[1] GRØNLANDS TILSLUTNING TIL NORGESVÆLDET 1261 Af Finn Gad _L/er har altid hvilet en vis dunkelhed omkring det faktum, at de middelalderlige, norrøne bygder i Grønland sluttede sig til Norgesvældet i 1261, året før Island på altinget besluttede det samme. Begivenheden i sig selv er af så stor betydning, at den udgør det vigtigste bevis for det „dokumenterede" tilhørsforhold til den norske krone og dermed over Kielertraktaten 1814 til det danske rige. Derfor er denne be- givenheds historie væsentlig. Overenskomsten eksisterer ikke i noget arkiv, hverken som originaldokument eller blot i hel eller delvis afskrift, således som den islandske, „Gamli såttmåli" kaldet. Med en vis forsigtighed har man imidlertid anset det for sandsynligt, at den grøn- landske overenskomst har haft visse ligheder med den islandske, og ud fra dette har man draget endog meget vidtgående slutninger. Det eneste, vi imidlertid ved om den grønlandske overenskomst, er, hvad der er nævnt i Kong Hakon Hakonssons Saga1, at grønlænderne havde forpligtet sig til at yde skat og lovede at „bøde til kongen for alle manddrab, hvad enten det drejede sig om norske eller grønlandske (dvs. norrøne i Grønland), og hvad enten de blev dræbt i bygden eller i NorSrsetur (dvs. det nordlige Vestgrønland), og helt lige til stjernen (dvs. Nordstjernen) skulle kongen modtage frimandsgæld (mandebod)". Denne sagas troværdighed er efter en række års diskussion nu fastslået så vidt, at man kan bygge på dens konkrete meddelelser2. Måske kan det lade sig gøre fra andre kildesteder at slutte sig til, hvad overens- komsten yderligere har omfattet; men under alle omstændigheder forekommer de forpligtelser, der omtales i sagaen, at være såre ensidige. Den 31. august 1384 udstedte Kong Olav IVHakonsson(dansk konge under nav- net Oluf III 1375—87) et brev til Bergen og „allom Nordlandom", at man indskær- per regler, der har til formål at sikre kongen hans sækkegæld af alle skibslaster3. 1 Grønlands historiske Mindesmærker (GHM) II, p. 778. - Per Sveaas Andersen i Nordisk Tidsskr. (Letterstedtska) arg. 40, hft. l, 1964, p. 12. 3 GHM III, p. 124 ff. 259 [2] Det indskærpes endvidere, at varer fra Island ikke må omlades (eller losses, ,,vp skipat"), før sækkegælden er betalt; kronen har lidt svære tab ved denne trafik. Hvis det alligevel sker, skal der falde svære erstatninger. Man har ment, at dette måske også kunne gælde grønlandsfarerne. Når islandske varer og søfarende på Is- land nævnes særskilt, men alle andre skattelande tages under ét, synes det lidet rime- ligt at sætte de grønlandske varer og søfarende på linje med de islandske4. „Grønlandsknarren", skibsforbindelsen mellem Grønland og Norge, var forøvrigt forlist 1369 ifølge de islandske årbøger5. Det har efter denne tragiske begivenhed været tilfældigt, hvad der er kommet af varer fra Grønland til Norge. Intet nyt Grønlands-skib synes officielt at være sat ind på farten. Set fra en anden synsvinkel kan man vel slutte, at det således ikke har været store tab, kongen kan have lidt på en eventuel unddragelse af sækkegælden på de grønlandske varer. Men princippet har altså været fastholdt. Den 20. maj 1389 indgives rapport til kronen om en edsaflæggelse i forbindelse med formodet ulovlig handel på Grønland6. De pågældende søfarende bedyrede at have været i stor havsnød og livsfare på grund af høj sø, isbjerge og havis, og de var søgt ind til land. De havde intet købt af „konungs godz" og havde ydet sækkegæld af såvel grønlandske som islandske varer, de havde ført med sig tilbage. Så nidkært drev kronen på sine indtægter. I denne forbindelse er dette brev, ligesom Olav IV's brev, et udtryk for hævdelsen af kronens ret til sækkegælden, der var at erlægge i Bergen, som var stabelstad. I det islandsk-norske handelsforhold betegnedes den afgift, der blev betalt for handelstilladelsen, først fra 1382 som sækkegæld7. Før dette år havde afgiften væ- ret angivet