[1] INDKOMSTERNE I GRØNLAND Af cand. polit. Viggo Svendsen JTlovedmålet for grønlandspolitikken er at øge befolkningens levefod. Mere interes- sant end dette i og for sig selvfølgelige mål er det hvor hurtigt indkomsten stiger, hvor højt indkomstniveauet er nået op, hvor indkomsterne stammer fra og hvor store indkomstforskelle der findes i Grønland. Man kan betragte „levefoden" som sammensat af de indkomster familierne selv kan disponere over, og de tjenester der stilles til rådighed af det offentlige i form af undervisning, sundhedspleje o.s.v. Denne artikel sigter alene på, at belyse familiernes indkomster og alene pengeindkomsterne At naturalindtægterne ikke har kunnet medtages er en alvorlig mangel ved statistikken. Indkomstudviklingen. For tiden op til 2. verdenskrig er oplysningerne om indkomstudviklingen ret spar- somme, men der var gradvis sket forbedringer. De tog imidlertid først rigtig fart efter verdenskrigen, og navnlig efter at Grønlandskommissionen af 1948 havde skabt en ny sammenhæng mellem indkomsterne og landets produktionsindtægter. Indtil 1950 havde hovedprincippet for al økonomisk politik været, at levefoden skulle fast- sættes således, at landet kunne hvile økonomisk i sig selv. Lønninger og indhandlings- priser blev dengang fastsat på et niveau, så eksporten kunne give et overskud der sammen med statens kryolitindtægter dækkkede udgifterne til skole- og sundhedsvæsen m.v. (det offentlige konsum). Efter 1950 ophørte denne form for beskatning, og hovedreglen blev da, at det offentlige konsum skulle dækkes af staten uafhængig af produkionsresultatet i Grønland. Da eksportproduktionen blev befriet for denne finansieringsbyrde, kunne lønninger og indhandlingspriser sættes væsentligt i vejret, men forhøjelserne måtte efter den store kommissions opfattelse ikke blive større end der blev balance mellem eksportindtægterne og produktionsomkostninger for hver konjunkturperiode. Det nye økonomiske system gav grundlag for de største indkomstforhøjelser i Grønlands historie. Reelt var der tale om en forbedring på ca. 50 pct. og når hertil lægges, at 1950 blev et rekordår for fiskeriet, kan man med moderne sprogbrug ro- 337 [2] ligt tale om en indkomsteksplosion. Det må imidlertid huskes, at indkomstniveauet var meget lavt i 1949. Timelønnen var for ufaglærte 57 øre, der steg til 110 øre i 1950. Billedet af indkomstudviklingen i de første tiår efter verdenskrigens afslutning er iøvrigt vanskelig at tegne, fordi der først fra 1955 blev foretaget en løbende ind- komststatistik. På grundlag af en opgørelse for 1947 kan man imidlertid konstatere, at realindkomsten pr. indbygger l perioden 1947—1955 steg med ca. 70 f et. Denne beregning omfatter kun den grønlandske befolknings pengeindkomster. En indreg- ning af naturalforbruget ville nedsætte stigningstakten en del. En mere præcis fremstilling af hvad der er sket kan takket være den løbende ind- komststatistik gives for perioden 1955—1964, j f r. tabellen. Tabel l. Pengeindkomsterne i Grønland i perioden 1955—64, mill. kr. 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 _____________________________________________^________________________________forel, tal I. Den grl. befolkning A. Arbejdsindkomster 1. Fra staten ~_. a. Indhandl. (netto) 5,6 6,1 6,8 8,0 8,5 10,0 12,2 12,7 10,1 13,5 b. Lønind- komster 17,9 19,2 23,1 26^6 29,5 32,8 36,5 42,6 47,1 58,0 ~ Staten ialt23,5 25,3 29,9 34,6~38,0 42,8 48,7 55,3 57,2 71,5 2. Fra private arbejdsgivere 2,5 2,7 3,3 3,7 4,0 4,6 6,0 7,5 10,0 12,5 Arbejdsind- komster ialt 26,0 28,0 33,2 38,3 42,0 47,4 54,7 62,8 67,2 84,0 B. Sociale under- støttelser 1,6 2,2 2,8 2,6 2,6 2,7 3,0 3,3 4,4 S',0 Den grl. befolkn. ialt 27,6 30,2 36,0 40,9 44,6 50,3 57,7 66,1 71,6 92,0 II. Udsendte Hdårsansatte 18,1 22,9 27,1 29,2 32,7 37,0 47,5 55,0 60,0 70,0 Tilsammen 45,1 53,1 63,1 70,1 77,3 87,3105,2121,1131,6162,0 Sæsonhånd- ca værkerem, fl. 6,0 9,3 11,4 16,3 16,0 338 [3] De samlede indkomster (inkl. udsendtes) er steget fra ca. 52 mill. kr. i 1955 til 178 mill. kr. i 