[1]
DE FØRSTE RUSSISKE GEOLOGER I GRØNLAND
Af professor Henning Sørensen
J[ sommeren 1964 besøgte sovjetrussiske geologer Grønland for første gang. Besø-
get blev bragt i stand gennem en bevilling fra Rask-Ørsted-fondet (Danmarks inter-
nationale videnskabelige fond) efter at den lange række af danske myndigheder,
som skulle spørges inden en invitation kunne sendes til Moskva, havde givet sagen
en særdeles velvillig behandling. Det kan her nævnes, at invitationen blev berørt
under de drøftelser, som blev ført mellem danske og sovjetiske myndigheder under
ministerpræsident Khrushchovs besøg i København.
Inden jeg gør rede for forløbet af det russiske besøg i Grønland, skal jeg opridse
baggrunden for, at specielt to russiske forskere blev inviteret.
Et af mange resultater af den østrigske mineralog K. L. Gieseckes omfattende
indsamlingsrejser i Grønland i det første årti af forrige århundrede var påvisningen
af forekomster af mærkelige og sjældne mineraler i området mellem Narssaq og Iga-
liko i Sydgrønland. Disse fund blev bekræftet af den danske geolog K. J. V. Steen-
strup i århundredets sidste årtier.
En detaljeret undersøgelse af dette interessante område blev først foretaget af
professor ved Københavns Universitet N. V. Ussing i årene 1900 og 1908. Resul-
taterne af dette arbejde blev nedfældet i for den tid udmærkede geologiske kort,
samt i en i 1912 udgivet stor afhandling, som siden er blevet et af geologiens klas-
siske værker.
Ussing viste, at et særlig interessant område, IKmaussaq-området, opkaldt efter
det markante fjeld Ilimaussaq nordøst for Narssaq, strakte sig fra Ilimaussaq fjeld
i nord til fjeldryggen „Redekammen" i syd, og fra næsten Narssaq i vest til fjeldet
Nunasarnaq (populært kaldt „Strygejernet") i øst.
Ilimaussaq-området opbygges af adskillige typer af nefelinsyenit, d. v. s. bjergarter
så rige på natrium og aluminium og så fattige på kiselsyre, at de indeholder mine-
ralet nefelin (NaAlSiO4). Nefelinsyeniter findes mange steder på jorden, men Us-
sing fandt, at Ilfmaussaqs repræsentanter for denne gruppe var af en så usædvanlig
[2]
Placeringen af llimaussaq, Khibina og Lovozero.
kemisk og mineralogisk sammensætning og af et så usædvanligt udseende, at de
burde betegnes med et selvstændigt navn. Han valgte at betegne dem som agpaiti-
ske nefelinsyeniter og afledte navnet ud fra Agpat, en stejl kystklint på sydsiden af
Tunugdliarfikfjorden nær Ilimaussaq-områdets østgrænse. De agpaitiske bjergarter
udmærker sig ved et usædvanligt stort indhold af sjældne mineraler, i vid udstræk-
ning mineraler, som kun findes i bjergarter tilhørende denne bjergartsgruppe.
Ussing bemærkede i sin afhandling, at store forekomster af bjergarter, som måtte
tilhøre den agpaitiske gruppe, var beskrevet fra Kolahalvøen i Rusland, samt at små
forekomster fandtes i Sydafrika og på Los-øerne i Guinea. Siden 1912 er agpaitiske
bjergarter fundet enkelte andre steder på jorden, men forekomsterne i llimaussaq
og Kola er stadig langt de største og langt de rigeste på sjældne mineraler.
Kolas agpaitiske bjergarter blev, da halvøen var næsten ufremkommelig på grund
af en vild natur og et barsk klima, først besøgt af geologer i 1889. Det var den fin-
[3]
4^
3£#MILIK
NARS,
TUNUGDLI ARFIK
Naujakasik
rupcrssua fsiaq
Ilimaussaq-områdets grænser indtegnet på et topografisk kort.
(Målestok ca. 1:125.000).
[4]
ske geolog Wilhelm Ramsay, der dette år og årene indtil 1894 berejste halvøen og
blandt andet besøgte to store vilde klippeområder Khibina og Lovozero, hvis nøgne
fjelde rejser sig i højder på 1200 m over de omliggende søer, sumpe, nåleskove og tun-
draer. Khibina ligger mellem de store søer Imandra og Umpjaur; Lovozero øst for
Khibina mellem søerne Umpjaur og Lujaur. Begge fjeldmassiver opbygges af ne-
felinsyeniter, blandt hvilke agpaitiske bjergarter spiller en dominerende rolle. Khibina
erpåca. 1500 km2 og er verdens største nefelinsyenit-forekomst; Lovozeros areal er
på 550 km2. Til sammenligning kan tjene, at Ili'maussaq er på ca. 100 knr.