i naturalier. Eftersom der ifølge det ovenfor nævnte brev fra Olav IV 1384 også af grønlandske varer må have været krævet sækkegæld, har sikkert det samme forhold gjort sig gældende for de grønlandske skibslasters vedkommende, at de før 1382 har været betalt i naturalier, ja måske har de fortsat været betalt i naturalier efter dette år; men vi ved intet om det. Under alle omstændigheder har det ikke drejet sig om mange år. Da forsyningen af nødvendige varer som korn, mel, salt og øl skulle modsvares af en islandsk ydelse i form af tørfisk (stokfisk), tran og vadmel, blev varebyttet sæ- sonpræget. Det passede godt med, at høsten i de lande, der forsynede Norge med korn, faldt således, at korn (i hel eller formalet tilstand) førtes fra Norge til Island * GHM III, p. 125: »— engen mand her mett eder huarki i b66 (by) eller heradi (herred) megu bruka /eller/ byggja nokkrum kaupskap, norder i landet sigla, eller oc til skatlanda waro, uttan----etc.« 5 GHM III, p. 30, Islandske Annaler til 1578, (I. an.), ed. Gustav Storm, p. 228. 6 GHM III, p. 139 f f., Diplomatarium Norvegicum (Dipl. Norv.) XVIII1, nr. 33, p. 29 ff. 7 Arup: Danmarks historie I, p. 163 ff. 260 [3] med ankomst til det sidste, når stokfisken var tjenlig til eksport. Skibene kunne da gå fuldlastede frem og tilbage. Bergen blev den naturlige stabelstad. Til gengæld måtte så denne skibsfarts rentabilitet ikke risikeres ved, at andre købte f. eks. stokfisk op, før de officielle skibe ankom, så de måtte gå mere eller mindre tomme tilbage. Derfor gjorde den norske krone handel på Island tilladelig for nor- ske og islandske købmænd på faste vilkår, der svarede til o. 5 % af hver last. Under senere voksende pengeøkonomi blev dennenaturalieafgift så omregnet i den såkaldte sækkegæld. Hvis man vil fastholde sammenligningen med de islandske forhold, kan i hvert fald denne omregning til sækkegæld ikke have haft nogen betydning, da den, som ovenfor berørt, tilsyneladende sker sent. Det skal indrømmes, at det er fristende at foretage denne sammenligning eller rettere at betragte det som sandsynligt, at det, der gjaldt Island, også gjaldt Grønland. Men der er ingen hjemmel for det i nogen verbal do- kumentation. Og sandsynligheden må forekomme spæd. Hvad vi ved, er blot dette: 1. Grønland er et skatteland under Norge (fra 1261), hvor forbud muligvis f rå kong Magnus Erikssons tid (1319—55) mod fremmedes hanclelsfart har været hævdet, så- ledes som for andre skattelande og Norge nord for Bergen, 2. Bøder skal ydes kon- gen, 3. Afgifter af indførte varer betales med en procentdel af lasten, senere måske omregnet i sækkegæld. Og disse tre poster har deres parallel i forholdet mellem Is- land og Norge, hvilket fremgår delvis af Gamli såttmåli. I Olav IV's brev 1384 henvises til love og breve fra faderen Hakon VI's og far- faderen Magnus Erikssons tid. Længere tilbage påberåber man sig ikke hævd.8 Heraf kan man så vel tillade sig at slutte, at afgiften — i naturalier — har været krævet, selv- om dette ikke altid blev opfyldt. Det er imidlertid ikke ualmindeligt i middelalderlige kongelige breve at henvise til forgængeres love og anordninger, selvom der ikke fin- des sådanne og aldrig har eksisteret nogen. Man bør altså handle varligt med denne udtalelse og ikke lægge mere i den, end der er, nemlig påberåbelse af en kongelig hævd. Om så denne hævd strækker sig helt tilbage til 1261, kan ingen bekræfte —men ganske vist heller ingen benægte. Tavsheden vejer dog tungest til fordel for benæg- telsen. Forbuddet mod at sejle på kongens skattelande synes gentagne gange at være hæv- det. Det vil sige, at man i hvert fald har fastholdt, at kun indenlandske mænd, dvs. norske, har kunnet drive handel på skattelandene, deri indbefattet Grønland. Men dette giver ikke nogen som helst hjemmel for at fortolke denne gentagne hævdelse af et forbud som et faktisk kongeligt monopol. Det er ikke kongen, som har eneret