1964. Ser man først på de indkomster, der er tilfaldet de grønlandske husholdninger, viser tabellen en stigning fra 28 mill. kr. til 92 mill. kr. i 1964 og indkomsterne vil i 1965 passere 100 mill. kr. At indkomsterne er mere end 3-doblet skyldes forhøjelse af lønninger, bl. a. som følge af pristalsreguleringer, højere indhandlingspriser, navn- lig i byerne, og at beskæftigelsen er øget såvel som helhed som pr. mand. Såvel detail- priserne som folketallet er steget med knap 40 pct., og dette betyder at realindkom- sten pr. indbygger l perioden 1955—64 er steget med 75 pct., hvilket svarer til en gennemsnitlig årlig stigningsprocent på knap 7. Fremgangen i de to perioder 1947— 55 og 1955—64 har således procentvis været nogenlunde lige stor. Fødselsoverskuddet er vokset stærkt fra slutningen af 1950'erne, og det har be- tydet at forsørgerbyrden i familierne er vokset. Dersom børnetallet kun var vokset i takt med antallet af personer i erhvervsdygtig alder ville realindkomsten pr. ind- bygger være blevet fordoblet i perioden, og ikke som vist foran kun være steget med 75 pct. Opsigtsvækkende for de der ikke ved det i forvejen, er vel nok, at de udsendte har tjent et lige så stort beløb som den grønlandske befolkning. Dette er ikke udtryk for at man i planlægningen af Grønlands udvikling sigter på en bestemt fordeling af indkomsterne, men simpelthen for at den kraftige udviklingsproces foruden financiel bistand fra de andre landsdele kræver tilgang af arbejdskraft, der for hovedpartens vedkommende har en uddannelse. Til trods for denne „import" af arbejdskraft kla- ger navnlig eksportindustrien over mangel på arbejdskraft, hvilket skulle borge for, at de udsendte ikke fortrænger grønlænderne på arbejdsmarkedet. Antallet af ud- sendte vil endnu i en årrække vokse, men efterhånden som uddannelsesprogram- merne bærer frugt, vil landets egen befolkning i stigende omfang overtage de funk- tioner, som de udsendte udøver i dag. Der findes således her en betydelig reserve af beskæftigelsesmuligheder for den hastigt voksende befolkning. Finder indkomstniveauet i Grønland ind på det danske? Det er almindelig kendt, at udviklingslandene skal løbe stærkt for ikke at sakke agterud i forhold til de stærkt industrialiserede lande, og det er derfor naturligt at sammenligne indkomstudviklingen i Grønland med den samtidige udvikling i det øvrige Danmark. Det er gjort for perioden 1955—64 i diagrammet, der i afdeling A viser den procentvise udvikling og i afdeling B udviklingen i indkomsten pr. indbyg- ger. For Danmarks vedkommende er der i begge tilfælde regnet med disponible indkomster d.v.s. indkomster -f- direkte skatter. 339 [4] Udviklingen i realindkomst pr. indbygger, A. Indeks 1955=loo. Grønland I7o I6o 15o 14o 13o 12o llo 9ooo 8000 7ooo 6000- 5ooo 4ooo 3ooo 2ooo looo .Øvrige Danmark 1955 '5657 5§59 60 ' 61 62 63 64" B. Realindkomst i 1955-kroner. ....Øvrige Danmark ^Grønland 1955 56 57 39 60 a 62 64 [5] Det viser sig da, at realindkomsten pr. indbygger i Grønland er steget med 75 pct. mod kun 45 pct. i det øvrige Danmark. I begyndelsen af perioden fik Grønland et forspring, som ikke blev opretholdt fuldt ud i årene 1959—62. Efter disse år med relativ tilbagegang blev der igen i 1964 tale om en forholdsvis stor fremgang, jfr. nedenfor. Selv om den relative indkomstfremgang har været ~lz større i Grønland er den ab- solutte forskel i indkomstniveauet blevet større. Målt i 1955-kroner er forskellen i realindkomst pr. indbygger vokset fra 4.600 i 1955 til 6.200 i 1964. At indkomstfremgangen fra år til år har været uensartet fremgår tydelig af ta- bel 2. Tabel 2. De årlige procentvise realindkomstforbedringer pr. indbygger. (i forhold til året før) 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 Grønland 2,5 11,0 5,8 3,7 6,3 10,2 0,8 1,2 ca. 17 Øvrige Danmark 0,5 4,0 1,3 7,1 5,6 9,3 4,4 0,1 ca. 6 Indkomstforhøjelsen i 1964 efter forslag fra G-60. Medens de store forhøjelser i 1950 betød en principiel ændring i indkomstpolitik- ken var det samme ikke