[1]
GRØNLANDS ØKONOMI FØR 1940
Af kontorchef P. P. Sveistnip
I
.L/et er en meget vanskelig opgave at søge at gøre rede for de synspunkter, der lå
til grund for Grønlands økonomi før 1940. På den ene side er det et forsøg på en
historisk redegørelse for en periode, der ikke ligger fjernere end, at der meget let
kan komme følelsesmæssige momenter enten i form af sympati eller antipati ind i
billedet og derved fremkalde et andet resultat end det tilsigtede. For det andet kan
det være vanskeligt for læseren at klargøre sig, at forudsætningerne var ganske an-
dre, end de er i nutiden, og at det kan bevirke, både at den, der skriver og den der
læser, har ondt ved at give en redegørelse ud fra den tids og altså ikke fra nutidens
forudsætninger.
Når jeg alligevel har valgt at gøre et forsøg, er det fordi der nu ikke er mange
tilbage, der erindrer den tid indefra og derfor har en mulighed for at gøre rede for,
hvorledes man dengang tænkte, og ud fra hvilke synspunkter, der dengang blev
handlet. Jeg er klar over, at det kun kan blive et forsøg, og at man må overlade til
en fjernere fremtid at give den endelige vurdering. Men jeg håber, at min fremstilling
vil blive betragtet som et forsøg på overfor nutiden at gøre rede for, hvorledes der
dengang blev tænkt.
II
Forudsætningerne var som nævnt helt anderledes, og det vil være rimeligt at søge
at dele disse i, hvad der er overvejende politisk og hvad der er overvejende teknisk
prægede.
Blandt de politisk prægede forudsætninger må vel først nævnes styrelsesloven af
1925, hvorefter Grønland økonomisk skulle hvile i sig selv. Lovgiverne ønskede ikke
at betragte Grønland som et udbyttegivende aktiv på samme måde som andre lande
betragtede tilsvarende områder; de ønskede, at Grønland skulle hvile økonomisk i
sig selv på samme måde, som man den gang var indstillet på, at de forskellige dele
af riget dengang skulle hvile i sig selv uden tilskud fra andre dele af det danske sam-
231
[2]
fund. Det var en almindelig opfattelse, at Grønland var et område, der lå på græn-
sen af, hvor mennesker kunne eksistere, og der var kun få aktiver af økonomisk be-
tydning (først og fremmest kryolitminen), men de fleste erhvervsområder kunne
ikke forventes at rentere sig og ganske særlig ikke under vanskelige konjunkturer, og
man slog derfor fast, at Grønland økonomisk skulle betragtes som en enhed, således
at de overskudsgivende områder skulle kunne dække underskud på de andre, og dette
gjaldt ikke alene det enkelte år, men en kulturperiode principielt betragtet som en
helhed.
Da man havde den opfattelse, at Grønland var den fattigste del af riget, ønskede
regering og rigsdagen at de økonomiske midler, man havde til rådighed, først og
fremmest investeredes på de områder og til de opgaver, som man mente kunne for-
rente sig bedst. Herefter kunne der fra et almindeligt økonomisk synspunkt ikke
blive ret meget tilovers til investeringer i Grønland, og det blev derfor i en række år i
1930'erne bestemt, at de årlige investeringer til grønlandske formål på alle områder
ikke måtte overstige 200.000 kr. Denne politiske beslutning måtte administrationen
rette sig efter, selv om der af og til opførtes beløb på driften, der måske rettelig
burde have været kapitalinvesteringer, og det kunne heller ikke undgås, at bevillin-
gen år efter år blev betydelig overskredet, f. eks. med 100 %.