på handel, ej heller kongelige søfarende. Der gives endda i brevet af 1384 detaljerede regler for, hvilken økonomisk styrke de norske handlende skal være i besiddelse af, 8 GHM III, p. 124 f. 26l [4] før tilladelsen gives. Kong Erik VII af Danmark, Norge og Sverige gentager da også 7. maj 1425 forbuddet ifølge lov og forordninger mod fremmedes handel på skattelandene.0 Det har været antaget, at kronen havde forpligtet sig ved „overenskomsten 1261" til regelmæssig at sende skibe til Grønland.10 Hvad vi konkret ved om denne forplig- telse, beror også på et betænkelig sent vidnesbyrd, nemlig et brev fra Frederik II af 12. april 1568, hvori det nævnes, at „der skulle være gjort nogle overenskomster og be- tingelser på begge sider, at fra N^orge til Grønland skulle sejle to skibe hvert år".11 Det er ganske interessant, at der klart står „skulle være gjort" („- - ath par skylldi vera giordvr - -"). Det er evident, at man altså ikke har haft hverken kopi eller original af nogen overenskomst med de grønlandske bygder på det tidspunkt. Muligvis har man allerede dengang naturligt nok paralleliseret med den islandsk-norske sattmali. I Gamli sattmali fik Island tilsagn om seks skibe årligt.12 Det kan ikke dokumen- teres, om denne aftale er blevet overholdt; på den anden side er der heller ikke doku- mentation for, at der ikke årligt er blevet udsendt seks skibe. Den islandske overens- komst havde en ret til opsigelse af overenskomsten; men den blev ikke benyttet. Det kan tyde på, at sejladsen er blevet opretholdt i et rimeligt omfang, således at man ikke havde nogen påviselig grund til opsigelsen — i begyndelsen. Senere havde det is- landske samfund vel ikke egne kræfter til at gennemføre en frigørelse. Afhængig- heden trådte hindrende i vejen. Efter Frederik IFs brev 1568 skulle altså to skibe om året gå til Grønland. Men vi hører kun om ét, „Grønlandsknarren". Umiddelbart lyder det mere sandsynligt, at der kun kan have været tale om ét skib, og at således Frederik IFs skibe beror på, at man vel har ment, at et skib ville være for lidt. Brevet er fra en tid, hvor søfarten var langt livligere. Desuden beror hele brevet på en formodning. Man kan altså ikke fæste nogen som helst lid til det. Første gang, vi hører om „Grønlandsknarren", er i de islandske årbøger. Således fortæller under 1346 Skålholts-annaler, at „knarren kom fra Grønland med held og med såre meget gods."13 Selvom der ikke direkte står „Grønlandsknarren", må det 9 GHM III, p. 1.59, og Norges gamle Love, 2. rk. II, p. 116: »-mota lagom oc skipan waare forældre -«, dvs. mod loven og vore forgængeres forordninger. 10 F. db, P. Nørlund: De gamle Nordbobygder ved Verdens ende, 1934, p. 96, Helge Ingstad: Landet under leidarstjernen, 1959, p. 365 og 390. Forøvrigt giver Helge Ingstad den mest ædruelige skildring af forboldene omkring 1261. 11 GHM III, p. 202. Dette brev må i øvrigt ses i forbindelse med Frederik II's hele Atlanterhavspolitik. 12 Norges gamle love, 1. rk. I, p. 461: »Item at sex hafskip gangi til landzins å hueria åre forfalla laust,« dvs. at seks søgående skibe .skal gå til landet (Island) hvert år, bortset fra forfald, dvs. når det på grund af indtrufne omstændigheder var umuligt at gennemføre sejladsen - et yderst rimeligt forbehold. " GHM III, p. 4, I. an., p. 212. 262 [5] dog antages, at den bestemte form henviser til et alment kendt skib, der sejlede i den fart. I 1325 nævnes i et klagebrev fra Bergens biskop om tiende af gods fra Grønland: „f>eir kaupmenn af Trondheim! som nu komo j knærrinum af Groenlande - -"u: „de købmænd fra Trondheim, som nu kommer med knarrerne fra Grønland". De knar- rer, der her er tale om, kan ikke være andet end almindelige private handelsskibe. I ærkebispens svar anføres det, at de trondheimske købmænd, som denne gang (,,at sin- ni") er kommet til Bergen, skal nyde den ret, som „vita aller hinir ællzto Grønlandz f a rå r oc aller ællimenn her