[1] KLIMAFORVÆRRING I GRØNLAND? Af W. Da?isgaard og A. Weidick JViåske ingen steder i verden har klimaet så stor indflydelse på erhvervslivet som i Grønland. Efterkrigstidens rivende udvikling af fiskeriet, nødvendiggjort af sæl- fangstens svigten, har som forudsætning haft den forbedring af klimaet, der fandt sted fra slutningen af forrige århundrede og op til 1940'rne. Med den stigende havtemperatur fulgte bedre livsmuligheder for fisken og dermed for den grønland- ske befolkning. Anseelige pengemidler blev investeret til udnyttelse af de hårdt tiltrængte nye rig- domme. Man satsede i det store og hele på mindre fartøjer med henblik på de indre farvande, men diskussionen om det rationelle heri er stadig aktuel. Den fremtidige klimaudvikling i Grønland har været en ukendt faktor i denne diskussion, og det er så meget mere uheldigt som fiskerierhvervet så at sige balancerer på randen af en grad celcius, nemlig den der blev vundet i tyverne. Det er derfor af største vigtig- hed, at man nøje og nøgternt følger alt, hvad der kan give et fingerpeg om den klimatiske udvikling, også fiskefangsten, og man må naturligvis hverken lade sig forlede til optimisme over nogle få års succes eller til pessimisme på grund af kort- varig fiasko. Det er ikke hensigten at male nogen person på væggen, det forbyder alene vort mangelfulde kendskab til bl. a. havbiologi, men det vil sikkert have interesse at på- pege, at der i de senere år har vist sig tegn på, at klimaet, i hvert fald i det indre Grønland, har udviklet sig i ugunstig retning, det være sig for en kortere eller læn- gere periode. Af fysiske metoder til konstatering af klimaændringer, specielt med hensyn til temperaturforholdene, råder vi over 1) hav- og lufttemperaturmålinger, 2) måling af variation i gletschernes udbredelse og 3) isotopmålinger på akkumuleret sne og is. For dem alle gælder det desværre, at de intet kan sige om den fremtidige udvik- ling. Betydningen af klimatologiske undersøgelser ligger alene deri, at de muliggør en sondring mellem mindre vigtige, kortperiodiske fluktuationer og de overordent- 399 [2] 0,0 -Q5 - 1946- 50 1956- 60 Fig. 1: Variationer i overfladetemperaturen (april-september) i Vestgrønlandske farvande mellem Frederikshåb og Disko, 5-års middelværdiernes afvigelser fra middeltemperaturen for årene 1876-1915. Efter Hansen og Hermann (1965). lig betydningsfulde langperiodiske ændringer, altså om der f. eks. gennem de sidste 10—20 år har fundet en generel afkøling sted, som det sandsynligvis, og i bedste fald, vil tage et årti at få udjævnet. 1. Hav- og hifttemperatitrmålinger. Hvad nu de grønlandske hav- og lufttemperaturmålinger angår, har P. M. Han- sen og F. Hermann (1965) påvist variationerne i sommertemperaturerne for over- fladevandet mellem Frederikshåb og Disko (fig. 1). Efter et fald i 30'rne indtraf en ny stigning i 50'erne. Heller ikke lufttemperaturerne ved de grønlandske kyststatio- ner viser foreløbig tegn på en udvikling i ugunstig retning. For så vidt synes der altså ikke at være grund til ængstelse. Alligevel vil det nok være klogt at holde øjnene åbne for den mulighed, at en iøvrigt generel klimaforværring tilsløres midlertidigt i kystområderne af gunstige havstrømme. Vender vi os et øjeblik bort fra Grønland, finder vi allerede 5 1961 hos J. M. Mit- chell sikre tegn på, at gennemsnitstemperaturen for hele jorden toppede omkring 400 [3] o - 1840 1860 1880 1900 1920 1940 1960 Fig. 2: Variationen af den årlige middeltemperatur for jorden som helhed (tyk kurve) og for området mellem 40° og 70° N (tynd kurve). Efter Mitchell (1961). 