[1] BJ5RLING-MYSTERIET Af dr. phil. Dan Laursen JL betragtning af antallet af arktiske ekspeditioner og antallet af deltagere på disse ekspeditioner er der forholdsvis få katastrofer med tab af menneskeliv at notere indenfor den arktiske forskning. Det må selvfølgelig indrømmes, at alle nationer, der har deltaget i udforskningen af det arktiske område, har måttet betale den højeste pris for opnåelsen af deres videnskabelige resultater: tabet af menneskeliv. Der er imidlertid gået færre liv tabt pr. århundrede ved arktisk forskning, end der dræbes på De Forenede Staters landeveje i løbet af én week-end. Af de relativt få ekspeditioner, der var udsat for ulykkelige hændelser, er der siden 1800 kun en enkelt, hvor antallet af tabte menneskeliv beløb sig til et trecifret tal, nemlig Sir John Franklins Nordøst-passage ekspedition med „Erebus" og „Ter- ror", der totalt forliste et eller andet sted i det kanadiske arkipelag, hvorved 129 mand omkom. Selvom man fandt visse effekter tilhørende ekspeditionen samt nogle få skeletter, hersker der stadig uvished om enkelthederne ved katastrofen. Andre skibsforlis i Arktis medførte strabadser og død for nogle af deltagerne som for eksempel den amerikanske „Jeanette" ekspedition under De Jong, medens andre ekspeditioner lykkeligvis kun mistede skibet og ellers bjergede livet, som den tyske Kolde-K'ey ekspedition til Østgrønland med „Germania" og „Hansa", hvor sidst- nævnte blev skruet ned i isen udfor den østgrønlandske kyst. Det samme hændte med den danske motorskonnert „Teddy" i 1923 på vej hjem fra forsyning af Na- nok stationerne i Østgrønland. Selvom der var dramatik nok, blev disse forlis ikke det store drama, takket være dygtige ledere og ubrydeligt sammenhold mellem mandskabet. Det samme kan næppe siges om den amerikanske Lady Franklin Bay ekspedition under Greely udsendt i forbindelse med det første polarår 1881—1884. Den samlede styrke forlod et godt hus og tilstrækkelig proviant ved Fort Gonger på Ellesmere Island for at friste sult og død — på den ene eller den anden måde — for 19 ekspedi- tionsmedlemmer ud af 25 ved Cape Sabine noget længere sydpå. I denne forbindelse bør det fremhæves, at der ikke er sket tab af menneskeliv på ekspeditionerne til Østgrønland under ledelse af dr. Lauge Koch i årene fra 1926 til 1959, de mest om- fattende ekspeditioner, der nogensinde er udsendt fra Danmark. 354 [2] Kortskitse, der viser Bjorling Øens placering i Baffin Buglen. Kun nogle ganske enkelte ekspeditioner er gået tabt, hvor det ikke har været mu- ligt at finde så mange efterladte spor, at man har kunnet danne sig et vist begreb om hændelsesforløbet, inden uvishedens mørke for alle tider sænkede sig over ekspe- ditionen og dens medlemmer. Det gælder således den russiske transpolare flyvning fra Moskva til Fairbanks, Alaska, med H-209 i august 1937, og det gælder for Roald Amundsens personlige hjælpeaktion til undsætning af luftskibet „Italia" i 1928 pr. fly. Begge maskiner forsvandt totalt, og noget sikkert spor blev aldrig fundet. I 1930 forsvandt tyskeren dr. H. K. E. Krueger ledsaget af den unge danske R. A. Bjare og eskimoen Akoioa under en rejse i Ellesmere Island området. Trods ihær- dige undersøgelser gennem flere år udført af Canadian Royal Mounted Police fandtes ingen spor af ekspeditionen fra det øjeblik, den forlod stationen på Bache Peninsula. 355 [3] Samme skæbne overgik i 1892 en ekspedition, hvis slutfase er helt ukendt, og hvis begyndelse man kun kan få et fragmentarisk billede af ved at sammenligne de brudstykker, der kan pilles op hist og her i bøger, magasiner og dagblade. Ekspedi- tionen i 1892 var under ledelse af den 21 å rige svenske botaniker Alfred Bjorling. Bedømmelsen af ham og hans færd er ret forskellig i de forskellige aktstykker, der findes om ekspeditionen, men sikkert er det, at selvom han til en vis grad var tilsmi- let af heldet, fik han ikke nok af det til at gennemføre sit forehavende. Alfred Bjorling var ingenlunde et ubeskrevet blad blandt datidens forskere af de arktiske områder. I sommeren 1890 deltog han som botaniker i en ekspedition til Spitsbergen sammen med geologen, professor Gustaf E. A. Nordenskiold og xoolo- gen Axel A. Klinckowstrom i sluppen „Lofoten". Han havde på det tidspunkt endnu ikke taget sin studentereksamen, men var alligevel trods sin ungdom velegnet til at tage på arktisk forskningsfærd, da han havde foretaget flere botaniske fjæld- vandringer i Sverige. I sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst med den Grønlandske Handels skibe. Han nåede helt op til Prøven og Uper- navik, hvorfra