På grund af det geologiske feltarbejdes vanskelige karakter i det øcle og vilde
land, nåede Ramsay kun at give foreløbige beskrivelser af forekomsterne og af dis-
ses bjergarter. Disse beskrivelser var dog så klare og gode, at Ussing og andre geo-
loger kunne bygge videre på dem.
Først i 1920 blev en detaljeret undersøgelse af Kolas mineralrigdomme påbe-
gyndt. Der var i mellemtiden sket det, at krigsfanger i 1915—1916 var sat til at bygge
en jernbane gennem Kola til Murmansk. Denne jernbane passerede Khibinas vest-
grænse ved Imandrasøens østlige bred. På grund af krigen og revolutionen lå jern-
banen ubenyttet hen indtil 1920, da et tog blev sendt ud ad skinnerne med et hold
eksperter, som skulle undersøge, om der var livsmuligheder i Kola, eller om jernba-
nen skulle lukkes.
Med dette første hold var et af geologiens allerstørste navne, akademiker A. E.
Fersman, som skulle vurdere mulighederne for udnyttelsen af mineraler i det uvej-
somme landskab. Han besteg Khibinafjeldene og blev slået af disses rigdom på
sjældne mineraler. Da dette gav gode håb for fund af brydeværdige forekomster
blev arbejdet fortsat de kommende somre, og det belønnedes med opdagelsen af en
stor forekomst af mineralet apatit. Apatit (Cai (PO<t)3 (Cl,F)) er det vigtigste
phosphormineral, phosphor anvendes især i kunstgødning. I 1929 stod det klart, at
apatitforekomsten var verdens største og at den ville kunne brydes med stort udbytte.
En ny jernbane blev ført frem til stedet, byen Kirovsk grundlagt, minedrift planlagt,
og ca. 3 år senere var byen bygget og minedrift sat i gang. Det lykkedes i løbet af
få år at opnå en årsproduktion på et par millioner tons, reserven af apatit blev
anslået til et par milliarder tons. Rene nefelinbjergarter findes sammen med apa-
titen i så stor mængde, at der er en reserve på adskillige milliarder tons. Denne nefe-
lin brydes, først og fremmest til alumimumfremstilling, idet nefelin indeholder ca.
35 % Ab Os, men anvendtes desuden i den keramiske industri og som fyldstof i
tekstiler, gummi m. m. Der blev også etableret brydning på andre mineraler, men i
langt mindre målestok, vigtigst var mineraler med de sjældne jordarters metaller.
I 1933 kunne Fersman pege på muligheden for udvinding afgrundstofferne fluor,
natrium, svovl, kalium, titanium, yttrium, zirconium, thorium, molybdæn og måske
4
[5]
Professor Semcnov og professor Gcrassimovsky
hviler sig på en fjeldtur.
Foto: Bjarne Leth Nielsen
beryllium, niob, tantal, radium og uran i disse bjergarter, selv om brydning ville være
forbundet med store vanskeligheder.
Disse fund og iagttagelser stimulerede interessen for efterforskningen af minera-
ler i Khibina og Lovozero. I årene efter 1929 sattes der årligt ca. 10 millioner rubler
ind på en intensiv videnskabelig udforskning, som skulle danne grundlaget for mine-
raleftersøgningen. Dette arbejde fortsætter stadig, og resultatet er, at der er opnået
[6]
et så dybtgående kendskab til de geologiske, mineralogiske og geokemiske forhold i
de to områder, at de hører til de allerbedst udforskede i hele verden.
I mange år var Fersman den ledende skikkelse i dette arbejde, og han bidrog
mere end nogen anden til udredningen af de agpaitiske bjergarters specielle forhold.
