[1]
SAMUEL KLEINSCHMIDT
I ANLEDNING AF  150-ÅRET FOR HANS FØDSEL*
Af Erik Holtved
JL/en 27. februar var det 150 år siden Grønlands store sprogmester, Samuel Petrus
Kleinschmidt, kom til verden i Lichtenau i Sydgrønland, og af mere end én grund er
der anledning til igen at mindes ham og hans indsats, der på flere måder har haft en
betydning, som næppe kan overvurderes, for grønlændernes udvikling indenfor de
sidste 100 år. - Når jeg siger „igen", er det, fordi det også for 13 år siden (1951)
var et Kleinschmidt mindeår, nemlig 100-året for udgivelsen af hans epokegørende
grønlandske grammatik, „Grammatik der gronlåndischen sprache". Som titlen lyder
er den affattet på tysk - og blev trykt i Berlin.
Kleinschmidt var tysk på fædrene side, idet hans fader, Konrad Kleinschmidt
stammede fra Thiiringen, hvor familien tilhørte brødremenigheden. Hans moder var
derimod dansk. Hun hed Christen og var født Petersen og var gift med Konrad i
dennes andet ægteskab. Hans første kone døde i Grønland 1812, og Konrad for-
søgte derefter, i 1813, at komme hjem for at finde sig en ny kone, men på grund af
krigsbegivenhederne måtte han blive i Skotland, — og der fandt de hinanden.
Endelig tilbragte Samuel sin første halve snes år i Grønland, og grønlandsk blev
på den måde hans tredje modersmål. — Det var altså i sig selv ikke så dårlige vilkår
for en vordende sprogmand — forsåvidt interessen ellers var tilstede. — Og det var
den i det Kleinschmidt'ske hjem. Faderen var kommet til Grønland som missionær i
1793 og havde gjort et betydeligt arbejde for at sætte sig ind i det grønlandske
sprog. Blandt andet arbejdede han på en bibeloversættelse, der senere af sønnen blev
betragtet med stor respekt — trods sine mangler. Der er derfor god grund til at tro,
at også Samuels sproglige interesse er blevet vakt allerede i drengeårene.
Om hans ungdom veed vi desværre ikke så forfærdelig meget. I Lichtenau har
han jo sikkert tumlet sig med sine grønlandske kammerater og har fra barnsben
ganske umiddelbart tilegnet sig sproget og vænnet sig til grønlandsk levemåde og
tankegang. Men som i så mange andre tilfælde meldte sig jo problemet med børne-
nes videre skolegang og uddannelse, og i 1823 blev Samuel knap 10 år gammel sendt
til Tyskland — til brødremenighedens drengeskole i Kleinwelka, hvor han tilbragte
* Foredrag holdt i Det grønlandske Selskab den 13. februar 1964.
2I7
[2]
3l/2 år. At han var en godt begavet dreng, var man ikke i tvivl om. Man undrer sig
derfor lidt over, at han ikke fik lov at læse videre. Det siges, at det var fordi han
stammede. Det må jo imidlertid have fortaget sig med årene, — ellers havde grøn-
lænderne vel nok hæftet sig mere ved det, og det synes ikke at være tilfældet.
Resultatet blev imidlertid, at han kom i lære hos en apoteker i Zeist i Holland,
hvor der også fandtes en afdeling af brødremenigheden, og endelig optræder Klein-
schmidt, såvidt vides, i 1836, altså nu 22 år gammel, som lærer ved drengeopdra-
gelsesanstalten i Christiansfeld i Nordslesvig. Han skal her have lagt udprægede
pædagogiske evner for dagen — og har sikkert også udviklet sin interesse for sprog,
muligvis stimuleret af sin kollega, Jåschke, der er kendt for sin fremragende sprog-
begavelse, og som senere blev udsendt til Vest-Himalaya. På et senere tidspunkt
havde man iøvrigt også planer om at sende Kleinschmidt til Himalaya-missionen,
men det blev heldigvis ikke til noget.