oc annerstadar i landino, at Jjrønder f>eir sem af Gron- lande hafa komet ha f a opævilegha-------" : „—som alle de ældste grønlandsfarere og alle gamle mænd her og andetsteds i landet ved, at de trønder, som er kommet fra Grønland, evindelig (har haft)----"15 Der er altså tale om flere trønder, der foruden andre norske købmænd har sejlet på Grønland, og der er tale om en ret, der har alders hævd, siden der henvises til de ældste grønlandsfarere. Det kan så overhovedet ikke dreje sig om ét officielt årligt skib (som oversættelsen af brevene i GHM kan forlede til at tro). Selvom det nu, der i bergensbispens klagebrev er føjet til komo (se ovenfor), svækkes af ærkebispens svar, hvor der i stedet for står „at sinni" (se ovenfor: denne gang), kan man måske alligevel fordriste sig til at fortolke bergensbispens brev lidt videre. Biskoppen af Bergen ønsker åbenbart at få de norske købmænd, der kommer til byen fra Grønland, til at erlægge tiende i Bergen, til indtægt for bispestolen, således at de bispedømmer, hvori købmændene bor, ingen tiende får. Bergens biskop vil til- syneladende prøve på at få en noget større indtægt af de varer, der indløb til og pas- serede byen fra Grønland. Det kan tyde på, at der er sket en forøgelse af Grønlands- farten, siden han finder det umagen værd at rejse spørgsmålet i en klage. Trods al nidkærhed med tiendeopkrævningen og den gængse kirkelige nøjeregning, må det alligevel dreje sig om væsentlige værdier, som bispen nødig vil lade slippe — og det er nu, for nylig, disse købmænd er kommet. Når kong Olav IV henviste til Magnus Erikssons love og forordninger med hensyn til sin ret til afgifter, kan dette sammen med det understregede mi i klagebrevet af 1325 og bergensbispens hele aktion indi- cere, at der i de år har været en forøget handelsfart på Grønland — muligt som en konsekvens af lovgivningen og den deraf følgende koncentration af handelen på de norske skattelande på norske købmænds hænder. Magnus Eriksson blev konge 1319, altså seks år før bispens klage, lang tid nok til at love kunne virke — også til at hævd kunne opstå. Det er meget at lægge i det lille ord nu, men adverbier har jo som regel til opgave at angive tendensen. " Dipl. Norv. VII, nr. 103. 15 GHM III, nr. 25, p. 108, Dipl. Norv., nr. 104. 263 [6] Da der utvivlsomt er tale om selvstændig købmandsfart på Grønland, kan der ikke, når der tales om ,,knarrer«e", af de to ovenfor nævnte bispebreve fra 1325 hid- ledes nogen støtte for Kong Frederik II's omtale af den mulige overenskomsts for- pligtelse til at holde to skibe i fart på Grønland. Forbindelsen med Grønland synes o. 1300 at have været såre tilfældig. Den 22. juni 1308 skriver biskop Arne af Bergen til biskop Thord af GarSar i Grønland om kong Erik Magnussons død 1299 og fem norske bispers hedengang16. Dersom en nogenlunde regelmæssig skibsfart på det tidspunkt har været etableret, måtte dog biskoppen af Bergen kunne have meddelt disse „nyheder" nærmere ved begivenhe- dernes tidspunkt. Han må, da han skrev brevet - eller lod det skrive — have vidst, at der ikke havde været skibslejlighed i 9 år. Da dette brev tilsyneladende er et ud- kast, er det muligvis aldrig blevet afsendt; men det kan også være en kopi, som brev- skriveren har bevaret. Dette berører dog ikke brevets indhold. Når alt dette: 1. den sene omtale af Grønlandsknarren, 2. den tilsyneladende rige- lige grønlandsfart af selvstændig karakter o. 1325, og nu 3. den tilfældige karakter af og svingningerne i trafikken, der afsløres i brevet 1308 —når dette sammenholdes, synes der at være stærke indicier for, at der ikke har været nogen fast aftale om skibs- forbindelser årligt, således som det for Islands vedkommende var fastslået i Gamli såttmåli; for Grønlands vedkommende kan der i hvert fald ikke være tale om det før i 1300-tallets midte. „Grønlandsknarren" har haft en yderst kortvarig eksistens. Det beror således udelukkende på