han i lejet robåd, roet af grønlændere, fortsatte op i den sydligste del af Melville Bugten. Ved Tasiussaq traf han kateket Olsvig, der i 1883 havde været med A. E. Nordenskiold til Kap York som tolk. Olsvigs fader havde i 1860 været med Hayes som tolk og slædekører. Bjorling nåede så langt nordpå som til Holms Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for Djævelens Tommel- finger og blandt andet gav navn til De Geers Øer og Hayes Gletscher. Samtidig fo- retog han botaniske indsamlinger. Denne tur lyder måske knapt af så meget i dag, men i de tider var det noget af en bedrift. Efter hjemkomsten skrev han en beret- ning om rejsen, der blev trykt i det svenske tidsskrift „Ymer". I løbet af vinteren 1891—92 udarbejdede Bjorling planer for en ny færd, som skulle gå til Ellesmere Island. Hans ide var, at man her måtte kunne finde en flora, der knyttede Nordamerikas og Grønlands floraer sammen. Midlerne til at foretage ekspeditionen for var dels Bjorlings eget bidrag, dels et „Vega" stipendium samt private bidrag bl. a. fra den russiske videnskabsmand og polarforsker A. M. Sibiria- kov og fra dr. Oscar Dickson, der tidligere havde stillet midler til rådighed for Bjor- lings første grønlandsrejse, og som bl. a. financierede A. E. Nordenskiolds „Vega" ekspedition nord om det asiatiske fastland og „Sophia" ekspeditionen til Nordgrøn- land i 1883. " Midlerne var ikke overvældende, men Bjorling have i 1891 vist, at han var i stand til at klare sig med små midler. Den videnskabelige del af udrustningen var første klasse. Den var stillet til rådighed af forskellige svenske videnskabelige institutioner formidlet af A. E. Nordenskiold, ligesom ekspeditionen var veludrustet med tøj, fodtøj o. s. v. 356 [4] Luftfotografi af Bjorling Øen set fra nord. Geodætisk institut. Eneret. Det var Bjorlings plan med en ledsager at tage til St. Johns, New Foundland, hvor han ville søge skibslejlighed med en hvalfanger, der skulle til „Nordvandet", som hvalfangerne kaldte den nordlige del af Baffin Bugt. Her skulle de to mænd sættes i land på kysten af Ellesmere Island og i løbet af sommeren foretage vidt- strakte ekskursioner ind i landet. Omkring 1. september skulle de to så tages ombord 357 [5] igen fra et nærmere aftalt sted og returnere til St. Johns. Som ledsager fik Bjorling den 24 årige svenske student Evald G. Kallstenius, der skulle være ekspeditionens zoolog. I foråret 1892 afrejste Bjorling og Kallstenius fra Stockholm og nåede via Liver- pool til St. Johns i slutningen af maj, kun for at opdage, at det var for sent at sikre oprejse til Ellesmere Island med en hvalfanger; de var alle stukket til søs. Bjorling begyndte derfor straks at se sig om efter et fartøj, som han kunne chartre til sin videre fart nordpå. Det var ikke nemt, da de fleste af ekspeditionens midler var gået til de to deltageres overfart til St. Johns samt til indkøb af proviant og andet udstyr. Det viste sig til slut helt umuligt at leje et passende fartøj, og Bjorling be- sluttede sig derfor til at se sig om efter et skibj han kunne købe. Heller ikke dette var nemt, da midlerne var små. Det lykkedes ham dog til sidst for den sum af 650 dol- lars at købe skonnerten „Ripple" af St. Johns, drægtighed 37 tons. Det siger sig selv, at man ikke kunne få meget skib for den pris, selvom man tager datidens større købekraft i betragtning. Man kunne heller ikke forvente, at skibet var i særlig god stand til den pris. At det var endnu mindre egnet til at møde strabadserne i et isfyldt farvand, hvor større og til formålet byggede skibe havde mødt deres skæbne, næv- nes blot for fuldstændighedens skyld. Den almindelige mening var da også i St. Johns, at skibet ville synke, såsnart det kom uden for havnen. Bjorling havde imid- lertid tiltro til sit fartøj — og ikke uden grund, som det vil fremgå af det efterføl- gende. Hans besværligheder var imidlertid ikke ovre. „Ripple" havde et ualminde- ligt dårligt rygte i St. Johns og omegn, og det var ikke nemt for Bjorling at hyre et mandskab. Omsider fik han dog samlet en, om end ikke fuldtallig besætning. Bjor- ling, der sendte et brev hjem fra Godhavn, har ikke meddelt navnene på besætnings- medlemmerne, men ifølge en meddelelse i en kanadisk avis blev tre mand forhyrede nemlig en dansk styrmand Karl Kann, der skulle gøre tjeneste som kaptajn (sailing master), en englænder Gilbert Dunn, der skulle gøre tjeneste som styrmand, og Herbert McDonald fra Prince Edward Øernej Kanada, der skulle fungere som kok. Bjorling meddeler i det ovenfor nævnte breyj at de tre mænd, han hyrede, alle var fra Europa. I en