Først i 1841 kom Kleinschmidt endelig tilbage til Grønland, og der blev han nu
resten af sit liv. — De første fem år tilbragte han igen i Lichtenau, nu som hjælper
ved missionen. Men allerede fra første færd var det blevet pålagt ham som hoved-
opgave at arbejde med det grønlandske sprog, - og det optog ham også i den grad,
at det ikke så sjældent bragte ham i konflikt med sine foresatte over de daglige
pligter af mere praktisk art der almindeligvis påhvilede brødremissionærerne. Der
skulle samles brændsel — og skaffes foder til deres geder, og gederne skulle jo også
malkes. Man drev også havebrug, såvidt det kunne lade sig gøre, bryggede øl osv.,
altsammen noget der ikke morede Kleinschmidt synderligt, - endskønt han jo i og
for sig var en ganske praktisk anlagt natur. løvrigt fortælles det, at han havde en god
appetit, „for det krævede forstanden". — Og at han brugte forstanden godt i disse
år i Lichtenau, det kommer man ikke i tvivl om, når man hører, at han allerede i
1846, altså efter kun fem års forløb, i hovedsagen havde manuskriptet til den grøn-
landske grammatik færdig. Det må nok siges at være en imponerende præstation,
særlig når man tager i betragtning, at han dog i 18 år havde været borte fra Grøn-
land og ikke havde haft lejlighed til at høre sproget i den tid. Men Kleinschmidt be-
nyttede også enhver lejlighed til at være sammen med grønlænderne; han lyttede til
deres tale og snakkede med dem, og var der noget der ikke stod ham helt klart, så
blev han ved med at spørge, og på den måde lykkedes det ham at trænge dybere ind
i sproget, end det var sket for nogen tidligere. Det giver jo også nogen forklaring på
hans modvilje mod at bruge tiden til ting, der i den forbindelse må have forekom-
met ham mindre væsentlige.
Der er heller ingen tvivl om, at man i almindelighed respekterede hans sproglige
arbejde. Men når det nødvendigvis måtte føre til kritik af de andres på det samme
område, så kunne det ikke undgås, at det også medførte kontroverser særlig med de
2l8
[3]
Licktenau, hvor Samuel Kleinschmidt fødtes for 150 år siden.
Billedet stammer fra sommeren 1906.
(Arktisk Institut)
ældre kolleger. Det gik jo meget hurtigt op for Kleinschmidt, at det grønlandsk, der
blev talt af brødremissionærerne, var temmelig mangelfuldt, og det samme gjaldt de
foreliggende oversættelser og skrifter, som man anvendte, og som naturligvis havde
kostet store anstrengelser. — Og Kleinschmidt var nu engang ikke den mand der holdt
sin kritik tilbage, når han fandt at noget var forkert. Ikke alene har han jo sikkert
følt sig i sin gode ret til at kritisere, — men der har sikkert også allerede dengang
ligget noget mere idealistisk bagved. Et folks sprog var for Kleinschmidt noget der
ikke måtte mishandles. Det skulle bruges korrekt, dvs. i overensstemmelse med hvad
han kaldte dets egen natur. Det er et synspunkt, der i hvert fald senere træder stærkt
frem hos ham. Men dertil kommer også hans dybt religiøse indstilling — og i særde-
leshed hans respekt for bibelens ord, der ikke måtte forvanskes gennem forkert
oversættelse, der kunne give anledning til misforståelse.
At sproget på den måde blev et dybt samvittighedsspørgsmål for Kleinschmidt,
fremgår med stor klarhed af en række breve til missionæren Bourquin i Labrador,
som jeg senere skal omtale lidt nærmere. Jeg nævner det kun her, fordi jeg synes, det
giver ligesom en ledetråd, når man vil forsøge at forstå Kleinschmidts holdning i de
følgende år, indtil han endelig måtte udtræde af brødremissionens tjeneste. Det skete
dog ikke lige straks.
219
[4]
I 1846 blev Kleinschmidt forflyttet til Lichtenfels, i nærheden af det nuværende
Fiskenæsset. Her tilbragte han to år - og kom så til Ny Herrnhut lige syd for Godt-
håb, hvor jo brødremissionen havde sin hovedstation, der var grundlagt allerede
1733. Kleinschmidt fik her overdraget det særlige hverv at indrette og lede en skole
for grønlandske missionsmedhjælpere. Det var noget nyt man ville forsøge, og no-
gen nem opgave var det ikke. For det første gjaldt det jo om at finde nogen der var
egnede. Det var slet ikke så let, — men det lykkedes at få samlet 6 sammen, som
man ville prøve med til en begyndelse. De var fra 13 til 21 år gamle, og deres læse-
færdighed var det ikke særlig godt bevendt med. Men Kleinschmidt gik op i det med
liv og sjæl — og på sin egen selvstændige måde. Han havde en særlig evne til at vinde
sine grønlandske elevers fortrolighed, og de følte, at han interesserede sig for hver
enkelt og forstod deres problemer. På den måde kunne han stadig opmuntre dem,
når det sommetider faldt lidt tungt med lærdommen. Og samtidig forstod Klein-
schmidt også at lade sine egne forskellige interesser komme eleverne tilgode.