en parallelisering med den norsk-islandske Gamli såttmåli, at man har formodet en aftale om fast skibs forbindelse også for Grønland. Paralleliseringen med Gamli såttmåli er så meget mere ejendommelig, som denne henlægges til 1262, i hvilket år Kong Hakon Hakonssons Saga og de forskellige is- landske årbøger beretter, at islændingene svarede skat til den norske konge.17 Det grønlandske tilsagn om skat og bøder fastlægges i kongesagaen til året før. Hvorfor skulle en grønlandsk overenskomst indeholde bestemmelser med parallelitet til den islandske, der er senere? Her er der tale om konkrete bestemmelser og ikke om ten- dens, og som følge deraf må dokumentationen være stærkere. Det mærkelige faktum, at vi ikke har bevaret så meget som stumperne af et mid- delalderdokument skrevet i Grønland, er aldrig blevet understreget tilstrækkeligt. In- skriptioner med runer ristet på træ eller ridset i vægstensgenstande, dateret til langt op i 1300-tallet, har arkæologerne fundet i Grønland. Middelalderens almindelige skriftarter brugt her i Europa er derimod ikke fundet. End ikke udgravningerne af be- nediktinerindeklostret i Østerbygden 1945/46 og 48 skænkede efterverdenen nedskre- 16 Dipl. Norv. X, nr. 9, p. 14, GHM III, p. 96 f. 17 Fornmannasogur, 1835, X, p. 116, Norges kongesagaer, overs. af A. Bugge, IV, 1914, p. 275, I. an., pp. 27, 67, 134, 193, 258, 330. 264 [7] vet kildestof. Ej heller bispesædet rummede noget, der blot med en antydning kunne vise os, at man har beskæftiget sig med skriftligt arbejde, således som det var almindeligt selv i Norden, afskrivning f. eks. Indtil videre har vi kun de knappe runeindskrifter. I Hakon Hakonssons Saga står det tydeligt og ikke til at misforstå, at tre mænd, som kom til kongen „sogSu", dvs. fortalte, at grønlænderne ville svare skat og man- debod.18 Når kildematerialet er spædt, må det, der forefindes, suges ud for al næ- ring til den historiske beretning. Når Hakon Hakonssons Saga som sagt anses for at være fuldt troværdig, må dette „sogSu" forstås bogstaveligt. De tre mænd, der vendte tilbage til Norge 1261 med budskabet har intet skriftligt haft med sig. Der har vel slet ingen skriftlig aftale været, måske fordi der ingen har været til at skrive den, og de grønlandske bygdemænd har kun kunnet sætte et eller andet bomærke som underskrift; ingen af dem har vel haft segl. Har der overhovedet været nogen skrift- lig aftale, og har bygdemændene ønsket, at der skulle foreligge noget skriftligt? — Selv har de ikke haft brug for det. De udtryk, der anvendes i den samme saga i forbindelse med den islandske over- enskomst, ligner meget dem, der er anvendt om de grønlandske bygdemænds tilsagn; men meddelelsen er langt mere positiv: „Den sommer kom fra Island Halvard Guldsko og sagde, a t islændingene havde svaret skat til kong Hakon."19 Senere fortæl- les det i brudstykket af kong Magnus Hakonsons Saga, at samme Halvard Guldsko kom fra Island og meddelte den nyhed, at alle islændinge havde underkastet sig Kong Magnus i lydighed, og at man havde hørt om kong Hakons død (det er altså i 1263) samme sommer. Så tilføjes det i sagaen, at siden havde islændingene aldrig i tale sat sig op mod Kong Magnus' bud og band. De undergav sig også ham villigere end kong Hakon, hans fader.20 Men ikke med et eneste ord omtales Grønland mere i disse sagaer. De islandske årbøger bekræfter sagaerne og årstallet 1262 som det år, da islændingene betalte skat til Norges konge for første gang, men nævner ikke Grøn- land, hvorom de ellers optegner så meget. Det har nu været forsøgt at belyse den formodede overenskomst mellem de grøn- landske bygder og Norge ud fra det kildemateriale, der ligger efter 1261. Et blik på kildematerialet, der fører op til dette årstal, og som kan have nogen muligheder for at yde oplysning, kan måske skabe mere klarhed. Heller ikke det har man til- syneladende kulegravet og endevendt nok. I året 1242 døde bisp Nicholas af GarSar, fortæller de islandske årbøger21. Det sker øjensynligt på Grønland, hvortil han var rejst ud i 1234". Fire år efter biskop 18 GHM II, p. 378. 