tilfældet i 1964, der viser den næststørste fremgang i ind- komsterne efter 1950. Det i 1950 fastlagte hovedprincip, at niveauet for lønninger og råvarepriser skal fastlægges efter hvad den grønlandske eksportproduktions øko- nomi kan bære, blev bekræftet, men som en tilføjelse blev det vedtaget, at der indtil videre skulle ydes et fast statstilskud til eksportproduktionen, og dette tilskud skulle danne et nyt udgangspunkt for den fremtidige indkomstpolitik. Der blev ikke taget stilling til, hvor stort det nævnte statstilskud skulle være. En striks overholdelse af hovedprincippet ville have udelukket forhøjelser af lønninger og indhandlingspriser i 1964, idet eksportproduktionen som helhed gav underskud, men udvalget fandt det bl. a. under hensyn til det lave indkomstniveau „bydende nødvendigt", at der blev gennemført øjeblikkelige indkomstforbedringer. Det hedder videre i betænkningen (side 157), at en sådan fremgangsmåde ikke behøver at stride mod den opstillede målsætning for den økonomiske politik. Man forventede en stærk økonomisk vækst i de kommende år bl. a. som resultat af de investeringer i industrianlæg, der finder sted i en række byer, og af det omfattende uddannelsesprogram. Virkningerne heraf ville imidlerid først komme efter nogen tid, og udvalget gik derfor ind for, at man tog forskud på produktivitetsstigningerne. 341 [6] Hovedregelen for forhøjelserne i 1964 var, at de forskellige indkomstgrupper skulle have samme procentvise fremgang, men der blev derudover afsat et beløb til særlige forhøjelser tor de lavest lønnede, og til udjævning af urimelige lønforskelle mellem lønmodtagergrupper. At indkomstforbedringerne var socialt begrundet gav sig også udtryk i forslag om indførelse af børnetilskud (200 kr. årligt pr. barn), om nedsættelse af huslejen i nybyggeriet, og i et forslag om at landskassen fik stillet midler til rådighed for en forhøjelse af de sociale ydelser. Bortset fra nedsættelsen af huslejen, der er på trap- perne, er alle disse forslag gennemført, det særlige tilskud til landskassen til sociale formal, dog først fra 1. april 1965. Alders- og invaliderentemodtagerne har først fået deres del af kagen fra l.juni 1965, idet „renten" fra dette tidspunkt er blevet forhøjet med 25 pct. Løn- og indhandlingsprisforhøjelsen samt indførelsen af børnetilskuddet betød forhøjelse af den grønlandske befolknings indkomster på en snes pct. I næste afsnit vises det, hvad resultatet er blevet af udviklingen. Indkomstniveauet i Grønland, Den gennemsnitlige pengeindkomst pr. indbygger udgjorde i 1964 for den grøn- landske befolknings vedkommende ca. 2.700 Jer. Husstandene, der i genemsnit består af 3 voksne og 2,7 børn tjente gennemsnitlig godt 15.000 kr. i 1964, hvortil kommer værdien af naturalforbruget. Om denne indkomst kan give en „rimelig" levefod må jeg overlade til læsernes skøn, men tallet vil givet overraske mange. Set i verdens- målestok har 70 pct. af jordens befolkning en gennemsnitsindkomst der ligger under Grønlands, men hertil må dog føjes, at indkomststatistikken i u-landene er særdeles mangelfuld, og at indkomsterne i Grønland_alt andet lige må være større for at give samme behovstilfredsstillelse på grund af klimaets krav til boliger, opvarmning og beklædning. Går vi tilbage i indkomststatistikken i Danmark viser det sig, at Grønland nu er nået op på et indkomstniveau, der svarer til niveauet her i landet lige efter 1900. Indkomsten pr. indbygger - efter at de direkte skatter er betalt — var i det øvrige Danmark ca. 11.000 kr. i 1964. Lægger man til pengeindkomsterne i Grønland en an- slået værdi af naturalforbruget, kan man skønne, at indkomsten pr. indbygger i Grøn- land hl på 1/3 af de disponible indkomster i det øvrige Danmark. Denne store forskel i indkomsterne i de to dele af landet har flere årsager. Den mest nærligende forklaring er vel, at lønningerne og råvarepriserne er lavere i Grøn- land, men det giver langt fra hele forklaringen. Tænker man sig, at der i Grønland i samme fag og for samme produkter blev