1940, og at temperaturstigningen op til dette tidspunkt så vel som det senere tempe- raturfald har været særligt udpræget på høje breddegrader (fig. 2). En nylig publi- ceret, omhyggelig undersøgelse af T. D. Hamilton (1965) uddyber dette billede for Alaska. Det konkluderes, at den årlige middeltemperatur i dette område gennemsnit- lig steg 1,2° C i de første 40 år af dette århundrede, men derefter er faldet 0,5° til nu (fig. 3). Disse tal taler et tydeligt sprog, og det er vanskeligt at forestille sig, at Grønland i lang tid kan forblive upåvirket af en iøvrigt generel klimaforværring. De følgende to afsnit viser da også, at man i Grønland kan finde tegn på en klimaændring. 2. Måling af gletschernes udbredelse. En gletschers bevægelse og udbredelse afhænger af talrige klimatiske faktorer (middeltemperatur, nedbør m. v.) på en måde, man endnu ikke har fuld klarhed over. Alene af den grund skal man være forsigtig med fortolkningen af gletscherob- servationer. Og hertil kommer det rent principielle, at selv om de klimatiske faktorers betydning var kendt, kunne man ikke umiddelbart give en bestemt faktor skylden for en observeret ændring. Således kan et observeret fremstød af en gletscherfront have mange årsager, f. eks. lavere middeltemperatur eller blot lavere sommertempera- tur (hvorved afsmeltningen formindskes), større årlig nedbør etc. Men når det er sagt, må man understrege, at i de fleste tilfælde har middeltempe- raturen erfaringsmæssigt afgørende indflydelse på gletschernes materialebalance. 401 [4] •c -1 1880 1900 1920 1940 1960 Pig. 3: Variationen af den årlige middeltemperatur i Alaska, Efter Hamilton (1963), Dette gælder navnlig, hvis man betragter samdige gletschere i et større område, så at tilfældige lokale forhold bliver uvæsentlige for slutbilledet. Der er således god me- ning i at opfatte et generelt gletscherfremstød som et indicium — men ikke bevis — for en allerede stedfunden afkøling. Som andre indicier må gletscherbevægelser ikke vur- deres isoleret, men kun i sammenhæng med andre klimaafhængige fænomener. Hvilket billede tegner de senere års gletscherobservationer nu for os ? Vender vi os igen til Alaska, finder vi i Cordillerne, som alle andre steder, en almindelig tendens til udtynding og tilbagetrækning i perioden 1920—50. Men efter 1950 er flere og flere gletscherfronter begyndt at skyde frem igen (La Chapelle, 1960). Denne frem- rykning er så almindelig, at den af de to amerikanske glaciologer Heusser og Mar- cus omtales som „the advances of the 1950's". For Grønlands vedkommende har man bedst kendskab til ændringerne ved de vestgrønlandske gletschere. Såvel mindre, lokale gletschere i kystlandet som de store lober fra indlandsisen var i 1920—40 udsat for stærk afsmeltning og tilbagetræk- ning. Men lobernes fronter viste efter 1940, en stigende tendens til standsning, og hos en del lober i Nordgrønland har der siden 1950'erne endog været tale om tydelig opsvulmen eller direkte fremrykning (Weidick, 1965). Fænomenet blev først ob- serveret af A. Bauer ved Eqip Sermia i Disko Bugten, hvor væksten allerede begyndte omkring 1948, men senere er andre kommet til, således Jakobshavns Isbræ (1—2 km fremstød siden 1959) og Kangilerngata Sermia i Disko Bugten samt Sermilik, Kan- gerdlugssuak og Silardleq loberne i Umanak distrikt. Som et eksempel er sidstnævnte