De tekniske, og man kan vel også sige geografiske forudsætninger, var også den-
gang helt anderledes end nu. Grønland lå den gang i en udkant af den økonomiske
verden, endnu mere end nu. Alle trafiklinier søgte dengang langt uden om den is-
fyldte grønlandske kyst. Klimaforandringen var dengang forholdsvis ny, og der var
ængstelse for, at de nye erhvervsmuligheder, det varmere vand gav, ikke ville vare,
og man mente, at de indtægtsmuligheder, som den århundredgamle sælfangst gav,
måtte søges bevaret i det omfang, det var muligt, således at man ikke udelukkende
baserede erhvervslivet på torskeforekomsterne, der ganske vist i nogle år forekom
meget rigelige.
III
De mennesker, som det dengang overdroges at lede denne meget snævert begræn-
sede økonomi, måtte være klar over, at når de tog et arbejde op i Grønland, havde
de dermed i meget høj grad stillet sig udenfor det almindelige danske erhvervsliv.
Det tog lang tid for de unge mennesker, der kom fra Danmark til Grønland, at for-
stå den grønlandske mentalitet og den tradition, der var opbygget gennem århundre-
der, men de måtte også være mange år i Grønland, før de nåede frem til nogen egent-
lig indflydelse. Når de først havde forstået forholdene i Grønland i deres særpræg,
var det i de fleste tilfælde for sent for dem at vende hjem til Danmark, idet der jo
232

[3]
ikke var noget dansk specialarbejde, de ville være særlig egnet til. De var som regel
nødt til at blive i Grønland og søge at indordne sig under traditionen.
Det karakteristiske for de danske, der før 1940 arbejdede i Grønland, og dette
gælder ganske særlig det store antal, der var beskæftiget i Handelen, var, at de havde
en lang række opgaver, som de skulle tage sig af og være vejledende overfor grønlæn-
derne med hensyn til. De skulle helst forstå sig noget på alle varearter og kvaliteter,
skulle kunne bedømme de grønlandske produkter, have kendskab til de forskellige
håndværk, der anvendtes i Grønland, de skulle kunne føre de meget komplicerede
regnskaber efter en gammeldags metode, de skulle have administrative evner og
være øvrighedspersoner indenfor hver sit område. Det er senere blevet sagt, at de
ikke på hvert enkelt område var så dygtige som de specialister, der senere har taget
arbejdet på de mange enkeltområder; det er der vel heller ingen grund til at be-
tvivle, men spørgsmålet bliver, om det er rimeligt at foretage en sådan sammenlig-
ning og almindelig vurdering.
Når det fremhæves, at traditionen i Grønland spillede en meget stor rolle, er det
let at vise, at store dele af denne tradition kan føres tilbage for visse hovedlinier til
Hans Egede og hans sønner og disses kreds, og at endnu mere kunne føres tilbage
til Rink og hans indsats og kredsen omkring ham. Der var udviklet en dansk-grøn-
landsk mentalitet, som ikke mindst spillede en stor rolle på det økonomiske område,
og som kun meget få dengang ønskede at ændre radikalt.
Men dermed være ikke sagt, at forholdene var stagnerende. Allerede i denne pe-
riode var klimaforandringen begyndt, og erhvervsmulighederne blev forskudt fra sæl-
fangst i retning af torskefiskeri, og dette måtte føre til mange nye dispositioner, som
blev gennemført, uden at de politiske forudsætninger, om at Grønland økonomisk
skulle hvile i sig selv, var ændret.
Det er fremhævet, at denne rolige udvikling var domineret af Daugaard Jensens
personlighed. Det er til en vis grad rigtigt; men det har ikke været således, at Dau-
gaard Jensen var enebestemmende. Vil man forstå samfundslivet i Grønland i denne
periode, kommer man ikke uden om to andre personligheder. For det første Stau-
ning; det var en mand, der gennem lange tider havde interesseret sig levende for
Grønland, og som uden at sige så meget var med til at trække i trådene, og som for-
stod, at den enkelte disposition ikke alene havde virkninger i øjeblikket, men at
virkningerne forplantede sig langt frem i tiden, og som også tog hensyn til de fjer-
nere virkninger. For det andet Knud Rasmussen; det kan selvfølgelig siges, at han
ikke beskæftigede sig meget med den grønlandske økonomi udenfor Thuledistriktet,
men det må på den anden side fremhæves, at Knud Rasmussen i høj grad personifi-
cerede den dansk-grønlandske tradition, der var stærkt påvirket af de to befolknings-
grupper, der hver på sit område var den anden overlegen.