anden korrespondance fra Godhavn hedder det imidlertid, at kok- ken var amerikaner, medens atter andre kilder hævder, at han var skotte. Det er dog muligvis navnet, der forleder til denne sidste slutning. Fra Godhavn foreligger der dels et brev fra Kallstenius til familien i Kalmar, dels breve fra kolonibestyrer Herjulf Jørgensen og voluntør Sofus Marius Carstens. Sidstnævnte svarede på et brev fra Karl Kanns fætter, daværende skovrider Kann, Aalholm, der havde skrevet op for at skaffe oplysninger om den unge kaptajn. Bre- vet fra Carstens har i uddrag og med kommentarer været offentliggjort for første gang i „Berlingske Tidende" i februar 1963. Endelig foreligger der indberetning til 358 [6] Grønlands Styrelse fra bestyreren i Godhavn. Det fremgår samstemmende af de kendte kilder, at „Ripple" nåede Godhavn den 28. juli, og i Bjorlings brev nævner han med en vis stolthed, at han ikke kan have taget så meget fejl ved valget af sit fartøj, da han er kommet gennem den yderst svære pakis ved Vestgrønland på kun 10 døgn. Bjorling skriver i sit brev, at pakisen for første gang i hundrede år fyldte hele den sydlige del af Davis Strædet og kun lod en smal rende langs Baffin Land isfri. Det fremgår ikke med sikkerhed, hvornår „Ripple" forlod St. Johns, men det må have været den 22. juni eller en af de nærmest følgende dage. Den 22. juni fik han nemlig endeligt hyret den tredie af besætningen. Der findes intet om afsejlingen i St. Johns' aviser, og huset, hvor havnejournalerne opbevaredes, er brændt med hele sit indhold. Sætter man derfor en af dagene omkring den 22. juni som afrejse- dato, har det taget skonnerten ca. 35 døgn at udsejle de ca. 1600 sømil fra St. Johns til Godhavn, hvilket giver omkring 45 sømil i døgnet i gennemsnit. Bjorling nævner i sit brev, at de sigtede Kap Walsingham, det østligste kap på Baffin Land, den 24. juli. Fra Kap Walsingham til Godhavn er der ca. 350 sømil, hvilket vil sige, at skibet de sidste 4 dage af rejsen til Godhavn gjorde en fart af godt 82 sømil i døg- net. Holdes de to sæt tal sammen, tyder det ikke på, at oprejsen er forløbet lige glat hele vejen. Dette bekræftes af det referat af samtalerne i Godhavn med Kaptajn Kann, som Carstens giver i sit brev. Kann, der i længere tid havde prøvet på at få en hyre hjem til Danmark fra amerikansk havn, var kun gået med på turen, fordi Bjorling havde lovet ham fri hjemrejse til Europa, når ekspeditionen var forbi. Det tilføjes iøvrigt i brevet, at Kann havde en ret god løn, således at han ikke kunne klage over betingelserne for sin deltagelse. Derimod havde han adskillige be- klagelser over selve oprejsen. Ifølge brevet fra Kallstenius var vejret til tider meget hårdt, men „Ripple" havde klaret såvel sø og vind som isen ganske godt. På det tidspunkt, skibet anløb Godhavn, var det storm af sydvest med tåge og sludblan- det regn. Kann havde fået meget lidt søvn på opturen, da han ikke turde forlade dækket, fordi Bjorling, som overtog vagten, styrede ind imellem ismasserne, som Kann altid styrede udenom, dikteret af navigatørens medfødte respekt for is parret med speciel kendskab til „Ripple"s udstyr til issejlads, hvilket som bekendt var lig nul. Det fremgår af beretningen, at Kann og Bjorling i hvert fald én gang var kommet op at skændes, en ordstrid, der endte med, at Bjorling fortalte Kann, hvem der var chef for ekspeditionen. Heldigvis fik Bjorlings noget ungdommelige op- førsel ingen følger. Indsejlingen til Godhavn havde været yderst hasarderet efter Carstens beret- ning, men lykken stod endnu engang de kække bi. Det fremgår endvidere af Car- stens brev, at man havde måttet låne skibet trosser til at fortøje med. De to om- bordværende både var ikke meget bevendt i de farvande, man agtede sig til; den 359 [7] ene var således en sammenklappelig foldebåd af sejldug. Der fandtes ingen andre skydevåben ombord end Bjorlings lille revolver. Proviant var der heller ikke for meget af, men Bjorling havde hævdet, at han ville komplettere udrustningen i Grønland. Det var imidlertid ikke meget, han havde at købe for. Efter købet af „Ripple" og deponering af besætningens løn i en bank i Amerika, var der kun 40 kroner til overs, og dem kom man selvsagt ikke langt med selv i de tider og selv i Grønland med de specielt lave priser. For de danske embedsmænd stod ekspeditionen som det rene galimatthias, og de forsøgte inden afrejsen at tale Bjorling, Kallstenius og Kann fra det hasarderede foretagende at gå videre efter planerne. Det var stærke argumenter, der blev ført i mafken: skibets uegnethed til issejlads, hvilket det ikke kunne undgå