Et af de mest iøjnefaldende resultater af den intensive forskningsindsats var
opdagelsen af en lang række mineraler, alene i Lovozero er fundet ca. 140 minera-
ler, og ca. 30 af disse blev først fundet i denne forekomst. Næsten alle de mineraler,
som først blev fundet i Ih'maussaq, er siden også fundet i Lovozero og Khibina. Ja
der er endog et tilfælde af, at et og samme mineral blev opdaget på samme tid i Lo-
vozero og Ilimaussaq og bekrevet på næsten samme tidspunkt i to af hinanden helt
uafhængige afhandlinger publiceret henholdsvis i Moskva og København og med
identiske resultater. Dette mineral var berylliumsodalit, som hidtil ikke er fundet
på andre lokaliteter. Det er forbløffende, at to områder kan vise så store overens-
stemmelser og adskille sig på så karakteristisk måde fra næsten alle andre mineral-
forekomster jorden over. Og der er her virkelig tale om at historien gentager sig, for
aldersbestemmelser ved hjælp af radioaktive grundstoffer har vist, at de agpaitiske
bjergarter blev dannet for ca. 1000 millioner år siden i Ilimaussaq og for ca. 300 mil-
oner år siden i Kola.
Fra Ussing afsluttede sit arbejde i Ilimaussaq i 1908 blev der kun aflagt spredte
besøg i området indtil detaljerede undersøgelser blev genoptaget af Grønlands geo-
logiske undersøgelse i 1957. Vi opdagede hurtigt, at de nyopdagelser, vi mente at
gøre i Ilimaussaq, næsten altid allerede var gjort i Kola af vore sovjetiske kolleger.
Det var derfor vigtigt for vort arbejde at komme i kontakt med russerne. Denne
kontakt blev etableret i 1958 gennem udveksling af mineraler og bjergarter med det
store mineralogiske museum i Moskva, samt gennem udveksling af breve og afhand-
linger med professor V. I. Gerassimovsky i Moskva. Gerassimovsky begyndte at ar-
bejde i Kola i 1932 og står nu som en af de førende skikkelser i dette arbejde. I 1960
besøgte professor Gerassimovsky København som deltager i den store internationale
geologkongres. Ved den lejlighed gennemgik han vore samlinger og vi havde adskil-
lige udbytterige diskussioner. I 1963 besøgte Forfatteren af denne artikel Moskva og
fik lejlighed til at kontakte et stort antal af de mange geologer, der er beskæftiget
med udforskningen af Kola. Kontakten var nu så vidt udbygget, at det eneste der
egentlig manglede var at besøge hinanden i felten.
Selv om N. V. Ussing kan siges at være pioneren i udforskningen af de agpaitiske
bjergarter må vi retfærdigvis erkende, at de efterfølgende danske forskere beskæf-
tiget med denne bjergartsgruppe har lært langt mere af de russiske kolleger, end de
selv kunne lære fra sig. Vi fandt det derfor naturligt at invitere russiske kolleger med
[7]
Professor Semenov holder foredrag i Dyrnæs.
Foto: Bjarne Leth Nielsen
til IHmaussaq som tak for den hjælp de har ydet os gennem de seneste år, og natur-
ligvis også i håb om at lære nyt af dem.
Et meget stort antal russiske geologer har været og er beskæftiget med udforsk-
ningen af Kolaforekomsterne. Desværre var det kun muligt at invitere to med og da
arbejdet i Ilimaussauq i øjeblikket er i et stadium, hvor der stadig findes nye mine-
raler, og i de fleste tilfælde mineraler tidligere beskrevet fra Kola, faldt det natur-
ligt, at de to første russiske gæster burde være mineraloger.
7
[8]
Invitationer blev derfor sendt til den 57-årige professor V. I. Gerassimovsky fra
det sovjetiske videnskabsakademis geokemiske institut i Moskva og til den 37-årige
professor E. I. Semenov fra videnskabsakademiets institut for udforskning af sjæld-
ne grundstoffer, der også ligger i Moskva. Begge kunne glædeligvis modtage in-
vitationen.
Professor Gerassimovsky er som nævnt ovenfor en førende skikkelse i udforsk-
ningen af Kolaforekomsterne. Han har opdaget og beskrevet 10 nye mineraler, af
hvilke en del senere er fundet i Ilimaussaq. Nu arbejder han især med den geoke-
miske udforskning af Lovo/.ero. Gerassimovsky har på Kola fundet en del af de
sjældne mineraler, som først blev beskrevet fra Ilimaussaq, f. eks. steenstrupin og
ussingit opkaldt efter de to Ilimaussaq-pionerer. Opdagelsen af ussingit i Kola
foregik iøvrigt på den måde, at akademiker Fersman under et besøg i København i
1924 gennemgik mineralogisk museums store samlinger fra Ilimaussaq. Senere for-
talte han Gerassimovsky om mineralet ussingit og sagde, at det burde man også
kunne finde i Kola. Gerassimovsky kunne straks på grundlag af beskrivelsen hente
mineralet i sine skuffer hvor det lå og ventede på at blive nærmere undersøgt. På
det tidspunkt havde man kun fundet ussingit i ganske få løse blokke i Ilimaussaq,
men der blev hurtigt fundet store mængder af det i Lovozero. Undersøgelserne i
Ilimaussaq efter 1957 viste, at mineralet var mere udbredt i Ilimaussaq end tidli-
gere antaget, men det lykkedes ikke at finde store forekomster. Sådanne blev først
opdaget af Gerassimovsky og Semenov i 1964.