19 Fornmannasogur, 1835, X, p. 116. "" Fornmannasogur, 1835, X, p. 157. 21 GHM III, p. 10, I. an., pp. 189, 328, 481. 22 GHM III, p. 10, I. an., p. 130. 265 [8] Nicholas død blev Olafr viet til biskop af GarSar23. 1247, året efter indvielsen, rej- ste han til Grønland24. Ifølge Hakon Hakonssons Saga blev Biskop Olafr sendt til Grønland for at udføre det samme hverv, som Thord Kakali og biskop Heinrekr blev skikket til Island for at udføre. Samme biskop var forøvrigt også nys blevet indviet til sit embede. De skulle få islændingene til at underkaste sig Kong Hakon Hakonsson og således forpligte sig til at svare skat i det omfang, de kunne blive enige om. Dette skete på kardinal Vilhelm af Sabinas råd, siger sagaen.25 Denne kardinal Vil- helm af Sabina, der 1247-49 var pavelig legat i Norden og gentagne gange havde været sendt til Østersølandene, var 1247 kommet til Norge26, hvor han gav kong Hakon kirkens velsignelse over hans kongeværdighed ved at krone ham. Dette er i overensstemmelse med datidens opfattelse af monarkiet: Gud er univer- sets monark. Da jordelivet genspejler universet, repræsenterer det jordiske herre- dømme det guddommelige, og al jordisk magt, såvel åndelig som verdslig, hidrører fra det guddommelige. Da alt er indstiftet af Gud, er også det verdslige styre og staten indstiftet af ham. Ligesom paven er vicarius Christi, Guds stedfortræder i det åndelige, således er kejseren (den tysk-romerske kejser) Guds verdslige vikar, og som kejseren således kongerne og fyrsterne, ja alle, der var i besiddelse af et verds- ligt embede. Det var diskuteret, hvor vidt den åndelige myndighed skulle være mel- lemleddet mellem den verdslige herre og Gud. Det passede imidlertid bedst ind i hele datidens kirkelige idelære, at kongemagten blev helliget ved den kirkelige med- virken.27 Monarkiet blev anset for at være den bedste statsforfatning. Begrundet i det guddommelige dannede monarkierne samlet under kejseren den samme opbygning af enhed, unitas, som kirken i sin organisation. Begrundelsen for Hakon Hakonssons politik over for de ikke monarkisk-styrede Atlanterhavs-øer lå altså i datidens statsforfatningslære. Det ville være til de ikke-mo- narkiske staters eget bedste, hvis de tog mod et tilbud fra en salvet konge, således at monarkiet, der var skabt af Gud, kom til at herske - i dette tilfælde altså i hele Nor- den. Samtidig kunne Hakon bringe det hele monarki i kontakt med den europæiske — dvs. den verdslige verdens — unitet, således at hans norrøne kongedømme kunne være i overensstemmelse med samtidens statsretlige opfattelse, og tillige kunne han knytte sit verdslige monarki til den åndelige magt ved at lade sig krone af pavens 23 GHM III, p. 10, I. an., pp. 64 f., 132, 190, 328. 2* GHM III, p. 10, I. an., pp. 26, 65, 132, 190, 328. 25 GHM II, p. 774. 20 I. an., pp. 132, 190, 328, 481. 27 Otto von Giercke: Das deutsche Genossenschaftsrecht III (Die Staats- und Korporationslehre des Al- terthums und Mittelalters). Berlin 1881, § 11, V, p. 557 ff. Der Gedanke der Monarchie im Mittelalter. 2« GHM II, p. 774. 266 [9] legat. Det gav prestige ude i Europa, og ved pavehof fet regnede man med denne nor- røne konge og hans magt, altså havde det uanede politiske muligheder i sig. Kardinal Vilhelm af Sabina støttede kong Hakon i dette. Han anså det vel som en selvfølgelighed, at befolkningerne henholdsvis på Grønland og i Island burde tage imod tilbuddet. Efter sagaens ordlyd brugte kardinalen endogså udtrykket, at det var „urigtigt" (- - ,,£>vi at hann kallaSa £>at usannligt - -) ,28 dersom Island ikke lød under en konge - og vel sagtens i lige måde Grønland, der åbenbart ikke interesserer den islandske sagafortæller så meget som Island, forståeligt nok. Orden og system har kardinalen