længere nord- på; dagenes aftagende i længde, der betød kortere og kortere sejltid; chancerne for at komme i besæt og fryse fast med en påfølgende overvintring i udsigt; manglen på proviant og passende vinterudrustning, brændsel o. s. v. Man tilbød dem over- vintring i Godhavn og hjælp den påfølgende sommer med udrustning til gennem- førelse af ekspeditionen. Alt prellede imidlertid af på Bjorling, der var sikker på at være tilbage i Godhavn den 1. september. Både Kallstenius og Kann kunne indse det vovelige i foretagendet, men begge to udtalte de, at de ikke ville svigte Bjorling. Da de danske i Godhavn så, at deres overtalelser ikke bar frugt, ydede de ekspe- ditionen den legendariske hjælpsomhed og gæstfrihed, der altid vil stå som et lysende mindesmærke over embedsmændene i det Grønland, som de sidste 25 år har ændret så totalt. Man lånte ekspeditionen en båd; kolonibestyrer Jørgensen forærede Bjor- ling sin haglbøsse og forsynede ham med krudt og bly. Endvidere tillodes indkøb i butikken af proviant, diverse trosser og andet linegods, hvilket som bekendt var i modstrid med monopolloven. Som yderligere foræring fik hver af ekspeditionens medlemmer et rugbrød og - kollektivt - et anker øl. Kann fik desuden noget dåse- mælk og nogle bøger. Den 3. august sejlede „Ripple" nordpå fra Godhavn. I brevet, som Bjorling sendte hjem fra Godhavn, meddeler han, at han vil sætte kursen mod Lancaster Sund og derfra styre mod nord til Cary Øerne, hvor han ville supplere sine forsyninger fra det depot, som var nedlagt der i 1875 af kaptajn Nares, BritishArctic Expedition. Hvis ekspeditionen skulle blive tvunget til at overvintre, ville den søge tilflugt enten hos eskimoerne i Thule Distriktet eller hos de danske i Vestgrønland. Hvis ekspe- ditionen ikke nåede tilbage inden den fastsatte tidsfrist, skulle hvalfangere fra St. Johns anmodes om at anløbe den højeste af Cary Øerne, hvor Bjorling håbede på at nedlægge en beretning. Det fremgår ikke af nogen af de indtil nu omtalte breve eller indberetninger, at Bjorling i Godhavn mødtes med den amerikanske ekspedi- 360 [8] is AI i> r, KAI i vi t sirs. f,a,t, „iisT. AliM> -•( -l ( ^WS. TiJntni;," N... ,?. N,,v.. ,s,,t. Botanikeren Alfred Bjorling og zoologen Ewald G. Kallstenius. Nederst ses en af de svenske ekspeditionsdeltageres grav på Cary Øen. Affotografering fra Ny Illustrcrad Tidning november 1893 og velvillig udlånt af Kungl. Svenska Vctenskapsakademiens Bibliotek. [9] tion ombord på „Kite", der under ledelse af Angelo Heilprin var på vej til Thule distriktet for at hente Peary hjem efter dennes velgennemførte traversering af ind- landsisen til Nordøstgrønland og retur. Forklaringen er imidlertid, at Bjorlings og Kallstenis breve var afsendt et par dage før „Kite" anløb Godhavn. Da man ikke i Sverige — eller iøvrigt andre steder — hørte noget fra eller om Bjorling og hans kammerater senere på året 1892 eller i foråret 1893, begyndte man at nære ængstelse for ekspeditionens skæbne. Der var selvfølgelig den mulighed, at den var nået til kolonierne i 1892 efter, at sidste skib var sejlet hjemover. Alligevel begyndte det svenske udenrigsministerium at rette forespørgsler rundt omkring samt anmode om, at de hvalfangere fra Dundee og St. Johns, som skulle på fangst i „Nordvandet" eller omkringliggende farvande, ville besøge Cary Øerne og med- tage de beretninger, der eventuelt var nedlagt der af Bjorling. Det var på grund af disse anmodninger, at hvalfangeren „Aurora" af Dundee under kaptajn McKay anløb den sydøstligste af Cary Øerne. Kaptajn McKay, der var tilbage i Dundee i november 1893, meddelte, at udkigsmanden i juni 1893 havde opdaget et vrag på kysten af den ø i Cary gruppen, der nu bærer Bjorlings navn. Ved nærmere under- søgelse viste det sig, at vraget virkelig var „Ripple". En landgangsgruppe konsta- terede, at „Ripple" lå oppe på stranden, næsten begravet under Is og sne. Endvi- dere fandt man liget af en mand under en bunke sten nær vraget. I en stor varde, som formodentlig var den, der var rejst af Nares i 1875, da han oprettede sit depot, fandt man en blikdåse, som indeholdt fire åbne meddelelser fra Bjorling samt et forseglet brev til en navngiven person i St. Johns. Desuden fandt man liggende løst rundt om på stranden en hel del forskellige effekter såsom klæder, bøger og andre ekspeditionen tilhørende genstande, som blev samlet sammen, anbragt i en kasse, der også havde tilhørt ekspeditionen, og taget med hjem for sammen med meddelel- serne at blive videresendt til professor G. Nordenskiold i Stockholm. En af meddelelserne var en opfordring til