lobes variation gengivet i fig. 4. Med forskellig signatur er angivet gletscherfrontens omtrentlige beliggenhed i årene 1850, J_?53i_195_9_ Og 1964. Ikke mindre end 135 vestgrønlandske lober er blevet undersøgt (af A. Weiclick) i de senere år. Taget under ét udgør deres opførsel et indicium for at der har fundet en klimaforværring sted i Grønland i de sidste 20 år, i hvert fald hvis man ser bort fra 402 [5] NAUJAT SERMEQ SILARDLEQ Fig. 4. Gletscheren Silardleq i Umanak distrikt. Frontens fremstød siden 1963 sammenlignet med gletscherens formodede største udstrækning efter Rinks observation o. 1850. Skråskraveringen viser det landområde, der var dækket for ca. 100 år siden. Kortgrundlag: Geodætisk Instituts kortblad, 1:250000, 71, V2. Anvendt med tilladelse fra Geodætisk Institut. et snævert kystområde. Observationerne i Alaska viser, at fænomenet ikke er af lokal natur. Vi kan ikke modstå fristelsen til at slutte dette afsnit med et citat af den amerikanske glaciolog Mark F. Meir: „Det er interessant, at til trods for de mange vanskeligheder i fortolkningen af gletschervariationerne som mål for klima- forandring, blev den vigtige klimatiske ændring fra slutningen af 1940'rne tilsyneladende først opdaget, eller i det mindste videre kendt, gennem dens virkning på gletschere." 3. Isotopmålinger på akkumuleret sne og is. Isotopmålinger, foretaget på de borekerner, der blev optaget på indlandsisen af E. G. I.G.1 i 1959, tyder på et betydeligt fald i den årlige gennemsnitstemperatur over store dele af det indre Grønland (Dansgaard, Merlivat og Roth, 1965). Bag- grunden for denne påstand er følgende: Naturlig vanddamp indeholder forskellige isotopiske komponenter, bl. a. en smule HaO18, der i stedet for det hyppigst forekommende iltatom (O16) indeholder det no- get tungere O18. Damptrykket af HbO18 er lidt lavere end normalt, og HaO18 har derfor en relativ stor tendens til at kondensere ved afkøling. Når luftens vanddamp afkøles, f. eks. ved at den tvinges op over indlandsisen, fortættes den til sne. Efter- hånden som afkølingen skrider frem, bliver dampens, og dermed den nydannede snes relative indhold af HaO18 mindre og mindre, således at sneen på de koldeste steder indeholder mindst HaO18, ja, der er ligefrem en lineær sammenhæng mellem stedets årlige middeltemperatur og sneens relative HaO18 indhold (Dansgaard, 1961). I til- fælde af at stedets middeltemperatur synker, må man også forvente, at nedbørens relative HbO18 indhold formindskes, men omvendt kan en sådan formindskelse prin- 1 Expédition Glaciologique Internationale au Groenland (1957—1960). 403 [6] -30 -28 -26 -2( -22 -16 7950 7950 7940 7930 7920 1910 Crfte -Dipot 420 \ Centrale Milcent CampTS cipielt have andre årsager end en afkøling, f. eks. en formindskelse af sommernedbøren i forhold til vinternedbøren. Det er nu klart, at hvis man ud- tager prøver fra en lang, lodret borekerne af gennem mange år akkumuleret sne og måler deres HsO18 indhold, vil dette give en indikation af den gennemsnitlige kondensationstemperatur til de tidspunkter, da den pågældende sne faldt. Man kan altså tale om et isotoptermometer, der rækker så langt tilbage i tiden som bore- kernens længde tillader. To af EGIG's borekerner indeholdt sne helt tilbage fra begyndelsen af dette århundrede (skønnet ud fra længden og kend- skabet til den årlige akkumulation), to andre rakte tilbage til ca. 1930 og to til ca. 1940 (fig. 5). På begge de dybe borehuller kan man iagttage et