233
[4]
IV
Det er vist forholdsvis vanskeligt for nutidens mennesker at forstå, hvori den
dansk grønlandske tradition, som vi kendte den fra tiden før 1940, bestod, og før
jeg går i gang med at beskrive enkeltheder i det økonomiske system, der var meget
forskelligt fra det økonomiske system i Danmark og for resten også fra de økono-
miske systemer i de områder, som man før 1940 kaldte kolonier og derefter kaldte
ikke selvstyrende områder, må det derfor være rimeligt, at jeg søger at gøre rede
for, hvad der var den centrale målsætning, idet jeg gerne understreger, hvad der
foran er fremhævet om de politiske forudsætninger, der nødvendigvis måtte være de
ydre rammer.
Det må erindres, at Grønland fra naturens side var et meget fattigt land.
Der kunne vel allerede tidligere være etableret en fri handel, og en sådan kunne
også for visse varer og visse konjunkturperioder give et tilfredsstillende resultat for
de udefra kommende handlende. Men de pågældende behøvede jo ikke at sejle til
Grønland, hvis virksomheden ikke betalte sig, og det ville for de pågældende ikke
være urimeligt at blive hjemme, hvis det skønnedes, at en handelsrejse ikke kom til
at rentere sig. Dette ville utvivlsomt have været tilfældet i begyndelsen af 1930'erne,
hvor den opnåede gennemsnitspris for saltfisk i 1931 var 17,5 øre pr. kg, og der
havde næppe været megen privat handel i det foregående og efterfølgende år, hvor
salgspriserne for saltfisk var henholdsvis 25 og 26 øre pr. kg (jfr. nærmere for en
årrække: Tabel 379 i Sammendrag af statistiske Oplysninger for Grønland 1942).
Grønlands andel i hovedproduktet, den raffinerede sælolie, indbragte i 1932 gen-
nemsnitlig 28 øre pr. kg og i de foregående og efterfølgende år ikke meget mere
(tabel 376). Jeg tror, man alene af disse oplysninger vil kunne slutte, at hvis man den-
gang havde fri handel, som nogle få tænkte sig, ville der være blevet en fattigdom i
Grønland, som man nu ikke gør sig nogen forestilling om.
Grundtanken i den tids økonomi var, at hvis man fastholdt de nævnte politiske
forudsætninger (og de var ikke under diskussion), måtte man opbygge levebetingel-
ser, således at man om den grønlandske befolkning ud fra de eksisterende forudsæt-
ninger kunne sige, at få havde for meget og færre for lidt.
Denne principielle målsætning måtte føre til, at man opbyggede en grønlandsk
samfundsorden, hvor der herskede stabilitet, således at mennesker kunne have en ud
fra deres forudsætninger stabil menneskelig tilværelse. Gjorde man sin indsats så
godt man kunne, var der sikret den grønlandske familie både det daglige brød og det
daglige kød, og der var dengennem basis for en menneskelig harmoni, som man ikke
havde kendt til i Grønland, før det dansk-norsk-grønlandske samarbejde begyndte,
idet man i den ældste periode måtte være bange for hungersnød og sultedød, hvis sæ-
lerne i en periode af en eller anden grund ikke kunne fanges. Der var i den tids Grøn-
234
[5]
land mange mangler - ikke mindst i tuberkulosebekæmpelsen, men den kamp, der
kunne føres mod denne sygdom, var på grund af de meget små midler, der stilledes
til rådighed, yderst begrænset.