én af deltagerne i Peary ekspeditionen til at bringe det vedlagte brev til den angivne adressat i St. Johns. Den anden meddelelse berettede, at Bjorling havde forladt Godhavn den 2. au- gust og holdt kurs nordpå langs isen i Baffin Bugt indtil den 13., hvorefter „Ripple" på én dag havde krydset Melville Bugten, som havde voldt så mange andre søfa- rende på disse kanter de alvorligste kvaler og hindringer. Igen havde „Ripple" haft lykken med sig — eller måske var skonnerten et bedre skib end de fleste troede. Fra Kap York blev skibet af en storm drevet nordpå til Kap Parry, hvorfra det var sejlet til Cary Øerne, som nåedes den 16. august. En tilføjelse dateret den 17. august op- lyser, at skonnerten var strandet på denne dag, medens man var i færd med at ind- lade proviant fra Nares' depot. For ekspeditionen var denne ulykkelige hændelse naturligvis et dødbringende slag. 362 [10] Den tredie meddelelse oplyste, at ekspeditionen ville foretage en bådrejse nordpå for at nå Foulke Fjord, hvor det var hensigten at overvintre. Yderligere meddelel- ser ville blive nedlagt i en varde ved Pandora havn. Endvidere meddeltes det, at pro- vianten med den forøgelse, der var opnået ved at supplere fra det engelske depot, skulle kunne slå til indtil juni 1893. Det synes ved første øjekast ret uforståeligt, hvorfor Bjorling vælger at gå nord- på til Foulke Fjord, som er farvandet ved hvilket Etah er beliggende, ca. 15 km nord for Kap Alexander eller godt 300 sømil nord for øen, hvor han befandt sig. Den inderste del af fjorden blev af Sir Allan Young opkaldt efter skibet „Pandora" og brugt som base for dennes støtteekspedition til kaptajn Nares i 1875. Såvidt det kan ses af litteraturen, var der ikke ved Pandora Havn anbragt depoter; ejheller fandtes sådanne en smule sydligere ved Port Foulke, som var Hayes' vinterhavn i 1860. G. Nordenskiold, Ohlin, Bryant og andre har spekuleret meget over, hvor- for Bjorling ville så langt nordpå for at overvintre, når han kunne nå beboede plad- ser beliggende meget nærmere. Bjorling vidste, at Peary var i nærheden. Han ville blot have at ro de ca. 25 sømil mod nordøst for at nå Kap Parry. Her ville ekspe- ditionen have haft en chance for at blive samlet op af „Kite", som den 24. august passerede dette forbjerg med Peary ombord for hjemgående. Var dette mislykke- des, kunne Bjorling altid have fået hjælp af Kap York eskimoerne. Han kunne også have forsøgt at nå Pearys vinterkvarter: Red Cliff House. Når Bjorling ikke valgte en af disse udveje, må han have haft en ganske bestemt grund. Den mest sandsyn- lige er, forekommer det mig, at Bjorling stadig håbede på at fuldføre sin opgave: at foretage undersøgelser på Ellesmere Island, og derfor håbede på at krydse over fra Grønland til Ellesmere Island, hvor distancen var kortest, nemlig mellem Sunrise Point ved indløbet til Foulke Fjord og Kap Isabella på Amerika-siden, en strækning på små 30 sømil. Under roturen til Pandora Havn ville han og hans ledsagere, hvis de kom i knibe, kunne søge støtte hos polareskimoerne eller eventuelt søge tilflugt i Pearys forladte hus og bruge hans depoter i Prudhoe Land området. Denne teori synes jeg bliver støttet af Bjorlings tredie meddelelse, der er den ud- førligste, og som jeg vil gengive her, således som den blev skrevet af Bjorling for mere end 70 år siden. „Såsom ni kan se af mina hår nedlagde meddelanden, har jag efter forlusten af mitt fartyg forsokt att nå Foulke Fjord for att dår ofvervintra. Men sedan jag nått Northumberland 6n, maste jag af flere skål afstå från denna fård och återvånda till Carey-6n. Tvungen af dårligt våder att droja en långre tid på denna 6, antrader jag nu fården till eskimåerna vid Clarence Head eller Kap Faraday på Ellesmere Land. Som jag hoppas, att en hvalfångare nåsta år skall besoka Carey-oarna for att undsåtta mig och mitt folk, skal jag forsoka att nå denna 6 fore den l juli. Skulle 363 [11] ingen hvalfångare vara har intill den 15 jul], maste jag om mojligt gå till de danska kolonierna. Dårfor, om ni besoker denne 6 senare an den l juli och icke finner nå- gon underråttelse från mig rorande min fård till de danska kolonierne, skulle jag vara eder mycket forbunden, om ni ville gå till Clarence Head (50 miles hårifrån), dår jag i en „cairn" på den ostligaste punkten skall lemna ett meddelande rorande mitt och mina foljeslagares 6de under vintern. Sluttligen vill jag bedja eder sande alla underråttelser om mig till professor Nordenskiold i Stockholm, eller till nar- maste svenska konsul, jamte uppgift om tid och plats, dår de antråffades. Vara for- råder