[1] RINGSÆLEN Af Alwin Pedersen Vil man anvende det gamle ordsprog: „Kært barn har mange navne" på de grøn- landske dyr, kan det kun blive ringsælen. Grønlænderne har en mængde navne for den i dens forskellige aldre, tildels også forskellige på øst- og på vestkysten, og viser herved den vigtige plads, denne sæl indtager blandt deres fangstdyr. Før i tiden var den de grønlandske eskimoers daglige brød; i Østgrønland og i Nordgrønland står den endnu på første pladsen i grønlændernes daglige husholdning, foruden at den af alle grønlandske sæler udgør langt det største kontingent i det årlige fangstudbytte. Ringsælen (Phoca hispida) er den mindste af de grønlandske sæler. Normalt op- når den en længde af 130—150 cm. Der forekommer dog væsentligt mindre eksem- plarer, de såkaldte troldsæler, der kun måler 50—90 cm. Disse små sæler er blevet opstillet som en selvstændig dværgrace, hvilket i og for sig godt kan være rigtigt; der findes jo dværgformer af mange pattedyrarter, grønlænderne vil imidlertid ikke gå med dertil. Efter deres mening er de små ringsæler enten forsømte individer af et tvillingepar eller de har på et meget tidligt stadium af deres udvikling mistet deres moder og er derfor blevet sinket i væksten. De forekommer ingenlunde sjældent og kendes fra hele det arktiske område. Ringsælen bliver federe end andre sæler, når den er allerfedest, udgør spækket omtrent halvdelen af dens vægt. Dette bevirker, at den, når den er dræbt, oftere holder sig flydende end andre sæler. Som regel kan ringsælen kendes på de gråhvide til gullighvide ringe på oversiden og på siderne, efter hvilke den har fået navn. Undersiden er ensfarvet gullighvid, nu og da med få sorte pletter. Hos de halvvoksne sæler er behåringen blød med forholdsvis rigt og tæt uldhår, som gør deres skind meget anvendelige til beklæd- ning. Den fuldvoksne ringsæl har en kortere og mere stiv hårklædning med mindre uldhår. Ringsælen er mere knyttet til den faste is end nogen anden af de grønlandske sæler. De gamle sæler har deres faste ophold i de indre dele af de om vinteren is- lagte fjorde og bugter, gerne ud for bræmundingerne, der er deres foretrukne op- holdssted. Der anlægger de sig permanente åndehuller i isen, der gør det muligt for 3°7 [2] dem også om vinteren at leve på de bedste fourageringssteder og uden at de behø- ver at frygte konkurrenter eller fjender. Åndehullerne anlægges allerede om efter- året i den tynde nyis. Med snuden trykket mod den endnu ganske tynde is, ånder sælen kraftigt ud. Der opstår derved ligesom en pyramide, i hvis top åndehullet lig- ger, der på dette første stadium ikke er større end en femøre. Af disse huller anlæg- ger sælen flere i et område af op til en kilometer i diameter, ganske efter hvor gode ernæringsforholdene er på det pågældende sted. Hver gang sælen nu opsøger et af sine huller, ånder (puster) den mod randen af isen og opnår på denne måde en udvidelse af hullet, hvilket er meget vigtigt i betragtning af isens hurtigt tiltagende tykkelse. Snart ligger hullerne skjult og godt beskyttet under et stadigt voksende sne- lag. Normalt skal hullet nu være så stort, at sælen igennem det kan kravle op på isen og grave sig et hulrum [sneen, der tjener den som sovested, og hen på foråret graver den sig helt ud af sneen for at nyde solens varme efter de mange måneders ophold i mørket. Er det en hunsæl, anlægger den sin barselstue ved et af sine åndehuller. Når tids- punktet for fødselen nærmer sig, hvilket for de yngre hunsæler sker i den første halv- del af marts, for de ældre ca. 14 dage senere, graver den drægtige hunsæl fra sit åndehul en langstrakt hule, der ikke er højere, end at den selv netop kan ligge deri, men ellers temmelig rummelig. Hulen skal kunne være indtil 10 meter lang, selv har jeg dog aldrig set den længere end ca. 4 meter og omkring l Vi meter bred. Og der, i den yderste ende af hulen, længst borte fra åndehullet, føder den sin unge på isen. Denne er ved fødselen omkring 50-75 cm lang og iklædt en langhåret, gullighvid ulddragt, der adskiller sig fra alle andre sælers hvide embroynaldragt ved at have det samme grønlige skær, som. kendes fra isen, hvorfor den nyfødte sæl også kaldes „isblink". Fra det øjeblik, ungen er født, truer der denne, og i nogen grad også den gamle sæl, en alvorlig fare i skikkelse af isbjørnen, der i denne tid planmæssigt afsøger ringsælernes ynglesteder og med sin skarpe lugtesans formår at finde de steder, hvor ungerne ligger under sneen. For i nogen grad at bøde på denne fare, anlægger den gamle hunsæl sin barselstue under et så højt snelag som muligt. Helst vælger den dertil læsiden af et isfjeld, hvor der altid lægger sig en større snefane. Ligger ungen under mere end l Vi—2 meter sne, kan bjørnen ikke få færten af den. Ungens ophold i hulen varer godt fire uger. Imens opsøges den i de første uger regelmæssigt en gang om dagen af den gamle sæl, som kommer for at give die. Alle- rede i løbet af den første uge fordobler ungen sin vægt; den tillægger sig et forholds- vis anseligt fedtlag under huden, hvilket skyldes modermælkens usædvanligt høje fedtindhold, der er 12 til 13 gange højere end almindelig komælk. Hvornår diegiv- ningen ophører vides ikke, men når ungen har skiftet sin hvide dragt med den før- 308 [3] / vandet er navnlig de unge ringsæler meget nysgerrige. ste korthårede og mørke ungedragt og kan begive sig i vandet, er den henvist til at klare sig alene. Velnæret, som den er, tager den ingen skade af at gennemgå en kor- tere fastetid, indtil den har lært at fange krebsdyr og vingesnegle, som også de gamle dyr udelukkende lever af. Fra begyndelsen af juni kan der konstateres et træk af unge sæler ud af fjordene fra deres fødesteder. Flokkevis, fra nogle få stykker til hele sværme af op til 50 og flere individer, strejfer de omkring fortrinsvis ved iskanten og i drivisen, men ikke gerne i større afstand fra land og i så fald aldrig i åben sø. Stort set trækker de langs kysten mod syd, og denne vagabonderende tilværelse fortsætter de, indtil de i deres fjerde leveår er blevet fuldvoksne og forplantningsdygtige. Derefter slår de sig ned i de om vinteren islagte fjorde og bugter, der fra nu af bliver deres faste op- holdssted. Ringsælens forekomst i Grønland kan derfor inddeles i to zoner: en yngle- zone, der omfatter den nordlige halvdel af landet med fast islæg om vinteren, og en gæstezone, der udgøres af den del af den sydlige halvdel af landet, hvor det åbne vand er fremherskende om vinteren. 309 [4] Ringsælen kan som regel kendes på de hvide ringe på siden