Ud fra denne målsætning om stabilitet og harmoni var der et personligt godt for-
hold mellem de fleste danske og de fleste grønlændere. Begge parter respekterede
hinanden som mennesker, der hver for sig var dygtigst til deres specielle opgaver, og
der var et harmonisk samliv indenfor de gerne meget snævre rammer, og man kunne
- hvor mærkeligt det lyder ud fra vor tids helt ændrede økonomiske forudsætnin-
ger — betragte Grønland som de glade smils boplads, og mange mindes endnu med
vemod de menneskelige værdier, der fra begge sider var nået.
V
Når målsætningen for det dansk-grønlandske samarbejde var harmoni og stabi-
litet på det givne meget beskedne plan, var det nødvendigt, at den grønlandske fan-
ger havde mulighed for at tjene, hvad der var nødvendigt til hans og familiens un-
derhold i plan med, hvad de pågældende havde været vant til tidligere, og hvad de-
res venner og kolleger kunne opnå. Det var nødvendigt med en nogenlunde stabil
indtægt stigende med clet år for år mere intensive arbejde, der udførtes. Dette kunne
kun opnås, når verdensmarkedets voldsomme konjunktursvingninger (der var særlig
udpræget fra de grønlandske eksportprodukter) holdtes ude fra det grønlandske
samfund. Man måtte altså sætte priserne på de varer, der købtes hos grønlænderne,
på basis af, at den grønlandske familie kunne eksistere i overensstemmelse med, hvad
den var vant til, når den gjorde en arbejdsindsats på samme plan som tidligere, dog
således at en særlig indsats gav mulighed for en bedre levefod.
De priser, der ud fra dette synspunkt gaves, var helt løst fra sammenhængen med
verdensmarkedet. I mange tilfælde måtte den grønlandske produktion give under-
skud, men dette underskud var nødvendigt, når målsætningen om stabilitet og har-
moni for den grønlandske familie skulle opnås. Da man samtidig skulle stile mod, at
den politiske målsætning om, at Grønland økonomisk skulle hvile i sig selv kunne nås,
måtte der skaffes indtægter på anden måde. Som et første middel til ekstraordinære
indtægter havde man dengang de grønlandske skind, der, når særlig ræveskind var
på moden, kunne indbringe relativt store beløb. Hvis man dengang havde betalt grøn-
lænderne i overensstemmelse med markedets vilkår, måtte man på den ene side
frygte, at der ville være blevet drevet rovdrift på den grønlandske rævebestand, og
på den anden side ville man ødelægge den tilsigtede stabilitet og harmoni i den grøn-
landske befolknings levevilkår. Betalingen for skindene blev derfor fastsat i overens-
stemmelse med målsætning om harmoni og stabilitet for de grønlandske familier og
helt uafhængigt af verdensmarkedets moder.
235
[6]
Den anden store indtægtskilde for det daværende Grønland var de afgifter, som
måtte betales af det private selskab, der drev minen i Ivigtut. Dette selskab havde
koncession for forholdsvis korte perioder, og det var ikke underligt, at man i hver
koncessionsperiode søgte at få det størst mulige udbytte til den private kapital.
Dette var ikke i overensstemmelse med målsætningen om stabilitet og harmoni gen-
riem en længere periode. Man ville fra statens side gerne samarbejde med repræsen-
tanterne for den private kapital, hvis fremragende dygtighed man gerne anerkendte,
men man var interesseret i, at de forskellige interesser gjordes parallelle, og det
førte til dannelsen af kryolitselskabet Øresund, hvis virksomhed påbegyndtes i 1940.
Ad disse forskellige veje lykkedes det at skabe overensstemmelse mellem det po-
litiske krav om, at Grønland økonomisk skulle hvile i sig selv, og den principielle mål-
sætning, at grønlænderne skulle have stabile og harmoniske forhold at arbejde under.