skola, om jag ej kan nå eskimåerna, icke råcka långre an till den forstå ja- nuari, såvida jag ej kan forstårka dem vid någon proviantdepot. Vi åro nu fem man af hvilka en ar doende." Meddelelsen er dateret den 12. oktober. Distancen til Clarence Head er på det nærmeste 80 sømil - til Kap Faraday ca. 95 sømil. Tidligere kommentatorer står uforstående også overfor denne sidste disposition. Men er den egentlig så svær at forsti? De unge studenter, der i begyndelsen af trediverne var med dr. Lauge Koch i Grønland, eller de, der i årene efter 2. verdenskrig fylkedes om professor A. Ro- senkrantz på Nugssuaq ekspeditionerne, har næppe svært ved at forstå Bjorling. Det gælder for dem alle, at de var unge; de var japtændt af den Hellige Flamme; polar- landenes skønhed var åbenbaret for dem; de følte sig betaget af de store opgaver, der, som retterne på et rigt dækket bord, var stillet foran dem; de ville gennemføre disse opgaver; de ville ikke give op ! Bjorlings sidste meddelelse viser, at skønt ekspe- ditionen havde mødt megen modgang, var dens medlemmer ikke modløse eller slagne. Deltagerne vidste, hvad de ville, koste hvad det ville. Derfor satte de ud i åben båd, efterladende en død kammerat på det sted, hvor det første hårde slag - tabet af skibet - havde ramt dem. De drog ud på, hvad der skulle blive deres sidste rejse, selvom noget bestemt ikke kan siges herom. „Åurora" prøvede efter fundet af Bjorlings efterladenskaber på øen at trænge frem til Clarence Head, men kunne ikke forcere isen, der strakte sig i et kompakt bælte 20 sømil ud fra kysten af Ellesmere Island. Da Bjorlings meddelelser og de øvrige effekter via Dundee nåede Stockholm og blev forelagt Gustav Nordenskiold, gik denne straks igang med at etablere en efter- søgning. Det var bl. a. hans tanke at udruste en ekspedition, der foruden eftersøg- ningen efter Bjorling og hans kammerater skulle foretage videnskabelige undersø- gelser i området. Som støtte for det sidste anførte han, at svenske videnskabsmænd aldrig havde foretaget undersøgelser i disse egne af Arktis. Nogen egentlig red- ningsekspedition blev imidlertid ikke etableret. Derimod udsendtes enkeltpersoner med skibe, der ville operere i nærheden af de områder, der kunne være tale om at finde spor af den Bjorlingske ekspedition. Således fulgte dr. Axel Ohlin med Pearys 364 [12] skib „Falcon" i 1894. Den 24. juli gjor- des landgang på Bjorlings Ø. Der var ikke længere noget spor af „Ripple". Den var formodentlig blevet skruet ned af isen og ført bort. Derimod fandt man Bjorlings sidste lejr. Alt tænkeligt gods var spredt rundt omkring på pladsen. Et sølvur, en plantepresse, en notesbog med zoologiske optegnelser og forskellige andre ting blev udvalgt og bragt med tilbage. En omhyggelig eftersøgning af Bjorlings Ø og den midterste ø i grup- pen blev foretaget, men intet nyt blev fundet om Bjorling og hans medarbej- dere. Derimod fandtes en meddelelse fra Elias Nilsson, en svensk udsending om- bord på hvalfangeren „Eclipse" af Dun- dee, der berettede, at han havde været på øen den 6. juli og havde søgt forgæves efter nye spor af ekspeditionens med- lemmer. I en kort meddelelse, som Elias Nilsson har givet i det skotske geografiske selskabs journal før han afrejste med „Eclipse", nævner han det dødsfald, der indtraf på Bjorlings Ø, og han anfører, at det sandsynligvis er den danske deltager. Han begrunder ikke sit udsagn, men hans oplysning stammer sikkert fra „Aurora"s kaptajn McKay, der på det tidspunkt var den eneste, der havde set den afdøde. Det har ikke været muligt noget steds at finde oplysninger, der kan bekræfte eller afkræfte Nilssons postulat. Lauge Koch og Peter Freuchen var i land på Bjorlings Ø i 1916 og fandt bl. a. et lometørklæde mær- ket K K. Det har uden tvivl tilhørt Karl Kann, men det beviser selvsagt ikke, at det er dennes jordiske rester, der er stedt til hvile på øen. Graven var i 1894 i en sørge- lig forfatning, sandsynligvis forårsaget af de talrige måger, der lever på øerne. Man samlede de spredte rester sammen og lavede en ny grav. I den stille arktiske nat under midnatssolens blege skær afholdtes en lille begravelseshøjtidelighed. Om nogen identificering af afdøde var der ikke tale; forholdene tillod det ikke. „Falcon,, forlod derefter øen og satte kurs mod Pearys hovedkvarter i Bowdoin Bugt: Anni- versary Lodge, hvortil den ankom den 1. august. Fastisen lå endnu langt ud fra land og efter en konference med Peary besluttedes det, at „Falcon" skulle forsøge at nå Ellesmere Island og fortsætte eftersøgningen dér efter Bjorling og hans mænd. (Arktisk Instituts