Hovedfaget var selvfølgelig bibelhistorie, men Kleinschmidt underviste dem også
i fag som geografi, naturhistorie, orgelspil og sang,— noget som grønlænderne umid-
delbart havde forståelse for, og som sikkert har sat kulør på skolegangen. Men det
vigtigste var måske alligevel, at Kleinschmidt gennem sin undervisning også lærte
de unge grønlændere at tænke selvstændigt over tingene. Det var man ikke forvænt
med i skolen dengang, og det synes at have gjort et stærkt indtryk på de to danske
præster (Jansen og Barfod), der fungerede som censorer, da man endelig efter fire
års forløb syntes man var kommet så vidt, at man turde afholde en eksamen. — Men
det var jo netop Kleinschmidts ledende tanke, at grønlænderne måtte vækkes til mere
selvstændighed og interesse for deres egne anliggender.
Baggrunden er jo den, at Grønland på den tid var kommet ind i en sørgelig ned-
gangsperiode, og det stod klart for Kleinschmidt, at skulle tingene vende sig til det
bedre, så måtte befolkningen se at genvinde sin gamle sikkerhed og selvrespekt, og
samtidig måtte også de fremmede lære at tage hensyn til dens forudsætninger og nati-
onale tankegang og traditioner; — noget som brødremissionærerne ikke havde ret
meget øje for. De gjorde netop hvad de kunne for at forme grønlænderne efter deres
eget tyske mønster, og de holdt på en streng disciplin i menigheden, som de helst sta-
dig så samlet om sig, så de kunne føre kontrol med de enkelte medlemmers levevis.
Udskejelser som kortspil og dansemik var strengt forbudt, og bare det at være til-
skuere blev betragtet som syndigt. Den almindelige straf var udelukkelse fra nadve-
ren og menighedsfællesskabet, og kirketugten blev praktiseret med stor strenghed.
Kleinschmidt kunne indse, at det var en helt urimelig måde at behandle grønlæn-
derne på. Ikke alene var det i skærende modstrid med deres natur, men han fandt
også, at det var i modstrid med selve bibelens forskrifter, og han tog uden forbehold
22O
[5]
Lichtenfels (omkring århundredskiftet),
hvortil Samuel Kleinschmidt kom i 1846 og virkede et par år.
(Arktisk Institut)
parti for grønlænderne og forsvarede dem overfor missionærerne, når han syntes,
deres smålighed gik for vidt. Til tider har han jo nok fremført sine meninger på en
lidt hård og måske også noget stødende måde. Sådan føltes det i hvert fald. Og at
han heller ikke skjulte sine synspunkter overfor grønlænderne, gjorde naturligvis
ikke sagen bedre. Sådan set kan man jo godt forstå, at hans kolleger blev bekym-
rede - og sommetider temmelig fortvivlede over hans oprørske tendenser og den
uro det bragte i deres menighed.
Ikke destomindre har de åbenbart vist en meget vidtgående tålmodighed overfor
Kleinschmidt. Hans store dygtighed var jo ubestridt, og hans personlige levevis og
oprigtige tro var der heller ikke noget at udsætte på. Ligesådan var man klar over,
at Kleinschmidt åbenbart befandt sig i en krise - og i virkeligheden selv var dybt
ulykkelig over situationen. - Men når det gjaldt de afgørende punkter, var han
hverken til at hugge eller stikke i. Han holdt stædigt fast på sit.
Vanskelighederne blev efterhånden af en sådan karakter, at man måtte forelægge
sagen for brødremissionens øverste ledelse i Tyskland. Også fra den side gjorde
man, hvad man kunne for at få et slags forlig istand, men uden større held. Man til-
221
[6]
bød også Kleinschmidt, at han kunne rejse til Tyskland for selv at tale sin sag. Men
det afslog han med de berømte ord: „Man kommt nicht, man bleibt in Gronland!"
— Man strakte sig endelig så vidt, at man sendte en visitator, Reichel, til Grønland
for at prøve at tale ham tilrette. Men trods meget indgående samtaler med Klein-
schmidt, så lykkedes det heller ikke for Reichel at få ham bort fra sine kætterske me-
ninger, og enden måtte jo så blive, at Kleinschmidt fik sin afsked. Det skete i 1859.
Der er ingen tvivl om, at hovedårsagen til en så alvorlig afgørelse var de mod-
stridende meninger om kirketugten, der indenfor brødremenigheden blev betragtet
som noget fundamentalt. Men også de divergerende meninger i sproglige spørgsmål
havde gjort deres til stadig at forværre forholdet.
Blandt andet var det skik, at der fra tid til anden blev læst op for menigheden af
opbyggelige skrifter eller missionsberetnlnger, der var oversat til en slags grønlandsk,
sådan som det blev talt af brødrene, men som var fuldt af fejl og tit svært at forstå
for de undrende grønlændere. Det nægtede Kleinschmidt simpelthen at gå med til.