Denne stabilitet kom dog ikke til at betyde stagnation i de grønlandske forhold,
man kan tværtimod sige, at grundstenen til meget af det, der senere er kommet til
fuld udfoldelse, blev lagt i denne periode. Jeg tænker bl. a. på bygningen af utallige
fiskehuse langs kysten, på udviklingen af skolevæsenet gennem efterskolerne, på
forbedringen af sundhedsplejen gennem hospitalsvæsenet og på udviklingen af tele-
kommunikationen gennem radiostationer. Alt dette var selvfølgelig meget beskedent
i sammenligning med de senere års udvikling, men kritikken bør holde sig for øje,
at de politiske forudsætninger var helt andre, end vi kender fra nutiden.
VI
Betydningen af de meget beskedne indtægter, som grønlænderne dengang fik dels
for de solgte produkter og dels som små arbejdslønninger må naturligvis bestemmes
af, hvad der kunne fås i butikkerne, og de priser der forlangtes.
De butikker, som dengang fandtes, og de vilkår der arbejdedes under i dem, var
naturligvis meget beskedne i forhold til, hvad man nu kender, men det vil være urig-
tigt at foretage sådanne sammenligninger, fordi forudsætningerne var yderst for-
skellige. Det vil være rigtigere at foretage sammenligninger mellem butikkerne, og
hvad der iøvrigt fandtes i Grønland, og som i det store og hele var præget af indbyr-
des harmoni. Man kunne ud fra et nutidssynspunkt sige, at alt var lige fattigt, men
ud fra tidens tankegang må man snarere sige, at alt var lige beskedent. Der var ikke
nogen luksus på et enkelt område, der kunne naturliggøre luksus på andre; Ivigtut
dannede vel nok til en vis grad en undtagelse, men der var dengang ikke megen til-
bøjelighed til sammenligning.
De priser, der blev forlangt i de grønlandske butikker, havde vel i mellemkrigs-
perioden nogen relation til de indkøbspriser, Handelen betalte i København, men det
236
.
[7]
almindelige var at omkostningerne og ganske særlig ikke til besejlingen indregnedes.
Det centrale princip var, at priserne fastsattes på en sådan måde, at målsætningen om
harmoni og stabilitet kunne nås så godt, det nu,var muligt. Helt kunne det selvfølge-
lig ikke nås man måtte også tage hensyn til den politiske målsætning om det økono-
miske resultat; man vil i det store hele kunne forstå prisfastsættelsen som en gennem-
ført prisdifferentiering. Ved denne differentiering blev der dog ikke taget hensyn
til, at omkostningerne var forskellige i de forskellige egne af Grønland. Begrundel-
sen herfor var, at man ikke ville gøre forskel, og det har utvivlsomt også været en
faktor, der har virket fremmende for harmonien og stabiliteten.
Derimod blev prisdifferentieringen i det store hele gennemført på 3 områder. Pri-
serne blev sat væsentlig lavere end omkostningerne for de varer, der var absolut nød-
vendige; betragtningen var her af social art i det store og hele væsentlig til gavn forde
børnerige familier, men også de mindre produktive grønlændere nød særlig gavn af
denne udligning.
Det andet område, hvor man kan tale om prisdifferentiering i forhold til omkost-
ningerne, var de mere luksusbetonede varer. Det har stedse været et element i den
økonomiske politik, at det mindre nødvendige forbrug ikke skulle udvikles for hurtigt,
og man kunne gøre dette direkte gennem priserne og behøvede ikke som andetsteds
at gå vejen om af beskatninger. Det har været en erfaringssætning i Grønland, at
pludselig store indtægter hurtigt omsattes til ikke nødvendige varer. Man husker
således, at da priserne, der betaltes for spæk omkring 1840, sattes betydeligt op, an-
vendte den grønlandske befolkning en væsentlig del af pludselig forøgede indtægter
til kaffe og kandis og ikke, som man fra dansk side havde ønsket, til husbygningsmate-
rialer. Denne erfaring må antages at have haft en væsentlig betydning gennem lange
tider, hvor man systematisk søgte at begunstige forbruget af nødvendighedsvarer på
bekostning af luksusvarer, men det er jo en økonomisk opdragelsespolitik, som man
har været kendt med andre steder i verden, hvor prispåvirkningen er sket ved hjælp
af indirekte skatter.