arkiv). Styrmand Karl Kryger Ahlmann Kann. [13] Den 4. august forlod „Falcon" Bowdoin Bugt og efter nogle genvorligheder med isen dels i Murchison Sund, dels langs Ellesmere Islands kyst lykkedes det at lande et eftersøgningshold ved Kap Faraday. Man fandt ingen spor af den forsvundne ekspe- dition her og fortsatte derfor til Clarence Head. Heller ikke her fandtes tegn, som tydede på, at Bjorling havde været der. „Falcon"s kaptajn Henry Barlett, der havde et indgående kendskab til farvandet mellem Grønland og Ellesmere Island efter mange somres hvalfangster i området, Havde i forvejen fortalt eftersøgnings- holdet, at isen normalt lå 20 sømil ud fra kysten, og at det ikke var sikkert, at man kunne nå land med skibet. Det lykkedes som nævnt ved Kap Farady, medens undsætningsholdet måtte tilbagelægge 8 mil over skrue- og fastis for at nå Clarence Head. Hvis det overhovedet var lykkedes Bjorling at lande på et af de aftalte steder, ville det, som det vil fremgå af et blik på kortet (fig. 1) være meget svært at kom- me videre. Hele kysten mellem Kap Faraday og Clarence Head samt strækningen sydefter består af en række stejle klippevægge, som bryder f rem under en indlandsis, der dækker hele området, og hvorfra gletschere glider ned i de stejle slugter mellem pynterne. Der var som sagt ingen spor af svenskerne og deres ledsagere eller for- øvrigt af andre mennesker. Efter at have bygget varder på begge lokaliteter og ned- lagt beretninger vendte undsættelsesekspeditionen tilbage til „Falcon" og fortsatte de påbegyndte videnskabelige undersøgelser. Det er forståeligt, at man ikke foran- staltede en eftersøgning syd for Clarence Head; isen — og tiden — tillod det ikke. Men at man ikke fandt spor af Bjorling på nogen af de to steder, denne havde op- givet som eventuelle mødesteder, betyder langtfra, at det ikke lykkedes Bjorling og hans ledsagere at lande på Ellesmere Islands kyst på den ene eller anden måde. Hvis dette skete er det på den anden side højst usandsynligt, at de landede netop der, hvor Bjorling regnede med at nå land. Også er det langt fra sikkert, at undsættelses- ekspeditionen landede på det Clarence Head, Bjorling taler om. Stedet er både efter kortet at dømme og også efter beskrivelsen af kysten uhyre vanskelig at lokalisere. På en række forskellige kort over området er Clarence Head således stedfæstet i det mindste tre forskellige steder på kysten mellem Smith Bay og Glacier Strait, indløbet til Jones Sund. Det er dog mærkeligt, at man ikke forsøgte en større efter- søgning i Clarence Head området, der er meget nærmere ved Cary Øerne end Kap Faraday. Men det hænger måske også sammen med datidens utilstrækkelige kort og en påtænkt senere besejling af Jones Sund. Sammenlignet med, hvad der nu til dags sættes ind af personel og materiel var det meget pauvert, hvad der blev gjort for at finde Bjorling og hans kammerater etter blot spor efter dem. Det ser nærmest ud til, at de mennesker, der foretog eftersøgningen gik ud fra at ekspeditionen var forlist, inden den nåede land. Det var den måske også, men man kan med lige så 366 -ife'ia [14] stor ret hævde, at det lykkedes Bjorling at lande et eller andet sted på kysten, såle- des at man en eller anden gang vil støde på efterladenskaber efter ekspeditionen i det lidet tilgængelige område nord for Jones Sund. Der blev ikke fra svensk side gjort yderligere for at komme en opklaring af myste- riet nærmere. I danske grønlandskredse glemte man imidlertid ikke Bjorling og hans fæller. Som allerede anført var Lauge Koch og Peter Freuchen i land på Bjorlings Ø den 1. august 1916. Formålet var kortlægning, men da vejret blev dårligt benyt- tedes lejligheden til at foretage en eftersøgning efter yderligere spor af Bjorlings ekspedition. I 1928 besøgte „Godthaab" Ekspeditionen Bjorlings Ø. Riis-Carsten- sen var i land sammen med blandt andet Poul Marinus Hansen, Seidenfaden og Alf Kiilerich. Medens de tre sidstnævnte foretog deres videnskabelige undersøgelser, gik Riis-Carstensen til den østlige side af øen. Her mente nogle Thule-eskimoer at have set rester af et hus, en opdagelse de lod gå videre til Lauge Koch, der igen gav med- delelsen til Riis-Carstensen. På en lokalitet, der svarede aldeles til eskimoernes be- skrivelse, fandt Riis-Carstensen adskillige stykker svært tømmer tilhørende et skib. Der var imidlertid intet, der tydede på, at tømmeret nogensinde havde været brugt til husbygning. En afsøgning af det nærmeste område viste heller intet tegn på, at men- nesker i længere tid skulle have opholdt sig der. Det er, såvidt jeg har fundet, sidste