Ligesådan vægrede han sig stadig ved at prædike, indtil han følte sig sikker på, at
han kunne udtrykke sig frit på naturligt grønlandsk. Det almindelige var, at den møj-
sommeligt oversatte prædiken blev læst op efter at være korrigeret af de ældre mis-
sionærer. Men Kleinschmidt ønskede ikke at have dem til lærere, han ville kun lære
grønlandsk af grønlænderne, - og da han endelig gik ind på at holde sin første præ-
diken, så virkede det næsten som et chok, da han frit og frejdigt trådte frem uden ma-
nuskript af nogen art og bare prædikede løs ganske utvungent og i et sprog, sådan
som grønlænderne selv talte det. Det havde ingen vovet før.
Mennu var bruddet altså endeligt, og Kleinschmidt flyttede derefter over til de
danske i Godthåb, hvor han gerne ville træde i seminariets tjeneste. Det skete med
fuldt samtykke fra brødremenigheden, og der blev ovenikøbet sendt en smuk anbe-
falingsskrivelse til pastor H. F. Jørgensen, der var forstander for seminariet, og som
på eget ansvar ansatte Kleinschmidt, indtil den officielle bekræftelse kunne foreligge.
Nu kunne man måske have ventet, at Kleinschmidt for stedse havde vendt Ny
Herrnhut ryggen. Men tværtimod skete der det, at forhojdet til de gamle kolleger nu
blev bedre, — velsagtens fordi man nu stod friere overfor hinanden.
Kleinschmidt blev også ved med at være medlem af brødremenigheden og aflagde
gerne søndagsbesøg i Ny Herrnhut. Han plejede at vandre derud med sin stav og
den berømte lygte, som han hængte op på en pæl midtvejs for at være sikker på at
finde vej hjem i de mørke aftener. Den oprindelige pæl er nu afløst af en elektrisk
lygtepæl, og en stor sten med inskription minder om, at her stod „Kleinschmidts
pæl", som stedet stadig hedder.
Alligevel var det nu en hel ny tilværelse, der begyndte for Kleinschmidt, og man
kan vist roligt sige — også en lykkeligere tilværelse. Som lærer ved seminariet havde
222
[7]
,,     rr         ;    ,         .  /-,    ,., „,                                                  (Arktisk Institut!
TV}' Hcrrnhut ved Godthåb,
hvor brødrcmissioncn havde sin hovedstation, og hvor Kleinschmidl indrettede og ledede
en skole for grønlandske missionshjcclfierc.
han de bedste betingelser for at få de unge i tale og inspirere dem i deres fremtidige
arbejde rundt omkring i landet. Han fik i det hele taget bedre mulighed f or at kunne
udfolde sine evner og ideer. Kleinschmidt var jo ikke blot den store sprogmand, så-
dan som eftertiden bedst kender ham. Hans interesser strakte sig over mange fag,
og han var desuden en mand med et praktisk håndelag, noget der kom ham til nytte
på mange måder.
I datidens Grønland var man jo i viid udstrækning nød til at hjælpe sig selv, —
simpelthen fordi man en meget stor del af året var uden forbindelse med omver-
denen. Der var derfor god brug for både fantasi og sund fornuft — foruden de mere
håndværksmæssige egenskaber, - og det synes som om det grønlandske klima har
haft en ualmindelig stimulerende virkning. Det fremgår jo i hvert fald både af Klein-
schmidts og Rinks arbejder, at de i flere henseender har været ikke så lidt forud for
deres tid. Men hvad vi nu kalder „moderne synspunkter", det groede simpelthen ud
af arbejdet — næsten som noget selvfølgeligt, som man ikke tænkte på at gøre større
væsen af. Det gælder f. eks. både på det sproglige, folkloriske og sociologiske om-
råde. For mændene i Grønland var det altsammen noget, der var snævert forbundet
med den daglige tilværelses problemer. Samtidig fandt der også et udmærket sam-
223
[8]
arbejde sted indenfor den lille kreds af fremragende personligheder, der på den tid
var de ledende i Godthåb. Det var folk af vidt forskellig natur, - Rink, Kleinschmidt,
H. F. Jørgensen, Nicolai Edinger Balle, Rasmus Berthelsen, Lars Møller, - for blot
at nævne nogle af dem. Men måske netop derfor har de virket inspirerende på hin-
anden til at yde det bedste, hver på sin vis. Vi veed jo nu, at det var Kleinschmidt,
der oprindelig fik ideen til forstanderskaberne, begyndelsen til det kommunale selv-
styre, medens det blev Rink — som den trænede administrator, der fik den ført ud i
praksis.