udbetalt lønninger og råvarepriser -f- skat, der svarer til betalingen her i landet, ville gennemsnitsindkomsten pr. indbygger i 342 [7] Grønland kun stige til ca. 4.000 kr. pr. indbygger, og der ville med andre ord stadig- væk være langt op til 11.000 kr., som var gennemsnittet her i landet. Som anden forklaring på indkomstforskellen kan nævnes, at beskæftigelsen navnlig uden for byerne er lavere i Grønland. Der findes ikke tal for beskæftigelsesomfan- get, men mange steder kniber det givet at skaffe sig indtægter i vintermånederne. Dette sæsonmæssige fald i beskæftigelsen formindskes dog, når man betragter arbejdsåret som helhed, i nogen grad af de mange overarbejdstimer i sommermåne- derne. Overarbejde er betydeligt mere anvendt i Grønland end hernede, men alt i alt, vil befolkningens indkomster kunne bedres ganske væsentligt, dersom beskæfti- gelsen kan gøres mere stabil. Den tredie årsag til indkomstforskellen i de to landsdele er, at den grønlandske befolkning i et mindre omfang findes i stillinger med højere uddannelse og dermed højere lønninger. Et indtryk af hvor meget dette betyder for gennemsnitsindkom- sten, får man ved at udregne gennemsnittet for den samlede befolkning altså inkl. udsendte (for så vidt de er ansat på helårsbasis). Gennemsnitsindkomsten vokser da fra 2.700 til ca. 4.000 kr. pr. indbygger. Dette giver et indtryk af, hvilken betydning en stærk intensivering af uddannelsen af den grønlandske befolkning kan få for be- folkningens levefod . Endelig må for det fjerde nævnes, at det indkomstbeløb, der vil stå til rådighed pr. indbygger i Grønland, nødvendigvis må blive lavere som følge af, at der er for- holdsvis færre i den arbejdsdygtige alder. Medens 2/s af befolkningen her i landet er i den aktive alder, gælder det kun for halvdelen af den grønlandske befolkning. Gen- nemsnitsindkomsten pr. indbygger ekskl. børn og gamle var i Grønland i 1964 5.400 mod 16.400 kr. i det øvrige land, d. v. s. en mindre forskel, end hvis gennemsnitsind- komsten udregnes i forhold til hele befolkningen. Havde aldersfordelingen i Grøn- Ind svaret til den danske ville indkomsten i gennemsnit have været godt 4.000 kr i stedet for de nævnte 2.700 kr. Dette har vist, at den store forskel i indkomstniveauet i de to landsdele langt fra alene skyldes, at a f kastningen fra erhvervene ikke kan give samme betaling for sam- me arbejde. Den lavere beskæftigelse, mindre uddannelse og det forholdsvis store antal børn spiller afgørende ind, og det er herved antydet, hvilke veje man kan gå og går for at øge indkomsten pr. indbygger. Indkomstforskelle i Grønland. Hidtil er der i artiklen kun anført gennemsnitstal for indkomsterne. Hvorledes indtægterne i 1964 varierer om gennemsnittet vides ikke. De seneste undersøgelser, der er foretaget findes i bogen Mogens Boserup : Økonomisk politik i Grønland, men denne undersøgelse går tilbage til 1960, og siden da er indkomsterne nominelt steget 343 [8] med 80 pct, og indkomstfordelingen kan være ændret. Specielt må man for 1964 regne med, at indkomstfordelingen har været noget ulige, fordi de store laksefangster der gav befolkningen en indkomst på 10 mill. kr. faldt på en lille del af befolkningen. Hvor mange fattige der findes, og hvor stor fattigdommen er, kan, sålænge der ikke er foretaget statistiske undersøgelser, ikke nærmere beskrives. Der skal imidlertid ikke megen fantasi til at forestille sig, at leveniveauet må være meget lavt i de fami- lier, hvor der er 3 børn eller flere, og hvor der kun er een forsørger. En anden van- skeligt stillet gruppe er de gamle og de handicappede. Levevilkårene for disse grup- per må fremover forbedres gennem en udbygning af socialforsorgen. Familier med store indkomster, og de findes vel først og fremmest blandt fiskerne og de private næringsdrivende, frister derimod sammenlignet med de „rige" i Dan- mark en beskyttet tilværelse som følge af, at der ikke betales personlige skatter i Grøn- land. Et ægtepar med en årlig indkomst på f. eks. 30.000 kr. skal ikke som her i