Det tredie område, hvor der har været en prisdifferentiering i forhold til om-
kostningerne, har været med hensyn til varer, hvis betydning ikke var øjeblikkelig,
men lå et stykke ude i fremtiden. Det mest omfattende område er her træpriserne.
Det er et område, hvor transportomkostningerne spiller en stor rolle, og træet ville
derfor være dyrt i Grønland, hvis man havde fastsat prisen efter omkostningerne.
Dette skete imidlertid ikke, fordi man af almindelige udviklingsgrunde ønskede, at
grønlænderne skulle bruge mere træ, ikke mindst til husbygning. Det samme var
også tilfældet med mange varer som grønlænderne havde brug for i deres erhverv.
Da det her kunne dreje sig om forholdsvis store beløb, måtte man ofte give kredit,
og man indførte da den stabiliserende betalingsordning, at grønlænderne måtte be-
237
[8]
tale i forhold til den fangst, de havde. Havde man haft en god fangst, var man også
i stand til at betale mere, og grønlænderne slap for det uromoment, der kunne ligge
i, at der blev krævet dem store beløb også i de perioder, hvor de knap havde til-
strækkeligt til at blive rigtig mætte.
VII
Jeg har nu ganske, ganske kort skildret de forudsætninger, der var gældende for
den grønlandske økonomi før 1940, den målsætning der var opstillet, og de midler
der ganske særlig blev anvendt for at nå den økonomiske målsætning om stabilitet og
harmoni i en jævnt fremadskridende udvikling. Der resterer herefter at søge ganske
kort at gøre rede for, hvad denne målsætning havde resulteret i i retning af harmoni
og stabilitet, d. v. s. om grønlænderne gennem denne politik virkelig også opnåede
rolige, jævnt fremadskridende økonomiske kår, der ansås for at være midlet til, hvad
der vel var den helt centrale målsætning, nemlig en jævnt fremadskridende kulturel
udvikling.
Det ville være naturligt at søge dette belyst gennem grønlændernes indtægter. Det
er imidlertid en vanskelig opgave, fordi grønlændernes indtægter fremkommer dels
som naturalindtægter (som kød og fisk) og dels som kontantindtægter. Det er en
meget vanskelig opgave at lægge de to former for indtægt sammen; det er ganske vist
forsøgt for nogle områder, og de opnåede resultater er publiceret i Meddelelser om
Grønland, men man har ikke sådanne tal for hele Grønland.
Derimod har man nøjagtige oplysninger for hele Grønland med hensyn til befolk-
ningens indkøb i butikkerne beregnet pr. individ. En sådan beregning måtte dengang
anses for forsvarlig, fordi der dengang var så få danskere i Grønland, og fordi
den grønlandske befolknings aldersfordeling i mellemkrigstiden ikke forandrede sig
væsentligt.
Disse tal findes i de nævnte sammendrag af statistiske oplysninger om Grønland
afsnit 26 og 27, tabellerne 309-344.
Af disse tabeller fremgår at såvel det samlede forbrug som forbruget af de en-
kelte varer har været underkastet en jævn stigning i hele den undersøgte periode fra
1919 til 1939. Man kan følge forbruget som en helhed og for de enkelte varegrup-
per, ja, enkelte varearter. Man kan følge forskydningen mellem varearterne ind-
byrdes, og man kan følge forskydninger i retning af de varer, der mest udpræget er-
stattede det naturalforbrug, der gik ned som følge af den særlig i Sydgrønland afta-
gende sælfangst.
Der er i disse tabeller for mange tal til, at det her vil være muligt at komme ind
på enkeltheder, men der vil vel ikke være nogen, der kan benægte, at målsætningen
238
[9]
om økonomisk stabilitet for den grønlandske familie og et forbrug, der skridt for
skridt om end langsomt nærmede sig til forbruget pr. familie i det øvrige Danmark,
opfyldtes i det omfang, det var muligt indenfor de givne politiske forudsætninger.
