen, man får, når kun stensagerne er bevaret; på disse alene kunne man ikke afgøre, om det overhovedet var en eskimo- kultur, vi havde at gøre med; men heldigvis er der senere, ved Meldgaards grav- ninger i Tglulik-området i arktisk Canada og i Julianehåbs distrikt fundet Sarqaq- lag med bensager, harpunspidser og andre for eskimokulturen karakteristiske red- skabstyper. Så at Sarqaq er en ældgammel eskimokultur, er der ingen tvivl om. En kulstof 14-undersøgelse af Sarqaq-laget ved Sermermiut viste, at det stam- mede fra ca. 800 år før Kristi fødsel, med en sikkerhed på 100 år til begge sider. Vi ser nu på fundene fra Dorset-lagene. lait blev der ved 1955-gravningen fundet af sten 219 redskaber, foruden 278 mikroflækker, 11 blokke, hvoraf sådanne rnikro- flækker er slået; dernæst ca. 3000 fliser og affaldsstykker, hvoraf ca. 1500 er af angmaq, 1200 af chalcedon og resten af andre stenarter, mest jaspis og bjergkrystal; dernæst 25 skår af vegstenskar; men desuden fandtes et enkelt benredskab, 11 til- dannede trægenstande og 59 mere eller mindre tildannede træpinde, 7 tildannede hvalbardestrimler, de tre med knuder, et stykke sælskind med søm og et par hun- drede oftest stærkt opløste sælknogler. De allerfleste af stensagerne og alle ben- og træsager er fra udgravningerne syd for bækken. Billedet viser de vigtigste former af stenredskaber: 1-6 er trekantede våbenbla- de med sidehak til fastgørelse til et skaft, af chalcedon og jaspis; 7 er en lille pile- spids af chalcedon med indbuet bagende; 8-10 er slanke våbenblade, 8—9 af sleben angmaq, 10 af chalcedon, usleben; 11—12 er runde blade med skafttunge, chalcedon; 13 er et rundt chalcedonblad, antagelig sideblad til et benredskab, 14 et usymme- trisk chalcedon-knivblad, 15 et stort, afrundet angmaq-blad; 16-24 er angmaq-red- skaber, der ender i en tresidet, sleben spids, muligvis en slags stikkel; 25—32 er skra- bere med udbuet æg af chalcedon, angmaq, jaspis og bjergkrystal; 33-39 er skrabere med indbuet æg; 37 er et savtakket angmaqblad, 38 en lille hvæssesten af sandsten og 39—40 vegstcnsskiver med huller, af uvis anvendelse. Af andre, ikke afbildede l68 [9] 5-8 y-1 o Ben- og træsagcr fra Dorset-lagcnc, ca. 2:3. (Nationalmuseet) r 69 [10] stensager skal nævnes et økseblad af angmaq, slebent ved æggen, og en lille oval skål af vegsten. Men hertil kommer genstandene af ben og træ, desværre oftest i en meget dårlig bevaringstilstand. Nogle af de vigtigste ses på billedet: 5 er det eneste bevarede benredskab, en harpunspids af rentak med to modhager og åben skaftgrube, en form, der også kendes fra Thule-kulturen; iøvrigt ses på billedet forskellige træsager: l • og 3 er brudstykker af træskåle; 4 er en dyrefigur (hermelin?), 8 en bjørnefod, an- dre stykker er mere ubestemmelige. At vi her har med en hel anden kultur at gøre end i Sarqaq, er temmelig indly- sende. Ikke alene er der bortset fra skraberne næsten ingen fælles redskabstyper, men man har også fundet et nyt, vigtigt materiale at lave redskaber af: chalcedon, og de mange mikroflækker viser en ny teknik. Kulstof 14-bestemmelsen viser også, at Dorset-lagene er langt yngre end Sarqaq- lagene, fra det første århundrede efter Kristi fødsel. Langt største delen af den store mødding imellem bækkløfterne tilhører den mid- delalderlige Inngsuk-knltitr, der er så velkendt gennem de tidligere gravninger i Grønland, og dens fortsættelse op imod vor tid. Inugsuk-kulturen er en vestgrøn- landsk aflægger af den centraleskimoiske Thule-kultur, som vi også kender fra Thule-distriktet, en eskimokultur, hvor fangst af større sødyr, hvaler og hvalrosser, har spillet en betydelig rolle; at de også har gjort det her ved Sermermiut, ser man straks af de mange hvalbarder, der stikker frem af møddingbrinken. Kun nogle få af de fundne genstande skal omtales. På billedet ser man nogle af dem: 1—2 er har- punspidser af Inugsuk-kulturens sædvanlige former, medens 3—4 er nyere typer; 5 er et brudstykke af en blærespydspids af hvalben, en form, der kommer i brug i 16.