med sin skoling i canonisk og romersk ret ønsket at kunne bringe hjem som resultat af sin nordiske rejse. Det blev således også en naturlig sag, at det var biskopperne, som bragte kongens gudinspirerede og af Gud velsignede tilbud ud, Heinrekr til Island, Olafr til Grøn- land. Men initiativet er kong Hakons. Det kan altså slås fast, at denne aktion ikke beror på et ønske, hverken fra Island eller fra Grønland, og altså ikke på nogen som helst form for indre „nødvendighed". Så vidt er altså det parallelle forløb i Islands og Grønlands udvikling på dette om- råde til stede. Det kan følges et stykke videre endnu; thi begge samfund synes at vise samme mangel på hurtig afgørelse. I henholdsvis 15 og 14 år tøvede de to samfund i vesten med at svare på kongens opfordring. Dette understøtter yderligere opfattel- sen af, at hele initiativet ligger hos kongen. Hvad de grønlandske bygder angår, fortæller kong Hakon Hakonssons Saga,29 at Oddar af Sjolt, Pall Magnusson og Knarrar-Leif om høsten kom fra Grønland efter at have været ude i fire vintre og fortalte, at grønlænderne ville betale skat og yde mandebod. Det er i 1261, og de har således været i Grønland fra 1257. Af de tre personnavne kan de to sidste ikke yde ret meget. Knarrar-Leif er i sig selv et morsomt navn, og det kan vel nærmest oversættes som Leif med Knarren, dvs. handelsskibet, altså Skipper-Leif. Det første navn fortæller imidlertid mere. Oddar siges at være fra Sjolt. Grønlands historiske Mindesmærker går i bd. II, p. 778, note 2 ud fra, at de tre mænd var fra Grønland, men kender ingen gård ved navn Sjolt blandt bygderne der. Det er da heller intet under, for Sjolt skal søges i Norge, og det ligger i Ørskog sogn på Søndmøre, ret øst for Ålesund. Her findes der en gård, tidligere kaldet Søholt, nu vistnok Sylte, på stedet kaldt Sjålt eller Sjolt. På middelaldernorsk er det Syelltir eller Siialter < sjor + holt <*Sjoholtir, hvilket betyder „skoven ved søen"30. Oddar af Sjolt (Sjolltum er dativ pluralis) stammer 2» GHM II, p. 776-778. si) Norges Land og Folk XV, p. 1314, hvor dette udredes. Det er i denne forbindelse værd at gøre op- mærksom på, at det er utroligt, hvad der skjuler sig af detailundersøgelser og -oplysninger i den topografisk-historiske litteratur. Forøvrigt omtales Sjolt som et norsk stednavn i De norske konge- sagaer bind IV, 1914, i en note til dette sted. 267 [10] altså fra dette sted, og har vel ejet gård her. Han er altså nordmand, og det er der- for også højst sandsynligt, at de to andre, som han rejste sammen med, også stam- mer fra Norge, Knarrar-Leif måske fra Bergen eller muligvis fra Trøndelagen, hvorfra vi i bispebrevene 1325 så, at grønlandsfarere kom. Oddar har vel været leder, siden han nævnes først. Leif Skipper har haft skuden, hvorpå de sejlede til Grønland. Situationen tegner sig så tydeligere. Efter i en årrække ikke at have hørt noget fra Grønland (fra Island synes årbøgerne at røbe stærkere forhandlingsaktivitet), blev kong Hakon utålmodig. Han var jo ikke ung længere, havde været konge i 40 år og gik i sit fire-og-halvtredsindstyvende år, en høj alder dengang. Det hastede nu for ham med at få afrundet sin kongeværdighed. Over for pavestolen var det et pre- stigetab ikke i så lang tid at kunne gennemføre det, som i 1247 var begyndt. I det tiende år efter biskop Olafrs afrejse besluttede han sig til at få en ende på dette spørgsmål om de grønlandske bygders underkastelse. Samtidig mindede han sine ud- sendinge til Island om deres opgaves afslutning. Til leder af sendefærden til Grøn- land valgte han en sikkert betroet mand, Oddar fra Sjolt, og med en skipper, der var kendt med farvandene der vesterude, sendte kongen Oddar selvtredje af sted. Fire vintre opholdt de tre sig på Grønland. Det var forøvrigt ikke usædvanligt, at skibe på handelsfærci til Grønlands bygder opholdt sig derude i længere tid, delvis tvunget af omstændighederne. 