Kleinschmidt var vel nok den mest særprægede af dem —både i sind og ydre. Man
har betegnet ham som en „original" og „særling", og helt med urette har det vel hel-
ler ikke været — særlig måske dog i hans ældre dage._____
For de danske bestod det „sære" vel nok for en del i, at han gerne bestræbte sig
for at være så „grønlandsk" som mulig. Han regnede sig for grønlænder, fordi han
jo var født i landet og var indlevet i grønlandsk tænkemåde. Men han lagde også
vægt på at vise det i det ydre, gik altid med skindbukser og kamikker - og betjente
sig aldrig af noget så luksuøst som et lommetørklæde. Han havde også sin egen ka-
jak, selvom han vistnok ikke drev det så vidt, at han også fangede sæler fra kajak,
men mest roede for motionens skyld.
Samtidig var Kleinschmidt næsten grænseløst beskeden, når det gjaldt hans egen
person. Enhver form for æresbevisning var ham imod. Selv da man i Tyskland ville
udnævne ham til æresdoktor som en anerkendelse for hans grammatiske arbejde, slog
han det hen, „for sådan noget brugte man ikke i Grønland." —
Noget af det kunne måske nok virke lidt „sært" på udenforstående, særlig når
man samtidig tog hans pertentlighed og legendariske ordenssans i betragtning. Han
havde selv bygget sig et lille hus, der kun bestod af et enkelt rum, og her tålte han
aldrig den mindste uorden. Alting havde sin bestemte plads, og det fremgår, at sam-
tiden har været fyldt af forundring over den måde, hvorpå den snævre plads var ud-
nyttet. Indretningen af Kleinschmidts stue er næsten noget af det, vi ved bedst be-
sked om.
Foruden det var Kleinschmidt også en sparsommelig natur, — eller økonomisk er
måske nok et rigtigere ord. Han forstod bedre end de fleste at økonomisere - ikke
blot med penge, men også med alt det, som hans omfattende arbejde og interesser
krævede. Han ikke alene underviste og skrev lærebøger til brug ved seminariet, men
han trykte også bøger selv — på en lille bogtrykpresse, som han havde stående i sin
stue, — og sommetider indbandt han også bøgerne selv. På den måde blev det tit nød-
vendigt at økonomisere både med papir og andet. Kneb det med sværte, så lavede
man det af sod, — og sværtevalserne måtte man støbe af lim og sirup. Naturligvis
brugte Kleinschmidt også en hel del papir til sine skriftlige arbejder, men her kom
224
[9]
Samuel Kleinschmidt.    <Arktisk Institut>
hans sirlige skrift ham tilgode. Den er un-
dertiden så fin, at den næsten må læses
med lup — men er alligevel ganske klar.
Det det gjaldt om for Kleinschmidt at
økonomisere allermest med var dog sikkert
tiden. Han var et uhyre flittigt menneske,
og han havde sin arbejdsdag strengt ind-
delt, — og det måtte alle uden undtagelse
rette sig efter. Særlig for grønlænderne
kneb det lidt med at forstå, at de ikke når-
somhelst kunne aflægge besøg hos Såmuale,
— og det har måske nok været det, som de
fandt „særest" ved ham. — Det betød dog
ikke, at han var nogen særlig tilbagetruk-
ken eller uselskabelig natur. Tværtimod
satte han stor pris på at passiare med ven-
ner og bekendte, — men hver ting til sin tid.
Og kom der fremmede for at spørge ham tilråds, så hjalp han dem gerne efter bed-
ste evne, — når bare de ikke forstyrrede ham i hans arbejdstid. Efter sigende var
hans faste besøgstid kl. 11 om formiddagen.
Han var udpræget morgenmand. Kl. 8 begyndte jo arbejdet på seminariet, og det
optog det meste af dagen. Men i de tidlige morgentimer mellem kl. 4 og 8 kunne han
i ro koncentrere sig om sit videnskabelige arbejde, og hvad der ellers optog ham.
Men også den lange sommerferie kom på den måde Kleinschmidt tilgode. En del
af den tilbragte han gerne med bådrejser, hvor han havde et par af sine elever med
som roere. Men selvom det var en nødvendig rekreation for ham, så betød det dog
ikke, at han derfor lå på den lade side. Han var altid optaget af at gøre iagttagelser
af den ene eller den anden slags. Blandt andet interesserede det ham at tegne kort.
Hvor han kom frem, tog han omhyggelige pejlinger, og ved hjælp af dem og ved at
udspørge befolkningen konstruerede han fine og efter forholdene nøjagtige og de-
taljerede kort.