stigende HaO18 indhold, svarende til stigende temperatur op til midten af 40'rne, og på dem alle (undtagen Camp VI, beliggende i et område, hvor smeltningen griber forstyr- rende ind) ses et tydeligt fald i det efterfølgende l O-år. Det tilsvarende tempera- turfald varierer fra 0,6 til 3,0° C. Der er næppe tale om tilfældigheder, idet 1) hvert af punkterne på kurverne repræsenterer tidsrum af gennemsnitlig 8 år, 2) stationerne er spredt over en linie tværs over indlandsisen og 3) temperatur fal- det omkring 1950 er for de dybe borekerners vedkommende af samme størrelses- orden som den samlede temperaturstigning l hele den første halvdel af århundredet. Fig. 5. Isotop-temperatur målinger forcta- -get på E.G.LG.'s borekerner, fra stationer langs en linie tværs over Grønland mellem 70° og 72° N. Efter Dansgaard, Merlivat og Rotli (1965). Nu skal hertil siges, at ligesom man ikkejjiniddelbart kan bruge de tidligere om- talte sommertemperaturmålinger på overfladevand som indikator for den årlige middeltemperatur på større dybder, endsige for klimaet, og ej heller med sikkerhed 404 [7] kan fortolke gletscherfremstødet som resultat af en klimaforværring, således må man huske, at isotopmålingerne primært repræsenterer middelkondensationstempe- raturen og ikke den årlige gennemsnitstemperatur på indlandsisen. Med dette forbe- hold in mente bør den utvivlsomme isotopvariation gennem de sidste årtier næppe vurderes isoleret. Men vurderes den sammen med gletscherfronternes fremstød, og naturligvis med det direkte målte temperaturfald i Alaska, fremkommer et billede, hvis mest nærliggende fortolkning er en klimaforværring i form af et temperaturfald. Der kan være tale om en ret kortvarig klimatisk bølgedal, den slags kender man mange af, og ingen kan sige, om havtemperaturerne, der i høj grad afhænger af havstrømmenes forløb, overhovedet vil nå at blive påvirket i ugunstig retning. På den anden side har heller ingen fået brev på, at den til dato uforklarede klimafor- bedring i begyndelsen af århundredet ville vare evigt. Og hvis klimaændringen i 20'rne skulle gentage sig med modsat fortegn, må den grønlandske fiskerflåde vel på langfart? Forfatterne ønsker at takke hr. K. Frydendahl, Meteorologisk Instituts Klimato- logiske Afdeling, for megen hjælpsomhed med fremskaffelse af klimatologiske data samt dr. P. M. Hansen og mag. F. Hermann for tilladelse til brug af den hidtil upublicerede fig. 1. Litteratur: Bauer, A., 1955: Le Glacier de l'Eqe, Hermann et Gie, Paris. Dansgaard, W., 1961: The Isotopic Composition of Natural Waters, Medd. om Grønland, 165, Nr. 2. Dansgaard, W., Merlivat, L., og Roth, E., 1965: Stable Isotope Studies (E.G.I.G.). Medd. om Grønland, i trykken. Hamilton, T., 1965: Alaskan Temperature Fluctuations and Trends, Arctic, 18, 105. Hansen, P. M., og Hermann, F., 1965: Effects of Long Term Temperature Trends on Occurrence of Cod at West Greenland, I.C.N.A.F. Publications, i trykken. Heusser, C., og Marcus, M., 1964: Historical variations of Lemon Creek Glacier, Alaska, Journ. of Gla- ciology, 5, 37. Meier, M. F., 1965: Glaciers and Climate, Quaternary of U. S. Princeton Univ. Press, 795. Mitchell, Jr., J. M., 1961: Recent Secular Changes of Global Temperature, Ann. N. Y. Acad. Sci., 95, 235. La Chapelle, E., 1960: Recent Glacier Variations in Western Washington, Journ. of Geophys., Res., 65, 2505. Weidick, A., 1965: Observations on some Holocene Glacier Fluctuations, under udarbejdelse. 405 [8]