-17. århundrede; 6 er en smykkepren, 7 en skindskraber af ben, 8 en ske af hval- barde og 9 en øjeskærm af træ. Af andre sager skal nævnes en stor lampe, dannet al en plade af gnejs med bag- og sidevægge af ler. Interessant var det, at der i Inugsuk-lagene fandtes flere genstande, der må stam- me fra nordboerne i Sydgrønland, som Sermenniuts beboere således må have haft forbindelse med. Disse sager ses på billedet: l er låget til en skeæske af træ, 2 et stykke hvalrostand, begge med ornamenter, der er helt fremmede for eskimoerne; 3 er halvdelen af en jernsaks, 4 skaftet af en ske af bronze og 5-6 hvæssesten af en form og et materiale, der er velkendt fra nordboruinerne i Grønland. Alle disse genstande er fundet så dybt i møddingen, at de ikke kan stamme fra hollandske hvalfangere eller danske kolonister. En kulstof 14-bestemmelse af lagene omkring den foran omtalte lampe, der fand- tes nær bunden af Inugsuk-møddingen, gav en alder på omkring 11—1200 efter Kristi fødsel. 170 [11] 6-8 Sager fra den senere bebyggelse, ca. 2:3. (Nationalmuseet) [12] 3-4 Nordbosagcr fra Inugsiik-lagene, ca. 2; 3. (Nationalmuseet) I72 [13] Sermermiut har således været beboet i tre perioder, adskilt af tidsrum på opimod tusind år; hvor længe de to ældste perioder har varet, ved vi ikke; kun den sidste ved vi har varet 6-700 år; de to ældre antagelig langt kortere tid. Hvor er de kom- met fra, og hvorfor er de ældste kulturer igen forsvundet? Alle må de være kommet fra det canadisk-arktiske arkipelag, gennem Thule-distriktet; der findes ingen anden indvandringsvej til Grønland. Tre gange er der vandret eskimoer ind i Grønland; de to første gange forsvandt de igen, den tredie gang blev de der. Hvorfor forsvandt Sarqaq- og Dorset-folkene? Uddøde de, eller vandrede de andre steder hen? De sy- nes at have bredt sig over det meste af Grønland, men så er de forsvundet igen. Der fører ingen bro fra Sarqaq-folkene til Dorset-folkene og heller ingen fra disse sidste til Inugsuk-eskimoerne. Sandsynligvis er disse to gamle indvandringsbølger gået til grunde. Hvorfor? Vi ved det ikke. Men vi ved, at livsvilkårene i Grønland er hårde, at dette land ligger nær grænsen for menneskers eksistensmuligheder. Og vi ved, at klimaet og dermed dyreverdenen i havet og på land har ændret sig flere gange. En lille ændring til det værre kan have været katastrofal for en lille eskimobefolkning, der var helt overladt til sine egne hjælpekilder. Det er kun en lille del af Sermermiut, der endnu er udgravet. Denne store boplads, der ligger så smukt i sin grønne dal, omgivet af lave fjelde og med udsigt til isfjelds- bankens mange, vældige iskolosser, rummer endnu mange gåder. Vi kender således hverken hustomter eller grave fra de to gamle bebyggelser. Sandsynligvis vil det lave, svagt bølgede terræn syd for den lille bæk rumme begge dele, og her ligger sik- kert også mange interessante ben- og træsager fra Dorset-kulturen; sådanne sager fra Sarqaq-kulturen kan man dog næppe gøre sig håb om; men boligtomter skulle det ikke være umuligt at finde. Men det kræver store og langvarige udgravninger med afdækning af store flader. Utvivlsomt skjuler der sig også interessante ting i bunden af den store mødding, sikkert husrester både fra Inugsuk-kulturen og de to gamle kulturer; nede i bunden af tværgrøften, stødte vi flere steder på stensætninger; men hvad de betød, kunne ikke afgøres i denne smalle grøft. Grave fra den senere boplads' hedenske tid kendes fra fjeldene på begge sider af bopladsen, i form af stenkister, dækket af større sten- dynger; men de er forlængst udplyndrede; disse „gudløse", „gutimangitut", har grønlænderne ikke ment at burde respektere. Ved Sermermiut ligger også den klip- pekløft, hvor efter sagnet hekse, gamle, syge og uønskede spædbørn blev styrtet ned. Det har ikke altid været så hyggeligt på denne boplads, men dog næppe værre end på andre samtidige pladser. Et godt fangststed har det øjensynlig været, ellers havde næppe så mange mennesker slået sig ned her igennem næsten 3000 år. 173 [14]