Selvfølgelig kunne han heller ikke helt slippe de sproglige problemer, og han for-
tæller selv i et af sine breve, hvordan han på en sådan rejse tilbragte en regnvejrs-
dag i teltet og fik tiden til at gå med at skrive hovedtrækkene af en grønlandsk lyd-
lære — til brug for Bourquin i Labrador. At det netop var en lydlære, en fonetik, vil
måske nogen undre sig en smule over, særlig når man betænker, at man i senere tider
undertiden har bebrejdet Kleinschmidt, at han kun i mindre grad havde sans for
sprogets fonetiske side, men fortrinsvis byggede sin retskrivning på mere teoretiske
225
[10]
overvejelser. Vi kan nu se, at det i hvert fald ikke helt dækker de virkelige
forhold.
Her må man naturligvis tage i betragtning, at kritiken stammer fra en tid, hvor
netop fonetiken havde sin glansperiode og derfor let kunne overskygge andre be-
tragtningsmåder. Det er også rigtigt, at visse dele af Kleinschmidts retskrivning kan
forekomme lidt konstruerede. Men de bygger rigtignok på slutninger, som han kom
til gennem en indgående analyse af det hørte sprog, hvis nuancer han havde et endda
meget skarpt øre for. - Det og meget mere har Kleinschmidt imidlertid gjort meget
omstændeligt rede for i den før nævnte samling breve, som jeg nu skal omtale lidt
nærmere, fordi de på en levende måde belyser både Kleinschmidts personlighed, hans
arbejdsmetode og hans ideer på det sproglige område. Man kender jo nok hans re-
sultater, men hvad der ligger bagved af arbejde og overvejelser har man hidtil kun
kunnet gøre sig et ufuldstændigt begreb om.
Brevene er som nævnt skrevet af Kleinschmidt til missionæren Theodor Bour-
quin, der tilhørte Moravian Mission i Labrador, og som havde en tilsvarende op-
gave, nemlig at udarbejde en labradprsk grammatik og en revideret bibeloversættelse.
De opbevares i Moravian Missions arkiv i Nain, og her blev den norske etnograf
Helge Kleivan opmærksom på dem under et studieophold i 1955-og fik yderligere
udvirket, at de måtte udlånes til Danmark et års tid. De er nu under trykning i Med-
delelser om Grønland.
Korrespondancen strækker sig over årene 1865-81 og indeholder 12 breve, tildels
meget lange. Desværre mangler et, endda det længste, fra 1868. Kleinschmidt hen-
viser jævnligt til det, og Bourquin omtaler det i forordet til sin grammatik som en
hel afhandling på 54 sider. Det har jo formodentlig været brugt som en art lærebog
og er på den måde fjernet fra samlingen. De tilsvarende breve fra Bourquin til
Kleinschmidt har det ikke været muligt at opspore, og skulle nogen få nys om deres
eksistens, ville jeg være meget taknemlig for at få det at vide. Deres rent saglige ind-
hold fremgår ganske vist af Kleinschmidts svar^ men de har dog åbenbart også inde-
holdt en del af mere personlig karakter, som sikkert ville kunne kaste lys over arbej-
det — og måske i særdeleshed de særlige vanskeligheder for arbejdet i Labrador.
Labrador dialekten havde Kleinschmidt i forvejen lidt andenhånds kendskab til —
gemvem missionærer, der en tid havde opholdt sig derovre - og også gennem trykte
arbejder, men han havde ikke selv hørt sproget af de indfødtes mund - og var na-
turligvis stærkt interesseret i at få noget fyldigere oplysninger. Faktisk havde man
omkring 1848 haft planer om at sende Kleinschmidt over-ikke netop til Labrador,
men til Baffin Island for at undersøge mulighederne for en mission, men på grund
af de vanskelige besejlingsforhold blev det ikke til noget, — hvad man jo udfra et
sprogligt synspunkt kan have grund til at beklage.
226

[11]
Kleinschmidts pæl, som den ser ud i dag.
Foto: F. Gad
Brevenes indhold består i hovedsagen af svar, dels på grammatiske spørgsmål om
den rette oversættelse af bibelske begreber og skriftsteder. Begge dele var jo noget,
der lå Kleinschmidt selv stærkt på sinde, og hans meget omstændelige svar er udfor-
met med en beundringsværdig grundighed og tålmodighed. Kun en sjælden gang
ligesom aner man en smule utålmodighed, når Kleinschmidt sommetider må henvise
til tidligere breve, hvor de pågældende ting allerede er behandlede. Her må man jo
imidlertid huske på, at der gerne gik to år imellem spørgsmål og svar. Det lagde jo
også beslag på en betydelig del af Kleinschmidts tid, men man kan forstå, at det også
her blev et samvittighedsspørgsmål for ham at gøre sit bedste til, at man heller ikke
i Labrador kludrede for meget med sproget, særlig når det drejede sig om oversæt-
telse af bibelen.