1261 vendte de tre tilbage med mundtlig besked om vedtagelsen af skatskyldighed og ydelse af mandebod for drab. Biskop Ola f r be- fandt sig 1262 i Island, et sted fortælles det, at han havde lidt skibbrud'11. Han har vel ikke haft alt for travlt med at vende tilbage til kong Hakon, men nok ønsket, at kongen skulle få den lange ventetid noget på afstand. 1263 døde kong Hakon imid- lertid, og sommeren efter forlod biskop Olafr Island32. Vi ved, at han endnu 1267 opholdt sig i Norge, den 14. april, og først 1271 vendte han tilbage til Grønland, hvor han døde 128033. Om biskop Olafrs rolle i øvrigt i forbindelse med „overenskomsten" 1261 til 1271 ved vi intet; men han vendte tilbage ti år efter 1261 til Grønland og var der i sine sidste ni år. Han kunne vel være vendt tilbage før. Særlig brug for ham kan der ikke have været i Norge. Der meldes ganske vist om skibsforlis 1264/65 og igen i 1266 ved Grønland34; men skibe er vel også kommet helskindet frem og tilbage. Som vi så det ovenfor i 1308, havde der ikke siden 1299 været skibslejlighed til Grønland fra Bergen. Det har vel så heller ikke været hvert år, at der er gået skib til Grøn- 31 GHM III, p. 10, siger 1263, hvorimod alle de islandske annaler har 1262, således I. an., pp. 27, 67, 134, 193 (hvor skibbruddet nævnes), 330 (482). 32 I. an., p. 135, 194, 330 (483). 33 GHM III, p. 12. I. an., passim. 34 GHM III, p. 10. 268 [11] land i 1260'erne og 1270'erne, selvom de to noterede skibsforlis foregår året efter hinanden. Hvad biskop Olafr angår, har man en fornemmelse af, at han har trængt til nogle års permission. Det er blevet sagt, at „overenskomsten" tydede på, at de grønlandske bygder var nået kulminationen, nu var i bekneb, og at nedgangen begyndte med året 126135. Det forleder en til at tro, at der skulle være en „indre nødvendighed", der drev grønlænderne til at søge støtte i Norge. Dr. Poul Nørlund siger vel ikke dette direkte, men det kan læses mellem linjerne36. De fund, der kan dateres til tiden mellem 1250 og 1300, tyder imidlertid ikke på en kultur i nedgang, snarere tvært imod. Det er vel i løbet af 1200-tallet, at central- gården udviklede sig, en selvstændig udformning af den mest hensigtsmæssige byg- gemetode på Grønland37. Det må være o. 1250, at det smukke gotiske krucifix fra Sandnes-gården i Vesterbygden er lavet, ja måske endda senere, og det må være skå- ret i Grønland38. Hvalsey kirke ligner Eidf jord kirke i Norge til forveksling, og den sidste er dateret til o. 130039, dvs. at en af de bedst bevarede og renest udformede kirker stammer fra denne postulerede „nedgangsperiode". Dragterne fra Herjolfs- nes, hvoraf de tidligste kan dateres til 1300-tallets sidste halvdel, tyder heller ikke på kulturel tilbagegang40. Disse arkæologiske vidnesbyrd sammen med, hvad vi ovenfor konstaterede, at grønlænderne tøvede med at befordre det kongelige initiativ, synes at underbygge opfattelsen af, at der ingen virkelig brug har været for den kongelige hjælp, og at man har været betænkelig ved konsekvenserne. Ligesom det var en kirkelig-rituel og dogmatisk nødvendighed for de norrøne katolikker på Grønland, at de havde deres egen biskop i landet, således har biskoppen vel ud fra sin samtids ideer og verdslig og åndelig magt i forhold til hinanden og til Gud kunnet overbevise bygdemændene om nødvendigheden af en konge som deres verdslige styrer, således som biskoppen, ærkebispen og endelig paven var deres åndelige velfærds hyrder. Det har taget tid at få dem overbevist, og først da kongens personlige sendebud nåede frem og pres- sede på en afgørelse, lykkedes det at få dem til at sige ja. Således er vel denne „over- enskomst" kommet i stand. Det er konstruktion, javel, men med betydelig mere 35 A. A. Bjørnbo i Meddelelser om Grønl. 48, p. 8, og meget stærkt af Erik Kjersgard i Danmarkshi- storie IV, 1963, p. 386, knap så stærkt hos Ingstad, op. cit. p. 365 og tilsyneladende helt forladt p. 389. :!