VIII
Det vil som tidligere nævnt ikke være rimeligt allerede nu at forsøge at give en
historisk vurdering af denne periodes økonomi. Det vil kunne hævdes, at denne øko-
nomiske stabilitet også havde sin kulturelle betydning, og at stabiliteten var et væ-
sentligt element i det gode, venlige forhold, der herskede mellem grønlændere og dan-
ske. Men det vil også kunne hævdes, at stabiliteten eller rettere den langsomme
stigning i behovsdækning netop hemmede det hurtige fremskridt og den rent forret-
ningsmæssige udnyttelse af mange chancer, og at den derfor ikke var ønskelig fra et
økonomisk synspunkt. Hvilket af disse synspunkter, man vil anlægge, afhænger af
et politisk valg, og man kan ikke på nærværende tidspunkt sige, om det ene eller det
andet havde været rigtigt ud fra en større historisk sammenhæng.
Man må i hvert fald, når man vil forstå tiden før 1940, gøre sig den ulejlighed
at søge at forstå den ud fra den tids og ikke ud fra nutidens forudsætninger. Når man
i sin tid kun kunne få en årlig bevilling på 200.000 kr. til investeringer, måtte for-
udsætningerne for det økonomiske arbejde i Grønland være anderledes, end når man
kan få det hundrededobbelte (selv om man tager hensyn til de mellemliggende pris-
stigninger). Forudsætningerne er ændret ganske væsentligt, at man må regne med
muligheden af, at de mennesker, der havde det økonomiske ansvar før 1940, ville
have handlet anderledes, hvis de havde ansvaret under nutidens forudsætninger.
Man har i visse tilfælde været uretfærdig i bedømmelsen af den kreds af mænd, der
havde ansvaret dengang, og dette gælder først og fremmest Daugaard Jensen og i
nogen grad Stauning og Knud Rasmussen, der har haft et hovedansvar for den tids
grønlandsudvikling.
Man kunne selvfølgelig rejse det spørgsmål om, hvorledes man kunne udvikle
Grønlands økonomi på basis af den nuværende tids forudsætninger, og man kunne
rejse spørgsmålet, om den valgte fremgangsmåde med det pludselige brud over til
noget helt andet var ønskelig.
Der er vel ikke tvivl om, at den store omvæltningsperiode med det omfattende
økonomiske fremskridt, man har haft i Grønland, for en del er fremkommet under
påvirkning af, hvorledes man dengang så på tilsvarende forhold i andre dele af
verden og de forventninger, man i lande som Frankrig, Holland, Belgien, England
og USA havde i den periode. Det kan ikke nægtes, at de forventninger, man i disse
lande dengang havde til udviklingen, ikke er slået til, og at man måske ikke med
nutidens viden ville have tilrettelagt en udvikling helt på samme måde.
239
[10]
Jeg synes derfor, at tiden snart måtte være inde til at overveje, om der ikke i den
dansk-grønlandske udvikling før 1940 var værdier og synspunkter at hente, som gen-
nemført under de helt nye politiske forudsætninger ville kunne være af værdi for den
kommende tids udvikling.
Er det helt sikkert, at der ikke er noget af interesse at hente i den gamle tids tan-
ker om stabilisering og menneskelig harmonisering, og at der ikke er noget i disse
tanker, der i en af de nye politiske forudsætninger given ny praktisk udformning vil
kunne være af betydning for overvejelser om Grønland, måske ikke lige i øjeblikket,
så dog indenfor en overskuelig årrække?
Måske er situationen endnu ikke helt moden til sådanne overvejelser. Jeg kunne
tænke mig, at det ville være hensigtsmæssigt at vente endnu nogle år, men jeg synes,
at tiden er inde til, at de mennesker, der var med i den gamle periode, og som kendte
den indefra, får lejlighed til at gøre rede for de almenmenneskelige betragtninger,
der under datidens forudsætninger var de bærende.
240[11]