Professor Semenov er først og fremmest mineralog og har allerede, sin unge al-
der til trods, opdaget og beskrevet 15 nye mineraler, adskillige andre venter på at
blive undersøgt. Det var Semenov, der fandt den russiske berylliumsodalit. Semenov
har en umådelig viden om sjældne mineraler og er en helt usandsynlig sporhund, der
bogstavelig talt kan finde enkelte små korn af sjældne mineraler i et helt bjerg af
almindelige mineraler.
Begge de to russiske kolleger er ansat ved rene forskningsinstituter, og de beskæf-
tiger sig udelukkende med ren forskning. De skal altså ikke som deres danske kolle-
ger bruge tid på undervisning, administration og økonomisk-praktiske opgaver, og
har derved mulighed for at forske med en intensitet og i et tempo, som er ukendt
for os.
De to russiske gæster tilbragte en uge i København før afrejsen til Grønland. På
universitetets mineralogisk-geologiske institut og på atomenergikommissionens for-
søgsanlæg Risø beså de laboratorier og mødte de danske kolleger, der er beskæftiget
med udforskningen af Ilimaussaq. Der blev også tid til to foredrag i mineralogisk-
petrografisk klub og til turisme i og omkring København.
8
[9]
Professor Gerassimovsky holder foredrag i Dyrnæs.
Foto: Bjarne Leth Nielsen
Afrejsen til Grønland fandt sted den 8/7 og via Reykjavik, Narssarssuaq og Nar-
ssaq ankom vi efter lidt over et døgns rejse til geologbyen Dyrnæs. Dyrnæs ligger i
udkanten af Ilimaussaq-området nogle få km nord for Narssaq. Den er anlagt på
tomterne af en nordbobebyggelse og blev opført i 1958 i forbindelse med udforsk-
ningen af uranforekomsterne ved Kvanefjeld i den nordlige del af Ilimaussaq-om-
rådet. Dyrnæs har siden været hovedbase for G.G.U.s aktivitet i Sydgrønland, men
da G.G.U. i sommeren 1964 flyttede sit arbejdsområde nordover, blev de fleste af
[10]
Bunden af Kangerdluarssuk.
Foto: H. Sørensen
husene flyttet med. Dyrnæs består nu kun af 5 huse, der er efterladt til støtte for
det fortsatte arbejde i Ilfmaussaq.
De russiske gæster blev indkvarteret i Dyrnæs sammen med de 9 danske geolo-
ger, som i sommeren 1964 skulle arbejde i Ilfmaussaq. Med udgangspunkt i Dyr-
næs og i to teltlejre, én ved bunden af Kangerdluarssuk og én ved Tuperssuatsiak
på sydkysten af Tunugdliarfik, fik de forevist de vigtige dele af Ilimaussaq-området,
og fik også lejlighed til at udføre selvstændige undersøgelser.
På de lange fjeldture, på motorbådssejladserne og om aftenen i Dyrnæs eller i
teltet blev IHmaussaqs geologiske forhold diskuteret og sammenlignet med Kola-
forekomsternes geologi. På de få dage med så dårligt vejr, at udearbejde var umu-
ligt, blev der holdt foredrag og diskuteret i kantinen i Dyrnæs.
Vore russiske kolleger arbejdede med stor energi i Ilimaussaq-områdets fjelde.
Gerassimovsky beskæftigede sig især med områdets geologiske opbygning og ind-
samlede en serie prøver til specielle geokemiske undersøgelser. Semenov studerede
områdets mineralforekomster og fandt en del mineraler, som hidtil kun har været
10
[11]
kendt fra Kola, samt en halv snes muligvis helt nye mineraler. Desuden fandt han
store forekomster af mineraler, som vi hidtil kun havde fundet i enkelte korn. Et
af de mål han havde sat sig var at finde en gruppe titanium-rige mineraler, som er
meget udbredt i Kola, men som vi ikke har haft held til at finde i Ilimaussaq. Det
lykkedes heller ikke for ham, så vi tør nu slutte, at disse mineraler mangler i Ili-
maussaq og at der således trods alt er forskelle mellem de to største forekomster af
agpaitiske bjergarter.