På et vist tidspunkt var Kleinschmidt endda inde på, hvad han kalder „en dristig
tanke", — nemlig at man måske kunne lave en bibeloversættelse — i alt væsentligt den
grønlandske, — som skulle kunne forstås og bruges i hele eskimoverdenen, idet man
formodentlig højst behøvede at ændre enkelte udtryk af hensyn til de forskellige
dialekter. Det fremgår dog, at Kleinschmidt har følt, at det næsten grænsede til det
formastelige, — og senere opgav han også tanken som måske alligevel „for dristig".
Tonen i brevene er gennemgående strengt saglig. Man kan se, det er selve pro-
blemerne, Kleinschmidt er behersket af - til tider i den grad, at det mulig har faldet
227
[12]
Bourquin en lille smule for brystet. Kleinschmidt er nemlig alt andet end skånsom i
sin kritik af den labradorske sprogbehandling. Der falder hårde ord om det „fordær-
vede" sprog og uhyrligheder i sprogbrugen, — og gentagne gange taler han lidt sar-
kastisk om den labradorske „un-orthographie", dens „u-retskrivning". I det hele
kæmper Kleinschmidt en tapper kamp for, hvad han mener er ret og rigtigt, — men
desværre uden at resultatet helt kom til at svare til anstrengelserne. Det er med et
vist vemod, man læser det afsluttende og menneskeligt rørende brev, hvor Klein-
schmidt helt opgiver videre at kritisere Bourquins endeligt foreliggende manuskript
til en Labrador grammatik. Han indrømmer kun, at den i hvert fald er bedre end
den tidligere — og „så dog trods alt hellere en ufuldkommen forbedring, som folk
tager imod," siger han, „end en mere fuldkommen, som de ikke vil have at gøre
med," — og han tilføjer ligesom med et lille hjertesuk, „til trods for, at det mest fuld-
komne dog altid er det bedste."
Her må det dog nok retfærdigvis siges, at Bourquin sikkert har haft større prak-
tiske vanskeligheder at kæmpe med, end Kleinschmidt i hvert fald til at begynde med
har været helt klar over. Såvidt mulig har Bourquin også taget hensyn til Klein-
schmidts vejledning, og i fortalen til den trykte udgave af grammatiken viser han
ham uforbeholdent sin erkendtlighed og gør også loyalt rede for hans indvendinger
og skarpe kritik.
Dxt ene med det andet viser, at Kleinschmidt var en mand med strenge principper,
men på den anden side skåner han heller ikke sig selv, og han gør i sine breve om-
hyggeligt rede for sine egne fejltagelser og tvivl. På den måde får vi blandt andet
også at vide, hvad der findes af trykfejl og misforståelser i hans grammatik, som
på en vis måde var et begynderarbejde, - men jo rigtignok et genialt begynderar-
bejde. Man ser også, hvordan han stadig har kredset om problemerne — og tøvet
med at fastslå noget som endeligt, før han følte sig på helt sikker grund.
I brevet fra 1867 finder man bl. a. et interessant lille afsnit, der handler om „den
grønlandske retskrivnings historiske udvikling". Kleinschmidt fortæller her, at han
nok fra første færd var klar over, at de gamle skrivemåder ikke stemte med spro-
gets natur, men det varede meget længe, før har var klar over alle enkeltheder, „og
først nu," skriver han, „efter 25 års forløb kan man egentlig sige, at skrivemåden
ligger fast," - nemlig sådan som den præsenterede sig i den nye grønlandsk-danske
ordbog. - Og hvem veed, — hvis Kleinschmidt havde levet endnu, var det måske ikke
umuligt, at der stadig var et og andet, som han kunne tænke sig at ændre.
Gang på gang støder man på udtrykket „sprogets natur". Det er næsten, som om
det for Kleinschmidt er noget helligt, som man ikke må forsynde sig imod. Derfor
er det vel heller ikke så nemt at definere. Men forklaringen på, hvordan det skal
forstås, fremgår ikke desto mindre tydeligt nok af den måde, hvorpå han beskriver
228

[13]
Pladen på Kleinschtnidts pcels nuværende sokkel.
Indskriften lyder M. a. på dansk: Samuel Peturs Kleinsclimidt 1814—1S66 Verdenskendt Lccrd
Grønlændernes Lærer og Ven plejede at hænge en Lygte på dette Sled
for at afmærke sin sti mellem Ny Herrnhut og Godthåb.