lan- det aflevere JA i skat. Som i andre lande findes der også i Grønland store geografiske indkomstforskelle. I alle kommuner er pengeindkomsten pr. indbygger større i byerne end på udste- der og bopladser. I byerne nåede gennemsnitsindkomsten pr. husstand i 1964 op på 18.000 kr., men uden for byerne var den gennemsnitlige husstandsindkomst kun ca. 8.000 kr. Denne store forskel formindskes, hvis naturalindtægterne, der er størst uden for byerne medregnes, men dog næppe mere end, at man kan fastslå, at indkom- sterne på udstederne og bopladserne gennemsnitligt kun ligger lidt over halvdelen af indkomsterne i byerne. Det meget lave indkomstniveau på udsteder og bopladser, navnlig i fiskeridistrik- terne er et af de motiver, der ligger bag den vist nok fra alle sider erkendte nødven- dighed af at skaffe boliger m.v. i byerne til tilflytterne. Af byerne har Godthåb, Narssak og Holsteinsborg det højeste indkomstniveau, og derefter følger en række byer med nogenlunde samme indkomstniveau. Lavest ligger Umaraak og Kangatsiaq. Indkomststatistikken viser iøvrigt, at indtægterne i Kangatsi- aq kommune ligger langt under gennemsnittet for Grønland som helhed. Status. Set i grove træk har grundlaget for indkomstfastsættelsen i Grønland historisk gennemgået følgende faser: __ l. Indtil ca. 1950: Levefoden bestemmes af landets egne indtægter. Det offentlige konsum financieres af driftoverskud på eksportvirksomheden. Indkomsterne skulle herefter stige i takt med produktiviteten og ændringerne i verdensmarke- dets priser på grønlandske produkter. Denne ramme førte til en langsom vækst, hvor langsom kan ikke belyses med tal. 344 [9] 2. 1950—1964: De private indkomster afstemmes med eksportproduktionens øko- nomi, medens udgifterne til sundheds- og skolevæsen, administration, billiggørel- se af vareforsyningen m. v. finansieres udefra. Denne hovedretningslinie førte til en stigning i realindkomsten i 1950 på ca. 50 pct. og yderligere en stigning i peri- oden 1955-63 på 5O pct. 3. Efter 1964: Der gives indtil videre yderligere et tilskud til eksportproduktionen som forskud på forventede store produktivitetsstigninger som følge af uddan- nelse og industrialiseringerne. Denne ændring førte til en stigning på en snes pct. I den politiske debat om indkomstpolitikken er der to andre hovedsynspunkter fremme: 4. Lønniveauet i Grønland bør hæves så det svarer til lønniveauet i provinsen -r- skat, og indhandlingspriserne hæves i takt hermed. Resultatet heraf ville være en indkomstforøgelse på ca. 40 pct. Efter dette synspunkt klippes indkomsternes sammenhæng med eksportvirksomhedernes produktivitet over. 5. Ligeløn med udsendte (d.v. s. nominel løn som i Danmark, ingen personlig be- skatning, fri bolig og brændselstillæg). Det er denne form for ligeløn, der navnlig har været fremme i den offentlige debat om fødestedskriteriet, der jo afgør hvem der skal lønnes som udsendte. Kritikken er karakteristisk derved, at der ikke op- stilles noget alternativ til fødestedskriteriet. Det står ikke klart, om det er alle lønmodtagere der skal lønnes som udsendte eller om det kun er visse grupper. Så længe der ikke er opstillet et klart formuleret alternativ til fødestedskriteriet kan man imidlertid ikke bedømme, hvor mange der skal have udsendt løn og heller ikke de indkomstmæssige konsekvenser en gennemførelse af denne form for lige- løn ville få. Indkomstforbedringerne fremover kan være baseret på selvskabte indtægter, mere rationelle produktionsmetoder i fiskeri og forædling, større kapacitetsudnyttelse af fabrikkerne o. s.v., og/eller på større indkomstoverførsler udefra. Den udviklings- plan for tiåret 1966—75, som er skitseret af Grønlandsudvalget af 1960, sigter for- trinsvis på at skabe forudsætnnigerne for en højere produktivitet. Hvad indkomstoverførslerne til at øge de private indkomster angår vil spørgs- målet om forbedringen af kårene for de ringest stillede herunder støtte til børnerige familier, formentlig få en fremtrædende plads i de politiske overvejelser. 345 [10]