Det har været nævnt i visse aviser, at de sovjetrussiske kolleger skulle medvirke
ved udforskningen af de uranforekomster, der ligger i et hjørne af Ilimaussaq-om-
Tuperssuatsiaq på sydkysten af Tunugdliarfik.
Stærkt smuldrende nefelinsyenitklipper.
Foto: Bjarne Leth Nielsen
II
[12]
rådet ved Kvanefjeld. Dette har aldrig væ-
ret meningen, besøget havde kun et rent
videnskabeligt sigte.
Det var en stor oplevelse for de danske
ekspeditionsdeltagere at arbejde sammen
med to så fremragende videnskabsmænd
fra en geologisk „skole", som vi desværre
hidtil havde et alt for begrænset kendskab
til. De faglige diskussioner i felten og sam-
menligningerne med de tilsvarende russiske
forekomster gav os værdifulde nye impul-
ser, men det var også vigtigt for os at
høre om opbygningen af den geologiske
aktivitet i Sovjetunionen, både hvad angår
uddannelsen af geologer og tilrettelæggel-
sen af forskningsarbejdet.
Der var fra begge sider enighed om, at
vort samarbejde må fortsætte i fremtiden,
idet vi jo arbejder med forekomster af en
art, som næsten ikke findes andre steder
på jorden, og således har brug for udveks-
ling af synspunkter og for en så intim
kontakt, at tidkrævende dobbeltarbejde kan undgås. Professor Gerassimovsky har
påtaget sig i sit laboratorium at udføre en serie vigtige geokemiske undersøgelser
af Ilimaussaqs bjergarter, således at vi direkte kan sammenligne med den store rig-
dom af geokemiske resultater, som hans medarbejdere har publiceret gennem en
længere årrække. Professor Semenov har indsamlet materiale til mineralogiske un-
dersøgelser, som vil give os mange nye oplysninger om IHmaussaqs mineralogi. Han
har yderligere lovet os hjælp med analyser, som vi i øjeblikket ikke selv er i stand
til at udføre. Da vi skiltes i København den 8. august, var vi enige om, at fælles
feltundersøgelser også vil være af stor betydning i fremtiden, i Grønland som på
Kola, og vi for vor part håber, at det må blive muligt at få sovjetiske kolleger med
til Ilimaussaq mange gange i fremtiden.
Samværet i Grønland blev gennemført i en åben og kammeratlig tone som ikke
var fri for gensidige elskværdige smådrillerier vedrørende vore forskellige sædva-
ner og samfundsformer. Når man lever så tæt op ad hinanden, som vi gjorde i Dyr-
næs, opnås ikke blot en faglig og personlig kontakt, men man får også et vist ind-
tryk af de gode og mindre gode sider af den anden parts baggrund. Jeg vil derfor
12
Professor Gerassimovsky samler nefelinsyenit
til geokemisk undersøgelse.
[13]
gerne slutte denne artikel med at udtale et ønske om, at mange af den slags besøg
kan arrangeres i de kommende år, idet dette ikke alene vil udbygge et fagligt fæl-
lesskab og personlige venskaber, men også lære mennesker, som lever under to vidt
forskellige samfundssystemer, at der faktisk er en del godt at hente hos den anden
part, og denne erkendelse kan forhåbentlig i det små bidrage til at mildne klimaet
i verden.
Efterskrift:
Mens denne artikel har været under trykning, er de første resultater af professor
Semcnovs mineralogiske undersøgelser indløbet. Der er foreløbig fundet to helt nye
mineraler, samt 6 Kola-mineraler, som hermed også er påvist i Ilfmaussaq.
ABSTRACT:
In the summer of 1964 the Soviet-Russian scientists V. I. Gerassimovsky and E. I. Semenov visited
the Ilimaussaq intrusion in South Greenland. The visit was made possible by a grant from Rask-Ørsted
Fondet, the Danish International Scientific Foundation.
The similarities between the Ilimaussaq intrusion and the two much bigger intrusions Khibina and
Lovozero of the Kola Peninsula åre very pronounced. The co-operation with the Soviet-Russian col-
leagues is therefore of great importance for the work carried out by Danish geologists in South Green-
land. A rather intensive correspondance and exchange of publications and material has taken place
through some years. The Soviet-Russian visit in 1964 was the first co-operation in the field. The two
Soviet-Russian colleagues made excursions in Ilimaussaq and collected rocks and minerals for com-
parative studies.[14]