gang man har forsøgt at efterspore den tabte ekspedition. I den ovenfor nævnte danske avisartikel bruges der ret stærke ord om Bjorlings ekspedition, hvilket ikke er ganske retfærdigt. Det skal indrømmes, at skibet ikke var bygget eller forstærket til issejlads, men det lykkedes dog for ekspeditionens sø- folk at bringe det helskindet til og over Melville Bugten, der er blevet mange — og bedre — skibes banemand. Grundstødningen dagen efter ankomsten til Cary Øerne kunne også være hændt bedre skibe med meget mere erfarne navigatører ombord. Der foreligger snesevis af beretninger om strandinger fra snart sagt alle dele af det arktiske område. Men hvorfor gå så langt. Pearys skib „Windward" forliste ved grundstødning på en af Cary Øerne i 1907. — Bjorling var ikke uden forudsætninger for at drive studier i Smith Sund området. Så ung han end var havde han allerede publiceret et par afhandlinger om de botaniske studier han havde foretaget på de tidligere ekspeditioner. Bjorlings mål var ikke vage. Havde de været det, ville han næppe have forsøgt roturen til Foulke Fjord eller tværs over Baffin Bugt. Forliset af „Ripple" ville sikkert have kølnet eventyrlysten så tilpas, at Bjorling og hans mænd havde søgt kontakt med Peary eller Thule-eskimoerne; de havde fået rigeligt med eventyr og ville for alt i verden hjem. Det er ganske forkert at forveksle even- tyrlyst med det gå-på-mod, som Bjorling og hans kammerater lagde for dagen den ene gang efter den anden. Det ville være unaturligt, hvis ikke alle, der har rejst i Grønland, har følt eventyret og haft eventyrlysten i sig; men den dag, eventyrlysten 367 [15] blev konfronteret med den iskolde virkelighed, var det, at drengene blev skilt fra mændene. Bjorling og hans ledsagere døde som mænd. Det er muligt, at man endnu vil være i stand til at fremdrage tidligere publicerede eller upublicerede enkeltheder om Bjorlings anden Grønlands-ekspedition. Om ekspe- ditionens sidste dage vil man næppe kunne finde mere, medmindre man ved et til- fælde falder over en vardeberetning et eller andet sted på Ellesmere Islands øde sydøstkyst. BOGANMELDELSE Jørgen Meldgaard: NORDBOERNE I GRØN- LAND, EN VIKINGEBYGDS HISTORIE. Søndagsuniversitetet, 112 sider ill. Munksgaard 1965, kr. 9,75. Det er godt, at det i radioen hørte, tager fastere form, så man kan vende tilbage til den viden, man fik forelagt - naturligvis kun godt, når det, der blev sagt, er værd at gemme på. Jørgen Meldgaard, der har skrevet sit navn ind i den norrøne arkæologis historie - og ikke mindre i eskimoarkæologiens - har før vist sin evne til i populær og yderst læseværdig form at fremlægge de nye resultater, man i den arktiske og subark- tiske arkæologi er nået til. Det er både dette tidsskrifts læsere bekendt og læserne af såvel Naturens Verden som Kuml. Efter at man har pløjet sig igennem Helge Ingstads historiske bull- dozer, der tager ravl og krat med - til tider mere, end der er — føles det forfriskende at læse Meld- gaards nøgterne gennemgang. Nøgtern ja, men ikke uden den undertone af vikingetids lidenskab, som flammer i sagalitteraturen. „Nordboernes 5 århundreder i Grønland kan ikke berettes som én fortsat fortælling," skriver Meldgaard side 11, og fortsætter: „dertil er vor viden alt for brudstykkeagtig." Dette er til en vis grad rigtigt, i hvert fald når man i G foredrag -skal skabe et billede af dette middelalersamfund. . Derfor må Meldgaard - på samme vis som Puul JMørlund — dele sin gennemgang op i emner. Inden -for hvert emne får man så megen besked og viden :-ineddelt, som det nu kan lade sig gøre, når det skal være til at følge med ørerne alene. Det har ikke været tilsigtet med trykningen af disse foredrag at yde dansk arkæologis modstykke til Ingstads volumen. Dette må udtrykkelig skri- ves, fordi man netop fra Meldgaards hånd kunne have forventet dette. Når en dansk arkæolog en- delig søger at samle vor aktuelle viden om disse norrøne bygder, griber man til — og så skuffes man, hvis man har sat forventningerne højere, end disse søndagsuniversitetsforedrag kan yde. Nyttig er imidlertid denne bog for den, der ønsker en kort, velfortalt oversigt over kildestuf- fet og en meget fyldig litteraturliste. Utilfreds- stillende er den selvfølgelig for den, der forventer mere besked. På den ene side præges skildringen af nogen slagside til det arkæologiske stof og sagalitteraturen - forståeligt nok, men på den anden side er den forbløffende ved den i for- holdet til sideantallet vidtgående besked, man får. Det er lødigt populariseret videnskab, denne lille bog repræsenterer. Finn Gad. 368 [16]