F. Gad
sproget og gør rede for, hvad han kalder „sprogets virkelige grundelementer" —sva-
rende til hvad man nu gerne kalder fonemer. Uden kendskab til dem kan man ikke
beskrive sproget rigtigt, siger han, grammatik og retskrivning hører snævert sam-
men. — Det er den konsekvente gennemførelse af disse principper, der er Klein-
schmidts store sproglige bedrift, — sikkert den første i moderne forstand „struk-
turelle" sprogbeskrivelse. Det er også det, der har gjort, at hans retskrivning har
kunnet holde sig uændret i mere end 100 år.
Kleinschmidt var dog, trods alt, slet ikke nogen stædig principrytter, — ikke en-
gang når det gjaldt retskrivningen. Også i den henseende er det meget lærerigt at
læse hans breve. I den udstrækning det var muligt, byggede han gerne på sine for-
gængeres arbejde — og ville i det hele taget helst undgå mere „nyt" end højst nød-
vendigt. Det lå ham også fjernt at gøre reklame for sin retskrivning. Den måtte tale
for sig selv. I virkeligheden lempede han den også — af hensyn til hvad han kaldte
„det europæiske øre". Når han f. eks. beholdt de strengt taget overflødige bogsta-
ver e og o — og d (i dl), var grunden den, at det ville være lettere for fremmede at
læse sig til en i hvert fald tilnærmelsesvis rigtig udtale, så sproget ikke blev rad-
brækket mere end højst nødvendigt, — altså forsåvidt et hensyn han viste sproget.
229
[14]
Men han pointerer meget stærkt, at man kun må opfatte det — og iøvrigt også andre
detaljer — som skrivemåder. Det eneste, Kleinschmidt forlangte, var, at når man en-
delig ville afvige fra det strengt nødvendige, så skulle det i hvert fald gøres konsekvent.
Men det viser altså, at Kleinschmidt dog har taget visse fonetiske hensyn. At han
måske på nogle punkter kunne have gået endnu et skridt videre allerede dengang, er
en anden sag. Erfaringen har jo vist, at der er visse ting i retskrivningen, der falder
grønlænderne besværligt. Men vil man prøve at råde bod på det, så har Kleinschmidt
også givet nyttige vink i sine breve. De har altså ikke alene historisk interesse, men
er aktuelle indlæg i de senere års diskussioner om den grønlandske retskrivning. No-
get bedre bevis på Kleinschrnidts klare indsigt kan man vist vanskeligt finde.
Jeg kan også her nævne, at Kleinschmidt havde tanker om sproglige eksperimen-
ter. Han overvejer at lade Labrador eskimoer blive stillet overfor grønlandske tek-
ster — med anmodning om at understrege, dels hvad de finder helt uforståeligt, dels
hvad der forekommer nogenlunde let forståeligt, — for på den måde at få en forestil-
ling om dialekternes indbyrdes forståelighed.
Der kunne fremdrages adskilligt mere — også til belysning af Kleinschmidts hele
livssyn. Det var ikke alene på det sproglige område, han var „strukturalist" — for
at benytte et måske lidt kedeligt ord. Han lagde overhovedet vægt på at se tingene
i deres organiske sammenhæng. Man måtte forstå og rette sig efter deres „natur",
hvis der skulle komme en helstøbt og lykkelig tilværelse ud af det. Sådan må man se
baggrunden for hele hans virke for grønlænderne — lige fra han begyndte som den
unge, rødhårede og lidt iltre Samuel — op igennem årene, hvor han efterhånden blev
den mere stilfærdige og pertentlige „papa Såmuale", men dog stadig den samme i
ånd og oprigtighed.
Kun de sidste leveår formede sig tragisk for Kleinschmidt. Han blev overvældet
af sygdom — måske i forbindelse med et slagtilfælde; mener man, — så han blev mer
og mer hjælpeløs og måtte hjælpes af sine danske venner, indtil han døde den 9.
februar 1886. Han blev begravet i Ny Herrnhut, fulgt af hele Godthåb. Det skete
under en forrygende snestorm, „men en så mærkelig mand måtte også få en mær-
kelig begravelse," sagde grønlænderne.
Først i senere tid er hans lig blevet overført til Godthåb, hvor han nu hviler mel-
lem sine gamle arbejdsfæller fra seminariet, N. E. Balle og Rasmus Berthelsen, og
der er rejst en mindesten for ham. Men det smukkeste minde har dog Kleinschmidt
selv rejst sig - gennem sit uselviske arbejde for Grønland, og hans ånd vil stadig leve
videre i folket, sålænge det grønlandske sprog bliver talt.
230[15]